De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et fogh http://www.overskrift.dk Mon, 14 May 2012 01:01:08 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://mehmetozcelik.wordpress.com/2012/05/13/topposter-og-david-trads/ Er der ikke snart gået lidt for meget inflation i de der topposter. I medierne får alle topposter, om der så tale om en bestyrelsespost! … De slider godt på det danske sprog efterhånden … Jo flere superlativer jo flere aviser bliver solgt, må mottoet være! David Trads – alias træls – må man gå [...] MEMO MEMO Sun, 13 May 2012 20:01:11 +0100 http://petermose.dk/gymnasielaerere-skal-undervise-mere/ Den borgerlige regering undlod at bistå rektorerne med at lede landets gymnasier. Nu gør den røde regering klar til et ledelsesmæssigt opgør med lønmodtagerkulturen på lærerværelserne. Analyse i Berlingske Business Magasin. Man skulle ellers tro, at det var en borgerlig mærkesag at højne effektiviteten i den offentlige sektor og få gymnasielærerne til at undervise mere. Men på det punkt var VK-regeringerne en fiasko under først Anders Fogh Rasmussen (V) og siden Lars Løkke Rasmussens (V) lederskab. De tog ingen afgørende armbøjninger med lærerværelserne og hjalp ikke rektorerne ledelsesmæssigt, da Finansministeriet op gennem nullerne forhandlede overenskomster med fagforeningen GL. Skiftende borgerlige finansministre og undervisningsministre var ude af stand til at klemme flere undervisningstimer ud af gymnasielærerne, selvom Danmark gennem mange år har fået dumpekarakter i alle OECD-sammenligninger. Selv en underviser i det kriseramte Grækenland opholder sig angiveligt mere i klasserne. Nu varmer den socialdemokratisk ledede regering op til den største ledelsesmæssige styrkeprøve med GL i mere end et årti. Allerede længe inden S fik regeringsmagten, var partiets inderkreds med Henrik Sass Larsen i spidsen ond i sulet på underviserne. Så kanonerne køres i stilling til de næste overenskomstforhandlinger, der begynder lige efter nytår. Rapport efter rapport har påvist, at en dansk gymnasielærer kun underviser godt en femtedel af sin arbejdstid (sidste skoleår: 22 procent), og at nålen har stået stille gennem flere år. Det er alt for lidt, mener en bred kreds af partier, der undrer sig over, at den gennemsnitlige undervisningstid i OECD-landene er noget nær det dobbelte. Resten af arbejdstiden herhjemme går bl.a. med at forberede sig på timerne. Overenskomsten fastlægger en særegen ?forberedelsesfaktor?, der er ukendt på arbejdsmarkedet uden for undervisningssektoren: Så godt som alle gymnasielærere afregnes for to timer og 33 minutter pr. undervisningstime, viser en opgørelse fra Rigsrevisionen. Forberedelsestiden sættes af med fagforeningslineal, uanset om læreren er en gammel rotte, der reelt har brug for mindre forberedelse. Eller der undervises i spydkast eller matematik. Kort sagt, det er svært at finde pædagogiske argumenter for at opretholde det system. Men lærerne tæller snart sagt hvert et sekund af frygt for at blive snydt, et rettighedsbestemt bogholderi, som næsten gør det umuligt for rektor at lede gymnasiet og fordele ressourcerne efter skolens og elevernes behov. Under de seneste overenskomstforhandlinger i 2011 var den borgerlige regering tæt på at tage opgøret, men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) slog bak ? måske af frygt for ballade med offentligt ansatte tæt på et folketingsvalg. Anderledes stålsat ventes hans socialdemokratiske afløser, Bjarne Corydon, at være, ikke mindst i lyset af, at der stadig i foråret 2013 kan være lang tid til næste valg. Første hurdle har været at skifte direktionen ud i Personalestyrelsen, der af kritikere blev beskyldt for at være for blødsøden. I stedet har Finansministeriets top installeret mere hårdhudede budgetbisser til at lede overenskomstslaget. Sidst der blev ændret fundamentalt på overenskomsterne, skete det heller ikke under en blå regering. I 1999 lykkedes det finansminister Mogens Lykketoft (S) sekunderet af undervisningsminister Margrethe Vestager (R) at give ledelsen lidt større albuerum. Nu kunne rektor aftale med tillidsmanden, at noget af den omstridte forberedelsestid kunne konverteres til undervisning, hvis parterne lokalt kunne blive enige. Imidlertid er den ledelsesmulighed stort set ikke blevet udnyttet. Det viser en rapport fra Rigsrevisionen, der i april kom med en sønderlemmende kritik: Rektorerne beskyldes for at være nogle ledelsesmæssige vatnisser; en tilbageholdenhed, der vidner om den lønmodtagerkultur, som har slået rod på gymnasierne: Hverken rektor eller tillidsmand ønsker at få lærerværelset på nakken. Så hellere følge de centralt fastsatte regler. Men Rigsrevisionen deler også en næse ud til såvel finansministeren som undervisningsministeren, omend det med stor sandsynlighed er en velkommen een, da kritikken de facto er rettet imod den tidligere regerings laden stå til. Nu har Bjarne Corydon og Christine Antorini en frist på tre måneder til at forklare, hvad de agter at gøre for, at eleverne får mere undervisning i en sektor, der årligt koster skatteyderne 11 milliarder kroner, heraf halvdelen til lærerlønninger.  Dermed er Rigsrevisionens rapport blevet et led i arbejdsgivernes opvarmningsretorik forud for overenskomstforhandlingerne. Paradoksalt nok var det Schlüter-regeringen, der lagde kimen til den skyttegravstilstand, som GL, Rektorforeningen og ministerierne siden ikke er kommet ud af: For godt 20 år siden blev der efter ønske fra arbejdsgiverne indført et nyt aftalesystem, der hakkede arbejdstiden op i kontrollérbare delelementer, fordi en række borgerlige ministre mente, at visse lærere måske slap lidt let om tingene. Hidtil havde normen været, at den enkelte lærer skulle undervise 22 timer om ugen ? uanset forberedelsestid. Nu blev tillid skiftet ud med tidstælleri og dertil indrettede administrative systemer, der ironisk nok også har medvirket til, at en lærer i dag opholder sig mindre i klassen end i 1970erne og 1980erne. En inderkreds fra Rektorforeningen og GL er diskret begyndt at mødes på hulemøder. De vil teste, om det er muligt for de to organisationer at rive den gamle overenskomst i stykker og begynde forfra. Rektorerne er ikke båret af samme sparedagsorden som Finansministeriet, men ønsker, at en ny overenskomst favner moderne undervisningsbehov til glæde for eleverne. Over for den front står Personalestyrelsens afløser ? Moderniseringsstyrelsen ? hvor regnedrengene givet har nærlæst Rigsrevisionens rapport: Hvis lærerne i det almene gymnasium begynder at undervise et par procent mere af arbejdstiden og dermed lige så meget som kollegerne på erhvervsgymnasierne, vil lærerstaben kunne reduceres med knap 1000 årsværk. Det vil svare til en offentlig besparelse på godt en halv milliard om året, et nedskæringspotentiale, der må være et wake up call for ledelse og medarbejdere på landets gymnasier forud for de benhårde overenskomstforhandlinger.                 Peter Mose Peter Mose Thu, 10 May 2012 08:36:06 +0100 http://www.denmarkonline.dk/1/2012-19-skattestoppet-skattelettelser-har-tomt-skattekassen-kr-257-mia Økonom Henrik Herløv Lund har opgjort det samlede tab af Danmarks bekendtskab med VK-regeringens skattestop samt skattelettelser siden 2002 til 2010 med støtte fra Dansk Folkeantiparti til Kr. 257 Mia. Se tabel på side 3 i denne pdf, som åbner i nyt vindue: / 2020 - plan: Vi har ikke råd til (EJENDOMSVÆRDI)SKATTESTOPPET ! (henrikherloevlund.dk) (8. maj 2011) læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Wed, 09 May 2012 10:10:32 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/DenmarkOnline/~3/v7FoSnympns/2012-19-skattestoppet-skattelettelser-har-tomt-skattekassen-kr-257-mia Økonom Henrik Herløv Lund har opgjort det samlede tab af Danmarks bekendtskab med VK-regeringens skattestop samt skattelettelser siden 2002 til 2010 med støtte fra Dansk Folkeantiparti til Kr. 257 Mia. Se tabel på side 3 i denne pdf, som åbner i nyt vindue: / 2020 - plan: Vi har ikke råd til (EJENDOMSVÆRDI)SKATTESTOPPET ! (henrikherloevlund.dk) (8. maj 2011) læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Wed, 09 May 2012 10:10:32 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/DenmarkOnline/~3/v7FoSnympns/2012-19-skattestoppet-skattelettelser-har-tomt-skattekassen-kr-257-mia Økonom Henrik Herløv Lund har opgjort det samlede tab af Danmarks bekendtskab med VK-regeringens skattestop samt skattelettelser siden 2002 til 2010 med støtte fra Dansk Folkeantiparti til Kr. 257 Mia. Se tabel på side 3 i denne pdf, som åbner i nyt vindue: / 2020 - plan: Vi har ikke råd til (EJENDOMSVÆRDI)SKATTESTOPPET ! (henrikherloevlund.dk) (8. maj 2011) læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Wed, 09 May 2012 10:10:32 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/DenmarkOnline/~3/v7FoSnympns/2012-19-skattestoppet-skattelettelser-har-tomt-skattekassen-kr-257-mia Økonom Henrik Herløv Lund har opgjort det samlede tab af Danmarks bekendtskab med VK-regeringens skattestop samt skattelettelser siden 2002 til 2010 med støtte fra Dansk Folkeantiparti til Kr. 257 Mia. Se tabel på side 3 i denne pdf, som åbner i nyt vindue: / 2020 - plan: Vi har ikke råd til (EJENDOMSVÆRDI)SKATTESTOPPET ! (henrikherloevlund.dk) (8. maj 2011) læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Wed, 09 May 2012 10:10:32 +0100 http://www.udenriget.dk/?p=1794 Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ?Europablog?. Nedenstående er nummer fire i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 6. december 2010. Kurs mod 2020: Danmark, realismen og den nye verdensorden Udenrigsminister Lene Espersen offentliggjorde 23, november 2010 sit første længere oplæg om fremtidens danske udenrigspolitik. Selvom Udenrigsministeriets 22 sider lange udgivelse fremstår mere som en dyster advarsel om “den globale magtsprednings konsekvenser? end noget egentligt udenrigspolitisk manifest, fortæller oplægget os alligevel flere vigtige ting. For det første vidner det om, at realismen nu er på vej tilbage til Asiatisk Plads. For det andet er der tale om en udgivelse, hvor det slås fast med al tydelighed, at Danmark nu bevæger sig ind i en verden, der er mere post-COP15 end post-9/11. Debatoplægget, som bærer overskriften ?Kurs mod 2020: Dansk udenrigspolitik i nyt farvand,? blev lanceret på et offentligt debatmøde på Københavns Universitet. Oplægget er delt i tre sektioner. Den første fokuserer på de såkaldte ?nye arbejdsbetingelser?, som Danmark forventes at møde det næste årti. Den næste forsøger at udstikke nogle pejlemærker for den danske kurs i denne periode, og i den sidste diskuteres det, hvordan Danmark bedst kan opnå indflydelse i den nye (især Kina-dominerede) verdensorden. Fra liberalisme til realisme Som allerede nævnt får man hurtigt indtrykket ud fra oplægget, at den realistiske tilgang til udenrigspolitikken nu har meldt sin tilbagekomst. Endda i stor stil. Godt nok hævdes det på side 1, at regeringen stadig ønsker “at fremme en verden med frihed, demokrati, grøn og bæredygtig udvikling, global vækst, kulturel sameksistens, respekt for universelle menneskerettigheder og international retsorden.? Men allerede her fornemmer man, at det liberal-idealistiske billede (som udgivelsen også erkender) er blevet noget mere grumset siden årene 2001-2009, hvor en vis Anders Fogh Rasmussen som bekendt var styrmand for udenrigspolitikken. Dengang var det nok at tale om udbredelsen af “frihed, demokrati og menneskerettigheder,? mens samme budskab i dag ? meget sigende ? er blevet temmelig udvandet rent sprogligt. Men hvad mener jeg, når jeg skriver, at realismen er vendt tilbage? Jo, udgivelsens indledning lægger også ud med en påstand om, at “en nøgtern og fremadrettet analyse af betingelserne for dansk interessevaretagelse de kommende år er en forudsætning for, at vi i dag kan træffe de rigtige udenrigspolitiske beslutninger.? Her er ‘interessevaretagelse? nøgleordet. Et ord, der rummer en langt stærkere nuance af at forfølge den politik, der gavner én selv frem for det almene, globale ve og vel. Det er netop her realismen adskiller sig fra liberalismen (og dens muskuløse, neo-konservative variant). Søren Pind har tidligere brugt udtrykket ‘den ærlige kynisme?, hvilket på sin vis er meget dækkende for realismen. I realismen arbejder man især med begreber som interesser og magt. Og det er netop også ændringerne i de globale magtforhold, debatoplægget ønsker at opridse. Man kan f.eks. læse, at COP15-topmødet i København i 2009 gav ?et ædrueligt blik ind i en ny tidsalder? karakteriseret ved en “global magtspredning ? en verden med mange magtpoler.? Det vil altså sige en verden, hvor BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og ikke mindst Kina) samt andre større udviklingslande alle (med held) kræver en større og større bid af den globale magt-kage. En sådan verden frygter de fleste realister instinktivt (hvis de da ikke fornægter muligheden for den). Inden for realismen betragtes magt og sikkerhed nemlig oftest som et finit eller begrænset gode, altså en kage hvoraf det gælder om at tilkæmpe sig det størst mulige stykke. Der er ikke på længere sigt plads til, at vi alle kan have en lige stor en del af kagen, mener man. Espersen er tilsyneladende enig. Af oplægget kan man læse, især møntet på Kina, at “den internationale scene i 2020 [vil] være overbefolket med aktører ? Fælles for denne kreds af nye aktører, herunder Kina, er en positiv anskuelse af den multipolære verdensorden og de muligheder, som den giver.? Det er tydeligvis underforstået, at oplæggets forfattere ikke deler denne positive anskuelse: “Skal de opstigende statslige aktører have mere plads i det internationale system, må det uundgåeligt ske på bekostning af de etablerede aktører.? Her menes der naturligvis især USA. Et lille lyspunkt for realisterne er dog udgivelsens vurdering, at “USA vil i 2020 blot være én ud af flere vigtige globale aktører ? om end dog stadig den mest magtfulde.? Igen er det underforstået, at ‘vi i Vesten? må anse dette som værende positivt. Mellem værdier og interesser Hvis man skal tro debatoplægget, er den fortsatte amerikanske dominans dog ikke kun vigtig for Danmark pga. ovennævnte magtbalance-overvejelser: “Blikket rettes i stigende grad mod Asien og mod de store udviklingslande. Det udfordrer den transatlantiske akse som det centrale værdi- og interessefællesskab i det globale maskinrum.? Med andre ord har det transatlantiske samarbejde en legitim værdiudbredende (altså liberal-idealistisk) rolle sideløbende med dets interessevaretagende (realpolitiske) funktion. Altså en lidt skizofren og spændingsfyldt konceptualisering af Vestens globale rolle, men alligevel én som ‘vi? oftest tager for gode varer uden videre tøven. På udgivelsens side 13 kan man læse følgende: ?Et andet område, hvor konsekvenserne af den globale magtspredning ventes at slå tydeligt igennem, er værdipolitikken. Den større globale mangfoldighed afspejler sig i flere forskelligartede opfattelser af universelle værdier. Samtidig giver magtspredningen også spillerum for kræfter, der ønsker et egentlig opgør med nogle af disse værdier. Kræfter, som ønsker at bryde med nogle af de juridiske og politiske forpligtelser, der naturligt følger af at tilhøre et internationalt retssamfund. [?] Det ligger således ikke lige for, at vi står på tærsklen til et stærkt årti for de universelle rettigheder og værdier, vi ønsker at fremme.? Men hvad gør vi så ved det problem? Her skal løsningen øjensynligt findes i en grad af ‘ærlig kynisme?, der ville have været uhørt under Fogh Rasmussen. F.eks. “må vi forstå at udnytte de muligheder, der opstår i kombinationen af et mere selvsikkert Afrika og et generelt opbrud i G77? (min kursivering). Der er altså ingen grund til, at den andens død ikke skulle kunne være vores brød – nærmere tværtimod. Sådan er den realistiske tankegang. Vækst eller svind? Den økonomiske vækst har også fået en nyvundet, central plads i fremstillingen i ?Kurs mod 2020.? I oplægget er der fundet plads til mange af de velkendte og efterhånden bredt accepterede floskler om mere bredde i eksporten, om mere grøn og vidensbaseret vækst, om at arbejde aktivt for et øget fodfæste i BRIK-markederne, osv. Det hindrer dog ikke pessimismen fra at snige sig ind. Bl.a. kan man læse, at “vi har svært ved at følge med,? at “vores produktivitet taber terræn,? og  at vi uden handling kan “se frem til en skæbne som en tabernation i en taberregion.? Apropos denne “taberregion? ? hvad har oplægget så at fortælle om EU-samarbejdet? Jo, “EU står ? overfor en række svære økonomiske udfordringer ? her og nu og på sigt. På et tidspunkt, hvor der er behov for at imødegå det pres på den europæiske velfærdsmodel, som følger af en aldrende befolkning rammes det meste af Europa af en dyb økonomisk krise. De offentlige budgetter er i rødt, medlemsstaternes handlekraft stækket og der er risiko for en langvarig periode med lav vækst.? Hmm. Det var jo ikke så godt. Men hvad så med FN, da? Jo, FN har et “normskabende arbejde på mange andre områder, ikke mindst menneskerettighederne.? Men et par linjer senere lyder det, at “FN?s rolle [er] begrænset til udviklingsområdet. Der vil samlet set fremover være visse områder, hvor man ikke skal vente sig meget af FN.? Nå. Det var jo heller ikke så godt. Denne erklæring virker noget sær, når man alligevel kort efter kan læse, “at Danmark fortsat er klar til at levere troværdige bidrag til internationale operationer,? med et særligt fokus på de skrøbelige stater: ?En mere sikker verden og bekæmpelse af fattigdom kræver derfor også en stor målrettet indsats i skrøbelige stater såvel som en humanitær beredvillighed og et længerevarende udviklingsengagement. Varig stabilitet og fred er andet og mere end underskrifter på en fredsaftale. Målet er at opbygge stater, som kan tage vare på landets egen sikkerhed, levere basale serviceydelser og sikre en stabil økonomisk og social udvikling. Det er den bedste forsikring mod genopblussen af konflikt og krig.” Bare ikke med FN i en stabiliserende og fredsikrende rolle, må man altså formode. “Underskrifter på fredsaftaler og lignende? Nej, fy føj! Men nation-building som i Irak og Afghanistan? Jo, hvorfor dog ikke!? Neo-konservatismen som udenrigspolitisk ideologi er tydeligvis langt fra død endnu. Det ses også i udsagn om, at “[f]remme af universelle rettigheder og værdier er en hjørnesten i dansk udenrigspolitik. Det er en indsats, som går på tværs af de udenrigspolitiske instrumenter og aktiviteter, og en indsats, som har stor betydning for Danmarks internationale anseelse.? Ja, det har vi vel set både gode og mindre heldige eksempler på. Så no argument there. Afrunding Afslutningsvis opridser debatoplægget seks danske udenrigspolitiske hovedudfordringer for den kommende tid: (1) Magtspredningen mellem forskellige aktører; (2) Den deraf følgende uforudsigelighed; (3) Fremmarchen blandt nye aktører (øh? se punkt 1?); (4) De nye sikkerhedstrusler; (5) Den forudsete lavvækstperiode; og (6) Konkurrencen fra “andre værdisæt end dem, vi  fra dansk og vestlig side har kæmpet for i årtier.? Samlet set behandles den nye globale magtbalance altså som den altoverskyggende  udfordring for dansk udenrigspolitik i det næste årti. Som sagt er dette en meget ‘realistisk’ tolkning af verdenssituationen. Men som det ovenstående også antyder, afholder dette ikke Lene Espersen (og aner man lidt Søren Pind?) fra at foreslå en række offensivt liberale instrumenter ? f.eks. det danske militær ? til håndteringen af disse udfordringer. (Nogen har åbenbart glemt at fortælle de to ministre på Asiatisk Plads, at den aktivistiske udenrigspolitik er død?) Heri ligger der efter min mening en klar assymetri og ubalance: Truslerne er de nye stormagter, der er på vej til at overhale og opsluge os på den økonomiske front. Men det instrument, vi skal bruge til at give modsvar på disse trusler er alligevel det danske militær? Se, det er lige præcis ikke realisme. Til sidst kunne det være interessant at kigge kort på, hvad der ikke findes i oplægget. Her er svaret klart: 11. september 2001. “Kurs mod 2020? er den første større udgivelse fra Udenrigsministeriet, der ikke nævner denne dato med et eneste ord siden? ja, 11. september 2001. Samtidig er ‘de nye sikkerhedstrusler?, dvs. terrorismen,  rykket ned på en fjerdeplads over danske udenrigspolitiske prioriteter. ‘Islam? eller ‘islamisering? nævnes heller ikke en eneste gang. Alligevel vidner punkt seks om bekæmpelsen af “andre værdisæt” om, at Anders Fogh Rasmussens ‘globale værdikamp? stadigvæk er levende. Men hvis man skal tro Lene Espersen og Udenrigsministeriet, ser denne værdikamp nu ud til at finde sted i en verden, der er mere post-COP15 end post-9/11. Hele ?Kurs mod 2020? og Lene Espersens dertil hørende pressekonference kan henholdsvis læses og ses på Udenrigsministeriets hjemmeside. Foto: Baltic Development Forum (via Flickr) Søren Friis Udenriget.dk Sat, 05 May 2012 06:00:40 +0100 http://blogs.jp.dk/frontalt/2012/05/04/socialdemokraterne-er-vores-eneste-hab/ Hvis man gerne vil af med velfærdsstaten, skal man bare lade dens tilhængere gøre det. Det er konklusionen efter mange års forgæves forsøg fra de borgerlige partier, medier og meningsdannere ? fra Fonsmark til Fogh. De ? og vi, der har kæftet op i tide og utide ude på sidelinjen ? har været formidable fiaskoer. Intet har vi frembragt. Bortset fra ævl, kævl og dårlig karma. De eneste, der kan afskaffe velfærdsstaten og dens uendelige bedrøvelighed, er dens fremmeste fortalere. Kritik virker kontraproduktivt. Danskerne, der for blot 50 år siden var arbejdsomme og begunstiget af lav skat og personligt ansvar, men i dag er verdensmestre i skat, moms og dårlige undskyldninger, vil kun høre sandheden fra folk, der smiler. Alle os, der hader velfærdsstaten af et godt hjerte, burde øjeblikkeligt klappe i ? jeg lover at gøre det en hel weekend. Det eneste, der funger, er, når nyttige idioter som Özlem Cekic åbner munden og begynder at plapre løs om Carina og med et trylleslag får det store, hvide og travle flertal af danskere til at forstå, at der er noget fuldkommen galt med velfærdsstaten og den kultur, sociologi og økonomi, den fremelsker. Özlem Cekic er god, rigtig god. Uovertruffen, vil jeg mene. Men den socialdemokratiske børnehaveborgmester i København, Anne Vang, kan også bruges. Se på hende, så sød hun ser ud ? det sidste er vigtigt, måske det vigtigste i et billedbåret demokrati som vores ? stadig i tyverne, naiv som en teenager og med en påtaget modenhed, der må få selv mennesker i hendes nære omgangskreds til at fatte sympati for sjældne frimærker, dødsmetal og rollespil. Hvorom alting er, bestemmer borgmester Vang over os, der bor i København, i hvert fald vores børn, og det er slemt nok i sig selv. Men vi må lære at elske hende ? også uden for København. For det er typer som Anne Vang, der er allerbedst til at tage livet af velfærdsstaten. Hvordan? Tjo, det begynder i det små. F.eks. med vuggestuer. Nu er vuggestuer vel vuggestuer, vil nogen mene. Men så enkelt er det ikke. Ifølge Anne Vang er der “velstillede vuggestuer” og “udsatte vuggestuer”. De første frekventeres af det, der engang hed middelklassen og var kendetegnet af, at dens repræsentanter i store træk stimulerede deres børn såvel forstands- som følelsesmæssigt og bragte dem i stand til at lære noget senere i livet, men af venstrefløjen i dag opfattes som nogle lede, rige svin. Trækdyr, i bedste fald. Disse børn, eller rettere deres forældre, skal ikke komme her og tro, de er noget. Næ, de skal undgælde for, at de er nogenlunde velfungerende. Derfor vil Anne Vang gøre forskel på vuggestuerne i København. Jeg véd, det kan opleves som en lille ting, især udenfor København. Men alt lort begynder et sted. Borgmesterens forslag er da også kun en del af større “omfordelingsreform”, som den øvrige regering pønser på, og et lille hjørne af den lange seje kamp mod velfærdsstaten. Først overflytter man personel og penge fra ?velstillede? vuggestuer. Dernæst sker det samme for ?velstillede? børnehaver, skoler og gymnasier, det manglede da bare. De udsatte er indsatte i et fængsel af tolerance, der har krav på stadig mere. Næste skridt er de højere læreanstalter ? fra seminarier til universiteter. Læreanstalter med flere udsatte studerende skal naturligvis have bedre bevillinger end privilegerede læreanstalter. De udsatte er den nye overklasse. Når alt dette er gjort, kommer turen til de rige svins hospitaler ? ikke de private, nej, de bør ideelt set forbydes ? men hospitaler, der ligger, hvor de rige svin bor, så længe velfærdsstatens eksistentielle spørgsmål er at være udsat eller ikke at være udsat. Surt show for Frederiksberg Hospital; herligt for Herlev og Hvidovre. Tro mig, vuggestuerne er kun begyndelsen. Velfærdsstaten er godt på vej til at blive opdelt i en VIP-afdeling for de udsatte og RIP-afdeling for de rige svin. Fra vuggestue til grav. For at forstå mekanismen, skal det understreges, at de udsatte typisk vil være indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og de bliver som bekendt flere og flere, men de udsatte kan også være hvide som mel og bare have bosat sig det forkerte sted. Nok foretrækker mangfoldighedspolitikere som Anne Vang af multikulturelle principper omvendt racisme, men hun og hendes ligesidede kan i visse egne af landet blive nødt til at nøjes med etniske danskere. Mens de reelle udgifter til fortsat indvandring fra ikke-vestlige lande sløres, undergraves velfærdsstatens almene principper eller målrettes dem med en diagnose eller det rette postnummer, og på denne måde bliver den offentlige sektor en rendyrket offerfabrik. Jeg behøver næsten ikke tilføje, at opbakningen til denne karikatur af en velfærdsstat vil falde år for år. Det skal med andre ord blive værre, før det kan blive bedre. Som fjende af al socialdemokratisme i tanke og handling må man ønske vore dages socialkammerater al mulig fremgang. De er vores eneste håb. Kun de kan køre velfærdsstaten i sænk. Mikael Jalving Frontalt Fri, 04 May 2012 23:18:13 +0100 http://www.udenriget.dk/?p=1789 Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ?Europablog?. Nedenstående er nummer tre i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 24. oktober 2010. Sohn og det historiske opgør Som langt de fleste nok er klar over, er sagen om Ole Sohns gøren og laden i den kolde krigs døende dage blevet et glohedt politisk debatemne. Det faktum, at Sohn fungerede som DKP-formand i perioden 1987-91, har selvfølgelig altid været offentlig tilgængelig viden. Den ‘rygende pistol? netop nu er derimod B.T.s fund af et brev forfattet af Sohn i det østtyske rigsarkiv. I brevet, sendt fra Sohn til DDR-lederen Erich Honecker i oktober 1989, roser Sohn det østtyske kommunistparti for at være en afgørende faktor for fred, sikkerhed, afspænding og samarbejde i Europa. Interessen for brevet skyldes, hævdede TV 2 den 15. oktober 2010, “at SF?s gruppeformand i flere interview senere har taget skarpt afstand fra styret i DDR.? Altså er dette en historie om en enkelt mands hykleri: Sohn havde støttet styret i DDR indtil den bitre ende, på trods af at han senere har forsøgt at tegne det modsatte billede. Samtlige medier erklærede sig helt enige i vinklingen. Her udviste de danske medier dog alle de sædvanlige symptomer på hukommelsestab. Helt objektivt er Sohn-affæren nemlig ikke kun historien om en enkeltpersons gøren og laden under den kolde krig. Ej heller er ‘debatten? om venstrefløjens ageren under den kolde krig ny. Sohn-sagen er derimod en del af et langt mere omfattende historisk opgør, som de glemsomme danske aviser gennem de seneste to årtier faktisk har lagt utallige meter spalteplads til. I Jyllands-Posten skrev major og folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen (V) den 20. oktober, at han ønskede “et effektivt opgør med det forrykte dobbeltspil, som danske statsborgere praktiserede, mens vi andre uddannede os til at standse de sovjetiske og østtyske panserdivisioner.? Det er her hukommelsestabet kommer ind i billedet. For akkurat samme opgør har Pihl Lorentzens eget parti faktisk ført næsten konstant siden Den Kolde Krigs afslutning, især i perioden 1997-2006. Den eneste reelle (og helt centrale) forskel var, at hovedadressaten i denne periode var Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Men hvorfor egentlig det? Var der dengang mere at udsætte på det danske centrum-venstres demokratiske ‘credentials?? Ja, åbenbart. I hvert fald hvis man spurgte den senere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i 1997 stillede følgende spørgsmål i Berlingske Tidende (27/2/1997): “Hvornår får vi i Danmark det nødvendige opgør med de kræfter, som under Den Kolde Krig gik Sovjetunionens og Warszawapagtens ærinde? Det er fantastisk, at de personer, som begik et intellektuelt og moralsk forræderi, faktisk helt er sluppet for at blive stillet til ansvar for deres ord og gerninger. ? Forræderiet bestod i, at toneangivende kredse i det danske samfund lod, som om der ikke var forskel på ven og fjende.” Den holdning, at “Vesten var lige så slem som Sovjet? havde ifølge Venstres daværende næstformand og politiske ordfører været “et almindeligt standspunkt på den politiske venstrefløj, i kulturkredse og blandt såkaldt intellektuelle.? Fogh Rasmussen fortsatte: Hvorfor er det nu så vigtigt at få dette opgør med fortidens medløberi? Skulle vi ikke hellere glemme fortiden, se fremad og være gode venner? Nej, vi må ikke glemme. Lige så lidt som vi må glemme nazismens rædsler, lige så lidt må vi glemme kommunismens rædsler. Vi skal have opgøret med fortiden, så kommende generationer ikke begår den samme fejl som medløberne under Den Kolde Krig. I kampen mellem demokrati og diktatur er der forskel på ven og fjende. Her må ethvert demokrati forsvare sig imod de medløbere som mener, at det ene i grunden kan være lige så godt eller slemt som det andet. ? Venstrefløjen og visse socialdemokrater og radikale mener, at det er uhyre interessant at grave i amerikanernes atompolitik og dennes forhold til Danmark. Det er jo at vende problemet på hovedet. Amerikanerne var vore venner og allierede. ? der er brug for en afdækning af medløbernes ord og gerninger, så de kan blive stillet til ansvar i en sund demokratisk debat. Den kommende statsminister lod det dog ikke være op til andre, hvornår dette opgør skulle begynde. Han satte sig derimod selv i spidsen for det. Fogh Rasmussens revisionistiske projekt var både et indenrigspolitisk opgør, en del af den større ‘kulturkamp?, og samtidig et opgør med tidligere tiders dansk udenrigspolitisk. I 2002 luftede den nye statsminister f.eks. den betragtning, at venstrefløjen øjensynligt ønskede “at vende tilbage til fortidens usle tilpasningspolitik, hvor Danmark holdt lav profil, og hvor vi med alle midler søgte at smyge os uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give problemer.? (Politiken, 5. november 2002) Det var imidlertid først i efteråret 2003, mere præcist på 60-årsdagen for Danmarks befrielse, at det historiske opgør for alvor tog fart. Indpakket i en kritik af samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig kom Fogh her med et slet skjult angreb på Irak-krigens modstandere: I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. ? Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred. Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger. Lad os ære vore landsmænds indsats i modstandsbevægelsen og forsvaret for frihed og demokrati. (Politiken, 29. august 2003) Få uger senere udbredte statsministeren denne kritik til mere eksplicit også at omfatte Danmarks politik under den kolde krig, og dermed kom S og R, bagmændene til fodnotepolitikken, for alvor i skudlinjen: Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var underkastelse og tilpasning i forhold til nazistiske og kommunistiske diktaturer. Og min position er krystalklar: I kampen mellem diktatur og demokrati kan man ikke forholde sig neutral. Da må man tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Samarbejdspolitikken under besættelsen og fodnotepolitikken i firserne var aktiv tilpasning til fjenden. (Tale på Københavns Universitet, 23. september 2003) Men hvorfor kom dette opgør netop da? Jo, der var ifølge historiker Nikolaj Petersen et meget konkret, samtidigt formål med timingen, nemlig et ønske om at legitimisere Irak-krigen og regeringens ‘aktivistiske? udenrigspolitiske linje. I denne sammenhæng var det et yderst magtfuldt våben at kunne male billedet af en opposition, der befandt sig (og altid havde befundet sig) på ?den forkerte side af historien?. Ligegyldigt hvor meget den forudgående socialdemokratiske regering havde forsøgt at distancere sig fra ‘fortidens synder?, virkede det alligevel til, at Fogh-regeringen stadig kunne pege på disse synder som en effektiv måde at afvæbne udenrigspolitisk modstand. Var det unfair at benytte historien på denne måde, som flere historikere foreslog? “Efter min mening kommer det ganske an på, hvad man vil med historien,? svarede Fogh Rasmussen i Jyllands-Posten, 4. maj 2005. Altså, lå det næsten implicit i svaret, kunne historien frit udnyttes som strategisk våben i den samtidige politiske magtkamp. I 90?erne og 00?erne var det især Socialdemokraterne, der stod for skud, når der skulle uddeles historiske og udenrigspolitiske hug. Det gik ofte voldsomt for sig, f.eks. når Socialdemokraterne måtte belæres om, hvem der historisk set var Danmarks venner og fjender. Under debatten omkring Irak skrev Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen f.eks. en kronik med titlen “Socialdemokraternes USA-had?, hvori han hævdede, at Mogens Lykketoft, Jeppe Kofod og “den til tider venstresocialistiske? Svend Auken nærede et “tilsyneladende endeløst afsky? over for USA og alle befandt sig på den “antiamerikanske? side i Irak-debatten (Berlingske Tidende, 20. februar 2003). Så var de ellers sat på plads ? ‘disciplineret?, for at låne Nikolaj Petersens terminologi ? og deres argumenter dermed gjort illegitime og ugyldige. Hvad har ændret sig i regeringens fjendebillede siden da? Jo, Svend Auken er som bekendt afgået ved døden, og set i Venstres optik er Socialdemokraterne nok nærmest blevet ‘stuerene?, både på den forsvarspolitiske front og i den hjemlige værdidebat. Generelt er der nærmest ingen udenrigspolitisk kamp at komme efter mellem VK og SR. Der findes derimod en hjemlig politisk kamp (nogle vil endda sige en valgkamp) hvor netop Ole Sohns SF er stærkere placeret end nogensinde før. Og lige præcis dét er uden tvivl forklaringen på, at højrefløjens historiske opgør først nu rammer Socialistisk Folkeparti, som rent objektivt ellers har været et temmelig oplagt mål. Det, der har ændret sig i dag, er at SF er blevet interessante (og dygtige) politiske modstandere, hvorfor Venstre må udnytte enhver mulighed for at få sat ‘værdimæssige? slag ind. I tilfældet Sohn har regeringen indtil nu kun manglet den rygende pistol, de netop fik serveret med B.T.s afsløringer. (Det kan måske virke noget naivt at tro, at B.T.s journalister helt tilfældigt fik den idé at tage på studietur til de tyske rigsarkiver i Berlin.) Den måde, hvorpå højrefløjens historiske opgør altid genopstår på påfaldende opportune tidspunkter, fortæller os noget om, at opgøret ikke handler nær så meget om værdier og moral som det handler om den hjemlige politiske magtbalance. I dette tilfælde magtkampen mod modstanderen SF. Oprindeligt havde opgøret ifølge Fogh Rasmussen den psykologiske baggrund, “at mange mennesker af borgerlig og liberal observans stadig føler bitterhed over, at venstrefløjen i deres øjne gik den kommunistiske fjendes ærinde under Den Kolde Krig.? Der var derfor brug for “at give folk mulighed for at få luft for indestængt harme? (Berlingske Tidende, 3. november 1998). Efter næsten to årtier skulle man tro, at disse mennesker nu havde fået luft. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet. Så længe mediernes hukommelse og kritiske sans over for den ‘historiske historie? ikke rækker længere og dybere, vil der sikkert altid være spalteplads til at komme af med harmen. Reel eller ej. Flere af citaterne i denne artikel kan findes i Nikolaj Petersens yderst grundige artikel fra 2009, “Kampen om Den Kolde Krig i dansk politik og forskning?, trykt i Historisk Tidsskrift 109, side 154-204. En tidligere artikel er Thorsten Borring Olesens “Truth on Demand: Denmark and the Cold War?, trykt i Danish Foreign Policy Yearbook 2006, side 80-113. Artiklens fokus er at belyse en række konkrete politiske krav til den historiske koldkrigsforskning gennem det seneste årti. Et interview med historikeren Bernard Eric Jensen i Dagbladet Information den 16. september 2010 berør desuden det historiske opgørs eftervirkninger. Søren Friis Udenriget.dk Fri, 04 May 2012 06:00:21 +0100 http://www.eventuelt.org/?p=22454&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=accentuated-works Pressefoto af The Spider af Julie Nord. På fredag inviterer Charlotte Fogh Contemporary til fernisering i galleriet på Mejlgade. Informationen om udstillingen er sparsom, men blandt de udstillende kunstnere er bl.a. Søren Behncke, Kyle Mock, Anke Feuchtenberger, HuskMitNavn, Christina Malbek, Julie Nord m.fl. Udstillingen består både af udvalgte og nye værker. Så mit forslag vil være at nyde eftermiddagen med en hyggelig fernisering og et glas vin på en knap så solrig fredag. Pressefoto af Fan of Oscar af Søren Behncke. Hvad: Fernisering for udstillingen Accentuated works by the gallery artists Hvor: Charlotte Fogh Contemporary, Mejlgade 18B, 8000 Aarhus Hvornår: kl. 16-18 fredag 04.05.12. Udstillingen fortsætter indtil d. 26.05.12. Mere info HER. Kira Bang-Olsson EVENTUELT.ORG Thu, 03 May 2012 17:07:58 +0100 http://www.udenriget.dk/?p=1781 Fra september 2010 til maj 2011 skrev jeg om de mange facetter i dansk udenrigspolitik for Magasinet Europa. Magasinet er nyligt genlanceret og ældre artikler er derfor lagt offline, men visse indlæg syntes jeg var værd at bevare. Disse genoptrykkes i løbet af maj 2012 på Udenriget.dk under tagget ‘Europablog’. Nedenstående er nummer ét i rækken, oprindelig bragt hos Magasinet Europa 26. september 2010. Fra offensiven til defensiven – status over dansk udenrigspolitik 2010 For to år siden gjorde Thorsten Borring Olesen i Magasinet Europa historisk status over dansk udenrigspolitik anno 2008. Dengang hed Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen, og aktivismen, opgøret med fortidens “usle tilpasningspolitik? og udbredelsen af dansk/vestlige værdier var centrale mål for udenrigspolitikken. I dag hedder statsministeren Lars, udenrigsministeren hedder Lene, og så var der vist også noget med en global økonomisk krise i mellemtiden. Derfor ser status for dansk udenrigspolitik anno 2010 noget anderledes ud. Borring Olesen maler i sin analyse, som har titlen ‘Dansk udenrigspolitik siden 1864?, et billede af en udenrigspolitik, der helt siden Danmarks ansøgning til EF egentlig har båret præg af en forholdsvis høj grad af både kontinuitet og ‘aktivisme? ? selv under firsernes udskældte fodnoteperiode. Med dette vil han vise, at “traditionen ikke er så entydigt lavprofileret og tilpasningsorienteret? som Fogh ønskede at gøre den til. Det væsentligste nye i de sidste to årtier er derimod den militarisering af dansk udenrigspolitik, vi har set siden den kolde krigs ophør. Men den, mener Borring Olesen, kan Fogh Rasmussen dog heller ikke tage meget af æren for, da muligheden for dansk ‘militær aktivisme? netop opstod med murens fald, og selve oprustningen i det militære engagement for alvor begyndte under Nyrup Rasmussen. I denne betragtning holder Borring Olesen sig pænt på linje med mange andre forskere, blandt andet dansk udenrigspolitisk forsknings ‘grand old man?, Nikolaj Petersen. Men på især ét vigtigt punkt har kontinuiteten dog ikke været så gennemgående. Her hentyder jeg til den politiske ideologi bag den førte politik. Som Borring Olesen selv påpeger, knyttede udenrigspolitikken under Fogh Rasmussen sig i tættere og tættere grad til “amerikansk sikkerhedspolitik og dens prioriteringer.? Dette kom især til udtryk ved Danmarks stærke støtte til ?krigen mod terror? og deltagelse i invasionen af Irak. Som andre tidligere har påpeget, var én mulig grund til denne tilknytning, at Fogh Rasmussen simpelthen delte det neokonservative verdenssyn, der på dette tidspunkt var fremherskende i den amerikanske regering. Her blev udbredelsen af demokrati og frihed verden over, også med militære midler, betragtet som en moralsk nødvendighed (i det mindste når fjenden hed Saddam Hussein). På linje med de neokonservative mente Fogh, at også Danmark måtte tage aktiv stilling i det, han karakteriserede som “kampen mellem demokrati og diktatur.? Sådan var meldingerne i hvert fald fra sommeren 2003 og fremover. Med hensyn til Irak var det nemlig pudsigt nok først et godt stykke tid inde i Danmarks engagement, efter at masseødelæggelsesvåbnene var udeblevet, at argumenterne omkring udbredelsen af “demokrati, frihed og menneskerettigheder? for alvor vandt indpas. Altså gik krigen fra at være et pragmatisk forsvar af Danmarks sikkerhed til en ny idealistisk italesættelse, nemlig som en krig, der handlede om udbredelsen af såkaldte ‘danske værdier?. Dette havde vidtrækkende konsekvenser for udenrigs- og forsvarspolitikken i de kommende år. Citatet her fra daværende forsvarsminister Søren Gade belyser på meget interessant måde forskellen: “Det grundlæggende mål med dansk sikkerheds- og forsvarspolitik er ikke kun at fremme Danmarks frihed, sikkerhed, interesser og velstand. Det er også et grundlæggende mål at fremme normative værdier, som et internationalt retssamfund, menneskerettigheder og demokrati.” I modsætning nævnte regeringens udenrigspolitiske strategi fra 2003 intet om at fremme sådanne normative værdier. Her hævdede man kun, at Danmarks politik udadtil burde være baseret på visse værdier. Citatet fra Gade peger altså på en væsentlig nyhed i dansk udenrigs- og forsvarspolitik, nemlig hvad man med rette kunne betegne som en stærkt liberal, idealistisk drejning. Foghs nye værdibaserede og værdipromoverende udenrigspolitik vandt hurtigt indpas. Efter den næste store udenrigspolitiske krise ? Muhammed-sagen ? for alvor ramte i 2006, blev statsministeren mødt med påfaldende få indvendinger når han talte vidtløftigt ikke kun om de truede danske ‘frihedsrettigheder?, men også om den ‘globale værdikamp’ hvori Danmark aktivt deltog. Sådanne udtalelser var kendetegnende for en udenrigspolitik, der på det retoriske plan nu var blevet offensivt liberal i en hidtil uset grad. Fogh-regeringens udenrigspolitik indeholdt altså, på godt eller ondt, nogle vigtige ideologiske nyskabelser. Det bringer os så frem til status anno 2010, hvor kaptajnerne på det gode skib Udenrigspolitikken går under navnene Lars og Lene. Her må det nok være forholdsvist ukontroversielt at konkludere, at det har været mere småt med de store udenrigspolitiske ambitioner, armbevægelser og udmeldinger. Løkke-regeringens måske væsentligste udenrigspolitiske udfordring hidtil var FN?s klimatopmøde i København i december 2009. Danmarks afholdelse af den ambitiøse klimakonference var et højt profileret projekt, som dog aldrig var Løkkes eget;  han havde derimod arvet mødet (halvt) fra sin forgænger i statsministeriet. Mange vil nok mene, at resultaterne mildest talt bar præg deraf. Per Meilstrup, forfatter til bogen Kampen om klimaet, er endda gået så vidt som til at kalde klimatopmødet “det største internationale diplomatiske nederlag i flere årtier.? Man kan dog argumentere, som Meilstrup også gør, at konferencens mangelfulde udfald ikke var et udslag af mangel på ambitioner hos Løkke, nærmere tværtimod. Men andre steder har ambitionerne og visionerne dog været noget sværere at få øje på. Nærmest som et symbol på disse manglende ambitioner nedjusterede Løkke i et interview i foråret 2010 dansk udenrigspolitik fra ‘aktivistisk?, som under Fogh, til bare ‘aktiv?. Og hvad med Udenrigsministeriet, der på trods af ‘præsidentialiseringen? under Fogh vel stadig må betegnes som en slags udenrigspolitisk aktør? Hvor Per Stig Møller som udenrigsminister hvert år holdt et hav af lange, ambitiøse taler om EU-politik, handelspolitik, fredsprocessen i Mellemøsten, fiskekvoter, kontinentalsøjler, Huntington?s teorier og hvad der ellers faldt ham ind den pågældende dag, har hans efterfølger Lene Espersen til dato holdt ca. en håndfuld korte udenrigspolitiske taler. Espersens første egentlige tale den 28. maj 2010 giver et delvist indblik i hendes syn på det europæiske samarbejde anno 2010. Det væsentligste man kan lære om udenrigsministerens visioner for EU-projektet er dog, hvor defensivt hun betragter samarbejdets udfordringer. Dette kunne meget vel være kendetegnende for Espersens visioner (eller mangel på samme) for udenrigspolitikken mere bredt, men det må vi nok vente med at få svar på (se forneden). Hun siger i denne tale: “Vi har endnu ikke fundet en færdigsyet løsning på, hvordan vi sikrer, at Europa i den nye verdensorden bliver den tredje sværvægter med global tyngde ved siden af USA og Kina.” Fair nok. Det spørgsmål er der nok ingen der forventer, at en dansk udenrigsminister har svaret på. Men Espersen fortsætter med defensive udsagn som: “De største interne udfordringer for EU lige nu er håndteringen af gældskrisen og lanceringen af en europæisk vækststrategi.? Og mismodet skinner virkeligt igennem, når udenrigsministeren taler om at “få orden i eget hus,? om at “sætte tæring efter næring? og om hvordan “beggars can?t be choosers.? Helhedsindtrykket? Nærmest deprimerende. Her tydeliggøres det for alvor, hvor kraftigt indhug den økonomiske krise har gjort i de udenrigspolitiske ambitioner hos Fogh?s arvtagere. Den samme indadvendthed ? nærmest pessimisme ? kommer også til udtryk i Udenrigsministeriets departementschef Claus Grubes årlige beretning i Danish Foreign Policy Yearbook. Her skriver Grube, at det overordnede mål for dansk udenrigspolitik lige nu er at “skabe de bedst mulige rammer for den danske økonomi? og “tiltrække investeringer.? Altså lyder dagsordenen på økonomisk brandslukning herhjemme frem for idémæssig brandstiftelse ude i verden. Øh, fristes man så til at spørge, hvad blev der af det dér med at udbrede dansk/vestlige værdier, et mål der virkede så vigtigt for Fogh-regeringen for kun et par år siden? Nå jo, det er vist i mellemtiden gået hen og blevet frihedsministerens bord. Overordnet vil mange udenrigspolitiske ‘realister? nok være tilfredse med manglen på de vidtløftige visioner og store armbevægelser under Løkke Rasmussen. Men vi ved fra historien, at en regerings udenrigspolitiske linje oftest defineres under krise. Derfor er det store spørgsmål i dansk udenrigspolitik anno 2010, om Løkke-regeringen allerede har ladet den økonomiske krise definere linjen, eller om vi, når den næste alvorlige krise rammer, vil opleve en tilbagevenden til Foghs ambitiøse og offensivt liberale udenrigspolitiske linje. Foto: Eric Wüstenhagen (via Flickr) Søren Friis Udenriget.dk Wed, 02 May 2012 06:00:21 +0100 http://overspring.dk/kultur/kunst/charlotte-fogh-inviterer-til-fernisering-pa-storbededag/ Søren Bencke, 'Viva Paco' fra 2012 Hvis du ikke er alt for smadret på Storebededag (fra Kapsejladsen dagen før you know), så skulle du overveje at tage et smut forbi et af Aarhus’ allerbedste gallerier til fernisering. Charlotte Fogh Contemporary holder fernisering på fællesudstillingen ACCENTUATED WORKS med værker af b.la. Anke Feuchtenberger (DE), Søren Behncke, Andreas Schulenburg, Julie Nord, HuskMitNavn, Kyle Mock (US), Christina Malbek, Pilaiporn Pethrith (TH) og mange flere. Tag ned og se udstilling mellem 16 og 10 og få et glas vin. Der bliver garanteret noget interessant at hvilke øjnene på. Facebook den her! Alexandra Balshøj Overspring Fri, 27 Apr 2012 22:58:02 +0100 http://petermose.dk/en-fantast-i-statsministeriet/ 1700-tallets Struensee, der med en reformstorm fjernede velerhvervede rettigheder og lagde sig ud mod alt og alle, ville være tiltrukket Liberal Alliance, hvis han havde levet i dag. Venstre ville være for midtsøgende for ham. Analyse i Berlingske Business Magasin. Hvis Dronning Margrethe placerede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, i Statsministeriet og udstyrede ham med ubegrænset magt til hokus-pokus at skære skatterne voldsomt ned, så får man et billede af, hvor provokerende Struensees reformstorm var i 1700-tallets Danmark. Johann Friedrich Struensee (1737-1772) mistede som bekendt hovedet på skafottet. Sammenligningen med outsideren Samuelsen er ikke grebet ud af luften. Havde en af Danmarkshistoriens mest dragende, men også tragiske lederskikkelser levet i dag, ville han sikkert være tiltrukket af netop Liberal Alliance. Han ville have samme asketiske holdning til den offentlige sektor og også ønske mindre stat og mere individ. Venstre kunne måske også friste, men ikke med den midtsøgende kurs, der bragte Anders Fogh Rasmussen til magten i 2001. Struensee havde gerne været medforfatter til Foghs liberale manifest, bogen ?fra socialstat til minimalstat? fra 1993, men næppe brudt sig om partiets nuværende signalforvirring, om den offentlige sektor skal ned på nulvækst eller ej. Han ville heller ikke være tilhænger af den aktivistiske udenrigspolitik, som Fogh gav fuld skrue med vores krigsindsats i Irak og Afghanistan. Hans egen intention var at skære den danske hær ned til en bemanding på 10.000 -20.000. En provokation, for målet dengang var, at Danmark ? med et indbyggerantal på under en million ? skulle kunne mønstre hele 100.000 våbenføre mænd. Den sindssyge kong Christian den 7s livlæge fascinerer i denne tid anmeldere og publikum. Mere end 200.000 har set storfilmen ?En kongelig affære? om den moderniseringsrevolution, Struensee satte i gang og som i en ultrakort periode gjorde et lille formørket land mod nord til et af Europas førende laboratorier for før-liberale samfundseksperimenter. Det var en sand lovstorm i et tempo, Helle Thorning-Schmidts (S) regering umuligt vil være i stand til at kopiere, selvom regeringen har bebudet, at den måned efter måned vil lave store og mange reformer resten af året. Om den svære omstillingsøvelse vil koste regeringen taburetterne inden årets udgang ? det er et åbent spørgsmål.   For Struensee gik det som bekendt galt at luge så voldsomt ud i velerhvervede rettigheder. Han lagde sig ud med de offentligt ansatte, adelen og hæren ? det var for mange på én gang og for hurtigt. Nok var Struensee visionær, men han begik et hav af ledelsesmæssige bommerter. Trods sin rationelle no-bullshit-tankegang brugte livlægen ikke ?Håndbog for Statsministre?. Ganske vist skulle han ikke som i dag tælle til 90. Han var ikke demokrat ? det var oplyst enevælde. Men alligevel bør enhver magthaver tænke sig godt om, før man gør de privilegerede sure. I starten, hvor han blot var spindoktor for kongen, gik det godt. Denne var træt af ?parykkerne? i den forvænte adel og blandt embedsmændene, som forsøgte at styre landet uden om kongen og bevare deres privilegier. For eksempel ser vi i filmen kongen erklære kamp mod ?lort? i de uhumske og rottebefængte københavnske gader, iscenesat af sin tyske rådgiver. Der skulle ansættes flere natmænd for at forbedre hygiejnen, mente kongen. For så vidt en udmærket ide, der ville give god mening i dag, hvor kloakvandet står op i vores kældre. Men finansieringen? Den skulle findes ved at skære i offentlige pensioner. Med andre ord: En lige venstre mod dem, der havde snablen nede i offentlige kasser. Det ville svare til overnight at afskaffe efterlønnen eller børnechecken ? og dermed lægge sig ud med stærke vælgergrupper. Da Struensee siden reelt blev landets statsminister og kunne tage dristige beslutninger uden medunderskrift fra kongen, gik det galt. Lad os gennemgå fejlene en for en, for de rummer også advarsler til en topleder anno 2012. Fejl nummer et var, at han ikke byggede alliancer op i tide. Han sørgede hverken for at splitte sine modstandere eller skabe en tilstrækkelig magtbase. Den forvirrede konge og Struensees elskerinde, den isolerede dronning, var ham ikke nogen reel hjælp. For eksempel var det taktisk uklogt at afvise en af de grever, der havde hjulpet ham tæt på kongen og dermed til magten, da denne gamle proselyt var kommet i økonomisk uføre og derfor bad om penge. Struensee var i en position, hvor han med lethed kunne finde pengene, men nok så sympatisk afslog han at bruge offentlige midler på den slags.  Det skulle vise sig fatalt ikke at pleje baglandet.  Greven var med i den sammensværgelse, der sendte reformatoren på skafottet. Fejl nummer to var at lægge sig ud med officerer i den danske hær.  Struensee mente, at Livgarden var til pynt. Den skulle fjernes, selvom det står på side 1 i magt-håndbogen: Skær aldrig ned på militæret, hvis du vil overleve.  Fra moderne politik ved vi også, hvilken ballade der bliver, når landspolitikere vil nedlægge kaserner. Eller når forsvarsminister Nick Hækkerup (S) udfordrer traditionerne ved at slå jobbet som forsvarschef offentligt op. Fejl nummer tre var reformtempoet. Han førte i hundredvis af beslutninger ud i livet på få måneder. Det gik for hurtigt. En moderne politikertype ville langsomt have forberedt befolkningen på forandring, for eksempel gennem diverse kommissioner, der kunne bruges til at prime de store beslutninger inden for velfærd, arbejdsmarked og skat. Fejl nummer fire var ? ironisk nok ? at han afskaffede censuren og indførte trykkefrihed i pagt med oplysningstidens idealer. Det skulle i den grad ramme ham selv, at forløberne til den danske presse dermed fik frit spil.  Smædebreve om hans utugtige forhold til landets dronning begyndte at storcirkulere blandt befolkningen og var med til at vende den mod Struensee, der ellers ofte kæmpede de svages sag.  Tyskeren blev spinnet ud af kræfter, han ikke kunne kontrollere. Så glubsk er mediedyret også i dag. Det har toppolitikere som Lene Espersen (K) og senest Villy Søvndal (SF) mærket på egen krop.  I modsætning til Struensee har de dog bevaret hovedet. Hvor slutspillet i komplottet mod den intetanende Struensee indledtes? I Hofteatret, der den dag i dag eksisterer på Christiansborgs ridebane. Hvor det ligger? Såmænd kun 25 meter fra det kontor, hvor Anders Samuelsen holder til…         Peter Mose Peter Mose Thu, 26 Apr 2012 08:44:53 +0100 http://www.information.dk/299158 Økonomisk ansvarlighed, solidaritet, krone for krone, arbejderparti, civilsamfund, dannebrog. De politiske kampe handler i stigende grad om retten til at definere betydningen af centrale begreber, og derfor forsøger partierne at overtage og redefinere modstandernes slagord. Det sker, når Statsminister Helle Thorning-Scmidt (S) bruger borgerlig krone for krone-retorik, eller når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fremhæver civilsamfundets essentielle rolle for fremtidens velfærdssamfund ? de sidste mange år har civilsamfundet nemlig været højrefløjens frivillige alternativ til den professionelle statsbetalte velfærd. Sven Johannesen Nyheder fra information.dk | information.dk Mon, 23 Apr 2012 20:54:22 +0100 http://www.information.dk/299158 Økonomisk ansvarlighed, solidaritet, krone for krone, arbejderparti, civilsamfund, dannebrog. De politiske kampe handler i stigende grad om retten til at definere betydningen af centrale begreber, og derfor forsøger partierne at overtage og redefinere modstandernes slagord. Det sker, når Statsminister Helle Thorning-Scmidt (S) bruger borgerlig krone for krone-retorik, eller når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fremhæver civilsamfundets essentielle rolle for fremtidens velfærdssamfund ? de sidste mange år har civilsamfundet nemlig været højrefløjens frivillige alternativ til den professionelle statsbetalte velfærd. Sven Johannesen Nyheder fra information.dk | information.dk Mon, 23 Apr 2012 20:54:22 +0100 http://marketingdebat.dk/usa-bygger-gigantisk-spion-datacenter/ Et banebrydende datacenter og verdens hurtigste supercomputer skal hjælpe den amerikanske efterretningstjeneste med at gemme alle samtaler og e-mails, man kan få fat i, og bryde krypteringen på det. Photos: JASON REED Read this article: USA bygger gigantisk spion-datacenter admin Marketingdebat Mon, 23 Apr 2012 09:17:00 +0100 http://marketingdebat.dk/kaempe-lonstigning-til-google-topchef/ Lønnen steg fra en dollar til 1,25 millioner. See the original article here: Kæmpe lønstigning til Google-topchef admin Marketingdebat Mon, 23 Apr 2012 08:44:00 +0100 http://www.denfri.dk/2012/04/at-hore-graesset-gro/ Backstage in an office at Boulevard Leopold III in Brussels the rehearsals for the forthcoming Iraq Commission are probably in full swing. The man handpicked by the US government in 2009 to head NATO, the man who took Denmark to war for the first time in 150 years, may be called to testify. The three-person committee ? made up of a lawyer and a law professor and chaired by a judge ? has been assigned by the current Danish Social-Democrat-led government to investigate the former VKO (Liberal-Conservative) coalition?s motives for joining the war in 2003 and accusations of torture and mishandling of prisoners held by Danish soldiers in both Iraq and Afghanistan. Predictably VKO are crying foul, insisting this exercise is nothing but politically motivated and an opportunity for ?petty mud throwing?, as Venstre?s Søren Pind has warned. But wasn?t going to war a ?politically-motivated? decision? As for mudslinging, I am not convinced it is worse now than it has ever been. There will always be politicians who would rather play at kindergarten level. In this the scene set in Denmark doesn?t differ from other scenarios in the UK, the Netherlands and other countries that participated in the Iraq war on dubious grounds and are now self-scrutinising. In fact, the similarities are striking and thought-provoking. In Britain, when the so-called Chilcot Inquiry into the Iraq war was announced in 2009, the then opposition leader David Cameron dismissed it as ?an establishment stitch up?. In Denmark, however, Justice minister Morten Bødskov was quick to conjure up a picture of accountability when he insisted ?the government does not rule out that people will be held accountable?. With an estimated cost of five to 12 million kroner a year, he naturally had to say it. But was he also hinting at the possibility of a political indictment, a resignation or, maybe even a simple (but very expensive) apology? Although seemingly a simple thing to do, real apologies are hard to come by. Politicians are actively discouraged from uttering them. Any red book of how to conduct yourself in public life will tell you that showing remorse is a clear and damaging sign of weakness. And everyone believes it (even if, when it comes to silencing a perceived threat, extorting an apology becomes in turn a favourite pastime). In Britain, watching Tony Blair testify at the Chilcot Inquiry and avoiding any sort of specifics (including distracting everyone by mentioning the possibility of military force to counteract the “looming challenge” posed by Iran) I couldn?t help but think of Pinocchio?s memorable cameo appearance in Shrek III, denying any knowledge of Shrek?s location to his inquisitor, Prince Charming: ?Prince Charming: You! You can’t lie! So tell me puppet… where… is… Shrek? / Pinocchio: Uh. Hmm, well, uh, I don’t know where he’s not. / Prince Charming: You’re telling me you don’t know where Shrek is? / Pinocchio: It wouldn’t be inaccurate to assume that I couldn’t exactly not say that it is or isn’t almost partially incorrect. / Prince Charming: So you do know where he is! / Pinocchio: On the contrary. I’m possibly more or less not definitely rejecting the idea that in no way with any amount of uncertainty that I undeniably do or do not know where he shouldn’t probably be, if that indeed wasn’t where he isn’t. Even if he wasn’t at where I knew he was? That’d mean I’d really have to know where he wasn’t.? The outcome of the inquiry in Britain is expected this Summer, delayed as it was by the government?s refusal ? ?in the public interest? ? to make “public” details of the conversations and correspondence between Blair and George W. Bush about Iraq. Less ceremoniously, Wikileaks eventually released a secret cable in which the British Ministry of Defence assured US that it had “put measures in place? to protect American interests during the Iraq inquiry. So far we have heard that former Prime Minister Tony Blair was ?reluctant? to discuss Iraq plans with his cabinet for fear of leaks; that troops lacked proper equipment and that post-war planning was poor; and that intelligence in the run-up to the invasion was ?incomplete?. However, most charges remain unanswered. No one remembers exactly why the committee was set up in the first place and the public has dozed off in the process, bored with the protocol and anaesthetised by the media?s feeding frenzy. Will the Danish Iraq committee suffer the same fate? Unlike Britain, where a united parliament voted in favour of the invasion of Iraq, the Danish parties in power today voted against the war. They will have little sympathy towards the politicians who took it upon themselves to take Denmark to war without the full backing of Folketinget. Like Blair in Britain, Anders Fogh Rasmussen will be the star attraction if he testifies. Like Blair, his curriculum vitae and strong connections are both his armour and Achilles heel. If urban myths are to be believed, we are talking of a man whose aversion to germs made him bring his own napkin to State dinners and who at birthday parties would not allow his kids to blow candles unless they were removed from the cake first; yet upon arrival in Washington one day he let go of all phobias, readily embracing a sweat-drenched George W. Bush. Anders Fogh only learns from the best. At a NATO meeting in Tallinn he congratulated Estonia and its Baltic neighbours with, ?punching well above their weight?. The cliché used and abused by Barack Obama at bilateral meetings and hilariously revealed by DR?s programme Detektor. Many here in Denmark believe it was precisely this desire to ?punch above their weight? that may have got their country in a bit of a pickle in Iraq and other places. When and if he testifies it may suit him well to ditch any cavalier attitude and, after the Tallinn episode, he may also want to consider employing a good speechwriter, and if nothing else just play around a bit with Google. Similarly, in a secular, atheist society such as Denmark displays of religious fervour will surely fail to impress. Siding himself with God like Blair did by saying ?God will be my judge?, or admitting voices in your head had told you to fight evil in Iraq and Afghanistan, as in Bush?s case, will certainly give Anders Fogh Rasmussen enough scope to invoke pretty much anything he likes without raising much of an eyebrow. Inquiries such as these must be uncomfortable viewing for the military and those who directly suffered as a result of orders from above, on either side of the conflict. Politicians can get it right or wrong. The troops, however, have no other option but to get it right, and they expect to be able to do it with dignity. So, if there is one good thing to come out of this lengthy, morose and expensive exercise is the sense that politicians should be and still are under some degree of public scrutiny. Usually what starts with a lie ends with a lie. So, no claim, no matter how peremptory, should go unchallenged. The trust Danes have constantly deposited in their political system should also be allowed to continue to thrive. It is only reasonable to hope this inquiry will come up with relevant (certainly exhaustive) recommendations for the future conduct of politics. This, being Denmark, makes it a likely scenario. Whether anyone will care to listen to them is another story. For the time being, get ready to hear the grass grow. If you think it?s worth it. Luis Cardador DENFRI Sun, 22 Apr 2012 19:34:00 +0100 http://www.denfri.dk/2012/04/at-hore-graesset-gro/ Backstage in an office at Boulevard Leopold III in Brussels the rehearsals for the forthcoming Iraq Commission are probably in full swing. The man handpicked by the US government in 2009 to head NATO, the man who took Denmark to war for the first time in 150 years, may be called to testify. The three-person committee ? made up of a lawyer and a law professor and chaired by a judge ? has been assigned by the current Danish Social-Democrat-led government to investigate the former VKO (Liberal-Conservative) coalition?s motives for joining the war in 2003 and accusations of torture and mishandling of prisoners held by Danish soldiers in both Iraq and Afghanistan. Predictably VKO are crying foul, insisting this exercise is nothing but politically motivated and an opportunity for ?petty mud throwing?, as Venstre?s Søren Pind has warned. But wasn?t going to war a ?politically-motivated? decision? As for mudslinging, I am not convinced it is worse now than it has ever been. There will always be politicians who would rather play at kindergarten level. In this the scene set in Denmark doesn?t differ from other scenarios in the UK, the Netherlands and other countries that participated in the Iraq war on dubious grounds and are now self-scrutinising. In fact, the similarities are striking and thought-provoking. In Britain, when the so-called Chilcot Inquiry into the Iraq war was announced in 2009, the then opposition leader David Cameron dismissed it as ?an establishment stitch up?. In Denmark, however, Justice minister Morten Bødskov was quick to conjure up a picture of accountability when he insisted ?the government does not rule out that people will be held accountable?. With an estimated cost of five to 12 million kroner a year, he naturally had to say it. But was he also hinting at the possibility of a political indictment, a resignation or, maybe even a simple (but very expensive) apology? Although seemingly a simple thing to do, real apologies are hard to come by. Politicians are actively discouraged from uttering them. Any red book of how to conduct yourself in public life will tell you that showing remorse is a clear and damaging sign of weakness. And everyone believes it (even if, when it comes to silencing a perceived threat, extorting an apology becomes in turn a favourite pastime). In Britain, watching Tony Blair testify at the Chilcot Inquiry and avoiding any sort of specifics (including distracting everyone by mentioning the possibility of military force to counteract the “looming challenge” posed by Iran) I couldn?t help but think of Pinocchio?s memorable cameo appearance in Shrek III, denying any knowledge of Shrek?s location to his inquisitor, Prince Charming: ?Prince Charming: You! You can’t lie! So tell me puppet… where… is… Shrek? / Pinocchio: Uh. Hmm, well, uh, I don’t know where he’s not. / Prince Charming: You’re telling me you don’t know where Shrek is? / Pinocchio: It wouldn’t be inaccurate to assume that I couldn’t exactly not say that it is or isn’t almost partially incorrect. / Prince Charming: So you do know where he is! / Pinocchio: On the contrary. I’m possibly more or less not definitely rejecting the idea that in no way with any amount of uncertainty that I undeniably do or do not know where he shouldn’t probably be, if that indeed wasn’t where he isn’t. Even if he wasn’t at where I knew he was? That’d mean I’d really have to know where he wasn’t.? The outcome of the inquiry in Britain is expected this Summer, delayed as it was by the government?s refusal ? ?in the public interest? ? to make “public” details of the conversations and correspondence between Blair and George W. Bush about Iraq. Less ceremoniously, Wikileaks eventually released a secret cable in which the British Ministry of Defence assured US that it had “put measures in place? to protect American interests during the Iraq inquiry. So far we have heard that former Prime Minister Tony Blair was ?reluctant? to discuss Iraq plans with his cabinet for fear of leaks; that troops lacked proper equipment and that post-war planning was poor; and that intelligence in the run-up to the invasion was ?incomplete?. However, most charges remain unanswered. No one remembers exactly why the committee was set up in the first place and the public has dozed off in the process, bored with the protocol and anaesthetised by the media?s feeding frenzy. Will the Danish Iraq committee suffer the same fate? Unlike Britain, where a united parliament voted in favour of the invasion of Iraq, the Danish parties in power today voted against the war. They will have little sympathy towards the politicians who took it upon themselves to take Denmark to war without the full backing of Folketinget. Like Blair in Britain, Anders Fogh Rasmussen will be the star attraction if he testifies. Like Blair, his curriculum vitae and strong connections are both his armour and Achilles heel. If urban myths are to be believed, we are talking of a man whose aversion to germs made him bring his own napkin to State dinners and who at birthday parties would not allow his kids to blow candles unless they were removed from the cake first; yet upon arrival in Washington one day he let go of all phobias, readily embracing a sweat-drenched George W. Bush. Anders Fogh only learns from the best. At a NATO meeting in Tallinn he congratulated Estonia and its Baltic neighbours with, ?punching well above their weight?. The cliché used and abused by Barack Obama at bilateral meetings and hilariously revealed by DR?s programme Detektor. Many here in Denmark believe it was precisely this desire to ?punch above their weight? that may have got their country in a bit of a pickle in Iraq and other places. When and if he testifies it may suit him well to ditch any cavalier attitude and, after the Tallinn episode, he may also want to consider employing a good speechwriter, and if nothing else just play around a bit with Google. Similarly, in a secular, atheist society such as Denmark displays of religious fervour will surely fail to impress. Siding himself with God like Blair did by saying ?God will be my judge?, or admitting voices in your head had told you to fight evil in Iraq and Afghanistan, as in Bush?s case, will certainly give Anders Fogh Rasmussen enough scope to invoke pretty much anything he likes without raising much of an eyebrow. Inquiries such as these must be uncomfortable viewing for the military and those who directly suffered as a result of orders from above, on either side of the conflict. Politicians can get it right or wrong. The troops, however, have no other option but to get it right, and they expect to be able to do it with dignity. So, if there is one good thing to come out of this lengthy, morose and expensive exercise is the sense that politicians should be and still are under some degree of public scrutiny. Usually what starts with a lie ends with a lie. So, no claim, no matter how peremptory, should go unchallenged. The trust Danes have constantly deposited in their political system should also be allowed to continue to thrive. It is only reasonable to hope this inquiry will come up with relevant (certainly exhaustive) recommendations for the future conduct of politics. This, being Denmark, makes it a likely scenario. Whether anyone will care to listen to them is another story. For the time being, get ready to hear the grass grow. If you think it?s worth it. Luis Cardador DENFRI Sun, 22 Apr 2012 19:34:00 +0100 http://www.denfri.dk/2012/04/at-hore-graesset-gro/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=at-hore-graesset-gro Backstage in an office at Boulevard Leopold III in Brussels the rehearsals for the forthcoming Iraq Commission are probably in full swing. The man handpicked by the US government in 2009 to head NATO, the man who took Denmark to war for the first time in 150 years, may be called to testify. The three-person committee ? made up of a lawyer and a law professor and chaired by a judge ? has been assigned by the current Danish Social-Democrat-led government to investigate the former VKO (Liberal-Conservative) coalition?s motives for joining the war in 2003 and accusations of torture and mishandling of prisoners held by Danish soldiers in both Iraq and Afghanistan. Predictably VKO are crying foul, insisting this exercise is nothing but politically motivated and an opportunity for ?petty mud throwing?, as Venstre?s Søren Pind has warned. But wasn?t going to war a ?politically-motivated? decision? As for mudslinging, I am not convinced it is worse now than it has ever been. There will always be politicians who would rather play at kindergarten level. In this the scene set in Denmark doesn?t differ from other scenarios in the UK, the Netherlands and other countries that participated in the Iraq war on dubious grounds and are now self-scrutinising. In fact, the similarities are striking and thought-provoking. In Britain, when the so-called Chilcot Inquiry into the Iraq war was announced in 2009, the then opposition leader David Cameron dismissed it as ?an establishment stitch up?. In Denmark, however, Justice minister Morten Bødskov was quick to conjure up a picture of accountability when he insisted ?the government does not rule out that people will be held accountable?. With an estimated cost of five to 12 million kroner a year, he naturally had to say it. But was he also hinting at the possibility of a political indictment, a resignation or, maybe even a simple (but very expensive) apology? Although seemingly a simple thing to do, real apologies are hard to come by. Politicians are actively discouraged from uttering them. Any red book of how to conduct yourself in public life will tell you that showing remorse is a clear and damaging sign of weakness. And everyone believes it (even if, when it comes to silencing a perceived threat, extorting an apology becomes in turn a favourite pastime). In Britain, watching Tony Blair testify at the Chilcot Inquiry and avoiding any sort of specifics (including distracting everyone by mentioning the possibility of military force to counteract the “looming challenge” posed by Iran) I couldn?t help but think of Pinocchio?s memorable cameo appearance in Shrek III, denying any knowledge of Shrek?s location to his inquisitor, Prince Charming: ?Prince Charming: You! You can’t lie! So tell me puppet… where… is… Shrek? / Pinocchio: Uh. Hmm, well, uh, I don’t know where he’s not. / Prince Charming: You’re telling me you don’t know where Shrek is? / Pinocchio: It wouldn’t be inaccurate to assume that I couldn’t exactly not say that it is or isn’t almost partially incorrect. / Prince Charming: So you do know where he is! / Pinocchio: On the contrary. I’m possibly more or less not definitely rejecting the idea that in no way with any amount of uncertainty that I undeniably do or do not know where he shouldn’t probably be, if that indeed wasn’t where he isn’t. Even if he wasn’t at where I knew he was? That’d mean I’d really have to know where he wasn’t.? The outcome of the inquiry in Britain is expected this Summer, delayed as it was by the government?s refusal ? ?in the public interest? ? to make “public” details of the conversations and correspondence between Blair and George W. Bush about Iraq. Less ceremoniously, Wikileaks eventually released a secret cable in which the British Ministry of Defence assured US that it had “put measures in place? to protect American interests during the Iraq inquiry. So far we have heard that former Prime Minister Tony Blair was ?reluctant? to discuss Iraq plans with his cabinet for fear of leaks; that troops lacked proper equipment and that post-war planning was poor; and that intelligence in the run-up to the invasion was ?incomplete?. However, most charges remain unanswered. No one remembers exactly why the committee was set up in the first place and the public has dozed off in the process, bored with the protocol and anaesthetised by the media?s feeding frenzy. Will the Danish Iraq committee suffer the same fate? Unlike Britain, where a united parliament voted in favour of the invasion of Iraq, the Danish parties in power today voted against the war. They will have little sympathy towards the politicians who took it upon themselves to take Denmark to war without the full backing of Folketinget. Like Blair in Britain, Anders Fogh Rasmussen will be the star attraction if he testifies. Like Blair, his curriculum vitae and strong connections are both his armour and Achilles heel. If urban myths are to be believed, we are talking of a man whose aversion to germs made him bring his own napkin to State dinners and who at birthday parties would not allow his kids to blow candles unless they were removed from the cake first; yet upon arrival in Washington one day he let go of all phobias, readily embracing a sweat-drenched George W. Bush. Anders Fogh only learns from the best. At a NATO meeting in Tallinn he congratulated Estonia and its Baltic neighbours with, ?punching well above their weight?. The cliché used and abused by Barack Obama at bilateral meetings and hilariously revealed by DR?s programme Detektor. Many here in Denmark believe it was precisely this desire to ?punch above their weight? that may have got their country in a bit of a pickle in Iraq and other places. When and if he testifies it may suit him well to ditch any cavalier attitude and, after the Tallinn episode, he may also want to consider employing a good speechwriter, and if nothing else just play around a bit with Google. Similarly, in a secular, atheist society such as Denmark displays of religious fervour will surely fail to impress. Siding himself with God like Blair did by saying ?God will be my judge?, or admitting voices in your head had told you to fight evil in Iraq and Afghanistan, as in Bush?s case, will certainly give Anders Fogh Rasmussen enough scope to invoke pretty much anything he likes without raising much of an eyebrow. Inquiries such as these must be uncomfortable viewing for the military and those who directly suffered as a result of orders from above, on either side of the conflict. Politicians can get it right or wrong. The troops, however, have no other option but to get it right, and they expect to be able to do it with dignity. So, if there is one good thing to come out of this lengthy, morose and expensive exercise is the sense that politicians should be and still are under some degree of public scrutiny. Usually what starts with a lie ends with a lie. So, no claim, no matter how peremptory, should go unchallenged. The trust Danes have constantly deposited in their political system should also be allowed to continue to thrive. It is only reasonable to hope this inquiry will come up with relevant (certainly exhaustive) recommendations for the future conduct of politics. This, being Denmark, makes it a likely scenario. Whether anyone will care to listen to them is another story. For the time being, get ready to hear the grass grow. If you think it?s worth it. Luis Cardador DENFRI Sun, 22 Apr 2012 19:34:00 +0100 http://www.denfri.dk/2012/04/at-hore-graesset-gro/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=at-hore-graesset-gro Backstage in an office at Boulevard Leopold III in Brussels the rehearsals for the forthcoming Iraq Commission are probably in full swing. The man handpicked by the US government in 2009 to head NATO, the man who took Denmark to war for the first time in 150 years, may be called to testify. The three-person committee ? made up of a lawyer and a law professor and chaired by a judge ? has been assigned by the current Danish Social-Democrat-led government to investigate the former VKO (Liberal-Conservative) coalition?s motives for joining the war in 2003 and accusations of torture and mishandling of prisoners held by Danish soldiers in both Iraq and Afghanistan. Predictably VKO are crying foul, insisting this exercise is nothing but politically motivated and an opportunity for ?petty mud throwing?, as Venstre?s Søren Pind has warned. But wasn?t going to war a ?politically-motivated? decision? As for mudslinging, I am not convinced it is worse now than it has ever been. There will always be politicians who would rather play at kindergarten level. In this the scene set in Denmark doesn?t differ from other scenarios in the UK, the Netherlands and other countries that participated in the Iraq war on dubious grounds and are now self-scrutinising. In fact, the similarities are striking and thought-provoking. In Britain, when the so-called Chilcot Inquiry into the Iraq war was announced in 2009, the then opposition leader David Cameron dismissed it as ?an establishment stitch up?. In Denmark, however, Justice minister Morten Bødskov was quick to conjure up a picture of accountability when he insisted ?the government does not rule out that people will be held accountable?. With an estimated cost of five to 12 million kroner a year, he naturally had to say it. But was he also hinting at the possibility of a political indictment, a resignation or, maybe even a simple (but very expensive) apology? Although seemingly a simple thing to do, real apologies are hard to come by. Politicians are actively discouraged from uttering them. Any red book of how to conduct yourself in public life will tell you that showing remorse is a clear and damaging sign of weakness. And everyone believes it (even if, when it comes to silencing a perceived threat, extorting an apology becomes in turn a favourite pastime). In Britain, watching Tony Blair testify at the Chilcot Inquiry and avoiding any sort of specifics (including distracting everyone by mentioning the possibility of military force to counteract the “looming challenge” posed by Iran) I couldn?t help but think of Pinocchio?s memorable cameo appearance in Shrek III, denying any knowledge of Shrek?s location to his inquisitor, Prince Charming: ?Prince Charming: You! You can’t lie! So tell me puppet… where… is… Shrek? / Pinocchio: Uh. Hmm, well, uh, I don’t know where he’s not. / Prince Charming: You’re telling me you don’t know where Shrek is? / Pinocchio: It wouldn’t be inaccurate to assume that I couldn’t exactly not say that it is or isn’t almost partially incorrect. / Prince Charming: So you do know where he is! / Pinocchio: On the contrary. I’m possibly more or less not definitely rejecting the idea that in no way with any amount of uncertainty that I undeniably do or do not know where he shouldn’t probably be, if that indeed wasn’t where he isn’t. Even if he wasn’t at where I knew he was? That’d mean I’d really have to know where he wasn’t.? The outcome of the inquiry in Britain is expected this Summer, delayed as it was by the government?s refusal ? ?in the public interest? ? to make “public” details of the conversations and correspondence between Blair and George W. Bush about Iraq. Less ceremoniously, Wikileaks eventually released a secret cable in which the British Ministry of Defence assured US that it had “put measures in place? to protect American interests during the Iraq inquiry. So far we have heard that former Prime Minister Tony Blair was ?reluctant? to discuss Iraq plans with his cabinet for fear of leaks; that troops lacked proper equipment and that post-war planning was poor; and that intelligence in the run-up to the invasion was ?incomplete?. However, most charges remain unanswered. No one remembers exactly why the committee was set up in the first place and the public has dozed off in the process, bored with the protocol and anaesthetised by the media?s feeding frenzy. Will the Danish Iraq committee suffer the same fate? Unlike Britain, where a united parliament voted in favour of the invasion of Iraq, the Danish parties in power today voted against the war. They will have little sympathy towards the politicians who took it upon themselves to take Denmark to war without the full backing of Folketinget. Like Blair in Britain, Anders Fogh Rasmussen will be the star attraction if he testifies. Like Blair, his curriculum vitae and strong connections are both his armour and Achilles heel. If urban myths are to be believed, we are talking of a man whose aversion to germs made him bring his own napkin to State dinners and who at birthday parties would not allow his kids to blow candles unless they were removed from the cake first; yet upon arrival in Washington one day he let go of all phobias, readily embracing a sweat-drenched George W. Bush. Anders Fogh only learns from the best. At a NATO meeting in Tallinn he congratulated Estonia and its Baltic neighbours with, ?punching well above their weight?. The cliché used and abused by Barack Obama at bilateral meetings and hilariously revealed by DR?s programme Detektor. Many here in Denmark believe it was precisely this desire to ?punch above their weight? that may have got their country in a bit of a pickle in Iraq and other places. When and if he testifies it may suit him well to ditch any cavalier attitude and, after the Tallinn episode, he may also want to consider employing a good speechwriter, and if nothing else just play around a bit with Google. Similarly, in a secular, atheist society such as Denmark displays of religious fervour will surely fail to impress. Siding himself with God like Blair did by saying ?God will be my judge?, or admitting voices in your head had told you to fight evil in Iraq and Afghanistan, as in Bush?s case, will certainly give Anders Fogh Rasmussen enough scope to invoke pretty much anything he likes without raising much of an eyebrow. Inquiries such as these must be uncomfortable viewing for the military and those who directly suffered as a result of orders from above, on either side of the conflict. Politicians can get it right or wrong. The troops, however, have no other option but to get it right, and they expect to be able to do it with dignity. So, if there is one good thing to come out of this lengthy, morose and expensive exercise is the sense that politicians should be and still are under some degree of public scrutiny. Usually what starts with a lie ends with a lie. So, no claim, no matter how peremptory, should go unchallenged. The trust Danes have constantly deposited in their political system should also be allowed to continue to thrive. It is only reasonable to hope this inquiry will come up with relevant (certainly exhaustive) recommendations for the future conduct of politics. This, being Denmark, makes it a likely scenario. Whether anyone will care to listen to them is another story. For the time being, get ready to hear the grass grow. If you think it?s worth it. Luis Cardador DENFRI Sun, 22 Apr 2012 19:34:00 +0100 http://www.information.dk/298937 Alt for længe har velfærdsstaten givet klienterne noget at leve af, men nu skal vi give dem noget at leve for. Det er en af de få sentenser, som er blevet til rubrikker i aviserne og står som programerklæring i offentligheden. Dette nye slogan for regeringens socialpolitik kommer ikke fra statsministeren, men derimod fra beskæftigelsesministeren Mette Frederiksen. Rune Lykkeberg Nyheder fra information.dk | information.dk Fri, 20 Apr 2012 18:23:26 +0100 http://www.information.dk/298937 Alt for længe har velfærdsstaten givet klienterne noget at leve af, men nu skal vi give dem noget at leve for. Det er en af de få sentenser, som er blevet til rubrikker i aviserne og står som programerklæring i offentligheden. Dette nye slogan for regeringens socialpolitik kommer ikke fra statsministeren, men derimod fra beskæftigelsesministeren Mette Frederiksen. Rune Lykkeberg Nyheder fra information.dk | information.dk Fri, 20 Apr 2012 18:23:26 +0100 http://www.eventuelt.org/?p=22058&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=weekendguide-14 Hermed ugens weekendguide! Fyldt med forårsfornemmelser, skattekort, cupcakes, smækker rock og flere kager. Don’t miss out!       F R E D A G Aarhus Comedy Festival, Aarhus kl. 19:30, varierende pris Fra d. 16.-23. april er der Comedy Festival i Aarhus, og derfor er der en mængde forskellige arrangementer rundt i Aarhus. Fredag aften kan du og vennerne blandt andet grine af Michael “MC” Christiansen fra p3’s Tjenesten, som optræder med sit første one-man show. Det sker på Ambassaden kl. 19:30. Læs mere HER. Marie Key, V58 kl. 20:00, 100kr Hvis du er mere til et følsomt indslag i form af skrøbelige toner, kan du også tage til koncert med Marie Key på v58. Marie Key, som var nomineret til P3-prisen, har netop udgivet et nyt album, I Byen Igen, hvor hun synger personlige sange om det skræmmende i forelskelsen. Læs mere HER. Six Barrel Syndicate Foto: Simon Jeppesen   L Ø R D A G   We only come out at night, Charlotte Fogh Contemporary kl. 11-15:00, gratis   Lørdag er din sidste mulighed for at se Ragnar Perssons udstilling hos Charlotte Fogh, så hvis du ikke har set den burde du måske tage derned. Læs mere HER.     Kunst I Krogene, Hele Aarhus 16:00-23:00, gratis Frontløberne giver dig en gratis mulighed for at gå på oplevelse i Aarhus og opleve byen vi kender så godt på ny. Få fat i et skattekort og find små kulturelle guldkorn rundt om i byen. Læs mere HER. Release-party og koncert med Julie Michelsen, Fatter Eskil kl. 20:00-22:00 er der gratis entré, 22:30 er der fuldlængde koncert (40kr) Aarhusianske Julie Michelsen holder release-party for sit nye solo-album på Fatter Eskil, hvor du kan komme gratis ind og få cupcakes mens du lytter til toner fra Julies nye album. Kl 22:30 vil Julie spille koncert i fuld længde. Læs mere HER. Six Barrell Syndicate, Escobar kl. 20:30, gratis Trænger du til fed rock med lækre riff’s, fræk vokal og medrivende energi – musik til din indre svinehund – er Escobar stedet for dig lørdag aften. Six Barrell Syndicate spiller koncert på Escobar, og med øl til 25kr – what’s not to like? Læs mere HER. Byt din taxa-bon til en kold øl, Aarhus 00:00-06:00 Når du engang lørdag nat stiger småslingrende ind i en taxa på vej hjem, så husk og få bonen med hjem, hvis du kører med Aarhus Taxa. Aarhus Taxa har nemlig startet et samarbejde med flere af de aarhusianske caféer og restauranter, hvor du kan få byttet din taxa-bon til en øl eller rabatter, næste gang du er i byen. Læs mere HER. S Ø N D A G Kageweekend, Den Gamle By kl. 10:00, 75kr for kaffe og kage ad libitum Forhåbentlig det ikke regner meget søndag, så man kan snige sig ned i Den Gamle By og smage det legendariske sønderjyske kagebord, og høre, se og læse om kagens historie, hvis man er til den slags. Læs mere HER. Magisk søndag, Café Under Masken kl. 14:00, 50kr Du kan også fejre søndagen med spas og trylleri på Café Under Masken, hvor komikeren Thomas Warberg er vært for dagen. Der er lovet både spænding, spas og mystik! Eventuelt.org ønsker jer alle en fabelagtig weekend! Kira Bang-Olsson EVENTUELT.ORG Fri, 20 Apr 2012 10:00:31 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Newspakistanpk/~3/90nEmSdg4T0/ Urging Pakistan to step up its efforts to fight terrorism and to open the transit supply route to allied forces battling in Afghanistan, Secretary General North Atlantic Treaty Organization (NATO) Anders Fogh Rasmussen requested to open the transit supply-line. While addressing a press conference, he observed, ?And when it comes to our relationship with Pakistan, my main point is to stress that we need a positive engagement of Pakistan if we are to ensure long-term peace and stability not only in Afghanistan but in the region as such. So we want a strong and positive cooperation and relationship with Pakistan?. He briefed a meeting of NATO foreign ministers with non-NATO countries contributing troops to ISAF (International Security Assistance Forces). He added, ?We have two problems in our relationship with Pakistan. The first is a very immediate challenge to see the transit routes through Pakistan reopened. It is of course an essential element in our operation in Afghanistan that we can cooperate with Pakistan when it comes to transit. So we hope to see these transit routes reopened as soon as possible?. Rasmussen while chairing the ISAF ministerial meeting claimed discussions helped to prepare for next month’s NATO summit in Chicago. NATO’s 28 foreign ministers and 22 ISAF partner nations were joined in talks in Brussels today by the Afghan foreign and defence ministers, the European Union High Representative, the United Nations Special Representative and the Foreign Minister of Japan. On Thursday, Pakistan said it was yet to decide on attending a NATO Summit next month that will focus on Afghanistan. However, it said that was considering a work plan on resetting relationships with the United States on the basis of guidelines approved by joint-sitting of the parliament. Meanwhile, the government is working to develop a work plan for new terms of engagement with the US in line with guidelines that were recently approved by a joint-sitting of parliament. The NATO Summit in Chicago is expected to discuss key issues like funding of Afghan security expenditure and foreign troop levels in the war-torn country in the period up to 2014. Faisal Farooq NewsPakistan.pk Fri, 20 Apr 2012 08:29:01 +0100