De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et essays http://www.overskrift.dk Sat, 26 May 2012 05:01:13 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.palepoets.com/2012/05/25/ordbilleder/ af Agent C.     ORD/BILLEDER   Et par ord om de illustrationer der akkompagnerer teksterne her på hjemmesiden. Billeder og ord. Hvad er mere fundamentalt? Billederne kommer fra en Samsung 330E – allerede håbløst altmodisch, men netop derfor med sin egen æstetik – som om synet aftryktes på gazebind – er behandlet i photoshop (hvad ellers?) og har for de flestes vedkommende to lag – motivet og filteret eller den tilsatte støj. Det kunne være et billede af et dokumentarprogram på National Geographic taget med mobiltelefonens kamera, tilsat et billede af en smadret rude. Et billede af noget gennemsigtigt og knust lagt ind over et billede af et billede af naturen medieret gennem kapitalismen – du kan se symbolikken? Det der sker med virkeligheden når den gøres til et billede ved hjælp af et kamera er i høj grad det samme som det der sker med døde menneskers tanker når vi læser en bog. Flytning. Overskæring. Udvalg. Gendannelse. Bevarelse. Mere præcist formuleret: Der citeres. Så til billederne følger altså ord – ikke ord vi har skrevet men ord vi har læst – de store dødes ord. Fra Shakespeare til Burroughs over Buddha, H. P. Lovecraft og Queens of the Stone Age. Den helt store fordel for den der citerer De store Døde? Andre har garanteret for kvaliteten. Den er urørlig så længe der findes boghandlere. Man kan tage det roligt, sætte sammen og læne sig tilbage.  Som for billederne gælder det også for ordene at de deler sig i to lag. En tekst inde i billedet og en tekst nedenunder det. Tilsammen skulle alle de krumspring gerne åbne et rum din tanke kan og vil bevæge sig lidt rundt i. Om ikke andet kan du jo prøve at se om du kan mærke, hvem af de døde det er der taler. Der er altid to der taler på én gang og de forholder sig tilsammen til den pågældende blege digters tekst (brødteksten). Vi håber du kan lide det. there are no rules PS:   … De døde uden navn? for vi har naturligvis slettet navnene (hvad ellers?). Bliver man ved med det længe nok, vil det på et tidspunkt ikke længere være muligt at afgøre hvem det er der taler, og nogen kunne måske tro at der var skrevet noget nyt. Mere præcist formuleret: Der citeres. Men rækkefølgen – den er ikke helt den samme, og deri ligger, om man vil, tricket. Du kan se symbolikken. Og jeg siger det ikke igen. Der citeres et par ord håbløst som gazebind nedenunder ordbillederne tilsammen der taler på brødteksten. De døde med taler og rækkefølgen, tricket, symbolikken mere præcist formuleret. admin PalePoets.com Fri, 25 May 2012 23:20:19 +0100 http://www.information.dk/301084 I 1960?erne var den amerikanske litteratur ved at eksplodere af apokalyptiske forestillinger. En af de bedste var Kurt Vonneguts roman Slagtehal Fem (1969), der i en på én gang sofistikeret, sorthumoristisk og naiv tone afspejlede et samfund på randen af sammenbrud. Dette for længst anerkendte mesterværk ? inspireret af de allieredes bombning i 1945 af Dresden, hvor Vonnegut selv sad indespærret som krigsfange ? var næsten 30 år undervejs. Årsagen var, at forfatteren havde svært ved at sætte ord på de rædsler, han oplevede under bombardementerne. Tonny Vorm Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 17 May 2012 21:44:32 +0100 http://www.information.dk/301084 I 1960?erne var den amerikanske litteratur ved at eksplodere af apokalyptiske forestillinger. En af de bedste var Kurt Vonneguts roman Slagtehal Fem (1969), der i en på én gang sofistikeret, sorthumoristisk og naiv tone afspejlede et samfund på randen af sammenbrud. Dette for længst anerkendte mesterværk ? inspireret af de allieredes bombning i 1945 af Dresden, hvor Vonnegut selv sad indespærret som krigsfange ? var næsten 30 år undervejs. Årsagen var, at forfatteren havde svært ved at sætte ord på de rædsler, han oplevede under bombardementerne. Tonny Vorm Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 17 May 2012 21:44:32 +0100 http://www.information.dk/301084 I 1960?erne var den amerikanske litteratur ved at eksplodere af apokalyptiske forestillinger. En af de bedste var Kurt Vonneguts roman Slagtehal Fem (1969), der i en på én gang sofistikeret, sorthumoristisk og naiv tone afspejlede et samfund på randen af sammenbrud. Dette for længst anerkendte mesterværk ? inspireret af de allieredes bombning i 1945 af Dresden, hvor Vonnegut selv sad indespærret som krigsfange ? var næsten 30 år undervejs. Årsagen var, at forfatteren havde svært ved at sætte ord på de rædsler, han oplevede under bombardementerne. Tonny Vorm Kultur | information.dk Thu, 17 May 2012 21:44:32 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/AndreasLloyd/~3/VCX2CWeaj94/ Last Thursday I attended a showing of a documentary on the Swedish poet Gunnar Ekelöf. After the film, there was a concert where Ida Bach Jensen, who composed the score for the film, performed. It was a magic 40 minutes, and it gave me time to digest some of the themes and thoughts of Ekelöfs poetry. The following is a sort of summary of my thoughts. Ekelöf writes: Seeking stable ground in life. Everything is fluid. Everything deceives us. Everything lures us into traps. To misunderstandings. Misconceptions. The only thing that does not waver is death. To think of death. To see life through death is to provide a pedal point to the dizzying uncertain melody we live. Elsewhere he writes something along the lines of: She staggers to stay upright I find that intensely poetic. A condensation of a greater truth: That to be in balance you are always moving towards a disequilibrium. Always compensating to stay upright. Staggering back and forth. Like a tree in the wind. Like a child learning to ride a bicycle. Whether it is staying put or moving forward, maintaining balance requires constant work. To remain flexible. In the same way, a major theme in Ekelöf’s work is how the good and the evil, the ugly and the beautiful are intertwined. They depend on the juxtaposition, the contradiction. They can exist only through each other. Nothing can exist by itself. Nothing is pure and clean. Everything is raw, mixed and implacably honest. Like punk. We may try to ignore it. Filter out the ugly and inconvenient. But it will only make us less flexible. Less in balance. Instead, we have to see the ways in which the ugly highlights the beauty. At the concert, the clean, clear almost crystalline spirituality of the music was deflated by the laughter, conversation and clinking of plates and cutlery from the café outside. At first it annoyed me. But then I realized that it was the very dissonance of the ambient sounds of the café that gave the music its depth. And the ethereal spirituality of the music was underlined by the mundane chatter from which it sought to escape. The beautiful and ugly complemented each other. It resulted in a calm sense of wholeness. Of balance. It is the unpredictable, the unfinished, which creates the magic of the moment. We are never ready. We are always caught by surprise. It forces us to recalibrate. To stagger or fall. On Saturday, I went to see a play that revolved around stories of the sea. As the play ended, they projected big photo of the wide open blue sea onto the stage. I looked out at the sea. Exploring my newfound sensibility of the imperfect, I sought out the unexpected. The ugly. That which is set apart and breaks the harmony. The crack in the mirror. The matter out of place. That which is not in balance. At first I couldn’t see it. The sea is quiet, mirroring the sky in a plethora of blue nuance. So beautiful. So pure. Then I realize that the thing that doesn’t belong is me. The man. The boat. The attempt at control. A tiny speck of intent merely tolerated in this vast aimless flow. Andreas Andreas Lloyd Wed, 16 May 2012 11:15:19 +0100 http://www.information.dk/299807 Siden Guds død og erkendelsen af universet som et endeløst, ekspanderende ALT, så er der for os, menneskene i det såkaldte Vesten, ikke længere nogen tænkelig verden, bortset fra denne, og ikke noget liv uden for dette. Det eneste tænkelige udenfor er døden, som er utænkeligt, fordi den kun kan defineres negativt, som det, der ikke længere er. Og for os, humanister, for hvem mennesket er det højeste og eneste virkelig tænkende og næsten hellige væsen, for os, som er blevet i stand til styre og afkode og sammensplejse livet i universet i uendeligt ekspanderende grad, for os er der efterhånden kun én ting, der er ufattelig, uhyggelig og, ja, farlig: liget, den døde menneskekrop, det, der er tilbage, når Det Højeste Væsen pludselig ikke længere er. Nielsen Nyheder fra information.dk | information.dk Tue, 01 May 2012 20:55:32 +0100 http://www.information.dk/299807 Siden Guds død og erkendelsen af universet som et endeløst, ekspanderende ALT, så er der for os, menneskene i det såkaldte Vesten, ikke længere nogen tænkelig verden, bortset fra denne, og ikke noget liv uden for dette. Det eneste tænkelige udenfor er døden, som er utænkeligt, fordi den kun kan defineres negativt, som det, der ikke længere er. Og for os, humanister, for hvem mennesket er det højeste og eneste virkelig tænkende og næsten hellige væsen, for os, som er blevet i stand til styre og afkode og sammensplejse livet i universet i uendeligt ekspanderende grad, for os er der efterhånden kun én ting, der er ufattelig, uhyggelig og, ja, farlig: liget, den døde menneskekrop, det, der er tilbage, når Det Højeste Væsen pludselig ikke længere er. Nielsen Nyheder fra information.dk | information.dk Tue, 01 May 2012 20:55:32 +0100 http://www.information.dk/299807 Siden Guds død og erkendelsen af universet som et endeløst, ekspanderende ALT, så er der for os, menneskene i det såkaldte Vesten, ikke længere nogen tænkelig verden, bortset fra denne, og ikke noget liv uden for dette. Det eneste tænkelige udenfor er døden, som er utænkeligt, fordi den kun kan defineres negativt, som det, der ikke længere er. Og for os, humanister, for hvem mennesket er det højeste og eneste virkelig tænkende og næsten hellige væsen, for os, som er blevet i stand til styre og afkode og sammensplejse livet i universet i uendeligt ekspanderende grad, for os er der efterhånden kun én ting, der er ufattelig, uhyggelig og, ja, farlig: liget, den døde menneskekrop, det, der er tilbage, når Det Højeste Væsen pludselig ikke længere er. Nielsen Kultur | information.dk Tue, 01 May 2012 20:55:32 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/what2012/~3/Obxe-Fsk7M0/ Siden Guds død og erkendelsen af universet som et endeløst, ekspanderende ALT, så er der for os, menneskene i det såkaldte Vesten, ikke længere nogen tænkelig verden, bortset fra denne, og ikke noget liv uden for dette.Link: Bin Ladens lig ? historien om et spøgelse administrator What!? Tue, 01 May 2012 18:55:32 +0100 http://www.information.dk/299414 Orhan Pamuks essaysamling om romankunsten har taget sin titel fra det essay om den naive og den sentimentale digtning, som den tyske digter Frie drich Schiller groft sagt skrev for at give sig selv en plads ved siden af Goethe. Goethe var ifølge Schiller den »naive« digter, der umiddelbart hensatte sig til sin fiktions alternative virkelighed, mens Schiller regnede sig selv for »sentimental«, hvilket ikke skal forstås som »følelsesladet«, men snarere som reflekteret, spaltet, bevidst (tænk på Milan Kunderas definition af sentimentalitet som netop reflekteret følelse: »Jeg græder over, at jeg græder«). Lilian Munk Rösing Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 26 Apr 2012 19:46:39 +0100 http://www.information.dk/299414 Orhan Pamuks essaysamling om romankunsten har taget sin titel fra det essay om den naive og den sentimentale digtning, som den tyske digter Frie drich Schiller groft sagt skrev for at give sig selv en plads ved siden af Goethe. Goethe var ifølge Schiller den »naive« digter, der umiddelbart hensatte sig til sin fiktions alternative virkelighed, mens Schiller regnede sig selv for »sentimental«, hvilket ikke skal forstås som »følelsesladet«, men snarere som reflekteret, spaltet, bevidst (tænk på Milan Kunderas definition af sentimentalitet som netop reflekteret følelse: »Jeg græder over, at jeg græder«). Lilian Munk Rösing Kultur | information.dk Thu, 26 Apr 2012 19:46:39 +0100 http://www.information.dk/298700 »Nørreport er et ikke-sted. Det bliver ikke tillagt nogen betydning, fordi det bare er et sted, man skynder sig til og fra. De ting, der karakteriserer Nørreport, gør, at man næsten ikke kan holde ud at være der,« siger Klaus Holsting. På Nørreport Station er der ikke noget, der holder på folk. Det er et sted i bevægelse. På vej gennem porten ind til København eller på flugt mod forstæderne. Her glider man ubemærket ind i virvaret af folk, der kommer og går. De færreste tager sig tid til at stoppe op for at iagttage stedet, men det har fotograf Klaus Holsting gjort. Med sit kamera om halsen har han gennem fire år besøgt Nørreport Station 150 gange og taget næsten 40.000 billeder. Af stedet og de tusindvis af rejsende, der hver dag lægger vejen forbi. Lærke Cramon Nyheder fra information.dk | information.dk Wed, 18 Apr 2012 19:36:00 +0100 http://www.information.dk/298700 »Nørreport er et ikke-sted. Det bliver ikke tillagt nogen betydning, fordi det bare er et sted, man skynder sig til og fra. De ting, der karakteriserer Nørreport, gør, at man næsten ikke kan holde ud at være der,« siger Klaus Holsting. På Nørreport Station er der ikke noget, der holder på folk. Det er et sted i bevægelse. På vej gennem porten ind til København eller på flugt mod forstæderne. Her glider man ubemærket ind i virvaret af folk, der kommer og går. De færreste tager sig tid til at stoppe op for at iagttage stedet, men det har fotograf Klaus Holsting gjort. Med sit kamera om halsen har han gennem fire år besøgt Nørreport Station 150 gange og taget næsten 40.000 billeder. Af stedet og de tusindvis af rejsende, der hver dag lægger vejen forbi. Lærke Cramon Nyheder fra information.dk | information.dk Wed, 18 Apr 2012 19:36:00 +0100 http://www.information.dk/298700 »Nørreport er et ikke-sted. Det bliver ikke tillagt nogen betydning, fordi det bare er et sted, man skynder sig til og fra. De ting, der karakteriserer Nørreport, gør, at man næsten ikke kan holde ud at være der,« siger Klaus Holsting. På Nørreport Station er der ikke noget, der holder på folk. Det er et sted i bevægelse. På vej gennem porten ind til København eller på flugt mod forstæderne. Her glider man ubemærket ind i virvaret af folk, der kommer og går. De færreste tager sig tid til at stoppe op for at iagttage stedet, men det har fotograf Klaus Holsting gjort. Med sit kamera om halsen har han gennem fire år besøgt Nørreport Station 150 gange og taget næsten 40.000 billeder. Af stedet og de tusindvis af rejsende, der hver dag lægger vejen forbi. Lærke Cramon Kultur | information.dk Wed, 18 Apr 2012 19:36:00 +0100 http://www.information.dk/298210 Næsten to år er gået hen, siden Ulrich Horst Petersen (f. 1936) sidst udgav en samling små essays ? eller ?stykker?, som han beskedent betegner dem. I den mellemliggende tid har danskerne fået en ny regering, nordmændene fået det lammende Utøya-traume og amerikanerne omsider fået ram på Osama bin Laden. Alt sammen og meget mere til kommenteres i de 72 nye tekster, der spænder vidt, fra ultrakorte hverdagssituationer og tilspidsede begrebsrefleksioner over erindringsglimt til mere sammenhængende tids- og livsoverblik. Erik Skyum-Nielsen Kultur | information.dk Thu, 12 Apr 2012 19:59:00 +0100 http://www.americansuburbx.com/2012/04/ed-ruscha-one-way-street-2005.html?utm_source=feedburner&utm_medium=feed&utm_campaign=Feed%3A+Americansuburb+%28ASX+%7C+AMERICAN+SUBURB+X+%7C+Photography+%26+Culture%29&utm_content=Google+Reader -- Ingen beskrivelse -- nsop Delicious/nsop Wed, 11 Apr 2012 09:32:08 +0100 http://www.information.dk/297342 At vor nabo i syd er et modsætningsfyldt land af stor mangfoldighed og et hav af selvmodsigende ikke sjældent smertefulde elementer, behøver man ikke opholde sig længe i det for at opdage. Ikke alene er det tysktalende territorium et næsten stedsevarende kraftcenter på godt og mindre godt, dets befolkning eller befolkninger har i hele historien særdeles aktivt defineret flere slags tyskheder i hhv. indbyrdes sam- og ofte modspil og til både glæde og det modsatte for omgivelserne. Georg Metz Kultur | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:47:52 +0100 http://www.information.dk/297342 At vor nabo i syd er et modsætningsfyldt land af stor mangfoldighed og et hav af selvmodsigende ikke sjældent smertefulde elementer, behøver man ikke opholde sig længe i det for at opdage. Ikke alene er det tysktalende territorium et næsten stedsevarende kraftcenter på godt og mindre godt, dets befolkning eller befolkninger har i hele historien særdeles aktivt defineret flere slags tyskheder i hhv. indbyrdes sam- og ofte modspil og til både glæde og det modsatte for omgivelserne. Georg Metz Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:47:52 +0100 http://www.information.dk/297341 For hver den, der er forfalden til kunst og til at tænke over og snakke om kunst, særlig om litteratur, må Milan Kunderas essay Et møde komme som en kostelig gave. Bogen fistrer fra emne til emne, namedropper uden hensyn til læserens forhåndsviden, kerer sig kun lidt om konklusioner, forlader sig med salig fryd på selektiv subjektivitet; men pyt med det, tænker jeg, for hvad man får, er et glødende forsvar for den nysgerrighed og den skabende intelligens, uden hvilken vi ender som barbarer. Erik Skyum-Nielsen Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:36:09 +0100 http://www.information.dk/297341 For hver den, der er forfalden til kunst og til at tænke over og snakke om kunst, særlig om litteratur, må Milan Kunderas essay Et møde komme som en kostelig gave. Bogen fistrer fra emne til emne, namedropper uden hensyn til læserens forhåndsviden, kerer sig kun lidt om konklusioner, forlader sig med salig fryd på selektiv subjektivitet; men pyt med det, tænker jeg, for hvad man får, er et glødende forsvar for den nysgerrighed og den skabende intelligens, uden hvilken vi ender som barbarer. Erik Skyum-Nielsen Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:36:09 +0100 http://www.information.dk/297341 For hver den, der er forfalden til kunst og til at tænke over og snakke om kunst, særlig om litteratur, må Milan Kunderas essay Et møde komme som en kostelig gave. Bogen fistrer fra emne til emne, namedropper uden hensyn til læserens forhåndsviden, kerer sig kun lidt om konklusioner, forlader sig med salig fryd på selektiv subjektivitet; men pyt med det, tænker jeg, for hvad man får, er et glødende forsvar for den nysgerrighed og den skabende intelligens, uden hvilken vi ender som barbarer. Erik Skyum-Nielsen Kultur | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:36:09 +0100 http://www.information.dk/297355 Efter endt læsning bliver man nødt til at vende tilbage til de første halvfjerds sider af Hjertets hemmeligheder, Ib Michaels nye samling af essays, erindringsstykker og andre blandede bolsjer fra skrivebordsskuffen. For var de virkeligt så dovne og upræcise i deres sprog, så helt tankeforladte, som man huskede? Resten af bogen er jo ujævn, men ikke uinteressant. Det var de ikke kun, men de var det også. Og det især, når Ib Michael stavrer sig op på de helt høje nagler. Så skal teoretisk fysik, østens mystik, alverdens politik og, nå ja, hjertets hemmeligheder flettes sammen. Så slår sproget med en art eksem, hvor alt ligesom skal belæsses med to, tre, fire formuleringer, som om dét kunne piske noget vigtigt frem. Men det bliver kun til levret skum, helt uden substans: Tue Andersen Nexø Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:20:42 +0100 http://www.information.dk/297355 Efter endt læsning bliver man nødt til at vende tilbage til de første halvfjerds sider af Hjertets hemmeligheder, Ib Michaels nye samling af essays, erindringsstykker og andre blandede bolsjer fra skrivebordsskuffen. For var de virkeligt så dovne og upræcise i deres sprog, så helt tankeforladte, som man huskede? Resten af bogen er jo ujævn, men ikke uinteressant. Det var de ikke kun, men de var det også. Og det især, når Ib Michael stavrer sig op på de helt høje nagler. Så skal teoretisk fysik, østens mystik, alverdens politik og, nå ja, hjertets hemmeligheder flettes sammen. Så slår sproget med en art eksem, hvor alt ligesom skal belæsses med to, tre, fire formuleringer, som om dét kunne piske noget vigtigt frem. Men det bliver kun til levret skum, helt uden substans: Tue Andersen Nexø Nyheder fra information.dk | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:20:42 +0100 http://www.information.dk/297355 Efter endt læsning bliver man nødt til at vende tilbage til de første halvfjerds sider af Hjertets hemmeligheder, Ib Michaels nye samling af essays, erindringsstykker og andre blandede bolsjer fra skrivebordsskuffen. For var de virkeligt så dovne og upræcise i deres sprog, så helt tankeforladte, som man huskede? Resten af bogen er jo ujævn, men ikke uinteressant. Det var de ikke kun, men de var det også. Og det især, når Ib Michael stavrer sig op på de helt høje nagler. Så skal teoretisk fysik, østens mystik, alverdens politik og, nå ja, hjertets hemmeligheder flettes sammen. Så slår sproget med en art eksem, hvor alt ligesom skal belæsses med to, tre, fire formuleringer, som om dét kunne piske noget vigtigt frem. Men det bliver kun til levret skum, helt uden substans: Tue Andersen Nexø Kultur | information.dk Thu, 29 Mar 2012 20:20:42 +0100 http://www.information.dk/296768 Jeg har ikke noget at fejre Det, som brødrene Lumière opfandt i 1895, var ikke en kunstart, men en teknik som gjorde det muligt at gribe, at vise, at bevare og arkivere det visuelle billede af en virkelighed, ikke bare i et fragment af et sekund, men i bevægelse og udstrækning. Uden denne opfindelse af ?fotografiet i bevægelse? ville verden i dag ikke være det, den er: Den nye teknik blev for det første fordummelsens fremmeste redskab (uden sammenligning mere magtfuldt end tidligere tiders dårlige litteratur: reklamespots, tv-serier), for det andet den globale indiskretions redskab (kameraer som hemmeligt filmer politiske modstandere i kompromitterende situationer eller foreviger en halvnøgen kvindes smerte, mens hun ligger på en båre efter et attentat ...). Milan Kundera Kultur | information.dk Thu, 22 Mar 2012 19:35:33 +0100