De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et folkestyre http://www.overskrift.dk Sun, 20 May 2012 21:01:38 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/05/20/gustne-politikere/ Ofte tillægges politikere gustne og taktiske motiver, men ikke så sjældent siger de rent faktisk, hvad de mener, i et ærligt ønske om at tjene almenvellet. Lad os da derfor begynde med idealisterne, inden mørket sænker sig over alle aktører: Da statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med sin K-partner Lene Espersen i 2010 skrev regeringsgrundlag, stod der, at regeringen ville ændre styreformen i de fire store byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, så det blev almindeligt flertalsstyre som i landets øvrige kommuner. De fire storbyer styres i uskønne variationer af magistratstyre, hvor rådmænd og borgmesterposter til oppositionen giver overadministration og uklart politisk ansvar. Udspillet var ligeså rigtigt, som det var overraskende. I alle fire byer sad og sidder Socialdemokratiet og venstrefløjen solidt på magten. En ændring af styreformen ville derfor kun koste borgerlige borgmester- og rådmandsposter. Ingen havde presset Løkke til at ændre styreformen. Han var tilsyneladende båret af et ønske om at gøre det rigtige. Men hårdt presset af det kommunale bagland i de fire byer droppede Venstre og De Konservative senere enhver tanke om en ændring for blot at se den nye Thorning-regering skrive det samme i sit regeringsgrundlag. Siden er det gået mere end langsomt, og nu har SF så meddelt, at der højest bliver en halv pølse af skindet: Man er nok med på at gå over til flertalsstyre (ud med borgerlige rådmænd og borgerlige borgmestre), men partiet vil fastholde selvstændige administrationer for de enkelte borgmestre (ud med en større trecifret millionbesparelse). Men står det til Venstre og Konservative bliver det hele slet ikke til noget. Nu er de to partier lodret imod det, de tidligere ønskede. Og dermed er det helt slut med idealismen. Flertalsstyre og central administration i de fire storbykommuner - som det er tilfældet i de andre 94 kommuner - ville gøre det tydeligt, hvem der har magten, og hvem der er oppostion. Og det ville spare rigtig, rigtig mange djøf-kroner. Med sekretariatsmidler til en rigtig opposition, er det den saglige løsning. Det ved alle, som vil vide det. Hvorfor så ikke? Lad os tage de gustne politiske hensyn, aktør for aktør: Socialdemokratiet er tilhænger af den store reform: Det tror da pokker. Partiet har borgmesterposterne i alle fire storbyer, og vil formentlig fortsat have det. En reform vil give dem større magt i enhver henseende. Frank Jensen, Anker Boye, Jacob Bundsgaard og Henning G. Jensen vil med et enkelt slag blive rigtige bykonger. Ikke mindst Frank Jensen kunne (brændende)godt tænke sig en reform. SF har netop meddelt, at det kun går ind for flertalsstyre og ikke fællesadministration: Det tror da pokker. Partiet konstituerer sig med Socialdemokraterne, får ekstra borgmester- og rådmandsposter på bekostning af de borgerlige og beholder egen millionadministration i deres private hertugdømmer. Ingen idealisme her. Kun holdninger specialdesignet til egen fordel. De Radikale er tilhænger af den store reform: Det tror da pokker. Partiet har ingen nævneværdig basis i de fire storbyer. Også på dette område er det stort set en gratis omgang for Margrethe Vestager at mene det rigtige. Venstre og De Konservative er nu imod det hele: Det tror da pokker. Tidligere drømmerier om at indtage København (Søren Pind), Odense (afdøde Jan Boye) og Aarhus (Louise Gade) var enten fantasterier eller undtagelser, som ikke kommer igen. De fire byer er Socialdemokratiske højborge, bata! Eneste mulighed for lidt magt og gode ben er det nuværende mudder. Og så er vi tilbage ved mistænkeliggørelsen af politikere som nogle, der kun tænker på egen magt, blottet for idealisme og fornemmelse for de rigtige løsninger. Ofte er det en urimelig beskyldning. Tit er politikere båret af et ægte ønske om at gøre samfundet bedre. Men lige her blæser alle aktørerne på det rigtige, medmindre det lige præcis gavner dem selv. Derfor får et misfoster af et styresystem i de fire storbyer lov til at humpe videre. Den politiske magt bliver fortsat svær at identificere, og en dobbelt-, tredobbelt og firedobbelt administration får lov at cykle videre til en merpris på – forsigtigt skønnet – mindst en kvart milliard om året. Tjahh. Niels Krause-Kjær Politik og spin Sun, 20 May 2012 16:33:46 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/04/19/bettina-post-og-sandheden/ Socialrådgivernes formand Bettina Post mener ikke længere, at kontanthjælpen for unge mellem 25 og 30 år skal være på SU-niveau. Udspillet fra den modige formand holdt et døgn, inden hun blev banket på plads af et flertal i sin egen hovedbestyrelse, som erklærer sig ‘fagligt uenige’ med hende og  lover en diskussion om det på næste hovedbestyrelsesmøde. Bettina Post var, siger hun nu i en rundkørsel af et interview på sit eget forbunds hjemmeside, “for hurtig på aftrækkeren”. Det var sådan set ikke fordi, hun manglede allierede i det døgn, hun mente det.  Arbejdsmarkedskommissionen har anbefalet det. Arbejderbevæglesens Erhvervsråd har netop lavet en analyse, som hælder mod samme konklusion. Nyrup gjorde noget lignende i 90erne med stor succes. De borgerlige har sagt det længe – i alt fald siden Anders Fogh Rasmussen blev Nato-generalsekretær. Og selv om Socialdemokratiet for tre måneder siden mente det stik modsatte, så lykkedes det egenhændigt Bettina Post at overbevise det ledende regeringsparti næsten inden Jyllands-Postens artikel onsdag var kommet ud af trykpressen. Og i et bemærkelsesværdigt interview onsdag aften i DR2 Deadline forklarede partiets politiske ordfører Magnus Heunicke således, at når partiet nu var tilhænger af en halvering af kontanthjælpen for 25-30 årige tre måneder efter, at partiet var imod og fire måneder efter, at partiet afskaffede fattigdomsydelsen, så skyldtes det netop…Bettina Post. Men hvad så nu? Når partiet tilsyneladende har deponeret dele af sin kontanthjælpspolitik hos socialrådgivernes formand, så må partiet vel være imod en halvering igen? Spændende at høre Magnus Heunicke næste gang. Lidt synd (igen) for SF, der onsdag morgen lod sin ordfører være imod (som man altid har været) indtil den politiske ordfører og arbejderrist Jesper Petersen to timer senere erklærede sig som fordomsfri tilhænger af alle gode idéer. Hvad siger han så nu? Bettina Posts hurtige aftrækker er ikke historien om en fagforeningsformand, der trækker i land. Herregud, det er et internt anliggende for socialrådgiverne. Det er misbruget af hende som politisk løftestang, det er værd at ofre lidt opmærksomhed.  For skal vi ikke gætte på, at en masse socialdemokrater og også en pæn flok SF’ere har haft denne holdning længe, men ikke har turdet lufte den overfor vælgerne? Ganske som politikere i årevis ikke turde sige, hvad de mente om efterlønnen. Ganske som Venstres næstformand Kristian Jensen i to timer i sidste uge mente, at den offentlige sektor ikke skal vokse, inden han blev banket på plads at en (anden) Venstre-ledelse, der forsøger at tilrettelægge en visnepolitik. Ganske som forsvarsminister Søren Gade angiveligt ifølge en ny bog, nægtede at lukke Armadillo i Afghanistan af frygt for offentlighedens reaktion, selv om basen ikke havde nogen militær betydning. Fem danske soldater blev dræbt i mellemtiden. Frygten for vælgerne antager nogle gange de mærkeligste politiske reaktioner. Men spørgsmålet er, om frygten er velbegrundet. Partierne bag den faktiske afskaffelse af efterlønnen så vælgerne i øjnene og gik frem ved valget i 2011. Villy Søvndals såkaldte ‘folkeafstemning om efterlønnen’ blev ikke bare en fuser. Den viste også, at danske vælgere er langt klogere, end mange politikere i det daglige går rundt og bilder sig ind. Og danske politikere er i virkeligheden også langt klogere, end vælgerne tror. De fleste ved godt, hvad der skal til. Bare de turde sige, hvad de mener. Med eller uden Post. Niels Krause-Kjær Politik og spin Thu, 19 Apr 2012 17:58:55 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/04/11/ninn-halvfems-ensom-og-bitter/ Erik Ninn-Hansen fylder 90 år den 12. april. Han kan fejre dagen som en gammel, ensom og bitter mand, der kunne have gjort så meget godt, men endte med at lægge alt øde. For et par år siden udgav jeg bogen ‘Man har et standpunkt’ om en række begivenheder i dansk politik. Her er, hvad jeg skrev om fødselaren: AFSPORET Erik Ninn-Hansen mistede i sit politiske livs efterår alt, hvad han havde optjent gennem et langt liv og mere til. Og det blev omgivelserne, der ufrivilligt kom til at dække overtrækket. Nok havde den konservative politiker en lang karriere som parlamentariker, før Tamilsagen afsporede både ham og dansk politik. Nok havde han ry som et folketingsmedlem, der altid var rede til at lede unge, nyvalgte på vej i det parlamentariske arbejde uanset partifarve. Nok beklædte han nogle af landets mest betroede og fineste poster som forsvars-, finans- og justitsminister og som Folketingets formand, kronen på værket. Og nok kunne han være rigelig opslugt af det politiske spil og huskes for citatet, der som et politisk brændemærke hang over de mennesker, der kom ham på tværs gennem et halvt århundrede: ?Du skal ikke bære nag, men huske hvad de hedder.? For Ninn glemte aldrig. Gruppefæller mindes for eksempel, hvordan han langt op i sit politiske liv altid var særlig på vagt, når lovforslag til gavn for kreditforeninger var til behandling. Hans livslange, politiske fjende, partifællen Erik Haunstrup Clemmensen, forlod i 1974 politik for at blive direktør for Kreditforeningen Danmark. Noget af ovennævnte har sine gode sider, sine forsonende træk eller kan måske endda undskyldes på en rummelig dag. Herregud. Politik kan være beskidt, og lad den rene kaste den første sten. Men Tamilsagen ryddede hele bordet. Justitsminister Erik Ninn-Hansen beordrede i 1987 sine embedsmænd til at lægge færdigbehandlede ansøgninger om familiesammenføringer af tamilske flygtninge til side, da noget tydede på, at fredeligere forhold på Sri Lanka var på vej. Sagerne hobede sig op, men justitsministeren var ubøjelig overfor sine embedsmænd. Erik Ninn-Hansen mente, at han på et ministermøde i 1987 havde oplevet enighed om, at retskravet på familiesammenføringer var problematisk, og særligt hvad angik de mange tusinde tamilere i Danmark, da jo alligevel efter alt at dømme snart skulle hjem. Men nogen reel beslutning blev der naturligvis ikke truffet. Det ville have været ulovligt. Erik Ninn-Hansen mente, han havde befolkningen, regeringen og et stort flertal i Folketinget bag sig, da han beordrede sit embedsværk til at udføre den såkaldte nedprioritering. Men han brød loven, tvang sine topembedsmænd til det samme og forgiftede dermed sit embedsmandsapparat. Erik Ninn-Hansen forbrød sig mod alt, hvad han efter eget udsagn havde brugt hele sit politiske liv på. Det politiske system stillede overraskende mange udgange til rådighed for Erik Ninn-Hansen under forløbet, men med en bemærkelsesværdig og systematisk selvdestruktiv adfærd lykkedes det ham at lukke alle og til sidst tvinge et folketingsflertal til at kræve nedsat en kommissionsdomstol. Det sidste, da han i et tv-dokumentar-program i Danmarks Radio gentog, at nedprioriteringen hvilede på en regeringsbeslutning. Det gjorde omsider Centrumdemokraternes Mimi Jakobsen så stiktosset, at hun krævede en undersøgelse. Men Erik Ninn-Hansen var ikke færdig med at lukke udgange. Derefter lykkedes det ham at provokere Poul Schlüter til at åbne dørene til undersøgelsen for offentligheden. Fra det punkt opførte Erik Ninn-Hansen sig som en gammel ronkedor, der kun var indstillet på at rive alt ned på sin vej mod afgrunden. Som et afsporet lokomotiv fortsatte Ninn-Hansen og Tamil-sagen sin hærgen gennem dansk politik og efterlod på sin vej alt øde, før mareridtet sluttede med højesteretsdommer Mogens Hornslets sønderlemmende rapport i januar 1993: Hans statsminister var færdig. Regeringen var færdig. Hans efterfølger som både justitsminister og folketingets formand, professor H.P. Clausen – hvis integritet ingen i øvrigt betvivlede – var færdig. Hans parti var forvredet. Justitsministeriet mistede generationers førerposition i den juridiske verden. Vigtige ressortområder blev afgivet til andre ministerier, og Justitsministeriets enestående tradition med noget nær monopol som fødekilde til de højeste dommerembeder var slut. Det blev ligefrem en politisk prioritet at få dommere med en anden baggrund end Justitsministeriet. Og embedsmænd så deres karriere lagt i ruiner. Alt lå øde og forude ventede blot formalia: Den første rigsretssag i Danmark siden 1910 og fire måneders fængsel til den hovedskyldige, Erik Ninn-Hansen. Fængselsstraffen blev dog gjort betinget på grund af hans personlige forhold. Nogle mener vist nok stadig, at Ninn blev urimeligt behandlet, at han var politisk forudseende og blot gennemførte flertallets politik. Ærgerligt er det i den forbindelse, at Tamilsagen handlede om flygtninge. Udover at det naturligvis var et problem for de mennesker, der først fik opfyldt deres retskrav på familiesammenføring med flere års forsinkelse, så havde det i øvrigt været en velsignelse, hvis sagen i stedet havde handlet om vindmøller, motorvejstilslutninger eller ekspropriation. På den måde ville sagens principielle betydning være kommet til at stå skarpere. Nu blev det blot for nogle et indlæg i en udlændingedebat eller i alt fald et forsonende element i Ninn-Hansens gerning. Men Tamilsagen var ikke noget indlæg i udlændinge-debatten eller en sag med forsonende elementer. Det var en banal sag om en politiker, tæt på magten i så mange år, at han til sidst følte sig i stand til selv at definere ret og vrang. Niels Krause-Kjær Politik og spin Wed, 11 Apr 2012 09:56:32 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/03/22/hvorfor-blev-peter-loft-fyret/ Skatteminister Thor Möger er en af regeringens få topministre, der endnu ikke har sat en fod forkert. Han opererer konstruktivt internt i regeringen, og laver ingen fejl udadtil. Det må derfor snart være slut med de (indrømmet, ganske gode) vittigheder om hans unge alder, indkaldelse til børnefødselsdage i ministeriet og den slags. Netop derfor er der også al mulig grund til at tage afskedigelsen af hans departementschef, Peter Loft, alvorligt. Der må jo være en grund til sådan et drastisk skridt. Spørgsmålet er blot hvilken.  Indtil videre er der ikke blotlagt nogle mellemregninger, som giver mening. Begrundelserne blandes i en uskøn grød bestående af den berømte skattesag og så en omstrukturering af ministeriet, som Peter Loft ikke vurderes at være den rette til. Lad os tage de to hovedforklaringer en ad gangen. Det bliver lidt omstændeligt, men sådan er det: Først skattesagen: Skandalen om Thornings skattesag skal undersøges af en kommissionsdomstol. Det besluttede Thor Möger fornuftigt nok, da han i december 2011 modtog redegørelser fra Peter Loft og skattechef Erling Andersen. Redegørelser, der bestemt ikke spillede helt sammen og viste, at Peter Loft tilsyneladende havde været mere stik-i-rend-dreng for sin daværende minister Troels Lund Poulsen, end godt var. Sagen kan vise sig at være mere alvorlig end Tamil-sagen, men spørgsmålet er, hvor meget Peter Loft har i klemme. To ting kunne i december have fået Thor Möger til at miste tilliden til sin departementschef. 1) Der skulle to redegørelse til, før Peter Loft havde samlet en fyldestgørende beskrivelse af forløbet. Det virkede ikke troværdigt, at landtes mest erfarne departementschef havde besvær med at huske centrale begivenheder fra så højspændt et forløb. 2) Peter Loft smider i slutningen af et møde i 2010 med skattechefen i København et notat på bordet, der kan indgå i sagsbehandlingen af Thornings skattesag. Han forklarer, at han ikke ved, hvem der har lavet det, men at det måske stammer fra Venstres pressetjeneste. Der er siden spekuleret i, at notatet var givet til ham af Troels Lund Poulsen eller hans spindoktor med ordre om, at det skulle videre til Skat København. Der er også spekuleret i, at det er et notat, der i altfald delvist er udarbejdet af Dagbladet B.T., hvor der i halvkvædede juridiske termer argumenteres entydigt for, at Thornings mand er skattepligtig i Danmark. Det synes åbenbart, at Peter Loft var udsat for et voldsomt politisk pres. Det synes også åbenbart, at han har afleveret notatet, som man leverer en rådden fisk med det yderste af to fingre. Som det indtil nu er blevet udreddet kunne han ligeså godt have sagt: ‘Jeg har fået besked på at give jer dette, nu har jeg gjort det, men I skal ikke bruge det til noget som helst.’ Intet tyder således på, at Peter Loft i forløbet har blandet sig i selve afgørelsen af skattesagen. Det må jo også være derfor, at Thor Möger i den forbindelse erklærede, at han havde tillid til sin departementschef. Skatteministeren havde i december et åbent vindue, hvis han ville have skilt sig af med Peter Loft på grund af skattesagen på denne side af en kommissions-undersøgelse. Det vindue lukkede han selv. Derfor må der jo formelt være en anden grund til, at ministeren smider landets mest erfarne departementschef på porten. Peter Loft forklarer selv til Jyllands-Posten, at “jeg har fået den begrundelse, at vi skal lave en omstrukturering, som i stor udstrækning er en ændring af noget, som jeg har lavet. Jeg ved ikke, om jeg er den rette til det. Jeg ville skulle sige det modsatte til personalet i forhold til det, som jeg tidligere har sagt.” Med den begrundelse ville man formentlig kunne skille sig af med halvdelen af Slotsholmens departementschefer. At politiske vinde skifter og at loyale embedsmænd forholder sig professionelt til det, er en del af kernen i den danske centraladministration. Mange departementschefer har gennem årene haft ry for at være konserverende eller tage magtkampe med deres ministre. Hvis man skulle have bortvist eller fyret alle dem, så ville vi ende med en mindre hær af vellønnede kommitterede på enkeltmandskontorer. Det KAN ikke være forklaringen. Så hvad er så forklaringen? Jyllands-Posten spørger Thor Möger, om Peter Loft ikke var den rigtige til at stå i spidsen for omorganiseringen. Ministeren svarer: Jeg har stor respekt for Peter Loft, og jeg synes sådan set ikke, at der er nogen grund til at komme nærmere ind på omstændighederne udover, at jeg har fritaget Peter Loft fra tjeneste. Det er klart, at man som minister gør sig en stribe mellemregninger i forbindelse med sådan en beslutning. Men dem vil det ikke være korrekt at involvere offentligheden i.” Jo, Thor Möger. Det ville det. Niels Krause-Kjær Politik og spin Thu, 22 Mar 2012 10:46:22 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/03/06/urimelig-jagt-pa-politikere/ Lars Løkke Rasmussen må for en stund stige ned fra sine Stauning-meingsmålinger og betale for leje af et stk. statsministeriel rygekabine inkl. barstole. Det kunne ikke være anderledes efter at Venstre kritiserede en lignende rygekabine til den nye fødevareminister Mette Gjerskov (S). Her viste Venstres Sophie Løhde hvor uskønt politisk rygcrawl kan se ud. Hun nåede at indlede et voldsomt moralsk angreb på Gjerskovs omgang med skatteborgernes penge, inden nogle forklarede hende om partiformandens egne rygevaner i Statsministeriet. Ups! Det blev til et ynkeligt defensorat om, at den nye regering var mere imod rygning end den tidligere. Her blev regningen på de 154.000 kroner til Lille Lars fra Græsted reelt sendt afsted. Derfor kan hverken Løkke eller Venstre rigtig brokke sig over, at det nu personligt skal koste partiformanden et ganske pænt forløb at have fået installeret en rygekabine i Statsministeriet. Det er de selv ude om.  Men det uskønne forløb giver alligevel anledning til at reflektere lidt over, hvor langt vi alle – borgere, bloggere, lederskribenter, journalister og politikere selv – skal trække den politiske gerning og politikere ned i det flade landskab. Skulle vi ikke tale til kongen i stedet for til stodderen? Hvad forstiller man sig? At landets statsminister skal stå nede på fortovet hver time og smøge den? Der er en lige linje til tabloid-pressens påtagede forargelse over, at Helle Thorning-Schmidt har fået et nyt hæve-sænke-skrivebord i Statsministeriet til 39.000 kroner. Hvad forestiller man sig? At landets statsmininister skal sidde ved et Ikea-skrivebord, når den tyske kansler og franske præsident kommer forbi? Lige præcis denne blog skrives ved et Ikea-skrivebord. Det bliver bloggen hverken bedre eller dårligere af, men man må kunne forvente bedre forhold i Statsministeriet. Ikke for statsministerens skyld, men for landets skyld – det kan og bør ikke være fodformet det hele. Endnu en aktuel og påtaget forargelse er ugens udvalgsrejser til destinationer udenfor Danmark. Igen: Hvad forestiller man sig? At folketingsmedlemmer kun må tage på inspirations-rejser til Kolding og Næstved? At der ikke må være for bare et gram oplevelse og fornøjelse i sådanne arrangementer? Danske politikere kappes typisk med de finske om at være verdens mindst korrupte. Det er generelt dedikerede og ordentlige mennesker, der lever i betydelig mere øjenhøjde med borgerne end så mange andre samfundsgrupper. Deres løn og arbejdsvilkår er ikke imponerende, hverken sammenlignet med andre landes politikere eller med samfundet generelt. Ministrene får en pæn løn sammenlignet med de fleste, men en beskeden sammenlignet med topchefer. Og pensionsordningerne for folketingsmedlemmer og ministre er bestemt ikke udtryk for, at man bare har raget til sig. Danmark er landet, hvor – med Grundtvigs ord – få har for meget og færre for lidt. Det gælder også politikerne. Men der må være grænser for, hvor langt ned i landskabet, vi skal trykke hinanden og vores politikere. Niels Krause-Kjær Politik og spin Tue, 06 Mar 2012 17:26:21 +0100 http://ledrakenoir.wordpress.com/2012/02/23/det-skjulte-danske-politiske-monarki/ ledrakenoir ledrakenoir Thu, 23 Feb 2012 00:04:57 +0100