De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et der var engang http://www.overskrift.dk Mon, 30 Apr 2012 05:01:16 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://sneglcille.dk/2012/04/29/find-pikken/ For 8-9 år siden gik jeg i en kort periode på en produktionsskole. Jeg gik der med min dengang bedste ven som jeg også boede sammen med, rimelig intenst både at bo sammen, gå i skole sammen og i øvrigt bruge al fritid sammen. Det gik så også ret meget i stykker derefter og jeg skred siden hen til Paris, men mere om det en anden gang. Det var en skideskæg periode, størstedelen af tiden blev brugt på skolens store terrasse, hvor vi tegnede, drak kaffe og røg cigaretter. Endnu sjovere er at min mor lige siden har haft et af de “værker” som blev til på den skole hængende på sin væg… Sjovt fordi at der midt i det er en grøn pik. Jeg har nu befriet min mors væg fra det yderst grimme maleri og tager det altså med hjem og jo gu fanden skal det op og hænge… Sneglcille Sneglcille Sun, 29 Apr 2012 20:43:23 +0100 http://sneglcille.dk/2012/04/29/find-pikken/ For 8-9 år siden gik jeg i en kort periode på en produktionsskole. Jeg gik der med min dengang bedste ven som jeg også boede sammen med, rimelig intenst både at bo sammen, gå i skole sammen og i øvrigt bruge al fritid sammen. Det gik så også ret meget i stykker derefter og jeg skred siden hen til Paris, men mere om det en anden gang. Det var en skideskæg periode, størstedelen af tiden blev brugt på skolens store terrasse, hvor vi tegnede, drak kaffe og røg cigaretter. Endnu sjovere er at min mor lige siden har haft et af de “værker” som blev til på den skole hængende på sin væg… Sjovt fordi at der midt i det er en grøn pik. Jeg har nu befriet min mors væg fra det yderst grimme maleri og tager det altså med hjem og jo gu fanden skal det op og hænge… Sneglcille Sneglcille Sun, 29 Apr 2012 20:43:23 +0100 http://silhuet.wordpress.com/2012/04/24/optegnelser-iii/ Man kan ændre sig. Det er en aktiv handling, man selv foretager på baggrund af enten en nødvendighed, et kald, en fornuftsmæssig overvejelse. Eller fordi andet er umuligt. Man kan ændres. Det er en aktiv handling, man selv foretager, på baggrund af andres nødvendighed, andres kalden, andres påståede fornuft. Eller fordi man frygter at være [...] silhuet Silhuet Tue, 24 Apr 2012 08:49:12 +0100 http://silhuet.wordpress.com/2012/04/21/optegnelser-i/ Jeg fortalte dig, at jeg havde været fyldt af dit citrongule. I timevis, hvis ikke dage. (Syrlige, skrigende dage af gul og rund) Du huskede ikke nogen citron. Papaya, banan og æble, ja, men citron? Nej. Nu flere dage senere har jeg fundet den. Citronen. Det gule. I optegnelser, jeg ikke tidligere har læst. Jeg [...] silhuet Silhuet Sat, 21 Apr 2012 11:35:18 +0100 http://silhuet.wordpress.com/2012/04/03/k3/ For stort et ord, for liden en tue, for noget for nogen. En parentes i et glas vand, du kan drukne dig i mellem. En hyrdehund uden flok Det er mig. Arkiveret under:Engang et Hele, portræt, vrang silhuet Silhuet Tue, 03 Apr 2012 18:12:14 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/04/03/ikke-engang-et-jordbaer-af-marnelle-tokio/ ‘Spiseforstyrrelser’: Tør du lægge alle dine forsvarsmekanismer, der normalt beskytter dig, og er du modig nok til at turde rumme Marty’s historie, mens du skiftevis griner og tårerne løber ned ad kinder på dig, ja, så bliver du også vel belønnet i ‘Ikke engang et jordbær’ af Marnelle Tokio. Du kommer et stort skridt nærmere dig selv – ikke den, du vil være eller tror du bør være, men den du virkelig er. Det er meget store ord, men ‘Ikke engang et jordbær’ er også en meget stor bog om det allervigtigste her i livet! Af Peter Henrichsen Titel: ‘Ikke engang et jordbær’ Forfatter: Marnelle Tokio Oversat af: Jan Dahl Jeppesen Originaltitel: ‘More than you can chew’ Sider: 220 Udkom: Første gang i 2004 Genudgivet 31. marts 2012 Forlag: Arvids Følelses-barometer: 17-årige Marty forsøger at leve et normalt teenageliv i San Diego i Californien. Hendes far gik fra hende og hendes mor, da Marty var lille. Hendes mor har et voldsomt alkoholproblem. Men Marty har trods alt en dejlig kæreste, Zack. Tror hun. For da Zack vil have sex med hende første gang, går han fuldstændig amok fordi Marty fortæller ham, at han ikke er den første. Hun er ikke jomfru. Zack kalder hende alt muligt grimt og vil ikke have mere med hende at gøre. Martys bedste veninde, Cherri, kan hun heller ikke snakke med, fordi hun har haft et sidespring med Cherris kæreste. Alt brænder sammen. Og så holder Marty op med at spise. Nippere og nappere Martys historie foregår på en hospitalsafdeling for anorektikere og bulimikere – nippere og nappere, som Marty selv så morbidt kalder det, for så er scenen ligesom sat. Marty er nemlig jeg-fortæller og vi følger hendes liv, nogle få dagbogsnotater og næsten alle hendes tanker igennem et lille år. Marty’s sorte humor fik mig virkelig til at grine højlydt undervejs, men hvis man tror, at humoren blot er brugt som underholdning for at få en tung historie ned, tager man voldsomt fejl. For humoren er den samme, som også visse sygeplejersker, falck-folk og politibetjente besidder. Det er en ventil og en overlevelsesmekanisme, der lukker det svære og sørgelig ud, fordi man ganske simpelt ikke kan tage det hele på sine skuldre uden at gå psykisk ned. Så Martys sorte humor, selvironi og grove kommentarer til personalet giver også én som læser den tiltrængte ventil; samtidig finder man hurtigt ud af, at alt “det sjove” kommer fra en overset, ensom pige, der allerhelst bare vil knuses, krammes og holdes af, og så begynder den at gøre rigtig ondt. Overlevelseshumor Fordi Marty besidder denne overlevelsehumor, identificerede jeg mig også med hende lige med det samme. Netop den sorte, morbide humor er kendt hos en del anorektikere, og det er virkelig et genialt træk af Marnelle Tokio, at præsentere universet den vej igennem, da det havde været næsten umuligt at identificere sig med en dybt depressiv hovedperson, der slet ikke havde svar på tiltale. Dertil havde distancen været for stor. Uddrag af ‘Ikke engang et jordbær’ Jeg er ikke helt færdig, da der bankes bestemt på døren. Det er Jackit. Hun er her for at hente mig. Den eneste lyd nu er klagelydene fra min stol. Det er for tidligt. Eller måske er min far kommet for tidligt. Det ville så være første gang. “Marty?” kalder Jackie, som jeg allerede har rejst mig fra stolen. Vi følges hen til elevatoren og venter en evighed. “Nå, Jackie. Ikke noget med et sidste måltid eller en bøn?” “Eftersom du er anorektiker og ateist, tænkte jeg, at vi ville springe det over.” “Gudskelov, at du har sans for humor, Jackie, for det får du brug for, når du møder min far.” 245 dage med Marty Kapitlerne er navngivet efter antallet af dage, som Marty har været på hospitalsafdelingen; for for Marty og de andre piger, handler det nemlig kun om at komme ud til det virkelig liv, væk fra hospitalet, så de igen kan tage kontrol over deres fødeindtag, kaste op, når de vil, skaffe diætpiller og skære sig, for at holde den virkelige psykiske smerte på afstand. Selv om det måske ikke lyder hyggeligt, bliver det varmt og rart at være på afdelingen, fordi sygeplejerskerne og nattevagterne har så stærke personligheder og er så forskellige, at man kommer til at holde lige så meget af dem, som af Marty og pigerne. Vi følger med ved madlavningen og indkøbene, som pigerne selv skal stå for, og vi er en flue på væggen i gruppeterapi-rummet, hvor pigerne skulle fortælle om deres følelser, men oftest sidder og tæller sekunder for at kunne slippe ud igen. Midt i al håbløsheden – som man som læser lægger mærke til, men pigerne ikke selv skænker så mange tanker – udviser pigerne også en stor omsorg for hinanden, når det virkelig gælder. Marty kaster sin kærlighed på kun 8-årige Lily, der også kommer ind som anoreksi-patient, og det søsterlige forhold er så rørende, at jeg også fældede en del tårer i de kapitler. Der hvor man begynder at forstå Undervejs bliver man selvfølgelig nysgerrig på, hvilke årsager der har været til at Marty får det så dårligt. Selvfølgelig er det slemt nok, at hendes far rejste da hun var lille og at hendes mor drikker, men man vil også bare rigtig gerne have nogle specifikke eksempler på hvordan de har opført sig overfor Marty, så man bedre kan forstå. Det får man i den grad også, fordi både Marty’s mor og far jo er forpligtet til at ringe og besøge deres datter. Af og til er telefonsamtalerne så hårde, at man selv får lyst til at skrige, mens Marty holder smerten og frustrationen inde i sig selv – dér begynder man rigtigt at forstå. Når rygsækken bliver for tung Man kan heller ikke lade være med at sammenligne historie med sit eget liv. Essensen er nemlig, at alle de ting pigerne kæmper med, er sociale problemer i livet, som vi alle sammen i mere eller mindre grad kommer ud for, så det handler ikke om at pigernes problemer er helt specielle, men at de er blevet sat i nogle situationer i deres sociale liv, hvor de ikke får mulighed for eller kan løse dem. På et tidspunkt bliver rygsækken ganske simpelt for tung. Det kan ske for alle Netop det betyder, at man som læser kan forholde sig til næsten alle de situationer Marty står i. Det havde været nemt, men også meget overfladisk, hvis man bare kunne sidde og sige ‘det kunne aldrig ske for mig’. Men man finder hurtigt ud af, at det kan ske for én selv – det er derfor man lever sig ind i det hele; ikke kan lade være med at suge følelserne og oplevelser til sig; ikke kan lade være med at blive rørt, såret, frustreret og ked af det. Men hvor er det også en kæmpe mulighed og en stor gave, at få lov til at få den store indsigt, at nærmest være i praktik på Martys afdeling og være én af pigerne, uden selv at være syg. En vigtig lille livsforsikring Bagsideteksten – dét, som man også kalder ‘blurb’, rummer på sin vis en kæmpe spoiler. Vi får nemlig at vide, at Marty er vej frem, når bogen slutter. Først synes jeg det var en utilgivelig information at give, inden man gik i gang med læsningen, men set i bakspejlet forstår jeg det. Hvis man skal turde lægge alle sine forsvarsmekanismer fra sig – dem, der gør at man normalt ikke tager sygdom og død på fjernsynet så alvorlig, ja, så er man faktisk også nødt til at vide, at Marty ikke dør til sidst. Ellers ville der ganske simpelt være mulighed for, at man skulle sidde og græde i flere dage bagefter, og det er nok de færreste, der har lyst til at involvere sig så dybt. Derfor er det godt, at der står, som der står. Det ødelægger intet i historien, men det giver én et lille bitte sikkerhedsreb, når det er aller sværest, og det har man ganske simpelt brug for, for at turde give sig hen i alle de andre svære følelser. En historie man bærer med sig resten af livet Undervejs, når Marty’s forældre er aller værst, får man lyst til at diskutere bogen med nogle gode venner eller veninder, der også har læst den. Det pudsige var blot, at da jeg kom til slutningen opstod der en ærefrygt i mig over, at Marty har delt alle sine tanker med mig. Så meget af det jeg gerne ville diskutere med andre, fik pludselig en dejlig ro og faldt på plads, og jeg følte at hemmelighederne skulle bevares alene mellem mig og Marty. Det er virkelig noget helt specielt, når en piges historie bliver fortalt så godt, at man får lyst til at lægge alle minderne – de sjove og de sørgelig – ind i et hemmeligt rum i sit hjerte, og bære dem med sig resten af livet. Peter Henrichsen Kultur For Unge Tue, 03 Apr 2012 11:47:32 +0100 http://silhuet.wordpress.com/2012/03/25/k2/ Ikke sten, men mørtel: en leret masse af føjeligt fyld, der får huse til at heles.? Det er mig . Arkiveret under:Engang et Hele, portræt, vrang silhuet Silhuet Sun, 25 Mar 2012 15:48:01 +0100 http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/der-var-engang-en-dronning-af-trine-villemann Anmeldelse Anmeldt: man, 27/02/2012 - 14:22 Har du nogensinde tænkt på, hvad der gemmer sig bag facaden i det gyldne fuglebur man kalder Kongehuset? Anmeldelsen handler om : Der var engang en dronning læs mere Merete Trap Litteratursiden Mon, 27 Feb 2012 14:22:14 +0100