De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et bulimi http://www.overskrift.dk Tue, 15 May 2012 17:01:13 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://kulturforunge.dk/2012/05/15/igennem-morket-af-lina-strandberg/ ‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : Vi har fundet endnu en svensk selvbiografi om anoreksi. Lina Strandbergs beretning er mere opbygget som en kronologisk sygdomshistorie end det er en roman. Hovedpunkterne er Linas tegneterapi og sidste del af bogen, hvor hun modigt giver ordet til alle sine pårørende, så vi ser sygdommen fra mange forskellige vinkler. Af Peter Henrichsen Titel: ‘Igennem mørket’ Forfatter: Lina Strandberg Oversat af: Torben Poulsen Originaltitel: ‘När mörkret kom’ Sider: 143 Udkom: 9. september 2003 Forlag: Moskito Følelses-barometer: En snart 10 år gammel personlig beretning om anoreksi, er svenske Lina Strandbergs ‘Igennem mørket’. Da Lina er 14 år skal hun igennem en svær rygoperation, der får hende til at tabe adskillige kilo. Rygoperationen får også Lina til at fremstå rankere, og hun lægger mærke til, at hun får flere komplimenter for sin nye fremtoning. Samtidig bliver Lina og hendes klassekammerater i husgerning lært, at fedt er noget man for enhver pris skal undgå, og som pige i klassen bliver det pludselig mere anerkendt, hvis man trækker ud i sine hudfolder på maven og kalder dem bildæk eller siger, man er blevet fed. Så begynder Lina for alvor at skrue ned for mængden af mad. Det giver hende direkte angstanfald at tage på, for hun forestiller sig, hvor afvist hun vil blive, når hun – som hun selv tænker det – bliver stor og fed. En sygdomshistorie ‘Igennem mørket’ er en selvbiografi, der ikke er redigeret kompositorisk, så den fremstår mere spændende. Det er kort sagt det, den giver sig ud for: en sygdomshistorie fortalt i kronologisk orden med alle detaljer om vægttab, nederlag og små succeser. Da jeg lige har læst Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’, der praktisk taget er strikket sammen som en spændende roman, selv om den primært er en biografi, blev jeg ikke lige så opslugt af Lina Strandbergs beretning. Jeg tror primært det skyldes, at Lina har så hård en tid, at det meste hun oplever, er forvirring og sort i sort. Og uden nogle trygge holdepunkter, nogle positive ting, kan det være svært at forholde sig til oplevelsen, når man ikke selv har en spiseforstyrrelse. Den rummer kort sagt ikke så mange forskellige følelser. Helt anderledes end ‘Zebrapigen’ Modsat kan man helt bestemt vende det til noget positivt, for hvor man i Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’ kommer til at holde rigtig meget af Sofia lige fra begyndelsen, ja, så kommer man også ubevidst til at romantisere historien og sygdommen en lille bitte smule, fordi man netop identificerer sig så meget med hovedpersonen. Og at romantisere anoreksien og dét, at komme nogenlunde godt ud af det til sidst, kan også virke hårdt at læse om, hvis man selv står midt i en spiseforstyrrelse eller man er pårørende til en spiseforstyrret, hvor succeserne på nuværende tidspunkt måske er meget små, eller det måske ligefrem går den forkerte vej. I den situation kan man godt føle frustration over bøger, hvor det hele så at sige ‘ender godt’, når man selv står midt i et helvede, der har varet mange år. Mere jordnær Set ud fra den vinkel er ‘Igennem mørket’ på mange måder mere jordnær, for det er en hård og håbløs kamp Lina kæmper, og den styrende del af anoreksien, som hun selv døber ‘Træls’, bliver på ingen måde skildret som ‘det gode onde’; noget hårdt man bare skal igennem, for at komme bedre ud på den anden side. Tværtimod fortæller Linas efterskrift, at ‘Træls’ stadig ligger på lur i hende selv mange år efter, hun betegner sig selv som rask. ‘Træls’ ligger – som Holger Danske’ i Kronborgs kasamatter – altid på lur og er klar til kamp. Linas tegninger Det som jeg faldt specielt for i Linas beretning, er tegneterapien. Det kan måske lyde som noget hokuspokus for uindviede, men det handler i bund og grund om, at det gælder om at benytte alle udtryksmidler for at få følelserne ud, og ofte kan man tegne mange af de ting, man ikke lige kan formulere med ord. Linas tegninger er fotograferet og indsat som bogens midtersider, og samtidig med at man få forelagt opgavebeskrivelserne, var det faktisk Linas tegninger, der gav mig det største indtryk af hende. Det er også godt at huske på, at mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse ofte er utrolig sensitive og derfor ofte ret dygtige til at udtrykke sig igennem kunst og kreativitet. For eksempel bed jeg også mærke i, at Lina spiller cello og endvidere skriver digte, hvor hun beskriver nogle af sine følelser som en “cellokoncert i es-mol”. Uddrag af ‘Igennem mørket’ Birgitta var pragtfuld og tog sig virkelig af mig. Hver gang jeg krøb ind over dørtærsklen til det lille hus, hvor hun havde sin terapi, fik jeg en stor, varm krammer, og sådan var det også, når jeg skulle gå. Hos Birgitta behøvede jeg ikke sige, at jeg ikke ville. Jeg kunne få lov til at sidde stille og male, nedfælde følelserne og tankerne på papir i stedet for at skulle tale om dem. Der var ikke nogen krav om at billederne skulle være smukke eller kunstneriske. Det vigtigste var, at jeg malede ud fra mig selv. Jeg trivedes med det. Som regel syntes jeg, der var svært at udtrykke mig konkret i ord, men ved hjælp af billederne kunne jeg tit fortælle, hvordan jeg følte. Birgitta og jeg fik ud fra dem, kiggede på dem og diskuterede hvorfor de så ud, som de gjorde. På den måde kom ordene til mig, og med ét vidste jeg, hvad det var, jeg mente eller følte. De pårørende kommer til orde En anden speciel og givende ting i ‘Igennen mørket’ er, at Lina både lader sin mor og far, sin veninde, sin ven, sin tegneterapilærer og sin hypnotisør komme til orde til sidst i bogen. Det kommer specielt alle de pårørende læsere til gode, for ofte kan man genkende alle Linas symptomer og adfærd i sin egen datter eller veninde, men derfor bliver det vigtigste som læser også, hvad Linas mor, far og veninde tænkte undervejs. Heller ikke her er der nogen ‘happy end’ – heldigvis – for de er meget ærlige i deres beretninger om hvor svært det også var at være pårørende, og hvor meget dårlig samvittighed de havde for ikke at besøge Lina “nok”. Utrolig lærerigt. (Ganske skræmt blev jeg dog, da jeg læste Linas far udlægning af det hele. Hans meget videnskabelige, vrede og distancerede syn på forløbet, gav mig et godt prej om hvor Linas svære forhold til hendes egne følelser kom fra.) Et sørgeligt hæfte Oversættelsen af ‘Igennem mørker’ fra svensk til dansk er ok, selv om der er en del ord, der ikke er oversat, fordi de staves ens på dansk og svensk. Selve bogens udformning kunne til gengæld ikke være ringere. Det er første “bog”, jeg er stødt på, som er hæftet i en form, som var det en Anders And Jumbobog. Forsiden er lavet af det tyndeste pap, som får æselører af bare en enkelt tur i rygsækken. Den ligner sådan set mere et hæfte end en bog, og det er altså et trist syn for bogelskere. Min anmelderudgave ser allerede laset ud, og forsidefarven er ved at gå af i kanterne, fordi pappet er helt ubehandlet. Man behøver ikke binde alle bøger ind i hardback, men når der findes så mange fine hæftninger med plasticbehandlede forsider, bør man som forlag minimum lægge de ekstra kroner for det; specielt når læserne stadig skal give små 200 kroner for den. En brik i det store personlige puslespil Når man læser biografier om anoreksi og spiseforstyrrelser i almenhed, må man aldrig forvente at beretningen kan knække koden; at den giver én netop dén aha-oplevelse, hvormed man pludselig forstår alt. Linas beretning er netop så speciel og det samme er måden, hvorpå hun – jeg vil ikke sige bliver rask – men får det bedre. Til gengæld vil der altid være nogle tanker eller nogle situationer undervejs i beretningerne, som man genkender, og de lyspunkter skal man helt sikkert tage til sige og arbejde videre med, hvis man selv har en spiseforstyrrelse eller er pårørende til en med spiseforstyrrelse. Så hvis man ikke tager biografierne for mere end de er: blot én enkelt og specifik personlig beretning, tror jeg man kan komme langt med dem. Hver enkelt biografi kan nemlig give nogle få brikker til det samlede og kæmpestore puslespil, som er vidt forskellig fra person til person. Det kan derfor også være noget af et sidespor man kommer ud på, hvis man kigger for meget efter sidemanden og forsøger at lave hendes billede af et hjerte, når man selv har brikkerne til en solopgang. Peter Henrichsen Kultur For Unge Tue, 15 May 2012 12:36:26 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/05/06/stjerneskaelv-af-anders-johansen/ ‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I nogle bøger sidder jeg og kigger på bogstaver og tjekker sidetal for at se hvor meget “arbejde”, der er tilbage. I “Stjerneskælv” blev jeg taget i kraven, flået ind i bogen og først spyttet ud igen på allersidste side med tårer løbende ned ad kinderne. Og jeg var parat til straks at begynde forfra igen. Wauh – for en god oplevelse! Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ rammer så præcist alle de følelser unge piger går og gemmer på, og som nogen pludselig bliver rigtig syge af at gemme på. Det handler nemlig ikke om mad og hobbyknive – det handler om følelser. Af Peter Henrichsen Titel: ‘Stjerneskælv’ Forfatter: Anders Johansen Sider: 233 Udkom: 30. maj 2008 Forlag: Modtryk Følelses-barometer: Liv er 16 år og vejer 41,5 kilo, da hun bliver indlagt på Slusegården – et bosted for unge med spiseforstyrrelser og selvskade inde på livet. Egentlig var hun ret godt på vej ind i teenagealderen med søde men afdæmpede forældre og en elskelig storesøster, som støtte, tryghed og forbillede. Bedsteveninden, Majken, og Liv har også altid klaret sig godt i skolen, men omgivelserne og de andre fra klassen ændrer sig. Nu gælder det pludselig ikke om at være dygtig og flink længere, nu skal man snarere være led, smart og oprørsk. Liv og Majken underskriver en pagt om, at de aldrig vil være sådan, for de mistrives simpelthen, når det hele handler om fester, tøj, druk og hvem, der har dusket hvem. Ved nogle voldsomme begivenheder ændrer alting sig omkring Liv, og hun bliver slået helt ud i et kaos, hvor hun føler tilfældighederne styrer hendes verden. Hun må genvinde kontrollen, og første kontrolpunkt er nødt til at være meget målbart: hendes lår må ikke længere røre hinanden. Det er hun nemlig pludselig blevet opmærksom på, at de gør, og hendes jeans er helt slidt på indersiderne. Samtidig har hun fået nogle grimme sms’er fra en dreng, hun ikke ville give et blowjob, og indholdet i de beskeder siger direkte, at hun er fed. Liv bliver en kalorieregnemaskine. For hvis man ikke engang kan kontrollere sin vægt og sit udseende, hvad kan man så kontrollere? Hver gang hun får øje på noget, der kan spises eller drikkes, sætter hun kalorie-værdi på i hovedet. Det bliver nemt at afgøre, om det kan spises eller det er alt for fedt. Majken bliver også udskiftet som løbepartner. Sebastian løber meget hurtigere og længere, og det kan man i den grad tabe sig af, specielt hvis man kun drikker Cola Zero efter træningen. Liv bliver dygtig til at kontrollere. Så dygtig, at hun lige pludselig befinder sig på Slusegården med spiseforstyrrede piger og en masse psykologer, pædagoger og terapeuter. Men der skal også meget mere til, før Liv giver kontrollen fra sig dér. Hun er knivskarp på øverste etage og har snart regnet hele personalets taktikker og strategier ud, så hun kan modarbejde dem. Men så en dag er der pladsmangel på Slusegården. Den lidt kraftige goth-pige Nikie skal bo midlertidigt på Livs eneværelse. Men Nickie ikke bare spiser mad. Hun æder. Pomfritter, slik, cola, junk. Nickie laver buler i Livs perfekt redte seng og propper Livs øretelefoner i sine sikkert ikke særlig rene ører. Pludselig kan Liv intet længere kontrollere, og selv om hun er verdensmester i at holde sine følelser inde, er Nickie så meget ‘for meget’, at tremmerne bliver sprængt i Livs perfekte bur af selvbeherskelse — og så begynder det pludselig at rykke for Liv. En historie i flere lag Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ er faktisk ikke verdens nemmeste bog at give et resumé fra uden at lave spoilers. Historien er nemlig pakket ind i mange forskellige lag, der gør, at vi hopper frem og tilbage mellem nutiden på Slusegården og selve optaktshistorien omkring, hvordan Liv kom så langt ned. Mange af de hændelser Liv kommer ud for i begyndelsen, hører vi nemlig først om til sidst – og omvendt. I de fleste romaner synes jeg tidsspring kan være dybt forvirrende. En del forfattere bruger det mest for at skabe spænding, ved at holde tilbage på de oplysninger, man hungrer efter at høre. Men i ‘Stjerneskælv’ fungerede disse tidsspring overraskende nok som det naturligste i verden. Det fungerer så godt, fordi begge historier – både Livs fortid og Livs nutid – er rigtig spændende. Andre forfattere har ofte en lidt kedelig grundhistorie samt en spændende delhistorie, som de så springer frem eller tilbage til og kun deler sparsomt ud af – og det er dér, man føler sig snydt og holdt hen. Man vil gøre alt for Liv Men skriver man så godt som Anders Johansen, er der ingen grund til holde læserne hen med mindre spændende eller måske ligefrem kedelige episoder. De eksisterer nemlig slet ikke i bogen. Fra første side identificerede jeg mig med Liv. Hun stod så tydeligt, og hun var så elskelig, at jeg med det samme ville gøre alt for hende. Og der er næsten succesgaranti, når man som forfatter kan få det på plads i hovedet på læseren på så kort tid. Uddrag af ‘Stjerneskælv’ “Hvor har du købt de smarte bukser, Mickey … eller var det Vicky?” Nickies øjne bliver smalle. Jeg koncentrerer mig om bladsellerien og hytteosten på min tallerken. Blander mig ikke. Man kan jo ikke undgå at høre Modedyrets spydige: “De må godt nok have kostet kassen,” og grinene, der sprutter over. “Knyt sylten, eller jeg voldtager dig,” siger Nickie lavt, men tydeligt. Modedyret står lidt og tripper forfjamsket, inden hun får sig flyttet væk. Nickie blinker til mig. Jeg ser ned i tallerkenen. Nogle øjeblikke er der meget stille. Så vokser stemmerne frem igen, prøvende, pirkende. Som små drenge der absolut skal stikke en pind i myretuen. bare for at se, hvad der sker. Christine “taler med” Tinkerbell, den oversavlede Build-a-Bear-bamse, opkaldt efter Paris Hiltons syge køter- Hendes yndlingstrick, hvor hun kan råmobbe og samtidig spille uskyldig, for hun er jo nødt til at svare, når Tinkerbell spørger med sin bamsestemme, som kun Christine kan høre. “Jamen skat, mor ved virkelig ikke, hvad der får nogen til at maje sig sådan ud. Det er vel for at gøre sig interessant … Hvad de gør, når de skal ud og flyve? Du tænker på metaldetektoren? Nu er det nok ikke liiige de typer, der flyver mest.” Nickie svirper med elastikken. Hun har smurt et eller andet på såret på hånden, så det næsten ikke er til at se. Svirp. Svirp. I øvrigt spiller hun døvstum nu. Lader alting prelle af. Rollen passer mig udmærket. Endnu bedre identifikation end ‘Hannah’ i ‘Døde piger lyver ikke’ Mange piger følte en enorm identifikation med Jay Ashers hovedperson, Hannah, i ‘Døde piger lyver ikke’, men jeg tør næsten æde mine gamle danskstile fra folkeskolen på, at danske piger vil kunne føle en endnu større identitet med Liv. For uanset om man selv har en spiseforstyrrelse eller skader sig selv, vil man kunne genkende de fleste af Livs og Nickies følelser, og fordi personerne er danske, føles det hele lige så genkendeligt som i ens egen skole. Hvem har ikke været fuldstændig fokuseret på sit eget udseende, på de dele af én, man synes er grimme og som man gerne vil lave om? Og hvem har ikke følt fuldstændig kaos eller følt sig virkelig hårdt ramt, når en mobbende klasse-”kammerat”, har råbt et eller andet om præcis éns ømme punkt? Anders kommer ned og rører alle de tanker og følelser, vi alle sammen har eller har haft – også dér, hvor det gør rigtig ondt – og det er pudsigt nok frygtelig dejlig at få sat ord og genkendelighed på, for man får forløst den ensomhed, man selv oplevede, da man var ude for det samme. Også perfekt hvis man laver projekt Vil man have afmystificeret alle sine fordomme (som man måske ikke engang ved, man har) om spiseforstyrrelser og selvskade, er ‘Stjerneskælv’ også den oplagte bog at gå i gang med. Skriver man for eksempel projekt om emnet, vil det være 100 gange mere relevant at begynde at læse ‘Stjerneskælv’ frem for at gå i gang med alle mulige fagbøger og websider om anoreksi, bulimi og cutting. For det vigtigste handler ikke særlig meget om maden, opkastningerne og sårene, selv om det er dét, forældre bliver mest forskrækkede over, og som læge og sygeplejersker straks går i gang med at behandle. Det handler om tankerne og følelserne bag. Smerten, som man enten vil overdøve eller kontrollere sig ud af. Og netop den del, er der ikke særlig mange fagpersoner, der vil kloge sig på på websider, fordi livhistorierne og løsningerne er vidt forskellige fra person til person, men det er netop alle de følelser Anders Johansen rammer så præcist. Fjerner skammen Fordi spiseforstyrrelser og selvskade udelukkende er synlige tegn på psykisk mistrivsel, er det brandgode i ‘Stjerneskælv’, at Anders Johansen får fortalt flere livshitorier, ikke kun Livs og Nickies, men også spredte indtryk fra de andre piger på Slusegården. Det er så smukt et budskab, at vi alle er vidt forskellige, oplever verden på hver vores måde og derfor også har krav på at blive behandlet forskelligt og få respekt, uanset om vi har nogle fejl eller gør nogle uhensigtsmæssige ting. Samtidig får Anders fjernet skammen fra et ellers ret tabubelagt emne igennem Nickie, fordi hun taler så åbent om alting, at selv Liv får svært ved at lave hemmeligheder, når det hele allerede er blevet nævnt ud i det åbne. Enormt forløsende, og man får virkelig lyst til at give Nickie et lige så stort knus som Liv, når man først lærer hende at kende. Uddrag af ‘Stjerneskælv’ Den ekstra hud er flået af mig, og min egen er alt for tynd. Jeg er som en blævrende musling uden skal. Pirk til mig, og jeg flyder ud. Toppen af danske ungdomsromaner ‘Stjerneskælv’ er én af de allerbedste, danske, ungdomsromaner, jeg har læst, og jeg kunne blive ved med at fortælle om den. Da jeg læste sidste side, var jeg så betaget af historien, at jeg nemt kunne være begyndt forfra lige med det samme, for jeg ville så nødigt slippe Liv og Nickie. Men hey, få fat i bogen, og læs den selv! Det er det eneste rigtige. Til sidst rigtig stor ros til Anders, for at have allieret sig med 10 unge piger som testlæsere til ‘Stjerneskælv’, som der står skrevet på bogens tredje side. Det er godt nok sjældent, man ser det i ungdomsbøger, og hvis alle ungdomsforfattere turde modtage dén – kritikken, råt for usødet, negativt som positivt – kunne mange dårlige manuskripter af lidt for selvsikre forfattere med et kendt navn, være nået at blive stoppet inden de røg i trykken og endnu værre: sendt ud til stakkels dansk-elever i folkeskolen. Det er nemlig alt for meget forfejlet “ung med de unge”-ungdomssprog, kvindelige forfattere, der tror de kender alt til drenges følelser men ikke gør det, og forfattere, der tror, en ungdomsbog rammer nutidens unge, bare man husker at nævne en masse med nettet, facebook og smartphones. Så let er det heldigvis ikke, og det ved Anders Johansen. De eneste rigtige eksperter er de unge selv, så har du allerede læst ‘Stjerneskælv’: Giv os din mening om Livs historie i kommentarfeltet her nedenunder. Vi vil elske at læse den! Peter Henrichsen Kultur For Unge Sun, 06 May 2012 09:38:23 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/04/03/ikke-engang-et-jordbaer-af-marnelle-tokio/ ‘Spiseforstyrrelser’: Tør du lægge alle dine forsvarsmekanismer, der normalt beskytter dig, og er du modig nok til at turde rumme Marty’s historie, mens du skiftevis griner og tårerne løber ned ad kinder på dig, ja, så bliver du også vel belønnet i ‘Ikke engang et jordbær’ af Marnelle Tokio. Du kommer et stort skridt nærmere dig selv – ikke den, du vil være eller tror du bør være, men den du virkelig er. Det er meget store ord, men ‘Ikke engang et jordbær’ er også en meget stor bog om det allervigtigste her i livet! Af Peter Henrichsen Titel: ‘Ikke engang et jordbær’ Forfatter: Marnelle Tokio Oversat af: Jan Dahl Jeppesen Originaltitel: ‘More than you can chew’ Sider: 220 Udkom: Første gang i 2004 Genudgivet 31. marts 2012 Forlag: Arvids Følelses-barometer: 17-årige Marty forsøger at leve et normalt teenageliv i San Diego i Californien. Hendes far gik fra hende og hendes mor, da Marty var lille. Hendes mor har et voldsomt alkoholproblem. Men Marty har trods alt en dejlig kæreste, Zack. Tror hun. For da Zack vil have sex med hende første gang, går han fuldstændig amok fordi Marty fortæller ham, at han ikke er den første. Hun er ikke jomfru. Zack kalder hende alt muligt grimt og vil ikke have mere med hende at gøre. Martys bedste veninde, Cherri, kan hun heller ikke snakke med, fordi hun har haft et sidespring med Cherris kæreste. Alt brænder sammen. Og så holder Marty op med at spise. Nippere og nappere Martys historie foregår på en hospitalsafdeling for anorektikere og bulimikere – nippere og nappere, som Marty selv så morbidt kalder det, for så er scenen ligesom sat. Marty er nemlig jeg-fortæller og vi følger hendes liv, nogle få dagbogsnotater og næsten alle hendes tanker igennem et lille år. Marty’s sorte humor fik mig virkelig til at grine højlydt undervejs, men hvis man tror, at humoren blot er brugt som underholdning for at få en tung historie ned, tager man voldsomt fejl. For humoren er den samme, som også visse sygeplejersker, falck-folk og politibetjente besidder. Det er en ventil og en overlevelsesmekanisme, der lukker det svære og sørgelig ud, fordi man ganske simpelt ikke kan tage det hele på sine skuldre uden at gå psykisk ned. Så Martys sorte humor, selvironi og grove kommentarer til personalet giver også én som læser den tiltrængte ventil; samtidig finder man hurtigt ud af, at alt “det sjove” kommer fra en overset, ensom pige, der allerhelst bare vil knuses, krammes og holdes af, og så begynder den at gøre rigtig ondt. Overlevelseshumor Fordi Marty besidder denne overlevelsehumor, identificerede jeg mig også med hende lige med det samme. Netop den sorte, morbide humor er kendt hos en del anorektikere, og det er virkelig et genialt træk af Marnelle Tokio, at præsentere universet den vej igennem, da det havde været næsten umuligt at identificere sig med en dybt depressiv hovedperson, der slet ikke havde svar på tiltale. Dertil havde distancen været for stor. Uddrag af ‘Ikke engang et jordbær’ Jeg er ikke helt færdig, da der bankes bestemt på døren. Det er Jackit. Hun er her for at hente mig. Den eneste lyd nu er klagelydene fra min stol. Det er for tidligt. Eller måske er min far kommet for tidligt. Det ville så være første gang. “Marty?” kalder Jackie, som jeg allerede har rejst mig fra stolen. Vi følges hen til elevatoren og venter en evighed. “Nå, Jackie. Ikke noget med et sidste måltid eller en bøn?” “Eftersom du er anorektiker og ateist, tænkte jeg, at vi ville springe det over.” “Gudskelov, at du har sans for humor, Jackie, for det får du brug for, når du møder min far.” 245 dage med Marty Kapitlerne er navngivet efter antallet af dage, som Marty har været på hospitalsafdelingen; for for Marty og de andre piger, handler det nemlig kun om at komme ud til det virkelig liv, væk fra hospitalet, så de igen kan tage kontrol over deres fødeindtag, kaste op, når de vil, skaffe diætpiller og skære sig, for at holde den virkelige psykiske smerte på afstand. Selv om det måske ikke lyder hyggeligt, bliver det varmt og rart at være på afdelingen, fordi sygeplejerskerne og nattevagterne har så stærke personligheder og er så forskellige, at man kommer til at holde lige så meget af dem, som af Marty og pigerne. Vi følger med ved madlavningen og indkøbene, som pigerne selv skal stå for, og vi er en flue på væggen i gruppeterapi-rummet, hvor pigerne skulle fortælle om deres følelser, men oftest sidder og tæller sekunder for at kunne slippe ud igen. Midt i al håbløsheden – som man som læser lægger mærke til, men pigerne ikke selv skænker så mange tanker – udviser pigerne også en stor omsorg for hinanden, når det virkelig gælder. Marty kaster sin kærlighed på kun 8-årige Lily, der også kommer ind som anoreksi-patient, og det søsterlige forhold er så rørende, at jeg også fældede en del tårer i de kapitler. Der hvor man begynder at forstå Undervejs bliver man selvfølgelig nysgerrig på, hvilke årsager der har været til at Marty får det så dårligt. Selvfølgelig er det slemt nok, at hendes far rejste da hun var lille og at hendes mor drikker, men man vil også bare rigtig gerne have nogle specifikke eksempler på hvordan de har opført sig overfor Marty, så man bedre kan forstå. Det får man i den grad også, fordi både Marty’s mor og far jo er forpligtet til at ringe og besøge deres datter. Af og til er telefonsamtalerne så hårde, at man selv får lyst til at skrige, mens Marty holder smerten og frustrationen inde i sig selv – dér begynder man rigtigt at forstå. Når rygsækken bliver for tung Man kan heller ikke lade være med at sammenligne historie med sit eget liv. Essensen er nemlig, at alle de ting pigerne kæmper med, er sociale problemer i livet, som vi alle sammen i mere eller mindre grad kommer ud for, så det handler ikke om at pigernes problemer er helt specielle, men at de er blevet sat i nogle situationer i deres sociale liv, hvor de ikke får mulighed for eller kan løse dem. På et tidspunkt bliver rygsækken ganske simpelt for tung. Det kan ske for alle Netop det betyder, at man som læser kan forholde sig til næsten alle de situationer Marty står i. Det havde været nemt, men også meget overfladisk, hvis man bare kunne sidde og sige ‘det kunne aldrig ske for mig’. Men man finder hurtigt ud af, at det kan ske for én selv – det er derfor man lever sig ind i det hele; ikke kan lade være med at suge følelserne og oplevelser til sig; ikke kan lade være med at blive rørt, såret, frustreret og ked af det. Men hvor er det også en kæmpe mulighed og en stor gave, at få lov til at få den store indsigt, at nærmest være i praktik på Martys afdeling og være én af pigerne, uden selv at være syg. En vigtig lille livsforsikring Bagsideteksten – dét, som man også kalder ‘blurb’, rummer på sin vis en kæmpe spoiler. Vi får nemlig at vide, at Marty er vej frem, når bogen slutter. Først synes jeg det var en utilgivelig information at give, inden man gik i gang med læsningen, men set i bakspejlet forstår jeg det. Hvis man skal turde lægge alle sine forsvarsmekanismer fra sig – dem, der gør at man normalt ikke tager sygdom og død på fjernsynet så alvorlig, ja, så er man faktisk også nødt til at vide, at Marty ikke dør til sidst. Ellers ville der ganske simpelt være mulighed for, at man skulle sidde og græde i flere dage bagefter, og det er nok de færreste, der har lyst til at involvere sig så dybt. Derfor er det godt, at der står, som der står. Det ødelægger intet i historien, men det giver én et lille bitte sikkerhedsreb, når det er aller sværest, og det har man ganske simpelt brug for, for at turde give sig hen i alle de andre svære følelser. En historie man bærer med sig resten af livet Undervejs, når Marty’s forældre er aller værst, får man lyst til at diskutere bogen med nogle gode venner eller veninder, der også har læst den. Det pudsige var blot, at da jeg kom til slutningen opstod der en ærefrygt i mig over, at Marty har delt alle sine tanker med mig. Så meget af det jeg gerne ville diskutere med andre, fik pludselig en dejlig ro og faldt på plads, og jeg følte at hemmelighederne skulle bevares alene mellem mig og Marty. Det er virkelig noget helt specielt, når en piges historie bliver fortalt så godt, at man får lyst til at lægge alle minderne – de sjove og de sørgelig – ind i et hemmeligt rum i sit hjerte, og bære dem med sig resten af livet. Peter Henrichsen Kultur For Unge Tue, 03 Apr 2012 11:47:32 +0100 http://spiritandmind.wordpress.com/2012/02/19/gruppeterapi-et-billigt-alternativ-til-individuel-terapi/ Vil du gerne starte terapi, men synes individuel terapi er lidt for dyr, så kan gruppeterapi være et godt og billigere alternativ. Gruppeterapi giver dig endvidere mulighed for at få et fællesskab omkring din terapi og udvikling, få andre mennesker, som vidner til din proces, samt den synergieffekt, der ligger i at høre andres historie, [...] Spirit and Mind ApS Spirit and Mind ApS Sun, 19 Feb 2012 16:52:48 +0100 http://spiritandmind.wordpress.com/2012/02/18/hvad-kan-jeg-som-parorende-fa-mit-familiemedlem-i-terapi-eller-coaching/ Hvordan kan du som pårørende hjælpe dit familiemedlem til et bedre liv, bedre sociale relationer og et bedre forhold til skolen/arbejdet eller til et liv uden misbrug eller selvskade? I Spirit and Mind ApS har vi god erfaring med at den pårørende fortæller familiemedlemmet, at de gerne vil give dem et coaching forløb/terapi forløb. Og [...] Spirit and Mind ApS Spirit and Mind ApS Sat, 18 Feb 2012 09:53:17 +0100