De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et anoreksi http://www.overskrift.dk Tue, 15 May 2012 17:01:13 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://kulturforunge.dk/2012/05/15/igennem-morket-af-lina-strandberg/ ‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : Vi har fundet endnu en svensk selvbiografi om anoreksi. Lina Strandbergs beretning er mere opbygget som en kronologisk sygdomshistorie end det er en roman. Hovedpunkterne er Linas tegneterapi og sidste del af bogen, hvor hun modigt giver ordet til alle sine pårørende, så vi ser sygdommen fra mange forskellige vinkler. Af Peter Henrichsen Titel: ‘Igennem mørket’ Forfatter: Lina Strandberg Oversat af: Torben Poulsen Originaltitel: ‘När mörkret kom’ Sider: 143 Udkom: 9. september 2003 Forlag: Moskito Følelses-barometer: En snart 10 år gammel personlig beretning om anoreksi, er svenske Lina Strandbergs ‘Igennem mørket’. Da Lina er 14 år skal hun igennem en svær rygoperation, der får hende til at tabe adskillige kilo. Rygoperationen får også Lina til at fremstå rankere, og hun lægger mærke til, at hun får flere komplimenter for sin nye fremtoning. Samtidig bliver Lina og hendes klassekammerater i husgerning lært, at fedt er noget man for enhver pris skal undgå, og som pige i klassen bliver det pludselig mere anerkendt, hvis man trækker ud i sine hudfolder på maven og kalder dem bildæk eller siger, man er blevet fed. Så begynder Lina for alvor at skrue ned for mængden af mad. Det giver hende direkte angstanfald at tage på, for hun forestiller sig, hvor afvist hun vil blive, når hun – som hun selv tænker det – bliver stor og fed. En sygdomshistorie ‘Igennem mørket’ er en selvbiografi, der ikke er redigeret kompositorisk, så den fremstår mere spændende. Det er kort sagt det, den giver sig ud for: en sygdomshistorie fortalt i kronologisk orden med alle detaljer om vægttab, nederlag og små succeser. Da jeg lige har læst Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’, der praktisk taget er strikket sammen som en spændende roman, selv om den primært er en biografi, blev jeg ikke lige så opslugt af Lina Strandbergs beretning. Jeg tror primært det skyldes, at Lina har så hård en tid, at det meste hun oplever, er forvirring og sort i sort. Og uden nogle trygge holdepunkter, nogle positive ting, kan det være svært at forholde sig til oplevelsen, når man ikke selv har en spiseforstyrrelse. Den rummer kort sagt ikke så mange forskellige følelser. Helt anderledes end ‘Zebrapigen’ Modsat kan man helt bestemt vende det til noget positivt, for hvor man i Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’ kommer til at holde rigtig meget af Sofia lige fra begyndelsen, ja, så kommer man også ubevidst til at romantisere historien og sygdommen en lille bitte smule, fordi man netop identificerer sig så meget med hovedpersonen. Og at romantisere anoreksien og dét, at komme nogenlunde godt ud af det til sidst, kan også virke hårdt at læse om, hvis man selv står midt i en spiseforstyrrelse eller man er pårørende til en spiseforstyrret, hvor succeserne på nuværende tidspunkt måske er meget små, eller det måske ligefrem går den forkerte vej. I den situation kan man godt føle frustration over bøger, hvor det hele så at sige ‘ender godt’, når man selv står midt i et helvede, der har varet mange år. Mere jordnær Set ud fra den vinkel er ‘Igennem mørket’ på mange måder mere jordnær, for det er en hård og håbløs kamp Lina kæmper, og den styrende del af anoreksien, som hun selv døber ‘Træls’, bliver på ingen måde skildret som ‘det gode onde’; noget hårdt man bare skal igennem, for at komme bedre ud på den anden side. Tværtimod fortæller Linas efterskrift, at ‘Træls’ stadig ligger på lur i hende selv mange år efter, hun betegner sig selv som rask. ‘Træls’ ligger – som Holger Danske’ i Kronborgs kasamatter – altid på lur og er klar til kamp. Linas tegninger Det som jeg faldt specielt for i Linas beretning, er tegneterapien. Det kan måske lyde som noget hokuspokus for uindviede, men det handler i bund og grund om, at det gælder om at benytte alle udtryksmidler for at få følelserne ud, og ofte kan man tegne mange af de ting, man ikke lige kan formulere med ord. Linas tegninger er fotograferet og indsat som bogens midtersider, og samtidig med at man få forelagt opgavebeskrivelserne, var det faktisk Linas tegninger, der gav mig det største indtryk af hende. Det er også godt at huske på, at mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse ofte er utrolig sensitive og derfor ofte ret dygtige til at udtrykke sig igennem kunst og kreativitet. For eksempel bed jeg også mærke i, at Lina spiller cello og endvidere skriver digte, hvor hun beskriver nogle af sine følelser som en “cellokoncert i es-mol”. Uddrag af ‘Igennem mørket’ Birgitta var pragtfuld og tog sig virkelig af mig. Hver gang jeg krøb ind over dørtærsklen til det lille hus, hvor hun havde sin terapi, fik jeg en stor, varm krammer, og sådan var det også, når jeg skulle gå. Hos Birgitta behøvede jeg ikke sige, at jeg ikke ville. Jeg kunne få lov til at sidde stille og male, nedfælde følelserne og tankerne på papir i stedet for at skulle tale om dem. Der var ikke nogen krav om at billederne skulle være smukke eller kunstneriske. Det vigtigste var, at jeg malede ud fra mig selv. Jeg trivedes med det. Som regel syntes jeg, der var svært at udtrykke mig konkret i ord, men ved hjælp af billederne kunne jeg tit fortælle, hvordan jeg følte. Birgitta og jeg fik ud fra dem, kiggede på dem og diskuterede hvorfor de så ud, som de gjorde. På den måde kom ordene til mig, og med ét vidste jeg, hvad det var, jeg mente eller følte. De pårørende kommer til orde En anden speciel og givende ting i ‘Igennen mørket’ er, at Lina både lader sin mor og far, sin veninde, sin ven, sin tegneterapilærer og sin hypnotisør komme til orde til sidst i bogen. Det kommer specielt alle de pårørende læsere til gode, for ofte kan man genkende alle Linas symptomer og adfærd i sin egen datter eller veninde, men derfor bliver det vigtigste som læser også, hvad Linas mor, far og veninde tænkte undervejs. Heller ikke her er der nogen ‘happy end’ – heldigvis – for de er meget ærlige i deres beretninger om hvor svært det også var at være pårørende, og hvor meget dårlig samvittighed de havde for ikke at besøge Lina “nok”. Utrolig lærerigt. (Ganske skræmt blev jeg dog, da jeg læste Linas far udlægning af det hele. Hans meget videnskabelige, vrede og distancerede syn på forløbet, gav mig et godt prej om hvor Linas svære forhold til hendes egne følelser kom fra.) Et sørgeligt hæfte Oversættelsen af ‘Igennem mørker’ fra svensk til dansk er ok, selv om der er en del ord, der ikke er oversat, fordi de staves ens på dansk og svensk. Selve bogens udformning kunne til gengæld ikke være ringere. Det er første “bog”, jeg er stødt på, som er hæftet i en form, som var det en Anders And Jumbobog. Forsiden er lavet af det tyndeste pap, som får æselører af bare en enkelt tur i rygsækken. Den ligner sådan set mere et hæfte end en bog, og det er altså et trist syn for bogelskere. Min anmelderudgave ser allerede laset ud, og forsidefarven er ved at gå af i kanterne, fordi pappet er helt ubehandlet. Man behøver ikke binde alle bøger ind i hardback, men når der findes så mange fine hæftninger med plasticbehandlede forsider, bør man som forlag minimum lægge de ekstra kroner for det; specielt når læserne stadig skal give små 200 kroner for den. En brik i det store personlige puslespil Når man læser biografier om anoreksi og spiseforstyrrelser i almenhed, må man aldrig forvente at beretningen kan knække koden; at den giver én netop dén aha-oplevelse, hvormed man pludselig forstår alt. Linas beretning er netop så speciel og det samme er måden, hvorpå hun – jeg vil ikke sige bliver rask – men får det bedre. Til gengæld vil der altid være nogle tanker eller nogle situationer undervejs i beretningerne, som man genkender, og de lyspunkter skal man helt sikkert tage til sige og arbejde videre med, hvis man selv har en spiseforstyrrelse eller er pårørende til en med spiseforstyrrelse. Så hvis man ikke tager biografierne for mere end de er: blot én enkelt og specifik personlig beretning, tror jeg man kan komme langt med dem. Hver enkelt biografi kan nemlig give nogle få brikker til det samlede og kæmpestore puslespil, som er vidt forskellig fra person til person. Det kan derfor også være noget af et sidespor man kommer ud på, hvis man kigger for meget efter sidemanden og forsøger at lave hendes billede af et hjerte, når man selv har brikkerne til en solopgang. Peter Henrichsen Kultur For Unge Tue, 15 May 2012 12:36:26 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/05/13/zebrapigen-af-sofia-akerman/ ‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I vores tema om spiseforstyrrelser og selvskade, er vi nu kommet til én af de vigtigste bøger overhovedet. Sofia Åkermans beretning om anoreksien er nemlig en biografi — hendes egen historie og beretning. I og med den foregår lige over sundet, er den også utrolig tæt på de danske forhold, modsat mange af de amerikanske romaner om spiseforstyrrelser. Der er fuld plade – 6 stjerner – til en vanvittig vigtig og modig beretning; den hårdeste jeg har læst i hele mit liv, men også én, jeg aldrig nogen sinde vil glemme eller have været foruden. Et stort ‘must read’ for alle, der gerne vil forstå, hvad der foregår i pigers sind og følelser – syge som raske. Når man har læst ‘Zebrapigen’, elsker man Sofia for altid. Af Peter Henrichsen Titel: ‘Zebrapigen’ Forfatter: Sofia Åkerman Oversat af: Torben Poulsen Originaltitel: ‘Zebraflickan’ Sider: 263 Udkom: 30. maj 2008 Forlag: Moskito Følelses-barometer: Svenske Sofia Åkermans selvbiografi om anoreksi begynder langt hårdere end andre bøger i samme genre. I første kapitel har Sofia nemlig taget en voldsom overdosis af smertestillende medicin indeholdende paracetamol. Det er en selvmordsmetode som specielt mange unge piger vælger, fordi den virker knapt så makaber, som de voldsomme metoder drengene ofte vælger. Det virkelig uhyggelige ved forgiftningen er dog, at selv om man bliver reddet, kan kroppen nå at have optaget så meget gift, at leveren beskadiges for evigt. Også så meget at man efterfølgende dør af det, eller får et kortere liv med kroniske og livsfarlige leverproblemer. Så langt tænker Sofia ikke, da hun tager pillerne. Hun ringer selv efter en ambulance, men alt for sent. På hospitalet tror hun ikke rigtig på lægens beretning om, at hun har skadet sin lever så meget, at hun måske ikke overlever. Lægen vil gerne vide, om hun oprigtigt har tænkt sig at kæmpe for livet og mod anoreksien, inden han indstiller hende til en levertransplantation. Langsomt begynder virkeligheden at gå op for Sofia. De tidligere gange hun har råbt om hjælp på denne måde, har lægerne trods alt smilet til hende, fordi hun overlevede. Nu smiler de pludselig ikke længere. Endnu værre bliver det, da Sofia erfarer, at anoreksiramte piger, der selv har forvoldt skade på deres lever, ikke ligefrem er dem, der står først i transplantationskøen. Hun har leget med døden mange gange, men denne gang er legen blevet dødsens alvorlig, og hun ser ud til at tabe. Noget af det stærkeste jeg har læst i mit liv Alle bøger om spiseforstyrrelser og specielt anoreksi har døden lurende i baggrunden på et eller andet tidspunkt, og handlingen bliver derfor ofte lidt det samme: noget med at skulle igennem det svære og komme ud på den anden side igen — men alligevel uden at manden med leen får lov at nærme sig vores hovedperson. I ‘Zebrapigen’ har døden så at sige allerede hentet Sofia, og lige i begyndelsen, kom jeg på underlig vis til at identificere mig med lægerne og sygeplejerskerne på afdelingen, fordi Sofia beskriver virkeligheden skrevet i deres øjne så klart. Samtidig vidste jeg jo også, at det her er en virkelig historie, at Sofia virkelig har været det her igennem og lægerne og sygeplejerskerne har stået og kigget på denne vidunderlige pige, der havde underskrevet sin egen dødsdom. Og det er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har læst i mit liv. Tårerne flød med det samme ned i bogen, og jeg måtte flere gange holde pause og stirre tomt ud i luften, mens tankerne susede rundt i hovedet, som om jeg selv befandt mig på hospitalet med Sofia. Det er ingen spoiler at fortælle, at Sofias krop på mirakuløs vis kæmper hårdere, end lægerne havde troet den kunne. Sofia får lov til at fortsætte sit liv, og vi følger hendes svære tanker, der nu kredser om hvordan hun nu skal vinde over Lucifer – som hun kalder anoreksiens mørke side – når hun kun har én chance tilbage. Svær kronologi Selve kronologien i fortællingen var lidt svær for mig at få overblik over, for Sofia fortæller fremefter, altså alt det, der sker efter den alvorlige forgiftning, men der er også utrolig mange og lange tilbageblik fra begyndelsen, hvor hun blev indlagt de første gange. Ofte blev jeg i tvivl om, hvor i tiden vi befandt os. På den anden side betyder det ikke så meget, at man ikke ved præcis, hvilken alder hun har hvornår, for det føles meget som at sidde overfor en rigtig person, der fortæller — og i det virkelig liv kommer man også tit i tanke om nogle vigtige detaljer, man lige har glemt. Det gør faktisk bogen endnu mere virkelighedsnær og autentisk — som om Sofia sidder og fortæller det til én. Præcise følelsesbeskrivelser der går lige i sjælen Sofia er så branddygtig til at vise læserne sine følelser; ikke ved at fortælle om dem, men ved at vise dem i sine handlinger. Eksempelvis når hun efter mange år uden rigtige venner endelig bliver inviteret til en pigefødselsdag, og simpelthen laver så mange forberedelser og alligevel holder igen, for ikke at blive alt for skuffet, hvis nu de skulle finde på at ringe og sige, at hun ikke må komme alligevel. Det var en scene, jeg græd mig igennem, og selv når jeg skriver om det her, sidder jeg med tårer i øjnene. Man får sådan lyst til at knuse og holde om den raske del af Sofia og samtidig give Lucifer og hans destruktive tanker et ordentlig los i røven, men det kan man jo ikke som læser, og den frustration trækker virkelig tårer. Bogen er desuden fyldt med nogle af de smukkeste, rørende og mest præcise digte, der får videreformidlet de sidste, vigtige følelser om de hjerteskærende situationer, som epikken ikke kan nå. De gik rent ind i min sjæl, og jeg kan ikke komme det nærmere med ord; du er ganske simpelt selv nødt til at opleve det. Uddrag af ‘Zebrapigen’ Klokken var over syv. For hvert sekund der gik, gjaldede Lucifers grin i mine tanker: - De har taget fusen på dig, Sofia! De vil ikke have dig, de har bare fundet på en tid til dig! Du er den lille lort i verden der er nemmest at narre! Gå nu hjem og skam dig, for det er det eneste du er rigtig god til! Trist, skuffet, men samtidig lettet, tog jeg et lille hop ned fra rækværket og skulle lige til at gå tilbage til bussen da en cykel kom farende. En lyshåret pige i jeansjakke sprang af på den der fikse, sidelæns måde. - Skal du til det der musicalhalløj? tog jeg mod til mig og spurgte da jeg så at hun havde dansesko og træningsbukser på. - Ja, sagde hun. – Kan du ikke komme ind? - Jeg kan ikke dørkoden, svarede jeg og følte mig ret så dum. - Det kan jeg heller ikke, sagde pigen, stillede cyklen fra sig og kom hen til mig. – Men man kan ringe på klokken. Hun trykkede på den hvide knap som jeg totalt havde overset, og jeg følte mig endnu dummere end jeg havde gjort før. - Begynder det ikke klokken syv? spurgte jeg. - Joeh, det gør det vist, men vi plejer at begynde kvart over. De klassiske svensk-danske misforståelser Torben Poulsen, der har valgt at oversætte Sofias bog på sit eget forlag Moskito, har min dybeste respekt for at have realiseret så vigtigt et projekt; netop fordi bøger om spiseforstyrrelser sjældent er kommercielle nok til de store danske forlag. Selve oversættelsen fra svensk til dansk er ok og kører for det meste godt, men da jeg selv har boet i Sverige, må jeg dog konstatere, at det er glippet med en hel del af de ord, som staves ens på svensk og dansk, men som har en anden betydning på dansk. For eksempel får man ikke en indsprøjtning i ‘skinken’, men i ‘ballen’, som det hedder på dansk. ‘Skallen’ er et ‘kranie/hoved’, ‘ogräs’ er ‘ukrudt’ på dansk og ikke ‘ugræs’, ‘hvad gör du’ betyder ‘hvad laver du’ og ikke ‘hvad gør du’, kalas er fest, og en ‘gammal tant’ er en ‘gammel dame’ og ikke en ‘gammel tante’ og så videre. Det gav anledning til mange smil undervejs, men det ødelægger på ingen måde Sofias fantastiske historie eller romanens helhed. Det minder os blot om de sædvanlige sjove misforståelser, vi altid vikler os ind i, i vores broderland. Meget man selv skal tænke igennem Måler man efter hvor spændende og interessant ‘Zebrapigen’ er, kunne man sagtens sluge den på 3-4 timer, for man bliver fuldstændig grebet af søde Sofia og de vidunderlige veninder hun har i teaterforeningen ‘Teaterkisten’. Jeg holdt dog mange pauser undervejs, fordi jeg havde brug for at gennemtænke Sofias vigtige tanker og følelser undervejs. Selvom Lucifer er virkelig grov, er det jo ikke syge tanker som sådan, at Sofia har. Det er faktisk utroligt naturlige tanker omkring usikkerhed og selvværd, som alle har i teenageårerne. De er bare forstærket så mange gange hos Sofia, at hun bliver syg af dem, og de tager over. At tankerne ikke er psykotiske, gør netop også at man så nemt identificerer sig med Sofia og sagtens kan forestille sig, at det hendes historie kunne være sket for én selv. Sidst i bogen er Sofia dog også rigtig god til at perspektivere Lucifer mod det sunde liv, så beretningen bliver på ingen måde pro-ana (en forkortelse, man bruger om tankegange, der hylder anoreksien. Hjemmesider/blogs skrevet af anorektikere, der fortæller hvordan man kan snyde plejepersonale, forældre m.m., så de tror man spiser, er pro-ana). Mit hjerte er vokset til dobbelt størrelse Jeg ville på ingen måde have undværet ‘Zebrapigen’ i mit liv. Den fik mit hjerte til at vokse til dobbelt størrelse, og jeg har lært 100 gange mere om anoreksien end en fagbog eller en læge nogen sinde vil kunne fortælle mig — for jeg har forstået alle følelserne bag. Jeg forstår virkelig godt, at ‘Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade’ (LMS) i Danmark anbefaler denne bog på deres www.sofiaakerman.com. Sofia har også en blog som opdateres meget flittigt med kunst og indlæg om alle problematikkerne omkring unge og psykisk sygdom. Virkelig et besøg værd: Peter Henrichsen Kultur For Unge Sun, 13 May 2012 10:02:35 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/05/06/stjerneskaelv-af-anders-johansen/ ‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I nogle bøger sidder jeg og kigger på bogstaver og tjekker sidetal for at se hvor meget “arbejde”, der er tilbage. I “Stjerneskælv” blev jeg taget i kraven, flået ind i bogen og først spyttet ud igen på allersidste side med tårer løbende ned ad kinderne. Og jeg var parat til straks at begynde forfra igen. Wauh – for en god oplevelse! Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ rammer så præcist alle de følelser unge piger går og gemmer på, og som nogen pludselig bliver rigtig syge af at gemme på. Det handler nemlig ikke om mad og hobbyknive – det handler om følelser. Af Peter Henrichsen Titel: ‘Stjerneskælv’ Forfatter: Anders Johansen Sider: 233 Udkom: 30. maj 2008 Forlag: Modtryk Følelses-barometer: Liv er 16 år og vejer 41,5 kilo, da hun bliver indlagt på Slusegården – et bosted for unge med spiseforstyrrelser og selvskade inde på livet. Egentlig var hun ret godt på vej ind i teenagealderen med søde men afdæmpede forældre og en elskelig storesøster, som støtte, tryghed og forbillede. Bedsteveninden, Majken, og Liv har også altid klaret sig godt i skolen, men omgivelserne og de andre fra klassen ændrer sig. Nu gælder det pludselig ikke om at være dygtig og flink længere, nu skal man snarere være led, smart og oprørsk. Liv og Majken underskriver en pagt om, at de aldrig vil være sådan, for de mistrives simpelthen, når det hele handler om fester, tøj, druk og hvem, der har dusket hvem. Ved nogle voldsomme begivenheder ændrer alting sig omkring Liv, og hun bliver slået helt ud i et kaos, hvor hun føler tilfældighederne styrer hendes verden. Hun må genvinde kontrollen, og første kontrolpunkt er nødt til at være meget målbart: hendes lår må ikke længere røre hinanden. Det er hun nemlig pludselig blevet opmærksom på, at de gør, og hendes jeans er helt slidt på indersiderne. Samtidig har hun fået nogle grimme sms’er fra en dreng, hun ikke ville give et blowjob, og indholdet i de beskeder siger direkte, at hun er fed. Liv bliver en kalorieregnemaskine. For hvis man ikke engang kan kontrollere sin vægt og sit udseende, hvad kan man så kontrollere? Hver gang hun får øje på noget, der kan spises eller drikkes, sætter hun kalorie-værdi på i hovedet. Det bliver nemt at afgøre, om det kan spises eller det er alt for fedt. Majken bliver også udskiftet som løbepartner. Sebastian løber meget hurtigere og længere, og det kan man i den grad tabe sig af, specielt hvis man kun drikker Cola Zero efter træningen. Liv bliver dygtig til at kontrollere. Så dygtig, at hun lige pludselig befinder sig på Slusegården med spiseforstyrrede piger og en masse psykologer, pædagoger og terapeuter. Men der skal også meget mere til, før Liv giver kontrollen fra sig dér. Hun er knivskarp på øverste etage og har snart regnet hele personalets taktikker og strategier ud, så hun kan modarbejde dem. Men så en dag er der pladsmangel på Slusegården. Den lidt kraftige goth-pige Nikie skal bo midlertidigt på Livs eneværelse. Men Nickie ikke bare spiser mad. Hun æder. Pomfritter, slik, cola, junk. Nickie laver buler i Livs perfekt redte seng og propper Livs øretelefoner i sine sikkert ikke særlig rene ører. Pludselig kan Liv intet længere kontrollere, og selv om hun er verdensmester i at holde sine følelser inde, er Nickie så meget ‘for meget’, at tremmerne bliver sprængt i Livs perfekte bur af selvbeherskelse — og så begynder det pludselig at rykke for Liv. En historie i flere lag Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ er faktisk ikke verdens nemmeste bog at give et resumé fra uden at lave spoilers. Historien er nemlig pakket ind i mange forskellige lag, der gør, at vi hopper frem og tilbage mellem nutiden på Slusegården og selve optaktshistorien omkring, hvordan Liv kom så langt ned. Mange af de hændelser Liv kommer ud for i begyndelsen, hører vi nemlig først om til sidst – og omvendt. I de fleste romaner synes jeg tidsspring kan være dybt forvirrende. En del forfattere bruger det mest for at skabe spænding, ved at holde tilbage på de oplysninger, man hungrer efter at høre. Men i ‘Stjerneskælv’ fungerede disse tidsspring overraskende nok som det naturligste i verden. Det fungerer så godt, fordi begge historier – både Livs fortid og Livs nutid – er rigtig spændende. Andre forfattere har ofte en lidt kedelig grundhistorie samt en spændende delhistorie, som de så springer frem eller tilbage til og kun deler sparsomt ud af – og det er dér, man føler sig snydt og holdt hen. Man vil gøre alt for Liv Men skriver man så godt som Anders Johansen, er der ingen grund til holde læserne hen med mindre spændende eller måske ligefrem kedelige episoder. De eksisterer nemlig slet ikke i bogen. Fra første side identificerede jeg mig med Liv. Hun stod så tydeligt, og hun var så elskelig, at jeg med det samme ville gøre alt for hende. Og der er næsten succesgaranti, når man som forfatter kan få det på plads i hovedet på læseren på så kort tid. Uddrag af ‘Stjerneskælv’ “Hvor har du købt de smarte bukser, Mickey … eller var det Vicky?” Nickies øjne bliver smalle. Jeg koncentrerer mig om bladsellerien og hytteosten på min tallerken. Blander mig ikke. Man kan jo ikke undgå at høre Modedyrets spydige: “De må godt nok have kostet kassen,” og grinene, der sprutter over. “Knyt sylten, eller jeg voldtager dig,” siger Nickie lavt, men tydeligt. Modedyret står lidt og tripper forfjamsket, inden hun får sig flyttet væk. Nickie blinker til mig. Jeg ser ned i tallerkenen. Nogle øjeblikke er der meget stille. Så vokser stemmerne frem igen, prøvende, pirkende. Som små drenge der absolut skal stikke en pind i myretuen. bare for at se, hvad der sker. Christine “taler med” Tinkerbell, den oversavlede Build-a-Bear-bamse, opkaldt efter Paris Hiltons syge køter- Hendes yndlingstrick, hvor hun kan råmobbe og samtidig spille uskyldig, for hun er jo nødt til at svare, når Tinkerbell spørger med sin bamsestemme, som kun Christine kan høre. “Jamen skat, mor ved virkelig ikke, hvad der får nogen til at maje sig sådan ud. Det er vel for at gøre sig interessant … Hvad de gør, når de skal ud og flyve? Du tænker på metaldetektoren? Nu er det nok ikke liiige de typer, der flyver mest.” Nickie svirper med elastikken. Hun har smurt et eller andet på såret på hånden, så det næsten ikke er til at se. Svirp. Svirp. I øvrigt spiller hun døvstum nu. Lader alting prelle af. Rollen passer mig udmærket. Endnu bedre identifikation end ‘Hannah’ i ‘Døde piger lyver ikke’ Mange piger følte en enorm identifikation med Jay Ashers hovedperson, Hannah, i ‘Døde piger lyver ikke’, men jeg tør næsten æde mine gamle danskstile fra folkeskolen på, at danske piger vil kunne føle en endnu større identitet med Liv. For uanset om man selv har en spiseforstyrrelse eller skader sig selv, vil man kunne genkende de fleste af Livs og Nickies følelser, og fordi personerne er danske, føles det hele lige så genkendeligt som i ens egen skole. Hvem har ikke været fuldstændig fokuseret på sit eget udseende, på de dele af én, man synes er grimme og som man gerne vil lave om? Og hvem har ikke følt fuldstændig kaos eller følt sig virkelig hårdt ramt, når en mobbende klasse-”kammerat”, har råbt et eller andet om præcis éns ømme punkt? Anders kommer ned og rører alle de tanker og følelser, vi alle sammen har eller har haft – også dér, hvor det gør rigtig ondt – og det er pudsigt nok frygtelig dejlig at få sat ord og genkendelighed på, for man får forløst den ensomhed, man selv oplevede, da man var ude for det samme. Også perfekt hvis man laver projekt Vil man have afmystificeret alle sine fordomme (som man måske ikke engang ved, man har) om spiseforstyrrelser og selvskade, er ‘Stjerneskælv’ også den oplagte bog at gå i gang med. Skriver man for eksempel projekt om emnet, vil det være 100 gange mere relevant at begynde at læse ‘Stjerneskælv’ frem for at gå i gang med alle mulige fagbøger og websider om anoreksi, bulimi og cutting. For det vigtigste handler ikke særlig meget om maden, opkastningerne og sårene, selv om det er dét, forældre bliver mest forskrækkede over, og som læge og sygeplejersker straks går i gang med at behandle. Det handler om tankerne og følelserne bag. Smerten, som man enten vil overdøve eller kontrollere sig ud af. Og netop den del, er der ikke særlig mange fagpersoner, der vil kloge sig på på websider, fordi livhistorierne og løsningerne er vidt forskellige fra person til person, men det er netop alle de følelser Anders Johansen rammer så præcist. Fjerner skammen Fordi spiseforstyrrelser og selvskade udelukkende er synlige tegn på psykisk mistrivsel, er det brandgode i ‘Stjerneskælv’, at Anders Johansen får fortalt flere livshitorier, ikke kun Livs og Nickies, men også spredte indtryk fra de andre piger på Slusegården. Det er så smukt et budskab, at vi alle er vidt forskellige, oplever verden på hver vores måde og derfor også har krav på at blive behandlet forskelligt og få respekt, uanset om vi har nogle fejl eller gør nogle uhensigtsmæssige ting. Samtidig får Anders fjernet skammen fra et ellers ret tabubelagt emne igennem Nickie, fordi hun taler så åbent om alting, at selv Liv får svært ved at lave hemmeligheder, når det hele allerede er blevet nævnt ud i det åbne. Enormt forløsende, og man får virkelig lyst til at give Nickie et lige så stort knus som Liv, når man først lærer hende at kende. Uddrag af ‘Stjerneskælv’ Den ekstra hud er flået af mig, og min egen er alt for tynd. Jeg er som en blævrende musling uden skal. Pirk til mig, og jeg flyder ud. Toppen af danske ungdomsromaner ‘Stjerneskælv’ er én af de allerbedste, danske, ungdomsromaner, jeg har læst, og jeg kunne blive ved med at fortælle om den. Da jeg læste sidste side, var jeg så betaget af historien, at jeg nemt kunne være begyndt forfra lige med det samme, for jeg ville så nødigt slippe Liv og Nickie. Men hey, få fat i bogen, og læs den selv! Det er det eneste rigtige. Til sidst rigtig stor ros til Anders, for at have allieret sig med 10 unge piger som testlæsere til ‘Stjerneskælv’, som der står skrevet på bogens tredje side. Det er godt nok sjældent, man ser det i ungdomsbøger, og hvis alle ungdomsforfattere turde modtage dén – kritikken, råt for usødet, negativt som positivt – kunne mange dårlige manuskripter af lidt for selvsikre forfattere med et kendt navn, være nået at blive stoppet inden de røg i trykken og endnu værre: sendt ud til stakkels dansk-elever i folkeskolen. Det er nemlig alt for meget forfejlet “ung med de unge”-ungdomssprog, kvindelige forfattere, der tror de kender alt til drenges følelser men ikke gør det, og forfattere, der tror, en ungdomsbog rammer nutidens unge, bare man husker at nævne en masse med nettet, facebook og smartphones. Så let er det heldigvis ikke, og det ved Anders Johansen. De eneste rigtige eksperter er de unge selv, så har du allerede læst ‘Stjerneskælv’: Giv os din mening om Livs historie i kommentarfeltet her nedenunder. Vi vil elske at læse den! Peter Henrichsen Kultur For Unge Sun, 06 May 2012 09:38:23 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/04/03/ikke-engang-et-jordbaer-af-marnelle-tokio/ ‘Spiseforstyrrelser’: Tør du lægge alle dine forsvarsmekanismer, der normalt beskytter dig, og er du modig nok til at turde rumme Marty’s historie, mens du skiftevis griner og tårerne løber ned ad kinder på dig, ja, så bliver du også vel belønnet i ‘Ikke engang et jordbær’ af Marnelle Tokio. Du kommer et stort skridt nærmere dig selv – ikke den, du vil være eller tror du bør være, men den du virkelig er. Det er meget store ord, men ‘Ikke engang et jordbær’ er også en meget stor bog om det allervigtigste her i livet! Af Peter Henrichsen Titel: ‘Ikke engang et jordbær’ Forfatter: Marnelle Tokio Oversat af: Jan Dahl Jeppesen Originaltitel: ‘More than you can chew’ Sider: 220 Udkom: Første gang i 2004 Genudgivet 31. marts 2012 Forlag: Arvids Følelses-barometer: 17-årige Marty forsøger at leve et normalt teenageliv i San Diego i Californien. Hendes far gik fra hende og hendes mor, da Marty var lille. Hendes mor har et voldsomt alkoholproblem. Men Marty har trods alt en dejlig kæreste, Zack. Tror hun. For da Zack vil have sex med hende første gang, går han fuldstændig amok fordi Marty fortæller ham, at han ikke er den første. Hun er ikke jomfru. Zack kalder hende alt muligt grimt og vil ikke have mere med hende at gøre. Martys bedste veninde, Cherri, kan hun heller ikke snakke med, fordi hun har haft et sidespring med Cherris kæreste. Alt brænder sammen. Og så holder Marty op med at spise. Nippere og nappere Martys historie foregår på en hospitalsafdeling for anorektikere og bulimikere – nippere og nappere, som Marty selv så morbidt kalder det, for så er scenen ligesom sat. Marty er nemlig jeg-fortæller og vi følger hendes liv, nogle få dagbogsnotater og næsten alle hendes tanker igennem et lille år. Marty’s sorte humor fik mig virkelig til at grine højlydt undervejs, men hvis man tror, at humoren blot er brugt som underholdning for at få en tung historie ned, tager man voldsomt fejl. For humoren er den samme, som også visse sygeplejersker, falck-folk og politibetjente besidder. Det er en ventil og en overlevelsesmekanisme, der lukker det svære og sørgelig ud, fordi man ganske simpelt ikke kan tage det hele på sine skuldre uden at gå psykisk ned. Så Martys sorte humor, selvironi og grove kommentarer til personalet giver også én som læser den tiltrængte ventil; samtidig finder man hurtigt ud af, at alt “det sjove” kommer fra en overset, ensom pige, der allerhelst bare vil knuses, krammes og holdes af, og så begynder den at gøre rigtig ondt. Overlevelseshumor Fordi Marty besidder denne overlevelsehumor, identificerede jeg mig også med hende lige med det samme. Netop den sorte, morbide humor er kendt hos en del anorektikere, og det er virkelig et genialt træk af Marnelle Tokio, at præsentere universet den vej igennem, da det havde været næsten umuligt at identificere sig med en dybt depressiv hovedperson, der slet ikke havde svar på tiltale. Dertil havde distancen været for stor. Uddrag af ‘Ikke engang et jordbær’ Jeg er ikke helt færdig, da der bankes bestemt på døren. Det er Jackit. Hun er her for at hente mig. Den eneste lyd nu er klagelydene fra min stol. Det er for tidligt. Eller måske er min far kommet for tidligt. Det ville så være første gang. “Marty?” kalder Jackie, som jeg allerede har rejst mig fra stolen. Vi følges hen til elevatoren og venter en evighed. “Nå, Jackie. Ikke noget med et sidste måltid eller en bøn?” “Eftersom du er anorektiker og ateist, tænkte jeg, at vi ville springe det over.” “Gudskelov, at du har sans for humor, Jackie, for det får du brug for, når du møder min far.” 245 dage med Marty Kapitlerne er navngivet efter antallet af dage, som Marty har været på hospitalsafdelingen; for for Marty og de andre piger, handler det nemlig kun om at komme ud til det virkelig liv, væk fra hospitalet, så de igen kan tage kontrol over deres fødeindtag, kaste op, når de vil, skaffe diætpiller og skære sig, for at holde den virkelige psykiske smerte på afstand. Selv om det måske ikke lyder hyggeligt, bliver det varmt og rart at være på afdelingen, fordi sygeplejerskerne og nattevagterne har så stærke personligheder og er så forskellige, at man kommer til at holde lige så meget af dem, som af Marty og pigerne. Vi følger med ved madlavningen og indkøbene, som pigerne selv skal stå for, og vi er en flue på væggen i gruppeterapi-rummet, hvor pigerne skulle fortælle om deres følelser, men oftest sidder og tæller sekunder for at kunne slippe ud igen. Midt i al håbløsheden – som man som læser lægger mærke til, men pigerne ikke selv skænker så mange tanker – udviser pigerne også en stor omsorg for hinanden, når det virkelig gælder. Marty kaster sin kærlighed på kun 8-årige Lily, der også kommer ind som anoreksi-patient, og det søsterlige forhold er så rørende, at jeg også fældede en del tårer i de kapitler. Der hvor man begynder at forstå Undervejs bliver man selvfølgelig nysgerrig på, hvilke årsager der har været til at Marty får det så dårligt. Selvfølgelig er det slemt nok, at hendes far rejste da hun var lille og at hendes mor drikker, men man vil også bare rigtig gerne have nogle specifikke eksempler på hvordan de har opført sig overfor Marty, så man bedre kan forstå. Det får man i den grad også, fordi både Marty’s mor og far jo er forpligtet til at ringe og besøge deres datter. Af og til er telefonsamtalerne så hårde, at man selv får lyst til at skrige, mens Marty holder smerten og frustrationen inde i sig selv – dér begynder man rigtigt at forstå. Når rygsækken bliver for tung Man kan heller ikke lade være med at sammenligne historie med sit eget liv. Essensen er nemlig, at alle de ting pigerne kæmper med, er sociale problemer i livet, som vi alle sammen i mere eller mindre grad kommer ud for, så det handler ikke om at pigernes problemer er helt specielle, men at de er blevet sat i nogle situationer i deres sociale liv, hvor de ikke får mulighed for eller kan løse dem. På et tidspunkt bliver rygsækken ganske simpelt for tung. Det kan ske for alle Netop det betyder, at man som læser kan forholde sig til næsten alle de situationer Marty står i. Det havde været nemt, men også meget overfladisk, hvis man bare kunne sidde og sige ‘det kunne aldrig ske for mig’. Men man finder hurtigt ud af, at det kan ske for én selv – det er derfor man lever sig ind i det hele; ikke kan lade være med at suge følelserne og oplevelser til sig; ikke kan lade være med at blive rørt, såret, frustreret og ked af det. Men hvor er det også en kæmpe mulighed og en stor gave, at få lov til at få den store indsigt, at nærmest være i praktik på Martys afdeling og være én af pigerne, uden selv at være syg. En vigtig lille livsforsikring Bagsideteksten – dét, som man også kalder ‘blurb’, rummer på sin vis en kæmpe spoiler. Vi får nemlig at vide, at Marty er vej frem, når bogen slutter. Først synes jeg det var en utilgivelig information at give, inden man gik i gang med læsningen, men set i bakspejlet forstår jeg det. Hvis man skal turde lægge alle sine forsvarsmekanismer fra sig – dem, der gør at man normalt ikke tager sygdom og død på fjernsynet så alvorlig, ja, så er man faktisk også nødt til at vide, at Marty ikke dør til sidst. Ellers ville der ganske simpelt være mulighed for, at man skulle sidde og græde i flere dage bagefter, og det er nok de færreste, der har lyst til at involvere sig så dybt. Derfor er det godt, at der står, som der står. Det ødelægger intet i historien, men det giver én et lille bitte sikkerhedsreb, når det er aller sværest, og det har man ganske simpelt brug for, for at turde give sig hen i alle de andre svære følelser. En historie man bærer med sig resten af livet Undervejs, når Marty’s forældre er aller værst, får man lyst til at diskutere bogen med nogle gode venner eller veninder, der også har læst den. Det pudsige var blot, at da jeg kom til slutningen opstod der en ærefrygt i mig over, at Marty har delt alle sine tanker med mig. Så meget af det jeg gerne ville diskutere med andre, fik pludselig en dejlig ro og faldt på plads, og jeg følte at hemmelighederne skulle bevares alene mellem mig og Marty. Det er virkelig noget helt specielt, når en piges historie bliver fortalt så godt, at man får lyst til at lægge alle minderne – de sjove og de sørgelig – ind i et hemmeligt rum i sit hjerte, og bære dem med sig resten af livet. Peter Henrichsen Kultur For Unge Tue, 03 Apr 2012 11:47:32 +0100 http://anoreksitips.dk/se-mit-fisseslips/ Ja, et fisseslips er godt nok en lokkende tilbudsvare nu om dage, hvad? Jo du, prøv bare at fortsætte her, så kan det være, at der kommer lidt lækkert i godteposen. Og det vil du vel gerne have, vil du ikke? Jo, det tror jeg vidst nok. Grunden til du stadig læser videre, det er vel fordi du er meget opsat på, at finde ud af hvordan det fisseslips ser ud? Igen, du har en masse andet gøgl at spilde din aften på. Men, du valgte lige netop at læse en artikel om et fisseslips. Ja, prøv at overvej situationen. Hvad ville dine forældre sige til det du sad og kiggede på lige nu? Prøv at tænk på hvis din far eller mor læser samme indlæg. Spøjs tanke, ikke? Nå men det var det fisseslips vi kom fra. Og prøv lige at stop op engang. Ja, du læser stadig med. Dine øjne tør ikke bevæge sig væk fra skærmen. De er bange for at undgå noget, som alle andre vil have øjnene på og vide hvad var. Du vil ikke efterlades bag ved. Alle andre læser det sikkert, så hvorfor skulle du ikke også lige være på den sikre side og læse dette indlæg færdigt. Et nyt afsnit startede der. Der var sørme også lige en reklame inde imellem. Men det fik dig endnu engang ikke til at stoppe op og overveje den nuværende situation. Jeg har prøvet alt for at lokke dig til at klikke væk. Reklamer, tekst der afviser dig. Men du bliver ved. Din ihærdighed efter fisseslipset hører ikke op. Du vil sgu vide hvordan denne ender. Jamen så kan jeg vel heller ikke trække den meget længere. Eller kan jeg? Hvor mange tror du egentlig læser videre herned til? Er det mon kun dig selv der er så nederen og foragtelig, eller sidder halvdelen af Danmarks unge Facebook brugere og skimter med? Ja, hvem ved. Du gør ikke, men kan kun gisne omkring. Alle venter de på fisseslipset. Jamen ved du hvad, så skal du da få det. Scroll down here. Camilla Anoreksi Tips Mon, 20 Feb 2012 22:32:27 +0100 http://anoreksitips.dk/fy-for-satan-hvor-hun-mundknepper-alt/ Jaja, så er vi her igen. Amalie fra Paradise, does it ring any bells? Yes, ofcourse. Ingen inden for landets fira vægge kan slippe fra ikke at Amalie. Jo, omtrent 1,42%, men det er så også lige det. Alle andre herhjemme savler jo over hendes mundknepperi hver evig eneste dag i pressen. Nu stilner det så stille og roligt af, men for satan hvor har der været gang i elkedlerne i det sidste års tid. Men hvorfor helvede er vi så interesseret i hendes forfærdelig udtalelser, der mest af alt minder om Lars Løkke på en af sine gode dage. Om der er problemer med håret, Peter, hendes mor, sin kat, sine tegnestifter, smølfer eller hvilket som helst andet ligegyldigt lort, så kan vi være sikre på, at vi nok skal få det af vide dagen efter i de smarte blade. Men hvorfor helvede bladrer vi overhovedet op? Hvad var Sidney Lee, Amalie, Linse Kessler og alle de andre originaler blevet til, hvis vi bare havde beholdt aviserne lukket? Er det fordi de fleste unge mennesker godter sig ved andres skandaler, og føler at de rent faktisk kan blive til noget? Jeg håber da i hvert fald for guds skyld ikke, at de rent faktisk ser op til disse mennesker, og tager dem ind i deres liv som rollemodeller. Næste gang du ser sådan et kulørt blad med endnu en mundknepper historie fra Amalie, så lov mig en ting. Lad vær med at slå op på siden. Du bliver fristet når bladet nu alligevel ligger der, men prøv at lade vær med at slå op. Lad vær med at kigge på tekst-tv nyheden om Amalie og Peter er blevet skilt. Det er fucking ligegyldigt!! Det er jo det som de alle sammen lever af. Det er vores medieliderlighed. Det er sgu ikke deres egen. De har sgu bare regnet den ud. Prøv at tænk dig at være Sidney Lee, som ikke lever af andet end sit brand. Han har sgu nok et af Danmarks nemmeste jobs. Misundelig? Ja, gu er vi så. Men der kan kun være en meget smal målgruppe der bliver medieludere. Og hvorfor lader vi ikke de professionelle gøre deres, og så lade vær med at deltage i flere reality programmer. Kloden vil blive et meget bedre sted.. Camilla Anoreksi Tips Mon, 20 Feb 2012 18:30:31 +0100 http://anoreksitips.dk/fuck-de-knepper-i-paradise/ Der findes efterhånden mange sammensætninger som har knaldet hinanden under Paradise afsnittene i løbet af årene. I hver sæson kommer der op til flere, som ikke kan lade hinanden være, selvom der er et frækt kamera på under hele akten. Når Paradise deltagerne knepper til højre og venstre, så kan de kulørte blade jo ikke lade vær med at skrive om alle sammen. Det giver jo anledning til at lave en dejlig top liste over alle de par som har knaldet i løbet af årene i Paradise Hotel. Hvem er for eksempel dit yndlings par i Paradise? Er du til en rigtig Fissan type, den mere blide og løgnagtige Peter, eller er du bare til ham der knalder alle pigerne? Ja, hvem kan du egentlig bedste li?? Paradise handler jo efterhånden ikke om andet end hvem der knalder med hvem, og hvorfor er vi egentlig så interesseret i det? Hvis folk vil se soft porn, så kan de sgu da bare spille den af til Redtube eller noget i den dur? Hvorfor skal de sidde og hive sig i elastikken og vente på, at der rent faktisk sker noget mellem 22.00 og 22.50? Sidde og vente på en eller anden ulv der fanger sit lidt fordrukne bytte, og hiver vedkommende med ind på sit værelse, hvorefter han skampuler hende så hun ikke kan gå i flere dage? Men det er jo ikke det som vi får at se. Nej nej, vi får lige lov til at kigge når lyset bliver slukket, og så ellers et par hurtige scener hvor de kører frem og tilbage i sengen. Men det er måske også nok til at 15-årige drenge kan nå at komme i bukserne af det. Er det mon derfor seertallet er så højt efterhånden? Fordi alle dem der ikke tør fyrer den af til Redtube bruger TV3?s bedste sendetid som pornokanal, fordi der åbenbart ikke skal særlig meget til. Whatever, her er der samlet nogle knaldperler af en anden dimission, og så må i tage stilling til om i kan lide dem eller ej. Camilla Anoreksi Tips Sun, 19 Feb 2012 22:56:07 +0100 http://spiritandmind.wordpress.com/2012/02/19/gruppeterapi-et-billigt-alternativ-til-individuel-terapi/ Vil du gerne starte terapi, men synes individuel terapi er lidt for dyr, så kan gruppeterapi være et godt og billigere alternativ. Gruppeterapi giver dig endvidere mulighed for at få et fællesskab omkring din terapi og udvikling, få andre mennesker, som vidner til din proces, samt den synergieffekt, der ligger i at høre andres historie, [...] Spirit and Mind ApS Spirit and Mind ApS Sun, 19 Feb 2012 16:52:48 +0100 http://spiritandmind.wordpress.com/2012/02/19/voksent-barn-af-alkoholiker-hvem-er-jeg-og-hvordan-kommer-jeg-videre-herfra/ Som barn af alkoholikere kan man spørge sig selv: Hvem er jeg? Som følge af de svigt der har været, kan det være svært at blive voksen, selv om man måske har måtte været ?voksen? i hele sin barndom for at overleve. Den sunde kærlige rollemodel har man ikke haft som barn, du gætter dig [...] Spirit and Mind ApS Spirit and Mind ApS Sun, 19 Feb 2012 14:31:46 +0100 http://spiritandmind.wordpress.com/2012/02/18/hvad-kan-jeg-som-parorende-fa-mit-familiemedlem-i-terapi-eller-coaching/ Hvordan kan du som pårørende hjælpe dit familiemedlem til et bedre liv, bedre sociale relationer og et bedre forhold til skolen/arbejdet eller til et liv uden misbrug eller selvskade? I Spirit and Mind ApS har vi god erfaring med at den pårørende fortæller familiemedlemmet, at de gerne vil give dem et coaching forløb/terapi forløb. Og [...] Spirit and Mind ApS Spirit and Mind ApS Sat, 18 Feb 2012 09:53:17 +0100 http://anoreksitips.dk/spiser-sit-eget-braek-for-at-kaste-op-igen/ Det her viser den virkelig et godt billede på, hvor hårdt det er at være ramt af anoreksi. Denne dame kan jo knække midt over hvornår det skulle være. Men hun synes simpelthen stadig at hun er alt for fed. Hun brækker sig over 150 gange om dagen. 150 fucking gange!!?!?! Indimellem spiser hun sit eget bræk, bare for at kunne kaste op igen. Det er simpelthen så trist, at det er helt vildt. Samtidig børster hun heller ikke tænder, da der er kalorier i tandpastaen. Dette er et billede på, hvor alvorligt denne sygdom kan tage mennesker hen. Hendes egen opfattelse af sig selv er jo helt ekstrem sygelig. Når hun kan kigge på sig selv og stadig synes hun er alt for fed, så er der sgu noget galt. Hun skal have hjælp med det samme. Check videoen herunder: Camilla Anoreksi Tips Fri, 17 Feb 2012 13:33:49 +0100 http://spiritandmind.wordpress.com/2012/02/17/foraeldrebetalt-terapi-eller-coaching-forlob-til-teenager/ Hvordan kan du som pårørende hjælpe din teenager til et bedre liv, bedre sociale relationer og et bedre forhold til skolen? Kan du mærke, der er noget galt med din datter eller søn, men kan ikke tale med dem om det? Har din teenager forandres sig her på det sidste uden du ved hvorfor? Der [...] Spirit and Mind ApS Spirit and Mind ApS Fri, 17 Feb 2012 12:43:11 +0100 http://anoreksitips.dk/har-linse-kessler-anoreksi/ Har Linse Kessler anoreksi? (ironi kan forekomme) Mange kender hende nok for hendes enorme forparti, som enhver dreng sikkert savler over, både i vågen og sovende tilstand. Men gemmer den populære bryst dronning egentlig over en dyb, dyb hemmelighed? Ja, det har jeg tænkt mig at gå i dybden med her! Først og fremmest må jeg indrømme, at jeg ikke tror på, at den kære Linse Kessler har anoreksi. Den gudeskønne krop fejler intet, og det tror jeg heller ikke mange andre synes. Hun vejer 67 kg ifølge hendes eget website, hvilket jo ikke er i nærheden af at være anoreksi lignende. Linse Kessler er en fantastisk person, som virkelig har meget at bidrage til her i samfundet. Jeg vil til hver en tid stemme for Linse til statsminister, så vi virkelig kunne få en ind på posten, som ville kunne skabe lidt underholdning hos Hr. og Fru. Danmark. Det hele ville ikke være så kedeligt med Linse ved magten, tror i vel? Hun er sgu en pige med ben i næsen, der tør sige hvad hun mener, specielt om unge piger i reality prorammer. For satan hvor har jeg ligget søvnløs mange nætter i træk, hvis jeg ikke lige nåede at se hendes udtalelser om aftenens Big Brother pige, som lige viste for meget hud i badet. Hun er virkelig karakteristisk, og meget interessant at høre på. Ja, det er næsten mere spændende at høre hende snakke, end at se Twilight. Hov, sagde jeg det ? men det mener jeg.. Linse Kessler har dog også mange andre fantastiske talenter. Ikke nok med at vi får så meget af hende hver eneste dag på ekstrabladet, i fjernsynet under diverse reality gude programmer og så videre. Nej, hendes musikalske talent skal nu også brede sine vinger ud over det kære lille Danmark. Hvor hun dog beriger os hver evigt eneste dag, denne skønne dame. Hvis hun vidste hvor meget hun gjorde for dansk ungdom, og deres håbefulde sangtalenter. At hun laver musik knuser jo ikke drømmene for vores unge, håbefulde x-factor deltagere. Nope, de tænker blot ?kan Linse få lov til at få en pladekontrakt, så kan jeg også? ? og så får vi mange flere af disse ?mor siger jeg godt kan synge? typer. Lovely, isn?t it? Linse for statsminister. Spred budskabet, og del jeres glæde for denne frodige lille sag, som en dag nok skal gå hen og blive en endnu større folkehelt end hun allerede er. Jeg tilbeder den dejlige dame konstant, og hvis jeg havde muligheden for det, så ville jeg sågar få hende tatoveret på hele ryggen. Hvis der altså kunne blive plads til forlygterne.. Camilla Anoreksi Tips Thu, 16 Feb 2012 12:42:29 +0100