De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et grundloven http://www.overskrift.dk Tue, 22 May 2012 19:01:11 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://jyskeblog.dk/det-er-en-vaesentlig-frihedsrettighed-derfor-afskaffer-vi-den/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=det-er-en-vaesentlig-frihedsrettighed-derfor-afskaffer-vi-den Med en ny lov får kommuner og politi mulighed for, uden retskendelse, at tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem. Det får de fordi, at det i Danmark er en væsentlig frihedsrettighed, at myndigheder ikke kan tiltvinge sig adgang til folks hjem. Hvis du ikke synes, de to sætninger hænger sammen, så er det ikke dig, der er noget galt med. Men sådan er altså argumentationen fra socialminister Karen Hækkerups side. Det viser ministerens svar på spørgsmål, som Pernille Skipper fra Enhedslisten har stillet i forbindelse med behandlingen af lovforslaget. Loven skal bruges, når kommunerne udarbejder de såkaldte børnefaglige undersøgelser. Ministerens begrundelse for, at myndighederne skal kunne tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem, er, at der nogle gange kan ligge vigtige oplysninger inden for familiens fire vægge, men at nogle forældre nægter at samarbejde. På den måde er man, igen ifølge ministeren, blevet forhindret i at få stoppet nogle af de meget alvorlige misbrugssager, som man for eksempel har set en af i Brønderslev. Jeg har skrevet om det tidligere i indlæggene Brønderslev, og meget mere og In the ghetto. Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor kommunerne ikke skulle have pligt til at indhente den dommerkendelse, der som udgangspunkt er forudsætningen for, at myndigheder kan foretage tvangsindgreb i private hjem. Institut for Menneskerettigheder anførte i sit høringssvar, at blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 beskytter privatlivets fred, og at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betragter dommerkendelse som en væsentlig garanti mod misbrug fra myndighedernes side. Det udelukkede ikke, at lovforslaget kunne være i orden, fortsatte instituttet. For på den anden side vejer hensynet til barnets tarv meget højt. Så instituttet foreslog, at ministeriet begrundede, hvorfor der ikke skulle kræves dommerkendelse. Denne begrundelse kunne for eksempel være, at ?en retskendelse vil medføre en forsinkelse, hvorved formålet med at foretage en husundersøgelse kan forspildes.? Netop denne begrundelse indføjede ministeriet så i form af par linjer i lovens bemærkninger. Der er bare et problem med denne begrundelse. Nemlig at den nye lov under ingen omstændigheder kan bruges til at foretage hurtige indgreb, hvis man har en mistænke om, at noget er helt galt. Det er nemlig ifølge lovforslaget en forudsætning, at ?forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.? Det vil sige, at forældrene først skal have haft tid til at demonstrere deres manglende samarbejdsvilje. Det kan for eksempel ske ved, at forældrene ?kontinuerligt har aflyst planlagte møder eller ikke har åbnet døren, hvis kommunen er kommet for at aflægge besøg i hjemmet.? Altså en proces, der i sig selv kan tage uger eller måneder. Også en anden forudsætning i lovforslaget taler imod, at der er tilfælde, hvor den skal bruges i al hast. Loven bliver som nævnt ikke lavet af hensyn til at stoppe et akut misbrug eller lignende ? det har man i forvejen andre love til ? men for at lave de børnefaglige undersøgelser. Disse undersøgelser er omfattende, så man er under alle omstændigheder ude i noget med en længere sagsbehandlingstid. Loven kan altså kun bruges i tilfælde, hvor kommunen for længst har besluttet, at der skal foretages en børnefaglig undersøgelse, og hvor forældrene har haft tid til at vise, at de stiller sig på tværs. Men når der alligevel er gået så lang tid med alt dette, hvordan kan sagsbehandlingen så pludselig haste i en grad, så man end ikke har tid til at indhente en dommerkendelse? Pernille Skipper fra Enhedslisten spurgte Karen Hækkerup, hvor lang tid det så tager at indhente sådan en dommerkendelse. Det fik ministeren så Domstolsstyrelsen til at bedømme. Styrelsen svarede, at når sagerne åbenbart er så vigtige, så vil de få høj prioritet og blive behandlet snarest muligt. Det ville i gennemsnit tage 37 dage, vurderede man, ud fra den type af sager, der kommer nærmest til at være sammenlignelige ? nemlig sager om fraskilte forældre, hvor den ene part ikke efterlever sin pligt til at give den anden samvær med børnene. I for eksempel straffesager kan domstolene jævnligt give tilladelse til et tvangsindgreb fra den ene dag til den anden. Men her skal der altså gå 37 dage. Domsstolsstyrelsen forklarer det således: ?Da der er tale om et ret væsentligt indgreb i en grundlæggende frihedsrettighed efter grundloven, er det dog samtidig vigtigt, at sagerne bliver behandlet grundigt, og det må formentlig antages ? selvom dette ikke foreligger beskrevet nærmere ? at der vil skulle beskikkes en advokat for forældrene til barnet/den unge og måske tillige en bistandsadvokat til barnet/unge under sagens behandling. Der vil endvidere skulle afholdes et eller flere retsmøder i sagen.? Altså: Domstolene må bruge tid på at vurdere sagerne, fordi indgrebet udgør ?et ret væsentligt indgreb i en grundlæggende frihedsrettighed.? Men netop derfor annullerer man helt denne frihedsrettighed. Den er for besværlig at håndtere for myndighederne. Det er juridisk fuldmægtig Martin Futtrup, der har skrevet høringssvaret fra Institut for Menneskerettigheder. Det er dermed også ham, der har fundet på argumentet om, sagsbehandlingen skal gå hurtigt, og videre igen er det også på grund af hans bidrag, at Pernille Skipper har fået socialministeren til at undersøge, hvor lang tid det egentlig tager for domstolene at behandle den slags sager. Det havde ministeriet ikke undersøgt forinden. Formuleringen om, at det kunne tage for lang tid at indhente retskendelsen, blev indføjet i lovforslagets bemærkninger, uden at man havde nogen anelse om, hvor lang tid det ville tage at få sådan en retskendelse. Martin Futtrup kan ikke vurdere, om der er et reelt behov for den hurtige sagsbehandling, som ministeriet nu lægger op til, når det først har vist sig, at forældrene ikke vil samarbejde. På det punkt tager han ministeriets udsagn i de få linjer, der på hans egen foranledning er blevet sat ind i lovens bemærkninger, for pålydende. Men givet, at der er dette behov for, at sagsbehandlingen pludselig går hurtigt, mener han fortsat, at det kan forsvares, at man dropper kravet om en dommerkendelse. Han og Institut For Menneskerettigheder kan således godt bakke op om den argumentation, at man fjerner kravet om retskendelse, netop fordi retskendelsen beskytter en grundlæggende frihedsrettighed og dermed skal overvejes omhyggeligt. ?Det ændrer ikke på, at der er to tungtvejende hensyn, der er oppe mod hinanden (frihedsrettigheder og barnets tarv, STK). Domstolene har forståelse for, at det skal gå hurtigt, men samtidig er det også tunge sager, som man skal behandle ordentligt. Det er den samme overvejelse, kommunerne vil have: Har man behov for at kunne reagere hurtigt, eller har man det ikke. Hvis det viser sig, at det er nødvendigt at reagere hurtigt, så kan det sagtens være retfærdiggjort, at man ikke kræver en retskendelse. Hvis man lige så godt kan afvente en retskendelse, er det derimod ikke retfærdiggjort. Jeg synes, det afhænger af de konkrete omstændigheder, og det bliver for detaljeret til, at jeg kan gå ind og sige: ?Sådan er det?,? siger Martin Futtrup. Enhedslisten har stillet et ændringsforslag om, at indgrebene kun kan blive foretaget med retskendelse. Kun såfremt dette ændringsforslag bliver vedtaget, vil partiet stemme for den samlede lov. Det betyder dog efter alt at dømme, at Enhedslisten kommer til at stemme imod. Der er nemlig ingen andre partier, der støtter ændringsforslaget. Liberal Alliance har tilkendegivet, at man under andenbehandlingen af forslaget ville uddybe sine holdninger til blandt andet Enhedslistens forslag. Der var dog ingen ordførere, heller ikke fra Liberal Alliance, på talerstolen under andenbehandlingen Alle andre partier end Enhedslisten vil stemme ja til forslaget under tredje og sidste behandling. _____________________________________________________________ Dokumenterne og ordførertaler vedrørende lovforslaget findes på Folketingets hjemmeside. Foto: Enhedslisten (fotograf Maibritt Kerner) Sten Thorup Kristensen Jyske Blog Tue, 22 May 2012 14:27:28 +0100 http://www.information.dk/300989 Hør, alle I bøsser og lesbiske, der gerne vil til folkekirkens alter for at ægtevies til jeres hjertenskære! Hør, hvad Venstres tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har tilovers for jer. Ved mandagens folketingshøring om lovforslaget om homoseksuelles ret til at indgå ægteskab, oplod Rønn Hornbech sin røst og sagde: »Bortset fra dræbersnegle og nogle få andre arter består verden af han og hun, og det er derfor, verden har mulighed for fortsat at bestå.« Med de ord tilkendegav Rønn Hornbech, at et fællesskab mellem to af samme køn ikke fortjener betegnelsen ?ægteskab?. Betegnelsen er for Rønn Hornbech forbeholdt heteroseksuel tosomhed. David Rehling Nyheder fra information.dk | information.dk Tue, 15 May 2012 20:54:19 +0100 http://www.emu.dk/gsk/fag/his/historie-kanon/grundlov1849.html Det er snart Grundlovsdag - og det skal fejres. Men hvorfor fejrer i Grundlovsdag, hvad er baggrunden for Grundloven og hvilken betydning har den for vores hverdag i dag? Få inspiration og undervisningsideer på EMU Historie i dette tema om Grundloven. info@emu.dk (EMU redaktionen) EMU | Lærere i grundskolen: Nyheder for grundskolen 2012 Mon, 14 May 2012 14:56:03 +0100 http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2012/05/03/sadan-stoppes-regeringens-kontrolmani/ Som beskrevet i disse notater har regeringen fremsat et lovforslag, der bl.a. vil give SKAT adgang til at trænge ind på privat ejendom uden retskendelse, hvis der er synlige tegn på byggeaktiviteter. Som om det ikke var nok, giver lovforslaget også SKAT ret til at kræve personnummer og identifikationspapirer udleveret af personer, der befinder sig på den pågældende ejendom, ligesom der i øvrigt indføres solidarisk hæftelse for køber af sort arbejde, med mindre man betaler digitalt (hvorefter SKAT vil kunne få adgang til alle banktransaktioner uden retskendelse). Som det fremgår af ovennævnte notater, sætter lovforslaget trumf på en udvikling, hvor der i 1996 var 111 love og regler, der gav offentlige myndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse, mens der i dag er 235 og flere på vej. Det på trods af, at grundlovens § 72 fastslår, at ?Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse?. Grundloven opstiller således en hovedregel om, at husundersøgelser m.v. kræver retskendelse, og at det skal være undtagelsen med sådanne indgribende tiltag. I vidt omfang er hovedreglen om retskendelse dog blevet til undtagelsen, og det er blevet rutine at give myndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse. Denne udvikling udhuler beskyttelsen af boligens ukrænkelighed i et forsøg på at lette offentlige myndigheders arbejdsbyrde. Offentlige myndigheder synes herved at lægge større vægt på ressourcemæssige konsekvenser og mulighederne for effektiv kontrol end på borgernes og virksomhedernes retssikkerhed. Lovforslaget er udmøntningen af en aftale mellem regeringen og Enhedslisten. Der foreligger således et flertal, mens både Venstre og Dansk Folkeparti har udtalt sig kritisk om forslaget. Men grundloven indeholder faktisk en måde, hvorpå et sådant lovforslag kan stoppes af et politisk mindretal. Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på dette var i 1963, hvor SR-regeringen ledet af Jens Otto Krag fremsatte en række lovforslag ? jordlovene – der greb ind i den private ejendomsret. Forslagene ville bl.a. indføre (i) bopælspligt på landejendomme, (ii) statens forkøbsret til faste ejendomme på mere end 1 HA, (iii) kommuners forkøbsret til arealer på minimum 6000 m2 og (iv) naturfredning. Lovforslagene blev vedtaget med S, Rs og SFs stemmer, mens V og K stemte imod. Nu skulle man så tro, at lovforslagene ville træde i kraft, og at det offentliges adgang til at overtage og regulere privat ejendom ville være sikret. Men Venstre og de Konservative udnyttede ? for første og hidtil eneste gang i grundlovens historie ? Grundlovens § 42, stk. 1 til at kræve de fire ovennævnte lovforslag sendt til folkeafstemning. Ifølge denne bestemmelse ?kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget?. Når sådan folkeafstemning er udskrevet fastslår grundlovens § 42, stk. 5, at et flertal ? dog mindst 30 % af de stemmeberettigede ? kan forkaste et vedtaget lovforslag, hvorefter det bortfalder. Og det var lige præcis hvad der skete. 73 % af de stemmeberettigede deltog i afstemningen, og flertallet stemte imod forslagene om indgreb i den private ejendomsret. Det skyldtes bl.a. en benhård kampagne anført af Venstres daværende leder Erik Eriksen, som bl.a. trykte en plakat, hvor en stor sort hånd konfiskerer et lille parcelhus og i en tv debat med myndig stemme fortalte vælgerne, at ?hvis De er i tvivl så stem nej!?. Såfremt en samlet opposition bestående af Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti går sammen, har man mere end den påkrævede tredjedel af folketingets medlemmer med sig og vil kunne mobilisere en bred vælgerskare ved den efterfølgende folkeafstemning.     I en tid, hvor regeringen står svagt i meningsmålingerne vil en sådan folkeafstemning givetvis blive betragtet som en slags afstemning om regeringens popularitet, og derfor ville der være stor sandsynlighed for at regeringen dropper eller i hvert fald ændrer det omstride lovforslag således, at det ikke kommer til folkeafstemning. Et sådant scenario ville også ? kunne man hvert fald formode ? have en disciplinerede effekt på oppositionspartiernes iver i forhold til formynderi, når de engang kommer til magten igen. Jacob Mchangama, Cepos Retsstaten Thu, 03 May 2012 16:36:08 +0100 http://www.information.dk/299632 Fra Folketingets talerstol sagde Danmarks indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) torsdag: »Vi afgiver ikke suverænitet. Det vurderer justitsministeriets jurister i hvert fald.« Som det fremgik af Information lørdag har flere ministre sagt det samme som et juridisk faktum. Det er det bare ikke. Det er forkert. Justitsministeriets notat om ratifikation af Finanspagten svarer ikke på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark afgiver suverænitet. Der står fejlagtigt i en pressemeddelse fra ministeriet, »at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse«, men den konklusion findes ikke i notatet. Følgende gentages derimod gennem notatet: »Formålet med disse overvejelser har navnlig været at afklare, hvorvidt finanspagten indebærer overladelse af beføjelser.« Rune Lykkeberg Nyheder fra information.dk | information.dk Sun, 29 Apr 2012 20:56:52 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/DenmarkOnline/~3/fZyarqJLmhA/2012-17-kafka-domstole-har-bredt-sig-til-byretterne I strid med Grundlovens målsætning om offentlig retspleje eksisterer der nu hemmelig retspleje i straffesager på baggrund af anti-terrorlovgivningen. § 65. Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang. / Grundloven af 1953 (Retsinformation.dk) læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Sun, 29 Apr 2012 12:10:34 +0100 http://www.denmarkonline.dk/1/2012-17-kafka-domstole-har-bredt-sig-til-byretterne I strid med Grundlovens målsætning om offentlig retspleje eksisterer der nu hemmelig retspleje i straffesager på baggrund af anti-terrorlovgivningen. § 65. Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang. / Grundloven af 1953 (Retsinformation.dk) læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Sun, 29 Apr 2012 12:10:34 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/DenmarkOnline/~3/fZyarqJLmhA/2012-17-kafka-domstole-har-bredt-sig-til-byretterne I strid med Grundlovens målsætning om offentlig retspleje eksisterer der nu hemmelig retspleje i straffesager på baggrund af anti-terrorlovgivningen. § 65. Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang. / Grundloven af 1953 (Retsinformation.dk) læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Sun, 29 Apr 2012 12:10:34 +0100 http://eticha.dk/news/nu-fortsaetter-kampen/ Det er ikke enden, det er ikke engang begyndelsen til enden – det er her det begynder Af Hans Erling Jensen Fredag efter fredag den “trættende”… Naturligvis var en frifindelse en herlig ting, som punkterer myten om fredag den trettende. Det var nemlig den dag, hvor Højesteretsforhandlingerne fandt sted i sagen mod Lars Hedegaard. [...] Hans Erling Jensen Eticha.dk Fri, 20 Apr 2012 15:10:51 +0100 http://eticha.dk/news/tillykke-lars-og-danmark/ Lars Hedegaard, er blevet frifundet Det er afgørelsen fra Højesteret, hvor Lars Hedegaards sag er blevet prøvet P R E S S E M E D D E L E L S E Frifindelse i sag om forhånende og nedværdigende udtalelser om muslimer Højesteret har i dag [...] Hans Erling Jensen Eticha.dk Fri, 20 Apr 2012 12:21:42 +0100 http://magasineteuropa.dk/?p=2735   19.04.2012 | FOLKEAFSTEMNINGER | Som forventet blev Justitsministeriets konklusion d. 22. februar 2012, at finanspagten ikke giver anledning til en dansk folkeafstemning. Inden da var standard-replikken, at nu skulle vi lade landets fineste jurister gennemgå pagten og først derefter træffe en beslutning for eller imod nødvendigheden af en afstemning ? sådan som Grundloven og dermed praksis foreskriver det her til lands. Men er praksis nu så klar? Over de 40 år, der gået siden Danmark afholdte afstemningen om medlemskab i 1972, har fremgangsmåden for EU-folkeafstemninger ikke udviklet sig lige ud ad landevejen ? ej heller uden både et stænk af juristeri og politisk opportunisme. Desuden opstod der frem til årtusindeskiftet en tradition for at konsultere befolkningen. En uformel aftale mellem politikere, en såkaldt skuffelov fra 1971, eller det nationale kompromis, der blev indgået efter nej?et til Maastricht-traktaten i 1992, er f.eks. gået forud for det forfatningsretlige, dvs. Grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse. Historisk set har Justitsministeriets suverænitetsvurdering således i bedste fald været sekundær. Lad os kigge på, hvad der egentlig skete forud for de tidligere EU-folkeafstemninger. Afstemningen om medlemskab forhandlet af på en biltur fra Nørre Åby Danmark søgte i to omgange i 1960?erne om medlemskab af EF, men dette blev obstrueret af Frankrig, der på daværende tidspunkt ikke var helt klar til en udvidelse. I starten af 1970?erne kom der igen skub i optagelsesforhandlingerne mellem EF og en række potentielle medlemsstater (Danmark, Irland, Norge og Storbritannien). På det tidspunkt var en folkeafstemning ikke umiddelbart på den mest presserende del af den politiske dagsorden, men i løbet af ganske få uger i foråret 1971 blev dette ændret. De fleste historikere påpeger, at det var Jens Otto Krag, den socialdemokratiske oppositionsleder, og på daværende tidspunkt både tidligere og kommende statsminister, der stod som ophav til idéen. Andre ? et fåtal ? giver denne ære til Hilmer Baunsgaard, den daværende radikale statsminister, men under alle omstændigheder blev en aftale mellem netop de to, om at sende spørgsmålet til folkeafstemning, aftalt på vej hjem fra Vestfyn efter et vælgermøde, hvor de begge deltog. Denne biltur – for 41 år siden senere i denne måned ? blev første gang ud af flere, hvor et uformelt møde mellem politikere afgjorde, hvordan et vigtigt EF/EU spørgsmål skulle håndteres. De juridiske aspekter var endnu ikke afklaret. Aftalen mellem Krag og Baunsgaard var sandsynligvis, at den slags måtte vente til senere, men stik imod aftalens ånd blev planen om en medlemsafstemning egenrådigt offentliggjort af tidligere udenrigsminister Per Hækkerup i en 1. maj-tale, hvor han påpegede, at dansk medlemskab skulle besluttes ved en ikke-bindende folkeafstemning. Dagen inden havde Krag meddelt inderkredsen af socialdemokrater, heriblandt Hækkerup, der faktisk først var skeptisk, at en folkeafstemning var ønskelig. Efter udmeldingen var blevet offentligt kendt gik et hurtigarbejdende embedsværk i gang med at rede de juridiske tråde ud. Èn af dem, der blev taget med på råd, var højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet, Jens Christensen, som senere i bogform har skrevet, at Krag ringede til ham i forbindelse med et internt partimøde og slog fast, at en bindende afstemning var en bydende nødvendighed, og at der måtte findes et juridisk smuthul, hvis den kun kunne blive vejledende. Et lignende argument kan læses i partiarkiverne fra et internt møde den 3. maj 1971, hvor Krag ligeledes påpegede, at en afstemning skulle afholdes uanset om et 5/6 flertal kunne opnås i Folketinget (Grundlovens paragraf 20 angiver, at en folkeafstemning som beskrevet i paragraf 42 iværksættes, hvis ? og kun hvis ? der ikke kan opnås 150 stemmer for lovforslaget). En anden, der blev brugt som ekspertise, var Max Sørensen, der som juraprofessor havde deltaget aktivt i grundlovsændringsarbejdet et par årtier før. Sørensen forfattede et responsum, hvor han argumenterede for en særlig kombination af paragraf 19 (om indgåelse af mellemstatslige traktater) og paragraf 42, der sammen med en til situationen særligt fremstillet (ad-hoc) lov kunne bane vejen for en afstemning ? uanset hvad. Et tilsvarende memo blev den 6. maj udarbejdet af Justitsministeriet, som sidenhen har fungeret som en såkaldt skuffelov (en art plan B i nødstilfælde), indtil det i forbindelse med Amsterdam-traktaten over 25 år senere blev formelt inkluderet i lovgivningsarbejdet vedrørende EU-folkeafstemninger. Fremgangsmåden blev kritiseret fra flere sider. En leder i Berlingske Tidende den 5. maj 1971 bar titlen Foragt for Grundloven, og den vel nok største danske forfatningsretlige ekspert, Alf Ross, anklagede Max Sørensens responsum for at indeholde et ?stænk af juristeri.? Meget tyder endda på, at Sørensen selv heller ikke var videre begejstret over den lettere innovative læsning af paragraf 42, omend han i situationen anså det for en juridisk mulighed og skulle ifølge socialdemokraten Ivar Nørgaard have sagt, at det aldrig havde været grundlovsforfatternes mening med paragraffen. Den 18. maj, altså mindre end tre uger efter Hækkerup offentligt havde ?talt over sig?, blev det vedtaget, at dansk EF-medlemskab skulle afgøres ved en folkeafstemning (med henvisning til paragraf 42 – og altså ikke paragraf 20). Langt senere, i december 1971, stemte Folketinget endeligt om medlemskabet, og her manglede der ni stemmer for at opnå 5/6. Af samme årsag bliver 1972-afstemningen ofte formelt anset som obligatorisk med henvisning til paragraf 20, men som f.eks. Bo Lidegaard konkluderer i sine fremragende analyser af Krags dagbøger, er dette en voldsom efterrationalisering, da folkeafstemningen var kommet uanset afstemningsresultatet i Folketinget. Beslutning var reelt truffet halvandet år før selve afstemningen i oktober 1972. EF-pakken skulle først slet ikke til afstemning Den anden danske EU-folkeafstemning kom knap 15 år senere. Frem mod midt-1980?erne blev den foregående handlingsundertrykkende (s)tilstand i EF, der ofte betegnes euro-sclerose, udfordret af en række initiativer, der alle advokerede for øget europæisk integration, heriblandt Stuttgart-deklarationen, Spinelli-rapporten og Genscher-Colombo-planen. De nye tiltag blev langt hen ad vejen hilst velkommen af den daværende borgerlige regering, men statsminister Poul Schlüter havde fra starten et vågent øje på at få oppositionen med på de nye idéer, så det der senere blev til Den Europæiske Fælles Akt – eller bare Fællesakten og herhjemme bedre kendt som EF-pakken ? kunne ratificeres. Forhandlingerne om Fællesakten startede i sommeren 1985 og sluttede i januar 1986. Justitsministeriet vurderede, at EF-pakken ikke medførte yderligere suverænitetsafgivelse ? ligesom de senere Nice- og Lissabon-traktater samt altså for nyligt finanspagten ? og i modsætning til 1971/72-forløbet opstod idéen om en folkeafstemning først meget sent i processen. Det var således først, da socialdemokraterne og de radikale af forskellige årsager sprang i målet, at dette blev aktuelt. Så sent som den 19. november 1985 havde udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i et møde i Markedsudvalget (nu Europaudvalget) affejet et forslag fra SF og Venstresocialisterne om en folkeafstemning som alt for drastisk. Men han skulle snart ændre mening. Eller mere præcist: På det tidspunkt var muligheden faktisk begyndt at rumstere i regeringstoppen, hvor en fortrolig rapport, der var færdig lige inden jul, om en mulig vejledende afstemning blev efterspurgt. Da Socialdemokratiet d. 14. januar 1986, til trods for tidligere positive tilkendegivelser, endeligt besluttede sig for at stemme nej til Fællesakten i den tro, at dette ville fremtvinge et folketingsvalg, gik der kun få timer, før Schlüter annoncerede, at han ville udskrive en vejledende folkeafstemning. Præcedens var Danmarks første folkeafstemning om salget af De Vestindiske Øer i 1916, og fremgangsmåden var stærkt inspireret af føromtalte skuffelov, men flere kritiserede efterfølgende regeringen for blot at ville undgå et folketingsvalg. Efter afstemningen om Fællesakten i 1986 udtalte Keld Albrechtsen (dengang VS), at man herved havde skabt en tradition for at spørge befolkningen: I Danmark har man valgt den fremgangsmåde, at det er vælgerne, der gennem folkeafstemninger fastlægger grundlaget for det danske EF-medlemskab. Et udsagn, der rammer plet i forhold til 1990erne, men ikke efterfølgende. 1990erne: EU-folkeafstemningernes årti   1990?erne blev EU-folkeafstemningernes årti med hele tre afstemninger samt ØMU-afstemningen i 2000, som var direkte afledt af det hengående årti. Kort tid efter EF-pakken var en realitet, blev der søsat en række nye idéer, der senere skulle blive til Maastricht-traktaten. I en tidlig rapport fra Økonomiministeriet fra november 1989 blev det påpeget, at den suverænitet, der evt. skulle afgives ved dannelsen af en møntunion, som foreslået af Delors-kommissionen, i realiteten allerede var afgivet. Måneden inden havde økonomiprofessor Anders Ølgaard i kronikform omvendt argumenteret for, at de monetære tiltag måtte lægges ud til en folkeafstemning ?uanset, om kloge jurister måtte mene, at dette ikke er en juridisk nødvendighed.? Omfanget af Maastricht-forhandlingerne ? de mest omfangsrige reformer af den europæiske integrationsproces til dato ? gjorde dog senere al paragraf 20-tvivl til skamme. En folkeafstemning blev dog på forhånd aftalt internt mellem Svend Auken og Uffe Ellemann-Jensen på et hotel i Bruxelles i slutningen af 1990 ? vel at mærke før forhandlingerne officielt var begyndt. Som i 1971 ser vi altså en aftale mellem medlemmer fra regering og opposition, der går forud for de forfatningsmæssige forskrifter ? og desuden før omfanget af traktaten var alment kendt. Ellemann har flere år senere beklaget, at 5/6-betingelsen ikke blev testet først, men tilføjer derefter, at sådanne beslutninger nogen gange er en politisk nødvendighed. Under tredjebehandlingen af lovforslaget om Maastricht-traktaten nævnte Schlüter, at første trin i ratificeringen næsten kunne lukkes med sandsynligvis tæt på 5/6 flertal, men gik hurtigt videre til ?næste? trin i beslutningskæden, nemlig folkeafstemningen (kun 130 stemte dog for, 25 imod – men bemærk, at under halvdelen af de, som undlod at stemme, skulle have stemt for). Som bekendt endte folkeafstemningen den 2. juni 1992 med et snævert nej. Herefter blev der indgået det såkaldte nationale kompromis, som ikke bare banede vejen for endnu en folkeafstemning om Maastricht-traktaten (+ Edinburgh-aftalen), men samtidigt indeholdt en aftale om, at de fire danske forbehold, som ligeledes blev formuleret i kompromisset, kun kunne fjernes ved nye folkeafstemninger. Ligesom i 1986 var der i 1993 tale om vejledende afstemning, og den juridiske forankring var igen i høj grad inspireret af den skuffelov, der blev forfattet i starten af maj 1971. ØMU-afstemningen i 2000 var formelt set en paragraf 20-afstemning, da en ophævelse af forbeholdet ville medføre suverænitetsafgivelse, men det er mindst lige så væsentligt, at kravet om en afstemning er indskrevet i det nationale kompromis, hvilket betyder, at også alle fremtidige forbeholdsafstemninger er uundgåelige. Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 er nok den mindst kontroversielle af de danske afstemninger. Som det dog var tilfældet under flere af de foregående afstemninger, blev beslutningen om en folkeafstemning reelt truffet før både suverænitetsafgivelse og folketingsflertal var formelt testet, og denne praksis blev som tidligere nævnt her inkluderet i lovgivningsarbejdet. I en bemærkning til lovforslaget kan man således læse, at der på den ene side enten kræves, at der opnås et flertal på 5/6, eller at lovforslaget godkendes ved en folkeafstemning. Af bemærkningerne fremgik det imidlertid også – og altså på den anden side – at uanset om der blev opnået et flertal på 5/6, ville regeringen sikre, at spørgsmålet blev forelagt vælgerne til godkendelse eller forkastelse. Opsummerende kan man således konstatere, at praksis i forbindelse med de tidligere afholdte EU-folkeafstemninger ikke flugter med argumenterne, der blev fremført i forbindelse med beslutningen om ikke at sende finanspagten til folkeafstemning. Indtil årtusindeskiftet var der skabt en tradition, som dog sidenhen er ændret. Dette diskuteres nærmere i anden del af analysen, der bringes i Magasinet Europa i næste uge. Foto i artiklens top: fra venstre mod højre: de i artiklen omtalte Ivar Nørgaard, Jens Otto Krag og Jens Christensen underskriver medlemstraktaten 22. januar 1972. Foto: Europa-kommissionens arkiver. Rasmus Leander Nielsen Magasinet Europa Thu, 19 Apr 2012 09:40:01 +0100 http://blogs.jp.dk/masseysoptik/2012/04/16/os-mod-terroristen-anders-breivik/ Nu skal nordmændene høre på, at terroristen Anders Breivik kalder sin grusomme og bestialske massakre for en politisk nødvendig nødværgehandling. Dermed skriver Breivik sig ind i historien af skruppelløse og koldblodige legitimeringer for, at målet helliger midlet, når en vanvids-ide skal gennemtvinges. Sagen er, at han i en overlagt handling henrettede værgeløse og uskyldige. Systematisk og i flæng. I den konstatering må vi som enkeltmenneske og samfund træde i karakter og forstå, at der altid findes en Breivik iblandt os, som vil gennemtvinge sin syge ide for enhver pris. I den smertelige erkendelse starter vor nødværge. Men det kan være svært at erkende i vore nordiske samfund, som om nogen hylder enhvers demokratiske ret til at tale frit. Især i vor danske virkelighed, hvor Grundtvigs ånd lever i det ene, at frisindet tilsteder os at sige, hvad vi mener, så alle både bliver hørt og også modsagt. Frisind består ikke i at tolerere enhver mening eller ytring, men i at lade meninger og ytringer brydes. Nok er det mest fredsommeligt at gå fra et møde i enighed, men uenigheden er ethvert fællesskabs udfordring. For i uenigheden skal vi finde os i hinanden. Vel og mærke, hvis vi anerkender vor fælles bestræbelse på at skabe samfund sammen. For hvis nogen for enhver pris vil knægte frisindet ved at gennemtvinge alene sin ide, så lever den fælles bestræbelse ikke længere. Derfor må vi også opfatte vort frisind, som så dyrebar, at vi må handle i nødværge overfor det vanvid, der vil lade en sag komme før mennesket. Ja, lade ideer udslette mennesker. Ideer som en konstruktion udtænkt i et hoved må ikke betvinge virkeligheden. For fanden stikker altid sit fjæs frem i ideernes rige. På tegnebrættet ser alt fantastisk ud. Alt kan lade sig gøre. Uden modsigelse. Totalitære regimer har forsøgt at betvinge virkeligheden med vanvittige ideologier, som skulle fuldkommengøre mennesket, så det kunne passe ind i ideen. Hvis ikke mennesket kunne det, kunne de i deres ufuldkommenhed afskaffes. Netop som terroristen Breivik i sit djævelske galmandsværk har udraderet unge mennesker. Vor nødværge må ikke bestå i, at vi gør det samme. At vi gør demokratiet til en ide, som vil tale om mennesket som fuldkomment. Som vil bestemme, hvordan vi skal tale sammen og blive enige sammen. Nej, vi skal i vor nødværge forsvare retten til ikke at leve efter betvingende ideer. Vi skal forsvare vor ufuldkommenhed. Vi skal forsvare mennesket overfor ideerne. Vi skal forsvare, at der intet facit er på vort daglige liv og bestræbelse på at skabe samfund sammen. Vor nødværge overfor alverdens Breiviker består i, at vi standhaftigt fortsætter med at bygge samfund sammen. I en fælles folkelig bestræbelse, hvor vi måler os selv på evnen til dels at sætte sig i hinandens sted, og til dels at blive sig selv sammen med hinanden. Det er vor arv. Det har vore forfædre skabt samfund siden vi fik Grundloven for over 160 år siden. Altid med virkeligheden som medspiller og med en vilje til at ville lære af erfaringen. Den samme kerne består i Norge. Det kom til udtryk i nødens stund, og sammen blev nordmændene stærke. På tværs af dagligdagens skel og al deres ufuldkommenhed. For mennesket er ikke redskaber for en ide. Denne grundlæggende tanke og evnen til at gå ind i virkeligheden er vor eneste nødværge overfor, at unge mennesker igen brutalt henrettes for en vanvittig ide. Der står vi som samfund. Nok værgeløse, men stærke. For vi vil ikke kaos og en gal mands diktat. Alene indlevelsen i massakren på Utøya og dødssprængningen i Oslo gør os stærke. For vi kan sætte os i de dødes og overlevendes sted. Den evne bærer vi som mennesker. Vi kan forestille os sekunder og minutter, hvor en vanvittig terrorist målbevidst henretter det ene unge menneske efter det andet. Selvom vores indlevelse ikke redder de døde på Utøya og i Oslo, så udtrykker indlevelsen netop vor nødværges inderste væsen. Den, at vi i al vor afmagt skal rejse os og værne om familien og samfundet. Kristian Massey Møller Masseys Optik Mon, 16 Apr 2012 06:53:57 +0100 http://www.information.dk/298151 Hvis Danmarks deltagelse i Irakkrigen i 2003 blev vedtaget med det snævrest mulige politiske flertal, så bliver undersøgelsen af denne deltagelse et årti senere vedtaget med et lige så snævert flertal. Samtlige borgerlige partier vender sig nemlig mod SRSF-regeringens kommissorium for Irak-kommissionen. En undersøgelse som dermed kun har flertal med Enhedslistens stemmer. Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, konstaterer således kortfattet: »Vi ser ikke nogen grund til at undersøge det her«. Den samme melding kommer fra Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Netop den tidligere VK-regering har siden 2003 ? med støtte fra først Dansk Folkeparti og siden også Ny Alliance/Liberal Alliance ? afvist en sådan uvildig undersøgelse. Kim Kristensen Irak-krigen | information.dk Wed, 11 Apr 2012 21:28:26 +0100 http://www.information.dk/298151 Hvis Danmarks deltagelse i Irakkrigen i 2003 blev vedtaget med det snævrest mulige politiske flertal, så bliver undersøgelsen af denne deltagelse et årti senere vedtaget med et lige så snævert flertal. Samtlige borgerlige partier vender sig nemlig mod SRSF-regeringens kommissorium for Irak-kommissionen. En undersøgelse som dermed kun har flertal med Enhedslistens stemmer. Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, konstaterer således kortfattet: »Vi ser ikke nogen grund til at undersøge det her«. Den samme melding kommer fra Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Netop den tidligere VK-regering har siden 2003 ? med støtte fra først Dansk Folkeparti og siden også Ny Alliance/Liberal Alliance ? afvist en sådan uvildig undersøgelse. Kim Kristensen Nyheder fra information.dk | information.dk Wed, 11 Apr 2012 21:28:26 +0100 http://www.information.dk/298151 Hvis Danmarks deltagelse i Irakkrigen i 2003 blev vedtaget med det snævrest mulige politiske flertal, så bliver undersøgelsen af denne deltagelse et årti senere vedtaget med et lige så snævert flertal. Samtlige borgerlige partier vender sig nemlig mod SRSF-regeringens kommissorium for Irak-kommissionen. En undersøgelse som dermed kun har flertal med Enhedslistens stemmer. Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, konstaterer således kortfattet: »Vi ser ikke nogen grund til at undersøge det her«. Den samme melding kommer fra Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Netop den tidligere VK-regering har siden 2003 ? med støtte fra først Dansk Folkeparti og siden også Ny Alliance/Liberal Alliance ? afvist en sådan uvildig undersøgelse. Kim Kristensen Nyheder fra information.dk | information.dk Wed, 11 Apr 2012 21:28:26 +0100 http://eticha.dk/news/islam-as-it-is-del-1/ Islam ? råt og upoleret ? Del 1 En gennemgang af Hans Erling Jensen ? inspireret af Sam Solomon Jeg har samlet inspiration fra mange forfattere, forskere, foredragsholdere og offentlige personer, der alle er meget bekymrede over udviklingen i verden, hvor islam vinder større og større terræn med hjælp af en høj børnefødselsrate og en [...] Hans Erling Jensen Eticha.dk Fri, 30 Mar 2012 14:51:50 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/DenmarkOnline/~3/7mZ4_NUIP3Y/2012-13-du-har-altid-et-valg Læserbrev bragt i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad den 28. marts 2012 af Flemming Leer Jakobsen: I disse krisetider fortæller man vidt & bredt, at der ikke er andet valg end at støtte euroen. Regeringen inklusiv SF er vilde med at komme med i den finanspagt, som vil indkapsle finansloven i en borgerlig økonomisk nedskæringspolitik. Hvis ikke Danmark som led i den økonomiske politik indfører en stram budgetlov for kommuner, regioner & stat, så kan de andre deltagende lande i finanspagten indbringe Danmark for EU-domstolen. Der kan Danmark blive idømt en bod på kr. 1.7 Mia., som skal gå i EUs kasse. Medier & de forsamlede eu-partier fra SF til Venstre siger igen, at vi ikke har noget valg. Ellers går deres verden jo under. læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Thu, 29 Mar 2012 07:15:00 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/DenmarkOnline/~3/7mZ4_NUIP3Y/2012-13-du-har-altid-et-valg Læserbrev bragt i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad den 28. marts 2012 af Flemming Leer Jakobsen: I disse krisetider fortæller man vidt & bredt, at der ikke er andet valg end at støtte euroen. Regeringen inklusiv SF er vilde med at komme med i den finanspagt, som vil indkapsle finansloven i en borgerlig økonomisk nedskæringspolitik. Hvis ikke Danmark som led i den økonomiske politik indfører en stram budgetlov for kommuner, regioner & stat, så kan de andre deltagende lande i finanspagten indbringe Danmark for EU-domstolen. Der kan Danmark blive idømt en bod på kr. 1.7 Mia., som skal gå i EUs kasse. Medier & de forsamlede eu-partier fra SF til Venstre siger igen, at vi ikke har noget valg. Ellers går deres verden jo under. læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Thu, 29 Mar 2012 07:15:00 +0100 http://www.denmarkonline.dk/1/2012-13-du-har-altid-et-valg Læserbrev bragt i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad den 28. marts 2012 af Flemming Leer Jakobsen: I disse krisetider fortæller man vidt & bredt, at der ikke er andet valg end at støtte euroen. Regeringen inklusiv SF er vilde med at komme med i den finanspagt, som vil indkapsle finansloven i en borgerlig økonomisk nedskæringspolitik. Hvis ikke Danmark som led i den økonomiske politik indfører en stram budgetlov for kommuner, regioner & stat, så kan de andre deltagende lande i finanspagten indbringe Danmark for EU-domstolen. Der kan Danmark blive idømt en bod på kr. 1.7 Mia., som skal gå i EUs kasse. Medier & de forsamlede eu-partier fra SF til Venstre siger igen, at vi ikke har noget valg. Ellers går deres verden jo under. læs mere FlemmingLeer Denmarkonline.dk - blognyheder om politik Thu, 29 Mar 2012 07:15:00 +0100 http://eticha.dk/news/pausebillede/ 30 marts er vi tilbage med “Islam as it is”! Hans Erling Jensen Eticha.dk Tue, 27 Mar 2012 22:50:54 +0100 http://folkebevaegelsen.dk/spip.php?article4585 Østre Landsret tog i dag hul på retsmøderne i sagen om regeringens ratificering af Lissabon-traktaten, som 33 sagsøgere mener skulle have været til folkeafstemning i følge den danske grundlov. - Det bliver desværre ikke den 1. april, at kammeradvokaten skal på banen, men først den 2. april, udtalte Ole Krarup med et smil efter dagens retsmøde, som foregik for fuldt hus uden tomme stole. Højesteretsadvokat Karen Dyekjær, som fører sagen for de 33 sagsøgere, sagde bl.a. at det var en af regeringens provokationer, at den ikke vil offentliggøre den tyske forbundskansler Angela Merkels brev til EUs regeringsledere om ændringerne af EU-grundloven, der gjorde den til Lissabon-traktaten. Den samme opfattelse har Helge Rørtoft-Madsen, som er en af de 33 sagsøgere: - I retssagen om Lissabon-traktaten er det nu dokumenteret, at Fogh Rasmussen-regeringen arbejdede bevidst for at afskære den danske befolkning fra en folkeafstemning om traktaten. Regeringen har nægtet at udlevere visse dokumenter og begrunder det med, at det er tophemmeligheder om forhold til ?fremmede magter?. Er EU-landene da ?fremmede magter?? Alligevel er det lykkedes at dokumentere regeringens bevidste anslag mod demokratiet. En anden af sagsøgerene, entertaineren Niels Hausgaard, udtalte sig optimistisk til pressen efter dagens retsmøde: "Jeg forventer, vi får medhold. Foor mig er det et spørgsmål, om vi har en fri domstol, eller vi ikke har." På næste mandag gør Karen Dyekjær sig færdig, hvorpå regeringens sagfører, kammeradvokat Peter Biering, får ordet. Læs mere om sagen - klik her! Folkebevægelsen mod EU Mon, 26 Mar 2012 15:39:50 +0100 http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article4585 Østre Landsret tog i dag hul på retsmøderne i sagen om regeringens ratificering af Lissabon-traktaten, som 33 sagsøgere mener skulle have været til folkeafstemning i følge den danske grundlov. - Det bliver desværre ikke den 1. april, at kammeradvokaten skal på banen, men først den 2. april, udtalte Ole Krarup med et smil efter dagens retsmøde, som foregik for fuldt hus uden tomme stole. Højesteretsadvokat Karen Dyekjær, som fører sagen for de 33 sagsøgere, sagde bl.a. at det var en af regeringens provokationer, at den ikke vil offentliggøre den tyske forbundskansler Angela Merkels brev til EUs regeringsledere om ændringerne af EU-grundloven, der gjorde den til Lissabon-traktaten. Den samme opfattelse har Helge Rørtoft-Madsen, som er en af de 33 sagsøgere: - I retssagen om Lissabon-traktaten er det nu dokumenteret, at Fogh Rasmussen-regeringen arbejdede bevidst for at afskære den danske befolkning fra en folkeafstemning om traktaten. Regeringen har nægtet at udlevere visse dokumenter og begrunder det med, at det er tophemmeligheder om forhold til ?fremmede magter?. Er EU-landene da ?fremmede magter?? Alligevel er det lykkedes at dokumentere regeringens bevidste anslag mod demokratiet. En anden af sagsøgerene, entertaineren Niels Hausgaard, udtalte sig optimistisk til pressen efter dagens retsmøde: "Jeg forventer, vi får medhold. Foor mig er det et spørgsmål, om vi har en fri domstol, eller vi ikke har." På næste mandag gør Karen Dyekjær sig færdig, hvorpå regeringens sagfører, kammeradvokat Peter Biering, får ordet. Læs mere om sagen - klik her! Folkebevægelsen mod EU Mon, 26 Mar 2012 15:39:50 +0100 http://jyskeblog.dk/det-star-med-brede-boge-men-uden-borgerrettigheder/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=det-star-med-brede-boge-men-uden-borgerrettigheder Enhver dansk udenrigsminister, der får besøg af kolleger fra ikke-vestlige lande, forventes at holde et foredrag om menneskerettigheder. Og så må man jo tro, at Danmark har sin egen sti ren ? at her hos os er borgernes basale rettigheder klippefast forankret i en forfatning, der nidkært bliver beskyttet af domstolene. Men sådan er det ikke. Faktisk er det lige omvendt: Demokratiet og dets institutioner er i vidt omfang beskyttet af grundloven, og det samme er for eksempel trosfriheden. Men når det kommer til borgerens forhold til myndighederne, skiller Danmark sig ud fra de lande, vi normalt sammenligner os med, ved netop at have meget få forfatningsmæssigt garanterede rettigheder. Vi har rettigheder, men de er ikke mere klippefaste, end at 90 folketingsmedlemmer kan fjerne dem i morgen. Og der er ganske ofte 90 folketingsmedlemmer eller flere, der kan finde sammen om den slags love. Forholdet skyldes en kombination af to faktorer, forklarer Pernille Boye Koch, ph.d. i forfatningsret ved Københavns Universitet: For det første at grundloven er så vanskelig at ændre, og for at det andet at de relevante paragraffer i grundloven er så gamle, at det er meget svært at tolke dem i en nutidig sammenhæng. ?De danske frihedsrettigheder i grundloven er meget sporadiske og giver en ret ringe beskyttelse i forhold til det, man finder i de internationale menneskerettigheder. Dét kan man sige ret firkantet. Vi får i langt de fleste tilfælde en bedre beskyttelse i de internationale konventioner, end vi får i vores egen grundlov,? siger Pernille Boye Koch. Det er i grundlovens kapitel 8, at man skal lede efter de paragraffer, som grundlovsgiverne muligvis har tænkt som en begrænsning af lovgivernes magt over for borgerne. Paragraf 71 siger, at den personlige frihed er ukrænkelig. Paragraf 72 siger, at boligen er ukrænkelig. Paragraf 73 siger, at ejendomsretten er ukrænkelig. Og så videre. Men i alle disse paragraffer er der også formuleringer om, at principperne kun gælder, med mindre noget andet er vedtaget ved lov eller gavner det almene vel. Det giver paragrafferne elastik. Og ordlyden stammer i de fleste tilfælde helt tilbage fra den allerførste grundlov fra 1849. Dengang var grundlovsgiverne mest af alt optaget af at fravriste magten fra kongen og adelen, og samtidig skulle de i krig mod de onde tyskere i Slesvig og Holsten, der ønskede uafhængighed af Danmark. Der var med andre ord nok andet at se til, og hvad grundlovsgiverne mente om en tænkt situation halvandet hundrede år senere, hvor Roskilde Kommune tvangsopkøber en mark fra én virksomhed for at stille den til rådighed for nabovirksomheden, er mere end svært at vide ? og det er heller ikke nødvendigvis relevant. ?Der er en stor diskussion om, hvor meget man skal tillægge det, som grundlovsfædrene havde i hovederne, af betydning i en nutidig verden. Når man har redigeret grundloven, så har man ikke luget i gamle bestemmelser, og derfor er der nogle formuleringer, der er vældigt forældede. Det har betydet, at når man har fortolket bestemmelserne, både i Folketinget og hos domstolene, så har man gjort det ud fra et nutidigt behov og en nutidig politisk sammenhæng,? siger Pernille Boye Koch. Løsningen er altså blevet, at Folketingets flertal suverænt bestemmer, hvor grænsen går mellem ukrænkelighed og hensynet til det almene vel ? som defineret af Folketinget selv. Derfor er der, trods ejendomsrettens angivelige ukrænkelighed, en meget vidtgående praksis for, hvornår staten eller en kommune kan ekspropriere ejendom. Ligesom der er en meget vidtrækkende praksis for, hvornår man fængsler folk, og hvornår diverse myndigheder går ind i folks hjem eller virksomhed uden retskendelse. I praksis er der meget lidt beskyttelse at hente for borgerne i grundlovens ord om henholdsvis den personlige friheds og boligens ukrænkelighed. Det sidste hører som nævnt hjemme i grundlovens paragraf 72. Den siger: ?Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.? Spørgsmålet er imidlertid, om paragraffen skal forstås sådan, at myndighederne kun i undtagelsestilfælde må foretage husundersøgelse, åbne post og så videre ? eller om den i stedet giver politikerne en praktisk brugervejledning til, hvordan de skal gøre, hvis de vil foretage husundersøgelser og åbne borgernes post. Under alle omstændigheder er der nu nogle hundrede love, der hjemler ?særegne undtagelser?, og i skrivende stund er mindst en mere på vej gennem Folketinget. ?Grundlovens paragraf 72 har for så vidt ikke noget materielt indhold. Den beskriver kun en proces; en form. Den siger ikke noget om, hvor meget der skal til, eller hvornår det er rimeligt at kræve en retskendelse. Derfor er det ikke nogen særlig effektiv beskyttelse, i forhold til det man for eksempel har i den europæiske menneskerettighedskonvention,? siger Pernille Boye Koch. Men hvorfor går domstolene så ikke ind og trækker nogle streger i sandet? I andre lande, som i Tyskland, USA og Norge, går højesteret jævnligt ind og underkender love, eller underkender en praksis, som de lovgivende forsamlinger ellers lige havde givet tilladelse til. ?Så snart dommerne går ind i den slags sager, så får de en mere retsskabende effekt. Det er man ikke glad for, for det synes man er at blande sig i noget politisk. Det er sådan set meget sympatisk, for dommerne har jo heller ikke samme politiske legitimitet. Det er ikke dem, vælgerne har stemt på. I den henseende spiller det også ind, at det er så svært at ændre på grundloven. Hvis danske domstole går ind og underkender en lov, så sætter man lovgivningsmagten helt skakmat. I Norge, for eksempel, kræver det kun to tredjedeles flertal i Stortinget at ændre forfatningen, og så har de et modtræk ? de kan argumentere bedre og få samlet flertallet. Men det kan man i praksis ikke i Danmark,? siger Pernille Boye Koch, der også personligt ærgrer sig over, at grundloven er så fastlåst. ?Min mere retspolitiske holdning er, at vi skal se at få ændret den grundlov. Jeg synes, det er et problem, at vores nationale dokument, som har størst demokratisk betydning og legitimitet, reelt ikke har nogen betydning længere, fordi det er så forældet og så udvandet. Bestemmelserne om menneskerettigheder er blandt dem, der allermest trænger til at blive revideret,? slutter Pernille Boye Koch. __________________________________________________________________ Se kapitel 8 i den oprindelige grundlov fra 1849, og sammenlign med samme kapitel i den nugældende grundlov fra 1953. Det seneste skud på stammen over lovgivning, der giver ?særegen undtagelse? til at bryde boligens ukrænkelighed, er omtalt i indlægget Mytologien om den onde indvandring. Læs også indlægget Til brug for en enkelt sag om de seneste års udvikling i den type lovgivning. Trods grundlovens ord om den personlige frihed bliver der fængslet stadigt flere, uden at der foreligger bevis for, at de har overtrådt loven. Læs om det i indlægget Et spørgsmål om følelse. De to øverste billeder er fra den meget omtalte grund i Roskilde, som kommunen vil ekspropriere, primært af hensyn til Roskilde Festivalen. Grundens ejer, Keld Bjergegaard fra PlanteRiget, står ved et af de markeringsflag, som kommunen har sat op i forbindelse med ekspropriationssagen. Flagene har ringe praktisk betydning i en tid med digitale kort, men loven kræver stadig, at de skal være der. Foto: Torben Svane. Sten Thorup Kristensen Jyske Blog Tue, 20 Mar 2012 15:08:36 +0100 http://eticha.dk/news/kvinden-med-flojlshandsken/ Pia Kjærsgaard kaster silkehandsken og hiver jernnæven frem Af Hans Erling Jensen Pia Kjærsgaard kaster silkehandsken og hiver jernnæven frem. Således udtrykker Ralf Pittelkow sig i går i den korte avis om den aktuelle politiske dialog mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier, som hovedsageligt drejer sig om, hvordan man kan skaffe penge til at fortsætte [...] Hans Erling Jensen Eticha.dk Wed, 14 Mar 2012 20:18:21 +0100 http://vu.dk/2012/03/roskilde-%e2%80%93-mere-end-fest-og-frihed/ Jeg planlægger i år for 8. gang at rive en uge ud af min kalender for at hygge og feste med mine nærmeste venner og 130.000 andre glade mennesker på Roskilde Festival. Festivalen er Nordens største og en af Danmarks absolut vigtigste kulturbegivenheder, der igennem mere end 40 år har udviklet sig fra en hippiefest for de få rå til kommerciel og kapitalistisk kæmpefest med plads til næsten alle. I år bliver det dog med en fornyet skepsis overfor arrangørerne og Roskilde Kommune. Kommunen ønsker nemlig som en del af deres lokalplan at ekspropriere et areal, der grænser op til festivalen, som de vil bruge til at udvide festivalens område. Dette vil med andre ord sige, at de for at tilgodese Roskilde Festival forsøger at overtage jorden imod ejerens vilje. Det skal hertil siges, at området allerede har været lejet ud til Roskilde Festival i mange år, men nogen må være utilfredse med prisen eller lignende, siden ekspropriation nu foretages. Ejendomsretten er et grundlæggende princip i vores demokrati, da den altid gør det enkelte menneske vigtigere end staten. Af samme årsag er ejendomsretten en grundlovsfæstet rettighed. Historien fra bl.a. Sovjetunionen viser, at hvis magthaverne tilsidesætter folkets ret til at eje og profitere på deres ejendom, så mister de også interessen for at vedligeholde og investere. Der findes ikke bedre motivation end frugten af egen avl. Det føromtalte tyveri af planteavler Keld Bjergegaards grund handler i al enkelhed om, at nogle politikere – i dette tilfælde et flertal i Roskilde Byråd – har glemt, hvorfor ejendomsretten er vigtigere end det offentliges økonomiske interesser. Roskilde Kommune har forsøgt at gøre det til en sag til gavn for os alle sammen, men mon ikke jeg hurtigt ville kunne finde en stor gruppe danskere, der ikke skal til Roskilde Festival? Helt grundlæggende mener jeg, at staten bør blande sig mindst muligt i folks liv. Derfor bør omfanget af eksproprieringer begrænses til et absolut minimum. Politikerne skal derfor tænke sig gevaldigt om, før de med magt fratager folk deres ejendom for at tilgodese andre aktører. Hvis vi accepterer, at politikerne tilsidesætter vores rettigheder uden grund, giver vi dem mere magt, end nogen mennesker er i stand til at styre. Derfor er det nu tid at sætte foden ned og sige stop! Ejendomsretten er og bliver ukrænkelig! Mit håb er, at retssystemet klarer problemerne i denne sag. Ellers må vi jo til at stemme med fødderne – og jeg har heldigvis ikke købt billet til dette års festival endnu! René Sejer Nielsen Venstres Ungdom Wed, 07 Mar 2012 00:01:58 +0100