De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et biskop http://www.overskrift.dk Fri, 30 Mar 2012 17:01:45 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.hjorteulv.dk/religion-2/vielser-ud-af-kirken/ Så er diskussionen her, “homoseksuelle vielser i kirken”, hvorfor er det et problem? Hvorfor skal de ikke have lov? Som min elskede mand så smukt sagde det højt, “Hvis man virkelig skal sætte det hele i perspektiv så kan vi jo egentlig heller ikke døbe børnene kirken, hvorfra kan vi skille de homoseksuelle babyer fra de heteroseksuelle?” [...] Annamaria Hjorten og Ulven Fri, 30 Mar 2012 11:55:03 +0100 http://aarhusstift.dk/2012/03/religion-og-hysteri/ Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Stift. Da jeg studerede på Aarhus Universitet fra midten af 60?er til begyndelsen af 70?erne og i øvrigt senere blev lærer på Det teologiske Fakultet, sagde én af mine helt store lærermestre, professor K. E. Løgstrup ikke så sjældent, ?religionernes tid er forbi?! Det var vi adskillige, der mente dengang. Vi skulle blive klogere. I forlængelse af ungdomsoprøret drog i tusindvis af unge til østen og kom hjem dybt inspireret af buddhisme og hinduisme. ?New Age? var over os. Sidenhen kom der massevis af muslimer til Danmark, i første omgang for at udføre det arbejde, danskerne ikke gad, men de blev, og deres religion blev i den grad synlig i det offentlige rum. Udviklingen er, som den er. Nogle glæder sig over den, og nogle få af ateistisk observans beklager den. Endelige er der en ikke helt lille flok i det danske folk, som var og er ligeglade.  Men, hvad ingen kan være ligeglade med, er, at religionen sine steder også er blevet til rendyrket hysteri. Det er næsten surrealistisk på TV at overvære republikanernes valgkamp i USA. Kandidaterne ved, hvad alle ved, at landet er i krise, at arbejdsløsheden er alt for stor, at det meste af landet er belånt og faktisk finansieret af Kina, at fattigdommen er stigende i landet, og at fanger på Guantanomo rådner op uden rettergang. Men alle disse emner skubbes til side til fordel for, om det bør tillades at bruge prævention, om legal abort skal gøres illegal igen, om homoseksualitet skal forbydes, om skoler skal forbydes at undervise i udviklingslæren. Alt sammen fordi ens religion kræver det ekstreme i holdning og politik. Vi ved, hvilke katastrofer den muslimske fundamentalisme har medført. Vi ved, at når en religion antager hysteriske former, så er vold og terror de næste skridt. Men det er heldigvis ikke i Danmark. Nej, ikke helt, men de reaktioner, man møder, når der annonceres fra kirkeministerens side en lov, der ligestiller bøsser og lesbiske med heteroseksuelle, også kirkeligt, kammer også af og til over og bliver til hysteri. Undertegnede er det egentlig ikke kommet bag på. Jeg erindrer endnu, da jeg i 1997 i en tv-udsendelse argumenterede for førnævnte ligestilling. I nætterne derefter ringede telefonen adskillige gange, og det var mildt sagt ikke kristelige formuleringer, der blev taget i anvendelse i den anden ende af røret. Og for at min kone og jeg kunne få vores nattesøvn, måtte vi efter nogen tid have hemmeligt privatnummer. Egentlig meget mod vor vilje! Historien er rig på de fatale konsekvenser af hysterisk religion. Man har ført blodige krige i Guds navn, kastet kvinder og kættere på bål. Man har ødelagt mennesker ved konstant at indgive dem dårlig samvittighed. Man har undertrykt seksualitet og identificeret livet med en tåget jammerdal. Man har taget livsglæden fra mennesker. Alligevel vedkender jeg mig glad min tro, min kristendom. Men netop fordi jeg tror på en kærlig og uhysterisk Gud, har jeg og ligesindede en opgave med at advare mod den livsfarlige cocktail af hysteri og religion. Bo Århus Stift Mon, 26 Mar 2012 09:07:43 +0100 http://aarhusstift.dk/2012/03/den-uundvaerlige-taenkning/ Af Kjeld Holm, Biskop, Århus I september 1973 forsvarede den senere professor i pædagogisk filosofi, Peter Kemp sin disputats, ?Théorie de l?engagement? for den teologiske doktorgrad ved Københavns Univesitet. Det var en begivenhed af internationalt tilsnit, undtagen i Danmark og i det teologiske miljø her. I årene herefter gjorde de teologiske fakulteter i København og Aarhus alt, hvad de kunne for at undgå, at Peter Kemp blev professor i teologi, uden at det nogensinde blev klart, hvad man egentlig havde imod ham. Det var i hvert fald ikke, fordi han ikke besad de nødvendige kvalifikationer. Men det lykkedes at holde ham udenfor. Kemp valgte så en karriere på Filosofisk Institut i København og skabte et center for Etik og ret, indtil han i 2001 blev professor i pædagogisk filosofi ved det nu hedengangne Danmarks Pædagogiske Universitet, samtidig med, at jeg var blevet medlem af bestyrelsen for denne nydannelse i den danske universitetsverden, og jeg blev i øvrigt formand for samme bestyrelse i 2005. De to forhold havde ikke noget med hinanden at gøre, men vi kendte hinanden, Peter Kemp og jeg, havde gjort det i mange år, og jeg havde som anmelder ved de to aviser, Aarhus og Fyns Stiftstidende, mange gange udtrykt stor beundring for hans efterhånden meget store forfatterskabs enkelte dele. Hertil kom, at vi begge ? om end på forskellig måde ? stod i et elevforhold til Johannes Sløk. Jeg i videre betydning end Kemp, men hans forhold til Sløk og beundring var til gengæld gensidigt. Sløk hylder uforbeholden Kemp i sin bog fra 1985, ?Da Gud fortalte en historie? og skrev blandt andet. ?Han fascinerer mig derfor, som en umådelig bredt orienteret tænker, og uden at kunne gøre rede for det i enkeltheder erkender jeg min dybe gæld til ham?. Men det var hans disputats i den ganske vist forkortede danske udgave, der blev én af de bøger, jeg aldrig har kunnet lægge fra mig igen. Jeg var og er dybt fascineret af en tænker, der i den grad gør engagementet til et afgørende teologisk-filosofisk begreb og i et dermed til et afgørende livstema overhovedet. I indledningen til sin disputats refererer Kemp til den franske filosof, Gabriel Marcel, der i sin store bog fra 1930, Etre et avoir skelner ?mellem tilværelsen som et problem, man kan løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Engagement er trofasthed. Og det fundamentale engagement er en trofasthed overfor tilværelsen som mysterium; det er en skabende trofasthed, der holder mennesket fast ved sine særlige løfter og engagement. I vinter fyldte Kemp 75 år og blev berettiget hyldet i en række aviser. Hvad der imidlertid var af større betydning, var, at han udgav en ny bog, ?Filosofiens verden? på mere end fire hundrede sider og i et langt stræk er et udtryk for engagement i kritik, etik, dannelse og religion. I et dermed at se forskellige livsområder i en sammenhæng, knyttet sammen i den tankeverden, Kemp har levet og virket i. Selv om Peter Kemp har haft sit virke udenfor teologien i mange år, har han aldrig forladt denne, omend det ville være forståeligt, om han havde gjort det. Men præster har kun i begrænset omfang været påvirket af ham, givetvis fordi få har læst ham. Det ville ellers have kunnet give prædikener af større kvalitet end dem, man ofte hører. Jeg har to gange fået ham til at holde foredrag ved det årlige stiftspræstestævne i Århus Stift, og jeg tror, at det har haft sin betydning. Første gang var i forbindelse med, at han havde skrevet bogen, ?Et liv der ikke dør? i 1998, som også indeholdt afsnit af hans da for nyligt afdøde hustru, Margrethe Lomholt Kemp. Jeg havde bedt ham om at tale om det evige liv, hvad han gjorde, og elementer fra foredraget indgår i hans nye bog med den tankevækkende indsigt i, at når et menneske dør bliver erindringen tilbage som en indsigt ?i den integritet eller livssammenhæng, som den anden var. Når den anden dør, falder alt det banale bort, og tilbage bliver i erindringen det væsentlige, det uigentagelige, det uerstattelige i personen. Således kan erindringen af en afdød være et vink om den forunderlige skaberkraft, som manifesterer sig med os og for os. Og det kan være det, som styrker modet til ?et liv efter døden?, den andens død?. Dette som blot et eksempel på, at teologi lever af tænkning. Nogle gange og somme tider har man på fornemmelsen, at tænkning og dermed filosofi betragtes som skadelig for kirke og kristentro. Men tækning og erfaring af den menneskelige livsverden er komplementære størrelse. Den, der hverken tør fortolke sine egne erfaringer eller traditionen, er fattig og åndløs. Og få hjælp på fortolkningens vanskelige vej er pædagogikkens fornemme opgave. Det handler ?Filosofiens Verden? også om. Bo Århus Stift Mon, 26 Mar 2012 09:03:21 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/121402 Hvad koster biskoppen skatteyderne? AG har gransket Sofie Petersens lønforhold og rejseudgifter suulut Wed, 21 Mar 2012 12:19:25 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/121402 Hvad koster biskoppen skatteyderne? AG har gransket Sofie Petersens lønforhold og rejseudgifter suulut Wed, 21 Mar 2012 12:19:25 +0100 http://aarhusstift.dk/2012/02/messefald-og-tilsyn/ Af Kjeld Holm, Biskop, Århus. Nu er det så messefald, der er blevet det store tema i den kirkelige debat. Og ingen kan vist være uenig i, at det er deprimerende, hvis ikke der møder andre end betjeningen op til en gudstjeneste. Ligeledes må det være i alles interesse, at de kirkelige myndigheder fra menighedsråd til biskop handler på en måde, så kirken måske nok er lukket, men ikke tom. Men det er ikke temaet i Kristeligt Dagblads dækning af problemet. Det er biskoppernes ligegladhed. Sådan fremstilles det. I hvert fald i de stifter, hvor biskoppen slet ingen kontrol fører med aflyste gudstjenester, og jeg er én af de formastelige, der ?famler rundt i halvmørke, når talen falder på sagens kerne: tomme kirker?. Den billedrige sprogbrug skjuler dog ikke halvdårlig journalistik, for når en sag kun delvis belyses, kan man altid gribe til det patetiske. I hvert fald må jeg melde hus forbi, når det drejer sig om at famle i halvmørke. Snart sagt i samfulde atten år, jeg har været biskop over Århus Stift, har jeg i tæt samarbejde med provsterne, men også med præster og menighedsråd givet tilladelse og opmuntret til, at antallet af gudstjenester i tyndtbefolkede egne med måske mange kirker kraftig reduceres, så messefald netop kan undgås. Det sker ved, at kirker i længere eller kortere perioder tages helt ud af brug. Det sker ved, at der ikke holdes gudstjeneste, når præsten har fridag eller ferie. Det sker ved et intensiveret tværsognemæssigt samarbejde, så man samler gudstjenesterne ét sted. Og sådan kunne jeg blive ved. Men hertil kommer, som jeg også har sagt til avisen, at jeg naturligvis er velorienteret om forholdene i stiftet, ellers kunne jeg heller ikke være med i de initiativer, jeg nævner. Jeg nægter blot at være med i et statistisk skoleridt, som hverken har med problembevidsthed eller løsning at gøre. Og jeg er ingenlunde anfægtet af en ?ekspertudtalelse? af religionssociologen, Ole Riis, der sikkert har speciale i kirkestatistik, men næppe er nogen tankevækkende specialist i kirke og kristendom, og som helt sikkert intet aner om, hvad det kirkelige tilsyn går ud på. Af det citerede fremgår det, at han åbenbart forveksler tilsyn med kontrol. Men det er jo også i smuk overensstemmelse med tidsånden, som f.eks. hele uddannelsesområdet i de her år uanfægtet er ved at underlægge sig. Men til de forargede journalister og den statistiske ekspert kan jeg oplyse, at der hver eneste dag tages initiativer i Århus Stift for at skabe nye muligheder for gudstjenesteliv og menneskeligt fællesskab, og vi har den underlige ide, at det er det, vi skal bruge kræfterne på og ikke på at være et statistik kontor. Endelig er det deprimerende, at en artikel atter engang handler om noget andet end det væsentlige spørgsmål, nemlig hvad kristendommen overhovedet udretter i vort folk. Og da vil jeg nævne, at jeg har været til et utal af gudstjenester i mit stift, også hvor der kun var få. Engang var jeg til én, hvor vi var fire, og de to var min kone og jeg. Så hørte vi en prædiken, der gav livsmod og håb til den næste uge, virkelig. Og det er vel det, der er meningen med overhovedet at have en kirke. Vi var glade for, at gudstjenesten ikke var blevet aflyst, og vi var glade for, at der dog er ét sted i vort samfund, hvor sandheden ikke måles i mængde og statistisk. Bo Århus Stift Tue, 28 Feb 2012 14:21:50 +0100 http://aarhusstift.dk/2012/02/taknemmelighedens-etik/ Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Stift. Bekendelsesfundamentalismen er over os. Der citeres flittigt i en offentlige debat fra Confessio Augustana, og det tilføjes yderligere, at Den danske Folkekirke, dens præster og menigheder, ja sågar Folketinget er forpligtet på en bogstavetro overholdelse af dette bekendelsesskrifts mange formuleringer og anvisninger. Måske man skulle tage sig tid til at læse Leif Granes fortræffelige bog fra 1992, ?Den uberegnelige Luther?, hvor reformationen både er fremstillet som en historisk kendsgerning og lige fuldt en bevidsthed om, at stivnede former og ufejlbarlig dogmatik netop er en fornægtelse af selve det protestantiske princip. Grane hylder Grundtvig, fordi denne kunne ?prise og kritisere Luther på samme tid, idet han er aldeles overbevist om, at den rette holdning til reformationen ikke viser sig ved, at man gør den til autoritet, men ved at man genoptager Luthers kamp for evangeliet uden at gøre de samme fejl, som Luthers efterfølgere efter hans mening gjorde?. Og i den sammenhæng må man sige, at fejltagelsernes tid så vist ikke er forbi, og den afgørende fejl er netop bekendelsesfundamentalismen, den bogstavetro overholdelse, akkurat som den lutherske ortodoksi var det på sin tid. Eller for nu at vende sig til det måske væsentligste bekendelsesskrift i vores kirke, Luthers lille Katekismus ? i hvert fald det mest forståelige, og i følge Over Korsgaards storværk, ?Kampen om folket? det, der skabte et myndigt dansk folk. Det forekommer mig helt umuligt at læse dette bekendelsesskrift i dag som andet end en påpegning af, hvor meget, man har fået skænket og derved er forpligtet på at give videre. Sproget og begreberne er fjerne fra det, vi anvender i dag, og vores læsning af skriftet er naturligvis i ét dermed en tolkning. Bogstaveligt læst handler det om, hvad man skal for at leve et kristenliv. Læst ud fra dets teologiske grundlag eller idegrundlag handler det om, at et menneske skylder Gud tak og lovsang. At den livsytring, der får livet til at vokse og gør glæden mulig, er taknemmeligheden. Dermed er vi ganske vist langt borte fra enhver bekendelsesfundamentalisme, til gengæld er vi klædt på til at tale om etik på en anden måde end, hvad der er typisk i dag. I nutiden er etik lig med moralske anvisninger, som sjældent nogle er uenige i. At man skal tage hensyn til hinanden, at man skal være sig selv bekendt, og at man skal tage ansvar for det, man gør. Etik som klogskabslære, som man kan argumentere rationelt for. For mange år siden var der nogle af os, der af professor i filosofi ved Aarhus Universitet, Justus Hartnack lærte, at etik var en logisk undersøgelse af moralens grundlag. Lad nu logikken hvile. Ikke for ingenting havde Hartnack fået sin filosofiske opdragelse i den anglesaksiske og analytiske filosofiske tradition. Men tanken om etik som moralens kritiske grundlag er rigtig nok. Eller etikken kan ikke løsrives fra et livsgrundlag. Den er dybere end moral. Som Den lille Katekismus ? læst rigtigt ? er taknemmelighedens udtryk, således er den kristne bekendelse i sin helhed en taknemmelighedens apoteose, ikke lov, men evangelium. På den baggrund giver etik mening, også som en kristen etik. Jeg har for nylig genlæst Villy Sørensens essaysamling fra 1959, ?Digtere og dæmoner? og er blevet imponeret af, hvor frisk og aktuel og nødvendig disse analyser stadig forekommer. Bogen slutter med et afsnit om ?Det faldne Europa?, som både handler om Europas faldne stormagtsposition og om værdiopløsningen i samme kulturkreds. Alligevel holder Villy Sørensen fast ved den europæiske kulturarv. Han gør det blandt andet ved at pege på, at ?det er påfaldende at syndefaldsmyten, trods del almindelige mytefællesskab, mangler eller ingen fundamental rolle spiller i andre kulturers livsfortolkning?. I vores sammenhæng er den afgørende indsigt ?bruddet på fællesskabet med Gud og medmennesker?. Netop i den kontekst ser jeg den kristne bekendelse som et udtryk for, at Gud heler dette brud, og at den deraf følgende naturlige taknemmelighed udfolder sig i det enkelte menneskes kamp for det gode liv, ikke for én selv, men for fællesskabets. Eller som Luther formulerede det, da hans katolske diskussionspartnere bebrejdede ham, at han ikke lagde vægt på de gode gerninger, i et noget upoetisk billede, at mennesker er som et rør, hvor Guds tilgivende kærlighed strømmer videre ud til andre mennesker. Hvis det ikke netop er dette, der kommer til udtryk i bekendelsen, kan det være det samme. Bo Århus Stift Mon, 20 Feb 2012 13:27:57 +0100 http://www.tvmidtvest.dk/indhold/vred-biskop-foeler-sig-misbrugt Karsten Nissen udtaler sig i en pressemeddelelse i meget rosende vendinger om et hotel i København. læs mere lala TV/MIDT-VEST - nyheder fra Midt- og Vestjylland Fri, 03 Feb 2012 14:09:02 +0100 http://aarhusstift.dk/2012/01/ansigtets-etik/ Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Stift. I 1995 døde den litauisk-franske filosof, Emmanuel Lévinas, der også var jøde. Han var født 1906 i Litauen, men flygtede allerede i 1923 til Frankrig, hvor han så levede resten af sit liv. Han undgik med nød og næppe nazismens udryddelse, der gik ud over millioner af andre jøder, blandt andet blev hele hans familie hjemme i Litauen udryddet. I årene efter 2. verdenskrig voksede hans ry som en af det tyvende århundredes mest originale filosoffer. I en dansk sammenhæng har han ikke spillet den store rolle, hvilket siger mere om os end om ham. Dog har den danske filosof, professor Peter Kemp skrevet en fremragende bog om ham i 1992. Lévinas beskæftigede sig i sin filosofi med elementære begreber fra dagliglivet. For eksempel handlede den om mildheden og hjemmet som orienteringspunkter i den menneskelige tilværelse. Mildheden er forudsætningen for nærvær og varme i det menneskelige fællesskab, ligesom det at have et hjem er forudsætningen for overhovedet at kunne orientere sig i verden. Mest berømt blev han imidlertid for at gøre det andet menneskes ansigt til det afgørende, hvis man skal udfolde en etik. Kan en forbryder gennemføre et mord, når han ser ind i ofrets ansigt? Jo, nogle kan, men det er de få, hvis følelsesliv er afstumpet og forvrænget. Normalt er det andet menneskes ansigt et uudtalt krav om at tage vare på dette menneske, og i hvert fald ikke gøre det fortræd. Ansigtet fortæller også en historie om dette menneske. Man kan læse i det ansigt, hvem man har foran sig. Hele denne tænkning blev aktuel, da jeg tre gange så Anne Wivels film om ægtemanden, Svend Auken, der som bekendt døde i sommeren 2009. Jeg så filmen ved dens Aarhus-premiere og har nu genset den to gange her ved nytåret i TV. Jeg kendte Svend godt. Vi var venner, og jeg forestod begravelsesgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke. Egentlig var der ikke noget, der var ukendt for mig i filmen. Jeg vidste jo, hvad Svend betød. Jeg kendte til hans personlige og politiske historie. Alligevel gjorde filmen alt nyt for mig hos Svend, og hver gang sad jeg med tårer i øjnene, da den var forbi. Det skyldes naturligvis, at filmen handler om både hans kamp for klimaet og mod den kræftsygdom, som til sidst tog livet af ham. Men først og sidst viste den hans ansigt. I mange forskellige situationer. I munterhed, i kærlighed, når han så på sine børnebørn, i sorg, når han måtte indse, at det var ved at være forbi. Det var et ansigt, vi alle kendte, men det var også ét, der uudtalt stillede krav om nærhed og omsorg. Det var ét blandt mange, tydeligt, også som enhvers ansigt, og igen som en etisk fordring om hjælpsomhed og en bøn om ikke at være ladt ene tilbage. Lévinas filosofi var rigtig, sagde jeg til mig selv, da jeg havde set filmen. Og når al snak om moral og værdier i vor tid er forstummet, så husker jeg Svends ansigt. Det er hans og alle andres, det handler om. Bo Århus Stift Mon, 23 Jan 2012 13:02:19 +0100 http://aarhusstift.dk/2012/01/kristendom-og-relativisme/ Af Kjeld Holm, Biskop, Århus Jeg vil gerne bekende, at jeg er relativist. En sådan bekendelse kan ? om ikke andet ? skaffe én fjender og vække forargelse. For ordet er i dag blevet et skældsord, en holdning, der må forsages. Og man kan svinge sig endnu højere op i forargelsens og forsagelsens retorik og tale om kulturrelativisme. Dem, der betegnes som sådanne, er langt ude og er ? også ? at betragte som ukristelige væsener. Det underlige er blot, at få gider sig sætte sig ind i, hvad ordet relativisme egentlig betyder. En nu for længst glemt dansk filosofiprofessor, Bent Schultzer, der oprindelig var jurist, og indtil han blev professor ved Københavns Universitet i 1952 i en årrække var direktør i De samvirkende Købmandsforeningerne, betegnede sig som relativist. Han skrev i 1957 en bog, Relativitet i filosofisk belysning. Ikke den mest ophidsende titel, og bestemt heller ikke i sit sprog det mest gribende, der er skrevet. Men radikal i sin tankegang var han. Et ord som sandhed kunne ikke benyttes, skrev han. Det forudsætter noget ubetvivleligt fast og sikkert, og dertil kan tænkningen aldrig nå. Han anbefalede derfor, at begrebet hensættes ?til beskuelse i tænkningens historiske museum?. Problemet med en relativisme, som den Bent Schultzer argumenterede for, som konsekvens må relativere sig selv. Hvis alt er relativt, må den holdning også være relativ. På den måde bliver sproget sludder. Det ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at også den form for relativisme var nødvendig på sin tid som en frigørelse fra en ? også religiøs ? absolutisme, der indebar intolerance og førte til overgreb. En mere nutidig og overbevisende form for relativisme repræsenterer Rune Engelbreth Larsen. Han tager sit udgangspunkt i det selvfølgelige, at mennesker ikke erkender, erfarer og oplever det samme, selv om de befinder sig i den samme situation. Gennem sproget lykkes det at skabe en form for konsensus i, hvad vi oplever, og gennem opdragelse skabes nogle fælles holdninger, men vi kan ikke krybe ind i hinanden og blive en identisk flok. der vil altid være noget, som udelukkende er det enkelte menneskes adgang til tilværelsen. Johannes Sløk udtrykte det på den måde, at man altid som det menneske, man er, er ?det perspektiviske midtpunkt for ethvert forløb?. Rune Engelbreth fører tanken videre ved at hævde, at denne forskellighed i erkendelse og erfaring bør anskues positivt som udtryk for humanisme. At et andet menneske delagtiggør mig i sine erfaringer kræver af mig, at jeg lytter og tolererer, at han eller hun er anderledes, men tillige accepterer, at netop den kendsgerning gør verden større og rigere. Men man må give afkald på den opfattelse, at mine værdier helt ud også gælder det andet menneske. Hvorfor en sådan holdning skulle være uforenelig med kristendommen er mig ikke klart. Jo, hvis kristendommens sandhed godtgøres gennem metafysisk spekulation, som alle må bøje sig for, så er det klart, at relativismen er kristendommens modsætning. Men det er for mig ikke evangelisk-luthersk kristendom. Det er netop et metafysisk system og i virkeligheden nærmere Platon end Jesus. Men det er måske, fordi jeg engang sad under P. G. Lindhardts prædikestol i Vor Frue kirke i Århus om søndagen og om mandagen gik til øvelse hos Johannes Sløk på universitetet om Søren Kierkegaard. Af dem lærte jeg, at Gud aldrig er et hvad, men altid et hvorledes. Hvorledes forstår jeg mit liv? Hvordan vil jeg leve det? Hvad føler jeg mig forpligtet i forhold til? Og videre, Gud er ikke en størrelse blandt andre fænomener i og udenfor verden. Gud er til, når jeg vil have med ham at gøre, i tro, håb og forpligtethed. Han er heller ikke at forstå som en nidkær bogholder, der pålægger mig at holde øje med, at andre tror det samme som mig og lever på den måde, jeg gør. ?Bekymringen for, om Gud er til, er ikke bekymringen efter Gud, men menneskets bekymring for sin sikkerhed på sig selv med eller uden Gud; men bekymringen for, om mennesket er til, om det virkeligt er til, er bekymringen efter Gud?, sagde K. Olesen Larsen. For længe siden! Før toneangivende i kirke og politik bekymret efterlyste uimodsigelige værdier, – værdier og Gud som hvad. Eller Gud som en værdi. Diverse former for fundamentalisme er ved at få det sidste ord. Derfor er det nødvendigt igen at mobilisere den relativisme, således som de førnævnte repræsenterer. Jeg tror ikke, at Gud er en relativ størrelse, men jeg er sikker på, at jeg selv er det, og jeg er sikker på, at andre også er det – med samt alle de værdier, de finder så vigtige.   Bo Århus Stift Thu, 12 Jan 2012 12:39:53 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/115602 Thomas Kingos Kirke i Odense var helligtrekonger for anden gang i denne jul rammen om en meget stemningsfuld grønlandsk gudstjeneste hanne Sat, 07 Jan 2012 14:40:16 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/115246 Det grønlandske Hus i Odense inviterer biskoppen til Odense  hanne Sun, 01 Jan 2012 22:03:12 +0100