De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et anders rasmussen http://www.overskrift.dk Mon, 07 May 2012 15:02:46 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.slowplay.dk/artikler/ipt-anders-rasmussens-esser-kostede-finalebordet/ Den aarhusianske pokerspiller, Anders Rasmussen, var i går uhyre tæt på at spille sig på finalebordet i Italian Poker Tour Grand Final, men måtte i sidste ende lade sig tage til takke med en tiendeplads. Og føj for et exit! Baumstein åbnede til 40.000 fra UTG og i positionen lige efter gjorde Anders Rasmussen det til 90.000. Jacub i small blind ville dog også lege med og pumpede den op i 215.000, inden det igen var amerikanske Baumsteins tur. Han fandt et 5-bet til 350.000 frem, inden Anders Rasmussen skubbede stacken på i alt 700.000 til midten. Jacub gik af vejen, mens Baumstein til gengæld snap-callede. Tid til at vende kort. Rasmussen: Baumstein: Flop: Turn: River: Og dermed en bitter tiendeplads til Anders Rasmussen, som efter det ulækre exit nok ikke finder megen trøst i de ?12.200 han trods alt tager med sig fra San Remo. Sune Holst SLOWPLAY.dk Mon, 07 May 2012 09:54:10 +0100 http://www.slowplay.dk/artikler/ipt-anders-rasmussens-esser-kostede-finalebordet/ Den aarhusianske pokerspiller, Anders Rasmussen, var i går uhyre tæt på at spille sig på finalebordet i Italian Poker Tour Grand Final, men måtte i sidste ende lade sig tage til takke med en tiendeplads. Og føj for et exit! Baumstein åbnede til 40.000 fra UTG og i positionen lige efter gjorde Anders Rasmussen det til 90.000. Jacub i small blind ville dog også lege med og pumpede den op i 215.000, inden det igen var amerikanske Baumsteins tur. Han fandt et 5-bet til 350.000 frem, inden Anders Rasmussen skubbede stacken på i alt 700.000 til midten. Jacub gik af vejen, mens Baumstein til gengæld snap-callede. Tid til at vende kort. Rasmussen: Baumstein: Flop: Turn: River: Og dermed en bitter tiendeplads til Anders Rasmussen, som efter det ulækre exit nok ikke finder megen trøst i de ?12.200 han trods alt tager med sig fra San Remo. Sune Holst Poker Nyheder - Feeds fra Danmark Mon, 07 May 2012 09:54:10 +0100 http://www.udenriget.dk/?p=1800 Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ?Europablog?. Nedenstående er nummer seks i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 14. februar 2011. Mere europapolitik, mindre europataktik Den 4. februar 2011 annoncerede Tyskland og Frankrigs statsledere en vidtgående plan for eurozonen, udformet mellem de to lande selv, nemlig den såkaldte ?Competitiveness Pact?. Hvis pagten vedtages blandt eurolandene, vil den ifølge kommentatorer skabe en decideret finanspolitisk union oven i eurozonens monetære samarbejde. Her et par noter og spørgsmål om den danske respons. Fem dage senere sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen under en debat i folketingssalen, at Danmark som svar på den tysk-franske pagt kan blive nødt til at genoverveje sin stilling til euroen og det danske forbehold inden for den kommende tid: “Vi har et forbehold. Men nu ser vi konturerne af et samarbejde med afsæt i eurozonen, som tager til i omfang og dybde, og som meget vel kan aktualisere vores overvejelser om vores egen position i forhold til euroen,? sagde Løkke Rasmussen vagt. Statsministeren understregede dog, at regeringen ikke har truffet nogen beslutning om et eventuelt opgør med det danske euro-forbehold, og heller ikke vil gøre dette før et såkaldt eurozonetopmøde i marts. Alligevel mente han, at der allerede nu er ?lagt kimen til noget her, som vi må følge bredt i det europapolitiske flertal i Folketinget.? Løkke Rasmussens udtalelser faldt efter, at han dagen forinden havde sagt, at den danske regering vil satse kraftigt på at præge den nye europagt, uden dog at tage stilling til, om Danmark direkte skal tilslutte sig pagten i dens endelige form. Både SF og Dansk Folkeparti meldte i den foregående uge ud, at en dansk tilslutning ikke bør ske uden en forudgående folkeafstemning (som de dog også er skeptiske overfor). I stedet for at hoppe med på den tysk-franske vogn mente oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt, at Løkke Rasmussen i højere grad skulle gå op imod de store landes dominerende tilgang til de europæiske finanser: ?For det første ved at sige til de store lande, at det ikke er i overensstemmelse med den måde, vi normalt gør tingene på, at de bare prøver at bestemme det hele. Og så selvfølgelig også prøve at gøre sin indflydelse gældende i forhold til indholdet.? Thorning-Schmidt ?vil dog ikke svare klart på, om hun lige nu vil anbefale danskerne at stemme ja, hvis det bliver aktuelt,? skrev Ritzau. Bl.a. Dansk Industri har indtil videre meldt sig under den positive fane. Her mener man, at det er i Danmarks interesse at tage Tyskland på ordet, når man herfra udtrykker åbenhed over for, at ikke-eurolande også deltager i pagten. Helst ser man dog, ligesom hidtil, at de dansk EU-forbehold bliver afskaffet. Stemningen blandt befolkning og (derfor også) blandt ?kommentariatet? ser dog ud til at være på den skeptiske side. Modstanden mod euroen er lige nu den største i næsten femten år, viser en Gallup-måling. 41 procent af befolkningen er for, mens 50 procent er imod. Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen ser tre grunde til, at en afstemning om euro-forbeholdet ikke vil blive aktuel. For det første løber tiden ud for Løkke, der ikke har tid til at forberede danskerne på kronens afskaffelse inden næste folketingsvalg. For det andet modstanden fra Dansk Folkeparti, en front hvor statsministeren ikke ønsker at åbne en ?betændt konflikt på et så vitalt område? (hmm? har Larsen måske glemt den ligeledes betændte konflikt, som Løkke for nylig åbnede på efterlønsfronten?) Den sidste grund er modstanden fra SF, som ifølge Larsen kontrollerer for mange af de afgørende stemmer til at sidde udenfor. Hvis man læser mellem linjerne er dommen fra kommentariatet (groft repræsenteret her ved Thomas Larsen) den samme som altid:  Hvis meningsmålingerne og ?stemningsloddet? siger nej, så er det bare med at rette ind. Vurderingen er altså, at Løkke på nuværende tidspunkt ?ikke tør tage et euro-opgør,? som Berlingskes overskrift proklamerer. Men: I stedet for kun at diskutere, hvad de danske beslutningstagere tør på den europæiske front, ville det så ikke være mere naturligt først at diskutere, hvad vi i Danmark bør? Ja, kampen om euroen er også en del af ?det indenrigspolitiske spil?, som vi lidet dybsindigt mindes om gang på gang. Men kunne man ikke alligevel gøre plads til en sætning eller to om substansen i mediedækningen? Og ikke kun omkring euroen. Ligegyldigt hvad man så mener om dette faktum, handler den tysk-franske ?Competitiveness Pact? jo netop om mere end bare den monetære union. Fra EUobserver er her lidt blandede fakta og spekulationer om pagten, som præsenteres i marts, og dens betydning for det europæiske samarbejde: Pagten vil tilsyneladende lægge op til 1) en harmonisering af erhvervsbeskatningen i eurozonen, 2) en fjernelse af inflationsregulerede lønoverenskomster, 3) en fælles pensionsalder på 67 år, og 4) et loft over offentlige lån og staternes gæld, designet efter nylig tysk model. Altså alt i alt et kraftigt ryk i retning af en fælles finanspolitik. Kunne det derfor ikke være fordelagtigt at diskutere værdien af de konkrete tiltag, som er på bordet lige nu, før vi tager endnu en runde i euro-karrusellen? Interessant nok mener Helle Thorning-Schmidt, at statsministerens positive udmeldinger ikke kun handler om økonomisk taktik. De handler også om økonomisk ideologi, synes hun indirekte at foreslå. Ifølge hende kan statsministeren ? med Ritzaus ord ? ?have en dagsorden om at bruge de andre EU-landes økonomiske politik som argument for regeringens egen politik.? ?Man holder EU op foran sig og bruger EU som argument for at føre en bestemt økonomisk politik,? siger Thorning-Schmidt. Og heri har hun jo en pointe. Den tysk-franske pagt støttes godt nok af en socialdemokratisk regering som Zapateros i Spanien, men den konservativt-liberale plan er vel næppe udtryk for den eneste sande, objektive og politisk indiskutable vej til økonomisk ?ansvarlighed?. Planens centrale figurer, såsom den konservative Sarkozy, den kristendemokratiske Merkel og den vigtige liberale økonomikommissær Olli Rehn er ikke upartiske embedsmænd eller økonomer, de er også politikere. Lad os med dette og forslagets substans in mente få en debat i gang om fremtidens danske europapolitik og ikke kun om den danske europataktik. Søren Friis Udenriget.dk Mon, 07 May 2012 06:00:26 +0100 http://www.guska.net/sult-og-svig-under-sydkorset-af-anders-johansen Handling: I Bogen følger man verdens lykkeligste trekløver Rune, Tiana og Jonas. De beslutter sig for at tage til Bolivia i ferien, hvor Tianas far arbejder. Rune og Tiana er kærester og Jonas og Rune er bedste venner. Det er et problem, for Jonas er også lun på Tiana, men han kan ikke få hende da hun allerede er kærester med Jonas. Tiana har ikke det bedste forhold til sin far, men alligevel er inspirationen til rejsen kommet fra ham. Han leverer teknologi i form af ventiler til et stort firma, Petrol Amazon, i Bolivia. Bolivia er noget af et chok for de tre unge. Slum og fattigdom, gadebørn og dårlige hoteller med kakerlakker. Kort efter ankomsten til La Cruz bliver de opsøgt af Carlso Hernandez, som er sikkerhedschef i Petrol Amazon og kender Tianas far. Han inviterer Tiana, Rune og Jonas på besøg i firmaet. De er ikke meget for det, men Tiana får dog noget ud af det, nemlig en adresse på et center, der beskæftiger sig med Amazonas dyreliv. Her skulle hun kunne få opfyldt sin drøm om at se en puma. De tre venner rejser rundt i landet og besøger bl.a. en sølvmine, hvor fattige bolivianere arbejder under usle forhold. De oplever også politiske uroligheder og demonstrationer mod de store tømmerselskaber og oliekonsortiers rovdrift på det fattige land. Flere gange støder de på en lille indianer i et plettet dyreskind, og Tiana er lidt skræmt. Indimellem bliver Tiana, Rune og Jonas uenige om, hvor de skal tage hen. Der opstår også lidt dårlig stemning efter lidt skænderi mellem Jonas og Tiana, men de holder sammen og når til sidst på deres rejse frem til Amazon-området. Senere opsøger de Centro Amazonia, den adresse de fik af Carlos, men det viser sig at være et helt andet foretagende end forventet. Pludselig er de tre venner brikker i et farligt spil, der handler om magt, narko og penge. Min mening om bogen Jeg synes det var en okay god bog. Jeg synes den var lidt svær at komme igennem og jeg kunne ikke rigtig leve mig ind i den. Jeg havde forventet kærlighed og trekantsdrama og der var næsten intet af det. Bogen fangede mig heller ikke specielt meget. Det bedste i bogen var nok den måde Anders Johansen beskrev landskaberne på. Jeg har hørt mange gode anmeldelser om den, men bogen var ikke rigtig noget for mig. Folk har forskellige meninger om bøger og der er sikkert mange der synes den er god, så jeg vil stadig anbefale den, og den kan læses af begge køn fordi det er en dreng der fortæller og så handler den også om følelser. I en skala fra 1-10 vil jeg give den 6-7, det var ikke lige den bedste bog, men den var okay. Læs mere her Boggnasker – unge om bøger admin Citater 2012, nyheder, spil, vittigheder, billede Sun, 06 May 2012 21:40:24 +0100 http://www.trendsonline.dk/2012/05/06/podcast-81-interview-med-anders-breinholst-riidr/ E-bøger er kommet for at blive og med de mange tablets, og e-readers der er i markedet så vil det blive mere og mere udbredt, at have hele ens bogsamling med sig på ferie, i toget eller lign. Anders Breinholst der er medstifter af Riidr.dk, så denne tendens og var hurtigt ude og lavede webshoppen, hvor man kunne købe e-bøger. De har været igennem flere mindre investeringsrunder og i dag har de en solid forretning. Anders er i foråret blevet far og dette har været endnu en udfordring, som Anders samtidig med startuppen har skullet håndtere. Hør bl.a. i dette interview med Anders fra Riidr.dk: Hvordan bygger man en forretning op der sælger e-bøger Hvordan startede Anders som iværksætter? Hvordan fungerer det fra køb til levering af e-bog? Hvordan har Riidr fundet kapital af flere omgange? Nybagt far og startup, hvordan går det i spænd? og meget meget mere… Podcast # 81 ? Interview med Anders Breinholst – Riidr ? 29 min. Daniel Laursen Trendsonline.dk Sun, 06 May 2012 20:06:08 +0100 http://www.lokalbold.dk/naestved-kom-vaek-fra-bunden/ Næstved overlader sidstepladsen i 1. division til Blokhus FC efter en 2-1 sejr hjemme over AB. Næstved har været igennem en hård sæson i 1. division og har i stort set hele sæsonen ageret agterlanterne. Træner Klavs Rasmussen har imidlertid evnet at få banket gejst og tro på tingene ind i truppen, og søndag blev [...] AH Lokalbold.dk Sun, 06 May 2012 19:48:35 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/what2012/~3/cEU25YuM2AI/ Jan Trøjborg var en holdspiller og en meget personlig og nær ven, fortæller en stært mærket Poul Nyrup Rasmussen til DR Nyheder.Read this article: Nyrup: Jeg har mistet en nær ven administrator WHAT!? Sun, 06 May 2012 15:49:00 +0100 http://www.lokalbold.dk/lokalopgor-i-ds-serien-endte-med-naestvedsejr/ På Herlufsholm Stadion var lørdag 5. maj afsat til det helt store lokalopgør i Danmarks-serien mellem de to klubber fra samme by: Herlufsholm GF og Næstved. “Boom” lød det på Herlufsholm Stadion, da Næsteved-anfører Tobias Brenøe sikrede sit hold sejren på 2-1 i lørdagens lokalopgør i danmarksserien mod bysbørnene. Brenøes flotte langskud gik ind bag [...] AH Lokalbold.dk Sun, 06 May 2012 10:13:13 +0100 http://blogs.bt.dk/hennychristensen/2012/05/06/velkommen-til-virkeligheden/ KOMMENTAR: Enhedslisten og regeringen strides. Thorning og Johanne Schmidt-Nielsen har brug for at finde hinanden På valgnatten i september forudså Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen nye tider i dansk politik. Hendes parti havde tredoblet mandattallet. Den foretrukne statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, kunne danne regering. Sikke en fest. Når venstrefløjens dronning i denne weekend står ansigt til ansigt med sit eget bagland til Enhedslistens årsmøde på Nørrebro i København, står frustrationerne i kø. De nye tider i dansk politik lader vente på sig. Opfattelsen er, at Thornings regering fører borgerlig politik og slet ikke er det røde alternativ, som Johanne Schmidt-Nielsen forudså på valgnatten. Forude venter store velfærdsreformer, som regeringen hellere vil aftale med Venstre, for der er hverken råd eller vilje til at opfylde Enhedslistens krav. De Radikales Margrethe Vestager skal nok slå bremsen i. Velkommen til virkeligheden. Enhedslisten er støtteparti for en regering, hvis økonomiske politik man er fundamentalt uenig i. Op til årsmødet blev det åbenlyst for alle, at forholdet mellem Enhedslisten og regeringen – og især Socialdemokraterne – er anspændt. Johanne Schmidt-Nielsen brugte sin tale 1. maj på at gå i kødet på regeringen. På årsmødet slog hun fast, at Enhedslisten ikke lader sig true til at makke ret. Flertallet for en kommende finanslov er ikke hjemme med automat-stemmer fra Enhedslisten, lyder budskabet fra Nørrebro. Skulle det komme dertil, at flertallet smuldrer, ja så er det ikke Enhedslisten, der vælter regeringen, men regeringen, der vælter sig selv, lyder den skæbnefortælling, som venstrefløjspartiet bygger op i disse dage. Forholdet mellem regering og støtteparti er på ingen måde, som da VK sad på magten loyalt bakket op af Dansk Folkeparti. Enhedslistens kurs er langt mere konfrontatorisk, og fra Socialdemokraterne lyder også hvasse ord. Som da Pernille Rosenkrantz-Theil, Enhedslistens tidligere stjerne og nu folketingsmedlem for S, forleden beskyldte Johanne Schmidt-Nielsen for at ?galpe op? som en elevrådsformand. Kunne man forstille sig, at Anders Fogh Rasmussen havde hånet Pia Kjærsgaard på tilsvarende vis? Nej, vel. De Konservative var ude med riven, men blev på ingen måde belønnet for det. Nok tænker Enhedslisten flyvske tanker, der kan trænge til et realitetstjek, og nok er der behov for, at regering og støtteparti finder fodslag, men tror S virkelig på, at et frontalangreb på Johanne fremmer processen? Tilbage på Nørrebro er Johanne Schmidt-Nielsens udfordring nu at sikre sig bevægelsesfrihed, så hun kan manøvrere på Borgen uden at skulle spørge det kritiske og årvågne bagland til råds hele tiden. I baglandet er der folk, som gerne vil binde og baste folketingsgruppen og som har hede drømme om, at en finanslov skal til urafstemning blandt medlemmerne. I forvejen skal f.eks. en finanslov til godkendelse i Enhedslistens hovedbestyrelse. Johanne Schmidt-Nielsens banken løs på regeringen skal mildne baglandet, men efter landsmødet venter hverdagen, hvor hun skal demonstrere, at hun er i stand til at levere varen. Skaffe resultater, der er røde nok til at tilfredsstille det frustrerede bagland. Lige som regeringspartierne må blive enige om, hvad der er råd til at give Enhedslisten for at sikre mandat nummer 90. Ellers kan resultatet af konfrontationerne i yderste konsekvens blive, at Danmark får en ny regering – under ledelse af Lars Løkke Rasmusssen. Henny Christensen Henny Christensen Sun, 06 May 2012 08:18:20 +0100 http://studyarch.wordpress.com/2012/05/05/ka-praesentation-af-nye-kandidatprogrammer-145-kl-15-00-den-rode-bar/ Kunstakademiets Arkitektskole præsenterer to nye kandidatprogrammer fra september 2012. Kunst og Arkitektur ved Prof. Anders Abraham. CITA: Computation and Architecture ved Prof. Mette Ramsgaard Thomsen. Hvert program vil optage 20 studerende. Præsentation af de to programmer d. 14/5, kl. 15.00. Magasinbygningen, Opgang A, Stuen tv. Søren Aagaard StudArk Sat, 05 May 2012 15:37:50 +0100 http://www.slowplay.dk/artikler/ipt-jcs-bord-fyldt-med-italienere-rasmussen-traekker-tureniec/ Ingen danskere formåede at spille sig videre fra Dag 1B ved Italian Poker Tour Grand Final i San Remo. Det er der dog en ganske fornuftig forklaring på, eftersom Danmark slet ikke var repræsenteret, hvorfor de to spillere som klarede sig videre fra Dag 1A – Anders Rasmussen og Jeppe ‘JC’ Nielsen – er ene om at forsvare de rød/hvide farver, når spillet genoptages klokken 14.00 i dag. Og når Jeppe ‘JC’ Nielsen åbner sin forseglede pose op, så skal han måske forsøge at undgå at lave slupre-lyde, når han kigger rundt på dagens modstanderne ved bord 9. Den danske PLO-haj har nemlig trukket et drømmebord spækket til randen med italienere. Anderledes ser det ud for Anders Rasmussen, som er havnet til bords med den spiller man måske allerhelst ville have undgået – Den svenske turneringshaj Michael Tureniec. Sådan sidder danskerne   Sune Holst SLOWPLAY.dk Sat, 05 May 2012 12:10:42 +0100 http://www.slowplay.dk/artikler/ipt-jcs-bord-fyldt-med-italienere-rasmussen-traekker-tureniec/ Ingen danskere formåede at spille sig videre fra Dag 1B ved Italian Poker Tour Grand Final i San Remo. Det er der dog en ganske fornuftig forklaring på, eftersom Danmark slet ikke var repræsenteret, hvorfor de to spillere som klarede sig videre fra Dag 1A – Anders Rasmussen og Jeppe ‘JC’ Nielsen – er ene om at forsvare de rød/hvide farver, når spillet genoptages klokken 14.00 i dag. Og når Jeppe ‘JC’ Nielsen åbner sin forseglede pose op, så skal han måske forsøge at undgå at lave slupre-lyde, når han kigger rundt på dagens modstanderne ved bord 9. Den danske PLO-haj har nemlig trukket et drømmebord spækket til randen med italienere. Anderledes ser det ud for Anders Rasmussen, som er havnet til bords med den spiller man måske allerhelst ville have undgået – Den svenske turneringshaj Michael Tureniec. Sådan sidder danskerne   Sune Holst Poker Nyheder - Feeds fra Danmark Sat, 05 May 2012 12:10:42 +0100 http://www.udenriget.dk/?p=1794 Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ?Europablog?. Nedenstående er nummer fire i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 6. december 2010. Kurs mod 2020: Danmark, realismen og den nye verdensorden Udenrigsminister Lene Espersen offentliggjorde 23, november 2010 sit første længere oplæg om fremtidens danske udenrigspolitik. Selvom Udenrigsministeriets 22 sider lange udgivelse fremstår mere som en dyster advarsel om “den globale magtsprednings konsekvenser? end noget egentligt udenrigspolitisk manifest, fortæller oplægget os alligevel flere vigtige ting. For det første vidner det om, at realismen nu er på vej tilbage til Asiatisk Plads. For det andet er der tale om en udgivelse, hvor det slås fast med al tydelighed, at Danmark nu bevæger sig ind i en verden, der er mere post-COP15 end post-9/11. Debatoplægget, som bærer overskriften ?Kurs mod 2020: Dansk udenrigspolitik i nyt farvand,? blev lanceret på et offentligt debatmøde på Københavns Universitet. Oplægget er delt i tre sektioner. Den første fokuserer på de såkaldte ?nye arbejdsbetingelser?, som Danmark forventes at møde det næste årti. Den næste forsøger at udstikke nogle pejlemærker for den danske kurs i denne periode, og i den sidste diskuteres det, hvordan Danmark bedst kan opnå indflydelse i den nye (især Kina-dominerede) verdensorden. Fra liberalisme til realisme Som allerede nævnt får man hurtigt indtrykket ud fra oplægget, at den realistiske tilgang til udenrigspolitikken nu har meldt sin tilbagekomst. Endda i stor stil. Godt nok hævdes det på side 1, at regeringen stadig ønsker “at fremme en verden med frihed, demokrati, grøn og bæredygtig udvikling, global vækst, kulturel sameksistens, respekt for universelle menneskerettigheder og international retsorden.? Men allerede her fornemmer man, at det liberal-idealistiske billede (som udgivelsen også erkender) er blevet noget mere grumset siden årene 2001-2009, hvor en vis Anders Fogh Rasmussen som bekendt var styrmand for udenrigspolitikken. Dengang var det nok at tale om udbredelsen af “frihed, demokrati og menneskerettigheder,? mens samme budskab i dag ? meget sigende ? er blevet temmelig udvandet rent sprogligt. Men hvad mener jeg, når jeg skriver, at realismen er vendt tilbage? Jo, udgivelsens indledning lægger også ud med en påstand om, at “en nøgtern og fremadrettet analyse af betingelserne for dansk interessevaretagelse de kommende år er en forudsætning for, at vi i dag kan træffe de rigtige udenrigspolitiske beslutninger.? Her er ‘interessevaretagelse? nøgleordet. Et ord, der rummer en langt stærkere nuance af at forfølge den politik, der gavner én selv frem for det almene, globale ve og vel. Det er netop her realismen adskiller sig fra liberalismen (og dens muskuløse, neo-konservative variant). Søren Pind har tidligere brugt udtrykket ‘den ærlige kynisme?, hvilket på sin vis er meget dækkende for realismen. I realismen arbejder man især med begreber som interesser og magt. Og det er netop også ændringerne i de globale magtforhold, debatoplægget ønsker at opridse. Man kan f.eks. læse, at COP15-topmødet i København i 2009 gav ?et ædrueligt blik ind i en ny tidsalder? karakteriseret ved en “global magtspredning ? en verden med mange magtpoler.? Det vil altså sige en verden, hvor BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og ikke mindst Kina) samt andre større udviklingslande alle (med held) kræver en større og større bid af den globale magt-kage. En sådan verden frygter de fleste realister instinktivt (hvis de da ikke fornægter muligheden for den). Inden for realismen betragtes magt og sikkerhed nemlig oftest som et finit eller begrænset gode, altså en kage hvoraf det gælder om at tilkæmpe sig det størst mulige stykke. Der er ikke på længere sigt plads til, at vi alle kan have en lige stor en del af kagen, mener man. Espersen er tilsyneladende enig. Af oplægget kan man læse, især møntet på Kina, at “den internationale scene i 2020 [vil] være overbefolket med aktører ? Fælles for denne kreds af nye aktører, herunder Kina, er en positiv anskuelse af den multipolære verdensorden og de muligheder, som den giver.? Det er tydeligvis underforstået, at oplæggets forfattere ikke deler denne positive anskuelse: “Skal de opstigende statslige aktører have mere plads i det internationale system, må det uundgåeligt ske på bekostning af de etablerede aktører.? Her menes der naturligvis især USA. Et lille lyspunkt for realisterne er dog udgivelsens vurdering, at “USA vil i 2020 blot være én ud af flere vigtige globale aktører ? om end dog stadig den mest magtfulde.? Igen er det underforstået, at ‘vi i Vesten? må anse dette som værende positivt. Mellem værdier og interesser Hvis man skal tro debatoplægget, er den fortsatte amerikanske dominans dog ikke kun vigtig for Danmark pga. ovennævnte magtbalance-overvejelser: “Blikket rettes i stigende grad mod Asien og mod de store udviklingslande. Det udfordrer den transatlantiske akse som det centrale værdi- og interessefællesskab i det globale maskinrum.? Med andre ord har det transatlantiske samarbejde en legitim værdiudbredende (altså liberal-idealistisk) rolle sideløbende med dets interessevaretagende (realpolitiske) funktion. Altså en lidt skizofren og spændingsfyldt konceptualisering af Vestens globale rolle, men alligevel én som ‘vi? oftest tager for gode varer uden videre tøven. På udgivelsens side 13 kan man læse følgende: ?Et andet område, hvor konsekvenserne af den globale magtspredning ventes at slå tydeligt igennem, er værdipolitikken. Den større globale mangfoldighed afspejler sig i flere forskelligartede opfattelser af universelle værdier. Samtidig giver magtspredningen også spillerum for kræfter, der ønsker et egentlig opgør med nogle af disse værdier. Kræfter, som ønsker at bryde med nogle af de juridiske og politiske forpligtelser, der naturligt følger af at tilhøre et internationalt retssamfund. [?] Det ligger således ikke lige for, at vi står på tærsklen til et stærkt årti for de universelle rettigheder og værdier, vi ønsker at fremme.? Men hvad gør vi så ved det problem? Her skal løsningen øjensynligt findes i en grad af ‘ærlig kynisme?, der ville have været uhørt under Fogh Rasmussen. F.eks. “må vi forstå at udnytte de muligheder, der opstår i kombinationen af et mere selvsikkert Afrika og et generelt opbrud i G77? (min kursivering). Der er altså ingen grund til, at den andens død ikke skulle kunne være vores brød – nærmere tværtimod. Sådan er den realistiske tankegang. Vækst eller svind? Den økonomiske vækst har også fået en nyvundet, central plads i fremstillingen i ?Kurs mod 2020.? I oplægget er der fundet plads til mange af de velkendte og efterhånden bredt accepterede floskler om mere bredde i eksporten, om mere grøn og vidensbaseret vækst, om at arbejde aktivt for et øget fodfæste i BRIK-markederne, osv. Det hindrer dog ikke pessimismen fra at snige sig ind. Bl.a. kan man læse, at “vi har svært ved at følge med,? at “vores produktivitet taber terræn,? og  at vi uden handling kan “se frem til en skæbne som en tabernation i en taberregion.? Apropos denne “taberregion? ? hvad har oplægget så at fortælle om EU-samarbejdet? Jo, “EU står ? overfor en række svære økonomiske udfordringer ? her og nu og på sigt. På et tidspunkt, hvor der er behov for at imødegå det pres på den europæiske velfærdsmodel, som følger af en aldrende befolkning rammes det meste af Europa af en dyb økonomisk krise. De offentlige budgetter er i rødt, medlemsstaternes handlekraft stækket og der er risiko for en langvarig periode med lav vækst.? Hmm. Det var jo ikke så godt. Men hvad så med FN, da? Jo, FN har et “normskabende arbejde på mange andre områder, ikke mindst menneskerettighederne.? Men et par linjer senere lyder det, at “FN?s rolle [er] begrænset til udviklingsområdet. Der vil samlet set fremover være visse områder, hvor man ikke skal vente sig meget af FN.? Nå. Det var jo heller ikke så godt. Denne erklæring virker noget sær, når man alligevel kort efter kan læse, “at Danmark fortsat er klar til at levere troværdige bidrag til internationale operationer,? med et særligt fokus på de skrøbelige stater: ?En mere sikker verden og bekæmpelse af fattigdom kræver derfor også en stor målrettet indsats i skrøbelige stater såvel som en humanitær beredvillighed og et længerevarende udviklingsengagement. Varig stabilitet og fred er andet og mere end underskrifter på en fredsaftale. Målet er at opbygge stater, som kan tage vare på landets egen sikkerhed, levere basale serviceydelser og sikre en stabil økonomisk og social udvikling. Det er den bedste forsikring mod genopblussen af konflikt og krig.” Bare ikke med FN i en stabiliserende og fredsikrende rolle, må man altså formode. “Underskrifter på fredsaftaler og lignende? Nej, fy føj! Men nation-building som i Irak og Afghanistan? Jo, hvorfor dog ikke!? Neo-konservatismen som udenrigspolitisk ideologi er tydeligvis langt fra død endnu. Det ses også i udsagn om, at “[f]remme af universelle rettigheder og værdier er en hjørnesten i dansk udenrigspolitik. Det er en indsats, som går på tværs af de udenrigspolitiske instrumenter og aktiviteter, og en indsats, som har stor betydning for Danmarks internationale anseelse.? Ja, det har vi vel set både gode og mindre heldige eksempler på. Så no argument there. Afrunding Afslutningsvis opridser debatoplægget seks danske udenrigspolitiske hovedudfordringer for den kommende tid: (1) Magtspredningen mellem forskellige aktører; (2) Den deraf følgende uforudsigelighed; (3) Fremmarchen blandt nye aktører (øh? se punkt 1?); (4) De nye sikkerhedstrusler; (5) Den forudsete lavvækstperiode; og (6) Konkurrencen fra “andre værdisæt end dem, vi  fra dansk og vestlig side har kæmpet for i årtier.? Samlet set behandles den nye globale magtbalance altså som den altoverskyggende  udfordring for dansk udenrigspolitik i det næste årti. Som sagt er dette en meget ‘realistisk’ tolkning af verdenssituationen. Men som det ovenstående også antyder, afholder dette ikke Lene Espersen (og aner man lidt Søren Pind?) fra at foreslå en række offensivt liberale instrumenter ? f.eks. det danske militær ? til håndteringen af disse udfordringer. (Nogen har åbenbart glemt at fortælle de to ministre på Asiatisk Plads, at den aktivistiske udenrigspolitik er død?) Heri ligger der efter min mening en klar assymetri og ubalance: Truslerne er de nye stormagter, der er på vej til at overhale og opsluge os på den økonomiske front. Men det instrument, vi skal bruge til at give modsvar på disse trusler er alligevel det danske militær? Se, det er lige præcis ikke realisme. Til sidst kunne det være interessant at kigge kort på, hvad der ikke findes i oplægget. Her er svaret klart: 11. september 2001. “Kurs mod 2020? er den første større udgivelse fra Udenrigsministeriet, der ikke nævner denne dato med et eneste ord siden? ja, 11. september 2001. Samtidig er ‘de nye sikkerhedstrusler?, dvs. terrorismen,  rykket ned på en fjerdeplads over danske udenrigspolitiske prioriteter. ‘Islam? eller ‘islamisering? nævnes heller ikke en eneste gang. Alligevel vidner punkt seks om bekæmpelsen af “andre værdisæt” om, at Anders Fogh Rasmussens ‘globale værdikamp? stadigvæk er levende. Men hvis man skal tro Lene Espersen og Udenrigsministeriet, ser denne værdikamp nu ud til at finde sted i en verden, der er mere post-COP15 end post-9/11. Hele ?Kurs mod 2020? og Lene Espersens dertil hørende pressekonference kan henholdsvis læses og ses på Udenrigsministeriets hjemmeside. Foto: Baltic Development Forum (via Flickr) Søren Friis Udenriget.dk Sat, 05 May 2012 06:00:40 +0100 http://blogs.jp.dk/frontalt/2012/05/04/socialdemokraterne-er-vores-eneste-hab/ Hvis man gerne vil af med velfærdsstaten, skal man bare lade dens tilhængere gøre det. Det er konklusionen efter mange års forgæves forsøg fra de borgerlige partier, medier og meningsdannere ? fra Fonsmark til Fogh. De ? og vi, der har kæftet op i tide og utide ude på sidelinjen ? har været formidable fiaskoer. Intet har vi frembragt. Bortset fra ævl, kævl og dårlig karma. De eneste, der kan afskaffe velfærdsstaten og dens uendelige bedrøvelighed, er dens fremmeste fortalere. Kritik virker kontraproduktivt. Danskerne, der for blot 50 år siden var arbejdsomme og begunstiget af lav skat og personligt ansvar, men i dag er verdensmestre i skat, moms og dårlige undskyldninger, vil kun høre sandheden fra folk, der smiler. Alle os, der hader velfærdsstaten af et godt hjerte, burde øjeblikkeligt klappe i ? jeg lover at gøre det en hel weekend. Det eneste, der funger, er, når nyttige idioter som Özlem Cekic åbner munden og begynder at plapre løs om Carina og med et trylleslag får det store, hvide og travle flertal af danskere til at forstå, at der er noget fuldkommen galt med velfærdsstaten og den kultur, sociologi og økonomi, den fremelsker. Özlem Cekic er god, rigtig god. Uovertruffen, vil jeg mene. Men den socialdemokratiske børnehaveborgmester i København, Anne Vang, kan også bruges. Se på hende, så sød hun ser ud ? det sidste er vigtigt, måske det vigtigste i et billedbåret demokrati som vores ? stadig i tyverne, naiv som en teenager og med en påtaget modenhed, der må få selv mennesker i hendes nære omgangskreds til at fatte sympati for sjældne frimærker, dødsmetal og rollespil. Hvorom alting er, bestemmer borgmester Vang over os, der bor i København, i hvert fald vores børn, og det er slemt nok i sig selv. Men vi må lære at elske hende ? også uden for København. For det er typer som Anne Vang, der er allerbedst til at tage livet af velfærdsstaten. Hvordan? Tjo, det begynder i det små. F.eks. med vuggestuer. Nu er vuggestuer vel vuggestuer, vil nogen mene. Men så enkelt er det ikke. Ifølge Anne Vang er der “velstillede vuggestuer” og “udsatte vuggestuer”. De første frekventeres af det, der engang hed middelklassen og var kendetegnet af, at dens repræsentanter i store træk stimulerede deres børn såvel forstands- som følelsesmæssigt og bragte dem i stand til at lære noget senere i livet, men af venstrefløjen i dag opfattes som nogle lede, rige svin. Trækdyr, i bedste fald. Disse børn, eller rettere deres forældre, skal ikke komme her og tro, de er noget. Næ, de skal undgælde for, at de er nogenlunde velfungerende. Derfor vil Anne Vang gøre forskel på vuggestuerne i København. Jeg véd, det kan opleves som en lille ting, især udenfor København. Men alt lort begynder et sted. Borgmesterens forslag er da også kun en del af større “omfordelingsreform”, som den øvrige regering pønser på, og et lille hjørne af den lange seje kamp mod velfærdsstaten. Først overflytter man personel og penge fra ?velstillede? vuggestuer. Dernæst sker det samme for ?velstillede? børnehaver, skoler og gymnasier, det manglede da bare. De udsatte er indsatte i et fængsel af tolerance, der har krav på stadig mere. Næste skridt er de højere læreanstalter ? fra seminarier til universiteter. Læreanstalter med flere udsatte studerende skal naturligvis have bedre bevillinger end privilegerede læreanstalter. De udsatte er den nye overklasse. Når alt dette er gjort, kommer turen til de rige svins hospitaler ? ikke de private, nej, de bør ideelt set forbydes ? men hospitaler, der ligger, hvor de rige svin bor, så længe velfærdsstatens eksistentielle spørgsmål er at være udsat eller ikke at være udsat. Surt show for Frederiksberg Hospital; herligt for Herlev og Hvidovre. Tro mig, vuggestuerne er kun begyndelsen. Velfærdsstaten er godt på vej til at blive opdelt i en VIP-afdeling for de udsatte og RIP-afdeling for de rige svin. Fra vuggestue til grav. For at forstå mekanismen, skal det understreges, at de udsatte typisk vil være indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og de bliver som bekendt flere og flere, men de udsatte kan også være hvide som mel og bare have bosat sig det forkerte sted. Nok foretrækker mangfoldighedspolitikere som Anne Vang af multikulturelle principper omvendt racisme, men hun og hendes ligesidede kan i visse egne af landet blive nødt til at nøjes med etniske danskere. Mens de reelle udgifter til fortsat indvandring fra ikke-vestlige lande sløres, undergraves velfærdsstatens almene principper eller målrettes dem med en diagnose eller det rette postnummer, og på denne måde bliver den offentlige sektor en rendyrket offerfabrik. Jeg behøver næsten ikke tilføje, at opbakningen til denne karikatur af en velfærdsstat vil falde år for år. Det skal med andre ord blive værre, før det kan blive bedre. Som fjende af al socialdemokratisme i tanke og handling må man ønske vore dages socialkammerater al mulig fremgang. De er vores eneste håb. Kun de kan køre velfærdsstaten i sænk. Mikael Jalving Frontalt Fri, 04 May 2012 23:18:13 +0100 http://www.slowplay.dk/artikler/ipt-jc-og-anders-rasmussen-tog-for-sig-i-italiensk-fiskedam/ PokerStars EPT Grand Final er overstået, men en del danske pokerspillere har valgt at forlænge opholdet ved middelhavet med et smut til San Remo, hvor der i disse dage spilles Italian poker Tour Grand Final. Den gik ikke for Jannick Wrang, som bustede sent i går aftes, men til gengæld er både Anders Rasmussen og Jeppe ‘JC Nielsen videre fra Dag 1A. Anders Rasmussen ligger således med 70.000 chips placeret på en 17.plads, mens Jeppe ‘JC’ Nielsen med 55.500 chips er nummer 27. 73 spillere klarede sig videre fra Dag 1A – 51 af dem er italienere. Helt i top finder vi dog også den svenske haj, Michael Tureniec, der med 128.100 chips indtager tredjepladsen. Top 10 MUHAMET PERATI 147.600 MICHALAK JAKUB 132.500 MICHAEL TURENIEC 128.100 DARIO SAMMARTINO 108.100 MAURIZIO COPPOLA 104.600 ALEXANDER GOULDER 101.500 EMILE ANGOT 98.500 GAETANO MAZZITELLI 90.700 OLE SCHEMION 89.300 ATTILIO DONATO 86.200 Anders Rasmussen 70.000 Jeppe ‘JC’ Nielsen 55.500 Sune Holst SLOWPLAY.dk Fri, 04 May 2012 10:00:49 +0100 http://www.slowplay.dk/artikler/ipt-jc-og-anders-rasmussen-tog-for-sig-i-italiensk-fiskedam/ PokerStars EPT Grand Final er overstået, men en del danske pokerspillere har valgt at forlænge opholdet ved middelhavet med et smut til San Remo, hvor der i disse dage spilles Italian poker Tour Grand Final. Den gik ikke for Jannick Wrang, som bustede sent i går aftes, men til gengæld er både Anders Rasmussen og Jeppe ‘JC Nielsen videre fra Dag 1A. Anders Rasmussen ligger således med 70.000 chips placeret på en 17.plads, mens Jeppe ‘JC’ Nielsen med 55.500 chips er nummer 27. 73 spillere klarede sig videre fra Dag 1A – 51 af dem er italienere. Helt i top finder vi dog også den svenske haj, Michael Tureniec, der med 128.100 chips indtager tredjepladsen. Top 10 MUHAMET PERATI 147.600 MICHALAK JAKUB 132.500 MICHAEL TURENIEC 128.100 DARIO SAMMARTINO 108.100 MAURIZIO COPPOLA 104.600 ALEXANDER GOULDER 101.500 EMILE ANGOT 98.500 GAETANO MAZZITELLI 90.700 OLE SCHEMION 89.300 ATTILIO DONATO 86.200 Anders Rasmussen 70.000 Jeppe ‘JC’ Nielsen 55.500 Sune Holst Poker Nyheder - Feeds fra Danmark Fri, 04 May 2012 10:00:49 +0100 http://www.udenriget.dk/?p=1789 Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ?Europablog?. Nedenstående er nummer tre i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 24. oktober 2010. Sohn og det historiske opgør Som langt de fleste nok er klar over, er sagen om Ole Sohns gøren og laden i den kolde krigs døende dage blevet et glohedt politisk debatemne. Det faktum, at Sohn fungerede som DKP-formand i perioden 1987-91, har selvfølgelig altid været offentlig tilgængelig viden. Den ‘rygende pistol? netop nu er derimod B.T.s fund af et brev forfattet af Sohn i det østtyske rigsarkiv. I brevet, sendt fra Sohn til DDR-lederen Erich Honecker i oktober 1989, roser Sohn det østtyske kommunistparti for at være en afgørende faktor for fred, sikkerhed, afspænding og samarbejde i Europa. Interessen for brevet skyldes, hævdede TV 2 den 15. oktober 2010, “at SF?s gruppeformand i flere interview senere har taget skarpt afstand fra styret i DDR.? Altså er dette en historie om en enkelt mands hykleri: Sohn havde støttet styret i DDR indtil den bitre ende, på trods af at han senere har forsøgt at tegne det modsatte billede. Samtlige medier erklærede sig helt enige i vinklingen. Her udviste de danske medier dog alle de sædvanlige symptomer på hukommelsestab. Helt objektivt er Sohn-affæren nemlig ikke kun historien om en enkeltpersons gøren og laden under den kolde krig. Ej heller er ‘debatten? om venstrefløjens ageren under den kolde krig ny. Sohn-sagen er derimod en del af et langt mere omfattende historisk opgør, som de glemsomme danske aviser gennem de seneste to årtier faktisk har lagt utallige meter spalteplads til. I Jyllands-Posten skrev major og folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen (V) den 20. oktober, at han ønskede “et effektivt opgør med det forrykte dobbeltspil, som danske statsborgere praktiserede, mens vi andre uddannede os til at standse de sovjetiske og østtyske panserdivisioner.? Det er her hukommelsestabet kommer ind i billedet. For akkurat samme opgør har Pihl Lorentzens eget parti faktisk ført næsten konstant siden Den Kolde Krigs afslutning, især i perioden 1997-2006. Den eneste reelle (og helt centrale) forskel var, at hovedadressaten i denne periode var Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Men hvorfor egentlig det? Var der dengang mere at udsætte på det danske centrum-venstres demokratiske ‘credentials?? Ja, åbenbart. I hvert fald hvis man spurgte den senere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i 1997 stillede følgende spørgsmål i Berlingske Tidende (27/2/1997): “Hvornår får vi i Danmark det nødvendige opgør med de kræfter, som under Den Kolde Krig gik Sovjetunionens og Warszawapagtens ærinde? Det er fantastisk, at de personer, som begik et intellektuelt og moralsk forræderi, faktisk helt er sluppet for at blive stillet til ansvar for deres ord og gerninger. ? Forræderiet bestod i, at toneangivende kredse i det danske samfund lod, som om der ikke var forskel på ven og fjende.” Den holdning, at “Vesten var lige så slem som Sovjet? havde ifølge Venstres daværende næstformand og politiske ordfører været “et almindeligt standspunkt på den politiske venstrefløj, i kulturkredse og blandt såkaldt intellektuelle.? Fogh Rasmussen fortsatte: Hvorfor er det nu så vigtigt at få dette opgør med fortidens medløberi? Skulle vi ikke hellere glemme fortiden, se fremad og være gode venner? Nej, vi må ikke glemme. Lige så lidt som vi må glemme nazismens rædsler, lige så lidt må vi glemme kommunismens rædsler. Vi skal have opgøret med fortiden, så kommende generationer ikke begår den samme fejl som medløberne under Den Kolde Krig. I kampen mellem demokrati og diktatur er der forskel på ven og fjende. Her må ethvert demokrati forsvare sig imod de medløbere som mener, at det ene i grunden kan være lige så godt eller slemt som det andet. ? Venstrefløjen og visse socialdemokrater og radikale mener, at det er uhyre interessant at grave i amerikanernes atompolitik og dennes forhold til Danmark. Det er jo at vende problemet på hovedet. Amerikanerne var vore venner og allierede. ? der er brug for en afdækning af medløbernes ord og gerninger, så de kan blive stillet til ansvar i en sund demokratisk debat. Den kommende statsminister lod det dog ikke være op til andre, hvornår dette opgør skulle begynde. Han satte sig derimod selv i spidsen for det. Fogh Rasmussens revisionistiske projekt var både et indenrigspolitisk opgør, en del af den større ‘kulturkamp?, og samtidig et opgør med tidligere tiders dansk udenrigspolitisk. I 2002 luftede den nye statsminister f.eks. den betragtning, at venstrefløjen øjensynligt ønskede “at vende tilbage til fortidens usle tilpasningspolitik, hvor Danmark holdt lav profil, og hvor vi med alle midler søgte at smyge os uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give problemer.? (Politiken, 5. november 2002) Det var imidlertid først i efteråret 2003, mere præcist på 60-årsdagen for Danmarks befrielse, at det historiske opgør for alvor tog fart. Indpakket i en kritik af samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig kom Fogh her med et slet skjult angreb på Irak-krigens modstandere: I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. ? Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred. Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger. Lad os ære vore landsmænds indsats i modstandsbevægelsen og forsvaret for frihed og demokrati. (Politiken, 29. august 2003) Få uger senere udbredte statsministeren denne kritik til mere eksplicit også at omfatte Danmarks politik under den kolde krig, og dermed kom S og R, bagmændene til fodnotepolitikken, for alvor i skudlinjen: Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var underkastelse og tilpasning i forhold til nazistiske og kommunistiske diktaturer. Og min position er krystalklar: I kampen mellem diktatur og demokrati kan man ikke forholde sig neutral. Da må man tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var aktiv tilpasning til fjenden. (Tale på Københavns Universitet, 23. september 2003) Men hvorfor kom dette opgør netop da? Jo, der var ifølge historiker Nikolaj Petersen et meget konkret, samtidigt formål med timingen, nemlig et ønske om at legitimisere Irak-krigen og regeringens ‘aktivistiske? udenrigspolitiske linje. I denne sammenhæng var det et yderst magtfuldt våben at kunne male billedet af en opposition, der befandt sig (og altid havde befundet sig) på ?den forkerte side af historien?. Ligegyldigt hvor meget den forudgående socialdemokratiske regering havde forsøgt at distancere sig fra ‘fortidens synder?, virkede det alligevel til, at Fogh-regeringen stadig kunne pege på disse synder som en effektiv måde at afvæbne udenrigspolitisk modstand. Var det unfair at benytte historien på denne måde, som flere historikere foreslog? “Efter min mening kommer det ganske an på, hvad man vil med historien,? svarede Fogh Rasmussen i Jyllands-Posten, 4. maj 2005. Altså, lå det næsten implicit i svaret, kunne historien frit udnyttes som strategisk våben i den samtidige politiske magtkamp. I 90?erne og 00?erne var det især Socialdemokraterne, der stod for skud, når der skulle uddeles historiske og udenrigspolitiske hug. Det gik ofte voldsomt for sig, f.eks. når Socialdemokraterne måtte belæres om, hvem der historisk set var Danmarks venner og fjender. Under debatten omkring Irak skrev Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen f.eks. en kronik med titlen “Socialdemokraternes USA-had?, hvori han hævdede, at Mogens Lykketoft, Jeppe Kofod og “den til tider venstresocialistiske? Svend Auken nærede et “tilsyneladende endeløst afsky? over for USA og alle befandt sig på den “antiamerikanske? side i Irak-debatten (Berlingske Tidende, 20. februar 2003). Så var de ellers sat på plads ? ‘disciplineret?, for at låne Nikolaj Petersens terminologi ? og deres argumenter dermed gjort illegitime og ugyldige. Hvad har ændret sig i regeringens fjendebillede siden da? Jo, Svend Auken er som bekendt afgået ved døden, og set i Venstres optik er Socialdemokraterne nok nærmest blevet ‘stuerene?, både på den forsvarspolitiske front og i den hjemlige værdidebat. Generelt er der nærmest ingen udenrigspolitisk kamp at komme efter mellem VK og SR. Der findes derimod en hjemlig politisk kamp (nogle vil endda sige en valgkamp) hvor netop Ole Sohns SF er stærkere placeret end nogensinde før. Og lige præcis dét er uden tvivl forklaringen på, at højrefløjens historiske opgør først nu rammer Socialistisk Folkeparti, som rent objektivt ellers har været et temmelig oplagt mål. Det, der har ændret sig i dag, er at SF er blevet interessante (og dygtige) politiske modstandere, hvorfor Venstre må udnytte enhver mulighed for at få sat ‘værdimæssige? slag ind. I tilfældet Sohn har regeringen indtil nu kun manglet den rygende pistol, de netop fik serveret med B.T.s afsløringer. (Det kan måske virke noget naivt at tro, at B.T.s journalister helt tilfældigt fik den idé at tage på studietur til de tyske rigsarkiver i Berlin.) Den måde, hvorpå højrefløjens historiske opgør altid genopstår på påfaldende opportune tidspunkter, fortæller os noget om, at opgøret ikke handler nær så meget om værdier og moral som det handler om den hjemlige politiske magtbalance. I dette tilfælde magtkampen mod modstanderen SF. Oprindeligt havde opgøret ifølge Fogh Rasmussen den psykologiske baggrund, “at mange mennesker af borgerlig og liberal observans stadig føler bitterhed over, at venstrefløjen i deres øjne gik den kommunistiske fjendes ærinde under Den Kolde Krig.? Der var derfor brug for “at give folk mulighed for at få luft for indestængt harme? (Berlingske Tidende, 3. november 1998). Efter næsten to årtier skulle man tro, at disse mennesker nu havde fået luft. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet. Så længe mediernes hukommelse og kritiske sans over for den ‘historiske historie? ikke rækker længere og dybere, vil der sikkert altid være spalteplads til at komme af med harmen. Reel eller ej. Flere af citaterne i denne artikel kan findes i Nikolaj Petersens yderst grundige artikel fra 2009, “Kampen om Den Kolde Krig i dansk politik og forskning?, trykt i Historisk Tidsskrift 109, side 154-204. En tidligere artikel er Thorsten Borring Olesens “Truth on Demand: Denmark and the Cold War?, trykt i Danish Foreign Policy Yearbook 2006, side 80-113. Artiklens fokus er at belyse en række konkrete politiske krav til den historiske koldkrigsforskning gennem det seneste årti. Et interview med historikeren Bernard Eric Jensen i Dagbladet Information den 16. september 2010 berør desuden det historiske opgørs eftervirkninger. Søren Friis Udenriget.dk Fri, 04 May 2012 06:00:21 +0100 http://usanu.dk/www/?p=991&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=chef-for-de-vaebnede-kampagnestyrker ANALYSE: Obama åbnede det amerikanske valgbal for fulde gardiner i denne uge. Foreløbigt med udenrigspolitikken ...(læs mere) Annegrethe Rasmussen USAnu Thu, 03 May 2012 15:26:15 +0100 http://usanu.dk/www/?p=985&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=romney-i-stormvejr-over-afgaet-talsman UDSKIFTNING: Den republikanske præsidentkandidat må skifte udenrigspolitisk talsmand, efter at angreb ...(læs mere) Annegrethe Rasmussen USAnu Thu, 03 May 2012 15:15:29 +0100 http://usanu.dk/www/?p=982&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=usas-praesidentvalg-eliternes-kamp ANALYSE: Hverken professor Obama eller millionæren Romney er rundet af folket, så valgkampens store ...(læs mere) Annegrethe Rasmussen USAnu Thu, 03 May 2012 15:05:33 +0100 http://mediawatch.dk/artikel/tv2-om-annoncevaekst-mediet-har-bevist-sit-vaerd -- Ingen beskrivelse -- Thomas MediaWatch - mediawatch Thu, 03 May 2012 13:29:16 +0100 http://mediawatch.dk/artikel/tv-2-om-annoncevaekst-mediet-har-bevist-sit-vaerd -- Ingen beskrivelse -- Thomas MediaWatch - mediawatch Thu, 03 May 2012 13:29:16 +0100 http://mediawatch.dk/artikel/tv-2-om-annoncevaekst-mediet-har-bevist-sit-vaerd -- Ingen beskrivelse -- Thomas MediaWatch - mediawatch Thu, 03 May 2012 13:29:16 +0100 http://www.organictoday.dk/ny-opfindelse-kan-optimere-solcelleanlaeg/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=ny-opfindelse-kan-optimere-solcelleanlaeg En dansk iværksætter har udviklet en teknologi, som kan overvåge solcelleanlæg og optimerer ydeevnen i hele anlæggets levetid. Med to kapitalstærke investorer i ryggen, bliver virksomheden nu en del af den grønne satsning i Vejle Nord, og teknologien skal til sommer testes i hele landet, forklarer manden bag, Anders Rand. - Vores system kan præcist [...] Gustav Bech OrganicToday.dk Thu, 03 May 2012 11:24:08 +0100 http://www.bjerggaard.dk/?p=4918 Venstre var mere end et døgn om at kommentere 1. maj talerne landet rundt. Venstre skriver i en nyhedsmail udsendt den 2. maj 2012, klokken 15:27: Helle Thorning-Schmidt talte f.eks. om at skaffe nye virksomheder til Danmark. Men i mandags præsenterede regeringen tal, som viste, at finansloven for 2012 vil koste 5.000 job på grund af højere skatter og afgifter. Det var dog skatteminister Thor Möger Pedersen, der måske var den, som kom tættest på at have sammenhæng mellem tale og handling. Han sagde, at ?regeringen vil bede lønmodtagerne om at give noget mere?. Man må rose ham for at være forbilledligt ærlig ? specielt, når man tænker på, at regeringen allerede har hævet skatter og afgifter, så en helt almindelig LO-familie skal aflevere 3.400 kr. mere til statskassen om året. Venstre vil en anden vej end regeringen. Vi skal have sænket virksomhedernes omkostninger. Vi ønsker at gennemføre en skattereform med ægte skattelettelser. Vi vil have, at danskerne mærker, at det kan betale sig at arbejde eller uddanne sig. Det kæmper vi for. Hver dag. Året rundt. Også 1. maj!” Venstre er optændt af den “hellige ild” i sit angreb på regeringen, derfor vil  jeg huske den fraværende landsformand Lars Løkke Rasmussen og Partiet Venstre på deres gerninger i deres regeringsperiode. Venstre fortrænger sin fortid med angreb på 1. maj talerne, men hvornår finder Venstre ud af sin saglige oppositionsrolle, som Lars Løkke lovede de danske vælgere på valgnatten. Trods sit højt besungne skattestop satte den borgerlige VK-regering skatter og afgifter op 287 gange i sin regeringstid fra 2001 til 2011. Det viser et svar fra skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til den socialdemokratiske skatteordfører Thomas Jensen.  Kilde: Politiken.dk Det står skærende kontrast til hvad Venstre vil i opposition………….. Share on Facebook Flemming Bjerggaards WEBLOG Thu, 03 May 2012 09:52:08 +0100