De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et budskab http://www.overskrift.dk Sat, 14 Apr 2012 15:01:47 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.kontexten.dk/?p=450 Denne uges link er til denne udmærkede gennemgang af hactivist organisationen Anonymous, hvis man da kan kalde det en organisation. Mashable.com: The Evolution of Anonymous I samme åndedrag vil jeg også gerne henlede din opmærksomhed på mit eget indlæg her på bloggen fra august sidste år: Kontexten.dk: Anonymous – en hvisken og en skygge Indlægget har, om ikke andre, det fortrin, at det er på dansk.     Mark Sinclair Fleeton Kontexten Fri, 13 Apr 2012 16:26:19 +0100 http://www.kontexten.dk/?p=523 Onsdag den 4. maj kom den så i al ?ubemærkethed?:  opfølgeren til Kony 2012: Kony 2012 ? Part II: Beyond Famous.  Mere ubemærket er den så heller ikke. 1.510.372 har været inde og se videoen i den første uge på YouTube. Det er på mange måder en imødegåelse af den kritik som den oprindelige video medførte. Denne gang uden den samme patos som var så karakteristisk for Kony 2012 og derudover uden kontroversielle instruktør af Kony 2012, Jason Russel   Ny fortæller Dels belært af, hvad Kony 2012 blev stærkt angrebet for og dels på grund af en mental nedsmeltning er det denne gang ikke instruktøren af Kony 2012 og medgrundlægger af Invisible Children, Jason Russel, der fortæller. Kony 2012 bærer i høj grad præg af at være skabt af en professionel dokumentarist med værktøjskassen i orden. Et så stærkt fokus på børnenes synsvinkel, som er en af de definerende faktorer i Kony 2012 grænser til manipulation. Derudover, så blev Jason Russel i sidste måned indlagt på en mental institution med diagnosen psykose som en konsekvens af Kony 2012s modtagelse. Det er blot nogen af grundende til at lade Invisible Childrens CEO, Ben Keesey være stemmen og den personlige fortæller i denne opfølger.   Flere facts ?Beyond Famous? hiver flere facts indover og anerkender, at Joseph Kony og LRA ikke længere befinder sig i Uganda, men har flyttet teltpælene og aktiviteterne til Democratic Republic of Congo (DRC), Den Centralafrikanske Republik (CAR) og Sydsudan. Hvor han tilsyneladende fortsætter med plyndringer og kidnapninger.  Samtidigt fortæller videoen også om, hvilke tiltag, der rent faktisk er gjort for at fange Kony. Sammen med videoen har Invisible Children også lagt en række links på deres blog, der henviser til yderligere ressourcer omkring kampen mod LRA, FNs rolle, Den Internationale Straffedomstol og en række andre emner. Der er ingen tvivl om, at man har hørt kritikken af Kony 2012 og har handlet på den.  Der er dog heller ingen tvivl om at man både prioriterer, hvilke informationer man giver og om hvem. Der er fortsat ingen kritik af den Ugandiske regeringshær.   Svar fra Uganda og omegn Denne omgang byder også på udsagn fra flere lokale både i Uganda og DRC og deres syn på Invisible Childrens indsats i området. Dels hører vi om Invisible Childrens egne folk, Jolly Okot, der er Country Director for Uganda og dels fra Invisible Childrens Education Programs Director, der begge fortæller om den konkrete indsats i Uganda. Det virker samtidigt klogt, at man har valgt at distancere sig fra det Ugandiske styre, ved at tale med oppositionens leder, Norbert Mao, der som præsidentkandidat for det demokratiske parti tabte valget i 2011 til Yoweri Museveni. Udover lokale politikere og menneskerettighedsforkæmpere, så er det mest interessante måske historien om hvordan informationspjecer, hængt på bevoksningen i junglen og radiostationer, der begge fortæller om verden udenfor LRA, tilsyneladende har succes med at få i hvert fald enkelte børn og unge, til at flygte fra LRA.   Cover the night Fokus ligger I denne omgang meget på Invisible Childrens store international event den 20. april 2012 ?Cover The Night?, som er tænkt som en græsrodsaktion udført af unge over hele verden. Invisible children har fremstillet et ?kit?, der indeholder plakater, armbånd og andet Kony 2012 merchandise til brug ved aktioner, som plakatophængning, demonstrationer osv. Pakkerne har tilsyneladende solgt som varmt brød for på hjemmesiden står der, at de ikke sælger flere p.t., men at man kan downloade dele af pakken fra siden. Formatet lægger op til en decentral international bevægelse og ved et enkelt opslag på nettet finder man da også en dansk Facebook-side om Invisible Children og et event: ?Cover The Night?. Det er forfriskende at se den kritiske sans, der bliver lagt for dagen inde på siderne. Der er masser af idealisme og villighed til at kæmpe for en bedre verden, men der er samtidigt også mange, der har undersøgt Kony 2012 og Invisible Children lidt nærmere. Det er begrænset, hvor tilslutning, der er. Invisible Childrens danske Facebook side har foreløbigt modtaget 290 Likes og 223 har meldt sig på at deltage i ?Cover The Night? rundt om i Danmark (138 kommer måske).   International decentral aktivisme Når alt kommer til alt, så er Invisible Children ikke den eneste og heller ikke de første internetbaserede protestorganisationer i Danmark. Til sammenligning kan jeg nævne, at Occupy-bevægelsens Facebook-side har 8.593 Likes og har allerede bevist, at de kan samle folk til fysiske demonstrationer. Cellestrukturen har for alvor fundet anvendelse indenfor aktivistiske organisationer. Du behøver ikke en tung central administration, som du i øvrigt ikke gider skændes med hele tiden. Du kan lave din egen gruppe og sætte dine egne grænser og samtidigt koordinere med andre grupper via Facebook , chatboards eller andre sociale medier. Strukturen er hverken ny eller uafprøvet, men den passer ufatteligt godt sammen med vores individualiserede og selektive kulturstadie. Vi vil selv bestemme, hvilke sager vi gider at støtte og hvornår. Et politisk parti eller sågar en diskussionsgrupper kan for nogen være for snærende rammer. En ny verdensorden Hacktivist-gruppen Anonymous er stjerne-eksemplet på, hvordan den decentrale og selektive struktur kan få succes. Alt tyder på at Anonymous består af forskellige individer og grupperinger, der koordinerer aktioner indenfor deres egne interesseområder, med større eller mindre tilslutning. Alt sammen koordineret på chatboards forskellige steder på nettet. Hacktivisme er formodentligt ikke stærk udbredt i Danmark, men det betyder ikke at strukturen ikke vil vinde indpas. Occupy-bevægelsens foreløbigt helt pæne succes vidner om noget andet. Det skal under alle omstændigheder blive interessant at se udbredelsen af ?Cover The Night? den 20. april.  Er udviklingen mod de decentrale aktivistgrupper en god eller skidt udvikling? Giver det spørgsmål overhovedet mening i en individualiseret og selektiv verden som vores? Det giver forskellige mennesker mulighed for at engagere sig i præcist det, de ønsker, præcis, når de har lyst til det. Engagement kan vel ikke være end dårlig ting. Mark Sinclair Fleeton Kontexten Thu, 12 Apr 2012 18:32:38 +0100 http://blogmindshare.dk/2012/04/opmaerksomheden-er-i-fare/ Vi har altid elsket at hade reklamer. De fleste mennesker har haft en holdning til reklamer. Aftenens reklamer på TV blev diskuteret på arbejdspladsen, og mange husker vigtigheden af at være på plads inden reklamerne i forbindelse med barndommens biografture. Magasinernes glittede reklamer har defineret generationers modeopfattelse og postkassens udbytte af tilbudsaviser er blevet fordelt i sirlige bunker på mange et bryggersbord. Men noget tyder på, at den klassiske reklame er udfordret og ved at miste taget i forbrugerne. Mindshare har i over 10 år undersøgt danskernes holdning til reklamer for at vurdere graden af modtagelighed og eventuelle barrierer over for reklamebudskaber. Dette års undersøgelse bekræfter en udvikling, som har været gældende de seneste par år. Mere irriteret, mindre opmærksom Den generelle irritation over for reklamer fortsætter med at stige. Der er nu knap en tredjedel af danskerne, som mener, at reklamer irriterer ofte/hver gang. En uheldig tendens, når den opfattede opmærksomhed samtidig falder. Kun hver 8. mener i dette års undersøgelse, at reklamer fanger dem ofte/hver gang. Det har i alle de undersøgte år været sådan, at reklamer irriterer i højere grad end de fanger opmærksomheden. Men hvor forskellen langsomt blev indsnævret de første 10 år med et historisk lavpunkt i 2010, så er der nu en stik modsat tendens: irritationen stiger og opmærksomheden falder. På trods af at danskerne har meget delte meninger om reklamer, er vi dog enige om én ting: der bliver flere af dem. Selvom tendensen er svagt faldende, så er 77% af danskerne fortsat enige i, at der er flere reklamer end tidligere. Ikke underligt, når den totale reklamemængde på eksempelvis TV næsten er fordoblet siden 2004 og endnu en gang viste en stigning i 2011 på 8%. Men vi har i forbindelse med tidligere undersøgelser vist, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem stigende reklamemængde og øget irritation. Selvom vi opfatter, at der er flere reklamer, påvirker det ikke direkte vores opfattelse i negativ retning. Det er altså mere opmærksomheden, som er i fare. Irritationen over for tv-reklamer er eksempelvis kun steget marginalt, mens den opfattede opmærksomhed er faldet med over 20%. Det gør sig også gældende for danskernes foretrukne reklamemedie ?tilbudsavisen?, hvor opmærksomheden er faldet næsten 30% på to år. Og tendensen går stort set igen på tværs af alle de forskellige medietyper. Opmærksomheden falder generelt markant mere end irritationen stiger. Den største trussel er ligegyldighed Ligesom vi er enige om, at der bliver flere og flere reklamer, kan vi også enes om, at målrettede reklamer er en god idé. Næsten 7 ud af 10 er enige i dette. Men noget tyder på, at vi ikke får, det vi beder om. Dette giver sig til udtryk i vores generelle holdninger til reklamer. De negative udsagn om reklamer er stort set stabile, mens de positive udsagn om reklamens egenskaber er under pres. Færre og færre synes at reklamer er underholdende, giver brugbar information eller inspiration til køb. Kun knap en fjerdedel af danskerne er enige i, at de ofte taler med venner/familie om reklamer. Hvis vi ikke kan bruge reklamen til noget, så stopper vi også med at dele vores oplevelser af reklamer med hinanden. Den største trussel mod reklamen er ligegyldighed. Reklame pragmatikere Vi har de seneste år inddelt danskerne i fire segmenter på baggrund af deres holdninger til reklamer, henholdvis de negative, de uengagerede, de pragmatiske og de positive. Dette års undersøgelse viser for første gang et væsentligt skred mellem grupperne. Halvdelen af de uengagerede er vandret til de pragmatiske eller de negative. Gruppen af positive er også reduceret til fordel for de pragmatiske, som nu udgør næsten halvdelen af forbrugerne. Denne gruppe er kritisk, men orienterer sig aktivt omkring reklamer, hvis de er i markedet. Men det kræver, at de bliver taget alvorligt og mødt i øjenhøjde. Hvor denne gruppe tidligere var defineret ved at finde reklame både underholdende og brugbar, er det nu udelukkende som inspiration. Reklamer har således fået en mindre vigtig rolle hos størstedelen af de danske forbrugere. Del en fortælling Det handler altså mere end nogensinde om at trænge igennem støjen med et interessant og gyldigt budskab over for de rette mennesker. Og at undgå blot at råbe højere og længere. Alternativet er, at reklamen fuldstændig mister sin relevans og at ingen lægger mærke til den. Hos Mindshare arbejder vi med to enkle forholdsregler mod ligegyldighed og manglende opmærksomhed: Dette gælder både for udformning af budskab og valg af mediekanaler. Martin Ove Rasmussen Mediebureauet Mindshare Blog Wed, 11 Apr 2012 09:56:22 +0100 http://www.kontexten.dk/?p=463 I de kommende dage holder jeg en velfortjent påskeferie. Gennem de sidste næsten tre uger er der fra denne blog kommet indlæg på indlæg om alle mulige emner – nå, ja, ikke alle mulige. Det er en fuldstændigt uhørt udgivelsesprocent i den danske blogosfære. Derfor synes jeg også, at det kunne være interessant, at standse op et øjeblik og hengive mig til bloggerens andet bud*: Lyt! Så det havde jeg faktisk tænkt mig at gøre og i de kommende dage vil jeg derfor overlade bloggen fuldstændigt til dine kommentarer! Så brug lejligheden og kommentarfeltet her på siden under indlægget til at fortælle mig, hvad du synes om bloggen. Hvis du skal bruge lidt mere struktur, så kan du jo fx fortælle mig om: Ris og ros Hvad vil du gerne læse (mere) om? Hvad er det bedste indlæg, du har læst på bloggen indtil videre? Hvad var mindre godt? Skal der anmeldes flere/færre bøger på bloggen? Skal der interviews på bloggen og i så fald hvem? Find gerne på andet og mere. Med andre ord: Giv en kommentar! Jeg håber du vil komme med din mening og ikke holde dig tilbage, selvom du måske ikke har læst bloggen før. God Påske!   * Hvis du skulle være blevet nysgerrig, så er bloggerens første bud: Content is King! – Indholdet er konge. Der er flere hvor de kommer fra, så hvis du skulle været blevet nysgerrig på resten, så smid en kommentar om, at du gerne vil læse om flere af bloggerens bud.       Mark Sinclair Fleeton Kontexten Sat, 31 Mar 2012 09:09:09 +0100 http://www.kontexten.dk/?p=477 For et par uger siden linkede jeg til en historie på Mashable.com omkring Islands brug af sociale medier for at komme ud af den økonomiske krise. Denne uges link er en tilsvarende historie om Maldiverne og deres brug af social medier. God læselyst.   Mashable.com: How Social Media is Bringing Democracy to the Maldives   Foto: http://creativeroots.org   Mark Sinclair Fleeton Kontexten Fri, 30 Mar 2012 08:29:27 +0100 http://www.kontexten.dk/?p=489 Kony 2012. Verdens pt. mest virale video. Emnet er en Ugandisk krigsherre, der bortfører småpiger til prostitution og smådrenge til børnesoldater. Det er den historie filmen fortæller, men meget tyder på, at der er mere til historien end som så. Det er nemlig også historien om, hvordan en NGO bruger forældede og muligvis ukorrekte oplysninger for at skabe opmærksomhed omkring situationen i Uganda og for at genere flere bidrag til deres egen organisation. Det er også historien om en NGO, der er stærkt udskældt generelt for dens brug af sine finanser.   Kony 2012 ? en video med et budskab Man er ikke i tvivl om, når man ser videoen ?Kony 2012?, at der står profesionelle bag. Man er heller ikke et sekund i tvivl om, at målgruppen ikke er ugandere, men amerikanere og europæere. Udgangspunktet er filmskaberen og medstifteren af organisationen Invisible Children, Jason Russel og ikke mindst hans søn. En blåøjet, lyshåret og tilsyneladende ganske kvik knægt, der skærer ind til benet og konstaterer at Kony er en ?badguy? og at familiens ven Jacob, der bruges som eksempel på de ugandiske børn, bliver hurtigt udråbt til ?hero? ? helten i historien. Som jeg kommer ind på om lidt, så bruges der ikke så forfærdeligt meget tid på facts fra situationen fra Uganda. Til gengæld er disse facts nøje udvalgt for den største effekt. Kort sagt får vi historien om den brutale leder af LRA, der kidnapper børn og gør dem til prostituerede og børnesoldater, om børn der lever i frygt og om de forfærdelige ting, de ser og tvinges til at gøre. Organisationen Invisible Childrens erklærede mål er at gøre en ende på krigshandlingerne i Uganda og forhindre flere bortførelser af børn. Derfor bruger de ligeså meget tid på hvor mange mennesker organisationen har samlet i protest mod tingenes tilstand i Uganda.     Åbenlys manipulation og åbenlyse fejl Videoen har bla. bragt vrede i Uganda. For det første har de svært ved at relatere til denne video om amerikanere for amerikanere og europæere. Derudover, så er de facts, der fremstilles i videoen ikke den virkelighed, som uganderne kender i dag. Situationen i Uganda i dag er ulykkelig, det er ingen, der kender til situationen uenige om. Siden Præsident Yoweri Museveni væltede den siddende præsident Tito Okellon med magt, har landet været i en tilstand af borgerkrig. Både regeringsstyrkerne og oprørsbevægelsen The Lord?s Resistance Army siges at have begået groteske krigsforbrydelser i perioden siden Musevenis magtovertagelse. Joseph Kony er ganske rigtigt en ubehagelig type. Han kalder sig selv for talsmand for gud og ånde medium. Han har sine rødder i den såkaldte Holy Spirit Movement (HSM), som Alice Auma tog initiativ til i August 1986. HSM vandt sammen med den store oprørsbevægelse Uganda People?s Democratic Army (UPDA) en række sejre over regeringens National Resistance Army (NRA) i 1986. Samarbejdet var dog kortvarigt og HSM metoder med salmesang og stenkast var i længden ikke effektive mod NRA, der endeligt besejrede HSM i 1987. Samme år genoptog UPDA et vist samarbejde med resterne af HSM under ledelse af Joseph Kony, der i første omgang tog mere konventionelle kampmetoder i brug. Senere udviklede man metoderne til at kidnappe pigebørn til prostitution og drengebørn til drengesoldater. Siden fredsforhandlingerne i Uganda i 2006 er LRA blevet presset ud af landet og opererer i afsides områder i DRC, Sydsudan og den Centralafrikanske Republik. Både Uganda og USA har dog indset at Joseph Kony i sig selv er et problem og bør stilles for den internationale krigsforbryderdomstol. Til at hjælpe uganderne med dette projekt, sendte Præsident Obama i Oktober 2011 100 US Army-rådgivere afsted til Uganda. I videoen frygter Jason Russel, at hvis fokus ikke bevares, så vil Obama trække rådgiverne ud af Uganda igen, men ingen har dog hørt om sådanne spekulationer fra nogen sider.   Usynlige børn med meget synlige regnskaber Invisible Children er i forvejen en organisation, der bliver højlydt kritiseret for deres håndtering af finanserne. Illustration: Invisible Children   Af denne grafiske fremstilling fremgår det, at kun 37,14 % af organisationens samlede udgifter i 2011 gik til egentlige hjælpeprogrammer. 16,24 % gik til administration og hele 46,62 % gik til andre ting, som fx det organisationen kalder ?Awareness Programes?, som er aktiviteter i USA, for at gøre opmærksom på organisationen og problemstillingerne i Uganda. Det dækker også over det, man kalder ?Awareness Products? der grundlæggende er merchandise for Invisible Children-organisationen: Tøj, armbånd, dvd m.v. Redaktør på avisen The Guardian, John Vidal, har undersøgt organisationen og hans undersøgelser tyder på, at organisationen primært drives af amerikanske filmproducenter, revisorer, kommunikationseksperter, lobbyister og sælgere. Tallene ovenfor dækker over at Invisible Children har udgivet 11 film til dato og turneret USA og andre lande for at gøre opmærksom på situationen i Uganda. 750 børn har fået støtte fra organisationen og organisationen har hjulpet til med genopbygningen af skoler i området. Charity Navigator, der vurderer velgørende organisationer i USA giver overordnet Invisible Children 3 ud af 4 stjerner. Fire stjerner for økonomien, men kun to stjerne for gennemsigtighed og accountability.   En diskussion om mål og midler Jason Russel har selv udtalt, at omfanget af opmærksomhed, som hans video har fået er kommet bag på ham. Formodentligt er det også kommet bag på både Russel og Invisible Children at fokus i den grad er blevet rettet mod dem. Men kampagnens eksplosive viralitet har bragt flere interessante spørgsmål med sig i sit kølvand. For det første har det rejst en debat om, hvordan man driver en nødhjælpsorganisation som Invisible Children. Hvordan sal prioriteringerne lægges i forhold til administration, oplysningsarbejde og så reelle hjælpeprogrammer. Der er så vidt jeg kan bedømme ingen, der beskylder Invisible Children for ulovligheder eller direkte uhæderlig omgang med de betragtelige midler de indsamler. Det dels uigennemsigtighed i organisationen og dels den måde midlerne prioriteres på, der påkalder sig kritik. Det man i den sammenhæng skal huske på er, at selvom det kun er en relativt lille del af Invisible Childrens midler, der rent faktisk går til hjælpeprogrammer, så har organisationen ? specielt med ?Kony 2012?, der blev udgivet den 7. marts (altså i skrivende stund kun 22 dage siden) har den forløbne periode formået, at sætte Uganda på dagsordenen globalt. ?Kony 2012? er på mange måder groft forsimplet og giver på ingen måde et helt eller for den sags skyld tidssvarende billede af situationen i Uganda. Til gengæld har den effektivt kommunikeret sit budskab om stop af krigen og stop for brugen af børnesoldater til tusinder af amerikanere. Berettiger det Invisible Children til at føre sin målgruppe bag lyset? Måske ikke. På den anden side er situationen i Uganda kompliceret og det kan være svært at gøre noget overordnet ved situationen som NGO. Er det Invisible Children gør virkeligt så forskelligt fra andre NGO?er. Hvis vi definerer det ,de gør ved at sige, at de udvælger en konkret problemstilling at gøre noget ved, så må svaret være nej. Røde Kors og Røde Halvmåne hjælper på verdensplan flygtninge med midlertidige opholdssteder og bringer nødhjælp til krigshærgede områder. Det er vel i ligeså høj grad fokusering på specifikke områder, hvor man kan gøre en forskel. Hvis vi derimod definerer det, de gør som alt for lidt konkret nødhjælp og alt for meget udenomssnak, så er der muligvis en mening med kritikken. Som altid er der også en anden side af den sag. Er det ikke logisk for en gruppe filmproducenter og kommunikationsspecialister at fokusere på det, de er gode til: Kommunikation. Er det ikke en mindst ligeså vigtig opgave at henlede folks opmærksomhed på grusomheder, som dem, der sker i Uganda? Mit budskab med dette er hverken, at manipulation og propaganda nødvendigvis er af det gode eller at målet helliger midlet. Min pointe er såmænd bare den enkle, at når vi klandrer Invisible Children for at bruge forældede og ensidige fakta, så må vi vel også se nuanceret på organisationen selv, dens metoder og dens motiver. Jeg har kaldt indlægget Historien om et bebudet karaktermord. Og hvad mener jeg så med det? Et karaktermord på Joseph Kony? Jeg er i tvivl om det er muligt. På Invisible Children? Muligvis. På virkelighedens kompleksitet? Uden tvivl!   Kilder og links til at blive klogere af: Foreign Policy: Joseph Kony is not in Uganda (and other complicated things) Kommunikationsforum: Viral på 24 timer ? Kony: Genial kampagne for militær intervention Kommunikationsforum: Kony 2012?s krisekommunikation ? Konykrisekommunikation The Observer: UPDF in Kony hunt accused of rape, looting Visible Children: We got trouble Wikipedia.org: Uganda Wikipedia.org: Lord?s Resistance Army insurgency Wikipedia.org: Joseph Kony     Mark Sinclair Fleeton Kontexten Thu, 29 Mar 2012 12:26:27 +0100 http://www.kontexten.dk/?p=417   Endnu engang har Kontexten samlet en række relevante links til dig med interesse for kommunikation og sociale medier specielt. I denne uge kan du læse om betaling med din mobil, copyright, berømtheder og pr-kampagner på Pinterest, NASAs nye rumskib og meget andet. God fornøjelse!     Et computerprogram, der efterligner den menneskelige beslutningsproces 20.03.2012: Mashable.com: A Computer Program to Model Human Decisionmaking [Video]   Betaling med mobilen Digital Works 20.03.2012: Betaling med mobilen    Pinterest – Copyright problemet 20.03.2012: Mashable.com: The The Copyright Question: How to protect yourself on Pinterest    Twitter oppe på 140 millioner brugere 21.03.2012:Mashable.com: Twitter Says It Has 140 million Users    NASA testflyver nyt rumskib 21.03.2012: Mashable.com: Coming NASA Test Flight Will Go Farther Than Any Spaceship Since 1972 [VIDEO]   Pinterest – Kendis’er på Pinterest 23.03.2012: Mashable.com: 12 Celebrities to Follow on Pinterest   Internetbaseret teater 24.03.21012: Mahable.com: Internet-Based Theater Company Lives Between Cyberspace and the Stage    Pinterest – 5 interessante marketing kampagner 24.03.2012: Mashable.com: 5 Interesting Pinterest Marketing Campaigns   Mark Sinclair Fleeton Kontexten Sun, 25 Mar 2012 14:30:15 +0100 http://trinenebel.dk/2012/03/hvem-taler-politikere-og-topledere-til-nar-de-taler/ Washington. Hjemsted for præsidenter, politiske junkies, taleskrivere – og undertegnede i sidste uge. Og hvilken uge. Awsome! Ugens højdepunkt var to dages taleskriverkonference på det legendariske hotel Mayflower, men ugen bød også på tænketanke, kaffemøder med demokrater, strategifolk, sociale medier-nørder og kongressansatte. Der er nok at skrive om, så jeg vil drypvis komme med blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogle af højdepunkterne, pointerne og nøglebudskaberne. Om taler og hvad meningen er med dem På bundlinjen handler det hele om én ting. Har du noget at sige eller ej? Spørg statsministeren. Har hun reelt noget at sige? Spørg den tidligere statsminister. Har han reelt noget at sige? Spørg DSB, DONG, Vestas og deres nuværende og kommende topledere. Hvad er de reelt passionerede omkring? Hvad brænder de for? Hvad vil de os? Og har de noget at sige til deres publikum (kunder og vælgere) – eller ej? Talerens ego Enhver leder har iboende kommunikator, men også en personlighed. Det er talerens ego, der forhindrer eller befordrer en tale. Egoet er, uden at blive for psykologisk, talerens samlede mængde af passion, habitus, personlighed og karakter, og afgør om taleren konnekter eller ikke konnekter med publikum. En taler kan have det bedste talemanuskript og ikke konnekte med publikum og omvendt. Og selv en rigtig god taler (i Washington) benytter (selvfølgelig) en taleskriver for at få publikum til at lytte endnu mere. For det er dét, det hele handler om; at publikum til at lytte, ikke at få taleren til at høre sig selv tale! Taleskriveren En taleskriver kan bedst coache en taler, hvis taleren lader taleskriveren flytte ind i sit hoved og mentale jeg. Men hvilken dansk politiker eller topleder har mon balls til det? På trods af at mange erhvervsledere og politikere ikke er komfortable med at tale i det offentlige rum, undlader de at få en taleskrivers hjælp til at skabe et komfortabelt talemiljø. For de få der tør gøre professionelt brug af en taleskriver, som det fx er almindeligt i Washington, kan der skrives en tale, der er et udtryk for talerens person, og som rammer publikum dér, hvor de gerne vil høres! Publikum Publikum – vælgerne, investorerne eller kunderne gider ikke høre, at taleren er glad for at være tilstede i rummet og har glædet sig. Publikum vil hellere spørges om, hvordan de har det (fx med dagsordenen), de vil føle sig hørt, set, forstået og anerkendt, og gider ikke flom og leflen fra talerens side. Publikum vil vide hvem taleren er – som person – og orker ikke pakkede budskaber og oneliners. De vil have autenticitet. Det manglende danske mod Spørgsmålet er blot, hvor mange talere, der tager deres pubikum og ikke dem selv, så alvorligt, at de er villige til at se bort fre egne behov, og tage udgangspunkt i publikum og deres behov? Og spørgsmålet er om erhvervsledere og toppolitikere, fordi de er gode til deres erhverv eller politik, nødvendigvis også er gode talere, der forstår at konnekte med publikum, og møde publikum der hvor, publikum er? Eller om deres ego måske står i vejen for virkelig at gøre indtryk og blive lyttet til? Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 20 Mar 2012 16:17:55 +0100 http://trinenebel.dk/2012/03/hvem-taler-politikere-og-topledere-til-nar-de-taler/ Washington. Hjemsted for præsidenter, politiske junkies, taleskrivere – og undertegnede i sidste uge. Og hvilken uge. Awesome! Ugens højdepunkt var to dages taleskriverkonference på det legendariske hotel Mayflower, men ugen bød også på tænketanke, kaffemøder med demokrater, strategifolk, sociale medier-nørder og kongressansatte. Der er nok at skrive om, så jeg vil drypvis komme med blogindlæg, hvor jeg fremhæver nogle af højdepunkterne, pointerne og nøglebudskaberne. Om taler og hvad meningen er med dem På bundlinjen handler det hele om én ting. Har du noget at sige eller ej? Spørg statsministeren. Har hun reelt noget at sige? Spørg den tidligere statsminister. Har han reelt noget at sige? Spørg DSB, DONG, Vestas og deres nuværende og kommende topledere. Hvad er de reelt passionerede omkring? Hvad brænder de for? Hvad vil de os? Og har de noget at sige til deres publikum (kunder og vælgere) – eller ej? Talerens ego Enhver leder har iboende kommunikator, men også en personlighed. Det er talerens ego, der forhindrer eller befordrer en tale. Egoet er, uden at blive for psykologisk, talerens samlede mængde af passion, habitus, personlighed og karakter, og afgør om taleren konnekter eller ikke konnekter med publikum. En taler kan have det bedste talemanuskript og ikke konnekte med publikum og omvendt. Og selv en rigtig god taler (i Washington) benytter (selvfølgelig) en taleskriver for at få publikum til at lytte endnu mere. For det er dét, det hele handler om; at publikum til at lytte, ikke at få taleren til at høre sig selv tale! Taleskriveren En taleskriver kan bedst coache en taler, hvis taleren lader taleskriveren flytte ind i sit hoved og mentale jeg. Men hvilken dansk politiker eller topleder har mon balls til det? På trods af at mange erhvervsledere og politikere ikke er komfortable med at tale i det offentlige rum, undlader de at få en taleskrivers hjælp til at skabe et komfortabelt talemiljø. For de få der tør gøre professionelt brug af en taleskriver, som det fx er almindeligt i Washington, kan der skrives en tale, der er et udtryk for talerens person, og som rammer publikum dér, hvor de gerne vil høres! Publikum Publikum – vælgerne, investorerne eller kunderne gider ikke høre, at taleren er glad for at være tilstede i rummet og har glædet sig. Publikum vil hellere spørges om, hvordan de har det (fx med dagsordenen), de vil føle sig hørt, set, forstået og anerkendt, og gider ikke flom og leflen fra talerens side. Publikum vil vide hvem taleren er – som person – og orker ikke pakkede budskaber og oneliners. De vil have autenticitet. Det manglende danske mod Spørgsmålet er blot, hvor mange talere, der tager deres pubikum og ikke dem selv, så alvorligt, at de er villige til at se bort fre egne behov, og tage udgangspunkt i publikum og deres behov? Og spørgsmålet er om erhvervsledere og toppolitikere, fordi de er gode til deres erhverv eller politik, nødvendigvis også er gode talere, der forstår at konnekte med publikum, og møde publikum der hvor, publikum er? Eller om deres ego måske står i vejen for virkelig at gøre indtryk og blive lyttet til? Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 20 Mar 2012 16:17:55 +0100 http://artikulation.dk/2012/03/bliv-hort-forstaet-og-husket/ Bliv hørt, forstået og husket Vil du gerne fange og fastholde dit publikum og få dit budskab igennem, når du holder et oplæg? Så vær dig selv, brug dit engagement, klarlæg dit hovedbudskab og målret dit oplæg til målgruppen. Det er nogle af de gode råd, Annette Bjerre Ryhede giver i artiklen ?Fang publikum og få budskabet ud? i Mompreneur. Læs hele artiklen her og smid gerne en kommentar. artikulationdk [Artikulation] Mon, 05 Mar 2012 14:30:14 +0100 http://komklartigennem.wordpress.com/2012/02/23/gor-som-anders-kom-klart-igennem-netvaerksgevinst-gratis-workshop-28-2/ Så er det næsten forår og din blogger er på vej op fra varmepudens dyb – endelig !!! )) Igår kunne jeg igen tjekke mail og fik så en skøn video i min indbakke, som jeg af flere grunde gerne vil dele med dig. Læs med og få en god oplevelse sammen med en gratis netværks gevinst [...] fabriciuscom Kom klart igennem! Thu, 23 Feb 2012 14:41:16 +0100 http://linedahl.dk/2012/01/18/derfor-har-du-ogsa-brug-for-den-der-gi-gi-wow-wow-remonimooooww/ Det var min søn på 3 år, der introducerede mig for Aura Diones sang “Geronimo”. Han synger den ? som børn gør ? med sine helt egne ord, og jeg elsker hans version, men sangen fik alligevel en dybere betydning, da min mand fortalte mig historien bag. Geronimo var Apache indianernes mest kendte leder. Anerkendt for at kaste sig ud i ting, der for andre virkede urealistiske at lykkes med ? og for at blive ved, ved og ved. I dag er Geronimo blevet et begreb ? en man hidkalder, når man står overfor store udfordringer, som man ønsker at lykkes med. Præcis som når Aura synger ? “let’s go Geronimo”. Kilde: Danish Music Awards 2011 på Youtube.com Ja, det vidste jeg ikke. Måske gjorde du, ellers ved du det i hvert fald nu. Og hvis jeg kender dig ret, sker det ikke sjældent, at du i forbindelse med nye mål, nye måder at udtrykke dit budskab og nye måder at arbejde kaster dig ud i svært udfordrende sager. Derfor tænker jeg, at du også har brug for den der “gi-gi-wow-wow-remonimooooww”, som min søn synger. Her kommer i hvert fald en liveoptagelse (til ubegrænset brug) med ? Aura Dione & Geromino Line Dahl Line Dahl Wed, 18 Jan 2012 13:36:05 +0100