De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et backstage http://www.overskrift.dk Fri, 25 May 2012 23:01:17 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://havebackstage.dk/2012/05/25/rasmus-navntoft-pa-sporet-af-thomas-mann/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=rasmus-navntoft-pa-sporet-af-thomas-mann Med sin nye bog, Thomas Mann ? på sporet af en ny humanisme, endevender idéhistorikeren, kulturanalytikeren og kommunikationsmanden Rasmus Navntoft den tyske Nobelprismodtagers forfatterskab. Resultatet er en samling tankevækkende analyser og betragtninger, som er særdeles vedkommende, når det drejer sig om at forstå den eksistentielle krise, som Europa netop nu befinder sig i. Ord & foto: Mikkel Elbech ?Den europæiske tanke er lige så splittet som den altid har været. Europa er på det idémæssige plan så skizofrent som det altid har været. Hvis der er sket et fremskridt ? og det er der selvfølgelig, når en europæisk krig ikke umiddelbart forekommer at være en nærliggende mulighed ? så er det et fremskridt der handler om at viljen til fred er styrket. Ikke et fremskridt, der handler om at de konfliktlinjer der førte til krig, og potentielt stadig kan føre til krig, er udvisket.? Sådan skriver Rasmus Navntoft i sin bog, Thomas Mann ? på sporet af en ny humanisme, som netop er udkommet på forlaget Per Kofod. Via den tyske Nobelprismodtagers forfatterskab fører Navntoft læseren gennem det 20. århundredes to verdenskrige og videre frem til i dag, hvor ? som citatet fortæller ? Europa nok engang er placeret midt i en krise. Europas krise handler i sin kerne ikke om økonomi og finanser. Det er derimod en eksistentiel krise. Kontinentet har mistet sin sjæl, og den demokratiske idé udfordres til stadighed af alternative politiske idéer og styreformer. Det grundlæggende spørgsmål er således, om dem, der hævder at være demokratiets forkæmpere og betragtes som dets forkæmpere, i virkeligheden er dets forkæmpere? Eller om dem, der nu kæmper for at udstyre de europæiske nationalstater med et væld af nationalistiske mytologier, i virkeligheden er demokratiets sande venner? Behovet for en demokratisk mytologi Dette spørgsmål optog Thomas Mann, som på den ene side erkendte, at kultur kun er mulig som mytologi ? som en poetisk og dramatisk, fællesskabsskabende grundfortælling om de dybe, irrationelle urkræfter der behersker livet og binder menneskene sammen. Den grundfortælling, som i historiens løb er blevet kaldt alt fra Gud, kærlighed, begær og lyst, til livsviljen og viljen til magt. Og som i mellemkrigstidens Tyskland gik under navnet Det Tredje Rige. På den anden side erkendte Mann, at man ikke kan grundlægge en kultur på abstrakte, følelseskolde og blodfattige principper som frihed og lighed, der ikke strukturerer en håndgribelig, kødelig, spændende og følelsesladet fortælling om hvad livet er, men kun siger noget om hvordan det bør være. Derfor er der behov for en tredje mulighed: En demokratisk mytologi. Den fortælling, som både imødekommer det almenmenneskelige behov for poesi og demokrati. Som netop indfanger livet, som det er, og som det bør være i én og samme overordnede fortælling. I en kombination af indsigtsfulde og nytænkende diskussioner af hovedværker i Manns forfatterskab ? Buddenbrooks, Døden i Venedig, Doktor Faustus, Trolddomsbjerget, Josef og hans brødre og Loven ? og aktualiserende, idéhistoriske essays afsøger Navntoft et af litteraturhistoriens mest vedkommende analyser af idéernes kamp, sådan som de har udspillet sig ? og i høj grad stadig udspiller sig ? på vores eget kontinent. I dette dybdegående interview fortæller Navntoft om den fascination af Mann, som har drevet ham til at begå en bog om hans forfatterskab, ligesom han giver en indføring i forfatterens mildest talt markante ideologiske udvikling fra radikalkonservativ nationalist til demokratiets fortaler. Desuden fortæller Navntoft om de aktuelle perspektiver i hans projekt, ligesom han leverer talrige eksempler på, hvordan Europas eksistentielle krise kommer konkret til udtryk.  Et tankevækkende og uhyggeligt univers Hvor opstod din oprindelige fascination af Thomas Mann? - Den opstod tidligt i min studietid, hvor jeg på en lidt tilfældig måde fik stukket Døden i Venedig i hånden. Jeg havde den med på en rejse og syntes bare, at det var en fuldstændig fantastisk novelle. Samtidig havde jeg en kæreste på det tidspunkt, som kendte Thomas Mann betydeligt bedre end jeg selv gjorde. Vi gik på det samme studie ? Idéhistorie på Aarhus Universitet ? og vores interesser smittede så meget af på hinanden, at vi begyndte at læse det samme. Hvad var det næste, du læste af ham? - Det var Buddenbrooks, og så Doktor Faustus. Så gik der faktisk nogle år, hvor jeg ikke beskæftigede mig så meget med ham ? men så tog jeg det op igen senere, stadig i forbindelse med studiet, og læste Trolddomsbjerget, som jeg synes var helt fantastisk, og som jeg besluttede mig for at skrive speciale om. Så det var en meget studiebetinget fascination, jeg oprindeligt havde af ham, kan man sige. Er det grundlæggende den samme fascination, du har af Thomas Mann i dag? - Både og. Det er den samme for så vidt, at der er noget helt grundlæggende ved hans litterære univers, som virkelig fascinerer mig, og som jeg synes er tankevækkende og uhyggeligt på samme tid. Men jeg føler også, at det virkelig giver meget, når man beskæftiger sig helt indgående med et værk, som for eksempel Trolddomsbjerget. Man kommer meget dybere ned i det og opbygger på den måde en fascination på et andet niveau. Prøv at beskrive, hvad det er, det giver at kende et værk så indgående. - Med store litterære klassikere oplever man ofte dét, at man ser, hvor gennemkomponeret værket er ? hvor fascinerende et kunstværk, det egentligt er. Det er ligesom med et maleri eller et musikstykke, hvor man oplever detaljerne på en helt anden måde, og man kan begynde at se, hvordan værket virkelig er tænkt. Hvad er det så i dét perspektiv, der har været fascinerende ved Mann? - Det er, at det er helt uhyre tankeværker ? mere end at det er fremragende bøger. Det er tunge bøger ? intellektuelle romaner ? som ofte rummer meget dybe filosofiske refleksioner, og derfor går der måske lidt tabt på handlingsniveauet. Det er ikke værker, der vil gøre sig godt på film. Er det for meget at sige, at Manns forfatterskab opfylder det samme behov hos dig, som Biblen opfylder hos andre? - Jeg kan godt se analogien. Hans forfatterskab er en grundfortælling om en epoke og en kultur, som på et bestemt idémæssigt plan er den samme kultur, som vi stadig befinder os i. Så i den forstand, ja, kan jeg godt acceptere det. Alligevel skal man passe på med at sammenligne et litterært værk med Biblen, for Biblen har jo struktureret to et halvt tusinde års europæisk kulturhistorie og er det grundlæggende fundament for en af verdensreligionerne. Men jeg kan godt acceptere, at både Biblen og Manns forfatterskab rummer en konstruktion af en kulturel fortælling. Misforhold mellem den litterære og den offentlige Mann I hvilken grad er det et krav, at man har et grundigt kendskab til Mann, når man skal læse din bog? - Jeg synes ikke det er et krav. Det er måske ikke nødvendigvis vigtigt, at man specifikt kender til Thomas Mann ? det er vigtigere, at man generelt har en vis kulturhistorisk interesse. Du refererer i bogen ofte til handlinger og udsagn fra Mann, som ligger uden for hans egentlige forfatterskab. Hvordan vil du karakterisere den rolle, som Thomas Mann ? den fysisk levende person ? spiller for din læsning af ham og hans værker? - Der består et underligt forhold, et misforhold, mellem Manns litterære værker og hans offentlige taler og essays. De litterære værker er tit meget tvetydige og fyldt med ambivalens, hvorimod specielt hans politiske taler er meget mere simple og ligefremme. Det har selvfølgelig noget at gøre med den rolle, som han som forfatter havde i offentligheden. Man skal huske, at han levede på et tidspunkt, hvor der skete virkelig meget i Europa, og hvor det på et tidspunkt var absolut nødvendigt, at der blev taget entydigt parti for demokratiet og mod Hitler ? og det var han meget sen til at gøre. Det skete først i 1936, som må siges at være ekstremt sent, når man tænker på, at Hitler kom til magten i 1933, og at nazisterne længe havde hærget Tyskland. Så der er en tendens i Mann-forskningen til at tænke, at det ikke er den rigtige Thomas Mann, der er på spil i de politiske taler. Det er jeg sådan set i en vist omfang enig i. Man kan godt læse hans taler og essays og så føle, at der er en halvdel af ham, der mangler. Det hele bliver tit meget entydigt, fordi han tager parti for nogle bestemte principper. Omvendt er der også mange glidninger mellem talerne og de litterære værker. Der er steder, hvor der decideret er afsnit og nøglesætninger, som går igen. Og det peger selvfølgelig på, at der alligevel er en glidning mellem de to personer. Litteraturen er et eksperimentarium, en verden af symboler og metaforer, hvor man kan lege med virkeligheden og skabe sære tankekonstruktioner. Det kan man ikke, når man står på talerstolen, mens nazisterne hærger éns hjemland. Hvad har alt dette betydet for din tilgang til Mann? - Det er jo en bestemt måde at tænke på hos Mann, som jeg har forfulgt. Og så har jeg nok været lidt ligeglad med, hvad han siger det ene sted og det andet sted, fordi jeg under alle omstændigheder opfatter hans litterære værker som en konstruktion ? altså noget, som er konstrueret af nogle tanker, nogle metaforer og litterære handlingsmønster, som tilsammen danner en mening. Som så i Manns tilfælde altid handler om det tidlige 20. århundredes kulturelle konflikter. Fra nationalist til demokratiets fortaler Hvordan vil du karakterisere den ideologiske udvikling, som Mann gennemgår i perioden fra starten af det 20. århundrede og frem til sin død i 1955? - Der sker rigtig meget. Da han debuterede med Buddenbrooks i 1901, havde han oplevet og levet 25 år i et fredeligt Europa. En periode, hvor det er gået fremad, og hvor man tror på det teknologiske, det kulturelle og det videnskabelige fremskridt. Man tror på, at det kan blive en bedre verden. Det var en fredelig og harmonisk tid, hvor de demokratiske tankemønstre havde gode vækstbetingelser ? og en tid, som sluttede brat med Første Verdenskrig i 1914. I den periode er han relativt apolitisk i sit forfatterskab. Hvad sker der så med ham under Første Verdenskrig? - Her skriver han et yderst selvbiografisk essay, Et upolitisk menneskes betragtninger, der i dén grad er et forsvar for tysk kultur ? for dens verdensfjernhed og dybde, og omvendt også et forsvar for, at Tyskland ikke skulle udvikle sig til et demokrati. Han er i dén grad på tysk side under krigen, og han fører en lang og personlig krig mod sin storebror, Heinrich Mann, som også var forfatter og endnu mere kendt end ham på det tidspunkt. Heinrich var nemlig på demokratiets side, og det førte til, at de ikke talte sammen i mange år. Hvordan oplever han mellemkrigstiden? - Han havner i det desillusionerede tomrum, som krigen efterlod. Frem for at have været en krig, der fik sat Europa på plads én gang for alle, og som havde gjort det muligt efterfølgende at kunne kigge frem, så havnede man i noget endnu værre i mellemkrigstiden. Der opstår fuldstændigt hysteriske politiske konflikter over hele Europa og selvfølgelig i særdeleshed i Tyskland. Og Mann ser, at det er farligt bare ubetinget at stille sig som modstander af demokratiet. Og så sker der dét, at han i 1922 træder frem og holder en tale, hvor han nærmest bliver buhet ud, men hvor han tilslutter sig Weimar-republikken og dens forsigtige ansatser til demokrati. På det tidspunkt er Weimar-republikken en heksekedel af kulturel konflikt og politisk terror. Tysklands udenrigsminister, Walther Rathenau, bliver myrdet, og både fra højre og venstre side fyger det med ekstreme holdninger. Trolddomsbjerget er skrevet i perioden fra 1912 til 1924, et stræk på tolv år fra før første verdenskrig, hele perioden under og de første fem-seks år af mellemkrigstiden. Så det er en periode, hvor han går fra at være, hvad man på et intellektuelt plan kan kalde nationalist, til, i hvert fald udadtil, at stå på demokratiets side. Det er kun udadtil? - Det er tydeligt, at der ikke sker nogen stor forandring indadtil. Demokratiet er ikke en hjertesag. Han finder det moralsk nødvendigt at støtte op om, men det er ikke noget, som er et indre anliggende for ham. Omvendt kan han jo se, at hvis man står på den anden side af demokratiet, så ender det i terror og vold. Hvorfor er han så sen til at tage demokratiet i forsvar? - Det skyldes i høj grad to ting. Han er bange for sine bøger. Han opfatter sig selv som det 20. århundredes Goethe ? den, der kender og bærer det tyske i sig, og som skal forsvare det mod kritik. Hans tøven med at lægge direkte afstand til Hitler er nærmest en decideret kujonagtig adfærd. Den anden side af sagen er, at der jo også er mange ting i det kulturelle verdensbillede, som Hitler skaber, som i store træk flugter med Manns eget verdensbillede. Og det handler ikke kun om Mann, men om at nazismen er udsprunget af nogle bestemte strømninger, som ikke i deres udgangspunkter var nazistiske. Allerede under Første Verdenskrig var hele den radikale konservatisme en ret massiv strømning, som handlede om, at man skulle gå bag om hele oplysningsprojektet og finde en slags nyt mytologisk grundlag for Europa. Og det er den mytologi, der kommer til at hedde Det Tredje Rige i Hitlers terminologi, men det er egentlig bare en videreudvikling af en søgen, der fandt sted en del år før Hitler kom til, og som Mann også var en del af. Hvorfor blev han så landsforvist? - Der sker dét, at Mann og hans kone skal på foredragsturne i Schweiz i starten af 1933, og mens de er væk, kommer nazisterne til magten i Tyskland ? og så havner han på den sorte liste over degenererede forfattere. Så lever han i eksil i tre år, inden han i 1936 går ud og lægger fuldstændig, officiel afstand til Hitler og entydigt erklærer, at han står på de allieredes side ? for at redde Tyskland. Det er jo en udmelding, som mange synes kommer meget sent, og som han bliver presset til at komme med ? blandt andet af sine egne børn. Er han så endegyldigt på demokratiets side fra 1936 og frem? - Udadtil står han meget entydigt på demokratiets side. Det er det eneste rigtige at gøre. Men det er tydeligt at se, at han stadig er i tvivl indadtil. I hans dagbog fra den tid beskriver han, hvordan han er ved at forberede sig til et demokratipromoverende foredrag ? som han holdt en lang række af, først og fremmest i USA, som han flygtede til ? og her gør han sig tanker om, hvor vidt han selv tror på det, han siger. Hvor vidt han prædiker en demokratisk ideologi, som han ikke selv tror på. Men han fortsætter selvfølgelig ud af det spor og bliver en slags ikon for det gode Tyskland ude i verden. Det holder Anden Verdenskrig ud. Der findes det foredrag, der hedder Tyskland og tyskerne, som blev holdt i maj 1945 i Washington, lige efter tyskerne havde kapituleret, og her hopper Mann tilbage til, ikke det gamle, nationalkonservative standpunkt, men til et standpunkt, der er betydeligt mere behersket, hvad angår demokratiet. Og som selvfølgelig handler om, at nu er den værste fare overstået, og så der er plads til noget andet. Når situationen spidser til, bliver man nødt til at stille sig på demokratiets side, men da man havde fået udryddet Hitler, kunne det jo være at demokratiet tog sig anderledes ud, eller i hvert fald at demokratiet ikke var det eneste svar. Den tankevækkende sygdomsmetafor Sygdomsmetaforen er gennemgående i Manns forfatterskab. Hvordan vil du karakterisere den rolle, som metaforen spiller i hans værker? - Han bruger den til at skildre kulturelle konflikter. Han tager altid afsæt i det lykkelige, gamle samfund fra barndommen ? borgerskabets samfund, det sene 19. århundredes kultur, som jo er en kultur med fokus på fornuft og moral, på arbejde og fremskridt, på livets vækst og samfundets udvikling. Det er det borgerskab, der repræsenterer meget væsentlige elementer af oplysningstidens dagsorden ? en kultur, hvor mennesket indsætter sig selv som øverste bestyrer, og en kultur som samtidig er godt på vej til at indfri demokratiets idemæssige potentiale, civilisationstanken, og til at skabe en ny kultur med afsæt i det menneskelige og menneskets evne til at kontrollere livet gennem fornuft og morak. Det syge er i udgangspunktet alle kulturelle forestillinger, der fraviger dette spor ? alle de nye mytologier, der opstod i starten af det 20. århundrede. Hvad anså Mann selv for at være sundt og sygt, hans ideologiske udvikling in mente? - Det er det, der kan være svært at lokalisere. Hele glidningen mellem sygdom og sundhed er en bestemt måde at iscenesætte de kulturelle skel på, og det er noget der altid i talesættes som en konflikt mellem moral og lyst. Lysten bliver det syge, fordi, hvis man lever et liv i lystens tegn, så har du undermineret enhver form for bestræbelse på at afrette livet rent moralsk. Så har du sagt farvel til demokratiet og civilisationen og andre fornufts- og etikbaserede samfundsformer. Og derfor er det altid individuel lyst, der spejler det kulturelle fald hos Mann. Og i hans univers er det jo sådan, at politiske mytologier, som eksempelvis Det Tredje Rige, spejler en form for lyst. Det er lysten i den politiske form, en form for eksalteret, orgastisk politik. Det er den ufornuftige form for politik, hvor du glemmer oplysningens etiske grundprincipper. Den oplysning, der trods Manns kritik af den, strukturerede det Europa, han tænkte og skrev i. Hvad er det, der sker med Troldomsbjerget, hvor Mann virkelig udfolder sygdomsmetaforen? - Det er her, der fødes en erkendelse af, at det er umuligt at sige, hvad der er sundt, og hvad, der er sygdom. Og det er det, der gør sygdomsmetaforen er så refleksiv og dynamisk ? fordi den handler om, hvordan grænserne mellem sygdom og sundhed forskydes, og hvordan det egentligt er umuligt at afgrænse de to fra hinanden. Det gør det til en ekstremt god model, når man skal beskrive, hvordan kulturelle udviklingsprocesser rent faktisk finder sted. Som med krisen, der præger Europa. Her er man fikseret på, at man enten har et demokratisk spor, man kan følge, eller også har man et nationalistisk spor man kan følge. Et spor, som består af et væld af nationale mytologier ? stort set en for hver nationalstat. Og så står man med det valg, at enten kan Europa følge det, der er et forudrettet demokratisk spor, eller også kan man vende tilbage til de nationale mytologier igen og afskaffe EU. Det virker jo som en meget ufarbar måde at gå til det på. Vi kan jo nemt pege på det nationalistiske spor og forklare, hvorfor det er farligt at følge. Men det demokratiske spor er i sagens natur også farligt, i den forstand, at hvis det fortsætter uden folkelig opbakning til det, så bliver det demokrati uden demokrati, og det kommer også til at ende galt ? hvad det jo allerede gør med forskellige former for oprør rundt om i Europa. Og det kan jo heller ikke kan være den rigtige model for Europa, hvis en elite af politikere og erhvervsfolk skal gøres til fortalere for et fælles Europa, som ikke også er baseret på et folkeligt fundament. Hvorfor er du så personligt så begejstret sygdomsmetaforen? - Fordi den viser, hvordan sundhed og sygdom hænger sammen, og hvordan poler, der i udgangspunktet er modsatrettede, på mærkelig vis forskyder sig og glider over i hinanden. Det synes jeg er virkelig interessant, for det er den måde, jeg oplever udviklingen på i dag. Et væld af ideer og tanker om, hvordan den kulturelle bør være, er filtret ind i hinanden i et uoverskueligt net. Og det er svært at udpege det spor, der bør udgøre Europas fremtid. Hvor ser du eksempler på disse forskydninger i virkelighedens verden? - Et godt eksempel er det, der er sket i Danmark over de sidste ti-femten år. Det er tydeligt for enhver, at der er kommet et større fokus på det nationale, og i et eller andet omfang er der fundet en nationalistisk ånd frem med Dansk Folkeparti, som er i stand til at positionere sig som et parti, der på visse punkter reagerer mod demokratiet. De følger nogle bestemte antidemokratiske mønstre i forhold til at tildele bestemte borgere bestemte rettigheder, og omvendt udpeger de grupper, som ikke bør have de samme rettigheder som andre. De kaster ikke et demokratisk blik over befolkningen, men snarere et nationalistisk, som fører os tilbage til at én kultur er bedre end en anden, samtidig med at de i andre sammenhænge insisterer på at være dem, der forsvarer demokratiet. Som når de siger, at andre partier giver for meget efter for ikke-danske kulturer og ikke-danske borgeres krav, og dermed slække på demokratiet. Der sker bestemte gnidninger, hvor de i én sammenhæng kan anskues som demokratiets fortalere, og i andre sammenhænge går de imod det, så de kommer til at være på begge sider. Samtidig kan man se, at der er sket en bevægelse i Danmark de sidste ti-femten år, hvor vi har flyttet vores fokus på demokratiet, som det sæt af principper, vi samles om, til at vi nu har givet det en national udformning. Det er gået fra at være et demokrati til at være et dansk demokrati. Der er kommet en form for danskhedsfundament under demokratiet, som også gør at Dansk Folkeparti kan kræve bestemte rettigheder til nogle personer og nægte andre grupper det tilsvarende.  Demokratiet bygger på verdensfjerne principper Mann taler om Europas behov for en demokratisk mytologi. Hvordan forstår du begrebet mytologi i denne sammenhæng? - En mytologi er karakteriseret ved at være en spændende, dramatisk og fællesskabsopbyggende fortælling om livet. Hitlers mytologi om Det Tredje Rige er et pragteksempel på en mytologi, fordi det er en stærk fortælling om Tyskland og den tyske kulturs særegenhed ? om det, der gør den både bedre, stærkere og mere rigtig end alle mulige andre kulturer. Mytologien fortæller en historie, som strækker sig tusind år tilbage i tiden, om hvordan det tyske folk opstod, og hvordan tyskerne var bundet sammen af blodets bånd, og det er jo en meget stærk og emotionel fortælling. Hvad er udfordringen i forhold til at skabe en demokratisk mytologi? - Problemet, er, at demokratiet ofte ikke er i stand til at levere sådanne fortællinger. Demokratiet er jo en ekstremt fornuftsbaseret og blodfattig måde at strukturere et samfund på, fordi det er baseret på nogle principper, som i realiteten taler til vores bedre jeg. Det handler om, at alle skal have rettigheder og medbestemmelse. Det gode argument skal vinde, og det skal diktere samfundsudviklingen. Demokratiet er meget fornuftigt og retfærdigt og som sådan en smuk måde at organisere samfundet på, men det har også svært ved at levere poesiens samlingskraft. Og det er derfor at man hos højrefløjen føler, at der er et hul i det danske demokrati. Så her går man ind og skaber et nyt fundament ? en fortælling om det danske, som man tager så langt, at man får gjort de demokratiske principper danske. Demokratiet bliver mytologiseret i nationalismens navn. Man får det til at lyde som om, at de demokratiske principper er særligt danske ? at vi er så gode til at leve sammen i fred og harmoni, og at det er særligt dansk at tage vare på ytringsfriheden. Altså principper, som egentligt ikke er opstået i Danmark, men som man prøver at lægge et nationalistisk fundament under, således at demokratiet bliver ekskluderende og diskriminerende. Hvad er det, Mann kritiserer ved demokratiet? - Det er oplysningsdagsordenen ? ud fra det rationale, at den bygger på verdensfjerne principper, som nok er smukke og fine, men som ikke forholder sig til menneskelivet, som det rent faktisk er. Det får en ekstrem idealisme over sig, som han også synes er farlig. Den har ikke noget med virkeligheden at gøre, og når man sigter så højt over virkeligheden, bliver det farligt. Det, han kommer på sporet af, er, at hele det mytologiske skal forenes med væsentlige elementer af demokratiske principper. Og det vil i hans verden sige, at det kun kan ske ved, at demokratiet selv bliver til en mytologi. Hvordan skulle det ske? - Det kan kun ske, hvis man får skabt en kulturel grundfortælling, hvor de demokratiske principper spiller en fundamental rolle.  Hvem skal formulere den grundfortælling? - Det er der jo ikke nogen, der som sådan skal. Det er jo ikke engang noget, Mann selv bestræber sig på at formulere. Men der ligger en bestemt refleksion i Trolddomsbjerget, hvor han forsøger at sammentænke alle disse ting. Man følger en ung eventyrer, Hans Castorp, der er på en helt traditionel dannelsesrejse, hvor han bliver konfronteret med stort set alle de mytologier, der har hærget Europa de sidste 2000 år, siden det gamle Grækenland og frem til den moderne oplysningstænkning, det borgerlige samfund og det demokratiske spor. Værket formidler den proces, hvor han hele tiden prøver at navigere mellem de forskellige standpunkter for at få dem til at mødes. På den ene side dekonstruerer han dem for at vise, at de ikke kan leve op til deres egen påstand om det gode liv, og på den anden side viser han, hvordan de her forskellige verdensbilleder glider over i hinanden. Men det hele sker i billedlig form. Det er et litterært værk, så det er symboler og metaforer, som ikke giver endelige svar. Det er ikke en ny ideologi, og det er ikke en opskrift på, hvordan man kan skabe en demokratisk mytologi, men snarere et bud på, hvordan man kan tænke de forskellige spor sammen. Eller i hvert fald prøve at gøre det. Som jeg ser det, handler det om oplysning. Det handler om den oplysningsproces, hvor et litterært værk som Trolddomsbjerget ? og mange andre for den sags skyld ? spiller en central rolle, fordi der er nogle bestemte overvejelser og tankemønstre og refleksioner på spil, som er interessante i dag.  Menneskerettighederne og den næstekærlige velfærdsstat I forhold til de her såkaldt blodfattige begreber ? frihed og lighed ? kunne man så ikke argumentere for, at de netop ikke er blodfattige, fordi de netop gør plads til forskellighed i fortolkningen af, hvad livet er ? fordi de skaber et rum, som en samlet demokratisk mytologi ikke ville kunne skabe på samme måde? - Altså, en demokratisk mytologi er jo vitterligt et tankeeksperiment, og man kan sige, at i den bedste af alle verdener skulle en demokratisk mytologi i sin grundfortælling rumme denne plads til forskellighed. Det er svært at forestille sig, hvordan det ville kunne lade sig gøre, i hvert fald på et overordnet, principielt niveau. I lyset af den krise som Europa står i nu, er det tydeligt, at man bliver nødt til at finde en tredje vej, som ikke er den eksisterende demokratiske, men som heller ikke er den eksisterende nationalistiske. Der er ligesom et behov for, at de forskellige højre og venstre sider mødes. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at der i det små sker mange glidninger mellem demokrati og mytologi. Som for eksempel menneskerettighederne. I udgangspunktet tænker man menneskerettigheder som et demokratisk begreb ? altså noget, som er undfanget på demokratiets grund og i oplysningens navn. Præsterne i Dansk Folkeparti argumenterer altid for, at menneskerettighederne er kristne i deres oprindelse, og det synes jeg ikke uden videre, at de har ret i ? men de har ret i den forstand, at hele forudsætningen for at tænke hele lighedstanken, er jo omvendt at det enkelte menneske har en særlig unik værdi i sig selv. Og det er jo ikke en tankegang som i sit udgangspunkt er demokratisk. Det er en gammel kristen tankegang, men dengang havde det enkelte menneske bare en særlig og unik værdi for Gud ? og ikke for andre mennesker som sådan. Det er en religiøs ide, som har levet videre, da Europa overgik fra at være en kristen kultur til en kultur, der blev formet i oplysningens tegn, og som lever videre i dag og som er trods alt er en af hjørnestenene i det moderne demokrati. Det er et eksempel på, hvordan forestillinger fra et demokratisk og mytologisk univers møder hinanden. Har du andre eksempler på sådan et møde? - Jamen, hele velfærdsstatstankegangen. På den ene side har du en stat af rettigheder, som i høj grad er undfanget på demokratiets grund, men på den anden side har du også en stat, som er så generøs, at den nærmest får karakter af praktiseret næstekærlighed i statslig form. Det er ikke bare et spørgsmål om, at du som borger har nogle bestemte rettigheder ? du bliver også holdt oppe af en kærlig faderhånd. Hele den omsorgstanke er jo i udgangspunktet ikke en oplysningstankegang. Det er noget, som man også kunne sige var en kristen tanke ? en overflodsetik, hvor der er et disproportionalt forhold mellem dem, der giver, og dem, der får. Hvis du for eksempel har et barn med en kæreste, og du så møder en ny kæreste, og du gerne vil have et barn med ham eller hende, men ikke kan få det af naturlig vej ? så kan du få det via kunstig befrugtning på statens regning. Og det kan du så potentielt gøre igen og igen, hver gang du møder en ny kæreste. Og det er da en poetisk tanke, at man kan gå ud og forelske sig påny og få et barn på statens regning. Det synes man er en rettighed ? men det er da også en overflodstanke. Uforsonligheden i nutidens Europa Du taler om den åndelige uforsonlighed, der har præget og stadig præger Europa. Hvor ser du yderpunkterne i denne uforsonlighed, som den tager sig ud i nutidens Europa? - Jamen, jeg synes, at den gør sig gældende overalt i Europa. Og den gør sig også gældende landene imellem. Det, jeg synes er særlig foruroligende, er ikke, at der er forskellige standpunkter, der florerer, eller at der er modsætningsforhold mellem forskellige politiske partier eller kulturelle grupperinger ? men det er måden, som hele dialogen er struktureret på. Der er mange eksempler synes jeg, også fra dansk politik i de seneste år. Klimaet har jo været decideret hysterisk. Der var en stil under Fogh, hvor kritik blev affejet med en kommentar om, at der intet var at komme efter. Den måde at drive politik på ? i et samtalende demokrati, som man kalder det danske ? er jo fuldstændig absurd. Og det synes jeg ikke kun gør sig gældende på højrefløjen ? det gælder i høj grad også for venstrefløjen. Man har frabedt sig den dér stædige insisteren på dialog og på, at man skal respektere hinanden indenfor dialogens rammer. Hvor ser du ellers disse tendenser udspille sig i konkret form? - De udspiller sig for eksempel også i Ungarn, hvor der er ekstreme nationalistiske bevægelser på spil. Og i Italien, hvor Berlusconi i mange år har praktiseret en voldsom magtfuldkommenhed. Man kunne også se det i hele den måde, som grænsestriden mellem Danmark og Tyskland udspillede sig på sidste sommer. Man står ikke bare og argumenterer for hvert sit standpunkt. Tyske diplomater går ind og spiller på, at Danmark virkelig også er blevet et anti-Europæisk land, og omvendt går danske politikere ind  i sagen og kalder Tyskland for en neurotisk nation. Der er en form for nedladenhed i hele den måde, som dialogen føres på. Man kan godt sige, at det fører tilbage til diskussionen om tonen, som også har været dominerende, i hvert fald i dansk indenrigspolitik. Et eller andet sted betyder den meget, fordi det ikke bare er et spørgsmål om, hvorvidt man er grov overfor hinanden, men også et spørgsmål om, hvor demokratisk du er i din tankegang. Det er ikke specielt demokratisk at stille sig op i Folketingets spørgetime og bare sådan sige, at der ikke er fugls føde på en eller anden sag. Det er ikke demokratisk dialog. Det står ikke nødvendigvis værre til i Danmark end andre steder i Europa, men jeg synes tendenserne har været tydelig her også. Hvor vigtig er den aktuelle dimension af din bog? - Når jeg har kastet mig over det her projekt, så er det selvfølgelig fordi jeg synes, det har en aktualitet over sig. Jeg synes, det er meget tydeligt, at de kulturelle konflikter, der fandtes i mellemkrigstiden ? som var dem Thomas Mann beskrev ? er de samme kulturelle konflikter, der florerer igen i dag. Det kan godt være, at tingene hedder noget andet ? det er jo ikke fordi nazismen fylder voldsomt meget i nutidens verdensbillede. Men det gør de tankemønstre, der ligger bag nazismen. Så på den måde har den aktuelle vinkel været meget vigtig for mig. Trolddomsbjerget skulle med på en øde ø I hvilken grad er du mest af alt ude på at begejstre læseren for Manns forfatterskab og få vedkommende til at dykke ned i det? - Det synes jeg da er en væsentlig ting, men det allervæsentligste er, at Mann bliver brugt i dag. Der ligger en guldgrube af tænkning, ikke kun hos ham, men i hele verdenshistoriens litteratur, som jeg ikke synes man skal glemme. Hvis du kun måtte tage én af Manns romaner med på en øde ø, hvilken ville du så vælge? - Så ville jeg vælge Trolddomsbjerget. Hvilken passage fra hans samlede forfatterskab står som den allerstærkeste for dig? - Hele min tilgang til Thomas Mann bunder jo i et bestemt kapitel i Trolddomsbjerget, så på den måde står det stærkest. Det er det kapitel, som jeg påstår er nøglen til at læse hans forfatterskab. Det er et kapitel på 20-25 sider, hvor hovedpersonen studerer forskellige bøger om det organiske liv ? simpelthen værker om biologi, botanik, anatomi og patologi. Det kapitel står stærkt på grund af de tankeperspektiver, der er i det, men hvis det skal være ovre på den mere litterære side, så står hele djævlesamtalen i Doktor Faustus stærkere. Det er også et kapitel på 20-25 sider, som selvfølgelig er meget mere spændende, rent litterært.  Hvorfor? - Fordi det for det første er utroligt sjovt ? der er så mange groteske og elegante udsagn. For det andet har det et andet spændingsniveau. Det er djævelen, der taler med den stakkels komponist ? det er pænt uhyggeligt. Et bidrag til oplysningsprocessen Hvem vil du blive særlig begejstret for, hvis vedkommende læste din bog? - Jeg tror altid, man vil blive begejstret, hvis man fandt ud af, at folk, der er med til definere, hvad der er op og ned i vores samfund, læste den. Folk, som i højere grad end andre er med til at definere den kulturelle udvikling i Danmark. Og et sted håber jeg også, at den bliver læst af dem, som den først og fremmest henvender sig til ? det vil sige folk, der interesserer sig for kulturhistorie og litteratur.  Men det er svært lige at pege på, hvem jeg gerne vil have skal læse bogen. Det er ikke fordi jeg forventer, at bogen som sådan skal omsættes til praksis. Det er ikke det, der er tankegangen med det. Du vil ikke ændre verden? - Nej. Hvorfor egentligt ikke? - Jamen, det tror jeg ikke, man kan. Ikke på den måde. Det er et led i en lang proces. Jeg uddrager det af Manns værker, som jeg synes er interessant og relevant for min samtid, og det bruger jeg i mit lille arbejde på at udvikle den her samfundskultur. Den er jo et bidrag til oplysningsprocessen.  Så er der vel også tale om en ændring? Altså ikke en radikal ændring, men ikke desto mindre en ændring. - Ja, en indirekte ændring. Nej, også en direkte ændring. Men på samme måde som med biologisk evolution, hvor man ikke ser forandringen fra den ene dag til den anden, men hvor det jo ikke betyder, at den ikke finder sted. - Ja, okay. Det synes jeg, du har ret i. Sådan en oplysningsproces handler jo om at sætte tanker i gang og om at give folk muligheden for at anskue verden på en lidt anden måde. Og det er klart nok, at hvis man bare får drejet folks hoveder en lille smule, så er den evolutionære proces, som du beskriver, kommet et lille stykke af vejen. På den måde har du ret.  Hvilken erkendelse håber du især, at man som læser vil tage med sig, når man er igennem bogen? - En bog som denne skal ikke give et færdigt svar. Men den skal skabe et refleksivt rum. Jeg kunne godt tænke mig mere refleksive overvejelser over, hvordan forskellige kulturelle præferencer og paradigmer kan spille sammen ? frem for den stædighed, som også bliver en selvtilstrækkelighed og en lukkethed omkring ens eget. Så er det en tankefigur, som gerne skal sætte tanker i gang. Det handler ikke om ? heller ikke hos Mann selv ? at der skal gives et bestemt svar på de her ting, men i stedet om, at du godt kan kaste et blik på alle de åndelige og kulturelle konflikter, og når du tænker over det igen og igen, så kan du se, hvordan de adskiller sig fra hinanden og på et andet niveau spiller sammen. At de alle sammen bliver farlige, hvis de står alene ? hvis de ikke spiller sammen i en større organisk sammenhæng. Og det vil jeg synes er en glimrende erkendelse. Hvorfor skal man igennem 182 sider for at nå den erkendelse? - Jeg tror ikke, det kunne gøres kortere. Læs mere om bogen og køb den via det officielle website. Mikkel HAVE Backstage Fri, 25 May 2012 10:50:28 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/25/rasmus-navntoft-pa-sporet-af-thomas-mann/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=rasmus-navntoft-pa-sporet-af-thomas-mann Med sin nye bog, Thomas Mann ? på sporet af en ny humanisme, endevender idéhistorikeren, kulturanalytikeren og kommunikationsmanden Rasmus Navntoft den tyske Nobelprismodtagers forfatterskab. Resultatet er en samling tankevækkende analyser og betragtninger, som er særdeles vedkommende, når det drejer sig om at forstå den eksistentielle krise, som Europa netop nu befinder sig i. Ord & foto: Mikkel Elbech ?Den europæiske tanke er lige så splittet som den altid har været. Europa er på det idémæssige plan så skizofrent som det altid har været. Hvis der er sket et fremskridt ? og det er der selvfølgelig, når en europæisk krig ikke umiddelbart forekommer at være en nærliggende mulighed ? så er det et fremskridt der handler om at viljen til fred er styrket. Ikke et fremskridt, der handler om at de konfliktlinjer der førte til krig, og potentielt stadig kan føre til krig, er udvisket.? Sådan skriver Rasmus Navntoft i sin bog, Thomas Mann ? på sporet af en ny humanisme, som netop er udkommet på forlaget Per Kofod. Via den tyske Nobelprismodtagers forfatterskab fører Navntoft læseren gennem det 20. århundredes to verdenskrige og videre frem til i dag, hvor ? som citatet fortæller ? Europa nok engang er placeret midt i en krise. Europas krise handler i sin kerne ikke om økonomi og finanser. Det er derimod en eksistentiel krise. Kontinentet har mistet sin sjæl, og den demokratiske idé udfordres til stadighed af alternative politiske idéer og styreformer. Det grundlæggende spørgsmål er således, om dem, der hævder at være demokratiets forkæmpere og betragtes som dets forkæmpere, i virkeligheden er dets forkæmpere? Eller om dem, der nu kæmper for at udstyre de europæiske nationalstater med et væld af nationalistiske mytologier, i virkeligheden er demokratiets sande venner? Behovet for en demokratisk mytologi Dette spørgsmål optog Thomas Mann, som på den ene side erkendte, at kultur kun er mulig som mytologi ? som en poetisk og dramatisk, fællesskabsskabende grundfortælling om de dybe, irrationelle urkræfter der behersker livet og binder menneskene sammen. Den grundfortælling, som i historiens løb er blevet kaldt alt fra Gud, kærlighed, begær og lyst, til livsviljen og viljen til magt. Og som i mellemkrigstidens Tyskland gik under navnet Det Tredje Rige. På den anden side erkendte Mann, at man ikke kan grundlægge en kultur på abstrakte, følelseskolde og blodfattige principper som frihed og lighed, der ikke strukturerer en håndgribelig, kødelig, spændende og følelsesladet fortælling om hvad livet er, men kun siger noget om hvordan det bør være. Derfor er der behov for en tredje mulighed: En demokratisk mytologi. Den fortælling, som både imødekommer det almenmenneskelige behov for poesi og demokrati. Som netop indfanger livet, som det er, og som det bør være i én og samme overordnede fortælling. I en kombination af indsigtsfulde og nytænkende diskussioner af hovedværker i Manns forfatterskab ? Buddenbrooks, Døden i Venedig, Doktor Faustus, Trolddomsbjerget, Josef og hans brødre og Loven ? og aktualiserende, idéhistoriske essays afsøger Navntoft et af litteraturhistoriens mest vedkommende analyser af idéernes kamp, sådan som de har udspillet sig ? og i høj grad stadig udspiller sig ? på vores eget kontinent. I dette dybdegående interview fortæller Navntoft om den fascination af Mann, som har drevet ham til at begå en bog om hans forfatterskab, ligesom han giver en indføring i forfatterens mildest talt markante ideologiske udvikling fra radikalkonservativ nationalist til demokratiets fortaler. Desuden fortæller Navntoft om de aktuelle perspektiver i hans projekt, ligesom han leverer talrige eksempler på, hvordan Europas eksistentielle krise kommer konkret til udtryk.  Et tankevækkende og uhyggeligt univers Hvor opstod din oprindelige fascination af Thomas Mann? - Den opstod tidligt i min studietid, hvor jeg på en lidt tilfældig måde fik stukket Døden i Venedig i hånden. Jeg havde den med på en rejse og syntes bare, at det var en fuldstændig fantastisk novelle. Samtidig havde jeg en kæreste på det tidspunkt, som kendte Thomas Mann betydeligt bedre end jeg selv gjorde. Vi gik på det samme studie ? Idéhistorie på Aarhus Universitet ? og vores interesser smittede så meget af på hinanden, at vi begyndte at læse det samme. Hvad var det næste, du læste af ham? - Det var Buddenbrooks, og så Doktor Faustus. Så gik der faktisk nogle år, hvor jeg ikke beskæftigede mig så meget med ham ? men så tog jeg det op igen senere, stadig i forbindelse med studiet, og læste Trolddomsbjerget, som jeg synes var helt fantastisk, og som jeg besluttede mig for at skrive speciale om. Så det var en meget studiebetinget fascination, jeg oprindeligt havde af ham, kan man sige. Er det grundlæggende den samme fascination, du har af Thomas Mann i dag? - Både og. Det er den samme for så vidt, at der er noget helt grundlæggende ved hans litterære univers, som virkelig fascinerer mig, og som jeg synes er tankevækkende og uhyggeligt på samme tid. Men jeg føler også, at det virkelig giver meget, når man beskæftiger sig helt indgående med et værk, som for eksempel Trolddomsbjerget. Man kommer meget dybere ned i det og opbygger på den måde en fascination på et andet niveau. Prøv at beskrive, hvad det er, det giver at kende et værk så indgående. - Med store litterære klassikere oplever man ofte dét, at man ser, hvor gennemkomponeret værket er ? hvor fascinerende et kunstværk, det egentligt er. Det er ligesom med et maleri eller et musikstykke, hvor man oplever detaljerne på en helt anden måde, og man kan begynde at se, hvordan værket virkelig er tænkt. Hvad er det så i dét perspektiv, der har været fascinerende ved Mann? - Det er, at det er helt uhyre tankeværker ? mere end at det er fremragende bøger. Det er tunge bøger ? intellektuelle romaner ? som ofte rummer meget dybe filosofiske refleksioner, og derfor går der måske lidt tabt på handlingsniveauet. Det er ikke værker, der vil gøre sig godt på film. Er det for meget at sige, at Manns forfatterskab opfylder det samme behov hos dig, som Biblen opfylder hos andre? - Jeg kan godt se analogien. Hans forfatterskab er en grundfortælling om en epoke og en kultur, som på et bestemt idémæssigt plan er den samme kultur, som vi stadig befinder os i. Så i den forstand, ja, kan jeg godt acceptere det. Alligevel skal man passe på med at sammenligne et litterært værk med Biblen, for Biblen har jo struktureret to et halvt tusinde års europæisk kulturhistorie og er det grundlæggende fundament for en af verdensreligionerne. Men jeg kan godt acceptere, at både Biblen og Manns forfatterskab rummer en konstruktion af en kulturel fortælling. Misforhold mellem den litterære og den offentlige Mann I hvilken grad er det et krav, at man har et grundigt kendskab til Mann, når man skal læse din bog? - Jeg synes ikke det er et krav. Det er måske ikke nødvendigvis vigtigt, at man specifikt kender til Thomas Mann ? det er vigtigere, at man generelt har en vis kulturhistorisk interesse. Du refererer i bogen ofte til handlinger og udsagn fra Mann, som ligger uden for hans egentlige forfatterskab. Hvordan vil du karakterisere den rolle, som Thomas Mann ? den fysisk levende person ? spiller for din læsning af ham og hans værker? - Der består et underligt forhold, et misforhold, mellem Manns litterære værker og hans offentlige taler og essays. De litterære værker er tit meget tvetydige og fyldt med ambivalens, hvorimod specielt hans politiske taler er meget mere simple og ligefremme. Det har selvfølgelig noget at gøre med den rolle, som han som forfatter havde i offentligheden. Man skal huske, at han levede på et tidspunkt, hvor der skete virkelig meget i Europa, og hvor det på et tidspunkt var absolut nødvendigt, at der blev taget entydigt parti for demokratiet og mod Hitler ? og det var han meget sen til at gøre. Det skete først i 1936, som må siges at være ekstremt sent, når man tænker på, at Hitler kom til magten i 1933, og at nazisterne længe havde hærget Tyskland. Så der er en tendens i Mann-forskningen til at tænke, at det ikke er den rigtige Thomas Mann, der er på spil i de politiske taler. Det er jeg sådan set i en vist omfang enig i. Man kan godt læse hans taler og essays og så føle, at der er en halvdel af ham, der mangler. Det hele bliver tit meget entydigt, fordi han tager parti for nogle bestemte principper. Omvendt er der også mange glidninger mellem talerne og de litterære værker. Der er steder, hvor der decideret er afsnit og nøglesætninger, som går igen. Og det peger selvfølgelig på, at der alligevel er en glidning mellem de to personer. Litteraturen er et eksperimentarium, en verden af symboler og metaforer, hvor man kan lege med virkeligheden og skabe sære tankekonstruktioner. Det kan man ikke, når man står på talerstolen, mens nazisterne hærger éns hjemland. Hvad har alt dette betydet for din tilgang til Mann? - Det er jo en bestemt måde at tænke på hos Mann, som jeg har forfulgt. Og så har jeg nok været lidt ligeglad med, hvad han siger det ene sted og det andet sted, fordi jeg under alle omstændigheder opfatter hans litterære værker som en konstruktion ? altså noget, som er konstrueret af nogle tanker, nogle metaforer og litterære handlingsmønster, som tilsammen danner en mening. Som så i Manns tilfælde altid handler om det tidlige 20. århundredes kulturelle konflikter. Fra nationalist til demokratiets fortaler Hvordan vil du karakterisere den ideologiske udvikling, som Mann gennemgår i perioden fra starten af det 20. århundrede og frem til sin død i 1955? - Der sker rigtig meget. Da han debuterede med Buddenbrooks i 1901, havde han oplevet og levet 25 år i et fredeligt Europa. En periode, hvor det er gået fremad, og hvor man tror på det teknologiske, det kulturelle og det videnskabelige fremskridt. Man tror på, at det kan blive en bedre verden. Det var en fredelig og harmonisk tid, hvor de demokratiske tankemønstre havde gode vækstbetingelser ? og en tid, som sluttede brat med Første Verdenskrig i 1914. I den periode er han relativt apolitisk i sit forfatterskab. Hvad sker der så med ham under Første Verdenskrig? - Her skriver han et yderst selvbiografisk essay, Et upolitisk menneskes betragtninger, der i dén grad er et forsvar for tysk kultur ? for dens verdensfjernhed og dybde, og omvendt også et forsvar for, at Tyskland ikke skulle udvikle sig til et demokrati. Han er i dén grad på tysk side under krigen, og han fører en lang og personlig krig mod sin storebror, Heinrich Mann, som også var forfatter og endnu mere kendt end ham på det tidspunkt. Heinrich var nemlig på demokratiets side, og det førte til, at de ikke talte sammen i mange år. Hvordan oplever han mellemkrigstiden? - Han havner i det desillusionerede tomrum, som krigen efterlod. Frem for at have været en krig, der fik sat Europa på plads én gang for alle, og som havde gjort det muligt efterfølgende at kunne kigge frem, så havnede man i noget endnu værre i mellemkrigstiden. Der opstår fuldstændigt hysteriske politiske konflikter over hele Europa og selvfølgelig i særdeleshed i Tyskland. Og Mann ser, at det er farligt bare ubetinget at stille sig som modstander af demokratiet. Og så sker der dét, at han i 1922 træder frem og holder en tale, hvor han nærmest bliver buhet ud, men hvor han tilslutter sig Weimar-republikken og dens forsigtige ansatser til demokrati. På det tidspunkt er Weimar-republikken en heksekedel af kulturel konflikt og politisk terror. Tysklands udenrigsminister, Walther Rathenau, bliver myrdet, og både fra højre og venstre side fyger det med ekstreme holdninger. Trolddomsbjerget er skrevet i perioden fra 1912 til 1924, et stræk på tolv år fra før første verdenskrig, hele perioden under og de første fem-seks år af mellemkrigstiden. Så det er en periode, hvor han går fra at være, hvad man på et intellektuelt plan kan kalde nationalist, til, i hvert fald udadtil, at stå på demokratiets side. Det er kun udadtil? - Det er tydeligt, at der ikke sker nogen stor forandring indadtil. Demokratiet er ikke en hjertesag. Han finder det moralsk nødvendigt at støtte op om, men det er ikke noget, som er et indre anliggende for ham. Omvendt kan han jo se, at hvis man står på den anden side af demokratiet, så ender det i terror og vold. Hvorfor er han så sen til at tage demokratiet i forsvar? - Det skyldes i høj grad to ting. Han er bange for sine bøger. Han opfatter sig selv som det 20. århundredes Goethe ? den, der kender og bærer det tyske i sig, og som skal forsvare det mod kritik. Hans tøven med at lægge direkte afstand til Hitler er nærmest en decideret kujonagtig adfærd. Den anden side af sagen er, at der jo også er mange ting i det kulturelle verdensbillede, som Hitler skaber, som i store træk flugter med Manns eget verdensbillede. Og det handler ikke kun om Mann, men om at nazismen er udsprunget af nogle bestemte strømninger, som ikke i deres udgangspunkter var nazistiske. Allerede under Første Verdenskrig var hele den radikale konservatisme en ret massiv strømning, som handlede om, at man skulle gå bag om hele oplysningsprojektet og finde en slags nyt mytologisk grundlag for Europa. Og det er den mytologi, der kommer til at hedde Det Tredje Rige i Hitlers terminologi, men det er egentlig bare en videreudvikling af en søgen, der fandt sted en del år før Hitler kom til, og som Mann også var en del af. Hvorfor blev han så landsforvist? - Der sker dét, at Mann og hans kone skal på foredragsturne i Schweiz i starten af 1933, og mens de er væk, kommer nazisterne til magten i Tyskland ? og så havner han på den sorte liste over degenererede forfattere. Så lever han i eksil i tre år, inden han i 1936 går ud og lægger fuldstændig, officiel afstand til Hitler og entydigt erklærer, at han står på de allieredes side ? for at redde Tyskland. Det er jo en udmelding, som mange synes kommer meget sent, og som han bliver presset til at komme med ? blandt andet af sine egne børn. Er han så endegyldigt på demokratiets side fra 1936 og frem? - Udadtil står han meget entydigt på demokratiets side. Det er det eneste rigtige at gøre. Men det er tydeligt at se, at han stadig er i tvivl indadtil. I hans dagbog fra den tid beskriver han, hvordan han er ved at forberede sig til et demokratipromoverende foredrag ? som han holdt en lang række af, først og fremmest i USA, som han flygtede til ? og her gør han sig tanker om, hvor vidt han selv tror på det, han siger. Hvor vidt han prædiker en demokratisk ideologi, som han ikke selv tror på. Men han fortsætter selvfølgelig ud af det spor og bliver en slags ikon for det gode Tyskland ude i verden. Det holder Anden Verdenskrig ud. Der findes det foredrag, der hedder Tyskland og tyskerne, som blev holdt i maj 1945 i Washington, lige efter tyskerne havde kapituleret, og her hopper Mann tilbage til, ikke det gamle, nationalkonservative standpunkt, men til et standpunkt, der er betydeligt mere behersket, hvad angår demokratiet. Og som selvfølgelig handler om, at nu er den værste fare overstået, og så der er plads til noget andet. Når situationen spidser til, bliver man nødt til at stille sig på demokratiets side, men da man havde fået udryddet Hitler, kunne det jo være at demokratiet tog sig anderledes ud, eller i hvert fald at demokratiet ikke var det eneste svar. Den tankevækkende sygdomsmetafor Sygdomsmetaforen er gennemgående i Manns forfatterskab. Hvordan vil du karakterisere den rolle, som metaforen spiller i hans værker? - Han bruger den til at skildre kulturelle konflikter. Han tager altid afsæt i det lykkelige, gamle samfund fra barndommen ? borgerskabets samfund, det sene 19. århundredes kultur, som jo er en kultur med fokus på fornuft og moral, på arbejde og fremskridt, på livets vækst og samfundets udvikling. Det er det borgerskab, der repræsenterer meget væsentlige elementer af oplysningstidens dagsorden ? en kultur, hvor mennesket indsætter sig selv som øverste bestyrer, og en kultur som samtidig er godt på vej til at indfri demokratiets idemæssige potentiale, civilisationstanken, og til at skabe en ny kultur med afsæt i det menneskelige og menneskets evne til at kontrollere livet gennem fornuft og morak. Det syge er i udgangspunktet alle kulturelle forestillinger, der fraviger dette spor ? alle de nye mytologier, der opstod i starten af det 20. århundrede. Hvad anså Mann selv for at være sundt og sygt, hans ideologiske udvikling in mente? - Det er det, der kan være svært at lokalisere. Hele glidningen mellem sygdom og sundhed er en bestemt måde at iscenesætte de kulturelle skel på, og det er noget der altid i talesættes som en konflikt mellem moral og lyst. Lysten bliver det syge, fordi, hvis man lever et liv i lystens tegn, så har du undermineret enhver form for bestræbelse på at afrette livet rent moralsk. Så har du sagt farvel til demokratiet og civilisationen og andre fornufts- og etikbaserede samfundsformer. Og derfor er det altid individuel lyst, der spejler det kulturelle fald hos Mann. Og i hans univers er det jo sådan, at politiske mytologier, som eksempelvis Det Tredje Rige, spejler en form for lyst. Det er lysten i den politiske form, en form for eksalteret, orgastisk politik. Det er den ufornuftige form for politik, hvor du glemmer oplysningens etiske grundprincipper. Den oplysning, der trods Manns kritik af den, strukturerede det Europa, han tænkte og skrev i. Hvad er det, der sker med Troldomsbjerget, hvor Mann virkelig udfolder sygdomsmetaforen? - Det er her, der fødes en erkendelse af, at det er umuligt at sige, hvad der er sundt, og hvad, der er sygdom. Og det er det, der gør sygdomsmetaforen er så refleksiv og dynamisk ? fordi den handler om, hvordan grænserne mellem sygdom og sundhed forskydes, og hvordan det egentligt er umuligt at afgrænse de to fra hinanden. Det gør det til en ekstremt god model, når man skal beskrive, hvordan kulturelle udviklingsprocesser rent faktisk finder sted. Som med krisen, der præger Europa. Her er man fikseret på, at man enten har et demokratisk spor, man kan følge, eller også har man et nationalistisk spor man kan følge. Et spor, som består af et væld af nationale mytologier ? stort set en for hver nationalstat. Og så står man med det valg, at enten kan Europa følge det, der er et forudrettet demokratisk spor, eller også kan man vende tilbage til de nationale mytologier igen og afskaffe EU. Det virker jo som en meget ufarbar måde at gå til det på. Vi kan jo nemt pege på det nationalistiske spor og forklare, hvorfor det er farligt at følge. Men det demokratiske spor er i sagens natur også farligt, i den forstand, at hvis det fortsætter uden folkelig opbakning til det, så bliver det demokrati uden demokrati, og det kommer også til at ende galt ? hvad det jo allerede gør med forskellige former for oprør rundt om i Europa. Og det kan jo heller ikke kan være den rigtige model for Europa, hvis en elite af politikere og erhvervsfolk skal gøres til fortalere for et fælles Europa, som ikke også er baseret på et folkeligt fundament. Hvorfor er du så personligt så begejstret sygdomsmetaforen? - Fordi den viser, hvordan sundhed og sygdom hænger sammen, og hvordan poler, der i udgangspunktet er modsatrettede, på mærkelig vis forskyder sig og glider over i hinanden. Det synes jeg er virkelig interessant, for det er den måde, jeg oplever udviklingen på i dag. Et væld af ideer og tanker om, hvordan den kulturelle bør være, er filtret ind i hinanden i et uoverskueligt net. Og det er svært at udpege det spor, der bør udgøre Europas fremtid. Hvor ser du eksempler på disse forskydninger i virkelighedens verden? - Et godt eksempel er det, der er sket i Danmark over de sidste ti-femten år. Det er tydeligt for enhver, at der er kommet et større fokus på det nationale, og i et eller andet omfang er der fundet en nationalistisk ånd frem med Dansk Folkeparti, som er i stand til at positionere sig som et parti, der på visse punkter reagerer mod demokratiet. De følger nogle bestemte antidemokratiske mønstre i forhold til at tildele bestemte borgere bestemte rettigheder, og omvendt udpeger de grupper, som ikke bør have de samme rettigheder som andre. De kaster ikke et demokratisk blik over befolkningen, men snarere et nationalistisk, som fører os tilbage til at én kultur er bedre end en anden, samtidig med at de i andre sammenhænge insisterer på at være dem, der forsvarer demokratiet. Som når de siger, at andre partier giver for meget efter for ikke-danske kulturer og ikke-danske borgeres krav, og dermed slække på demokratiet. Der sker bestemte gnidninger, hvor de i én sammenhæng kan anskues som demokratiets fortalere, og i andre sammenhænge går de imod det, så de kommer til at være på begge sider. Samtidig kan man se, at der er sket en bevægelse i Danmark de sidste ti-femten år, hvor vi har flyttet vores fokus på demokratiet, som det sæt af principper, vi samles om, til at vi nu har givet det en national udformning. Det er gået fra at være et demokrati til at være et dansk demokrati. Der er kommet en form for danskhedsfundament under demokratiet, som også gør at Dansk Folkeparti kan kræve bestemte rettigheder til nogle personer og nægte andre grupper det tilsvarende.  Demokratiet bygger på verdensfjerne principper Mann taler om Europas behov for en demokratisk mytologi. Hvordan forstår du begrebet mytologi i denne sammenhæng? - En mytologi er karakteriseret ved at være en spændende, dramatisk og fællesskabsopbyggende fortælling om livet. Hitlers mytologi om Det Tredje Rige er et pragteksempel på en mytologi, fordi det er en stærk fortælling om Tyskland og den tyske kulturs særegenhed ? om det, der gør den både bedre, stærkere og mere rigtig end alle mulige andre kulturer. Mytologien fortæller en historie, som strækker sig tusind år tilbage i tiden, om hvordan det tyske folk opstod, og hvordan tyskerne var bundet sammen af blodets bånd, og det er jo en meget stærk og emotionel fortælling. Hvad er udfordringen i forhold til at skabe en demokratisk mytologi? - Problemet, er, at demokratiet ofte ikke er i stand til at levere sådanne fortællinger. Demokratiet er jo en ekstremt fornuftsbaseret og blodfattig måde at strukturere et samfund på, fordi det er baseret på nogle principper, som i realiteten taler til vores bedre jeg. Det handler om, at alle skal have rettigheder og medbestemmelse. Det gode argument skal vinde, og det skal diktere samfundsudviklingen. Demokratiet er meget fornuftigt og retfærdigt og som sådan en smuk måde at organisere samfundet på, men det har også svært ved at levere poesiens samlingskraft. Og det er derfor at man hos højrefløjen føler, at der er et hul i det danske demokrati. Så her går man ind og skaber et nyt fundament ? en fortælling om det danske, som man tager så langt, at man får gjort de demokratiske principper danske. Demokratiet bliver mytologiseret i nationalismens navn. Man får det til at lyde som om, at de demokratiske principper er særligt danske ? at vi er så gode til at leve sammen i fred og harmoni, og at det er særligt dansk at tage vare på ytringsfriheden. Altså principper, som egentligt ikke er opstået i Danmark, men som man prøver at lægge et nationalistisk fundament under, således at demokratiet bliver ekskluderende og diskriminerende. Hvad er det, Mann kritiserer ved demokratiet? - Det er oplysningsdagsordenen ? ud fra det rationale, at den bygger på verdensfjerne principper, som nok er smukke og fine, men som ikke forholder sig til menneskelivet, som det rent faktisk er. Det får en ekstrem idealisme over sig, som han også synes er farlig. Den har ikke noget med virkeligheden at gøre, og når man sigter så højt over virkeligheden, bliver det farligt. Det, han kommer på sporet af, er, at hele det mytologiske skal forenes med væsentlige elementer af demokratiske principper. Og det vil i hans verden sige, at det kun kan ske ved, at demokratiet selv bliver til en mytologi. Hvordan skulle det ske? - Det kan kun ske, hvis man får skabt en kulturel grundfortælling, hvor de demokratiske principper spiller en fundamental rolle.  Hvem skal formulere den grundfortælling? - Det er der jo ikke nogen, der som sådan skal. Det er jo ikke engang noget, Mann selv bestræber sig på at formulere. Men der ligger en bestemt refleksion i Trolddomsbjerget, hvor han forsøger at sammentænke alle disse ting. Man følger en ung eventyrer, Hans Castorp, der er på en helt traditionel dannelsesrejse, hvor han bliver konfronteret med stort set alle de mytologier, der har hærget Europa de sidste 2000 år, siden det gamle Grækenland og frem til den moderne oplysningstænkning, det borgerlige samfund og det demokratiske spor. Værket formidler den proces, hvor han hele tiden prøver at navigere mellem de forskellige standpunkter for at få dem til at mødes. På den ene side dekonstruerer han dem for at vise, at de ikke kan leve op til deres egen påstand om det gode liv, og på den anden side viser han, hvordan de her forskellige verdensbilleder glider over i hinanden. Men det hele sker i billedlig form. Det er et litterært værk, så det er symboler og metaforer, som ikke giver endelige svar. Det er ikke en ny ideologi, og det er ikke en opskrift på, hvordan man kan skabe en demokratisk mytologi, men snarere et bud på, hvordan man kan tænke de forskellige spor sammen. Eller i hvert fald prøve at gøre det. Som jeg ser det, handler det om oplysning. Det handler om den oplysningsproces, hvor et litterært værk som Trolddomsbjerget ? og mange andre for den sags skyld ? spiller en central rolle, fordi der er nogle bestemte overvejelser og tankemønstre og refleksioner på spil, som er interessante i dag.  Menneskerettighederne og den næstekærlige velfærdsstat I forhold til de her såkaldt blodfattige begreber ? frihed og lighed ? kunne man så ikke argumentere for, at de netop ikke er blodfattige, fordi de netop gør plads til forskellighed i fortolkningen af, hvad livet er ? fordi de skaber et rum, som en samlet demokratisk mytologi ikke ville kunne skabe på samme måde? - Altså, en demokratisk mytologi er jo vitterligt et tankeeksperiment, og man kan sige, at i den bedste af alle verdener skulle en demokratisk mytologi i sin grundfortælling rumme denne plads til forskellighed. Det er svært at forestille sig, hvordan det ville kunne lade sig gøre, i hvert fald på et overordnet, principielt niveau. I lyset af den krise som Europa står i nu, er det tydeligt, at man bliver nødt til at finde en tredje vej, som ikke er den eksisterende demokratiske, men som heller ikke er den eksisterende nationalistiske. Der er ligesom et behov for, at de forskellige højre og venstre sider mødes. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at der i det små sker mange glidninger mellem demokrati og mytologi. Som for eksempel menneskerettighederne. I udgangspunktet tænker man menneskerettigheder som et demokratisk begreb ? altså noget, som er undfanget på demokratiets grund og i oplysningens navn. Præsterne i Dansk Folkeparti argumenterer altid for, at menneskerettighederne er kristne i deres oprindelse, og det synes jeg ikke uden videre, at de har ret i ? men de har ret i den forstand, at hele forudsætningen for at tænke hele lighedstanken, er jo omvendt at det enkelte menneske har en særlig unik værdi i sig selv. Og det er jo ikke en tankegang som i sit udgangspunkt er demokratisk. Det er en gammel kristen tankegang, men dengang havde det enkelte menneske bare en særlig og unik værdi for Gud ? og ikke for andre mennesker som sådan. Det er en religiøs ide, som har levet videre, da Europa overgik fra at være en kristen kultur til en kultur, der blev formet i oplysningens tegn, og som lever videre i dag og som er trods alt er en af hjørnestenene i det moderne demokrati. Det er et eksempel på, hvordan forestillinger fra et demokratisk og mytologisk univers møder hinanden. Har du andre eksempler på sådan et møde? - Jamen, hele velfærdsstatstankegangen. På den ene side har du en stat af rettigheder, som i høj grad er undfanget på demokratiets grund, men på den anden side har du også en stat, som er så generøs, at den nærmest får karakter af praktiseret næstekærlighed i statslig form. Det er ikke bare et spørgsmål om, at du som borger har nogle bestemte rettigheder ? du bliver også holdt oppe af en kærlig faderhånd. Hele den omsorgstanke er jo i udgangspunktet ikke en oplysningstankegang. Det er noget, som man også kunne sige var en kristen tanke ? en overflodsetik, hvor der er et disproportionalt forhold mellem dem, der giver, og dem, der får. Hvis du for eksempel har et barn med en kæreste, og du så møder en ny kæreste, og du gerne vil have et barn med ham eller hende, men ikke kan få det af naturlig vej ? så kan du få det via kunstig befrugtning på statens regning. Og det kan du så potentielt gøre igen og igen, hver gang du møder en ny kæreste. Og det er da en poetisk tanke, at man kan gå ud og forelske sig påny og få et barn på statens regning. Det synes man er en rettighed ? men det er da også en overflodstanke. Uforsonligheden i nutidens Europa Du taler om den åndelige uforsonlighed, der har præget og stadig præger Europa. Hvor ser du yderpunkterne i denne uforsonlighed, som den tager sig ud i nutidens Europa? - Jamen, jeg synes, at den gør sig gældende overalt i Europa. Og den gør sig også gældende landene imellem. Det, jeg synes er særlig foruroligende, er ikke, at der er forskellige standpunkter, der florerer, eller at der er modsætningsforhold mellem forskellige politiske partier eller kulturelle grupperinger ? men det er måden, som hele dialogen er struktureret på. Der er mange eksempler synes jeg, også fra dansk politik i de seneste år. Klimaet har jo været decideret hysterisk. Der var en stil under Fogh, hvor kritik blev affejet med en kommentar om, at der intet var at komme efter. Den måde at drive politik på ? i et samtalende demokrati, som man kalder det danske ? er jo fuldstændig absurd. Og det synes jeg ikke kun gør sig gældende på højrefløjen ? det gælder i høj grad også for venstrefløjen. Man har frabedt sig den dér stædige insisteren på dialog og på, at man skal respektere hinanden indenfor dialogens rammer. Hvor ser du ellers disse tendenser udspille sig i konkret form? - De udspiller sig for eksempel også i Ungarn, hvor der er ekstreme nationalistiske bevægelser på spil. Og i Italien, hvor Berlusconi i mange år har praktiseret en voldsom magtfuldkommenhed. Man kunne også se det i hele den måde, som grænsestriden mellem Danmark og Tyskland udspillede sig på sidste sommer. Man står ikke bare og argumenterer for hvert sit standpunkt. Tyske diplomater går ind og spiller på, at Danmark virkelig også er blevet et anti-Europæisk land, og omvendt går danske politikere ind  i sagen og kalder Tyskland for en neurotisk nation. Der er en form for nedladenhed i hele den måde, som dialogen føres på. Man kan godt sige, at det fører tilbage til diskussionen om tonen, som også har været dominerende, i hvert fald i dansk indenrigspolitik. Et eller andet sted betyder den meget, fordi det ikke bare er et spørgsmål om, hvorvidt man er grov overfor hinanden, men også et spørgsmål om, hvor demokratisk du er i din tankegang. Det er ikke specielt demokratisk at stille sig op i Folketingets spørgetime og bare sådan sige, at der ikke er fugls føde på en eller anden sag. Det er ikke demokratisk dialog. Det står ikke nødvendigvis værre til i Danmark end andre steder i Europa, men jeg synes tendenserne har været tydelig her også. Hvor vigtig er den aktuelle dimension af din bog? - Når jeg har kastet mig over det her projekt, så er det selvfølgelig fordi jeg synes, det har en aktualitet over sig. Jeg synes, det er meget tydeligt, at de kulturelle konflikter, der fandtes i mellemkrigstiden ? som var dem Thomas Mann beskrev ? er de samme kulturelle konflikter, der florerer igen i dag. Det kan godt være, at tingene hedder noget andet ? det er jo ikke fordi nazismen fylder voldsomt meget i nutidens verdensbillede. Men det gør de tankemønstre, der ligger bag nazismen. Så på den måde har den aktuelle vinkel været meget vigtig for mig. Trolddomsbjerget skulle med på en øde ø I hvilken grad er du mest af alt ude på at begejstre læseren for Manns forfatterskab og få vedkommende til at dykke ned i det? - Det synes jeg da er en væsentlig ting, men det allervæsentligste er, at Mann bliver brugt i dag. Der ligger en guldgrube af tænkning, ikke kun hos ham, men i hele verdenshistoriens litteratur, som jeg ikke synes man skal glemme. Hvis du kun måtte tage én af Manns romaner med på en øde ø, hvilken ville du så vælge? - Så ville jeg vælge Trolddomsbjerget. Hvilken passage fra hans samlede forfatterskab står som den allerstærkeste for dig? - Hele min tilgang til Thomas Mann bunder jo i et bestemt kapitel i Trolddomsbjerget, så på den måde står det stærkest. Det er det kapitel, som jeg påstår er nøglen til at læse hans forfatterskab. Det er et kapitel på 20-25 sider, hvor hovedpersonen studerer forskellige bøger om det organiske liv ? simpelthen værker om biologi, botanik, anatomi og patologi. Det kapitel står stærkt på grund af de tankeperspektiver, der er i det, men hvis det skal være ovre på den mere litterære side, så står hele djævlesamtalen i Doktor Faustus stærkere. Det er også et kapitel på 20-25 sider, som selvfølgelig er meget mere spændende, rent litterært.  Hvorfor? - Fordi det for det første er utroligt sjovt ? der er så mange groteske og elegante udsagn. For det andet har det et andet spændingsniveau. Det er djævelen, der taler med den stakkels komponist ? det er pænt uhyggeligt. Et bidrag til oplysningsprocessen Hvem vil du blive særlig begejstret for, hvis vedkommende læste din bog? - Jeg tror altid, man vil blive begejstret, hvis man fandt ud af, at folk, der er med til definere, hvad der er op og ned i vores samfund, læste den. Folk, som i højere grad end andre er med til at definere den kulturelle udvikling i Danmark. Og et sted håber jeg også, at den bliver læst af dem, som den først og fremmest henvender sig til ? det vil sige folk, der interesserer sig for kulturhistorie og litteratur.  Men det er svært lige at pege på, hvem jeg gerne vil have skal læse bogen. Det er ikke fordi jeg forventer, at bogen som sådan skal omsættes til praksis. Det er ikke det, der er tankegangen med det. Du vil ikke ændre verden? - Nej. Hvorfor egentligt ikke? - Jamen, det tror jeg ikke, man kan. Ikke på den måde. Det er et led i en lang proces. Jeg uddrager det af Manns værker, som jeg synes er interessant og relevant for min samtid, og det bruger jeg i mit lille arbejde på at udvikle den her samfundskultur. Den er jo et bidrag til oplysningsprocessen.  Så er der vel også tale om en ændring? Altså ikke en radikal ændring, men ikke desto mindre en ændring. - Ja, en indirekte ændring. Nej, også en direkte ændring. Men på samme måde som med biologisk evolution, hvor man ikke ser forandringen fra den ene dag til den anden, men hvor det jo ikke betyder, at den ikke finder sted. - Ja, okay. Det synes jeg, du har ret i. Sådan en oplysningsproces handler jo om at sætte tanker i gang og om at give folk muligheden for at anskue verden på en lidt anden måde. Og det er klart nok, at hvis man bare får drejet folks hoveder en lille smule, så er den evolutionære proces, som du beskriver, kommet et lille stykke af vejen. På den måde har du ret.  Hvilken erkendelse håber du især, at man som læser vil tage med sig, når man er igennem bogen? - En bog som denne skal ikke give et færdigt svar. Men den skal skabe et refleksivt rum. Jeg kunne godt tænke mig mere refleksive overvejelser over, hvordan forskellige kulturelle præferencer og paradigmer kan spille sammen ? frem for den stædighed, som også bliver en selvtilstrækkelighed og en lukkethed omkring ens eget. Så er det en tankefigur, som gerne skal sætte tanker i gang. Det handler ikke om ? heller ikke hos Mann selv ? at der skal gives et bestemt svar på de her ting, men i stedet om, at du godt kan kaste et blik på alle de åndelige og kulturelle konflikter, og når du tænker over det igen og igen, så kan du se, hvordan de adskiller sig fra hinanden og på et andet niveau spiller sammen. At de alle sammen bliver farlige, hvis de står alene ? hvis de ikke spiller sammen i en større organisk sammenhæng. Og det vil jeg synes er en glimrende erkendelse. Hvorfor skal man igennem 182 sider for at nå den erkendelse? - Jeg tror ikke, det kunne gøres kortere. Læs mere om bogen og køb den via det officielle website. Mikkel HAVE Backstage Fri, 25 May 2012 10:50:28 +0100 http://makeupautist.com/post/23723436910 Icy blue eyes! Not for the shy! Makeupautist Fri, 25 May 2012 09:11:40 +0100 http://camillakjems.com/2012/05/24/talk-about-slap-rygrad/ I sidste uge afholdt vi FEMINAs kvindeløb i København. Og som chefredaktør var jeg selvfølgelig tvunget til at løbe med. Og jeg må sige at dagen var et pinligt stjerneeksempel på min mildest talt slappe rygrad. Efter at være blevet overhalet af velløbende og langbenede damer i hobetal – ældre som unge (blev også overhalet [...] camillakjems Thu, 24 May 2012 21:45:14 +0100 http://makeupautist.com/post/23602329595 catwalkqueens: Emily Baker backstage at Derek Lam Fall 2012 Love the smudgy, drawn on eyelash effect! Makeupautist Wed, 23 May 2012 12:07:51 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/22/nicolaj-kopernikus-robert-hansen-og-den-eneste-ene/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=nicolaj-kopernikus-robert-hansen-og-den-eneste-ene https://vimeo.com/42621264 I Glassalen i Tivoli har et stort, stjernespækket cast den sidste halvanden måneds tid øvet på højtryk for at blive klar til premieren på Den Eneste Ene ? The Musical i morgen. HAVE Backstage mødte Nicolaj Kopernikus og Robert Hansen, der henholdsvis spiller rollerne som Niller og hans gode ven Knud. Vi hørte dem her, hvilke tanker de gjorde sig, da de blev tilbudt rollerne i musicalen til denne kendte film. Nicolai HAVE Backstage Tue, 22 May 2012 16:02:55 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/22/nicolaj-kopernikus-robert-hansen-og-den-eneste-ene/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=nicolaj-kopernikus-robert-hansen-og-den-eneste-ene I Glassalen i Tivoli har et stort, stjernespækket cast den sidste halvanden måneds tid øvet på højtryk for at blive klar til premieren på Den Eneste Ene ? The Musical i morgen. HAVE Backstage mødte Nicolaj Kopernikus og Robert Hansen, der henholdsvis spiller rollerne som Niller og hans gode ven Knud. Vi hørte dem her, hvilke tanker de gjorde sig, da de blev tilbudt rollerne i musicalen til denne kendte film. Nicolai HAVE Backstage Tue, 22 May 2012 16:02:55 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/21/nikolaj-lie-kaas-i-front-for-afdeling-q/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=nikolaj-lie-kaas-i-front-for-afdeling-q Nikolaj Lie Kaas er netop blevet offentliggjort som hovedrolleindehaveren i de fire film om Carl Mørck og Afdeling Q, som er baseret på Jussi Adler-Olsens storsælgende romaner. Mikkel Nørgaard instruerer, og Nikolaj Arcel er manuskriptforfatter. HAVE Backstage fangede Kaas, der netop nu deltager i filmfestivalen i Cannes. Ord: Mikkel Elbech Når Kvinden i buret, den første film om Afdeling Q, får premiere i slutningen af 2013, bliver det med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som Carl Mørck. Jussi Adler-Olsens særdeles populære romanserie, som desuden tæller bøgerne Fasandræberne, Flaskepost fra P og Journal 64, bliver filmatiseret i et samarbejde mellem Zentropa og TV 2. Mikkel Nørgaard (Klovn The Movie) er instruktør, og Nikolaj Arcel (En Kongelig Affære, Kongekabale) er manuskriptforfatter, og indspilningerne til den første af de fire film begynder til oktober. Nikolaj Lie Kaas, der fylder 40 om 1 år og 1 dag, er en del yngre end romanseriens hovedperson, som i filmudgaverne således vil blive skildret som en omtrent 40-årig person. Blandt andet dette fortalte Nikolaj Lie Kaas nærmere om, da HAVE Backstage fangede ham over telefonen via en direkte linje til Cannes, hvor Kaas netop nu befinder sig. Hvordan fik du rollen som Carl Mørck? - Jeg snakkede oprindeligt med Mikkel (Nørgaard, red.), som fortalte om projektet og om det, han ville med bøgerne. Jeg havde ikke læst nogen af bøgerne på det tidspunkt ? kun anmeldelser af dem! Men vi snakkede om, hvad man kunne gøre, og hvad der var af muligheder i en figur som Carl. Så gik der noget tid, og vi skulle hver især finde ud af, om det skulle være os to ? men så ringede han og sagde, at han gerne ville have mig til at spille rollen. Hvad var din reaktion? - Til at begynde med måtte jeg overveje jeg konceptet med de fire film og den meget lange bue, som de skal spænde over. Så jeg var nok lidt angst i starten, men efterhånden kunne jeg slet ikke se nogen minusser ved projektet. Tværtimod kunne jeg mærke, at det kunne gå hen og blive rigtig godt. Hvad kommer det til at betyde, at du er markant yngre, end Carl Mørck er i bøgerne? - Først og fremmest tak, fordi jeg er markant yngre! Men altså, bøgerne er jo skrevet af en mand omtrent på alder med Mørck, og de rummer refleksioner, som man har på den alder. Men det kunne være interessant at flytte dem, og det var grunden til, at Mikkel gerne ville have en, der var yngre, fordi man på en anden måde bliver interesseret i, hvorfor han pludselig giver slip og handler på denne måde på dette tidspunkt i livet. Hvor langt er du kommet med at få læst bøgerne? - Jeg er godt i gang med dem. Jeg er nået til nummer tre. Jeg har været nødt til at tage dem i små bidder, da jeg har haft så mange andre jern i ilden, der gjorde, at jeg ikke kunne dedikere mig fuldstændigt. Men det skal jeg til nu. De er virkelig fede og spændende, og jeg tror også at Jussi er glad for, at man har givet dem til nogle drenge som Mikkel og Nikolaj (Arcel, red.), der om nogen kan udvikle historierne og gøre dem endnu mere friske. Mikkel HAVE Backstage Mon, 21 May 2012 14:28:26 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/21/nikolaj-lie-kaas-i-front-for-afdeling-q/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=nikolaj-lie-kaas-i-front-for-afdeling-q Nikolaj Lie Kaas er netop blevet offentliggjort som hovedrolleindehaveren i de fire film om Carl Mørck og Afdeling Q, som er baseret på Jussi Adler-Olsens storsælgende romaner. Mikkel Nørgaard instruerer, og Nikolaj Arcel er manuskriptforfatter. HAVE Backstage fangede Kaas, der netop nu deltager i filmfestivalen i Cannes. Ord: Mikkel Elbech Når Kvinden i buret, den første film om Afdeling Q, får premiere i slutningen af 2013, bliver det med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen som Carl Mørck. Jussi Adler-Olsens særdeles populære romanserie, som desuden tæller bøgerne Fasandræberne, Flaskepost fra P og Journal 64, bliver filmatiseret i et samarbejde mellem Zentropa og TV 2. Mikkel Nørgaard (Klovn The Movie) er instruktør, og Nikolaj Arcel (En Kongelig Affære, Kongekabale) er manuskriptforfatter, og indspilningerne til den første af de fire film begynder til oktober. Nikolaj Lie Kaas, der fylder 40 om 1 år og 1 dag, er en del yngre end romanseriens hovedperson, som i filmudgaverne således vil blive skildret som en omtrent 40-årig person. Blandt andet dette fortalte Nikolaj Lie Kaas nærmere om, da HAVE Backstage fangede ham over telefonen via en direkte linje til Cannes, hvor Kaas netop nu befinder sig. Hvordan fik du rollen som Carl Mørck? - Jeg snakkede oprindeligt med Mikkel (Nørgaard, red.), som fortalte om projektet og om det, han ville med bøgerne. Jeg havde ikke læst nogen af bøgerne på det tidspunkt ? kun anmeldelser af dem! Men vi snakkede om, hvad man kunne gøre, og hvad der var af muligheder i en figur som Carl. Så gik der noget tid, og vi skulle hver især finde ud af, om det skulle være os to ? men så ringede han og sagde, at han gerne ville have mig til at spille rollen. Hvad var din reaktion? - Til at begynde med måtte jeg overveje jeg konceptet med de fire film og den meget lange bue, som de skal spænde over. Så jeg var nok lidt angst i starten, men efterhånden kunne jeg slet ikke se nogen minusser ved projektet. Tværtimod kunne jeg mærke, at det kunne gå hen og blive rigtig godt. Hvad kommer det til at betyde, at du er markant yngre, end Carl Mørck er i bøgerne? - Først og fremmest tak, fordi jeg er markant yngre! Men altså, bøgerne er jo skrevet af en mand omtrent på alder med Mørck, og de rummer refleksioner, som man har på den alder. Men det kunne være interessant at flytte dem, og det var grunden til, at Mikkel gerne ville have en, der var yngre, fordi man på en anden måde bliver interesseret i, hvorfor han pludselig giver slip og handler på denne måde på dette tidspunkt i livet. Hvor langt er du kommet med at få læst bøgerne? - Jeg er godt i gang med dem. Jeg er nået til nummer tre. Jeg har været nødt til at tage dem i små bidder, da jeg har haft så mange andre jern i ilden, der gjorde, at jeg ikke kunne dedikere mig fuldstændigt. Men det skal jeg til nu. De er virkelig fede og spændende, og jeg tror også at Jussi er glad for, at man har givet dem til nogle drenge som Mikkel og Nikolaj (Arcel, red.), der om nogen kan udvikle historierne og gøre dem endnu mere friske. Mikkel HAVE Backstage Mon, 21 May 2012 14:28:26 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/21/cphlitt-og-skuespilhuset/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=cphlitt-og-skuespilhuset Arrangørerne bag københavns internationale litteraturfestival kan puste ud efter seks forrygende dage og aftener. Hovedstadens litterære forårsevent, der præsenterede mere end 50 forfattere og kunstnere fra mere end 20 forskellige lande blev en succes. En af de primære rammer for festivalen var Skuespilhuset, og HAVE Backstage har fået en snak med Jesper Bergmann, der var stærkt begejstret for besøget fra litteraturens verden. Ord: Julie Bekker Årets udgave af CPH:LITT er netop blevet afviklet rundt omkring på de københavnske kulturhuse. Hen ved 4.000 danskere og svenskere mødte frem på festivalens hoved- og sideevents, og her fik de et sjældent godt indblik i forfatterne, deres værker og de tanker, der ligger bag. Skuespilhuset i København dannede gennem festivalugen rammerne for flere af festivalens arrangementer. HAVE Backstage fangede Jesper Bergmann fra Skuespilhuset til en snak om ugen, der gik, og om at invitere litteraturen ind i teatrets rum, Hvordan kom samarbejdet med CPH:LITT i stand? - Festivalen kontaktede os med forslaget, og det var en meget velkommen henvendelse. Samarbejdet betød, at vi havde en fantastisk masse aktivitet her i huset, ikke mindst i form af forfattersamtalerne. Derudover havde vi integreret vores egne tirsdagssaloner, som vi laver i samarbejde med Gyldendal, og de består af ordspil og skuespillerdialog. Mangfoldigt kulturhus Hvilken oplevelse ville I gerne give jeres besøgende ved også at invitere litteraturen indenfor? - Det er jo på en måde det, vi allerede har gjort i nogle sæsoner sammen med Gyldendal, hvor vi har haft forfattersamtaler, som ligner dem, der var på CPH:LITT. Men vores ambition er at gøre huset åbent. Vi vil meget gerne have flere arrangementer ind i dagtimerne, og derfor var CPH:LITTs henvendelse en meget velkommen henvendelse, fordi den er i tråd med den måde, vi gerne vil bruge og åbne Skuespilhuset op på, så man får et mangfoldigt kulturhus. Er det en del af Skuespilhusets fremtidige strategi også at invitere andre kunstgenrer ind? - Ja da! Det vil vi meget gerne. Vi vil gerne fylde huset med alle mulige aktiviteter. Det hele er bare er et spørgsmål om, at vi ikke har folk nok, men det vil vi meget gerne. Teatret og litteraturen er jo som søsterkunst, og vi bruger jo også forfattere i teatret. Vi vil til hver en tid først og fremmest være et teater, men vi vil gerne have at huset skal bruges til andet, og at huset kan tiltrække andre kunstgrupper. CPH:LITT afvikles i 2013 i begyndelsen af maj og vil bl.a. være en del af markeringen af 200-års-dagen for Søren Kierkegaards fødsel. Følg den videre udvikling af CPH:LITT 2013 via Facebook og på festivalens website her. Julie HAVE Backstage Mon, 21 May 2012 12:52:47 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/21/cphlitt-og-skuespilhuset/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=cphlitt-og-skuespilhuset Arrangørerne bag københavns internationale litteraturfestival kan puste ud efter seks forrygende dage og aftener. Hovedstadens litterære forårsevent, der præsenterede mere end 50 forfattere og kunstnere fra mere end 20 forskellige lande blev en succes. En af de primære rammer for festivalen var Skuespilhuset, og HAVE Backstage har fået en snak med Jesper Bergmann, der var stærkt begejstret for besøget fra litteraturens verden. Ord: Julie Bekker Årets udgave af CPH:LITT er netop blevet afviklet rundt omkring på de københavnske kulturhuse. Hen ved 4.000 danskere og svenskere mødte frem på festivalens hoved- og sideevents, og her fik de et sjældent godt indblik i forfatterne, deres værker og de tanker, der ligger bag. Skuespilhuset i København dannede gennem festivalugen rammerne for flere af festivalens arrangementer. HAVE Backstage fangede Jesper Bergmann fra Skuespilhuset til en snak om ugen, der gik, og om at invitere litteraturen ind i teatrets rum, Hvordan kom samarbejdet med CPH:LITT i stand? - Festivalen kontaktede os med forslaget, og det var en meget velkommen henvendelse. Samarbejdet betød, at vi havde en fantastisk masse aktivitet her i huset, ikke mindst i form af forfattersamtalerne. Derudover havde vi integreret vores egne tirsdagssaloner, som vi laver i samarbejde med Gyldendal, og de består af ordspil og skuespillerdialog. Mangfoldigt kulturhus Hvilken oplevelse ville I gerne give jeres besøgende ved også at invitere litteraturen indenfor? - Det er jo på en måde det, vi allerede har gjort i nogle sæsoner sammen med Gyldendal, hvor vi har haft forfattersamtaler, som ligner dem, der var på CPH:LITT. Men vores ambition er at gøre huset åbent. Vi vil meget gerne have flere arrangementer ind i dagtimerne, og derfor var CPH:LITTs henvendelse en meget velkommen henvendelse, fordi den er i tråd med den måde, vi gerne vil bruge og åbne Skuespilhuset op på, så man får et mangfoldigt kulturhus. Er det en del af Skuespilhusets fremtidige strategi også at invitere andre kunstgenrer ind? - Ja da! Det vil vi meget gerne. Vi vil gerne fylde huset med alle mulige aktiviteter. Det hele er bare er et spørgsmål om, at vi ikke har folk nok, men det vil vi meget gerne. Teatret og litteraturen er jo som søsterkunst, og vi bruger jo også forfattere i teatret. Vi vil til hver en tid først og fremmest være et teater, men vi vil gerne have at huset skal bruges til andet, og at huset kan tiltrække andre kunstgrupper. CPH:LITT afvikles i 2013 i begyndelsen af maj og vil bl.a. være en del af markeringen af 200-års-dagen for Søren Kierkegaards fødsel. Følg den videre udvikling af CPH:LITT 2013 via Facebook og på festivalens website her. Julie HAVE Backstage Mon, 21 May 2012 12:52:47 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/21/folketeatret-pa-jagt-efter-den-moderne-folkelighed/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=folketeatret-pa-jagt-efter-den-moderne-folkelighed Folketeatret er nu klar med programmet for den kommende sæson. Vi mødte teaterchef Kasper Wilton til en snak om, hvad den kommende sæson har at byde på, samt hvilke tanker han ønsker at sætte i gang hos det publikum, der besøger Folketeatret. Nicolai HAVE Backstage Mon, 21 May 2012 12:26:22 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/21/folketeatret-pa-jagt-efter-den-moderne-folkelighed/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=folketeatret-pa-jagt-efter-den-moderne-folkelighed Folketeatret er nu klar med programmet for den kommende sæson. Vi mødte teaterchef Kasper Wilton til en snak om, hvad den kommende sæson har at byde på, samt hvilke tanker han ønsker at sætte i gang hos det publikum, der besøger Folketeatret. Nicolai HAVE Backstage Mon, 21 May 2012 12:26:22 +0100 http://makeupautist.com/post/23288068684 catwalkqueens: Nimue Smit & Dorothea Barth Jorgensen backstage at Anna Sui Spring 2010 P E R F E C T skin! Makeupautist Fri, 18 May 2012 14:59:48 +0100 http://saseline.com/2012/05/on-a-video-shoot/ Beautifull Dj Nicoline, Oliver Bjerrehus & Me saseline Saseline Fri, 18 May 2012 10:24:52 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/15/johannes-nymark-et-strejf-af-aladdin/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=johannes-nymark-et-strejf-af-aladdin HAVE Backstage mødte Johannes Nymark på Café Den Blå Hund på Frederiksberg. Her fik vi en snak om hans kommende rolle som Aladdin i forestillingen af samme navn. Aladdin har premiere på Fredericia Teater den 4. oktober. Vi hørte blandt andet Johannes Nymark om, hvordan hans egen opvækst med Disney og Aladdin har været. Nicolai HAVE Backstage Tue, 15 May 2012 15:34:18 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/15/johannes-nymark-et-strejf-af-aladdin/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=johannes-nymark-et-strejf-af-aladdin HAVE Backstage mødte Johannes Nymark på Café Den Blå Hund på Frederiksberg. Her fik vi en snak om hans kommende rolle som Aladdin i forestillingen af samme navn. Aladdin har premiere på Fredericia Teater den 4. oktober. Vi hørte blandt andet Johannes Nymark om, hvordan hans egen opvækst med Disney og Aladdin har været. Nicolai HAVE Backstage Tue, 15 May 2012 15:34:18 +0100 http://makeupautist.com/post/23097892876 Feel like drawing on little tats, as seen at Chanel. Makeupautist Tue, 15 May 2012 12:39:45 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/15/anders-and-co-udvider-virkeligheden/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=anders-and-co-udvider-virkeligheden HAVE Backstage fik besøg af Martin Oesten og Adam Ruben, der sammen har arbejdet på at tilføre Anders And en ekstra dimension i form af augmented reality – eller udvidet virkelighed, som ordene betyder. I nummeret, som udkommer den 15. maj, vil det være muligt at interagere med bladets forside og nummerets hovedhistorie ved hjælp af en smartphone eller tablet. Vi spurgte blandt andet ind til hvad den ekstra dimension giver Andeby-universet og ikke mindst læseren. Mikkel HAVE Backstage Tue, 15 May 2012 10:31:34 +0100 http://havebackstage.dk/2012/05/15/anders-and-co-udvider-virkeligheden/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=anders-and-co-udvider-virkeligheden HAVE Backstage fik besøg af Martin Oesten og Adam Ruben, der sammen har arbejdet på at tilføre Anders And en ekstra dimension i form af augmented reality – eller udvidet virkelighed, som ordene betyder. I nummeret, som udkommer den 15. maj, vil det være muligt at interagere med bladets forside og nummerets hovedhistorie ved hjælp af en smartphone eller tablet. Vi spurgte blandt andet ind til hvad den ekstra dimension giver Andeby-universet og ikke mindst læseren. Mikkel HAVE Backstage Tue, 15 May 2012 10:31:34 +0100 http://camillakjems.com/2012/05/15/vov-et-stykke-af-dig-selv/ Du kender situationen: Du er til middag og skal tilbringe 3-4 timer med mennesker, du aldrig har mødt før. Hvad afgør, om aftenen bliver en succes eller en fiasko? Svaret er simpelt: 1. Om dine sidemænd har humor. 2. Om dine bordherrer/kvinder (inklusive dig selv) giver noget af sig selv. Eller med andre ord: om [...] camillakjems Tue, 15 May 2012 09:33:01 +0100 http://signeandsigne.dk/store-sondag-flyttedag/ Søndag, flytning, hårdt arbejde og dejligt selskab. Dagen er kommet hvor Signe og jeg skal flytte fra vores studie på Gothersgade, til et super lækkert sted på Frederikholms kanal hos Tom Skou salon & academy - WWW.TOMSKOU.DK Vi har glædet os meget til denne dag, vi har hele tiden vidst gothersgade var midlertidigt, så da tilbudet kom tog vi imod med åbne arme. Trods søndag, trods danmarks mærkelige vejr så er det i dag super lækkert og vi er super friske! Det var helt sikkert en exceptionel vellykket dag, måske mere da vi opdagede vi var 2 timer foran i vores tidsplanlægning -AAAAMAZING!!!! Vi er så enormt taknemmelige for alle de helt igennem skønne mennesker der var en del af vores dag i dag, der stod op og hjalp os og fik Signe og jeg på plads i vores nye lækre sted! I ER DE BEDSTE – Cecilie Frese, Emil Edward, Kasper handyman, Malek Andersen, Storm Andersen masser kærlighed, kys og kram til jer! Vi har samlet lidt billeder fra i dag. Nyd dem – VI gjorde at tage dem! på vej til studiet – vi besluttede os for at gå fra Frederiksberg for at nyde vejret. Cecilie og jeg fjoller – hun er sjov! Dronning Louises bro Min søde fotoassistent Emil Edward der arbejder hårdt med at pakke bilerne – han kan alt og en ren fornøjelse at være omkring. Den super lækre Malek, der altid er klar til at hjælpe – du er fantastisk! Min skønne veninde Cecilie og den lækre Storm - av av av man bliver jo forelsket! arbejde arbejde arbejde – hååååårdt! Emil og jeg i bilen. Tom og hans smukke kæreste Jennifer er super søde og vi nyder at skulle se dem tit! Signe Eflund tjekker bloggen Storm er for LÆKKER – den nye model for Oill av av av så skøn! Tom, Signe og jeg. Søde Storm – ej men som fotograf kan jeg ikke lad vær med at skyde maaaaange billeder af så lækker en unge!     Signe sjøstrøm Signe and Signe Sun, 13 May 2012 23:50:40 +0100 http://signeandsigne.dk/antonio-banderas-fredags-rock-medina/ Oliver McEwan mødte Signe og jeg til Medina og Julie´s fødselsdag på toldboden i December. Han er utrolig charmerende, høj, mørk og har den skønneste humør – Vi har lige siden det første blik kaldt ham Antonio Banderas, da ligheden er utrolig og da Oliver er et navn man oftes høre og mente det passede bedre til ham.. I skulle virkelig høre Signe sige Antonio Banderas, det er faaaaaaaantastisk!   Anyway torsdag aften popper der en besked ind på min iphone, der er den danske Antonio Banderas der spøger om jeg kunne tænke mig at komme og skyde lidt billeder til Medina´s koncert i Tivoli.. for det første HVEM kan sige nej til Antonio Banderas oven i at høre lækkert musik, NOT ME.. trods min redigerings tid, får jeg passet det sammen så jeg har muligheden for at komme afsted..  Jeg får en spændende besked hvor jeg skal på fredags udflugt, personale indgang, hvad jeg skal sige til hvilken vagt, og jeg får endda også lov til at have en super fin blå vest på.. Oliver aka Antonio Banderas er virkelig en dygtig passioneret musiker, utrolig inspirerende personlighed og er blandt andet en del af Medina´s band.. Læs mere her www.olivermcewan.com   Det er fredag aften og jeg er på vej ud af døren for at mødes med min skønne veninde Daniela Hansen og hendes veninde Michelle Murphy.. Min tur til tivoli er utrolig underholdende, lige fra en sød taxa mand der spøger efter mit nr til at jeg ikke kan finde personale gangen og tilfældigt løber ind i en mand, iført tivoli tøj med take away mad under armen, får sprugt ham om vej og det viser sig at være den vagt der skal tjekke mig ind, jeg kommer igennem porten og tilfældigt på den anden side står Daniela og Michelle igang med at prøve at finde mig. I tivoli er jeg omgivet af mennesker, MAAAAAANGE mennesker.. På den super lækker madklubben sidder tre skønne kvinder Christine, Sofie og Chaline, som vi kender.. de nyder en kold hvidvin under varmelamperne og vi slår os ned med dem ind til jeg skal ind og skyde billeder. Her går snakken, vi kvinder der er samlet så snakken er fantastisk underholdende – SKØNNE KVINDER!   Koncerten skal til at starte, og jeg får min fine blå vest med ordet “presse” på, ind foran scenen i hvad der kaldes “graven”.. Bag mig står der tusind vis af mennesker, små piger der skriger, fædre der passer på deres børn, unge mennesker, ældre – alle typer med et formål at se den talentfulde Medina på scenen til Fredags rock.. allerede da lysene tændes begynder skrigende, da musikken starter er det højere og højere.. Oliver er den første på scenen – det må være for sindsygt at stå foran så mange skrigende mennesker, udføre det man brænder mest for og få så fantastisk en bekræftelse som der var i tivoli.. av av.. Medina´s koncert var helt igennem fantastisk som altid!!! En koncert man kan se igen og igen, synge med og nyde alt hvad der sker på scenen – KÆMPE exceptionel  stor ros her fra.     Signe sjøstrøm Signe and Signe Sat, 12 May 2012 01:57:51 +0100 http://makeupautist.com/post/22851412753 gaptoothbitch: NICOLE MILLER  SS 2010 So flawless and sharp. LOVE! Makeupautist Fri, 11 May 2012 21:03:38 +0100 http://saseline.com/2012/05/dansk-fashion-awards/ I had so much fun last night @ DANSK fashion awards.. We started by getting hair&makeup done by lovely NicciWelsh United MakeupAcademy.. Had a few glass (and more) of champagne.. I even snuggled a whole bottle from the reception to our table;) Such a beautifull show, and sooo many beautifull dresses… And how lucky were we also seated with the most lovely people for dinner… Szhirley and I are really used to going out&about now, and we got it all pinned down to having our changing outfits in the car, so we can get comfy as soon as the party is over…  My outfit is from Stasia, and Szhirley is from 2nd Day saseline Saseline Fri, 11 May 2012 13:22:44 +0100