De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et klage http://www.overskrift.dk Sun, 06 May 2012 17:02:22 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://forbrugermeninger.wordpress.com/2012/05/06/vil-du-klage-over-din-tandlaege/ Hvis du er utilfreds med den behandling, du har fået hos din tandlæge, kan du klage. Men hvordan gør man lige det, og hvad kan man forvente at få ud af det? Jeg har samlet en del nyttige råd og erfaringer fra mit virke som Forbrugerrådets repræsentant i tandlægeklagenævnet for Region Hovedstaden. Klageprocessen tager ofte [...] Lone Ingemann Forbrugermeninger på bloggen Sun, 06 May 2012 12:37:15 +0100 http://skolevedfjorden.wordpress.com/2012/04/27/svar-fra-uvm-pa-klage-over-skolestrukturen/ I Facebook-gruppen ‘Modstand mod skolestrukturændringer’ har et medlem offentliggjort et svar, som vedkommende har modtaget på en henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet. Svaret bringes her som udklip fra Facebook-indlægget: Reference: 020.32L.981 Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har modtaget din henvendelse … Læs resten → skolevedfjorden Skole ved Præstø Fjord Fri, 27 Apr 2012 14:07:47 +0100 http://but-why.dk/brugervenlighed/halloo-club-matas-luk-mig-ud Af Christiane Vejlø Club Matas inviterer til leg men taler kun om sig selv, og når man så gerne vil hjem, så låser de døren.  Da jeg var lille var der en pige jeg af og til legede med. Hun kunne godt være ret dominerende og egoistisk, så jeg fik hurtigt nok og ville hjem. Det måtte jeg bare ikke komme. Pigen stillede sig foran døren og låste den for hun var ikke færdig med at lege med mig. Nøjagtig sådan opfører Matas sig med Club Matas. Jeg er glad for Matas. Jeg har i årevis handlet nærmest ugentligt i min lille lokale Matas på Østerbro. Men nu er jeg efterhånden så irriteret på hele kæden, at jeg for tiden går uden om og henter shampoo, vat og make up i andre butikker. Hvorfor? Fordi den nye Club Matas viser sig at være mere lænker end VIP. Matas introducerede i 2011 deres nye medlemsklub. Med et smart lille kort kan man indsamle point ved hvert køb og efter (utrolig mange) køb har man så nok til at indløse produkter for sine point. Jeg ville gerne have gode tilbud og samle point ind, så jeg sagde selvfølgelig ja til ekspedientens tilbud om Club Matas. Da jeg senere i et anfald af inbox hygiene ønskede at afmelde nyhedsbrevet gik det dog op for mig at nyhedsbrevet ikke havde nogen afmeldingsknap. Jeg er med andre ord tvunget til at modtage hvad jeg nu betegner som spammails fra Club Matas. Ved en kæmpestor kosmetikkæde dog ikke at det er lovpligtigt at give brugerne en mulighed for at melde fra? Nå men hver gang jeg får min spammail fra Club Matas lader jeg min irritation komme ud på Twitter. 2-4 gange #Matas galde indtil videre øst ud over mine stakkels 3000+ followers. Det viser sig dog at mange deler min irritation. Det er nemlig ikke særlig sympatisk at lokke med venlige tilbud og så låse kunden fast til never-ending reklamespam. Man kan altså konstatere, at Matas ingen social strategi har. For havde de det, så sad der selvfølgelig en kommunikationsmedarbejder som kunne fange og svare kritiske kommentarer på Twitter. Men kan man så nå Matas via Facebook? Først og fremmest virker det ikke som om Matas har nogen officiel Facebook profil overhovedet. De har dog en Club Matas side, men trods scroll op og ned er jeg ikke stødt på en eneste interaktion med brugerne fra Matas side. (ja jeg måtte jo ?synes godt om? selvom jeg frygter om de også her vil låse mig fast i kosmetiklænker). Club Matas på Facebook linker til deres fine tilbud og giver gode tips til føntørring og mascara. Men hvis brugerne stiller spørgsmål, så er Club Matas tavs. Kom nu ind i kampen Matas! Hvis I vil lege på den digitale legeplads, så skal I til at forstå, at brugeren står i centrum og at den positive relation altså ikke opstår i et tvungent samvær. Giv brugeren muligheden for at melde nyhedsbrevet fra. Følg #matas og #matasdk og alt muligt andet på Twitter for at holde øje med brugernes reaktioner. Sørg for at svare jeres brugere på Facebook. Det er jer der skylder brugerne noget og ikke omvendt. Så kære Matas. Hvad med noget social media strategi? Hvad med noget digital modenhed? Så kan vi godt lege igen. P.S Matas praler af 1 million medlemmer i Club Matas. Men det er jo også umuligt at melde sig ud såååå…. But-Why But-Why Mon, 09 Apr 2012 12:04:31 +0100 http://thecitygirl.dk/2012/03/en-af-dem/ Jeg troede aldrig i mit liv, at jeg skulle blive sådan en af de der latterlige mennesker med nul tolerance og konstant trang til at klage. Men det var også før min underbo flyttede tilbage og besluttede sig for at forpeste mit liv 24/7. Så efter at have hørt på et lydtapet af lort fra [...] Skuffen er tom The CityGirl The CityGirl Tue, 20 Mar 2012 23:04:14 +0100 http://sarkoidose.wordpress.com/2012/03/13/forvirrende-offentlige-myndigheder-vol-2/ S Sarkoidose Tue, 13 Mar 2012 09:01:28 +0100 http://johnnysks.dk/?p=2623 Det er nu ca 3-4 måneder siden at jeg valgt og klage over Mariagerfjord kommune til Statsforvaltningen, og jeg sidder her helt alene hverdag (i min lejlighed) og det bliver mere... Johnnysks.Dk Johnnysks.Dk Thu, 16 Feb 2012 18:40:24 +0100 http://www.fridaelm.dk/2012/02/oman-bahrain-og-dubai/ Så er jeg tilbage i Dubai efter både at have været i Oman og Bahrain. Efter nogle dage, hvor vi ikke lavede så meget, tog vi forrige tirsdag til Mutrah, der er en anden del af Muscat end den bydel, som vi boede i. Her var der en souq (marked på arabisk), hvor der blev solgt en hel masse forskellige ting. Og da bydel også var der, hvor krydstogskibene lagde til, var sælgerne ret pågående. Et af deres tricks var at give mig en ting i hånden, og så havde de jo pludselig også mors og fars opmærksomhed. Her fik jeg også meget opmærksomhed – og ikke kun fra de lokale. Bl.a. var der en japaner, som havde travlt med at fotografere mig, mens jeg spiste is på en trappesten. Og senere på dagen var der nogle arabiske turister, som fik lov til at løfte mig op og tage billeder sammen med dem. Men efterhånden vænner man sig jo til alt den opmærksomhed. Efter Mutrah tog vi en taxa videre til Old Muscat, hvor der var et flot palads – og ikke mindst nogle lange søjlegange, hvor jeg kunne løbe og gemme mig. Hjemme igen var jeg med mor i det lokale supermarked. Og der havde de åbenbart lært noget af sælgerne i Mutrah. I hvert fald fik jeg en slikkepind, som vi begge troede var en gave. Men pludselig skulle jeg betale for den. Øv, hvor var de dumme – man må ellers ikke kalde folk dumme, men det var de her altså. Næste dag tog vi til en dejlig, bred strand. Det var dejligt at få dyppet fødderne i vand og få lidt sand mellem tæerne. Om torsdagen (for to uger siden) var planen at tage til en park, hvor der også skulle være et tivoli. Desværre vidste taxachaufføren ikke, hvor det lå, så vi blev sat af ved stranden fra dagen før – som vi troede lå lige i nærheden af parken. Men det gjorde den ikke, så vi måtte gå rigtig langt. Heldigvis fandt jeg ud af, at jeg kunne ligge i bagagehylden under klapvognen. Det så vist ret sjovt ud, men det var meget praktisk. Da vi endelig nåede parken, var den lukket på grund af en eller anden festival, der skulle være der et par dage senere. Så i stedet tog vi en taxa til stranden fra dagen før. Her fik jeg lov til at bade i mine underbukser. Jeg ville også have mor til at bade, men hun sagde “at kvinder ikke måtte bade i underbukser i Oman”. Mit svar til dette var “kan du ikke bare tage dine underbukser af?”. Fredag skulle vi så flyve videre til hovedstaden Manama i Bahrain. Og denne gang var turen heldigvis ret begivenhedsløs – hverken jeg eller Vilde var syge denne gang. Eneste problem var, at jeg ikke fik tisset af i lufthavnen i Bahrain. Så da vi havde kørt kort tid mod vores hotel, skulle jeg tisse. Mor og far var vist ret nervøse for, om jeg kunne holde mig – men det lykkedes heldigvis. I Bahrain boede vi i en lækker hotellejlighed, hvor der bl.a. var tv på mit værelse. Og udsigten fra 18. etage var helt fantastisk. Det var dog ikke meget, jeg oplevede den første dag, for jeg var rigtig træt. Så jeg sov allerede kl. 19 – hvilket faktisk var kl. 18 i Bahrain, som er en time bagud i forhold til Oman. Og når man går tidlig i seng, står man ofte også tidligt op. Så vi havde en lang morgen til at pakke ud næste dag. Senere var jeg i et legerum på hotellet med far og Vilde. En anden smart ting ved hotellet var, at det lå lige op til en kæmpe storcenter (meget større end Frederiksberg Centret). Så man kunne gå lige fra hotellet ind i centret. Så det gjorde vi alle fire efter turen i legerummet. Da jeg havde sovet middagslur, skulle vi prøve poolen. Men den var godt nok kold – alt for kold til at bade i. Heldigvis var der også et jacuzzi, som lige var til at holde ud. Så der var jeg i lidt tid. Rigtig dejligt var det dog ikke. Søndag havde vi endnu en slappedag på hotellet og i centret. Jeg startede med en tur i jacuzzien, og efter min middagslur kørte vi en tur rundt i centret med et lille tog. Det var rigtig sjovt. Endnu bedre var turen til isbaren, hvor man selv kunne vælge en frugtispind, som man kunne få dyppet i chokolade. Tendens med at stå tidligt op fortsatte. Næste morgen var jeg klar allerede kl. 5.15. Der gik dog lige et par timer, før vi tog til den lokale souq, der heldigvis ikke var nær så turistet som i Muscat. Det betød dog ikke, at jeg ikke fik opmærksomhed – nærmere tværtimod. For hvor der i souq’en i Muscat kom mange turister, var vi vist de eneste her. Så da jeg så et par søde kattekillinger sidde udenfor en kaffebar, var der pludselig omkring tyve arabiske mænd, som stort set alle prøvede at kalde kattene hen til mig. Desværre faldt jeg og slog mit knæ – men efter at være blevet trøstet lidt, kunne jeg da vinke farvel til dem allesammen. Og så havde de vist fået dagens oplevelse. I det hele taget var folk utrolig venlige i Bahrain. På turen rundt i gaderne omkring souq’en, kom der pludselig en kvinde i burka hen til mig og gav mig en chokoladestang. Og lidt senere stak en mand en appelsin ud af sit bilvindue til mig. Begge gange uden at jeg havde snakket med dem overhoved. Efter dagens oplevelse var jeg meget træt, så da jeg kom tilbage til vores lejlighed, sov jeg 2,5 time. Næste morgen valgte jeg så at stå op allerede kl. 5. Resten af dagen brugte vi på værelset og i centret. Her var vi bl.a. i et stort tivoliland, der lå i den anden ende af centret. Mor, far og Vilde mente vist, at det var meget støjende – men jeg nød at prøve alle de sjove forlystelser. Senere tog vi også en tur i toget og fik en ispind. Den første dag i februar var det ikke snestorm, der var problemet – men en sandstorm. Da vi kiggede ud af vinduet om morgenen, så det ud som om, at det var tåget. Men det var bare sand, der var i luften. Alligevel valgte vi at tage en tur til nationalmuseet. Desværre var en stor del af det lukket pga. restaurering. Så det var ikke så spændende. Om eftermiddagen var jeg med far i tivolilandet, mens mor var hjemme med Vilde. Sidste torsdag slog jeg så rekorden og vågnede allerede kl. 4.50. Da det stadig var sandstorm, valgte vi at blive hjemme. Så endnu engang var vi i tivoliland og på togtur. Vi var også en tur i en tøjbutik for at købe flere t-shirts til mig. Om eftermiddagen gik vi op til poolen, men det blæste så meget, at vi ikke havde lyst til at være der. I stedet var mor og jeg i et indendørs spabad, der var dejligt varmt. Senere hyggede vi og skrev postkort hjem til Danmark. Fredag sov jeg helt til 6.30. Selvom det stadig blæste, valgte vi at tage til Muharraq, der er den gamle del af Manama. Det var også fint nok, for der var læ de fleste steder. Her fik jeg som altid meget opmærksomhed, og jeg måtte vinke og sige “hello” og “bye bye” hele tiden. Vi fik gået meget og så bl.a. en moske, hvor der var fredagsbøn – og de måtte åbenbart ikke have sko på indenfor, for udenfor stod der flere hundrede par sko. Vi var også i et gammelt hus, hvor der var masser af trapper og små rum, som man kunne lege i. Mens jeg sov middagslur (endnu engang 2,5 time), kom mor til skade med foden. Så da jeg vågnede, var hun en tur på hospitalet for at få syet såret. Lørdag var det så tid til at rejse tilbage til Dubai. Da vi første skulle af sted kl. 12, havde vi masser af tid til at pakke. Og jeg fik da også set en del lokalt børne-tv. Det var nu meget rart at se noget andet end de dvd’er med Peter Pedal, Bamse, Skæg mm., som jeg havde med hjemmefra. Endnu engang var rejsen uden de store begivenheder. Og da vi kom ud af lufthavnen, var vores chauffør der allerede. Det tegnede jo ret lovende. Desværre fortsatte de gode takter ikke, da vi kom til vores lejlighed. For den var meget beskidt. Og så var der flere ting, der var i stykker. Bl.a. sad vandhanen i køkkenet helt løs – så far måtte skrive en klagemail. Udsigten kunne man dog ikke klage over. Fra vores lejlighed var der udsigt til en masse af de andre højhuse i Dubai Marina. Efter lidt mad var det på hovedet i seng. På grund af tidsforskellen sov jeg “længe” næste dag – helt til kl. 7 (Dubai-tid). Efter morgenmaden tog vi et kig på poolområdet – det viste sig at være superlækkert. Her er hele fire pools (inklusiv en børnepool) – alle opvarmede. Desværre havde mor og far i mellemtiden fundet endnu flere fejl i lejligheden, så vi valgte at gå en tur for dels at kigge på området, dels at kigge efter alternative overnatningsmuligheder. Mor var også forbi en læge, for at få skiftet sin forbinding. Udsigten fra 33. etage var helt fantastisk. Man kunne se en stor del af Dubai – bl.a. den palmeø, hvor vi havde boet et par uger tidligere. Om eftermiddagen fik jeg så selv mulighed for at prøve de fire pools. Det var godt nok dejligt endelig at kunne bade, uden at det var for koldt. Både i beach club’en her i Dubai og i Bahrain havde det jo været rigtig koldt. Mandag morgen pakkede vi så ud, efter at mor og far var blevet enige om, at vi blev boende. Bagefter gik vi alle fire til poolen. Her havde jeg alle mine legeting med – inkl. min gummibåd. Der var også en anden pige, som jeg legede lidt med. Bagefter gik vi en tur i marinaen, hvor vi spiste på en restaurant. Vi handlede også i et supermarked. Hjemme igen kunne vi konstatere, at lejligheden var blevet gjort ren. Vi havde også fået en ny højstol (den gamle havde været meget ulækker) og en ny klapvogn (den anden var i stykker). Vi kommer dog nok ikke til at bruge klapvognen så meget – men den er sjov at lege flyvemaskine/helikopter med. Efter en lang dag (endnu engang) uden middagslur, var jeg meget træt – og kom derfor tidligt i seng. Næste morgen fandt vi så ud af, at nu var vores køleskab gået i stykker – efter at rengøringsfolkene havde afrimet det. Så alle vores indkøbsvarer var ødelagt – inkl. det som vi skulle have spist til morgenmad. Det var derfor ikke den mest nærende morgenmad, jeg fik – men jeg synes nu at det var fantastisk bare at spise boller med syltetøj og Nutella. Så for min skyld behøver de ikke skynde sig med et nyt køleskab – og det gør de så heller ikke. To døgn efter venter vi stadig på et nyt. Efter morgenmaden tog vi en taxa til Souk Madinat Jumeirah – der er en kunstig souq med hyggelige butikker og små kanaler – og ikke mindst udsigt til Dubais berømte Sejl. Her var rigtig hyggeligt, og jeg fik løbet en masse på trapper, kigget på springvand – og ikke mindst spist is. Jeg fik også en tøjkamel. Da jeg kom hjem, var jeg meget træt – og jeg faldt da også i søvn til Bamse på sofaen. Efter lidt mad kom jeg “rigtig” i seng. I går tog vi så rigtig på sightseeing. Vi startede med at tage en taxa på tværs af Dubai til bydelen Bur Dubai, der er en helt anden verden end Dubai Marina. Her er gamle huse og masser af liv, der mere er som det gamle Dubai. Det er også her, at Dubai Creek ligger – en flod der adskiller Bur Dubai og Deira. Måden at komme over floden på er med taxa igennem en af tunnelerne – eller med båd. Vi valgte det sidste, og det var en rigtig sjov oplevelse, der desværre ikke tog mere end ti minutter. På den anden side af floden, fik jeg både en is og nogle popcorn. Bagefter gik vi en tur langs bredden, hvor de gamle fragtbåde kaldet “dhow” lå. Det var vist ikke de rige mennesker, der arbejde der – men de var meget flinke og syntes det var rigtig sjovt, at jeg ville give dem popcorn. Bagefter var vi både i en krydderi-souq og i en guld-souq, inden vi tog tilbage igen med båd til den anden side. I dag har vi så endnu engang været ved poolen, hvor de samme piger som forleden var der. Så vi fik endnu engang leget lidt sammen. Det var nu hyggeligt at lege med nogle andre børn. Jeg savner min børnehave – men nu er der jo heller ikke lang tid til, at vi skal hjem til Danmark igen. I øvrigt er jeg endnu engang blevet en rigtig “Spørge Jørgen”. Denne gang er det dog ikke ordet “hvorfor”, som jeg bruger – men nærmere “hvad betyder…”. Mor og far har vist nogle gange lidt svært ved at svare på mine spørgsmål. Så går det lidt nemmere, når jeg spørger om, hvad et ord starter med. Ofte kan jeg dog svare på det selv, når de bare siger den første del af ordet meget tydeligt. Og så vil jeg lige slutte af med en oplysning, som jeg gav mor og far forleden: “Kylling. Det er hønens skatter”. Frida Frida Elm Thu, 09 Feb 2012 11:54:24 +0100