De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et carlsen http://www.overskrift.dk Fri, 25 May 2012 13:01:01 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://himmelskibet.dk/anmelderblog/?p=2848 Pectus? Sten Roman af Lise Bidstrup Forlaget Carlsen 2011 Den unge Laus opsøges af nogle sære, gamle mænd. De forsøger at lokke ham til at tage alene til et hotel i Amsterdam for at deltage i ?en konkurrence?. Laus vælger ikke at melde dem til politiet, men i stedet at ignorere dem og de lyserøde breve de sender til ham. Jeg ved ikke om det var tilsigtet fra Bidstrups side, men jeg fik nogle helt andre associationer end den unge helt der skal redde verden, men i starten har svært ved at blive overtalt. Overtalt bliver han til sidst, og han får da til opgave at finde Pectus? Sten. (Her må anmelderen indflette en protest over at man bruger ejefald med apostrof i en titel. Det virker umiddelbart klodset, uden at være mærkeligt på den gode måde. Men okay, det er ikke noget stort problem). Pectus, om hvem vi ikke rigtig får noget at vide, har en sten som både skal findes og bruges i et meget vigtigt ritual, som skal udføres med flere hundrede års mellemrum. Laus er den ene af de udvalgte, som skal finde stenen, den anden er en pige fra England, Isabell. De to udsættes herefter for en række opgaver og udfordringer, på deres vej rundt i hele verden for at redde verden. Men naturligvis ingen fantasy-bog uden en skurk. Skurkene her er to magiske væsener, i starten forklædt som mennesker, som gennem det mest af bogen forsøger at få fat i Pectus? Sten og få ram på de to ?udvalgte? børn. Børnene får til gengæld hjælp i form at en magisk dims, som redder dem ud af mange farer, og nogle mere godmodige væsener. De tre gamle mænd laver tilsyneladende ikke andet end at følge lidt med i hvad der sker, da først de har sat begivenhederne i gang. Plotmæssigt hænger historien udmærket sammen det meste af bogen, men til sidst virker det som om der er planlagt at lave en fortsættelse. Der er nogle ting som ikke bliver ordentlig afklaret og specielt en persons adfærd, som virker meget underlig og aldrig bliver forklaret. Væsenerne og personerne svinger fra de lidt for kedelige og velkendte til nogle mere interessante og originale. Blandt andet nogle havvæsener og nogle luftvæsener, synes jeg virkede ret interessante, men de bliver desværre ikke brugt særligt meget. Problemet med Pectus? Sten er at den ikke rigtig ved hvad den vil: Fortælle en udviklingshistorie om de to børn, som er det der er lagt op til, ved at den følger en velprøvet eventyr-skabelon? Fortælle om en verden som ligner vores på overfladen, men i virkeligheden er styret af andre regler og indeholder et mylder af forskellige magiske væsener? I forhold til førstnævnte får vi aldrig en god forklaring på hvorfor netop de to er blevet udvalgt, og det er begrænset hvor meget de udvikler sig og får afklaret de personlige problemer de har i starten af bogen. I forhold til sidstnævnte får vi blot nogle glimt af den magiske verden, men ikke nok til at den bliver rigtig levende og sammenhængende. Som jeg skrev om en anden børne/ungdoms-bog, som jeg anmeldte for nogle år siden, og hvor jeg stadig fortryder en del af det jeg skrev, så er jeg ikke i målgruppen for bogen her. I modsætning til dengang, vil jeg ikke automatisk konkludere at bogen er dårlig, fordi jeg ikke fik den helt store læseoplevelse ud af den. Dem der er i målgruppen, vil formentlig føle sig udmærket underholdt af bogens to meget forskellige hovedpersoner, de onde magter som jager dem og det høje tempo handlingen har det meste af tiden. Bogen er letlæst og velskrevet og den har en udmærket sammensætning af de ingredienser der indgår i en fantasy-roman. Med ovennævnte forbehold. Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.32 admin Himmelskibet Anmelderblog Fri, 25 May 2012 07:00:38 +0100 http://drilleren.wordpress.com/2012/05/21/havregrinet-del-2/ drilleren ©Drilleren's Blog her skånes INGEN for verbale overfusninger Mon, 21 May 2012 23:16:29 +0100 http://gyseren.dk/bog/grufulde-morke-red-henrik-s-harksen/ Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af. Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.” Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ?Fear of mirrors ? memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.? Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet ? og hvordan hun langsomt ændrer sig. ?Spejlet? er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd. Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Unruhe?. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet. Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ?Dybt nede?, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Howard Charlestons forvandling?. Det indledende citat lyder: ?Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop ? and find strange horror.? På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen ? og på hvad der fulgte med op? Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ?The Thing?. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie. Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ?Under marehalmen? hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ?Hideous sound in the dark.? Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst. Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ?Pilene?, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning. Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ?Djævlen byggede et hus?, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ?Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? [?] Man afraid to shut eyes-.? Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere. Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling. Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ?Hvad skal barnet hedde?? udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ?To find something horrible in a (perhaps familar) book.? Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker ? og om fødslen der venter? Det er oplagt til at tænke på ?Rosemarys baby?, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen. ?I helvede venter rommen? af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ?A secret living thing kept and fed in an old house.? En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien. Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ?I et vindue?, der indledes med citatet: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe. Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt ? så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten? Alt i alt kan jeg absolut anbefale ?Grufulde mørke?. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne. Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger. Udgivelsesår: 2012 Omslag: Tomas Gindeberg Indhold: Forord af Henrik S. Harksen Spejlet af Thomas Daugaard Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen Dybt nede af Morten Carlsen Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg I et vindue af A. Silvestri HPLMythos serien: Grufulde mørke (2012) Lyden af vanvid (2010) Fra Skyggerne (2008) Læs mere på HPLMythos.dk Jette Gyseren Sun, 13 May 2012 16:24:32 +0100 http://gyseren.dk/bog/grufulde-morke-red-henrik-s-harksen/ Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af. Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.” Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ?Fear of mirrors ? memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.? Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet ? og hvordan hun langsomt ændrer sig. ?Spejlet? er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd. Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Unruhe?. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet. Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ?Dybt nede?, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Howard Charlestons forvandling?. Det indledende citat lyder: ?Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop ? and find strange horror.? På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen ? og på hvad der fulgte med op? Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ?The Thing?. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie. Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ?Under marehalmen? hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ?Hideous sound in the dark.? Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst. Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ?Pilene?, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning. Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ?Djævlen byggede et hus?, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ?Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? [?] Man afraid to shut eyes-.? Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere. Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling. Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ?Hvad skal barnet hedde?? udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ?To find something horrible in a (perhaps familar) book.? Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker ? og om fødslen der venter? Det er oplagt til at tænke på ?Rosemarys baby?, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen. ?I helvede venter rommen? af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ?A secret living thing kept and fed in an old house.? En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien. Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ?I et vindue?, der indledes med citatet: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe. Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt ? så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten? Alt i alt kan jeg absolut anbefale ?Grufulde mørke?. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne. Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger. Udgivelsesår: 2012 Omslag: Tomas Gindeberg Indhold: Forord af Henrik S. Harksen Spejlet af Thomas Daugaard Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen Dybt nede af Morten Carlsen Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg I et vindue af A. Silvestri HPLMythos serien: Grufulde mørke (2012) Lyden af vanvid (2010) Fra Skyggerne (2008) Læs mere på HPLMythos.dk Jette Gyseren Sun, 13 May 2012 16:24:32 +0100 http://www.denfri.dk/2012/05/uge-18/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=uge-18 Arbejdernes Internationale Kampdag er afblæst. Ingen arbejder længere. På den måde. I hvert fald ikke i en vestlig optik. Og ingen andre end McDonald’s og Mærsk har internationale forbindelser, hvor solidaritet sikkert er at finde på et meget lille sted, men grådigheden er der nok store chancer for at se. Bare sådan ved første øjekast. Fælledparken holder ellers fanerne højt. Et sted skal det gøres. Og folk i alle aldre med sol i ansigterne strømmer til. De vil gerne feste. Lejligheden er lige meget. Bare man har fri og solen skinner og der er billige øl fra Netto i de kølige dåser. Første maj var i min barndom lig med højdepunktet for et år. Og dog. Land og Folk-festivalen var nok det største, som ingen skulle slå hjem. Men lige efter festivalen for landet og folket, var første maj sådan noget, der skulle overholdes med hammer og sejlende sejl. Min søster og jeg var aldrig med på det der med sejl. Det virkede som om, de har havde skrevet forkert. Desuden græd min søster hver gang hun så en hammer, da vi var vokset op i et bofællesskab ude ved Flyvergrillen på Amager, hvor en af mændene en dag hamrede sig selv oven i hovedet med en hammer, da han en forårsdag var gået i gang med selv at støbe fliser. Og de fliser skulle ud af rammen igen, så de kunne tørre. Og bang, bang, sagde det. Og blodet flød. Men så var alle da sikre på, at revisoren i det mindste var rød et sted. Inderst inde. Når det hele kom til stykket. Min søster og jeg blev slæbt med i Fælledparken, hvor vi så sad og var hunderæd for Troels Trier, der gik rundt med en krum næse og et ildrødt sjal og brølede i en megafon, at Østen var lykken og Formand Mao var Gud og alle, der tjente penge, var nogle dumme svin. Punktum. Min søster har alle dage haft sine egne udlægninger af virkeligheden, så hun troede, at Troels Trier sagde, at Søster var lykken og alle dem, der gik med briller, var dem, det hele kom til at køre for. Punktum. Ingen gik i modargumentation. Jeg malede mit første maleri en første maj i 1975, hvor Røde Mor spillede på scenen og min mor sad og flettede fletninger og min far var i gang med noget frivillig grafik. Jeg malede det sammen med min kusine. Hun blev sidenhen lottomillionær. Så det med de rige holder nok ikke helt i retten. Det gjorde det heller ikke for min kusine. I løbet af et år skyldte hun det meste væk på Staden igen. Sådan går det, når man spiller på de forkerte karruseller og møder en rocker eller syv i indgangen til Fredens Ark. Af rygmærke er du kommet, til rygmærke skal du blive. Erik Clausen, den kloge mand med kælderinteresser, har for længst døbt Første Maj til Mig Først. Det ved enhver, der cyklede forbi festlighederne i Fælledparken, passer. Manden og jeg gik ind og så på dyrene, der var sluppet løs. Jeg havde selv takket pænt nej til at sige noget, fordi jeg ikke på den måde er partipolitisk, selvom jeg til stadighed mener, at Johanne skal være præsident. Desuden har Enhedslisten ingen kulturpolitik, så det med at melde sig under fanerne et sted, hvor farven rød er den eneste, der findes på lærredet, kan være lidt svært, når man arbejder som billedkunstner. Jeg er støttemedlem, som det hedder. For et sted skal et parti, der for det meste mener det, jeg mener, støttes. Johanne Schmidt-Nielsen har også min hund derhjemme. Over sin sofa. ?Partisaner? fra 2004, hvor Irma (hunden) har partisanertørklæde på. Verden mangler røde malerier. Det efterlyses hermed. Selvom det selvfølgelig hurtigt bliver kedelige billeder. Og dog. Der mangler i høj grad rød kunst på landets museer, der længe har forelsket sig i Tal R´s narrative universer og Kørners gule og lilla nuancer, som min far gang på gang vender tilbage til. Han elsker folk, der maler noget med farven lilla. ?Se,? siger han og er helt oppe i det røde felt, ?se en flot, flot lilla sæl.? Og så peger han, så man ikke er tvivl. Jeg nikker. ?Den er flot,? siger jeg. ?Ja,? råber min far, der er gået i gang med at scanne den til Greenpeaces næste aktion i Vadehavet, hvor de frelser alle dem, sælerne, der er røget i nettet hos Per Arnoldi og alle dem, der ferierer den vestpå. Uden redningsvest. Børsen, der er nok aldrig bliver ræverød, er gået på barrikaderne i den lyserøde udgave, hvor de melder blåt flag. De siger, man ikke må pege fingre af blokpolitik og blå meninger og Blåvandshuk. Arbejderne er en uddød race og nekrologen har de skrevet i dagens leder, hvor de siger, at strejke i ny og næ kun rammer dem, der ikke ved bedre. Hvis flyvemaskinerne ikke flyver, hvornår kan man så komme på ferie? Ja, ja, tænk dig lige om, inden du bliver Harald Børsting, ikke! Billedkunstneren Jytte Rex har premiere på sin nye dokumentar- og portrætfilm om arkitekten Henning Larsen. Meget sigende har filmen premiere her få dage efter Mærsk stillede pamfletterne, så Hennings kritik af Operahuset, han forlod i tide, da han kunne se, at den bygning aldrig blev andres end skibsrederens, lander på et tørt sted, hvor eftermælet om en mand, der var såkaldt gavmild med millionerne, må ses efter i sømmene. Filmen er som alt, hvad Jytte Rex beskæftiger sig med, en lille perle for alle dimensioner af sanserne på galopbanen. Fordi hun fortæller i billeder. Ord er ikke hendes stærke side. Hun ser ord i billeder, i bevægelser, i skygger, der falder løst nedover en arkitektur, der former en mand, fordi det er med hans hænder omkring blyanten, han har skabt sin egen samtid. Om sig selv. Og nærmest af sig selv. Det har hun gjort før, Jytte Rex. I sine smukke, særegne portrætfilm af henholdsvis hendes gamle professor på Kunstakademiet, grafikeren Palle Nielsen, og digteren over dem alle, Inger Christensen, der om nogen ved, at cikaderne findes. Og abrikoserne. Og Pia Raug, men det er en helt anden side af den historie. Og den handler om rav. Henning Larsen taler i den grad ud. Og Jytte får ham til at tale i bevægelsernes billeder, så hans nærvær gennemstråles af sol og skygge. Det er smukt. Og man kan ikke undgå at berøres, fordi hun netop rører hans bygninger, hans skitser, hans stemme og hans stemninger med sin egen blide fortælleform, der ikke er andres, end Jyttes. Hvad hun kan, ved ingen. Og hun bliver heldigvis ved med at gøre det. Henning Larsen taler ud hos Jytte Rex. Og ?Gud taler ud? på Husets Teater. Manden og jeg ser den igen. Forestillingen. Og er igen begejstret. Jens Blendstrup er som Jytte Rex. Og Jytte er som Jens. Det vil sige, de er så forskellige og gør kun det, de selv vil. Der mangler lidt flere kunstnere af den kommodeskuffe herhjemme, hvor de fleste halser efter en udvikling, ingen ved, hvad indebærer, men som helt sikkert indeholder noget, der hedder masser af succes og det, der hører til… En sang, som Kim Larsen i tidernes morgen skrålede, da han stadig kunne stå oprejst efter 26 fadbamser, og som skuespilleren og den hudløse entertainer Anne Marie Helger har gjort til sin arie, da hun i Erik Clausens fine film ?De Frigjorte? giver den som forgjort kvinde, der vil kende en autentisk arbejder. Og som går med et par skjulte talenter i maveregionen, blandt andet en lille drøm om at vinde en konkurrence under sydens sol, hvor hun giver den fuld skrue med samfundshjælperen halsende efter sig. Og så bliver hun overhalet indenom. Af samfundet. Og Erik Clausen himself, der altid har været folket selv, men aldrig har omtalt sig selv som folkelig. I det hviler en hel opskrift på masser af succes og det, der hører til, vil jeg mene. Udviklingsministeren Christian Friis Bach er under afvikling. Sådan går den rivende udvikling i ny og næ. Han har, uden det store at have det i, for længst holdt brandtale mod Jørgen Leth der ikke må gå i seng med andre end dem, der er ham lige. Det vil sige en hvid europæer på en swingende alder, der minder om sin egen, det vil sige med nyt gebis og nye hofter, og som tjener det samme som ham selv. Årsindkomsten skal tjekkes, inden man ligger og roder rundt i the master bedroom på Haiti. Siger (h)udviklingens højtidelige boss Christian F. B. Det samme skal passet også. Helt rødbedefarvet, tak. Så går det hele op i en højere enhed og vi bliver sammen med de klasser, der nu engang tilhører os. Klassekampen skal man ikke nævne i flæng, når man bider i hovedpuden, inden man kommer. Man må holde inde med den slags ting. Det virker frastødende og moraliserende at sidde der og vifte med bankbøger og kogekoner om ørerne på alle dem, der ikke har råd til et liv i skafottet. Christian Friis Bach må nøjes med det sikre (hund, carport og trampolin til kneppeaffaldet) ? og så er der altså heller ikke andre, der skal få gode ideer med at udforske det erotiske menneske med alt, hvad det indebærer af vaseline, cremer og andet, der giver lidt smørelse, nu da knoglerne knirker som et motorsavværk. Det er historien om kokken, der gokker den af i deja-vu, der udspil(l)es på de bornerte lagner, hvor silken er mør af kærtegn. Kokken, der ikke går i seng med Jørgen Leth endnu, har ellers fået nye stjerner i forklædet at besmykke sig med. Det er ikke af bilkoncernen denne omgang. Det er dem, der laver mad og anmelder andres retter, der har besluttet, at københavnske Noma er verdens bedste restaurant. Og det er for tredje gang. Alle hyler hurra og slår over i finsnittet skvalderkål med mælkebøttesprøjt som dressing og lidt Indlandsis til at skylle efter med. Med hvad hulen, det kommer fra den nordiske baghave, som alle andre kokke så raserer i øjeblikket på jagt efter guldet. Elisa Kragerup gjorde det igen ved Årets Reumert-uddeling i søndags. Hun vandt som årets instruktør. Selvfølgelig gjorde hun det. Hvem skulle det ellers være? Ellers er festen så som så. Dem, der er inde i varmen, sidder og griller den i saunaen. Og dem, der er ude i kulden, må blive ved med at stå derude og pisse overkors med meget små størrelser i hænderne, nu da kulden på ingen måde er aftagende. Herning, der ellers ikke er meget for farver, er slået over i ren lyserød, fordi der kommer italienske gæster på besøg. De bliver ikke længe, de er også på hjul. Så det gælder om at holde balancen. Den lokale pizzabiks styrter rundt og skryder, fordi det simpelthen er så stort. Ingen aner endnu dimensionerne af et op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, men alle glæder sig. Selv Bente Jørgensen fra Herning og omegn har camperet med hele familien på hovedgaden, så de kan se strudsen, inden den igen går til i fjer og det, der er værre. De sidder i lyserødt joggingtøj og glæder sig, forlyder det fra de lokale sprøjter, der endelig har noget at skrive hjem om. Enhedslisten holder landsmøde om enigheden. Den er vist som vinden blæser. Bare det ikke er nylonvinden, som ingen længere ved, hvor dukker op. Pludselig er den der bare. Baglandet kritiserer partiet for at gå for meget efter de store rotter, der sidder i magtens elite og kun gør, hvad de selv ønsker, der skal gøres. Det er sådan hertillands at være socialdemokratisk. Man rager til sig og har givet søsterpartiet Dansk Folkeparti solidariteten, da ingen anede, hvad man ellers skulle bruge den til. Det samme er ved at ske i forhold til det at være social. Man ønsker at skabe en såkaldt enhed, der i sig selv ikke forener, kun spreder, fordi ingen længere taler med samme tunge. Enhedslisten har længe ønsket, at de rige i dette land, måtte betale lidt mere til kassen, inden den lukker i. Det nægter de rige, selvom man har prøvet at sætte toppen af skatten i vejret for dem, der har, men som selvfølgelig ikke vil dele med andre. Der er en grund til at man er rig. Det vil sige, at man ikke deler. Og slet ikke besynger en enhed, som ingen længere kan genkende for bare træer, der vokser i vidt forskellige retninger og med rødder, ingen kan se, fordi de står plantet i dansk muld, som har det med at gemme på lidt af hvert. Af politik bliver man aldrig klog. Men man bliver klog af skade. Og det kan ske, at partiet skader sin egen troværdighed ved at lytte til et bagland, der holder fast i håbløse værdier fra dengang, verden var et andet sted og jorden var et rart sted at opholde sig på. Til tider må man se frem. Og det må være af fremdriften man lærer. Både af de skridt, hvor man får skrammer, sår og ridser. Men også af de skridt, hvor man kommer delvist ud i solen, så man bliver lidt pænere og mere mundret at se på. Det er ikke sovsekulør det hele. Det er også mulighederne for at etablere virkeligheden som en drøm. Og drømmen om at virkeligheden og hverdagen igen skal være et godt sted at være. For alle. Både de rige, de fattige og alle dem, der er midtimellem og hænger i skilsmisser, vasketøjskurve og parforholdskriser, der gradbøjes som garderoben vender. Der vokser røde roser. Manden tisser på dem. Det har altid været den bedste gødning. Og så æder rådyrene dem ikke. Siger han. Nu som Søren Ryge. Japan er gået i hundene. Nu afvikles et land, der før ulykken i Fukushima, troede, at a-kraft var vejen frem. Lørdag slukkes og lukkes der for den sidste af landets 54 reaktorer. Japan er så småt ved at blive sig selv igen. Tokyo er byen, der aldrig sover, fordi alle sover i togene i stedet. Engang var jeg der med en masse dværge, der hele tiden gik og talte sig selv, så de var sikre på, de ikke var syv, men otte, så ligheden med Snehvide var til at tage og føle på. Alle japanerne løb rundt og fotograferede dem hele tiden. Og løftede dem op. Og rodede rundt i deres hår. Aldrig havde de set mennesker, der var mindre end dem selv. I Japan findes der ikke dværge. Dem, der ikke ser ud som en japaner, kommer ud på et hjem, ingen kommer i, hvor de så bliver holdt indespærret resten af deres liv. Man kan ikke have ting gående frit omkring, som ikke repræsenterer normen. Det samme er sket med min søster. Hun er sidste generation af danske børn, der bliver født hjerneskadet. Hvis man ser, det er ved at ske under en scanning, bliver barnet fjernet. Man går efter, at alle skal være som alle er. Mærsk er tilsyneladende stadig et ideal. Manden er gået i gang med mælkebøtterne i sommerhuset, der ikke ved, det er et sommerhus. Det er synd for huse kun at være noget i ny og næ. Som vejret behager dem. Så vi hvisker om det i baghaven, så det ikke hører, hvad vi siger. Manden samler stenbroens gule håb, som Leif Sylvester Petersen kalder dem, sammen i en spand, som han kører op og giver til hesten. Hesten hedder Mogens. Og dens bedste ven er et æsel, der hedder Inger. Det er bondemanden Jørgen, der har dem. Både hesten og æslet. Desuden har han også en kone, der hver sommer stripper sig igennem Græsted, når det lokale cirkus stiller op med enarmede tyveknægte, Lars Løkke og et par elefanter af guld. Det med konen er ikke noget, vi taler om. Medmindre der er snaps på bordet. Og vi så alle sammen ender under bordet. Men det er en helt anden historie. Nu spiser hesten Mogens baghavens gule håb. Haps, haps, siger det. Og så er de håb ude af verden. I hvert fald fjernet fra Gribskov. I Berlin, hvor svigermor cykler rundt og giver den hele armen med sin kone, sygeplejersken, der for længst har afmeldt nationens sundhedstilstand som under middel, vil billedkunsten forandre verden. Lukasz Surowiec har hentet 300 små birketræer fra den tidligere koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau, som befolkningen planter i byen alle steder, hvor der er plads. På den måde bliver historien forflyttet og skubbet frem. Og man mindes dagligt om, at det ikke skal ske igen. At en hvid, dum mand ikke må tage en føring fra et land, som lader sig forføre af mørkets stemme og går ind i blindhed, hvor man ikke kan se andet end det, man selv ønsker. I begejstring for sin egen drøm om fremtid. Birkepollen breder sig til alle berlinerne, der nu sidder på fortovscafeerne på ølkasser og andet godt og nyser. Puh, hvor du nyser. Nå, det er bare på grund af historien. Det er Kunst Werke, der ligger hus til. KW Institute for Contemporary Art, der har den syvende biennale for samtidskunst, der ønsker at skabe debat, socialt engagement og effekt ved at invitere den polskfødte kurator Artur Zmijewski indenfor. Når kunst vil møde sit publikum, kun kunsten stadig noget. I høj grad hvis der også er noget eller nogen, der vil mødes med kunsten. Der plejer at ske i blindgyder og under andre underlige belysninger, hvor man famler sig frem. Nu sker det i Berlin. I fuld sol. Svigermor har fået farver i kinderne, skriver hun. Af alt den kunst. Og svigermors kone har plantet birketræer til den helt store guldmedalje. Når historien ikke skal være historieløs må den fortælles igen, igen. En anden Henning end ham Henning Larsen, er Henning Carlsen. I en alder af snart 85 har han skabt en film, der skaber behørig omgang med et tabu, som handler om en ældre mand, der køber sig til sex blandt byens ludfattige ludere. Det er en filmatisering af ?Erindring om mine bedrøvelige ludere?, som er en lille roman af nobelprismodtageren Gabriel Garcia Marquez, der leger Henry Miller ? eller er det omvendt? I samme åndedrag som filmens lille åndedrag af nærhed, fejrer Henning Carlsen 50-års jubilæum som sig selv. Det vil sige som en, der tør. Ikke siden Helle Ryslinges film ?Carlo og Ester? har leverpletter og rynker skabt spil til en fortælling om lidenskab, når den ikke alene skaber sig af sig selv, men også skaber en fortælling om gammel kærlighed. Helle Ryslinge gik muligvis skridtet videre, men Henning Carlsen uddyber og nuancerer med en poetisk vinkling, der gør, at man sidder i biografmørket og griber ud efter tårerne, der triller. Købesex er selvfølgelig altid en problematisk udlægning af et samfund, der er nået til de yderste konsekvenser af sig selv, hvor dem, der har råd køber sig til nærhed hos dem, der ikke har råd til at sige nej. Det mangler at blive problematiseret hos Henning Carlsen. Forholdet mellem rig og fattig. Kunde og køber. Men det er ikke Hennings skyld alene, for det mangler at blive uddybet over hele linjen, fordi ingen længere ved, hvad der er rigtigt og forkert. Forestillingen om den lykkelige luder lever i bedste velgående hos de rige mænd og dem, der skriver på aviserne (midaldrende, nogenlunde rige mænd), men er ikke til at se for mig, når jeg jævnligt passerer Skelbækgade, hvor ulykkelige ludere på ingen måde stortrives i et system, hvor mørkemænd og andre med voodoo-remedier i håndtasken styrer en verden, der ikke kan styre sig selv. Man får ikke svar på sine spørgsmål i Henning Carlsens film. Men man får et indblik i en virkelighed, der sjældent portrætteres. Alderdommen i sig selv. Og som sig selv. Som gammel, krukket og liderlig. ?Kom,? siger manden og hiver mig ud i haven. Så står vi der. Solen skinner. Og igen er det landets ænder, der tror, at det her er verdens navle. Vi er Adam og Adam for en dag. Med solstik. Og det, der er værre. Tomas Lagermand Lundme DENFRI Mon, 07 May 2012 08:00:57 +0100 http://www.denfri.dk/2012/05/uge-18/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=uge-18 Arbejdernes Internationale Kampdag er afblæst. Ingen arbejder længere. På den måde. I hvert fald ikke i en vestlig optik. Og ingen andre end McDonald’s og Mærsk har internationale forbindelser, hvor solidaritet sikkert er at finde på et meget lille sted, men grådigheden er der nok store chancer for at se. Bare sådan ved første øjekast. Fælledparken holder ellers fanerne højt. Et sted skal det gøres. Og folk i alle aldre med sol i ansigterne strømmer til. De vil gerne feste. Lejligheden er lige meget. Bare man har fri og solen skinner og der er billige øl fra Netto i de kølige dåser. Første maj var i min barndom lig med højdepunktet for et år. Og dog. Land og Folk-festivalen var nok det største, som ingen skulle slå hjem. Men lige efter festivalen for landet og folket, var første maj sådan noget, der skulle overholdes med hammer og sejlende sejl. Min søster og jeg var aldrig med på det der med sejl. Det virkede som om, de har havde skrevet forkert. Desuden græd min søster hver gang hun så en hammer, da vi var vokset op i et bofællesskab ude ved Flyvergrillen på Amager, hvor en af mændene en dag hamrede sig selv oven i hovedet med en hammer, da han en forårsdag var gået i gang med selv at støbe fliser. Og de fliser skulle ud af rammen igen, så de kunne tørre. Og bang, bang, sagde det. Og blodet flød. Men så var alle da sikre på, at revisoren i det mindste var rød et sted. Inderst inde. Når det hele kom til stykket. Min søster og jeg blev slæbt med i Fælledparken, hvor vi så sad og var hunderæd for Troels Trier, der gik rundt med en krum næse og et ildrødt sjal og brølede i en megafon, at Østen var lykken og Formand Mao var Gud og alle, der tjente penge, var nogle dumme svin. Punktum. Min søster har alle dage haft sine egne udlægninger af virkeligheden, så hun troede, at Troels Trier sagde, at Søster var lykken og alle dem, der gik med briller, var dem, det hele kom til at køre for. Punktum. Ingen gik i modargumentation. Jeg malede mit første maleri en første maj i 1975, hvor Røde Mor spillede på scenen og min mor sad og flettede fletninger og min far var i gang med noget frivillig grafik. Jeg malede det sammen med min kusine. Hun blev sidenhen lottomillionær. Så det med de rige holder nok ikke helt i retten. Det gjorde det heller ikke for min kusine. I løbet af et år skyldte hun det meste væk på Staden igen. Sådan går det, når man spiller på de forkerte karruseller og møder en rocker eller syv i indgangen til Fredens Ark. Af rygmærke er du kommet, til rygmærke skal du blive. Erik Clausen, den kloge mand med kælderinteresser, har for længst døbt Første Maj til Mig Først. Det ved enhver, der cyklede forbi festlighederne i Fælledparken, passer. Manden og jeg gik ind og så på dyrene, der var sluppet løs. Jeg havde selv takket pænt nej til at sige noget, fordi jeg ikke på den måde er partipolitisk, selvom jeg til stadighed mener, at Johanne skal være præsident. Desuden har Enhedslisten ingen kulturpolitik, så det med at melde sig under fanerne et sted, hvor farven rød er den eneste, der findes på lærredet, kan være lidt svært, når man arbejder som billedkunstner. Jeg er støttemedlem, som det hedder. For et sted skal et parti, der for det meste mener det, jeg mener, støttes. Johanne Schmidt-Nielsen har også min hund derhjemme. Over sin sofa. ?Partisaner? fra 2004, hvor Irma (hunden) har partisanertørklæde på. Verden mangler røde malerier. Det efterlyses hermed. Selvom det selvfølgelig hurtigt bliver kedelige billeder. Og dog. Der mangler i høj grad rød kunst på landets museer, der længe har forelsket sig i Tal R´s narrative universer og Kørners gule og lilla nuancer, som min far gang på gang vender tilbage til. Han elsker folk, der maler noget med farven lilla. ?Se,? siger han og er helt oppe i det røde felt, ?se en flot, flot lilla sæl.? Og så peger han, så man ikke er tvivl. Jeg nikker. ?Den er flot,? siger jeg. ?Ja,? råber min far, der er gået i gang med at scanne den til Greenpeaces næste aktion i Vadehavet, hvor de frelser alle dem, sælerne, der er røget i nettet hos Per Arnoldi og alle dem, der ferierer den vestpå. Uden redningsvest. Børsen, der er nok aldrig bliver ræverød, er gået på barrikaderne i den lyserøde udgave, hvor de melder blåt flag. De siger, man ikke må pege fingre af blokpolitik og blå meninger og Blåvandshuk. Arbejderne er en uddød race og nekrologen har de skrevet i dagens leder, hvor de siger, at strejke i ny og næ kun rammer dem, der ikke ved bedre. Hvis flyvemaskinerne ikke flyver, hvornår kan man så komme på ferie? Ja, ja, tænk dig lige om, inden du bliver Harald Børsting, ikke! Billedkunstneren Jytte Rex har premiere på sin nye dokumentar- og portrætfilm om arkitekten Henning Larsen. Meget sigende har filmen premiere her få dage efter Mærsk stillede pamfletterne, så Hennings kritik af Operahuset, han forlod i tide, da han kunne se, at den bygning aldrig blev andres end skibsrederens, lander på et tørt sted, hvor eftermælet om en mand, der var såkaldt gavmild med millionerne, må ses efter i sømmene. Filmen er som alt, hvad Jytte Rex beskæftiger sig med, en lille perle for alle dimensioner af sanserne på galopbanen. Fordi hun fortæller i billeder. Ord er ikke hendes stærke side. Hun ser ord i billeder, i bevægelser, i skygger, der falder løst nedover en arkitektur, der former en mand, fordi det er med hans hænder omkring blyanten, han har skabt sin egen samtid. Om sig selv. Og nærmest af sig selv. Det har hun gjort før, Jytte Rex. I sine smukke, særegne portrætfilm af henholdsvis hendes gamle professor på Kunstakademiet, grafikeren Palle Nielsen, og digteren over dem alle, Inger Christensen, der om nogen ved, at cikaderne findes. Og abrikoserne. Og Pia Raug, men det er en helt anden side af den historie. Og den handler om rav. Henning Larsen taler i den grad ud. Og Jytte får ham til at tale i bevægelsernes billeder, så hans nærvær gennemstråles af sol og skygge. Det er smukt. Og man kan ikke undgå at berøres, fordi hun netop rører hans bygninger, hans skitser, hans stemme og hans stemninger med sin egen blide fortælleform, der ikke er andres, end Jyttes. Hvad hun kan, ved ingen. Og hun bliver heldigvis ved med at gøre det. Henning Larsen taler ud hos Jytte Rex. Og ?Gud taler ud? på Husets Teater. Manden og jeg ser den igen. Forestillingen. Og er igen begejstret. Jens Blendstrup er som Jytte Rex. Og Jytte er som Jens. Det vil sige, de er så forskellige og gør kun det, de selv vil. Der mangler lidt flere kunstnere af den kommodeskuffe herhjemme, hvor de fleste halser efter en udvikling, ingen ved, hvad indebærer, men som helt sikkert indeholder noget, der hedder masser af succes og det, der hører til… En sang, som Kim Larsen i tidernes morgen skrålede, da han stadig kunne stå oprejst efter 26 fadbamser, og som skuespilleren og den hudløse entertainer Anne Marie Helger har gjort til sin arie, da hun i Erik Clausens fine film ?De Frigjorte? giver den som forgjort kvinde, der vil kende en autentisk arbejder. Og som går med et par skjulte talenter i maveregionen, blandt andet en lille drøm om at vinde en konkurrence under sydens sol, hvor hun giver den fuld skrue med samfundshjælperen halsende efter sig. Og så bliver hun overhalet indenom. Af samfundet. Og Erik Clausen himself, der altid har været folket selv, men aldrig har omtalt sig selv som folkelig. I det hviler en hel opskrift på masser af succes og det, der hører til, vil jeg mene. Udviklingsministeren Christian Friis Bach er under afvikling. Sådan går den rivende udvikling i ny og næ. Han har, uden det store at have det i, for længst holdt brandtale mod Jørgen Leth der ikke må gå i seng med andre end dem, der er ham lige. Det vil sige en hvid europæer på en swingende alder, der minder om sin egen, det vil sige med nyt gebis og nye hofter, og som tjener det samme som ham selv. Årsindkomsten skal tjekkes, inden man ligger og roder rundt i the master bedroom på Haiti. Siger (h)udviklingens højtidelige boss Christian F. B. Det samme skal passet også. Helt rødbedefarvet, tak. Så går det hele op i en højere enhed og vi bliver sammen med de klasser, der nu engang tilhører os. Klassekampen skal man ikke nævne i flæng, når man bider i hovedpuden, inden man kommer. Man må holde inde med den slags ting. Det virker frastødende og moraliserende at sidde der og vifte med bankbøger og kogekoner om ørerne på alle dem, der ikke har råd til et liv i skafottet. Christian Friis Bach må nøjes med det sikre (hund, carport og trampolin til kneppeaffaldet) ? og så er der altså heller ikke andre, der skal få gode ideer med at udforske det erotiske menneske med alt, hvad det indebærer af vaseline, cremer og andet, der giver lidt smørelse, nu da knoglerne knirker som et motorsavværk. Det er historien om kokken, der gokker den af i deja-vu, der udspil(l)es på de bornerte lagner, hvor silken er mør af kærtegn. Kokken, der ikke går i seng med Jørgen Leth endnu, har ellers fået nye stjerner i forklædet at besmykke sig med. Det er ikke af bilkoncernen denne omgang. Det er dem, der laver mad og anmelder andres retter, der har besluttet, at københavnske Noma er verdens bedste restaurant. Og det er for tredje gang. Alle hyler hurra og slår over i finsnittet skvalderkål med mælkebøttesprøjt som dressing og lidt Indlandsis til at skylle efter med. Med hvad hulen, det kommer fra den nordiske baghave, som alle andre kokke så raserer i øjeblikket på jagt efter guldet. Elisa Kragerup gjorde det igen ved Årets Reumert-uddeling i søndags. Hun vandt som årets instruktør. Selvfølgelig gjorde hun det. Hvem skulle det ellers være? Ellers er festen så som så. Dem, der er inde i varmen, sidder og griller den i saunaen. Og dem, der er ude i kulden, må blive ved med at stå derude og pisse overkors med meget små størrelser i hænderne, nu da kulden på ingen måde er aftagende. Herning, der ellers ikke er meget for farver, er slået over i ren lyserød, fordi der kommer italienske gæster på besøg. De bliver ikke længe, de er også på hjul. Så det gælder om at holde balancen. Den lokale pizzabiks styrter rundt og skryder, fordi det simpelthen er så stort. Ingen aner endnu dimensionerne af et op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke, men alle glæder sig. Selv Bente Jørgensen fra Herning og omegn har camperet med hele familien på hovedgaden, så de kan se strudsen, inden den igen går til i fjer og det, der er værre. De sidder i lyserødt joggingtøj og glæder sig, forlyder det fra de lokale sprøjter, der endelig har noget at skrive hjem om. Enhedslisten holder landsmøde om enigheden. Den er vist som vinden blæser. Bare det ikke er nylonvinden, som ingen længere ved, hvor dukker op. Pludselig er den der bare. Baglandet kritiserer partiet for at gå for meget efter de store rotter, der sidder i magtens elite og kun gør, hvad de selv ønsker, der skal gøres. Det er sådan hertillands at være socialdemokratisk. Man rager til sig og har givet søsterpartiet Dansk Folkeparti solidariteten, da ingen anede, hvad man ellers skulle bruge den til. Det samme er ved at ske i forhold til det at være social. Man ønsker at skabe en såkaldt enhed, der i sig selv ikke forener, kun spreder, fordi ingen længere taler med samme tunge. Enhedslisten har længe ønsket, at de rige i dette land, måtte betale lidt mere til kassen, inden den lukker i. Det nægter de rige, selvom man har prøvet at sætte toppen af skatten i vejret for dem, der har, men som selvfølgelig ikke vil dele med andre. Der er en grund til at man er rig. Det vil sige, at man ikke deler. Og slet ikke besynger en enhed, som ingen længere kan genkende for bare træer, der vokser i vidt forskellige retninger og med rødder, ingen kan se, fordi de står plantet i dansk muld, som har det med at gemme på lidt af hvert. Af politik bliver man aldrig klog. Men man bliver klog af skade. Og det kan ske, at partiet skader sin egen troværdighed ved at lytte til et bagland, der holder fast i håbløse værdier fra dengang, verden var et andet sted og jorden var et rart sted at opholde sig på. Til tider må man se frem. Og det må være af fremdriften man lærer. Både af de skridt, hvor man får skrammer, sår og ridser. Men også af de skridt, hvor man kommer delvist ud i solen, så man bliver lidt pænere og mere mundret at se på. Det er ikke sovsekulør det hele. Det er også mulighederne for at etablere virkeligheden som en drøm. Og drømmen om at virkeligheden og hverdagen igen skal være et godt sted at være. For alle. Både de rige, de fattige og alle dem, der er midtimellem og hænger i skilsmisser, vasketøjskurve og parforholdskriser, der gradbøjes som garderoben vender. Der vokser røde roser. Manden tisser på dem. Det har altid været den bedste gødning. Og så æder rådyrene dem ikke. Siger han. Nu som Søren Ryge. Japan er gået i hundene. Nu afvikles et land, der før ulykken i Fukushima, troede, at a-kraft var vejen frem. Lørdag slukkes og lukkes der for den sidste af landets 54 reaktorer. Japan er så småt ved at blive sig selv igen. Tokyo er byen, der aldrig sover, fordi alle sover i togene i stedet. Engang var jeg der med en masse dværge, der hele tiden gik og talte sig selv, så de var sikre på, de ikke var syv, men otte, så ligheden med Snehvide var til at tage og føle på. Alle japanerne løb rundt og fotograferede dem hele tiden. Og løftede dem op. Og rodede rundt i deres hår. Aldrig havde de set mennesker, der var mindre end dem selv. I Japan findes der ikke dværge. Dem, der ikke ser ud som en japaner, kommer ud på et hjem, ingen kommer i, hvor de så bliver holdt indespærret resten af deres liv. Man kan ikke have ting gående frit omkring, som ikke repræsenterer normen. Det samme er sket med min søster. Hun er sidste generation af danske børn, der bliver født hjerneskadet. Hvis man ser, det er ved at ske under en scanning, bliver barnet fjernet. Man går efter, at alle skal være som alle er. Mærsk er tilsyneladende stadig et ideal. Manden er gået i gang med mælkebøtterne i sommerhuset, der ikke ved, det er et sommerhus. Det er synd for huse kun at være noget i ny og næ. Som vejret behager dem. Så vi hvisker om det i baghaven, så det ikke hører, hvad vi siger. Manden samler stenbroens gule håb, som Leif Sylvester Petersen kalder dem, sammen i en spand, som han kører op og giver til hesten. Hesten hedder Mogens. Og dens bedste ven er et æsel, der hedder Inger. Det er bondemanden Jørgen, der har dem. Både hesten og æslet. Desuden har han også en kone, der hver sommer stripper sig igennem Græsted, når det lokale cirkus stiller op med enarmede tyveknægte, Lars Løkke og et par elefanter af guld. Det med konen er ikke noget, vi taler om. Medmindre der er snaps på bordet. Og vi så alle sammen ender under bordet. Men det er en helt anden historie. Nu spiser hesten Mogens baghavens gule håb. Haps, haps, siger det. Og så er de håb ude af verden. I hvert fald fjernet fra Gribskov. I Berlin, hvor svigermor cykler rundt og giver den hele armen med sin kone, sygeplejersken, der for længst har afmeldt nationens sundhedstilstand som under middel, vil billedkunsten forandre verden. Lukasz Surowiec har hentet 300 små birketræer fra den tidligere koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau, som befolkningen planter i byen alle steder, hvor der er plads. På den måde bliver historien forflyttet og skubbet frem. Og man mindes dagligt om, at det ikke skal ske igen. At en hvid, dum mand ikke må tage en føring fra et land, som lader sig forføre af mørkets stemme og går ind i blindhed, hvor man ikke kan se andet end det, man selv ønsker. I begejstring for sin egen drøm om fremtid. Birkepollen breder sig til alle berlinerne, der nu sidder på fortovscafeerne på ølkasser og andet godt og nyser. Puh, hvor du nyser. Nå, det er bare på grund af historien. Det er Kunst Werke, der ligger hus til. KW Institute for Contemporary Art, der har den syvende biennale for samtidskunst, der ønsker at skabe debat, socialt engagement og effekt ved at invitere den polskfødte kurator Artur Zmijewski indenfor. Når kunst vil møde sit publikum, kun kunsten stadig noget. I høj grad hvis der også er noget eller nogen, der vil mødes med kunsten. Der plejer at ske i blindgyder og under andre underlige belysninger, hvor man famler sig frem. Nu sker det i Berlin. I fuld sol. Svigermor har fået farver i kinderne, skriver hun. Af alt den kunst. Og svigermors kone har plantet birketræer til den helt store guldmedalje. Når historien ikke skal være historieløs må den fortælles igen, igen. En anden Henning end ham Henning Larsen, er Henning Carlsen. I en alder af snart 85 har han skabt en film, der skaber behørig omgang med et tabu, som handler om en ældre mand, der køber sig til sex blandt byens ludfattige ludere. Det er en filmatisering af ?Erindring om mine bedrøvelige ludere?, som er en lille roman af nobelprismodtageren Gabriel Garcia Marquez, der leger Henry Miller ? eller er det omvendt? I samme åndedrag som filmens lille åndedrag af nærhed, fejrer Henning Carlsen 50-års jubilæum som sig selv. Det vil sige som en, der tør. Ikke siden Helle Ryslinges film ?Carlo og Ester? har leverpletter og rynker skabt spil til en fortælling om lidenskab, når den ikke alene skaber sig af sig selv, men også skaber en fortælling om gammel kærlighed. Helle Ryslinge gik muligvis skridtet videre, men Henning Carlsen uddyber og nuancerer med en poetisk vinkling, der gør, at man sidder i biografmørket og griber ud efter tårerne, der triller. Købesex er selvfølgelig altid en problematisk udlægning af et samfund, der er nået til de yderste konsekvenser af sig selv, hvor dem, der har råd køber sig til nærhed hos dem, der ikke har råd til at sige nej. Det mangler at blive problematiseret hos Henning Carlsen. Forholdet mellem rig og fattig. Kunde og køber. Men det er ikke Hennings skyld alene, for det mangler at blive uddybet over hele linjen, fordi ingen længere ved, hvad der er rigtigt og forkert. Forestillingen om den lykkelige luder lever i bedste velgående hos de rige mænd og dem, der skriver på aviserne (midaldrende, nogenlunde rige mænd), men er ikke til at se for mig, når jeg jævnligt passerer Skelbækgade, hvor ulykkelige ludere på ingen måde stortrives i et system, hvor mørkemænd og andre med voodoo-remedier i håndtasken styrer en verden, der ikke kan styre sig selv. Man får ikke svar på sine spørgsmål i Henning Carlsens film. Men man får et indblik i en virkelighed, der sjældent portrætteres. Alderdommen i sig selv. Og som sig selv. Som gammel, krukket og liderlig. ?Kom,? siger manden og hiver mig ud i haven. Så står vi der. Solen skinner. Og igen er det landets ænder, der tror, at det her er verdens navle. Vi er Adam og Adam for en dag. Med solstik. Og det, der er værre. Tomas Lagermand Lundme DENFRI Mon, 07 May 2012 08:00:57 +0100 http://www.nosferadio.dk/?p=8713&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=erindring-om-mine-bedr%25c3%25b8velige-ludere-premiere-03052012 Alle oplever kærligheden før eller senere. Nogen forelsker sig som unge, nogen som gamle. For nogen er kærligheden mest intens under sex, for andre er der sjældent sammenhæng imellem de to ting. Erindring om mine bedrøvelige ludere udforsker emnet indgående på klassisk-kunstnerisk vis, til tider smukt, til tider småkedeligt. Af Kasper Vegeberg El Sabio er en dag fra at fylde 90. Han har levet hele sit lange liv med en umættelig appetit for kvinder. Eller, om ikke andet så deres kroppe. For selvom mange af dem har været dybt forelsket i ham, har han aldrig selv følt inderlig kærlighed. Men sexlysten er aldrig forsvundet, og nu har han besluttet at fejre sin niende runde fødselsdag med en ung jomfru, som han bestiller igennem det lokale bordel. Men noget går galt på fødselsdagsnatten, for Sabio oplever pludselig noget uventet: han forelsker sig i pigen. Og han indser, at kærligheden i sådan en situation og i sådan en alder kan være svær at håndtere. Det er en klassisk coming-of-age-fortælling, selvom den atypisk, men ikke uhørt, omhandler en mand i den anden ende af livet, end det normalt er tilfældet i den type historier. Der lægges vægt på hovedpersonens indre rejse igennem forelskelsen, og ikke meget andet. Det kræver derfor sin filmseer at holde fokus. Især når man er vant til retlinede historier, hvor hver scene er til for at skubbe den næste i gang. I Erindring om mine bedrøvelige ludere er tempoet ligesom livet i den lille, sydamerikanske landsby hvor filmen foregår; yderst langsomt. Man tager sig god tid til det hele, og man er ikke bleg for at dvæle ved detaljen. Det kan være givende at være vidne til, men det kan også være hårdt ? og med fare for at kede sig. Filmen er instrueret af Henning Carlsen, et navn man nok bedst kender i de filmteoretiske kredse for især filmen Sult fra 1966. Han er selv en ældre mand i dag, og man mærker let, at denne historie, som er en filmatisering af Gabriel Garcia Marquez-romanen af samme navn, ligger ham nært på sinde. Der er kælet for hver lille detalje, ikke mindst i filmens karakterer, som man føler en tæt tilknytning til, men aldrig tættere end at det passer til den indtil nu kærlighedskolde Sabio. Man forsøger hele tiden at forstå, hvad der har drevet så mange kvinder imod denne mand, og om det ham, der har et forskruet forhold til kvinder, eller om det går den anden vej. Troværdigt er dramaet, selvom det i fortællingen hælder imod det kunstnerisk eksperimenterende. Kvindekroppene dyrkes og ses i massevis, men det er ikke supermodeller, der viser dem frem. Det er skuespillere med en fysik, der minder mere om rigtige menneskers end om græske guders, som vi er vant til at se på film. Det er forfriskende og troværdigt. Eksempelvis er den unge prostituerede, som Sabio forelsker sig i, egentlig ikke noget særligt at se på, og det giver plads til en dybere tolkning af, hvad der ligger bag den pludselige forelskelse. Skuespillet er også lige, som det skal være, og byder især på en flot præstation fra Geraldine Chaplin ? den er god nok; det er Charlie Chaplins datter ? i rollen som bordellets aldrende mutter. Erindring om mine bedrøvelige ludere er den slags film, som helt sikkert vil blive set af dem, den skal ses af. Det er den type, som få nichefolk i filmelskernes verden vil have hørt om og opsøgt på forhånd, og de vil helt sikkert være tilfredse med den. For de fleste andre kan det dog godt blive en langtrukket og tung affære. Men der ligger tydeligvis masser af tanke og godt håndværk bag filmen, så man skal endelig ikke holde igen for at prøve oplevelsen af. Kærligheden kunne jo slå uventet til. Del denne post med andre Kasper Filmmagasinet Nosferatu Thu, 03 May 2012 00:16:31 +0100 http://www.information.dk/299872 Henning Carlsen er bedst kendt, i dobbelt forstand, for mesterlige Sult, der i 1966 lod sin stolte, selvpineriske hovedperson »gå rundt omkring« og sulte i Christiania, »denne forunderlige By, som ingen forlader før han har fået mærker af den«, som Knut Hamsun skrev. I Henning Carlsens Erindring om mine bedrøvelige ludere, en ret tro version af Gabriel Garcia Márquez? kontroversielle roman fra 2005, er det mærkerne af ?ægte kærlighed? til en purung jomfru, som den kærlighedssky og evige bordelkunde, 90-års-fødselaren El Sabio, må føle, før han kan live sig op til at forlade verden. Katrine Hornstrup Yde Kultur | information.dk Wed, 02 May 2012 20:17:59 +0100 http://www.information.dk/299872 Henning Carlsen er bedst kendt, i dobbelt forstand, for mesterlige Sult, der i 1966 lod sin stolte, selvpineriske hovedperson »gå rundt omkring« og sulte i Christiania, »denne forunderlige By, som ingen forlader før han har fået mærker af den«, som Knut Hamsun skrev. I Henning Carlsens Erindring om mine bedrøvelige ludere, en ret tro version af Gabriel Garcia Márquez? kontroversielle roman fra 2005, er det mærkerne af ?ægte kærlighed? til en purung jomfru, som den kærlighedssky og evige bordelkunde, 90-års-fødselaren El Sabio, må føle, før han kan live sig op til at forlade verden. Katrine Hornstrup Yde Nyheder fra information.dk | information.dk Wed, 02 May 2012 20:17:59 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/what2012/~3/c6pjsJ6ckmM/ Det er absurd, når en 90-årige har et forhold til en ung jomfru. Men der er noget naturligt over det i Henning Carlsens nye film, siger instruktøren selv.See more here: 90-årige er på ungpigejagt i ny film administrator What!? Tue, 01 May 2012 10:10:00 +0100 http://www.information.dk/299732 Henning Carlsen, der gennem mere end 60 år har lavet adskillige dokumentarfilm og spillefilm, er aktuel med et nyt værk, Gabriel García Márquez-filmatiseringen Erindring om mine bedrøvelige ludere. Filmen, der handler om en 90-årig mands forhold til en meget yngre kvinde, har været længe undervejs og er blevet til under dramatiske omstændigheder. Hør Henning Carlsen fortælle om tilblivelsen og om at instruere på spansk i en filmsludder med Informations filmredaktør, Christian Monggaard. Advarsel: Interviewet er optaget umiddelbart efter visning af filmen. Hvis du ikke har set filmen endnu, så vær forberedt på at der snakkes om hele filmens forløb - også slutningen. Ricko Nielsen Kultur | information.dk Mon, 30 Apr 2012 23:11:04 +0100 http://racemag.dk/michael-carlsen-korer-fransk-rcz-racing-cup/ Michael Carlsen skifter denne sæson de hjemlige baner ud med asfalt under mere sydlige himmelstrøg. Michael Carlsen deltager i RCZ Racing Cup i Frankrig i 2012 Den fynske Peugeot-forhandler kører denne sæson i Peugeots RCZ Racing Cup, en mærkeklasse for ens Peugeot Sport-byggede RCZ-racere. - Det er en gammel drøm om det at køre race i udlandet, som jeg nu vil have opfyldt. Jeg har været med herhjemme i 38 år, så jeg har snart prøvet, hvad der er at prøve i dansk motorsport. Ikke at forklejne det. Det har været rigtig sjovt, men det er svært at hidse sig op til at skulle i gang med den samme bil i den samme klasse en gang til, siger den tidligere DTC-mester i en pressemeddelelse. RCZ Racing Cuppen, som Michael Carlsen skal køre i, er en helt nye racerklasse, hvor alle deltagerne kører med identiske Peugeot RCZ-modeller. - Den er bygget rigtigt op med meget fin elektronik i bilen. Den har en 1,6 liters motor med turbo, som yder 250 hestekræfter, og det er ikke specielt mange i en turbomotor, og det er også derfor, at vi har fået oplyst, at vi kan køre hele sæsonen med motor og gearkasse uden at røre ved dem. Det er jo ikke ligefrem det, vi har prøvet før, forklarer Michael Carlsen, der senest har kørt Special Saloon Car i sin Peugeot 407 S2000. Det er blevet til en halv testdag på den franske Grand Prix-bane i Magny Cours, men ellers er det om ikke dybt vand, så dog ukendte baner, Michael Carlsen kaster sig ud på til sit Tour de France, som starter i den sidste weekend af april. Det sker på Ledenon-banen vest for Avignon. - Jeg har set en tegning af banen, og det er det, jeg ved om den. Der er et løb lørdag og et løb søndag, og så er der normalt træning fredag, men denne gang har vi mulighed for at få to træningspas torsdag, og dem kører jeg, for jeg skal lige have bilen lidt mere ind under huden, slutter han og spår, at han håber at køre sig ind blandt top 6. Bo Skovfoged Racemag Mon, 23 Apr 2012 01:14:06 +0100 http://www.information.dk/299043 Da Henning Carlsen læste nobelpristageren Gabriel Garcia Marquéz? roman Erindring om mine bedrøvelige ludere, sagde den ham først ikke ret meget, og han lagde den til side, men den kom tilbage i hans bevidsthed. Han ville gerne bruge den som forlæg for en ny film. Bogen handler om en gammel mand, El Sabio, journalist og klummeskriver, der vil forære sig selv en ung jomfru i fødselsdagsgave, da han fylder 90 år. Filmen er nu klar til premiere, men forud er gået et langvarigt forhindringsforløb, der i sig selv kan minde om en fortælling af Marquéz. Kristen Bjørnkjær Nyheder fra information.dk | information.dk Sun, 22 Apr 2012 19:20:34 +0100 http://www.information.dk/299043 Da Henning Carlsen læste nobelpristageren Gabriel Garcia Marquéz? roman Erindring om mine bedrøvelige ludere, sagde den ham først ikke ret meget, og han lagde den til side, men den kom tilbage i hans bevidsthed. Han ville gerne bruge den som forlæg for en ny film. Bogen handler om en gammel mand, El Sabio, journalist og klummeskriver, der vil forære sig selv en ung jomfru i fødselsdagsgave, da han fylder 90 år. Filmen er nu klar til premiere, men forud er gået et langvarigt forhindringsforløb, der i sig selv kan minde om en fortælling af Marquéz. Kristen Bjørnkjær Kultur | information.dk Sun, 22 Apr 2012 19:20:34 +0100 http://www.information.dk/299043 Da Henning Carlsen læste nobelpristageren Gabriel Garcia Marquéz? roman Erindring om mine bedrøvelige ludere, sagde den ham først ikke ret meget, og han lagde den til side, men den kom tilbage i hans bevidsthed. Han ville gerne bruge den som forlæg for en ny film. Bogen handler om en gammel mand, El Sabio, journalist og klummeskriver, der vil forære sig selv en ung jomfru i fødselsdagsgave, da han fylder 90 år. Filmen er nu klar til premiere, men forud er gået et langvarigt forhindringsforløb, der i sig selv kan minde om en fortælling af Marquéz. Kristen Bjørnkjær Nyheder fra information.dk | information.dk Sun, 22 Apr 2012 19:20:34 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/what2012/~3/dzM_-yRWMuQ/ Da Henning Carlsen læste nobelpristageren Gabriel Garcia Marquéz? roman Erindring om mine bedrøvelige ludere, sagde den ham først ikke ret meget, og han lagde den til side, men den kom tilbage i hans bevidsthed. Han ville gerne bruge den som forlæg for en ny film. Bogen handler om en gammel mand, El Sabio, journalist og klummeskriver, der vil forære sig selv en ung jomfru i fødselsdagsgave, da han fylder 90 år Continue reading → administrator What!? Sun, 22 Apr 2012 17:20:34 +0100 http://bandsoftomorrow.com/3339 To ildsjæle fra Holstebro, gør sit for at fortælle historien om opfostring af musik i det midt/vestjyske. Dette gør de igennem en 3-dags festival, som finder sted i slutningen af sommerferien, og som forhåbentligt er kommet for at blive.  Mikkel Carlsen og Frank Høgsberg har begge musikken tæt inde på livet, og det er denne Laura Wang Hansen BANDS OF TOMORROW Fri, 20 Apr 2012 13:00:14 +0100 http://drilleren.wordpress.com/2012/04/07/pa-3-dag-genopstaet-fra-de-dode-et-dogn-i-drillerens-liv/ drilleren ©Drilleren's Blog her skånes INGEN for verbale overfusninger Sat, 07 Apr 2012 09:33:38 +0100 http://vu.dk/2012/04/k%c3%b8benhavns-politiske-forar/ Grib ordet og slip debatten løs! VU København har startet året med hver måned at stille skarpt på et politisk område ? i februar fattigdom og i marts ideologi. Vi lagde ud med en klapsalve og en buket blomster til Joachim B. Olsen, bevægede os ud i en debat mellem fattigdomsforsker Finn Kenneth Hansen og Cepos-direktør Martin Ågerup og testede liberalismens begrænsninger og mugligheder med Otto Brøns-Petersen. Derudover glemmer vi vist sent mødet med Daniel Carlsen, der holdt oplæg til et hav af hænder, som indenfor varslede kritiske spørgsmål og udenfor blev fulgt af vrede råb og fyrværkeri fra demonstranterne. Det er nogle af dem, vi allerede har krydset klinger med eller er blevet klogere af i 2012. Den 29. marts, 3. maj og den 24. maj giver vi ordet til os selv. København slår dørene op til tre debataftener. For en ting er at blive udfordret af andre, men hvilke svar finder vi hos os selv? Vil vi have narko ud på gaden? Skal vi betale den næste prinsesses dåbskjole? Og bør vi støtte Palæstina eller Israel ? eller måske blande os helt uden om? Det er nogle af de emner, der tidligere har været heftigt diskuteret på landsstævnet. For at gøre plads til dem og andre emner har det politiske udvalg i København valgt at dele ordførerområderne ud. Den 29. marts: Social-, sundheds- og kommunalpolitik Ideologi-, religions- og kulturpolitik Miljø-, klima- og transportpolitik Den 3. maj: Skatte- og finanspolitik EU Uddannelse 24. maj: Retspolitik Arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik Udenrigspolitik Integrations- og flygtningepolitik Helt grundlæggende er aftenerne tænkt som et rum for en række dybere diskussioner end de mere kortvarige, vi støder på i hverdagen. De er til os, der brænder for politikken, ønsker at blive væltet af bedre argumenter eller at få styrket vores egne – og måske åbnet vores øjne op for helt nye hjertesager. Det gør selvfølgelig ingen forskel, om du er ordfører på tredje år, eller det er dit første VU-arrangement. Debatten er til for alle. Så grib ordet og slip debatten løs! Anne Sophie Fusager Venstres Ungdom Thu, 05 Apr 2012 02:36:05 +0100 http://vu.dk/2012/04/k%c3%b8benhavns-politiske-forar/ Grib ordet og slip debatten løs! VU København har startet året med hver måned at stille skarpt på et politisk område ? i februar fattigdom og i marts ideologi. Vi lagde ud med en klapsalve og en buket blomster til Joachim B. Olsen, bevægede os ud i en debat mellem fattigdomsforsker Finn Kenneth Hansen og Cepos-direktør Martin Ågerup og testede liberalismens begrænsninger og mugligheder med Otto Brøns-Petersen. Derudover glemmer vi vist sent mødet med Daniel Carlsen, der holdt oplæg til et hav af hænder, som indenfor varslede kritiske spørgsmål og udenfor blev fulgt af vrede råb og fyrværkeri fra demonstranterne. Det er nogle af dem, vi allerede har krydset klinger med eller er blevet klogere af i 2012. Den 29. marts, 3. maj og den 24. maj giver vi ordet til os selv. København slår dørene op til tre debataftener. For en ting er at blive udfordret af andre, men hvilke svar finder vi hos os selv? Vil vi have narko ud på gaden? Skal vi betale den næste prinsesses dåbskjole? Og bør vi støtte Palæstina eller Israel ? eller måske blande os helt uden om? Det er nogle af de emner, der tidligere har været heftigt diskuteret på landsstævnet. For at gøre plads til dem og andre emner har det politiske udvalg i København valgt at dele ordførerområderne ud. Den 29. marts: Social-, sundheds- og kommunalpolitik Ideologi-, religions- og kulturpolitik Miljø-, klima- og transportpolitik Den 3. maj: Skatte- og finanspolitik EU Uddannelse 24. maj: Retspolitik Arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik Udenrigspolitik Integrations- og flygtningepolitik Helt grundlæggende er aftenerne tænkt som et rum for en række dybere diskussioner end de mere kortvarige, vi støder på i hverdagen. De er til os, der brænder for politikken, ønsker at blive væltet af bedre argumenter eller at få styrket vores egne – og måske åbnet vores øjne op for helt nye hjertesager. Det gør selvfølgelig ingen forskel, om du er ordfører på tredje år, eller det er dit første VU-arrangement. Debatten er til for alle. Så grib ordet og slip debatten løs! Anne Sophie Fusager Venstres Ungdom Thu, 05 Apr 2012 02:36:05 +0100 http://mediawatch.dk/artikel/stiften-frygter-ikke-angreb-fra-koebenhavn -- Ingen beskrivelse -- Louise Reseke MediaWatch - mediawatch Tue, 03 Apr 2012 13:38:27 +0100 http://mediawatch.dk/artikel/stiften-frygter-ikke-angreb-fra-koebenhavn -- Ingen beskrivelse -- Louise Reseke MediaWatch - mediawatch Tue, 03 Apr 2012 13:38:27 +0100 http://breakingfree.dk/2012/04/02/bloggertraef-med-bravour/ Så er det dér bloggertræf, som søde Eey og jeg holdt, veloverstået, og hvor er jeg glad for, at vi arrangerede endnu et! For jeg synes, at det var enormt hyggeligt – og det håber jeg også, at alle de andre syntes! :) Hvordan kan man ikke hygge sig, når der er masser af kage og god selskab? ;) Jeg mødte kl. 9.00 hos Eey, og så var det ellers igang med at gøre klar til det hele, mens vi fik snakket på livet løs og båret stole op og ned af trapper og bagt boller og hindbærsnitter og skåret frugt ud og dækket bord. Men det var det hele værd! Ser det ikke fint ud? Bortset fra at der er én, der mangler en serviet… Ups. Det må have gået lidt hurtigt. Anyway, det var det hele værd, da folk begyndte at komme omkring 13-tiden. Og hvor var det bare fedt, at der var så mange, der havde valgt at takke ja til invitationen og tage med! Sidst var vi jo kun 5, hvilket var smadder hyggeligt, men det var også bare fedt, at se så mange andre igår og sætte ansigter på de bloggere, man har fulgt med hos i så lang tid! :) Og også hyggeligt, at der var et par stykker, der blev til om aftenen, hvor vi splejsede til pizza og pomfritter og snakkede lidt mere, end vi havde gjort i forvejen! :) Traditionen tro skulle der selvfølgelig også være en goodiebag – og hold da helt magle, hvor var der bare mange forlag, der har sponsoreret bøger denne gang! Eey havde godt nok fortalt mig, hvor meget vi havde skrabet sammen og sendt billeder af kasser med bøgerne; men da jeg trådte ind ad hendes dør, var der jo bare KODYLT MANGE BØGER. Tak, tak, tak til alle jer, der har sponsoreret bøger! og så synes jeg alligevel, at min stak blev pænt stor – aner alligevel ikke lige, hvordan det skete!? Tak til Flachs for Darke Akademiet (1), Carlsen for Stjålet og Den sommer alting ændrede sig, Tellerup for Hereafter og Silhuet, People’s Press for Louis liv og Pigen med sne i håret, Facet for Camp 41 og Dødens ventesal, Mrs. Robinson for Sjæleknuseren, Lindhardt og Ringhof for Lydia, Hr. Ferdinand for Blod, Punktum for Jeg vil altid ku’ genkende dig og sidst men ikke mindst: Buster for Monster High. Jeg tror virkelig, der er bøger til enhver smag i dén bunke, og jeg glæder mig allerede enormt til at læse dem og senere finde plads til dem på min bogreol. Jeg tror dog, det kommer til at knibe lidt med pladsen, hvis jeg kender min reol ret… ;) Og nå ja, som om det ikke var nok, så var der også en anden fin goodie-bag til os alle sammen med en masse læseeksemplarer og små hyggelige ting og bogmærker. I definitely approve! Som en sidste ting vil jeg lige sige en kæmpe tak til Eey igen – for skal jeg være helt ærlig, så er det altså hende, der har stået for det meste af arbejdet, og klaret det med bravour! :) Jeg har bare lusket rundt i hendes hus og tiltusket mig små stykker af hindbærsnitte, mens hun ikke så det… Ha’ en fantastisk påske! Rebecca Rebeccas blog ? Mon, 02 Apr 2012 13:20:44 +0100 http://breakingfree.dk/2012/04/02/bloggertraef-med-bravour/ Så er det dér bloggertræf, som søde Eey og jeg holdt, veloverstået, og hvor er jeg glad for, at vi arrangerede endnu et! For jeg synes, at det var enormt hyggeligt – og det håber jeg også, at alle de andre syntes! :) Hvordan kan man ikke hygge sig, når der er masser af kage og god selskab? ;) Jeg mødte kl. 9.00 hos Eey, og så var det ellers igang med at gøre klar til det hele, mens vi fik snakket på livet løs og båret stole op og ned af trapper og bagt boller og hindbærsnitter og skåret frugt ud og dækket bord. Men det var det hele værd! Ser det ikke fint ud? Bortset fra at der er én, der mangler en serviet… Ups. Det må have gået lidt hurtigt. Anyway, det var det hele værd, da folk begyndte at komme omkring 13-tiden. Og hvor var det bare fedt, at der var så mange, der havde valgt at takke ja til invitationen og tage med! Sidst var vi jo kun 5, hvilket var smadder hyggeligt, men det var også bare fedt, at se så mange andre igår og sætte ansigter på de bloggere, man har fulgt med hos i så lang tid! :) Og også hyggeligt, at der var et par stykker, der blev til om aftenen, hvor vi splejsede til pizza og pomfritter og snakkede lidt mere, end vi havde gjort i forvejen! :) Traditionen tro skulle der selvfølgelig også være en goodiebag – og hold da helt magle, hvor var der bare mange forlag, der har sponsoreret bøger denne gang! Eey havde godt nok fortalt mig, hvor meget vi havde skrabet sammen og sendt billeder af kasser med bøgerne; men da jeg trådte ind ad hendes dør, var der jo bare KODYLT MANGE BØGER. Tak, tak, tak til alle jer, der har sponsoreret bøger! og så synes jeg alligevel, at min stak blev pænt stor – aner alligevel ikke lige, hvordan det skete!? Tak til Flachs for Darke Akademiet (1), Carlsen for Stjålet og Den sommer alting ændrede sig, Tellerup for Hereafter og Silhuet, People’s Press for Louis liv og Pigen med sne i håret, Facet for Camp 41 og Dødens ventesal, Mrs. Robinson for Sjæleknuseren, Lindhardt og Ringhof for Lydia, Hr. Ferdinand for Blod, Punktum for Jeg vil altid ku’ genkende dig og sidst men ikke mindst: Buster for Monster High. Jeg tror virkelig, der er bøger til enhver smag i dén bunke, og jeg glæder mig allerede enormt til at læse dem og senere finde plads til dem på min bogreol. Jeg tror dog, det kommer til at knibe lidt med pladsen, hvis jeg kender min reol ret… ;) Og nå ja, som om det ikke var nok, så var der også en anden fin goodie-bag til os alle sammen med en masse læseeksemplarer og små hyggelige ting og bogmærker. I definitely approve! Som en sidste ting vil jeg lige sige en kæmpe tak til Eey igen – for skal jeg være helt ærlig, så er det altså hende, der har stået for det meste af arbejdet, og klaret det med bravour! :) Jeg har bare lusket rundt i hendes hus og tiltusket mig små stykker af hindbærsnitte, mens hun ikke så det… Ha’ en fantastisk påske! Rebecca Rebeccas blog ? Mon, 02 Apr 2012 13:20:44 +0100 http://schroeder.blogs.business.dk/2012/03/30/borsugen-det-er-peoples-business/ Ugen er gået, og investorerne er taget på weekend. En af de vigtigste lektier, de har taget med sig hjem at gruble over i fridagene, er, at aktiemarkederne langt fra kun drejer sig om tørre tal og hårde data – kursernes bevægelser er i den grad bundet op på mennesker af kød og blod – det er peoples business. Fra Esplanaden til operationsbordet – del II Mandag blev man godt nok ellers helt i tvivl, om A.P. Møller – Mærsk overhovedet har brug for en topchef. Så optaget var bestyrelsesformand Michael Pram-Rasmussen af at berolige investorerne, da han måtte fortælle om topchef Nils Smedegaard Andersens behov for endnu en hjerteoperation og en forlængelse af sygeorloven: “Vi gør fuldstændig, som vi plejer,” sagde han. Men selvom formanden fik loyal opbakning af det danske analytikerkorps trængte budskabet ikke igennem til markedet. Da meddelelsen tikkede ind mandag 9.15, sendte det aktien brat ned i et ellers stigende C20. Aktien lukkede ugen i et minus på 1,8 pct. Storsælgerne var de udenlandske mæglerhuse – ikke mindst Deutsche Bank og Merrill Lynch – og de internationale investorer markerede sig da også dagen efter i Berlingske Business med en klar besked til bestyrelsen bag de blåtonede vinduer på Esplanaden: “Efter to så alvorlige operationer bør bestyrelsen finde en anden topchef,” lød det fra en anonym investor. Ditlev – dead man walking? Mens investorerne ønsker sig Nils Smedegaard Andersen tilbage i chefstolen, så ønsker mange Vestas-direktør Ditlev Engel hen hvor peberet gror. Torsdag stod han skoleret for de vrede aktionærer ved generalforsamling i Aarhus for at forklare et aktiefald på over 70 pct. siden sidste generalforsamling. En del investorer venter yderligere fald – 20 pct. af vindmølleaktierne er opkøbt af short-spekulanter, der tjener penge på kursdyk. På generalforsamlingen trak den udskældte formand Bent Erik Carlsen sig – og nu er Ditlev Engel reelt eneste tilbageværende medlem af den gamle Vestas-top. Flere mener dog, at han mere er dead man walking end last man standing. Senioranalytiker Martin Prozesky fra finanshuset Sanford & Bernstein varmede op til generalforsamlingen med et snerrende åbent brev om nødvendigheden af en helt ny strategi – med eller uden Ditlev: ?Bestyrelsen bør vurdere, om det nuværende hold har båndbredden og vilje til at gennemføre en ny strategi.? Fødevare-krejlere på tilbagetog Nordea kalder krejlerne hjem fra alverdens fødevaremarkeder. Det skal være slut med at tilbyde eksotiske investeringsprodukter, der tager brødet ud af munden på verdens fattigste. Efter flere års intens debat peger mere og mere økonomisk forskning på, at spekulanter har spillet en afgørende rolle for de seneste års bobledannelser og vilde udsving i de globale fødevarepriser, der i uforudsigelige ryk har fordoblet prisen på basale livsnødvendigheder som hvede og majs. Ved at trække stikket til denne del af råvaremarkedet, lukker Nordea ned for en milliardforretning. Casper Schrøder Pengene! - rapport fra finansernes vilde vover Fri, 30 Mar 2012 18:50:50 +0100