De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et erindringer http://www.overskrift.dk Sun, 29 Apr 2012 17:01:23 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://mommer.wordpress.com/2012/04/29/oprydning-minder-nostalgi/ Der skulle ryddes op og ud på barndomsgården i går. Vi tre søstre, en af mine niecer og John var derude og tog fat. Det er rigtig mange år siden, staldene har været brugt til deres egentlige formål ? de syv hestebokse var de sidste, der gik ud af drift, så at sige. Gennem mange [...] Ellen Hos Mommer Sun, 29 Apr 2012 13:30:32 +0100 http://www.information.dk/298814 Har man hørt Jørgen Reenbergs stemme, glemmer man den ikke. Og når man læser Me Lunds tålmodige biografi over den store skuespiller, så kan man høre hans stemme med de støvede s?er og de utålmodige vokaler fortælle for sit indre øre. Han er den fødte fortæller, der bygger sætningerne op, så man bliver nødt til at få næste ord med. Ikke desto mindre er biografien med den postulerede titel ? men voksen blev jeg aldrig ret omstændelig. Og den er selvoptaget i en grad, som hører den gamle verden til ? den tid, hvor en kunstners kompromisløse indlevelse var et kald og ikke en egoman karriere. Anne Middelboe Christensen Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 19 Apr 2012 19:59:46 +0100 http://www.information.dk/298814 Har man hørt Jørgen Reenbergs stemme, glemmer man den ikke. Og når man læser Me Lunds tålmodige biografi over den store skuespiller, så kan man høre hans stemme med de støvede s?er og de utålmodige vokaler fortælle for sit indre øre. Han er den fødte fortæller, der bygger sætningerne op, så man bliver nødt til at få næste ord med. Ikke desto mindre er biografien med den postulerede titel ? men voksen blev jeg aldrig ret omstændelig. Og den er selvoptaget i en grad, som hører den gamle verden til ? den tid, hvor en kunstners kompromisløse indlevelse var et kald og ikke en egoman karriere. Anne Middelboe Christensen Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 19 Apr 2012 19:59:46 +0100 http://www.information.dk/298814 Har man hørt Jørgen Reenbergs stemme, glemmer man den ikke. Og når man læser Me Lunds tålmodige biografi over den store skuespiller, så kan man høre hans stemme med de støvede s?er og de utålmodige vokaler fortælle for sit indre øre. Han er den fødte fortæller, der bygger sætningerne op, så man bliver nødt til at få næste ord med. Ikke desto mindre er biografien med den postulerede titel ? men voksen blev jeg aldrig ret omstændelig. Og den er selvoptaget i en grad, som hører den gamle verden til ? den tid, hvor en kunstners kompromisløse indlevelse var et kald og ikke en egoman karriere. Anne Middelboe Christensen Kultur | information.dk Thu, 19 Apr 2012 19:59:46 +0100 http://www.information.dk/298235 Da jeg møder Jens Christian Grøndahl, har han så sent som dagen før været til en begravelse, sin mors. Han fortæller det uden viderværdigheder. Marianne Grøndahl hørte til i superligaen for professionelle kunstfotografer her i landet. Mor og søn var begge afklarede om det, der skulle ske. De havde talt det igennem. Hun afstod fra den sidste kræftbehandling efter et års sygdom for at få en værdig død. Man kan næsten sige, at han mistede hende for anden gang. På mange måder har hans mor været årsag til, at han har brugt det mest af sit forfatterskab på at forstå og beskrive den kvindelige natur, som ellers er vanskeligt terræn for mænd. Kristen Bjørnkjær Kultur | information.dk Thu, 12 Apr 2012 20:23:05 +0100 http://www.information.dk/297569 Da Theodor Christensens dokumentarfilm om besættelsen De fem år i 1960 blev klippet ned til en undervisningsfilm, skete det uden respekt for én af dansk dokumentarfilms grundlæggeres forlæg. »Det var en ideologisk versionering. En versionering som Theodor Christensen ifølge venner var rasende over.« Det fortæller historiker Lars-Martin Sørensen, ph.d. og netop nu tilknyttet Det Danske Filminstitut (DFI) og et forskningsprojekt om besættelsestidens filmhistorie. Skoleversionen af De fem år var den selvfølgelige afslutning på en proces, hvor politisk overvågning af klipperummet gjorde kritik til konsensus. Anita Brask Rasmussen Nyheder fra information.dk | information.dk Sun, 01 Apr 2012 19:38:13 +0100 http://www.information.dk/297569 Da Theodor Christensens dokumentarfilm om besættelsen De fem år i 1960 blev klippet ned til en undervisningsfilm, skete det uden respekt for én af dansk dokumentarfilms grundlæggeres forlæg. »Det var en ideologisk versionering. En versionering som Theodor Christensen ifølge venner var rasende over.« Det fortæller historiker Lars-Martin Sørensen, ph.d. og netop nu tilknyttet Det Danske Filminstitut (DFI) og et forskningsprojekt om besættelsestidens filmhistorie. Skoleversionen af De fem år var den selvfølgelige afslutning på en proces, hvor politisk overvågning af klipperummet gjorde kritik til konsensus. Anita Brask Rasmussen Kultur | information.dk Sun, 01 Apr 2012 19:38:13 +0100 http://www.information.dk/297569 Da Theodor Christensens dokumentarfilm om besættelsen De fem år i 1960 blev klippet ned til en undervisningsfilm, skete det uden respekt for én af dansk dokumentarfilms grundlæggeres forlæg. »Det var en ideologisk versionering. En versionering som Theodor Christensen ifølge venner var rasende over.« Det fortæller historiker Lars-Martin Sørensen, ph.d. og netop nu tilknyttet Det Danske Filminstitut (DFI) og et forskningsprojekt om besættelsestidens filmhistorie. Skoleversionen af De fem år var den selvfølgelige afslutning på en proces, hvor politisk overvågning af klipperummet gjorde kritik til konsensus. Anita Brask Rasmussen Nyheder fra information.dk | information.dk Sun, 01 Apr 2012 19:38:13 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Bogblogger/~3/91lyDO0cmHU/ Russiske Anna Politkovskaja var en stærkt systemkritisk journalist. Og den 6. oktober 2006 blev hun likvideret uden for sit hjem. Sammenhængen mellem de to ting er det nok de færreste, der er i tvivl om, ... Krista Hampe Thorn Bogblogger.dk - Boganmeldelser på nettet Sun, 01 Apr 2012 19:17:29 +0100 http://granns.net/bog/?p=336 Det er svært ikke at anmelde den her bog uden også at anmelde Jørgen Leths liv, for det er jo den historie, bogen fortæller. Og det er let at forstå hvorfor dele af historien har forarget og skabt røre – Leth tegner et billede af sig selv som noget af en liderlig gammel gris; jo længere hen i bogen, man kommer, jo yngre (og mørkere) bliver pigerne, og jo mere detaljerede bliver beskrivelserne af de seksuelle relationer. Men heldigvis er bogen – og Leth – meget mere end det. Den giver et fedt indblik i de cirkler, Leth har færdes i: Kunstnere, filmfolk, kulturredaktioner på Aktuelt og Politiken i 70erne, jazzmiljøet og cykelsportens karavane. Og rejserne, projekterne og menneskene er skildret detaljeret og indlevende. Der er ud fra bogen at dømme ikke de steder i verden og de mennesker i den, Leth ikke har mødt (fra Mick Jagger over Per Arnoldi til balletdanserne i New York Ballet, fra stammedans i Afrika over samba i Rio til cykelbanen i Århus). Leth sætter bestemt ikke sit lys under en skæppe, men heldigvis er han heller ikke bleg for lige at punktere sine egne tekster og bedrifter med en knastør bemærkning. Han veksler fint mellem udpensling og underspillethed, og hans særlige, samtidigt poetiske/digtende og observerende/dissekerende blik gør også, at man ligesom bare køber historien. Man får lyst til selv at rejse og opleve, møde mennesker og verden, eller måske bare at se nogle af de mange film, han skildrer arbejdet med at lave! Og så er bogen fuld af fede detaljer, som kun Leth kan slippe afsted med formidle. Eksempelvis en nøje gennemgang af, hvilke musikere, Mader & Leth hørte i bilen når de kørte mellem etaperne i Touren (lang opremsning af jazzkunstnere afsluttet med knastørt at slå fast, “men aldrig Ella Fitzgerald”. Smukt!). Sådan nogle øjeblikke er der rigtig mange af. Jeg hørte den som lydbog, læst op af Leth selv, og på sin vis manglede der bare lidt jazzet underlægningsmusik for at gøre oplevelsen perfekt. Dog blev det lidt ensformigt i slutningen, hvor det stort set kun handlede om Haiti og kusse i forskellige kombinationer. Men 11 timer med Leth i ørerne er ikke nok til at skræmme mig væk fra at skulle læse/høre andet bind på et eller andet tidspunkt. Grann Grann læser bøger Sun, 01 Apr 2012 11:33:58 +0100 http://www.information.dk/297355 Efter endt læsning bliver man nødt til at vende tilbage til de første halvfjerds sider af Hjertets hemmeligheder, Ib Michaels nye samling af essays, erindringsstykker og andre blandede bolsjer fra skrivebordsskuffen. For var de virkeligt så dovne og upræcise i deres sprog, så helt tankeforladte, som man huskede? Resten af bogen er jo ujævn, men ikke uinteressant. Det var de ikke kun, men de var det også. Og det især, når Ib Michael stavrer sig op på de helt høje nagler. Så skal teoretisk fysik, østens mystik, alverdens politik og, nå ja, hjertets hemmeligheder flettes sammen. Så slår sproget med en art eksem, hvor alt ligesom skal belæsses med to, tre, fire formuleringer, som om dét kunne piske noget vigtigt frem. Men det bliver kun til levret skum, helt uden substans: Tue Andersen Nexø Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:20:42 +0100 http://www.information.dk/297355 Efter endt læsning bliver man nødt til at vende tilbage til de første halvfjerds sider af Hjertets hemmeligheder, Ib Michaels nye samling af essays, erindringsstykker og andre blandede bolsjer fra skrivebordsskuffen. For var de virkeligt så dovne og upræcise i deres sprog, så helt tankeforladte, som man huskede? Resten af bogen er jo ujævn, men ikke uinteressant. Det var de ikke kun, men de var det også. Og det især, når Ib Michael stavrer sig op på de helt høje nagler. Så skal teoretisk fysik, østens mystik, alverdens politik og, nå ja, hjertets hemmeligheder flettes sammen. Så slår sproget med en art eksem, hvor alt ligesom skal belæsses med to, tre, fire formuleringer, som om dét kunne piske noget vigtigt frem. Men det bliver kun til levret skum, helt uden substans: Tue Andersen Nexø Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:20:42 +0100 http://www.information.dk/297355 Efter endt læsning bliver man nødt til at vende tilbage til de første halvfjerds sider af Hjertets hemmeligheder, Ib Michaels nye samling af essays, erindringsstykker og andre blandede bolsjer fra skrivebordsskuffen. For var de virkeligt så dovne og upræcise i deres sprog, så helt tankeforladte, som man huskede? Resten af bogen er jo ujævn, men ikke uinteressant. Det var de ikke kun, men de var det også. Og det især, når Ib Michael stavrer sig op på de helt høje nagler. Så skal teoretisk fysik, østens mystik, alverdens politik og, nå ja, hjertets hemmeligheder flettes sammen. Så slår sproget med en art eksem, hvor alt ligesom skal belæsses med to, tre, fire formuleringer, som om dét kunne piske noget vigtigt frem. Men det bliver kun til levret skum, helt uden substans: Tue Andersen Nexø Kultur | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:20:42 +0100 http://mikaeld.urbanblog.dk/2012/03/28/fra-caminoen-hertil-og-ikke-l%c3%a6ngere/ Kronologi - Oleron Sainte-Marie - Lurbe Saint-Christau, mandag den 28. marts 2011 Påbegyndt 13. februar 2012, færdigskrevet 28. marts 2012 Da jeg havde gået min første etape af Caminoen, langs en rute, som egentlig har sit udspring i byen Arles, de, ifølge Henrik Tarps på mange måder højst unøjagtige bog, ca. tretten og en halv kilometer fra Oleron Sainte-Marie til Lurbe Saint Christau, tvivlede jeg alvorlig talt på, at jeg nogensinde ville kunne gå bare et eneste skridt til. Helt seriøst: Jeg overvejede allerede at kaste håndklædet i ringen efter den første dag. Det regnede da jeg vågnede første gang. Så jeg kom lidt sent op, besluttede mig for endnu et bad, trak morgenmaden ud i det uendelige, drak lige én kop kaffe mere, skrev i min dagbog, drak så endnu én, og forlod som følger deraf herberget i Oleron op ad formiddagen. Det regnede stadig, da jeg gik ud ad døren. Men i det mindste begyndte jeg min Camino rigtigt. Nemlig ved katedralen i Oleron. Her begår Henrik Tarp efter min mening en af sin største undladelsessynder. Han nævner ikke katedralen med et eneste ord. Han nævner end ikke muligheden, men leder bare den vandrende hastigt gennem byen - og det er faktisk synd, da det er en smuk - og smukt placeret - by, en jeg gerne vendte tilbage til snarest, og den kantede katedralbygning meget, meget indtagende. Desuden er der en sten, der angiver afstanden til Santiago de Compostela til 948 kilometer - som det ses - i øvrigt en noget anden afstand end den man kan regne sig frem til ved hjælp af Tarps angivelser (lige godt 913 kilometer); når jeg omtaler min vandring, så holder jeg mig stædigt til stenens fastmejslede tal. (Det giver også lidt mere respekt.) En helt anden ting er, at min skridttæller fortalte mig, at jeg havde gået hen ved enogtyve kilometer. Hvordan det er gået til, forstår jeg ikke. Turen gennem - og ud af - byen var (er) fin; gik steder jeg allerede havde gået og studeret indgående dagen før, hvor jeg var ankommet hertil, og lagde den bag mig som beskrevet i bogen; landskabet omkring mig fremmedartet, farverne fede og mættede af regnen, og jeg kunne dårligt få armene ned. Det kunne alligevel ikke blive bedre. Og så længe jeg holdt mig i vejkanten, gennem småbyer, ad små stier osv., havde jeg ingen problemer, men på et afgørende tidspunkt kan man vælge: Enten holde sig på vejen eller gå en endnu grønnere, den pittoreske, gennem skoven; som den store romantiker, jeg bilder mig ind, jeg er, kunne jeg selvfølgelig ikke undslå mig den maleriske. Som udviklede sig til noget af en prøvelse. Det viste sig nemlig at skovstien blev mere og mere leret, efterhånden som man arbejdede sig ind ad den og lidt efter lidt begyndte det også at gå mere og mere stejlt opad. Det gav en følelse af at vade i kviksand, en fornemmelse af aldrig at høre op og forvandlede en udsøgt nydelse til en kamp. For. Hvert. Eneste. Skridt. Det siger sig selv, at jeg var træt, nærmest opgivende udmattet, da jeg endelig nåede ud af skoven … og jeg havde ingen fornemmelse af, hvor langt jeg var fra mit mål. Kors. Jeg gik og jeg gik og jeg gik og jeg gik. Langt om længe nåede jeg frem til Lurbe Saint-Christau og så begyndte jagten på et sted at overnatte. Byen har ingen herberger, men et hotel. Det åbnede dog først klokken 16, hvorfor jeg brugte mellemtiden på at prøve at finde en af de private overnatningsmuligheder, Henrik Tarp nævner. Og jeg fandt også ét … men ingen hjemme udover en temmelig vagtsom hund, som hidsede sig voldsomt op, hver eneste gang, jeg nærmede mig. Det gjorde jeg flere gange for at se, om der nu var nogen hjemme - eller de bare ikke havde hørt mig første gang. Samme resultat hver gang. Jeg vandrede rundt i byen på må og få og endte til sidst ud for det, som mest af alt lignede et lille landbrug, men også havde et skilt med Gite de France. Døren blev åbnet, jeg fik forklaret mig, men kvinden rystede på hovedet og pegede i stedet for på huset overfor. Altså gik jeg derover. Her blev min insisterende ringen-på svaret af en mand omring de halvtreds. Mirko. Måske femoghalvtreds. Slovener. Fransk gift på 30. år. Meget berejst. Drømte selvom at gå på Caminoen en gang; alt dette og mere til fortalte han mig selvfølgelig først senere, da jeg var kommet inden for i varmen, men først var han temmelig fåmælt og afvisende. Han forstod udmærket, hvad jeg mente - hans engelsk var glimrende - men han var ikke meget for at lade mig overnatte. Han havde, viste det sig, lige sat sit gæstehus i stand og ikke åbnet det for den nye sæson endnu. Desuden var der rodet, ingen varme … intet varmt vand. Men formedelst 20 euro - en pæn pris - gav han efter for mine argumenter, min udmattede fremtræden og inviterede han mig alligevel indenfor. Og viste sig som en glimrende vært. Først tændte han for vandvarmeren, så tændte han op i pejsen, siden begyndte han at vaske det nylagte gulv, fjerne dit og dat og flytte - med min hjælp, det eneste jeg foretog mig af praktisk arbejde den (og de følgende mange aftener) - et langbord ind på plads. Og talte Fanden øre af. Gæstehuset var pragtfuldt, stuen særlig, og jeg sad længe ved kaminen med en kop te. Også efter, at han var gået ind til sig selv. Og efter badet kom i hvert fald noget af energien tilbage, jeg fik også vasket mit tøj, mine mudrede støvler, og gjort mig klar til næste dag. Alt tørrede fantastisk hurtigt ved ilden. Næste morgen serverede han havregrød med lokal honning og egen æblemos, juice og te, så jeg fik den bedst tænkelige start på dagen. Og klokken var vel lige knapt ni, da jeg gik ud af døren, drejede til venstre, og genoptog (nærmest) imod alle odds min vandring mod Santiago. Jeg kunne næsten ikke tro det! (Det kan jeg stadig ikke.) M! mikaeld UNÆGTELIG UHØRT Wed, 28 Mar 2012 23:05:19 +0100 http://mikaeld.urbanblog.dk/2012/03/26/fra-caminoen-hver-udfordring-sin-l%c3%b8sning/ Kronologi - København, Kastrup - Bedous, lørdag den 26. marts 2011 - tirsdag den 29. marts 2011 København, Vesterbro, i dag Skrevet 26. marts 2012 Dagen i dag er meget vigtig for mig. Den markerer årsdagen for den væsentligste rejse, jeg endnu har været på; en rejse, som til stadighed præger mig - og påvirker alt, hvad jeg gør. Det bliver den nok ved med længe endnu. Det er ikke fordi, at jeg absolut vil dyrke fortidens fortrædeligheder og fortræffeligheder, men, som jeg vist også har antydet tidligere i dette medie, så forekommer det mig først nu muligt at fortælle ordentlig og rigtigt fra rejsen. Som om, at jeg først nu er klar til at bearbejde de mange indtryk og de mange hændelser. Som om, jeg først nu er i stand til at forstå dem. Forstå, hvad det hele har betydet for mig. Først og fremmest er rejsen et håndgribeligt bevis på, at jeg godt kan gennemføre det, jeg sætter mig for. Men jeg er også klar over, at jeg lærte en hel del undervejs. Eksempelvis, at alle mine problemer - skal vi kalde dem udfordringer - har en tilhørende løsning. Således var jeg de første par dage - eller tre - var jeg helt afsindigt bange for ikke at finde mig et sted for natten, når jeg havde brug for det. Men efter Bedous gik jeg trygt videre uden den angst. Da jeg endelig nåede frem til byen, udmattet, fandt jeg hovedgaden brudt op og tabte ærligt talt sporet. Jeg kunne ikke længere se hverken gule pile, muslingeskaller eller rød-hvide streger. Jeg så mig fortvivlet omkring. Det registrerede en midaldrende, plump kvinde og kom hen til mig med et stort smil; nu kunne jeg ikke fransk, hun ikke engelsk, men hun forstod, at jeg havde brug for hjælp - og jeg, at hun ville gøre sit bedste for min skyld. Mere kan man ikke bede om. Med et simpelt billedsprog fik jeg forklaret, at jeg ledte efter et sted at sove … og straks vendte hun om på hælen og førte mig med raske skridt hen til byens hotel, beliggende i hovedgaden ikke langt fra, hvor vi stod - jeg kunne bare ikke se det - og bagefter, da jeg havde vist hende den adresse, som stod i min rejsefører, lige til døren af herberget. Et alternativ, jeg bedre kunne betale. Desværre sad der en seddel på døren om, at Le Mandragot var lukket til og med 1. april. Der var lige nogle dage endnu. Min midlertidige guide sendte mig nu i retning af byens turistkontor, et sådant var der dog, faktisk lige modsat herberget, og overlod mig i deres kyndige hænder. Hun gik med min endeløse taknemmelighed for udvist hjælpsomhed. På turistkontoret blev jeg mødt af en køn, ung - yngre - kvinde som talte et absolut forståeligt og tilstrækkeligt engelsk, skønt hun tog alle mulige forbehold. Hun henviste mig til næste by, Accous, på vej til og i hvilken jeg kunne finde flere overnatningsmuligheder. Jeg forklarede, at jeg - under ingen omstændigheder - kunne gå så meget som en kilometer længere. Hendes ansigt skiftede folder fra mildt til næsten moderligt omsorgsfuldt. Efter en kort pause sagde hun: - Prøv at skubbe til døren. Jeg er sikker på, den står åben. Og jeg er også sikker på, at du kan få lov til at overnatte dér, hvis du spørger pænt. Og ganske rigtigt. Døren stod åben, men jeg fandt ingen hjemme. Stedet havde tydeligvis været lukket, pakket ned for vinteren. Stedet var også noget medtaget, slidt, og kunne slet ikke måle sig med mine første to (tre) overnatningssteder, men det gav tag over hovedet. På første sal fandt jeg en masse tomme senge, udså mig én ikke langt fra badeværelset - og tog så et bad. Og dagsvandringens afsluttende varme bad, vil man erfare, hvis man selv begiver sig ud på Caminoen, er lige netop det ritual, det lille mirakel, som hver aften genføder én til den kommende dag. Bagefter gik jeg ud for at vente på nogen, som - helt officielt - kunne og ville give mig lov til at blive. Ude på trappen mødte jeg en køn pige, måske ti, måske tolv år gammel, som så på mig uden at virke det mindste forbløffet. Til gengæld forbløffede hun mig ved at, på aldeles fejl- og accentfrit engelsk, bede mig om at tale med hendes far, som ville være hjemme/tilbage ved 18-tiden. Hvilket jeg gjorde … og, da hans første forskrækkelse over at finde nogen dér havde lagt sig, så var der ingen grænser for hverken forståelse eller hjælpsomhed. Og jeg sov ganske udmærket den nat; da jeg gik, lidt sent næste morgen, efterlod jeg et glas hjemmelavet æblemos, som jeg havde fået af en slovensk fyr ved navn Mirko (fransk gift på 30. år) samme morgen, da jeg forlod hans gæstehus - La Belle Étoile - som yderligere tak for hjælpen. En bekymring mindre for resten af min vandring. — Troen - den stærke, ubrydelige tro på, at alle udfordringer, jeg møder i mit liv, har mindst én tilhørende løsning og jeg nok skal finde én, som passer mig - den har jeg taget med hjem fra min Camino. Det er en uvurderlig forsikring. M! mikaeld UNÆGTELIG UHØRT Mon, 26 Mar 2012 23:32:26 +0100 http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/vinternoter-af-paul-auster Anmeldelse Anmeldt: man, 12/03/2012 - 10:49 Auster træder ind i sit livs vinter og tænker tilbage på sin barndom, sin ungdom og sit voksne liv. Her er alt: Børn og bopæle; sex og sammenbrud; krop, kunst og kærlighed. Anmeldelsen handler om : Vinternoter læs mere Maria Guldager Rasmussen Litteratursiden Mon, 12 Mar 2012 10:49:58 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/sitestory/epxP/~3/YfGQ8GqttlU/ Temalørdag i DR2 i går handlede om svindlere. Mange af dem har nogle fællestræk, som jeg genkendte, fordi jeg selv har kendt en platugle. Lad os kalde ham Frank. (...) Continue reading → Eric Bentzen Dette og hint Sun, 11 Mar 2012 12:20:01 +0100 http://livetleker.wordpress.com/2012/03/08/svikefulle-mars-en-gammel-venninne-og-fire-barnevogner/ Det slår aldri feil: Vi får alltid en ekstraomgang med vinter uti mars en gang. På lørdag inntok vi vårens første utekaffe bak i hagen. Det var faktisk varmt og fint, og vi satt der ute og tenkte at det … Fortsett å lese → livetleker Livet leker Thu, 08 Mar 2012 21:17:02 +0100 http://www.italiannews.dk/2012/02/18/amanda-knox-vil-udgive-erindringer/ Amanda Knox blev i 2007 kendt i Italien for det meget omtalte drab på hendes bofælle. Knox blev sammen med sin daværende kæreste Raffaele Sollecito anholdt og mistænkt for mordet på den engelske pige Meredith Kercher. admin Italian News Sat, 18 Feb 2012 14:09:59 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Bogblogger/~3/P5UI5Y5frMs/ Ernst Jünger meldte sig som 19-årig frivilligt til den tyske hær og oplevede i de næste fire år 1. verdenskrigs rædsler på så nært hold, man overhovedet kan komme. Han var i skyttegravene, bombekraterne, kravlende ... Morten Kidal Bogblogger.dk - Boganmeldelser på nettet Fri, 17 Feb 2012 10:17:18 +0100 http://bogblogger.dk/?p=10825 Ernst Jünger meldte sig som 19-årig frivilligt til den tyske hær og oplevede i de næste fire år 1. verdenskrigs rædsler på så nært hold, man overhovedet kan komme. Han var i skyttegravene, bombekraterne, kravlende ... Morten Kidal Bogblogger.dk - Boganmeldelser på nettet Fri, 17 Feb 2012 10:17:18 +0100 http://www.information.dk/293678 Den østrigske dramatiker og romanforfatter Thomas Bernhard, der er velkendt for sine aggressivt provokerende værker, har gang på gang sigtet på og ramt let genkendelige misforhold i sit hjemland, heftig og sensibel af temperament, men også rationelt motiveret af de særlige sociale og politiske omstændigheder i hans opvækst som krigsbarn under nazismen i det annekterede Østrig. Han mærkede dens uvæsen på sjæl og krop koncentreret i byen Salzburg, berømt for sin arkitektoniske skønhed og musikkultur. At han oplevede staden med modsat fortegn, fremgår af de romanformede erindringer i fem bind, han udgav fra 1975 og fremover, hvoraf første del nu foreligger i en vellykket oversættelse af Søren R. Fauth. Torben Brostrøm Kultur | information.dk Thu, 16 Feb 2012 20:21:06 +0100