De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et fra_dk http://www.overskrift.dk Mon, 14 May 2012 13:01:09 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.uriasposten.net/archives/36942 Klassisk eksempel på det man kalder agensforskydning. Fra Lokalavisen – iPad “stod af” med den forkerte: Ung mand bestjålet i Kystbanen. “”En ung mand fra Ålsgårde sad onsdag morgen ved 08-tiden i Kystbane-toget med retning mod København, og ved siden af sig havde han lagt sin iPad 2 på en taske,” fortæller Henrik Hattel. Den 18-årige kiggede ud af vinduet, og var tilsyneladende ikke opmærksom på sin iPad: “Overfor den 18-årige sad en cirka 20-30 år gammel mand af anden etnisk herkomst, som ved 08-tiden stod af på Kokkedal station,” siger vice-politikommissæren. Umiddelbart efter opdagede den 18-årige mand, at hans iPad 2 var forsvundet…” Kim Møller Uriasposten Mon, 14 May 2012 06:49:54 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36216 Sidste efterår var der stort røre omkring ekskommunisten Ole Sohns fortid – kan en tidligere fører for et totalitært parti der finansieres af sorte penge fra et diktatur få en ministerpost i et demokrati? Regeringen mente ja, og gav Sohn posten som erhvervs- og vækstminister. Her Villy Søvndal om rationalet (Børsen 22. november 2011): Ole har forlængst lagt afstand til sin fortid, han har gjort op med stalinismens forbrydelser i bøger og foredrag, og de danske vælgere har ved flere folketingsvalg sagt god for Ole. At vælgerne har sagt god for Sohn ved flere valg er ligegyldigt – både DKP og DNSAP (hhv de danske kommunister og nazister) var repræsenteret i Folketinget, og vælgerne havde altså “sagt god” for dem. Men hvordan med den anden del af forsvaret – HAR Sohn faktisk gjort op med “Stalinismens forbrydelser” i sine bøger? Hvis man ser på hans forfatterskab om Stalin-tiden, så danner der sig et interessant billede - alle resuméer af bøgernes indhold er mine: Fra Folketinget til celle 290 – Arne Munch-Petersens skæbne, 1992 Bogen handler om en loyal kommunist, der må gå så grueligt meget igennem, da dem han ville forråde Danmark til, forråder og siden fængsler ham. Han dør i fængslet. Et liv i kamp og kærlighed, 1993 Loyal kommunist må gå så grueligt meget igennem da hendes loyalt kommunistiske mand (manden i bogen ovenfor) bliver fængslet af andre kommunister, og dør i fængslet uden at hun ved det. Der var bud efter dem - fire skæbneberetninger fra 30′ernes revolutionære miljø, 1994 Fire kommunister må gå så grueligt meget igennem mens de kæmper mod fascisme og nazisme. Den højeste straf: en B&W-arbejders liv og skæbne – fra Amager til Stalingrad, 1996 Loyal kommunist tager til Sovjetunionen, bliver mønsterarbejder, og må gå så grueligt meget igennem før han henrettes af kommunister. Vanviddets logik -  familien Rachlin og andre skæbner under Stalins regime, 2001 Loyale kommunister må gå så grueligt meget igennem. Nogle få ikke-kommunister får faktisk også ørerne i maskinen. Jeg kommer snart hjem - en beretning om en dansk udvandrerfamilies dramatiske tilværelse, 2005 Loyal kommunist gør revolutionen med, kommer med i Sovjets hemmelige politi og slagter “kontrarevolutionære” i rå mængder, men må så gå grueligt meget igennem da han selv får ørerne i maskinen. Man får en fornemmelse for tendensen, når Politikens anmelder har problemer med Sohns vinkling: Den efterladte, seje søn Poul gør efter nogle hårde år under borgerkrigen karriere i det sovjetiske hemmelige politi – og det er i beskrivelserne af hans dramatiske, barske liv, at den i øvrigt samvittighedsfulde forfatter gør sig skyldig i eufemismer og selektive beskrivelser. Synsvinklen hos Sohn er hele tiden bolsjevikkernes. (På sin egen, yderst relative måde er det – kun lige p.t.! – perverst forfriskende.) Man bliver næsten mindet om sovjetisk historieskrivning. Således omtaler Ole Sohn Pouls arbejdsplads, den første udgave af KGB: »Under og efter revolutionen, hvor bolsjevikkerne skabte den røde hær, etablerede de også et nyt hemmeligt politi, der blev kaldt Tjekaen, som stod for ‘Den overordnede kommission til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage’«. Poul Schiøtz blev tidligt – og med god grund i egne erfaringer som underbetalt daglejer – bolsjevik, medlem af partiet, politisk kommissær og officer i Tjekaens særlige afdeling. Hans blodige og efterhånden mere og mere magtfuldkomne arbejde med »til enhver tid at bekæmpe systemets fjender« beskrives lakonisk som ‘Tjeka-jobbet’. Ikke desto mindre er arbejdet til tider psykisk hårdt for den stakkels Poul. Dertil kom, at de fysiske forhold både før, under og efter revolutionen var yderst primitive – noget bogen overbevisende får demonstreret. … Beskrivelserne af Pouls senere karriere minder mange steder om de nu glemte sovjetiske romaner, hvor en retsindig progressiv og handlekraftig mand kæmper mod forstenede, dogmatiske og forræderiske bureaukrater. Det kaldtes socialistisk realisme. Hvis man kridter de kritiske sko og ikke lader sig forføre til historieforvrængning af den loyale tone og apparatlogik i beskrivelserne af sovjetstyrets første hårde år, er det yderst interessant at læse om en ung dansk mand, der gjorde karriere hos bolsjevikkerne. Han selv får også ørerne i udryddelsesmaskinen i 1937-39, men overlever mirakuløst. Der er altså ikke tale om et opgør med “Stalinismens forbrydelser”. Det Ole Sohn har taget et opgør med er Stalinismens forbrydelser mod andre kommunister. “Vi kommunister var også ofre”. For når man også er offer, så er man jo ikke helt så skyldig mere. Nazisterne prøvede (og prøver) på noget af det samme efter 2. Verdenskrig, men med noget mindre held. Ministerposter har de i hvert fald ikke fået ud af det. Måske er Villy Søvndal klar over, at hans minister-emne har nogle problemer. I hvert fald forsøgte han også at lukke sagen med et forældelses-argument: I stedet for at diskutere ting, der ligger over 20 år tilbage i tiden, vil vi fokusere på de alvorlige udfordringer, vi står med i dag.. Man kan sammenligne med følgende udtalelse fra 2006: ? sandheden er at vi fører en tilpasningspolitik, der minder om 30ernes, hvor vi ligger i halen på den stærke magt. Den hed Tyskland dengang, i dag hedder den USA. Én regel for dig og dine, en anden regel for mig og mine. Caleb Uriasposten Wed, 18 Apr 2012 09:46:37 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36212 I forgårs afgik Arnold Mærsk McKinney-Møller ved døden, 98 år gammel. Der blev i den anledning skrevet dusinvis af nekrologer, og statsminister Helle Thorning-Schmidt kom også med en pressemeddelelse i den anledning. Taget sit politiske bagland i betragtning fokuserer hun selvfølgelig mest på de godter Mærsk delte ud, og mindre på manden selv. For at forklare præcist hvad vi mister med Mærsk skal der en historiker til, her Steen Andersen, forfatter til bogen “De gjorde Danmark større”: Mærsk Mc-Kinney havde en særlig position i samfundet, fordi han mindede mere  om store erhvervsledere for 100 år siden, mener historikeren Steen Andersen. Som dem havde han et nationalt projekt ved siden af sin egen virksomhed. Det  har andre erhvervsledere ikke i dag. De giver pokker i, hvor deres hovedsæde  ligger, bare de tjener penge«, siger Steen Andersen. Selv om Steen Andersen overdriver en smule – også Mærsk flyttede en overgang familiefondene i skattely i Liechtenstein i start-80erne, noget hans stærkt nationale far aldrig ville have gjort – så er der et stort mål af sandhed i det. De danske erhvervslederes bukken og skraben overfor muslimsk boykot under muhammed-krisen kommer ikke til at være et enkeltstående tilfælde. Caleb Uriasposten Wed, 18 Apr 2012 08:58:47 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36189 Det er nok overflødigt her på Uriasposten at slå fast at ikke nok så mange nuancerende kendsgerninger om kritikere af multikulturen kan rokke en tøddel ved velkendte stereotyper rækkende fra kolonihavedanskere til ølvommede hooligans og fascister. Vi ved godt at et opbrud i de fastgroede klicheer der anvendes lige fra “Antifascistisk Aktion” til Morgenavisen Jyllands-Posten ville få korthuset til at ramle: Det korthus der er funderet på en tro på at der ikke eksisterer så alvorlige problemer med multikulturen at det er berettiget at fokusere på dem, frem for på multikulturens kritikere. At fokusere på at arrangementer i Trykkefrihedsselskabets regi altid byder på deltagere i alle kulører ville underminere mediefortællingen om Lars Hedegaard og selskabets medlemmer, f. eks. TFS kan have nok så mange somaliske næstformænd, det vil aldrig komme til at tegne billedet af organisationen. Eksemplerne her er først og fremmest valgt for at illustrere en ‘hold-ud-mellem-to-fingre’ distancering, som man vist godt kan betegne som stilistisk ensartet. En tilgang der har vundet udbredelse i de sidste par år, hvor islamkritikere er begyndt at markere sig ved arrangementer og i organisationer. “The ideology that the EDL has crafted is different from the traditional neo-Nazi movements of Europe,” said Kundnani. “They have tried to break with the tradition of anti-Semitism.” (European far-right groups seek unity in Denmark, Reuters 31.3.2012) Grupperne adskiller sig fra de klassiske grupper på den ekstreme højrefløj ved at betegne sig selv som fredelige, demokratiske og antiracistiske grupper, som blot bekymrer sig om de problemer, der ifølge dem følger med islam. Men ifølge Chris Holmsted Larsen, er den reelle sandhed en anden: (Er han manden, der skal samle de europæiske højreekstremister?, Information 31.3.2012) EDL hævder selv, at den ikke er anti-islam, men antiislamistisk. Den har brændt nazi-flag af for at tage afstand fra nazisme, men fejler ofte i at skelne mellem islam og islamisme. (Anders Breivik gav EDL opmærksomhed, JP 20.1.2012) Når højreekstremister fra en række lande i morgen lørdag samles til demonstration i Aarhus, er det et nyt fænomen på Europas yderste højrefløj, der marcherer frem. Væk er hagekors, nazihilsner, antisemitiske slagord, skråremme og uniformer. (Europas ‘tolerante’ højreekstremister, WA 30.3.2012) Karakteristisk for de eurofascistiske eller nyfascistiske partier er, at de i dag ofte gør en stor indsats for at fremstå som » pæne « udadtil, således at antisemitisme, Holocaustbenægtelse og alt for åbenlys racisme ikke accepteres og ligefrem kan føre til eksklusion. (Carsten Agger: Eurofascisme – en truende strømning, Arbejderen 24.9.2008) … så man kan mindske risikoen for at blive gatecrashet af nogle heilende nazister, for det er i hvert fald ikke dem, EDL ønsker at associere sig med,« siger han og henviser til, at Aarhus også har ry for at have en base for holdninger på den yderste højrefløj med bl. a. hooligangruppen White Pride. (Ekstremisme : Broget nationalistflok på vej mod Aarhus, Information 3.3.2012) Men EDL samler ikke bare eksisterende højreekstreme grupper. Ved bevægelsens demoer er der også brune ansigter som f. eks. Guramit Singh, en britisk født sikh. (Det ekstreme højres nye kulørte ansigt, Information 16.6.2010) Fællestrækket er at man betragter alt der bryder med stereotyperne som skalkeskjul og strategi. EDL adskiller sig godt nok fra den kendte nazisme, men …. De er godt nok “kulørte”, men …. Springet ville selvfølgelig bestå i at tage andre briller på: Måske foregår der vitterligt noget der ikke passer ind i skræmmebillederne, måske er der en legitim grund til fænomener som EDLs eksistens, og hvordan de gebærder sig er sekundært i denne sammenhæng. Det primære er reelle forandringer i samfundet, ikke dem der forholder sig kritisk til dem. Men at tage dette spring ville være utænkeligt for de grupper hvis eksistens forudsætter stereotyperne, lige fra de kyniske og manipulerende (de venstreradikale) til de dovne og enfoldige der ville blive truet af kognitiv dissonans (journalister). “There’s something happening, and you don’t know what it is, do you?”, med Bob Dylans ord i en helt anden sammenhæng. Lars Findsen På Crack Uriasposten Tue, 17 Apr 2012 09:00:04 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36194 Retssagen mod massemorderen Anders Breivik er gået igang i Norge. Som ventet kan Ritzau ikke dy sig for at benytte lejligheden til shaming af højrefløjen med resten af medieverdenen som nyttige idioter. Case in point: artiklen “Breivik brugte højrehilsen”, der blandt andet er brugt af DR og JP. Problemet er, at den hilsen der beskrives med knyttet næve er en traditionel venstrefløjs-hilsen, der blandt andet blev brugt af Rotfrontkämpferbund under deres kampe med nazisterne i Tyskland i 1920erne og 30erne. Lidt tættere på i tid og sted kan man se nogle “aktivister” give hilsenen under demonstrationen “Good Night White Pride” i en artikel i Information fra 2010 (“Selvforsvar er en menneskeret“, Information 23. marts 2010). Fra billed-teksten: “Vold kan være nødvendigt som selvforsvar hævder de” Billedet er taget omtrent samtidig med, at Uriaspostens Kim Møller og en ven blev overfaldet og slået i jorden af 8-10 venstreorienterede i den slags “selvforsvar”. “Selvforsvar” er sjovt nok samme begrundelse, Breivik gav for at myrde 77 mennesker… Mens man altså kan shame højrefløjen med Breivik på et fiktivt grundlag (Breiviks hilsen minder også om Klingonernes i Star Trek-universet), så ignorerer man systematisk, når han citerer venstrefløjsfolk som retfærdiggørelse for sit massemord. I ”Den gådefulde massemorder” i JP bliver han for eksempel citeret for dette: »Protest betyder, at du er uenig. Modstand betyder, at du vil sætte en stopper for det,« skriver han. Det er bare ikke Breivik der taler her (side 1378 i hans kompendium). Det er Ulrike Meinhof, frontfigur for den kommunistiske terrorgruppe Rote Armee Fraktion. Citatet er ganske ofte brugt på den voldelige venstrefløj, for eksempel af en gruppe kommunistiske brandstiftere, der hærgede Århus i 1980-81. Julian Odgaard, der sidder i Kommunistisk Partis ungdomsudvalg, er åbenbart også glad for det. Politikens forargelse lader vente på sig…. Caleb Uriasposten Mon, 16 Apr 2012 13:40:17 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36186 Søndag forsøgte Politiken sig med en “afsløring”, som avisen åbenbart selv mente var forfærdende: Danmark overvejedeat indsætte landstyrker i befrielsen af Irak i 2003. I sig selv ret ligegyldigt, men avisen forsøger også at genoplive den gamle traver om, at Irak-befrielsen skete uden FN-mandat. Den valgte “ekspert” til formålet er Tonny Brems Knudsen (“Danske soldater skulle invadere Irak“, Politiken 15. april 2012): Lektor i international politik, Tonny Brems Knudsen, Aarhus Universitet,  kalder det interessant, at regeringen overvejede at indsætte landtropper: »Det er et meget vidtgående skridt, når der intet FN-mandat er. Fogh Rasmussen  var åbenbart parat til at løbe en stor risiko for at stå stærkt ved USA?s  side, men prisen var dog for høj, og det var ikke nødvendigt at gå så langt  for at ?vise flaget?«. Tilbage i 2007 udtrykte “eksperten” sig noget mere omfattende (“Krigen vi vælger at glemme“, Information 10. november 2007) ?Hvor er proportionerne henne, når Tamilsagen kunne fælde en statsminister, og han accepterede det, mens en ulovlig an-grebskrig ingen konsekvenser kan få overhovedet? Angrebet på Irak var en overtrædelse af de mest fundamentale principper i FN?s charter samt folkeretten og ulovligt ifølge FN?s generalsekretær Kofi Annan. Og det har betydet et meget stort tab af menneskeliv,? siger han. Politikens artikel kommer samtidig med, at regeringen har nedsat en kommision der skal undersøge bl.a. Irak-befrielsens grundlag. Udgangspunktet er selvfølgelig, at de onde højrefløjsere var ude i noget værre snavs dengang. Konfronteret med den slags nonsens siger Uffe Ellemann det der skal siges (“Historieløshed på forsiden“, Berlingske Blogs 15. april 2012): Det er diskutabelt, om man kan tale om et FN-grundlag ? det synspunkt har jeg altid forfægtet ? men det er ikke indiskutabelt, at der ikke var et sådant grundlag. Og en ting er det værd at holde fast i: Den daværende opposition ? med socialdemokraterne i spidsen ? var på vild flugt fra egne tidligere positioner. Ganske som vi havde set det i fodnoteperioden under den kolde krig. Lad mig kort minde om historien: Da den første Golf-krig sluttede i 1991, og irakerne var smidt ud af Kuwait, blev der etableret en våbenhvile med meget præcise krav til Irak. De blev fastlagt i FNresolution 687 fra 3. april 1991. Den rummede bl.a. kravet om betingelsesløs ødelæggelse af alle irakiske masseødelæggelsesvåben samt international kontrol hermed. I begyndelsen af 1998 afbrød Irak samarbejdet med de internationale våbeninspektører. Rusland spændte ben for en ny resolution om magtanvendelse ? og USA samlede derfor igen en international koalition af ?villige?. Danmark sagde ja til at være med ? og udenrigsministeren (Helveg Petersen) fremsatte forslag i Folketinget om at Danmark skulle bidrage med et Hercules-transportfly. I mangel af et nyt FN-mandat henviste man til den otte år gamle FN-resolution (nr. 678), som gav mandat til at smide irakerne ud af Kuwait og til at tage ?alle nødvendige midler? i anvendelse for at genoprette international fred og sikkerhed. Den daværende regering ? med socialdemokrater og radikale i spidsen ? mente  altså at dette var tilstrækkeligt mandat til at gå i krig. Nu endte det med, at amerikanerne og briterne ordnede sagen selv med nogle luftangreb ? men den danske melding var klar. Og det hører med til billedet, at da der året efter blev indledt en krig mod Serbien i anledning af Kosovo-striden, deltog Danmark med et antal kampfly ? selv om der ikke var skyggen af FN-mandat. Den radikale udenrigsminister henviste til, at man ikke kunne lade sig lamme af russisk obstruktion i FN?s sikkerhedsråd. Men det var helt andre toner, da de to partier var i opposition i 2003, og spørgsmålet opstod om dansk deltagelse i krigen mod Irak. Igen blokerede Rusland for vedtagelser i FN?s sikkerhedsråd ? og USA og Storbritannien trak de samme FN-resolutioner frem, som var anvendt i 1998. Der var forskellige vurderinger af, om det var tilstrækkeligt ? det er derfor, jeg udtrykkeligt siger, at det kan diskuteres. Men der var altså en del, især i den britiske debat, som hævdede, at man havde et tilstrækkeligt grundlag. Den diskussion kan vi så læse om igen, når kommissionen om fem år (?) bliver færdig med at kulegrave materialet. Og så vil synspunkterne igen kunne stritte mod hinanden. Det hele koger jo i virkeligheden ned til, om man kan samle 90 mandater i Folketinget til at være med i en indsats ? og om man kan stole på, at ?regeringsbærende partier? har samme holdninger, når de er i opposition, som de havde, da de var i regering. Det må føles lidt mærkeligt af de socialdemokrater og radikale, som tager den slags spørgsmål alvorligt, at det af alle er SF?erne (og Enhedslisten) der skal få lov til at udstille den vankelmodighed, der blev udvist af deres partiledere, da det virkelig gjaldt. Caleb Uriasposten Mon, 16 Apr 2012 12:27:48 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36130 En af mine venner er både lovlydig, godt begavet og praktisk anlagt. Det eneste der er i vejen med ham, er faktisk at der ikke er plads til ham på det feminine danske arbejdsmarked. Sådan har det været længe, men i de senere år har han fået endnu et problem: Han grundigt træt af at blive behandlet som en kriminel hver gang han møder Systemet, og tidens LA-virus i kølvandet på Carina-sagen har ikke gjort tingene lettere. Han giver dog primært “de fremmede” skylden for tingenes tilstand, og noget er der nok om snakken, selvom man ikke helt bør underkende kvindelige sagsbehandleres sadistiske payback-feminisme. Følgende historie handler om en muslimsk bosætter med oprindelse i Libanon. Selvom noget kunne tyde på, at Stiftens røde redaktion har fået kolde fødder, kan den næppe ties ihjel, men man skal på den anden side heller ikke forvente, at Liberal Alliance søsætter en kampagne mod indvandrernes socialbedrageri.. Historien er som antydet ikke længere online, men nåede da at blive delt 72 gange på Facebook. Her et par citater: Vrede over tvangsfjernelse Omkring 50 kvinder demonstrerede fredag foran Familiekontor Vest i Gellerup i protest mod tvangfjernelse af nyfødt pige. (…) »Først tog de mine andre fire børn, og nu tog de min lille baby,« siger 35-årige Lina Jamal fra Libanon.»Jeg nåede ikke engang at få kønnet at vide, men nu ved jeg, det var en pige«. Psykisk syg? Lina Jamal mener, at tvangsfjernelsen skyldes, at hun har ladet som om, hun var psykisk syg for at få pension. »Men det er jeg ikke, og jeg er heller ikke alkoholiker eller noget lignende, så jeg forstår det ikke,« siger hun. Men hvis du har foregivet at være psykisk syg, så er det vel det, de tror på? »Ja, men de kunne da i det mindste undersøge det først. I retten fornylig fik jeg en lægeerklæring på, at jeg ikke var psykisk syg, men alligevel beholder de mine børn.« Men kan der så ikke være en anden grund til tvangsfjernelsen. Tror du ikke, de bare vil børnenes bedste? »Nej, de stjæler dem bare« græder Lina Jamal. Generelt problem Lina Jamals veninde Maran El Mohammed tilføjer: »Det sker hele tiden herude – her er alt for mange tvangsfjernelser. Men at fjerne et barn efter få minutter er ikke i orden. Og ja, hun har spillet psykisk syg, men det er der altså rigtig mange indvandrere, der gør for at få pension – det tør jeg godt stå frem og sige.« (…) Update søndag aften: Ved nærmere eftertanke slår det mig, at Lina Jamal blot følger statsministerens skizofrene eksempel i forholdet til de administrative myndigheder (bolig- og skattesagerne). Så egentlig burde jeg slette dette indlæg for at omgøre den grove propaganda, men så langt tror jeg nu ikke, jeg vil gå Kim Poulsen Uriasposten Sun, 15 Apr 2012 14:27:54 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36148 Forsigtighed er selvfølgelig nødvendigt hvis man vil overføre den amerikanske undersøgelses resultater på det danske politiske, kulturelle og mediemæssige landskab. Men i og med at konkrete kulturelle stridigheder derovre (f. eks. vedr. indvandring eller islam) også finder vej til de respektive danske fløje og øjeblikkeligt forstås i lokal sammenhæng, vil det være et interessant spørgsmål om svarene som professor Jonathan Haidt kom frem til også har gyldighed her. [...] University of Virginia Professor Jonathan Haidt?s new book The Righteous Mind doesn?t simply suggest that conservatives may not be as close-minded as they are portrayed. It proves that the opposite is the case, that conservatives understand their ideological opposite numbers far better than do liberals. Haidt?s research asks individuals to answer questionnaires regarding their core moral beliefs?what sorts of values they consider sacred, which they would compromise on, and how much it would take to get them to make those compromises. By themselves, these exercises are interesting. (Try them online and see where you come out.) [...] But let me present a complementary, more practical explanation: If you?re a conservative who lives in a major metropolitan area or who simply reads the New York Times, you get used to being outnumbered by liberals. Liberals, by contrast, get used to being surrounded by other liberals, both in person and in culture and the media. As a result, liberals speak their minds freely, often in ways that are harshly condemnatory of conservatives and their stands on issues. As a conservative, you can defend your values against friends and acquaintances who essentially just called you stupid and evil or you can keep quiet. Most conservatives, most of the time, choose the latter. That is, they stay in the closet to avoid being accused of hating the poor, gays, or polar bears. As a result, liberals aren?t gaining any commensurate information. In fact, the silence of their conservative friends helps reinforce their views. Much of the time, liberals? views of conservative positions and values are simply a caricature that bear little resemblance to what conservatives actually think and, more importantly, why they think it. But during that time when conservatives? mouths are shut, their ears are open. They?re listening and understanding what liberals think?and what liberals think of them. Conservatives understand their own world?whether it?s of religious organizations, talk radio, Fox News, or whatever?along with the New York Times, network news world of liberals. [...] Andrew G. Biggs: Liberals or Conservatives: Who?s Really Close-Minded? Hvis man specifikt kigger på det der giver anledning til følelsesladede politisk/kulturelle modsætninger i Danmark – indvandring, islam, nationalstat kontra globalisering – kan man nok uden videre slå fast at venstrefløjen og de kulturradikale ikke giver udtryk for at kende modpartens synspunkter ret godt. Forbeholdet i det kursiverede her kommer af at det ikke altid er til at vide om karikerede gengivelser af islam- og indvandringskritikeres positioner bunder i enfoldighed eller kynisme: Enhedslisten er f. eks. meget hurtige til at tale om vores angivelige optagethed af “hudfarve”, men med partiets dokumenterede modus operandum in mente kan man ikke uden videre fastslå at dette bunder i vitterligt ukendskab til hvad kritikken drejer sig om. Bevæger man sig over i partiets grænseland i “Antifascistisk Aktion” og lign. er det tydeligt at monotont dunkende gentagelser af floskler om “fascister” og “racister” har en messende virkning. Stråmænd gentaget i det uendelige har en virkning på nogen. Spørgsmålet her er dog om der også ‘messes indad’ – om gadekorpsmedlemmerne så at sige suggererer sig selv til at dehumanisere deres fjende. Dette er som sagt yderenden af det aktuelle spørgsmål, der hvor spektret glider fra politik (Enhedslisten) over i vold. Men i hvor høj grad er disse overvejelser gældende når man bevæger sig over i den pænere del af spektret, helt over i de (i økonomisk forstand) borgerliges lejr, hvor der værdipolitisk bruges samme retorik som hos de kulturradikale? Igen, det er umuligt at svare på. Vi ved ikke i hvor høj grad de pæne borgerlige og kulturradikale som der gættes på  i citatet her bevæger sig et temmelig lukket miljø hvor de kun sjældent møder kulturkonservative synspunkter, og derfor kender disse dårligt – eller om brugen af stråmænd og karikerede gengivelser af modparten (“lukkethed”, “kolonihaver” og den slags) også tjener et personligt formål, nemlig undgåelse af kognitiv dissonans. Forsigtighed må som sagt derfor tilrådes mht. den amerikanske undersøgelses almene gyldighed. Ingen der debatterer denne type emner kan dog undgå igen og igen at blive chokeret over hvor lidt kendskab til værdipolitisk borgerlighed der gives udtryk for hos de pæne. Søgning på specifikke termer på Infomedia bekræfter denne påstand sort på hvidt. Op til den nylige demonstration i Århus havde ingen journalister, så vidt det kunne konstateres, fundet det væsentligt at kigge på hvad det var for problemer i det engelske samfund som EDL var en reaktion imod. Man antog bare at de havde fundet et påskud for hooliganisme. Debatten om Muhammedtegningerne gik for uhyggeligt manges vedkommende i stå ca. d. 1. februar 2006 – her antages det stadig at det handlede om at træde på andres følelser, og at hvis vi bare viser lidt hensyn går det nok. Hvad man kan konstatere er at de karikerede positioner om lukkethed/kolonihave/hudfarve og lignende ikke rigtig eksisterer hos levende, fremtrædende debattører af kød og blod. Hvorimod kulturradikale positioner inkarneres dagligt af navne som Anna Mee Allerslev, Zenia Stampe, Carsten Jensen, Anita Bay Bundegaard, Georg Metz, Manu Sareen og et utal andre, og at der derfor ikke er noget behov fra vores side på at lave karikerede gengivelser af dem. Det sørger de helt selv for. Lars Findsen På Crack Uriasposten Sun, 15 Apr 2012 01:50:32 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36134 Det er en glasset-halvt-fuldt-situation. Den arabiske betegnelse jizya (eller jizja) for den islamiske kopskat pålagt ikkemuslimer er i hele Infomedias ca. 20-årige historie kun brugt omkring syv gange af journalister i Danmark. Fænomenet har givetvis været omtalt flere gange end dette, men udeladelsen af den oprindelige betegnelse som alle islamskeptiske debattører kender, siger noget om ambitionsniveauet i mainstreammedierne. Så glasset er vel halvt fuldt når man kan konstatere at Kristeligt Dagblads Allan Sørensen bliver nummer syv til at antyde at muslimsk diskrimination af de vantro er noget institutionaliseret med en særlig betegnelse. Man må forvente nogle retoriske bortforklaringer og relativiseringer. Og ganske rigtigt, for jizya forklares kun som noget hørende til “de allerførste dage efter islams fødsel”, og i dag associeret med “islamister” og “den saudiarabiske wahabi-ideologi” I den krigshærgede syriske by Homs har Syriens opposition indført den islamiske skat jizya, der kun pålægges ikke-muslimer. Manglende betaling resulterer ifølge vidner i kidnapning af familiemedlemmer I oplandet til den syriske by Homs er tiden skruet tilbage til de allerførste dage efter islams fødsel. Ifølge BBC har en hjemmeside med tilknytning til Den Frie Syriske Hær og Det Syriske Nationale Råd offentliggjort en rapport om, at væbnede islamistiske grupper indfører jizya, en skat for ikke-muslimer, der lever under muslimsk styre. Denne skat rammer fortrinsvis kristne, da der ikke bor jøder i og omkring byen Homs. [...] Den omtalte bataljon består fortrinsvis af islamister, der er inspireret af den saudiarabiske wahabi-ideologi.[...] Allan Sørensen: Oprørere pålægger kristne ekstra skat Jizya er imidlertid grundfæstet i vers 9:29 af den “evige og uskabte” Koran: Sura 9 (Omvendelse) vers 29 Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! “Dem, der har fået Skriften” er jøder og kristne, der altså får det mafiøse ’tilbud’ om at vælge imellem konvertering, krig eller jizya. Jizya er på ingen måde noget der hører islams “allerførste dage” til. Den ydmygende kopskat bekræftes således i Reliance of the Traveller, en vejledning for Shafi’i-lovskolen certificeret af Al-Azhar i 1991 som gyldig indføring i Shafi’i-jura: @O11.1 A formal agreement of protection is made with citizens who are: -1- Jews; -2- Christians; -3- Zoroastrians; -4- Samarians and Sabians, if their religions do not respectively contradict the fundamental bases of Judaism and Christianity; -5- and those who adhere to the religion of Abraham or one of the other prophets (upon whom be blessings and peace). [...] Such an agreement is only valid when the subject peoples: (a) follow the rules of Islam (A: those mentioned below (o11.5) and those involving public behavior and dress, though in acts of worship and their private lives, the subject communities have their own laws, judges, and courts, enforcing the rules of their own religion among themselves); (b) and pay the non-Muslim poll tax (jizya). @O11.4: The Non-Muslim Poll Tax The minimum non-Muslim poll tax is one dinar (n: 4.235 grams of gold) per person (A: per year).  The maximum is whatever both sides agree upon. It is collected with leniency and politeness, as are all debts, and is not levied on women, children, or the insane. Jizyas relevans for nutidens ikkemuslimer er også bekræftet i 1998 af Yusuf Al-Qaradawi på Al-Jazeera, og af Al-Azhars stormufti Sheikh Ali Gomaa i 2011. At kravet om betaling af jizya ikke blot har drejet sig om ord, men om blodig virkelighed lige siden islams “allerførste dage”, kan enhver, også Allan Sørensen, ved selvsyn konstatere ved at google ordet i forbindelse med levevilkårene for islams underkuede folk gennem nu mere end 1300 år. Lars Findsen På Crack Uriasposten Sat, 14 Apr 2012 17:16:29 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36119 Under Irak-krigen havde USA stort besvær med at få det formelt allierede Tyrkiets samarbejde. Det endte vist med en handel som den typisk kunne være foregået på en mellemøstlig bazar (se f.eks. Politiken 21.03.2003: Tyrkiet nægter fortsat USA adgang til luftrum og Reuters dec. 2007: USA-efterretning hjalp Tyrkiet i Irak ), men man kan selvfølgelig også spørge, hvad Tyskland og Frankrig laver i NATO, og hvad Israel laver udenfor. Henrik Jensen sparker røv i den efterhånden ret bovlamme Jyllands-Posten – Israel ind i EU? : (…) ?Araberne bevæger sig bagud, ikke fremad. Deres forsøg på at reformere er dødsdømt og farligt,? udtaler Benjamin Netanyahu. Og oven i den fundamentalistiske magtovertagelse i Egypten skal lægges det uberegnelige regime i Iran. Tilsammen berettiger det israelsk ængstelse for et nyt Holocaust. Ikke desto mindre er der denne evige parathed hos snart sagt enhver universitetsadjunkt og ph.d.-studerende med speciale i “mellemøstlige studier” til at se israelerne som den store aggressor og de omkringboende, særligt palæstinenserne, som rene ofre. Det er ren automattænkning. Men hvem er det sande offer, om ikke Israel, som skal forsøge at overleve i et evigt fjendtligt arabisk hav? Den palæstinensiske befolkning er en konstruktion, grundlagt på en arabisk præmis om, at Israel må dø, og den præmis ændrer sig ikke. Fra 1970′erne blev det imidlertid det politisk korrekte på venstre fløj at se helt bort fra, at Israel i 60 år har været i daglig overlevelseskamp. Politisk korrekthed er en skrantende venstrefløjs ideologiske redskab til at flytte magt. Man opererer ikke længere med fastlagte modeller for samfundsomvæltning, men ud fra en enklere doktrin: Find offeret! Offeret har altid ret. (…) Der tales fra tid til anden om at invitere Tyrkiet ind i EU. Muligvis for tiden lidt mindre, for hvor attraktiv er EU nu? Under alle omstændigheder er det ikke en god idé, lige så lidt som at invitere Ukraine, Hviderusland, Bosnien og Kasakhstan. EU er allerede alt for stort og udvandet, hvilket giver sig udslag i manglende folkelig opbakning. Skulle man endelig overveje en udvidelse, er der anderledes gode grunde til at invitere Israel ind i EU. Og i Nato for den sags skyld. Simpelthen for at signalere, at Israel er et europæisk land, og at et angreb på Israel ville være et angreb på Europa. Netop. Og for dem som endnu ikke har gidet forsøge at sætte sig ind i “islam versus Israel”, er der jo Pat Condell: Kim Poulsen Uriasposten Fri, 13 Apr 2012 22:38:25 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36109 Det er uhyggeligt let at at komme til at gøre mainstreammediernes væsentlighedskriterier til ens egne. Strengt taget er spørgsmålet om hvorvidt en vagtmand på den anden side af Atlanten var berettiget i at skyde en teenagedreng ikke en historie der af indlysende grunde skal vægtes på bekostning af andre drabssager i den daglige nyhedsstrøm.   Men i og med at den øjeblikkeligt bliver afkodet efter en matrix der også beskriver hjemlige kulturkonflikter kan den ikke bare ignoreres – MSM har valgt side: “Trayvon blev myrdet” (Poul Høi, Berlingske 31.3.), “Oprør i USA over drab på sort teenager” (Jørgen Ullerup, JP 25.3.), “PROTESTOPTOG: USA koger efter drab på 17-årig” (Torsten Ruus, EB 25.3.). Omvendt er en historie om en sort Florida-teenagers drab på to unge britiske turister der havde forvildet sig ind i det forkerte kvarter ikke nyhedsstof herhjemme. Historien har kun været omtalt én gang i danske medier, og dette uden den harme der lyser ud af de tre ovennævnte artikler. En årsag til manglende væsentlighed for mainstreammedierne kan være ‘de lave forventningers racisme’. At en ung tyrker i Østrig udgiver en åbenlyst aggressiv og storskrydende bog vendt mod værtsnationen vækker sådan cirka lige så meget opsigt som når der i mangfoldighedens og tolerancens navn råbes “fucking racister, I skal dø“. ?It does not matter whether you like us or not, whether you integrate us or not, whether you want us in the EU or not. Our influence in Europe will increase. Because we are younger, hungrier and stronger than you.? Inan Türkman i “Wir kommen“ Når et tysk ugeblad derimod helt faktuelt rapporterer at “romaerne kommer”, falder der brænde ned, og der rejses krav om censur: The council for Germany’s Roma (Gypsies) has gone to court to get a Swiss magazine banned in the country after it used an image of a Roma boy pointing a gun on its cover. Headlined “The Roma are coming”, Die Weltwoche’s publication amounts to racial incitement, the Central Council of German Sinti and Roma says. The agency that supplied the picture says its meaning was distorted. Die Weltwoche deputy editor Philipp Gut said the article was justified. He accepted that it had sparked outrage but said it highlighted growing “crime tourism” in Switzerland. The article was headlined “They come, they steal and they go” and suggested: “Roma families from Eastern Europe are responsible for a large part of the increasing crime tourism”. Die Weltwoche sparks anger over ‘racist’ Roma story Kontraster som disse får mange bloghistorier til at skrive sig selv. Lars Findsen På Crack Uriasposten Fri, 13 Apr 2012 18:25:46 +0100