De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et frustration http://www.overskrift.dk Sat, 19 May 2012 01:01:30 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=2500 Jo det er dejligt! Men også lidt af et skift at gå fra sådan at være mest studerende og god-tid-til-det-hele-mor med lidt freelanceopgaver on the side. Til lige med et slag at være fuldtidsarbejdende her. Skal vist liiige finde er leje, der er holdbart i længden. F.eks. sådan at man kan holde fredag aften fri… Det gør jeg så nu! Line Lines linier Fri, 18 May 2012 21:32:57 +0100 http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=2482 Når børn bliver en 5-6 år opdager de som regel, at verden er meget større end bare deres egen verden. At der findes farlige ting, død og smerte, som ikke engang de voksne kan forhindre. Jeg har oplevet det før med de to store i børnehave/førskolealderen og således også med Smilla på 6 år. Og det er meget intenst og åbenbart totalt angstprovokerende. Og selv om jeg prøver at nedtone alt det der ude i verden, der er “farligt”, fylder det bare utrolig meget for hende. Og igen og igen vender hun tilbage med bekymrede spørgsmål om alt og intet. Jamen hun er jo bange og bekymret for ALT for tiden: - farlige sygdomme - døden - tyve og fænglser - flåter - lyn og torden - ulve - malariamyg - bakterier … and you name it! Da vi i weekenden var på i øvrigt skøn miniferie ved vadehavet, kom min mand letsindigt til at nævne (egentlig henvendt til de to store) noget med, at man skulle passe på tidevandet, når man bevægede sig ud i vadehavsområdet… OH, hvilken fadæse! Thi den 6 årige fangede nu endnu et farligt emne til sin bekymringssamling. Og nej, vi skal og kan ikke skåne hende. Jeg orker bare ikke lige at udrede flere “farlige emner” end allerhøjst nødvendigt. Billedet er fra weekendens skønne tur til Højer, hvor i hvert fald to børn nød at drøne rundt på digerne — helt ubekymrede! Line Lines linier Wed, 16 May 2012 11:00:09 +0100 http://mariajbentzen.tumblr.com/post/23107964000 -- Ingen beskrivelse -- Haphazard Tue, 15 May 2012 18:27:27 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/what2012/~3/DiJKsMk3If8/ De to græske regeringspartier Nyt Demokrati (konservativt) og Pasok (socialdemokratisk) er gået massivt tilbage ved søndagens parlamentsvalg, der har været præget af vrede og frustration over de omfattende nedskæringer og stramninger i det kriseramte, sydeuropæiske EU-land. Tilsammen har de to partier fået omkring 37 procent af stemmerne ved valget ifølge de valgsteder, der ved redaktionens deadline var offentliggjortView original post here: Lussing til græske politikere vil ryste finansmarkedet administrator What!? Sun, 06 May 2012 19:40:51 +0100 http://trinelouise.appelby.net/2012/05/02/om-at-ga-ud/ Jeg elsker at gå ud med min mand. Lige fra starten af vores forhold er vi gået meget ud. Da vi havde været kærester i 2 uger gik vi i TIVOLI sammen på åbningsdagen. Vi kyssede under det blomstrende kirsebærtræ ved H. C. Andersen-slottet, og det var ultra-romantisk at spise i den gamle have som vi begge kendte så godt. På vores 2-måneders dag gik vi også ud at spise lokalt i Holte, hvor jeg boede. Siden er vi jævnligt gået ud, til koncerter, i TIVOLI, på restauranter i byen og lokalt og i biografen. Sidste sommer prøvede vi en masse restauranter via Downtown og andre tilbud. Jeg glæder mig altid når vi skal ud at spise. Jeg ser frem til at prøve både ny eller velkendt mad. Det er så dejligt bare at kunne lade andre lave maden og tage sig af opvasken, mens jeg fordyber mig i samtale med min elskede. Men desværre bliver jeg tit skuffet. Som nu i lørdags, hvor jeg ville bruge et gavekort til Sticks?n?sushi jeg fik i 40-års fødselsdagsgave til en hyggelig middag med Mads. Bagefter ville vi gå i biografen og se filmen Hvidstengruppen. Sticks?n?Sushi i Lyngby er ekstremt velbesøgt, så jeg var godt klar over at jeg skulle bestille bord for at kunne spise der en lørdag aften. Da vi ankom og fik anvist vores bord blev jeg ærlig talt skuffet. Tjeneren pegede på et 4-personers bord, hvor der i forvejen sad et par. Det var så vores bestilte bord til 2 personer ? den anden ende af 4-personersbordet. Sådan har det ikke været når jeg tidligere har spist der, og det matchede ikke med min forventning til at skulle ud og spise en dyr middag med min ægtefælle en lørdag aften. Det andet par blev færdige før vi fik vores mad, men lidt senere kom et nyt par, denne gang en kvinde der tydeligvis lige havde tage parfume på – og rigeligt af den. Det blev ikke lige den fordybede oplevelse jeg havde håbet på, fordi jeg kunne ikke abstrahere fra de andre mennesker der sad så tæt på. Maden var vist meget god, men jeg fik bestilt noget forkert og jeg kan faktisk ikke huske hvordan det smagte. Men det tog 2½ time at få 2 retter mad. Bagefter gik vi over i Kinopalæet, hvor vi tidligere havde hentet vores bestilte billetter. Vi havde fået plads på sofarækken allerbagerst. Selvom filmen har gået i mange uger nu var der godt besøgt. 20 minutter efter starttidspunktet, og lige i det øjeblik selve filmen startede, kom min nabo ? 2 kvinder med popcorn. Der blev gnasket, og popcornene duftede. Det kunne jeg nogenlunde abstrahere fra, de satte sig heldigvis rimelig hurtigt og stille. Filmen Hvidstengruppen er ikke en actionfilm, det er en stilfærdig, tankevækkende film med mange følsomme scener. Ikke desto mindre følte familien til den anden side at de skulle diskutere filmen imens. Jeg kan blive tosset af at høre andre mennesker reagere på det der sker i filmen, det er som om det fratager mig muligheden for selv at opleve handlingen. Argh, det sker bare hver gang! Om det er til Sex and the City-filmen i Reprisen, hvor 4 kvinder møder op med champagneglas og skåler på en sexet sommer, eller om det er konstant snak til actionfilm i Imperial som da jeg var ude med kollegerne for et par måneder siden – jeg render næsten altid ind i at nogen i nærheden skal snakke under en biograffilm, selvom man i forfilmene altid mindes om at holde sin mund. Som de sagde i traileren i lørdags: “Der er et særligt sted for folk der larmer. Og det er ikke biografen.” Denne episode fik mig til at erklære på Facebook, at nu vil jeg aldrig mere gå i biografen. Jeg synes at oplevelsen ødelægges meget for mig af alt det snakkeri. Sådan 2 biografbilletter koster mere end en DVD-film, og vi har også et nogenlunde stort TV hjemme ? jeg kan snart ikke se nogen grund til at film skal ses i biografen. Det samme kan jeg føle mht. at gå ud at spise. 933 kr. for en sushimiddag er mange penge for mig, og jeg må indrømme at mine forventninger til kvalitet og oplevelse til den pris er højere end den der leveres. Jeg kan have de samme oplevelser i forbindelse med rejser, shopping, koncerter og andre gå-i-byen-oplevelser. Jeg lader mig distrahere af mange mennesker der er meget tæt på, snakker under musikken osv. Bare det at køre i stillekupe med nogen der spiser pølser kan genere mig så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse. Det er meget frustrerende at have det sådan. Det er en ubehagelig følelse at blive skuffet, men det får mig også til at føle mig mærkelig. Når jeg leder efter årsager til at jeg bliver så frustreret, kan jeg komme i tanke om 3: Jeg er ikke så god til at få sagt fra overfor de ting der irriterer mig. Jeg føler at jeg er mærkelig når jeg har det sådan. Det sker at jeg tysser når folk snakker i biografen, men jeg får slet ikke afløb. De indestængte følelse roder rundt i hovedet på mig og vokser til vrede og frustration. Jeg er åbenbart dårlig til at afstemme mine forventninger. Jeg er nok naivt optimistisk. Selvom jeg har prøvet så mange gange at blive skuffet, forestiller jeg mig alligevel en fantastisk oplevelse med plads til nydelse, underforstået at der er de rette forudsætninger til stede for at JEG kan nyde det. Sådan er det langt fra altid. Endelig får det mig til at tænke på de foredrag jeg var til sidste år vedr. HSP. Jeg tror jeg hører til de ca. 20% af befolkningen der har et nervesystem som lukker flere input ind end resten af befolkningen, og det kan nemt blive for meget. Jeg er sensitiv, det må jeg nok erkende. Jeg fristes, som eksemplet med biograferne, til at fjerne mig fra de situationer der gør mig frustreret, men det kan jo også blive kedeligt i længden. Jeg vil altid have en drift mod nye oplevelser, det er vel meget naturligt. Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det. Trine Louise Trine Louise Wed, 02 May 2012 10:06:46 +0100 http://miakispus.tumblr.com/post/22145525431 Aaaaaaaah I’m so obsessed with Louis Tomlinson, Harry Styles and … well of course Larry Stylinson. Like… SO CRAZY OBSESSED.. I love them so much. My blog is only Louis and Harry right now. And I regret nothing at all <3  I'm on my knees, Travis Mon, 30 Apr 2012 23:41:04 +0100 http://komklartigennem.wordpress.com/2012/04/23/sadan-kommunikerer-du-i-farver-hbdi-omsat-i-praksis/ Kom nu til sagen, tænkte han, mens hun omhyggeligt forklarede en del personlige detaljer og fortalte ham hvem, der havde sagt hvad, hvornår og hvorfor, og han forlængst var holdt op med at lytte. Han ventede kun på, at hun kom frem til pointen og sagens kerne og ærgrede sig gudsjammerligt over at skulle spilde sin [...] fabriciuscom Kom klart igennem! Mon, 23 Apr 2012 23:21:05 +0100 http://www.ildkat.dk/?p=3678 Øv altså. Jeg skulle ellers have malet mit højbed og bænk færdig i går, men det får vente, da ryggen er totalt i udu. Denne gang skyldes det ikke en gang havearbejde; havde en smule ondt i går morges og det blev så bare værre og værre i løbet af dagen. Så, der bliver hverken rengjort hytte, malet færdigt eller deltaget i klubfest i denne weekend. SUK Esther www.ildkat.dk Sat, 21 Apr 2012 13:32:07 +0100 http://www.dog-wise.dk/kraever-din-hund-opmaerksomhed.html Plages du af at din hund kræver din opmærksomhed? Gør den ad dig når du taler i telefon, spiser, læser en bog eller stopper op for at tale med andre på gaden m.m? Mange hundeejere plages hver dag i små eller store irriterende situtationer hvor hunden gøer, hopper op, puffer eller skraber for at få [...] Betina Sabinsky Dogwise blog Wed, 18 Apr 2012 12:11:30 +0100 http://www.justnikoline.dk/frustration/ Jeg er så frustreret for tiden! Som i måske ved, har jeg fået min værtsfamilie i USA, og jeg ved præcis hvilken skole jeg skal gå på, og hvilken stat jeg skal bo i. Det, der er ved det, er at jeg bare slet ikke har været i kontakt med min familie endnu.. Skolen er i princippet ikke sagt 100% ja, til at jeg må gå på skolen, og min ansøgning vil blive betragtet her i april/maj. Nu går jeg bare og venter på at få en mail fra MyEducation eller evt. fra værtsfamilien selv, om hvem de er! Jeg tjekker alle mine 3 mails mindst 1 gang hver dag, og jeg er så spændt på, at finde ud af noget! Jeg har faktisk haft 3 mareridt, hvor jeg bare drømmer at faren er pædofil, og at han slår mig og sådan noget, det er vildt creepy! Et eller andet sted er det jo rigtig fedt for mig, at jeg VED at jeg har en familie, men det er også bare træls at vide netop det, og samtidig vide at jeg ikke må komme i kontakt med dem. God dang it.   Thea Bjerregaard Justnikoline - Nikoline Brix Sun, 15 Apr 2012 18:17:40 +0100 http://pennefoereren.wordpress.com/2012/04/14/jeg-er-mor/ Arkiveret under:Ananassen, Familieliv, Forældrelivet, Frustration, Glæde, Hverdag, Kærlighed, Mødre, Sansning, Søskendekærlighed, Stolthed, Taknemmelighed AB Fra hovede til pen Sat, 14 Apr 2012 10:47:48 +0100 http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=2391 Det er sgu da utroligt, hvor længe jeg kan gå og have dårlig samvittighed over eller bruge uanede mængder hjernekapacitet på at tænke på ting, jeg liiiige skal huske at have gjort. På et tidspunkt. Ting, der i virkeligheden kun tager en halv time, et kvarter eller fem minutter at få ordnet og ud af verden, hvis jeg gør det NU. En eller andet forklar mig lige, hvorfor jeg ikke bliver bedre til bare at få fingeren ud dag 1 og GØRE noget!?   Line Lines linier Wed, 11 Apr 2012 13:04:45 +0100 http://mikeradoor.com/latterlig-frustration/ Ja som overskriften kan læses, så er det her en latterlig frustration. Jeg sidder til aften og bliver utålmodig når det kommer til at finde sig et træningscenter i Amsterdam. Der findes tonsvis, men det er bare det og finde frem til et tæt på mig. I det hele taget bare at finde rutineruten derhen. Hold kæft det går mig på. Haha, så har man ikke store udfordringer i livet, hvis det kan gå en på. Men det går mig på! Jeg er begyndt på en super herlig let kost, jeg har et spændende træningsprogram, jeg har stoppet mit alkoholindtag OG så mangler jeg sjovt nok bare et træningscenter. For en i *&% udråbstegn udråbstegn udråbstegn, hvor ville jeg blive glad, tilfreds og en helvedes masse andet positivt når jeg finder det. I dag havde jeg endda pakket min håndbagage kuffert med mit træningstøj. Hahaha, ja! Jeg ruller mig tøj med mig mod træningscenteret. “Fede svin” tænker andre aktive trænings nørder når de ser mig komme gående med min håndbagage på hjul ind i ceneteret. Ja, come on… det ser sgu lidt fjollet ud. Men skide være med det. Træne det skal jeg. Nå… Jeg går hele vejen hen til miinto.nl kontoret (10 min. gang). Med mig har jeg mit rullende træningstøj og min computertaske. Jeg ville ind og hjælpe til på kontoret inden træning. Færdig bum! Kontoret spiller. Jeg siger vi ses til mine hollandske kollager og går mod mit længe søgte træningscenter. Jeg har sågar forberedt en HOW TO GET THERE-guide. Fandme om centeret ikke er lukket da jeg “ruller” derhen efter arbejder. NEJ NEJ NEJ! Og her sidder jeg og krummer ryggen for at ramme tasterne på macbook’en, har spist aftensmad og drukket lidt sukkerfrit saftevand, UDEN dagens træning. Det føles ikke godt indeni. Slet slet ikke godt nok… ;D /Vh Mike Mike Radoor Life is about sharing, så jeg deler mit Sat, 31 Mar 2012 22:02:03 +0100 http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=2320 Vi lider ikke af nogen form for rengøringsvanvid i dette hus. Tvært i mod drukner vi til dagligt i rod, vasketøj, snavs og bunker, som vi lukker øjnene for. Fordi vi bare ikke når at gøre noget ved det. Eller orker. Men nogle gange er det jo nødvendigt at muge ud. Og det påhviler af en eller anden grund mig at kalde til samling og fælles arbejdsindsats. For husets resterende beboere er udstyret med endnu større rengøringsskyklapper, end jeg er. Vi (læs: jeg) har med blandet succes forsøgt forskellige tilgange til det forhadte husarbejde: - Slavepiskermetoden (duer ikke, men får blot alle Line-modsat-klonerne til at gå i baglås) - Haribometoden: “Når I er færdige, så får i en … is, en ti’er, lov til at spille computer” (virker sgu heller ikke rigtigt, for de kan godt se, hvor hårdt, der skal arbejdes, før de opnår the goodies) - Teamspiritmetoden i et afgrænset tidsrum a la “Nu sætter jeg uret på 1/2 time og ind til uret ringer er vi Team Tornado, der suser over huset og hjælper hinanden, sætter høj musik på og bla bla bla…” . Team Tornado svinder ret hurtigt ind til 1-2 voksne mennesker, og 4 børn forsvundet et eller andet usynligt sted hen. - Eller 10 minutter hver aften- metoden, som ikke duer, fordi både børn og voksne glemmer det, og ikke gider det og… Intet ser rigtigt ud til at virke. I dag forsøgte vi (jeg) så en ny metode: Listemetoden. Alle opgaver blev skrevet ned på en liste og så skulle husets beboere skrive sig på til opgaver, som de har ansvaret for at få løst i løbet af denne weekend… Nogle større end andre og alt rimeligt fordelt. Alle har taget hul på noget fra listen. Men ikke alle er færdige — jeg er spændt på, om de bliver… Jeg, for min del, har knoklet på det meste af dagen og kan nu med god samvittighed holde fri resten af weekenden! Billedet er lånt her   Line Lines linier Sat, 31 Mar 2012 14:35:40 +0100 http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=2308 Det er  altså en underlig mekanisme, at utålmodige mennesker, der vil have tingene gjort på én måde, og kun én måde, ret hurtigt får det til at slå en smule klik for mig. Så meget klik, at alt stritter for Line Modsat, der som bekendt er nødt til at gøre tingene på sin måde — i sit eget tempo. Og i sagens natur er lidt…modsat. Specielt fordi jeg, paradoksalt nok, i virkeligheden selv et ret utålmodigt menneske, der af og til får det til at slå klik for andre mennesker. Teenagere, børn, syge mænd og den slags… Jeg øver mig dog meget i at være mere tålmodig, i at vente og i at udstråle ro, mens jeg venter utålmodigt på det, JEG synes, andre er lang tid om. Eller når de gør tingene på deres egen besværlige og ulogiske måde. For utålmodighed spiller ikke særlig godt sammen med min rolle som mor. I en storfamilie. Hvor ting bare tager tid. Og ofte er nødt til at foregå i det tempo, det nu foregår i. Fordi de åbenbart er mini-kloner af Line modsat…   Line Lines linier Fri, 30 Mar 2012 10:43:38 +0100 http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=2296 Som jeg husker det, var jeg naturligvis et pragteksemplar af et pubertetsbarn. Der var, så vidt jeg husker, ikke meget bøvl med mig. Ikke de voldsomme diskussioner, humørsvingninger, udbrud eller konflikter. Nej, nej. Ikke noget der. Eller altså… Ved nærmere eftertanke, kan det nemlig godt være, at min familie havde et andet syn på mig og husker det en smule anderledes end jeg gør. I hvert fald har jeg nu erfaret, at teenagere ikke nødvendigvis har verdens mest objektive opfattelse af verden. Endsige af dem selv. Eller situationen. OVERHOVEDET! Og at det karambolerer temmelig meget i mødet mellem netop verden og teenager. Mildest talt. Det er naturligvis ikke rocket science — heller ikke for mig — men bare meget tydeligt i hverdagen som mor til sådan én. HOLD NU KÆFT, hvor er jeg (endnu) ikke god til at være mor til en teenager, selv om jeg VIRKELIG prøver! Jeg har i den grad brug for en manual. NU! Ind til jeg finder den, tæller jeg til 10. Igen og igen. Og igen… mens jeg skiftevis smiler overbærende og skriger af frustration indvendig. Line Lines linier Wed, 28 Mar 2012 12:31:24 +0100 http://www.ildkat.dk/?p=3663 … med at følge med i blogverdenen og det har det ikke gjort de sidste tre måneder. Årsagen er ganske simpel: at jeg kun har den bærbare og eftersom jeg ikke har trådløst netværk, sidder jeg temmelig akavet, når jeg er på nettet (Netforbindelsesledningen er heller ikke særlig lang) og af den årsag er det yderst sjældent jeg orker at læse blogs. Det er for anstrengende for både ryg og nakke. Med min nye telefon kan jeg selvfølgelig noget nemmere surfe, men det bliver kun til noget fb, nyheder og så wordfeud. Af samme årsag får jeg heller ikke skrevet ret mange haveindlæg til bloggen her, selvom der sker en hel del. Min bærbares tastatur har det med at springe bogstaver over, så jeg skal tilbage og rette konstant. Det fremmer heller ikke lysten til at skrive. Jeg går og venter og venter og venter på at få besked om mit efterlønsbidrag, så jeg kan få repareret den rigtige computer - og få trådløst netværk - men jeg skal da lige love for at a-kassen tager sig rigtig god tid….hvordan de vil nå at få alt klart til udbetaling d. 2.4 er mig en gåde, når de ikke en gang har spurgt mig hvad jeg vil endnu. Derudover har jeg lige været ramt af - endnu - en virus, der slog mig helt omkuld. Fandens med det stress, der svækker ens immunforsvar totalt. Som nævnt sker der faktisk en hel del udenfor, men jeg må vente til en anden gang med at skrive om det, for nu brokker nakken sig over min skrivestilling, så jeg skal til at slutte. Nøj, hvor jeg glæder mig til igen at få en rigtig computer….! Esther www.ildkat.dk Sun, 18 Mar 2012 12:16:33 +0100 http://mariajbentzen.tumblr.com/post/19253625708 I?m on chapter 24. And it?s perfectly written. I love it.  Only downside is that it really has made me realize how much I actually miss having that kind of connection with someone. (I felt, dare I say it, lonely). But it really is just beautifully written - I absolutely love it.  It?s made me think of Klaine the entire day.  Haphazard Tue, 13 Mar 2012 22:53:07 +0100 http://njuul.wordpress.com/2012/03/07/on-self-improvement/ Life gives us a lot of challenges that we need to overcome, whether they be physical, mental or intellectual. It may seem rough at times, but we’re all very much convinced that challenges are necessary if we wish to grow, and so we accept it as a natural – and necessary – part of life. [...] Njuul Njuul Wed, 07 Mar 2012 22:57:18 +0100 http://www.rhoei.dk/line/wordpress/?p=2187 Hold nu op, hvor jeg nogle gange synes det er svært at rumme alt det på én gang. For det foregår ofte på én gang og oven i hinanden. Og lige midt i maden: Man forsøger at føre en ganske almindelig samtale med størstesønnen, der har projektuge og for en gangs skyld fortæller her om (Laver opgave om mærkevaretøj!? Fucked up emne, hvis du spørger mig — og i øvrigt har deres lærer ikke stillet et eneste spørgsmål til problemformuleringen, som slet ikke indeholder et problem. …). Nå, anyway, lidt opklarende spørgsmål og gode idéer kan overprojekkoordinatoren (mig) ikke brænde inde med, selv om sønnemand vist er ligeglad… Samtidig hyler anden søn højt over, at han ikke kan lide frikadeller, mens mindste datter spilder ketchup ned ad sig selv (ja, de må godt få ketchup til frikadellerne herhjemme — bedre smager de altså heller ikke). Samtidig rykker største datter insisterende for, hvornår jeg mon får fundet de sko frem, som hun skal male på og klippe i under sit emnearbejde. Vi topper det hele af med at runde hendes forestående fødselsdag (i morgen) og krav til denne dag mens anden datter nu også tværrer ketchup ud over mig. Og slår en høj bøvs, der får hende selv og lillbror til at sprutgrine (men som også kræver en påtale — for de gør det igen og igen og øver sig i at slå den højeste bøvs med åben mund). Alle scenarierne føles lige ufærdige… Og i mens skal man også lige forsøge selv at spise lidt. Alt sammen afbrudt 447 gange, naturligvis… admin Lines linier Tue, 06 Mar 2012 13:26:26 +0100 http://voresvirkelighed.dk/?p=981&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=ved-du-hvem-du-er Dr. WHO??? ?Ved du hvem du er?? Sådan hedder et populært TV program der løber over skærmen hver onsdag aften i bedste sendetid. Godt spørgsmål.. hvem er du? Jeg vil begynde med at forsøge at svare på hvem jeg er. Hvad definerer hvem man er? Joooh…Jeg er datter, søster, mor, hustru, veninde, nabo, borger og pædagog. Nej vent jeg er jo leder.. eller var. Jeg er jo ikke leder mere, jeg er jo p.t. studerende. Hvad er jeg så?  Hvem er jeg så? Jeg søger at skabe mening i en verden hvor meningen bliver mere og mere kompleks, hvor der er så mange muligheder at det for nogle bliver umuligt at træffe valg. Hvor du ikke kan læne dig op ad den du var for ti år siden, nu er den identitet ubrugelig, ud-dateret og udvandet. Det du troede var sandt og eviggyldigt dengang er forsvundet og erstattet af en ny ?sandhed?. Hvem og hvad bestemmer så hvem du er? En ting er sikkert.. hvis du ikke selv bestemmer gør andre det for dig! Da jeg for to år siden blev klar over at jeg ikke længere kunne (ville) være daginstitutionsleder, stod jeg samtidig i et tomrum. Hvis jeg ikke længere skulle være pædagog og leder, hvad skulle jeg så? Var det jeg havde beskæftiget mig med, i så mange år, spildt? Hvad var mine muligheder med en uddannelse som pædagog?  ?Jamen.. du er jo leder Nethe, du kan da får job hvor som helst som leder? sådan sagde en god ven.. men i virkeligheden følte jeg mig fastlåst, stemplet og uden værdi. For hvad er det at være pædagog og daginstitutionsleder? Hvad var mine kompetencer værd? Pædagogers status i samfundet lader meget tilbage at ønske…Der er pædagoger der (bare for en sikkerheds skyld) taler deres fag, og dermed sig selv, ned, da de er blevet så vant til at blive kritiseret at de efterhånden identificerer sig med et negativt selvbillede. Der er pædagoger der vægrer sig mod at fortælle at de er pædagoger ved selskabelige lejligheder, de er trætte af at skulle stilles til ansvar for de kedelige historier der fylder medierne, hvor pædagoger er ?alle dem der arbejder på en institution?, også dem uden uddannelse. Dem der ikke har nogen faglig stolthed og som ikke sætter en ære i, eller evner, at gøre et godt stykke pædagogisk arbejde (Jf. Solhaven). Hvem skal kæmpe for de børn, unge og brugere der bliver ofre for et samfund der svigter i privatiseringens hellige navn? Hvem skal kæmpe deres sag, når det offentlige vasker deres hænder? Pædagoger er stolte af deres faglighed og gør et godt stykke arbejde og betyder en forskel i manges liv. ?Pædagoger er ikke gode til at sætte ord på hvad de kan? hedder en fortærsket ?sandhed?. Det passer jo ikke! jeg har mødt mange pædagoger der med klar og sikker stemme kan fortælle om hvordan de, hver eneste dag, gør en forskel. For børn, forældre, kollegaer og i lokalsamfundet, og i øvrigt er stolte af deres fag men også giver udtryk for frustration over at ikke blive lyttet til og taget alvorligt. Hvorfor har politikerne ikke opdaget den store vidensbank der er tilgængelig for dem? Det handler måske mere om at der ikke bliver spurgt til hvad pædagoger ved, end om at de (pædagogerne) ikke kan svare. Hvad skal vi gøre ved det? Hvordan kan den viden, pædagoger har, komme andre til gavn? Nu ved jeg hvem jeg er.. jeg er pædagog, med stort P. Den viden jeg har som uddannet pædagog er ikke spildt, heller ikke selvom jeg har valgt ikke at skulle være ansat som pædagog fremover. Jeg vil bruge mine erfaringer, gode som mindre gode, til at synliggøre de vilkår samfundet tilbyder vores fag. Hvordan pædagogers muligheder for at komme med kritik negligeres og afmonteres og ikke mindst hvordan kritikken vendes mod pædagogerne selv.  ?Kan du ikke gøre dit arbejde lidt bedre, hurtigere og i øvrigt under stadig dårligere vilkår?? (jf. Rasmus Willig ?umyndiggørelse? Hans Reitzels Forlag, 2009) Nej, det kan vi ikke! det skal vi ikke! for vi gør det skide godt!! Nu skal vi til at fortælle om det.. om alle de gode historier, men også om alle vores frustrationer.. det er det meningsdannelse handler om, og vi kan alle sammen deltage, det kræver ikke nødvendigvis en uddannelse. Det kræver at DU tager ansvar som aktiv samfundsborger, ikke ?kun som pædagog?. Tør du? Brug din stemme! fortæl din historie og find ud af hvem du er og hvad du kæmper for!! Nethe Johansen Mon, 05 Mar 2012 13:14:16 +0100 http://voresvirkelighed.dk/?p=981 Dr. WHO??? ?Ved du hvem du er?? Sådan hedder et populært TV program der løber over skærmen hver onsdag aften i bedste sendetid. Godt spørgsmål.. hvem er du? Jeg vil begynde med at forsøge at svare på hvem jeg er. Hvad definerer hvem man er? Joooh…Jeg er datter, søster, mor, hustru, veninde, nabo, borger og pædagog. Nej vent jeg er jo leder.. eller var. Jeg er jo ikke leder mere, jeg er jo p.t. studerende. Hvad er jeg så?  Hvem er jeg så? Jeg søger at skabe mening i en verden hvor meningen bliver mere og mere kompleks, hvor der er så mange muligheder at det for nogle bliver umuligt at træffe valg. Hvor du ikke kan læne dig op ad den du var for ti år siden, nu er den identitet ubrugelig, ud-dateret og udvandet. Det du troede var sandt og eviggyldigt dengang er forsvundet og erstattet af en ny ?sandhed?. Hvem og hvad bestemmer så hvem du er? En ting er sikkert.. hvis du ikke selv bestemmer gør andre det for dig! Da jeg for to år siden blev klar over at jeg ikke længere kunne (ville) være daginstitutionsleder, stod jeg samtidig i et tomrum. Hvis jeg ikke længere skulle være pædagog og leder, hvad skulle jeg så? Var det jeg havde beskæftiget mig med, i så mange år, spildt? Hvad var mine muligheder med en uddannelse som pædagog?  ?Jamen.. du er jo leder Nethe, du kan da får job hvor som helst som leder? sådan sagde en god ven.. men i virkeligheden følte jeg mig fastlåst, stemplet og uden værdi. For hvad er det at være pædagog og daginstitutionsleder? Hvad var mine kompetencer værd? Pædagogers status i samfundet lader meget tilbage at ønske…Der er pædagoger der (bare for en sikkerheds skyld) taler deres fag, og dermed sig selv, ned, da de er blevet så vant til at blive kritiseret at de efterhånden identificerer sig med et negativt selvbillede. Der er pædagoger der vægrer sig mod at fortælle at de er pædagoger ved selskabelige lejligheder, de er trætte af at skulle stilles til ansvar for de kedelige historier der fylder medierne, hvor pædagoger er ?alle dem der arbejder på en institution?, også dem uden uddannelse. Dem der ikke har nogen faglig stolthed og som ikke sætter en ære i, eller evner, at gøre et godt stykke pædagogisk arbejde (Jf. Solhaven). Hvem skal kæmpe for de børn, unge og brugere der bliver ofre for et samfund der svigter i privatiseringens hellige navn? Hvem skal kæmpe deres sag, når det offentlige vasker deres hænder? Pædagoger er stolte af deres faglighed og gør et godt stykke arbejde og betyder en forskel i manges liv. ?Pædagoger er ikke gode til at sætte ord på hvad de kan? hedder en fortærsket ?sandhed?. Det passer jo ikke! jeg har mødt mange pædagoger der med klar og sikker stemme kan fortælle om hvordan de, hver eneste dag, gør en forskel. For børn, forældre, kollegaer og i lokalsamfundet, og i øvrigt er stolte af deres fag men også giver udtryk for frustration over at ikke blive lyttet til og taget alvorligt. Hvorfor har politikerne ikke opdaget den store vidensbank der er tilgængelig for dem? Det handler måske mere om at der ikke bliver spurgt til hvad pædagoger ved, end om at de (pædagogerne) ikke kan svare. Hvad skal vi gøre ved det? Hvordan kan den viden, pædagoger har, komme andre til gavn? Nu ved jeg hvem jeg er.. jeg er pædagog, med stort P. Den viden jeg har som uddannet pædagog er ikke spildt, heller ikke selvom jeg har valgt ikke at skulle være ansat som pædagog fremover. Jeg vil bruge mine erfaringer, gode som mindre gode, til at synliggøre de vilkår samfundet tilbyder vores fag. Hvordan pædagogers muligheder for at komme med kritik negligeres og afmonteres og ikke mindst hvordan kritikken vendes mod pædagogerne selv.  ?Kan du ikke gøre dit arbejde lidt bedre, hurtigere og i øvrigt under stadig dårligere vilkår?? (jf. Rasmus Willig ?umyndiggørelse? Hans Reitzels Forlag, 2009) Nej, det kan vi ikke! det skal vi ikke! for vi gør det skide godt!! Nu skal vi til at fortælle om det.. om alle de gode historier, men også om alle vores frustrationer.. det er det meningsdannelse handler om, og vi kan alle sammen deltage, det kræver ikke nødvendigvis en uddannelse. Det kræver at DU tager ansvar som aktiv samfundsborger, ikke ?kun som pædagog?. Tør du? Brug din stemme! fortæl din historie og find ud af hvem du er og hvad du kæmper for!! Nethe Johansen Mon, 05 Mar 2012 13:14:16 +0100 http://sarkoidose.wordpress.com/2012/03/05/det-der-sygdom-haler-ind-pa-mig/ S Sarkoidose Mon, 05 Mar 2012 09:15:11 +0100 http://www.mortilmor.dk/blog/?p=2357 Det kan komme som en overraskelse at ens omgængelige tumling pludselig forvandler sig til en meget trodsig 3 årig. Har I en 3 årig som kan skrige sig fuldkommen blå i hovedet hvis han/hun ikke får sin vilje? Eller en 3 årig som pludselig får et raserianfald uden at I fatter hvorfor? Så kan I trøste jer med at jeres barn reagere naturligt og lige efter bogen Den 3 årige kan flippe fuldkommen ud over ikke at må få slik til morgenmad, det er barnets udtryk for en stor frustration over at I forældre ikke forstår dets behov. Og lige præsis det er grundlæggende for at forstå hvorfor jeres 3 årige reagere så voldsomt, når der er noget der går ham/hende imod. Den 3 årige er nemlig endnu ikke selv i stand til at udsætte sine behov. Iflg. børnepsykolog Margrethe Brun Handen, begynder et barn først at få et “jeg” når det når 3 års alderen. Fra at have været tæt forbundet til far og mor finder den lille 3 årige nu ud af at han/hun har sin egen vilje. Den 3 årige har en opfattelse af sig selv som verdens centrum og har som regel sin egen dagsorden. Men da den 3 årige ingen livserfaring har forstår han/hun ikke hvorfor de skal vente med at få slik til senere eller hvorfor det skal have flyverdragt på lige nu hvor han/hun leger så godt. Som mor kan det komme som noget af et chok at ens lille søde tumling fra den ene til den anden dag transformere sig til en skrigende djævel. Er jeres tålmodighed og rummelighed ikke tidligere blevet sat på en prøve så bliver det det helt sikkert nu. Det føles meget intenst og opslidende  imens det står på, men der er en periode som alle børn skal igennem. Men kommer ikke uden om konflikterne og det skal man heller ikke. Til gengæld kan man som forældre både hjælpe sig selv og sit barn ved at vælge kampene med omhu. Sæt jer sammen og find ud af hvad der er til diskussion og hvad der ikke er, og når det er gjort skal I som forældre holde fast i beslutningen og vise lederskab og være tydelige. Hvis det feks er vigtigt for mor at du bestemmer hvilke tøj dit barn skal have på så sæt dig på hug og kig barnet i øjnene og fortæl stille og roligt at det er dig der bestemmer. Det afgørende er at vi forældre holder fast i det vi har sagt. Den 3 årige bliver stiktosset men sådan er det. Det nytter ikke at appellere til barnets fornuft, så lad være med at komme med tusindvis af forklaringer. Det er alt for abstrakt for et barn på 3 år og er kun med til at optrappe konflikten. Omvendt så kan der være situationer hvor man kan imødekomme barnet så man undgår ligegyldige konflikter. Udløser det feks et raserianfald når du hver eneste aften slukker fjernsynet midt i børnetimen, fordi maden skal på bordet kl. 17.30, så kan det være en idé at vente med aftensmaden til kl. 18. Vi forældre er forskellige og derfor bliver vi nødt til hver især at gøre op med os selv hvilke konflikter der er værd at tage. Ofte kan det være en fordel at overveje om man kan gribe tingene an på en anden måde. Er man feks altid i bil når man henter børnene i børnehaven, så er der jo ikke nogen grund til at tvinge et skrigende barn i en flyverdragt! Omvendt kan det også være en principsag at barnet skal have flyverdragt på når det er vinter og så er det den kamp du vælger at tage. Når I har gjort jer klart hvilke kampe I vil tage er det vigtigt at I er konsekvente med det samme trods skrig og skrål. Hvis barnet feks bliver ved at hoppe i sofaen på trods af I tydeligt har givet udtryk for at det vil I ikke have så må I flytte barnet fysisk væk fra sofaen. Vis forståelse for at barnet bliver rasende og lad være at tage det personligt. Vi forældre kan have svært ved at rumme vores børns voldsomme frustration. Men det er vigtigt at bevare roen så konflikten ikke eskalerer. Glæd jer over at I har et barn der tør give los for sine følelser og lad være med at skælde ud. Lad barnet rase ud også selvom det kan tage sin tid. Nus barnet og sig at du godt kan se at han/hun er vred men at det bliver som du har sagt. Lad være at dvæle ved det men gå ud af rummet og lav noget andet og kom tilbage lidt senere. Hvis I bliver hos barnet kan I være med til at fastholde ham/hende i at være vred. Derfor er det godt at bryde situationen ved at gå. Når han/hun lidt efter kommer og beder om et glas saft så vis at I er gode venner og at I ikke bærer nag. Hidsiganfaldene kan selvfølgelig komme så ofte og være så voldsomme at det tager overhånd. I så fald anbefaler Margrethe Brun Hansen at I ser nærmere på hvad der er gået forud når barnet for et flip. Spørg jer selv om I er tydelige nok og om der er noget I kan gøre anderledes. Mange børn har svært ved overgange og reagere voldsomt, når de skal fra A til B. Vær dog opmærksom på at børn er forskellige og nogle 3 årige har mere temperament end andre. Lad nu endelig være med at føle dig som en dårlig mor når dit barn for 117 gang flipper over at skal have cykelhjelm på. Eller når han/hun ligger og vrider sig på gulvet i supermarkedet fordi han/hun ikke må få en pose chips. Når du bliver ked af at dit barn råber og skriger og flover dig overfor forbipasserende er det fordi du tænker at en god mor er en der ingen konflikter har med sit barn. Men glæd dig istedet for over at du har et barn med personlighed og naturlig vilje. Og husk det så lige, næste gang du ser en mor med en hylende 3 årig i supermarkedet. Hvis du giver hende et klap på skulderen og siger til hende, at du synes hun klare det godt, har du måske reddet hendes dag Held og lykke Kram Betina ? Kilde: Vores børn Betina Malmberg Mor til Mor Sat, 03 Mar 2012 16:59:29 +0100 http://pennefoereren.wordpress.com/2012/02/25/korthuse-i-blaesevejr/ Vi er, som så mange andre småbørnsfamilier, ramt af sygdom herhjemme pt. Min mand ligger med influenza og selv om jeg smågrinende de sidste par dage, har hentydet til den helt særlige mandeinfluenza overfor venner og bekendte, så må jeg … Læs resten → AB Fra hovede til pen Sat, 25 Feb 2012 09:47:20 +0100