De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et finanskrise http://www.overskrift.dk Wed, 23 May 2012 11:01:21 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://feedproxy.google.com/~r/90mandaterdk/~3/pgKv0pfIHxM/ Det er en bekvem forklaring at kaste skylden for gældskrisen på de fæle banker. Men det er simpelthen ikke korrekt. I stedet for, at vi alle stiller os op på række og peger fingre af de mørke nålestribede jakkesæt fra Danske Bank, Goldman Sachs og Hårslev Sparekasse, mens vi ryster på hovedet, skal vi kigge [...] Magnus Barsøe 90mandater.dk Wed, 23 May 2012 07:30:00 +0100 http://friisberg.wordpress.com/2012/05/23/fjaesebogsboblen/ Det er godt 10 år siden, der gik hul på dot.com boblen. I 2001 drønede aktiekurserne på en lang række selskaber i den såkaldte “nye økonomi” i bund. En store del af egen-”kapitalen” i mange af dot.com virksomhederne viste sig at være varm luft. Koblet med 9/11 angrebet på Twin Towers i New York var [...] Gregers Friisberg Gregers Friisberg Wed, 23 May 2012 06:10:00 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/NordeaNewsroomDK/~3/034artEfQoc/ Uroen på de finansielle markeder er intensiveret på grund af usikkerheden om Grækenlands ØMU-medlemskab. Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea, forventer, at usikkerheden vil fortsætte. Hvor sandsynligt er det, at Grækenland må forlade euroen? Sandsynligheden er steget efter det græske valg, omkring 50 procent ifølge nogle undersøgelser. Lige nu er der politisk kaos i Grækenland, hvor de afventer endnu et valg. Men det bliver meget vanskeligt at skabe støtte til de forpligtelser, den tidligere regering har indgået EU, IMF og ECB. Flere ØMU-lande, og for nylig Den Europæiske Centralbank, har gjort det klart, at der ikke er noget alternativ, og at Grækenland må forlade samarbejdet, hvis ikke de nuværende aftaler overholdes. Hvad betyder det for de finansielle markeder? Så længe den parlamentariske situation i Grækenland er uklar, og dermed landets euro-medlemskab, vil de risikable aktiver som aktiemarkedet og visse virksomhedsobligationer være tynget. Investorerne vil traditionelt favorisere det, de opfatter som sikker havn: Amerikanske, tyske og sågar danske statsobligationer, samt valutaer som den amerikanske dollar og schweizer franc. Hvordan påvirkes de danske aktier? Danske selskaber er ikke immune over for disse begivenheder. Når de globale aktiekurser falder, rammer det også de danske selskaber, fordi også de er afhængige af økonomisk fremgang. I år har de danske selskaber klaret sig markant bedre end de øvrige europæiske aktier, hvilket i høj grad kan forklares ved, at Novo Nordisk udgør ca. 45 % af OMC 20 og samtidig har klaret sig flot. Det er ikke et udtryk for, at danske virksomheder vil klare sig godt på trods af usikkerhed i verden. Hvad skal du gøre som investor? I disse tider er det vigtigere end nogensinde at have en god spredning mellem flere aktiver, man skal altså på trods af bekymringerne holde fast i sine aktier. Det historisk lave renteniveau betyder, at afkastet fra de traditionelle stats- og realkreditobligationer bliver meget begrænset i fremtiden, hvorfor vi også anbefaler, at du investerer en del af opsparingen i virksomhedsobligationer. Stephan Ghisler-Solvang Nordea Tue, 22 May 2012 13:47:21 +0100 http://newsroom.nordea.com/da/2012/05/22/usikkerhed-om-graekenland/ Uroen på de finansielle markeder er intensiveret på grund af usikkerheden om Grækenlands ØMU-medlemskab. Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea, forventer, at usikkerheden vil fortsætte. Hvor sandsynligt er det, at Grækenland må forlade euroen? Sandsynligheden er steget efter det græske valg, omkring 50 procent ifølge nogle undersøgelser. Lige nu er der politisk kaos i Grækenland, hvor de afventer endnu et valg. Men det bliver meget vanskeligt at skabe støtte til de forpligtelser, den tidligere regering har indgået EU, IMF og ECB. Flere ØMU-lande, og for nylig Den Europæiske Centralbank, har gjort det klart, at der ikke er noget alternativ, og at Grækenland må forlade samarbejdet, hvis ikke de nuværende aftaler overholdes. Hvad betyder det for de finansielle markeder? Så længe den parlamentariske situation i Grækenland er uklar, og dermed landets euro-medlemskab, vil de risikable aktiver som aktiemarkedet og visse virksomhedsobligationer være tynget. Investorerne vil traditionelt favorisere det, de opfatter som sikker havn: Amerikanske, tyske og sågar danske statsobligationer, samt valutaer som den amerikanske dollar og schweizer franc. Hvordan påvirkes de danske aktier? Danske selskaber er ikke immune over for disse begivenheder. Når de globale aktiekurser falder, rammer det også de danske selskaber, fordi også de er afhængige af økonomisk fremgang. I år har de danske selskaber klaret sig markant bedre end de øvrige europæiske aktier, hvilket i høj grad kan forklares ved, at Novo Nordisk udgør ca. 45 % af OMC 20 og samtidig har klaret sig flot. Det er ikke et udtryk for, at danske virksomheder vil klare sig godt på trods af usikkerhed i verden. Hvad skal du gøre som investor? I disse tider er det vigtigere end nogensinde at have en god spredning mellem flere aktiver, man skal altså på trods af bekymringerne holde fast i sine aktier. Det historisk lave renteniveau betyder, at afkastet fra de traditionelle stats- og realkreditobligationer bliver meget begrænset i fremtiden, hvorfor vi også anbefaler, at du investerer en del af opsparingen i virksomhedsobligationer. Stephan Ghisler-Solvang Nordea Tue, 22 May 2012 13:47:21 +0100 http://www.tv2east.dk/artikler/spar-lolland-slagtet-paa-boersen Aktionærerne flygter fra den kriseramte bank Spar Lolland. Prisen på aktierne er i frit fald. Artikelbillede læs mere jaol TV2 ØST Tue, 22 May 2012 09:45:12 +0100 http://beinov.blogs.berlingske.dk/2012/05/22/klog-magt/ Vi skal ikke være urolige ved, at Kina snart bliver verdens største økonomi, lød det beroligende fra Harvard-professoren Joseph Nye på en konference mandag om Kina hos Dansk Institut for Internationale Studier. Det helt store spørgsmål i verdenspolitikken er ellers, hvordan Vesten skal forholde sig til, at Kina om en håndfuld år bliver verdens største økonomi. Hvilken konklusion vi når frem til, afhænger af, hvordan vi fortolker Kinas motiver. Nogle mener, at Kina er fjendtligt indstillet over for Vesten, andre tror modsat, at Kina ønsker en fredelig opstigning. Midt­imellem befinder sig dem, der mener, at Kina som stormagt efterstræber sine geopolitiske interesser, og at Vesten må acceptere dette og fastholde egne værdier om politisk og økonomisk frihed. Nye står nærmest for det sidste. I et interview jeg lavede med ham, sagde han bl.a.: »Det vil måske tage 10 år, førend der kommer markant politisk frihed i Kina«. Han tilføjede: »USA skal aktivt involvere sig i Asien, som også Kinas naboer ønsker i form af tilstedeværelse i Japan og Korea. Det handler ikke om at inddæmme Kinas indflydelse, sådan som USA gjorde med Sovjet under Den Kolde Krig, men tværtimod om at integrere Kina i internationalt samarbejde. Der er i USA tusindvis af kinesiske studerende, og vi samhandler i et omfang som aldrig før«. For de der vil læse en uddybende argumentation, skrev han forleden om sagen i Wall Street Journal. Joseph Nye taler med ekstra vægt, foruden den der følger af, at han er forsker i verdensklasse ? han er også tæt på Det Hvide Hus som tidligere viceforsvarsminister under præsident Clinton og chef for præsidentens National Intelligence Council. Nye er fortaler for, at USA bruger sin magt klogt ? konceptet kaldes »smart power« ? og denne hans meget udbredte magtteori er god til at forstå Kinas ageren ud fra. I sin seneste bog, The Future of Power, definerer han »smart power« således: »Klog magt er evnen til at kombinere hård magt, i form af tvang eller betaling, med blød magt, som er ren tiltrækning, til en succesfuld strategi«. USA står stærkt, når det gælder klog magt, mens Kina fortrinsvis er stærk på den økonomiske magt, og er på vej frem militært. Med blød magt, evnen til at få folk til at synes om sine værdier, har Kina begrænset succes, uanset at der bruges mange milliarder på engelsksprogede medier, kultur- og sprogeksport. Den bløde magt er svag på grund af den tydelige grad af (selv)censur, som f.eks. betyder, at kinesiske film oftest handler om gamle dage istedet for nutiden, så den rige kinesiske kultur ikke kommer ud over rampen på grund af de begrænsninger, der lægges på civilsamfund, kunstnere og intellektuelle. Her kunne Kina vinde meget ved større frihed. Kina troede i finanskrisens første par år, at USA var så svækket, at Kina blot kunne smide fløjlshandskerne globalt & regionalt, men naboerne i Asien blev så bekymrede, at man efterspørger mere USA-engagement. Kina har reelt erkendt, at selvom landet relativt set er i en naturlig opstigning, er der klare grænser. USA & EU er jo netop ikke på vej udover afgrunden. Sådan skal vi f.eks. aflæse den pragmatiske løsning på sagen om den blinde menneskerettighedsaktivist Chen Guangcheng, der søgte tilflugt på USAs ambassade i Beijing. Selvfølgelig var kineserne vrede over situationen, og amerikanerne måtte vedstå sig deres frihedsværdier, når der bliver søgt asyl, men sagen blev løst i fredsommelighed. Guangcheng med familie er nu i USA. Bundlinjen er, at den kinesisk-amerikanske relation ikke er skadet, hvor Kina for et par år siden have set rødt. USA vil i fremtiden være militært førende, men må dele magten med EU og Kina, når det gælder økonomi, og så kan vi ikke undvære Kina som aktiv spiller globalt, når det gælder grænseoverskridende spørgsmål som terrorisme og klimaforandringer. Tilsammen giver det en ny verdens­orden, hvor klog magt vil være efterspurgt. Jesper Beinov Borgerlige ord Tue, 22 May 2012 09:39:32 +0100 http://friisberg.wordpress.com/2012/05/21/g8-en-mere-vaekstorienteret-dagsorden/ EU kom ikke ved det nylig afholdte G8-møde i Camp David ret meget videre i retning ad en løsning på problemerne med eurozonen og de sydeuropæiske økonomiers statsgældsproblemer. Mødet havde sine mere komiske indslag, som f.eks. når den britiske premierminister David Cameron belærte de ikke-tilstedeværende grækere om, at det kommende parlamentsvalg bliver en folkeafstemning om at forlade eller [...] Gregers Friisberg Gregers Friisberg Mon, 21 May 2012 15:19:42 +0100 http://www.peary.dk/sadan-far-du-nyt-job-trods-finanskrise/ Jeg hører det så tit: Jeg vil så gerne have et nyt job, men det kan nok ikke lade sig gøre, som tiderne er nu? Nej, hvis det er din holdning, så sker der med garanti ikke noget som helst! … Continue reading → dortepeary Dorte Peary Mon, 21 May 2012 12:32:37 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Karrierekick/~3/bvTZL6X8wPg/ Krisen er gået hårdt ud over butikslivet og de butiksansatte, der har måttet betale en høj pris. Når krisen kradser og der er færre penge på danskernes konti, så sender det især butikkerne ud i store... se mere på karrierekick.dk Karrierekick Karrierekick - Uddannelse / karriere / inspiration / rådgivning Fri, 18 May 2012 13:24:31 +0100 http://karrierekick.dk/5139-sa-hard-har-krisen-vaeret-ved-butikkerne/ Krisen er gået hårdt ud over butikslivet og de butiksansatte, der har måttet betale en høj pris. Når krisen kradser og der er færre penge på danskernes konti, så sender det især butikkerne ud i store problemer. Danskerne har i højere grad holdt på pengene og har vendt det blinde øje til butikvinduernes fristelser. I en ny beregning Dansk Handelsblad har foretaget udfra den nye udgave af årbogen Kæder i Danmark fra Retail Institute Scandinavia, kan man se, at 1.110 butikker i detailhandlen har drejet nøglen om. Det svarer til 7,5 procent af butikkerne. Det er især modetøjsbutikker, kiosker og hvidevarebutikker, der har måttet sige stop, lukke ned og sandsynligvis fyre medarbejdere. Tøjbutikkerne står for 240 af lukningerne, kioskerne bukkede under 237 gange og hvidevarer blev så uinteressante for danskerne fra 2007 og frem, at 141 butikker lukkede. På positivsiden åbner flere sport/fritidsbutikker, optikkæder og dyrehandlere. I samarbejde med Newspaq af Anders Lind Jørgensen Karrierekick KarriereKick Fri, 18 May 2012 13:24:31 +0100 http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2012/05/17/viel-geschrei-und-wenig-wolle/ Det er drabelige meldinger, den nye franske regering udsender: Euro-landenes stabilitetspagt skal skrives væsentligt om, ellers vil Frankrig ikke ratificere den! Det fører til nye spekulationer om en konflikt mellem Frankrig og Tyskland. Men tag det med ro. Så slemt kommer det ikke til at gå. Tyskland skal nok sørge for at hjælpe den nye franske regering ind på rette spor ? ganske som man så det på TV, da præsident Hollande besøgte kansler Merkel i Berlin, og hun med en venlig men fast hånd sørgede for, at han kom med ind på den røde løber, da de sammen skulle skridte æresgarden af… Det var vidunderlige og sigende billeder. Man kan undre sig lidt over, at den franske protokol ikke havde sørget for at instruere den nye præsident om, hvordan han skulle håndtere den situation ? men han var naturligvis også blevet ramt af lynet på sin første rejse som præsident, i bogstaveligste forstand endda, så der var vel ikke noget at sige til, at han virkede lidt konfus. Og Angela Merkels venlige håndtering af situationen gav indtryk af, at kemien mellem hende og Francois Hollande er meget bedre, end den var i forholdet til springfyren Sarkozy. Ham havde hun aldrig taget venligt om skulderen, for tænk hvad det kunne have ført til? Det første møde i Berlin mellem de to tungeste ledere i Europa efterlod mig i hvert fald med indtrykket af, at der er noget om den gamle læresætning: Den tysk-franske akse fungerer bedst, når de to ledere kommer fra hver sin side af det politiske spektrum. Det giver en bredere tilgang til de nødvendige kompromiser, og dermed en større legitimitet overfor resten af Europa. De kommende uger ? indtil parlamentsvalget i juni ? vil den nye franske ledelse blive ved med at insistere på at få substantielle garantier for, at der skal føres en ?vækstpolitik? i EU, og de vil holde fast i de mange uholdbare løfter fra Hollande?s valgkamp. Det er de nødt til for at gentage hans succes fra præsidentvalget med at holde den yderste venstrefløj på afstand. For venstrefløjskandidaterne fik jo meget beskedne stemmetal ? og de skulle nødigt komme for stærkt ind i parlamentet. Læg også mærke til Hollande?s ministerudnævnelser: Det er folk fra den samme højrefløj i socialistpartiet, han selv kommer fra. Og de ved kun alt for godt, at fransk økonomi ikke er i en forfatning, som tillader ideoligiske udskejelser. Det første ?uanmeldte kasseeftersyn? er allerede blevet trukket frem for at illustrere, at det står endnu værre til med underskud og gældsætning, end forgængerne havde sagt. Så når først parlamentsvalget er vel overstået, vil mange af valgløfterne om nye store offentlige udgifter og skattestigninger for de højeste indkomster stille og roligt glide i baggrunden. Det er jo set før. Læg også mærke til, at Hollande har været meget forsigtig i sine formuleringer om, hvad det er Frankrig vil kræve fra først og fremmest Tyskland. Der er ikke tale om krav om en genforhandling af stabilitetspagten, som rokker ved grundlaget ? en afvikling af Eurolandenes budgetunderskud og nedbringelse af deres gæld. Tværtimod fik Hollande sammen med Merkel slået fast, at Grækenland ? som slår sig i tøjret overfor de stramme krav ? ikke skal regne med at der vil blive slækket på kravene. Her kunne han ellers let have smidt grus i maskineriet ved at svække kravene om orden i økonomien. Der tegner sig derfor et kompromis mellem Tyskland og Frankrig, som vil fastholde de strenge krav til at genskabe balance i statsbudgetterne ? samtidig med at en række vækstfaktorer vil blive understreget. For eksempel en udvidelse af lånekapaciteten i den europæiske investeringsbank EIB (som lige har fået den hidtidige tyske Europaminister som ny direktør), og udstedelse af særlige projektobligationer til at finansiere indsatsen for at gennemføre de arbejdsmarkeds- og uddannelsesreformer, som skal være med til at genskabe konkurrenceevnen. Det er alt sammen noget, der i nogen tid har været arbejdet med i Kommissionen ? og med lidt flæser og sløjfer kan det komme til at ligne den ?vækstpagt?, der skal være præsident Hollandes figenblad overfor dem, der kunne finde på at beskylde ham for at løbe fra løfterne i sin valgkamp. Budgetansvarlighed og vækst er ikke nødvendigvis uforenelige størrelser. Men det forudsætter, at man glemmer forestillingerne om, at der kan skabes vækst i Europa ved at starte ny stor lånefinansieret efterspørgsel via statsbudgetterne. Sker det, vil væksten ikke ske i de lidet konkurrencedygtige europæiske økonomier, men i effektive lande i først og fremmest Asien. Og så sidder Europa endnu dybere i den suppedas, der er skabt ved overdrevent forbrug og velfærdsydelser i alt for mange år. Nu skal vi så gennem nogle uger, hvor forvirringen får lov til at brede sig, indtil det franske valg er overstået, og man kan tage fat på arbejdet for alvor. Det sidste møde i Europæisk Råd under dansk formandskab vil blive rammen om den endelige besegling af den nye tysk-franske enighed om, hvordan Europa skal styre videre. Om Grækenland til den tid vil have anbragt sig selv i en situation, hvor den græske skude ikke længere kan finde plads i konvojen, er et åbent spørgsmål. Men mere og mere tyder på, at grækerne simpelthen ikke vil lade sig hjælpe. Og så kan det jo ende med, at man må hjælpe dem ud på en forsvarlig måde. Det væsentlige er, om Tyskland og Frankrig holder sammen. Mit gæt er, at det gør de! Uffe Ellemann Verden omkring Danmark Thu, 17 May 2012 16:11:23 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/126392 Business Insider skriver under overskriften: Hvis Islands crazy planer om at skifte kronen ud med den canadiske dollar. Vil Grønland måske følge trop hanne Thu, 17 May 2012 14:21:59 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/126392 Business Insider skriver under overskriften: Hvis Islands crazy planer om at skifte kronen ud med den canadiske dollar. Vil Grønland måske følge trop hanne Thu, 17 May 2012 14:21:59 +0100 http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/05/17/de-forkaelede/ Man skuer mod syd og ser nogle grækere, der i årtier har levet over evne, gældsat sig selv til langt op over de blåmalede vinduer og nu tyer til den yderste venstrefløjs lokkende løfter om at kunne bevare de erhvervede privilegier trods krisen. Hver gang jeg ser græske horder befolke Athens gader i protest mod det næste slemme, man måtte udsætte dem for, så tænker jeg: Er der ingen af dem, der overvejer, hvad der gik forud? Hvorfra al den pludselige rigdom kom fra? Grækenland gik på rekordtid fra at være et fattigt diktatur til at være en rig velfærdsstat, og da jeg besøgte landet en sommer for nogle få år siden, lige før det hele brast, var det et samfund, hvor velstanden, priserne, infrastrukturen (herunder en athensk metro, som dog ikke virkede) og den almindelige atmosfære af vellevned fra vugge til grav ikke var stort anderledes end herhjemme i Danmark. Hvorfor vi måske heller ikke bør kikke så foragteligt på de protesterende grækere, der nu skal til valg igen og formentlig ved den lejlighed vil klamre sig endnu mere desperat til de politikere, som forsøger at bilde dem ind, at man ikke behøver skære nævneværdigt ned. Her til lands er krisen mindre blodrød. Men er mekanismerne ikke stort set de samme? Vælgerne flygter til Enhedslisten, fordi regeringen trods alt har valgt at se krisedyret mere direkte i øjnene, end man over for de håbefulde vælgere lod forstå ville ske før folketingsvalget, og mens den vestlige verden står i til halsen i gældsproblemer og stagnation, diskuterer vi her til lands helt alvorligt det overgreb, vi føler det er selv at skulle medbringe bleer til vores børns vuggestue, eller vi flår hinanden verbalt til lirekassemænd og ?kvinder i skænderiet om, hvorvidt det er helligdagene eller frokostpausen, vi må ofre på krisens alter. Går der, når alt kommer til alt, ikke en rød tråd gennem det moderne Europa, fra Athen i sydøst og Madrid i sydvest, over Paris i midten og videre gennem det tyske til de britiske øer og de skandinaviske velfærdssamfund mod nordvest og nord, den røde tråd, der består i, at vi er de forkælede? Gennem flere generationer opflasket i troen på, at vi havde en nærmest skæbnebestemt plads på livets solside, dér hvor man ikke behøver kæmpe ? i hvert fald ikke mere end 37 timer om ugen frem til den historisk tidlige pension ? for livets goder mere. – Vi er de forkælede, og ja, det er også dig, og ja, det er også mig, ingen af os kan sige os fri for at have en rem af huden. Vi er endt med at være sølet til i velfærdens arrogante selvfedme. En overgang i sidste årti var det endog nærmest som om vi troede, pengene kom af sig selv, hvadenten det var de penge, vi tjente om natten som husejere, eller det var de penge, vi hentede i velfærdssamfundets fælles kasser og forbrugte om dagen. Ingen troede for alvor, det kunne gå galt, og det var ikke kun i Grækenland, det var ikke kun i Spanien, det var ikke kun i Irland og Island, man blev ramt af velfærdens nemesis; her var væksten blot så monumental, at da det ramlede, så ramlede det virkelig big time. Men husk hvordan det var her i Danmark: Ville Anders Fogh Rasmussen og hans regeringer bruge en krone ekstra på velfærd, så ville oppositionen bruge to. Dét var dagsordenen. Ikke mange råbte op. Dét var forkælelsens kontrakt, som over hele det ganske kontinent var indgået mellem borgere og politikere, mellem højre og venstre, mellem ydere og nydere: Det her gik godt, og det kunne ikke gå galt! Resultatet var, at vi endte som klodens forkælede møgunger. Dem der ikke gider piske fløden selv, men alligevel surt og selvretfærdigt forlanger det største stykke af lagkagen. – Det er interessant at skue tilbage på, hvor mange gange dommedagsprofeter i disse fede år advarede mod, at velfærden ville blive bombet tilbage. De gjorde det med det sigte at bruge endnu flere penge på velfærden. Var det sket, havde det dybe fald siden finanskrisens start i 2008 blot været endnu dybere. Tændsatsen til denne krise var nok finansverdenens uforsigtige omgang med dårlige boliglån i Amerika. Men de økonomiske kæmpeflammer kunne kun brænde i kraft af den dobbelte illusion, vi alle sammen levede i: At vores rigdom var uantastelig. Og at ingen andre kunne finde ud af at udfordre os. Det var jo denne illusion, der betød, at vi så villigt medvirkede til gældsstiftelse og overforbrug, om det så var i privat eller offentligt regi. Imens var man andre steder i verden begyndt på det, vi bildte os ind vi havde lagt bag os. Man begyndte at insistere på at lære børnene noget i skolerne i Sydkorea. Man begyndte ud fra en accept af, at elite er noget godt, ikke noget skidt, at uddanne hyperdygtige teknologiske specialister i Indien. Man begyndte at arbejde hårdt og ubønhørligt i Brasilien og i Kina. Da krisen kom, gik det op for os, at den velfærd, vi troede var evig, for første gang var virkelig truet. Andre var blevet dygtigere end os. Andre sled mere i det end os. Andre havde færre gældsbyrder og mindre bureaukrati at trækkes med end os. Andre var blevet sultne, mens vi havde ædt lagkage. Men i stedet for at se os selv grundigt i spejlet og spørge, hvad vi hver især kan gøre for at ændre på dette, er det som om vi ? fra Athen og Madrid i syd over Paris i midten til briterne og skandinaverne i nord ? stadig ikke har fået brudt med illusionen om den evige velfærd. Vi vælger politikere, der fortæller os, at netop de kan sikre den. Vi protesterer heftigt, når nogen vil tage noget fra os. Vi skuler olmt og kræver nye regler til beskyttelse af vores privilegier, når en kineser eller en polsk håndværker viser sig at kunne gøre noget bedre og billigere end vi selv. – Vi er de forkælede. Forkælelse er en forhekselse. En tilstand, hvor man har det så godt, at det ikke er til ens egen bedste. Hvor man trænger til at konfronteres med realiteterne. Kan vi tåle det? Kan vi tåle et liv, hvor der skal kæmpes mere, måske tjenes lidt mindre, og hvor velfærdsstaten ikke altid står klar til at gribe os, længe inden vi er snublet? Ja, selvfølgelig kan vi det. Men det kræver, at forkælelsens forhekselse brydes. Når man skuer mod Athen eller Madrid, når man ser mod Paris og London, når man i et øjebliks eftertanke overvejer, hvad den frådende danske debat om bleer i vuggestuer, små forlængelser af arbejdstiden eller forkortelser af dagpengeperioden i virkeligheden er udtryk for, så bliver konklusionen, at den ikke er brudt endnu. Det er, her snart fire år inde i krisen, den dårlige nyhed ? og den gode: Vi er stadig de forkælede. Men vi kan ikke alene tåle, at det holder op. Vi trænger til det. FØLG MIG PÅ FACEBOOK FØLG MIG PÅ TWITTER Tom Jensen På sporet af et moderne liv Thu, 17 May 2012 13:06:47 +0100 http://friisberg.wordpress.com/2012/05/17/to-tre-lande-to-sten-i-skoen/ Argentina 2002  -  Grækenland og Spanien 2012. Kan de to situationer sammenlignes? Det er der temmelig delte meninger om i den internationale økonomiske debat om euro-krisen. Er det virkelig rigtigt, at de sydeuropæiske lande skal udsættes for den tyske medicin, der indebærer det, man kalder intern devaluering: Et langt sejt træk, der i årevis betyder løntilbagegang [...] Gregers Friisberg Gregers Friisberg Thu, 17 May 2012 09:32:57 +0100 http://www.ivaerk-tv.dk/farvel-til-firmaet-sadolin-botex-vestjylland/ I anden del af tv-serien “Farvel til firmaet” møder man Sadolin-Botex Vestjylland. Det er en farvehandlerkæde. Spørgsmålet er, hvem der skal overtage forretningen fra stifteren Lars Villadsen. Bemærk: Videoen åbner i et nyt vindue, fordi indslaget ... Redaktionen Iværk-TV.dk Tue, 15 May 2012 13:48:52 +0100 http://www.ivaerk-tv.dk/farvel-til-firmaet-sadolin-botex-vestjylland/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=farvel-til-firmaet-sadolin-botex-vestjylland I anden del af tv-serien “Farvel til firmaet” møder man Sadolin-Botex Vestjylland. Det er en farvehandlerkæde. Spørgsmålet er, hvem der skal overtage forretningen fra stifteren Lars Villadsen. Bemærk: Videoen åbner i et nyt vindue, fordi indslaget ... Redaktionen Iværk-TV.dk Tue, 15 May 2012 13:48:52 +0100 http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2012/05/14/det-baltiske-eventyr-godt-at-fa-forstand-af/ Blandt de otte nordisk-baltiske lande er der kun ét, som er fuldt integreret i internationalt samarbejde ? men min beskedenhed forbyder mig at sige hvilket! Sådan sagde Estlands præsident Toomas Ilves i denne weekend i forbindelse med den årlige ?Lennart Meri Konference? i Tallinn. Og Ilves er ellers ikke kendt for at være beskeden eller tilbageholdende ? snarere tvært imod?. Men han har heller ikke så meget at være beskeden af: Estland er det eneste af de otte nordiske og baltiske lande, som er med i EU og NATO uden forbehold eller undtagelser. Og Estland er tillige det eneste Euro-land, som i dag lever fuldt og helt op til alle forpligtelser i den forbindelse. Så der er ikke noget at sige til, at den lille nation bryster sig. Den årlige ?Lennart Meri Konference? holdes til minde om Estlands tidligere præsident, der førte landet ind i det internationale samarbejde ? og her samles hvert år venner af Estland fra hele verden for at diskutere det internationale samarbejde. Her kommer ledende russiske demokratiforkæmpere ? i år f.eks. oppositionslederne Kasparov, Nemtsov og Illarionov ? for forholdet til den store nabo er et fast punktpå dagsordenen. Men i år var hovedtemaet naturligt nok truslerne mod den demokratiske kapitalisme ? og her er Estlands og de to andre baltiske landes eksempel gode at få forstand af. Det er da også en fantastisk historie, når man tænker på, hvordan udsigterne tegnede sig for bare 25 år siden: Estland var låst inde som en del af Sovjetunionen, hvor landet var blevet tvunget ind mod befolkningens ønske i den brutale tid op til Anden Verdenskrig, hvor Hitler og Stalin delte Europa mellem sig. Sandheden om denne historiske forbrydelse var begyndt at blive spredt, men der blev slået hårdt ned på de nationale bevægelser, som var begyndt at røre sig i alle tre baltiske lande. I dag er først og fremmest Estland blevet en europæisk rollemodel ? og det lille land er sammen med Letland og Litauen, som blev ramt hårdere end næsten alle andre af den globale finanskrise, igen begyndt at have økonomisk vækst. Da krisen ramte, valgte de tre lande at slå ind på en benhård omstrukturering: De fastholdt deres valutaers kurs i stedet for at gå devalueringsvejen ? Estland gik endda målbevidst efter at blive en del af Euroen, og det lykkedes for snart halvandet år siden. I stedet for at devaluere, valgte man den hårde og vanskelige vej med ?interne devalueringer?: Konkurrenceevnen blev styrket ved omfattende offentlige besparelser og en nedgang i lønningerne, som for offentligt ansatte var omkring en fjerdedel. Det var en meget hård tid, med stor nød ? men nu er man ved at være ude på den anden side, og resultaterne er ved at vise sig. Der ligger naturligvis et budskab til de europæiske lande, som i dag slås med lignende problemer ? faldende konkurrenceevne og stor gæld. Men når man foreslår f.eks. grækere og franskmænd, at det er den vej, de skal slå ind på, rulles der med øjnene. Det laver sig ganske enkelt ikke gøre i et moderne demokratisk samfund, lyder det ? og når det lykkedes hos balterne, må det jo være fordi demokratiet og dets institutioner endnu ikke er groet så fast som i andre lande?. Det baltiske eksempel er værd at tænke på, når den nye franske præsident Hollande i morgen drager på besøg i Berlin ? samtidig med, at den græske tragedie fortsætter uden udsigt til en løsning. Både grækere og franskmænd skal acceptere nedgang i levestandard for at få tingene til at gå den rette vej, men det vil de ikke. Og dermed risikerer vi, at gælden fortsætter med at vokse ? samtidig med, at lande udenfor Europa løber med gevinsterne ved at lade de europæiske seddelpresser køre i forsøg på at skubbe en kunstig vækst i gang. Tyskerne er blevet beskyldt for manglende solidaritet, fordi de stiller skrappe krav til grækerne. Men man skal huske på, at det ikke var tyskerne, der ønskede Euroen. Den fælles valuta var Tysklands betaling til resten af Europa for den tyske forening, og den fælles valuta skulle dæmpe risikoen for et alt for dominerende Tyskland. Den daværende tyske forbundskansler Kohl tromlede Euroen igennem mod sin egen finansministers modstand ? og når man taler om ?afgivelse af suverænitet? i forbindelse med skabelsen af den fælles valuta, så glemmer man, at det først og fremmest var Tyskland, der afgav suverænitet. Det forstod man i Estland. Her har man haft flere forskellige valutaer i de sidste 100 år: Først var der Rublen, fordi de baltiske lande var en del af Rusland frem til Første Verdenskrigs afslutning. Så kom en kort selvstændighedsperiode, hvor Estland havde sin egen valuta ? Kroon ? men den blev aflyst igen af Rublen, da Estland blev tvunget ind i Sovjetunionen. Og i en kort periode under den tyske besættelse var valutaen Mark ? og efter selvstændigheden i 1991 vendte man hurtigst muligt tilbage til Kroon som et symbol på friheden. Men den estiske Kroon fik et kort liv ? endnu kortere end i den første periode af selvstændigheden ? for fra udgangen af 2010 var Estland med i Euroen. Og det opfattede esterne ikke som en afgivelse af suverænitet. Det var tvært imod et symbol på deres vilje til at være en del af det forpligtende samarbejde i EU, som er med til at underbygge landets selvstændighed. Det kan godt være, at de demokratiske institutioner endnu ikke er så underbyggede i de baltiske lande, som hos os andre. Men er det ikke, som om de har forstået noget, andre i deres forstokkethed vender ryggen til?   Uffe Ellemann Verden omkring Danmark Mon, 14 May 2012 17:37:06 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/90mandaterdk/~3/SP1SRm2MOJE/ Statsministeren afviser vækstinitiativer på europæisk plan. Paradoksalt nok fremrykker samme regeringsleder offentlige investeringer for knap 19 mia. kr. i 2012 og 2013 for at sparke gang i den hjemlige vækst. Behovet for europæisk vækst er ellers akut: Italien, Spanien og Storbritannien er i recession og tilliden fra investorerne er i bund. Før jeg kaster mit [...] Magnus Barsøe 90mandater.dk Mon, 14 May 2012 08:29:55 +0100 http://enbygningvirejser.wordpress.com/2012/05/14/forsta-hollande-ret/ Alexander Grandt Petersen En Bygning Vi Rejser Mon, 14 May 2012 02:56:12 +0100 http://ghettodjoe.wordpress.com/2012/05/10/blalys/ Finanskrisen er ikke enestående, men den seneste af en række konjunkturkriser, som opstår med jævne mellemrum i en markedsøkonomi, se beviset her. Så det er altså berettiget at sige, at kapitalismen er krise. Krisen løses selvfølgelig hverken ved budgetdisciplin, hovedløs … Læs resten → ghettodjoe Ghettodjoe's Blog Thu, 10 May 2012 17:20:01 +0100 http://karrierekick.dk/4948-her-har-flest-mistet-jobbet-under-krisen/ Over en bred kam har finanskrisen brutalt flået jobbet fra danskere over hele landet, men enkelte steder er hårdere ramt end andre. Uanset om man siger mojn, goddaw eller hejsa har finanskrisen været brutal og revet jobbet væk fra titusinder af danskere. Men nogle landsdele er langt hårdere ramt end andre. Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet. Nordjyderne har fået den hårdeste job-lussing af alle i landet. - I løbet af krisens første to år har mere end hver sjette nordjyde, der var i beskæftigelse før krisen, mistet arbejdet. Sammen med Bornholm gør det Nordjylland til det hårdest ramte område målt på tab af arbejdspladser, lyder det i analysen. I perioden fra 2. kvartal i 2008 til 2. kvartal i 2010 mistede hele 33.500 nordjyder jobbet. Det er procentvis det næststørste antal fyringer i hele Danmark, svarende til 16 procent. Kun Bornholm er hårdere ramt end Nordjylland med 2.400 mistede job svarende til 17,5 procent. Går man til den nordlige del af Sjælland, så er jobkrisen noget mindre. I Nordsjælland har 15.600 mistet jobbet – det svarer til 9,2 procent. Overordnet set er Jylland og Fyn blevet hårdere ramt på job end Sjælland. I Jylland har 14,1 procent mistet jobbet, på Fyn er det 15,1 procent og Sjælland slap med 11,6 procent. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Så mange mistede jobbet: København by – 29.300 – 12 procent Københavns omegn – 19.500 – 10,2 procent Nordsjælland – 15.600 – 9,2 procent Østsjælland – 9.200 – 9,8 procent Vest- og Sydsjælland – 31.100 – 14,5 procent Fyn – 25.500 – 15,1 procent Bornholm – 2.400 – 17,5 procent Sydjylland – 35.900 – 13,4 procent Østjylland – 39.100 – 13,0 procent Vestjylland – 23.700 – 14,7 procent Nordjylland – 33.500 – 16 procent Sjælland i alt – 107.100 – 11,6 procent Jylland i alt – 132.200 – 14,1 procent Hele landet i alt – 264.700 – 13,0 procent Kilde: Beskæftigelsesministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I samarbejde med Newspaq af Anders Lind Jørgensen Karrierekick KarriereKick Thu, 10 May 2012 14:38:32 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Karrierekick/~3/HKFYwRQve7g/ Over en bred kam har finanskrisen brutalt flået jobbet fra danskere over hele landet, men enkelte steder er hårdere ramt end andre. Uanset om man siger mojn, goddaw eller hejsa har finanskrisen været... se mere på karrierekick.dk Karrierekick Karrierekick - Uddannelse / karriere / inspiration / rådgivning Thu, 10 May 2012 14:38:32 +0100 http://magasineteuropa.dk/?p=3093 Der er næppe før blevet rapporteret så intensivt om Grækenland ? i Portugal. Landet langt mod sydvest valgte for snart et år siden en regering fra centrum-højre med premierminister Pedro Passos Coelho i spidsen. De politiske konstellationer for Partido Social Democrata er de bedst tænkelige: Man har en tidligere José Manuel Durão Barroso, tidligere premierminister (også for PSD) hjemme i Portugal siddende i toppen af EU systemet som kommissionsformand, man har Cavaco Silva (nok en gang PSD) som landets præsident ? og altså førstnævnte Passos Coelho til at styre Portugal gennem finanskrisen. Og det går ikke værst. Eksporten stiger, og det er som om portugiserne godt ved, at det lange, seje træk venter forude. Det første indhug skete i den såkaldte 13. månedsløn ? som er tradition i en række lande med katolsk tradition. Momsen fik også et nøk opad. Men der har ikke været nævneværdige voldsomheder som i Grækenland. Folket stemte i begyndelsen af juni i fjor, og PSD tog 38,6 % af stemmerne. Højrefløjen vandt dermed et absolut flertal. Tidligere regering bad om hjælp Men før magten skiftede hænder og hoveder havde Portugal under den dengang socialistiske premierminister José Sócrates bedt om hjælp til at klare krisen. Man forhandlede sig frem til et Portugal Bailout på 78 milliarder EUR allerede i maj 2011, så befolkningen var godt klar over, at festen var forbi ? i hvert fald for en tid. Man har oplevet uafbrudt vækst og gradvis omstilling til velfærdssamfund i nordeuropæisk forstand siden landet kom med i EF i 1986 ? og især siden indførelsen af euroen i 1998. Der var ingen folkeafstemninger om de to afgørende spørgsmål, og der har ikke været nogen væsentlig bevægelse i retning af, at vælgerne skulle spørges. Siden sommeren 2011 er det gået stærkt ned ad bakke. Arbejdsløsheden har officielt passeret de 15 %, boligmarkedet tynges af faldende priser, mange afskediges i disse måneder fra den offentlige sektor, og de politiske meldinger går på, at der skal skæres yderligere ? og at det i det hele taget skal være lettere at fyre. José Manuel Durão Barroso har flere gange påpeget, at arbejdsmarkedet i hans eget land skal være mere fleksibelt. Portugiserne har længe måttet leve med, at deres EU-toppolitikere kommer med barske og beske kommentarer om virkeligheden i hjemlandet. Men når medier og politikere ude i Europa begynder at drage sammenligninger med den alvorlige situation i Grækenland, så står bankfolk, det politiske establishment og det intellektuelle Portugal sammen: Landet havde allerede før optagelsen i EF / EU et skattevæsen, som fungerede. Et stærkt statsapparat under navnet Estado Novo blev opbygget allerede fra 1933. Med andre ord: Der er og var faktisk en del stat at privatisere af, og det vil den siddende regering gerne. Tallene til Trojkaen er bedre Nye officielle beregninger viser, at det gældsplagede land i 2011 faktisk har skåret en større bid end af det offentlige underskud ? end forventet. Tallet svarede til blot 4,2 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP), og overgik dermed både målsætninger udstukket af Den Internationale Valutafond (IMF) og EU – som havde regnet med 5,9 procent. Det er det samarbejde, portugiserne i daglig tale kalder ?trojkaen?, hvor tredjeparten er ECB, Den Europæiske Centralbank. Året forinden udgjorde underskuddet 9,8 procent af BNP. Målet er, at Portugal i 2013 skal tvinge det offentlige underskud ned under EU-loftet på 3,0 procent af BNP, og dermed leve op til de såkaldte konvergenskrav. Holder aftalen? Tidligere præsident Mário Soares fra socialistpartiet Partido Socialista, (PS), gav efter det græske valg udtryk for, at aftalerne med trojkaen ikke nødvendigvis skulle holdes. Han blev i det portugisisk / brasilianske Portugal Digital og mange andre medier citeret for at sige: ?forpligtelsen til at være tro mod trojkaen er slut?. Det fik kommissionsformand Barroso til at slå fast, at det kan man ikke. Partido Socialista har siden lagt afstand til ordene fra Soares. Morten Gliemann Magasinet Europa Wed, 09 May 2012 23:41:09 +0100 http://www.ivaerk-tv.dk/farvel-til-firmaet-sp-stal-aps/ Farvel til firmaet er en iværksætter-serie, som er blevet vist på DR 2. I denne første udsendelse møder man SP Stål ApS. Stifteren Per Larsen vil sælge virksomheden, men han er i tvivl om, hvorvidt ... Redaktionen Iværk-TV.dk Wed, 09 May 2012 10:00:07 +0100