De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et kulturkamp http://www.overskrift.dk Mon, 21 May 2012 19:01:25 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://blogs.jp.dk/setfraensauna/2012/05/21/v%c3%a6rdikampen-og-den-gode-statsminister/ Måske har Helle Thorning-Schmidt slet ikke klaret sig så skidt i sine første seks måneder som statsminister, som vi ellers hører. Selvfølgelig er der de mange løftebrud, men derudover synes kritikken mest at gå på, at statsministeren ikke formår at sætte sig igennem, hvad der især kommer til udtryk på det ugentlige pressemøde, hvor hun ikke, som hun åbenbart burde, afskærer journalisterne, men i stedet vælger dialogen. At en statsminister vælger dialogen, og faktisk lytter til sine kritikere, burde vel ikke i sig selv være diskvalificerende. Og tænker vi på et par af Helle Thornings forgængere i embedet, som f.eks. Poul Nyrup Rasmussen og Poul Schlüter, for nu blot at vælge to, var de jo ikke kendte for deres evne til at skære igennem. Ja, Poul Schlüter blev i begyndelsen kaldt parfumesælgeren, hvad der vist både henviste til hans påklædning og hans lettere sludrende væsen, mens Nyrup til stadighed blev kaldt ‘uld i mund’ gennem alle årene som statsminister. Når vi i dag, godt sekunderet af politiske kommentatorer, forventer, at statsministerens skal skære igennem og være kontant, skyldes det ene og alene Anders Fogh Rasmussen. Anders Fogh ændrede om nogen spillereglerne for dansk politik og hele vores opfattelse af, hvordan en statsminister agerer. For Anders Fogh var statsministerposten at ligne med stillingen som administrerende direktør i en privat virksomhed. Han var lederen og hans beslutninger stod ikke til diskussion. “Der ikke er noget at komme efter,” blev han kendt for at sige, ligesom det er ham, som de politiske kommentatorer altid refererer til, når de siger, at Helle Thorning skal lære at skære igennem overfor pressen. Dette opgør med opfattelsen af statsministerembedet var en del af den værdikamp, som Anders Fogh førte i sine første år som statsminister. Det var opgøret med smagsdommerne og eksperttyranniet, hvad der hurtigt blev opfattet synonymt med kulturradikalismen. Det kulturradikale ideal var at frisætte mennesket til det legende demokratiske og dialogiske. Poul Henningsen talte om “demokratiets lyse sommerprogram,” som bl.a. bestod af “frisind, tolerance, retfærdighedssans, klasseudligning, ærlig seksualmoral.” Og dette ideal blev ligefrem indskrevet i folkeskoleloven fra 1975, hvor det lød, at folkeskolen “forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund” hvorfor skolens “undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati.” Anders Foghs værdikamp var et opgør med en tankegang, hvor alt var åbent for diskussion og hvor alle synspunkter var lige gode. En tankegang, der lå i forlængelse af kulturradikalismen og som i en dansk sammenhæng dominerede i store dele af det 20. århundrede. Og dette opgør blev altså også udtrykt i den måde, Anders Fogh valgte at varetage embedet som statsminister, hvilket forklarer, hvorfor især venstrefløjen og de kulturradikale, der var vant til det dialogiske samtale demokrati, så manden som en inkarnation af ondskaben selv. I dag er det især borgerlige politikere og meningsdannere, der kritiserer Anders Fogh Rasmussen. Kritikken går på, at han som statsminister burde have brugt højkonjunkturen på at gennemføre reformer af den offentlige sektor og at han i mangt og meget førte socialdemokratisk politik i sine små otte år som statsminister. Denne kritik af Anders Fogh viser, hvor lidt de ultraliberalister, hvis kritik lyder mest skinger, har fattet af kulturkampen. Anders Foghs opgør med et helt værdisæt er langt mere epokegørende, og har haft langt støtte indflydelse på Danmark som sådan, end en sølle lettelse i topskatten nogensinde ville kunne få. Ja, Anders Fogh ændrede spillereglerne. Ikke blot politisk, men for samfundsdebatten som sådan. Det så vi, da Lars Løkke Rasmussen satte sig i statsministeriet efter Fogh var blevet udnævnt til generalsekretær i Nato. Også han havde som Thorning svært ved at sætte sig igennem. Han blev opfattet som svag og ubeslutsom, indtil han helt i Foghs ånd annoncerede et opgør med efterlønnen, som blot ti år tidligere ville have været tæt på  politisk selvmord. Og det er lige præcis her, at vi finder Helle Thornings største problem. Heller ikke hun synes at have forstået, at man ikke længere kan være statsminister, som før i tiden, og at en del af den kritik, der rettes mod hende for ikke at kunne skære igennem, er et produkt af Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister. Om man bryder sig om den udvikling eller ej, er selvfølgelig en smagssag. Men det eneste, man ikke kan gøre, er at benægte den. Og der er meget, der tyder på, at det er lige netop det, som vores statsminister gør. Når reglerne er blevet ændret, bliver man nødt til at ændre den måde, man spiller på, eller også må man selv forsøge at omdefinere reglerne engang til. Det sidste har statsministeren næppe format til, mens hun stadighed opfører sig som om reglerne er de samme som de var i gamle dage. Det er netop i forhold til de gamle regler - dansk politik før Anders Fogh - at Helle Thorning-Schmidt måske slet ikke klarer sig så skidt endda. Men Anders Foghs værdikamp ændrede alt. Også idealet for, hvordan en statsminister bør gebærde sig. Og i dag oplever vi et ideal, hvor statsministeren skal skære igennem, træffe upopulære beslutningen og ikke er bange for stå fast på sit. Vi kan i dag læse i avisen, at Helle Thorning netop har ansat endnu en spindoktor. Men det kommer næppe til at ændre meget, hvis ikke statsministeren selv vågner op og erkender, at vi ikke længere skriver 1990′erne, men 2012, og at dansk politik, og hele den måde, som vi taler om politik på, for tid og evighed blev ændret med Anders Fogh Rasmussen og værdikampen. Claus Elholm Set fra en sauna Mon, 21 May 2012 11:48:54 +0100 http://undertakt.wordpress.com/2012/05/16/fremtiden-er-frivillig-pa-godt-og-skidt/ D. 16. juni afholdes der Operasjon Gränseløs i København ved Amager Bio. Arrangementet går ud på at fejre frivilligheden, og de unges engagement for arbejde, der ikke resulterer i nogen økonomisk kompensation. For der er utroligt meget engagement: I en undersøgelse fra 2010 nævnes det, at 43 % af danskerne over 16 år udfører frivilligt … Read more JC.Eriksen Undertakt Wed, 16 May 2012 10:00:11 +0100 http://blogs.jp.dk/setfraensauna/2012/04/19/breivik-og-multikulturalismen/ Retssagen mod Anders Behring Breivik har fået samtlige landets medier til at gå i selvsving. Konstant opdateres vi om den seneste udvikling, om inhabile lægdommere, om den anklagedes egen forsvarstale og hvad der sker minut for minut. Og med den overfladiskhed, som karakteriserer medielandskabet når det kommer til etiske spørgsmål, har vi med stor forudsigelighed fået tudet ørene fulde af pseudodiskussioner om, hvad medier nu også kunne tillade sig at bringe fra retssagen. “Vi ønsker ikke at kunne blive misbrugt som et talerør for Anders Behring Breivik,” lød f.eks. det fra den ellers sympatiske Anne Mette Svane, der er chefredaktør på Politiken, mens Lisbetth Knudsen på Berlingske slog fast, at retsopgøret med Brevik ikke er noget, vi kan vælge fra, da vi er “nødt til at tage læring af det.” At vi skal tage læringen af det, for nu at bruge Lisbeth Knudsens ord, er et udtryk for en tro på, at der findes en rationel forklaring på terrorhandlingen, og hvis bare den kommer frem i lyset, så kan vi undgå noget lignende i fremtiden. Problemet er, at idet de danske medier bilder sig ind, at vi kan lære noget af retssagen, så gør de samtidig sig til et talerør for Breivik synspunkter ved at bekræfte hans egen fortolkning. Med andre ord: det, at man forsøger at uddrage en lære af terrorhandlingen gør, at man ufrivilligt kommer til at bekræfte præmissen i Breiviks forkvaklede verdensbillede. Det er en præmis, der handler om, at Anders Breivik ville gøre op med multikulturalismen i det norske samfund. En galnings opgør, javist, men ikke desto mindre et opgør, hvor han opfatter vesten som værende i krig med hele islam. Problemet med denne præmis er ikke blot, at den er falsk, men også, at den bygger på en forestilling om, at vold er troens yderste konsekvens. En forestilling om, at målet måske ikke helliger midlet, men gør det forståeligt. Og at Breiviks terrorhandling er en logisk konsekvens af hans ideologi. Her hjælper det ikke, at så godt som alle kalder manden psykopat, galning eller noget helt tredje. For grundfortællingen - at han ville gøre op med det multikulturelle samfund - sættes der i de danske medier ikke spørgsmålstegn ved. Og det er der al muligt grund til at gøre. Ellers ender det med, at mandens verdensbillede bliver alment accepteret. Ikke handlinge - i hvert fald ikke endnu - men rationalet bag. Det sidste kan man bl.a. se i en række læserkommentarer på Kasper Støvrings seneste blogindlæg på Berlingske. Her skriver en læser bl.a. at “meget taler for at den norske regering har svigtet sit eget folk og udleveret det til en dyster, problematisk og muligvis både totalitær og katastrofal fremtid,” mens en anden skriver, at når establishmentet “i en længere periode ikke lytter til folkets røst, som det ikke har gjort mht. muslimsk kædeindvandring, så er det forventeligt at der kommer en reaktion på et tidspunkt.” Det er samme mekaniske, som vi så blandt folk med et indgroet had til USA i dagene efter terrorangrebet d. 11. september: “They had it coming,” lød det. Og pludselig bliver massakren i Norge, der kostede 77 ungdomspolitikere på sommerlejr livet, et udtryk for en ‘forventelig reaktion’, hvor disse unge mennesker med livet foran sig ‘had it coming’. Og som om det ikke var nok ser vi, at udtrykket ‘kulturmarxist’, som Breivik igen brugte i sin forsvarstale om dem, som han opfatter som fjenden, dukker op flere og flere steder om politiske modstandere, bl.a. også i kommentarerne til Støvrings indlæg og i flere nylige tråde på Facebook. Hvis de danske medierne vitterligt ønskede ikke ønskede at gøre sig til talsmænd for Anders Behring Breivik, burde de lige fra starten have slået fast, at præmissen for hans verdensbillede er falsk gennem noget så gammeldags som kritisk journalistisk. For hverken Danmark eller Norge er multikulturelle samfund. At hævde noget sådant er en gang sludder. Flerkulturelle, javist, men det har vi sgu altid været i en vis udstrækning, selv om det selvfølgelig er blevet mere i de seneste år. Men vi er altså meget langt fra det multikulturelle, hvis man forstår det som at alle kulturer er ligestillede. For der er ingen tvivl om, hvad det er for en kultur, der dominerer. Både i Danmark og Norge. Det er nemlig den nationale med alle det liberale demokratis værdier. Hvis der således sættes spørgsmålstegn ved selve præmissen, bliver det umuligt at retfærdiggøre handlingen. På den måde bliver Breivik ikke en fundamentalist, der drager den yderste konsekvens af sin ideologi, men en psykopat, der hallucinatorisk har opfundet sit helt eget verdensbillede for at retfærdiggøre sine handlinger. Det er sådan - som en hallucinatorisk psykopat, hvis verdensbillede ikke har noget har hold i virkeligheden - at Anders Behring Breivik eftersigende er blevet fremstillet i de norske medier. Men ikke i Danmark. Her skal vi partout lære noget af terrorhandlingen. Og dermed holder vi liv i hans forrykte ideologi. Claus Elholm Set fra en sauna Thu, 19 Apr 2012 11:28:19 +0100 http://blogs.jp.dk/frontalt/2012/04/16/lommepenge-og-liberalisme/ Der er utallige måder at opdrage børn på. Mange af dem er dårlige, og det er som regel dem, film, romaner og psykologer behandler, og liv traumatiseres af. Skal man blive til noget i denne verden, må man for alt i verden ikke rammes af en god og tryg barndom, men udsættes for det ene mere forrykte eksperiment eller omsorgssvigt efter det andet. Ellers går det ikke, og man kommer med al sandsynlighed til at henslæbe sit liv på et kontor. Hvem kan skabe kunst, berømmelse og moneter på noget så ordinært som en lykkelig opvækst? Nu har jeg ingen som helst kunstneriske ambitioner. Alligevel vil jeg gerne prise mig lykkelig for ikke at være barn af Ole Hækkerup. Ikke at jeg befinder mig i overhængende fare herfor; jeg er mindst ligeså gammel og er på ingen måde i familie med benævnte socialdemokrat, som til gengæld var så dumdristig at afsløre over for Ekstra Bladet i påsken (ikke online), at han og konen ? socialminister Karen Hækkerup ? hver eneste dag, uge efter uge, år efter år, arbejdet hårdt og målrettet på, at deres børn ikke går hen og bliver liberalister med alderen. Et rigtig skodjob, hvis jeg må være så fri. Som altid med socialdemokrater begynder alting med penge. Måske fordi socialdemokrater typisk ikke har så mange og derfor meget nemt besættes af andres og sjældent tøver så meget som et sekund med at beskatte eller afgiftspålægge ?de riges? værdier og vaner. Hos familien Hækkerup begynder livet som socialdemokrat med passende lommepenge, hverken mere eller mindre, og mindst af alt lommepenge givet i den ?forkerte? ånd. Thi gives lommepenge ud fra forkerte motiver, bliver ens børn liberalister. Ole Hækkerup er klar til kulturkamp omkring middagsbordet, hør blot hvad han betror os om sine egne poder: ?Hvis de kommer en dag og siger, at liberalisme er sjovere end socialdemokrati, så har vi en lang diskussion foran os?? Sympatisk nok, kan man sige. Som den amerikanske sociolog Charles Murray netop har understreget i en ny bog med titlen Coming Apart: The State of White America, 1960-2010, er et af problemerne i Amerika, at den hvide samfundselite ikke længere tør stå ved republikkens centrale holdninger til, normer for og værdier som foretagsomhed, ægteskab, ærlighed og religion, men i stedet pakker alting ind i multikulturel vat af frygt for at provokere eller krænke nogen. At være nice er imidlertid ikke det samme som at være god. For at være god må man prædike, hvad man gør, frem for at nøjes med at gøre det og prædike noget andet. På dansk bliver det til, at man bør stå på mål for sine værdier, og det gør Ole Hækkerup, hvilket jeg anerkender. Ole Hækkerup er ikke ? modsat mange andre fra den snakkende klasse ? bange for at dele sin kultur med sine børn, men har forstået, at man er nødt til at tage en rollemodel på sig og kommunikere den over for sine børn ? og det tjener ham til ære, synes jeg. Men, og det er min pointe, måske er hans kultur slet ikke så sund. Ja, den er formentlig direkte skadelig, ikke bare for børn, men så sandelig også for voksne. For hør, hvad han fortsætter med at sige i interviewet til Ekstra Bladet ? nu om børnenes lommepenge: ?De får også lommepenge, men der må ikke være forbindelse mellem det, de laver, og det, de får i lommepenge, for så bliver de liberalister.? Lad os dvæle lidt ved det citat. Vi higer og søger efter forklaringen på, hvorfor socialdemokraterne ikke længere har patent på magten i dette land, og ingen har hidtil kunnet opklare mysteriet. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det parti, der kalder sig socialdemokratisk, går fra det ene dårlige valg til et værre. Hvorfor? Forklaringen ligger i dette korte citat. Ole Hækkerup véd det formentlig ikke selv, men uden at ville eller vide det giver han os nøglen til, hvorfor Helle Thorning også taber det næste valg. De afgørende ord er naturligvis: Der må ikke være forbindelse mellem det, de laver, og det, de får. Læs det lige igen. Mere emblematisk kan den socialdemokratiske samfundsopfattelse ikke udtrykkes. Det er ikke noget, jeg finder på; læren kommer fra en socialdemokrat med ren stamtavle og er ment som en destillation af socialdemokratismens inderste væsen. Vi kan med andre ord tage Hækkerups ord for pålydende. Hans udsagn er samtidig forklaringen på, hvorfor færre og færre mennesker tiltrækkes af socialdemokraterne. Folk ude i samfundet kan simpelthen ikke se forbindelsen. Den mangler, fordi den slet ikke skal være der. Der skal netop ikke være nogen forbindelse med indsats og udkomme; det er meningen med det hele og er, hvad Immanuel Kant ville have kaldt et kategorisk imperativ, som skal kunne gøres gældende for alle, og når man først har forstået det, forstår man også meget bedre, hvorfor vores skatte-, afgifts- og misundelsessamfund ser ud, som det gør: Der må akkurat ikke være nogen forbindelse mellem det, vi laver, og det, vi får tildelt. Retfærdigheden er for det første så abstrakt, at kun socialdemokrater begriber den, og for det andet noget, der tildeles oppefra af politikerne, og er man utilfreds, er man en led liberalist. Nu var det jo børnene, Ole Hækkerup talte om, sine egne børn, og jeg kan godt forstå, at han og Karen ikke bare vil strø lommepenge ud med løs hånd, ligesom jeg er enig i, at det er opbyggeligt for børn at lære at hjælpe til uden partout at tage sig betalt. Men når princippet er, at der aldrig må være forbindelse mellem slid og belønning, så ryger forbindelsen til virkeligheden. Det kan selv børn forstå. Samfundspædagogen Ole Hækkerup vil kurere sine børn for latent liberalisme. Resultatet bliver sandsynligvis, at den bliver manifest. Mikael Jalving Frontalt Mon, 16 Apr 2012 14:22:38 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/35653 I Politiken kan man læse en absurd kronik af religionshistoriker Jens-André Herbener, der for år tilbage var involveret i Neutzsky-Wulffs sataniske bevægelse. Med udgangspunkt i Anders Breivik og Muhammed Merah sammenligner han kristen terrorisme med islamisk ditto, og ignorerer fuldstændigt at islamistisk terror nemt kan forsvares ud fra kerne-tekster indenfor islam, hvorimod Breivik har måtte grave dybt i alskens kilder for at finde noget brugbart. I mandags kunne man høre lignende nonsens fra teflon-islamisten Sherin Khankan. “Det er utrolig vigtig når man tolker de hellige skrifter, at man har blik for historie og kontekst… Der er tale om en forsvarskamp i det 7. århundrede… Tilgivelse er det højeste princip i Koranen…” (Sherin Khankan om sura 9:5 i Tro om igen! på DR2, 26. marts 2012) (JN1 via Youtube; se også Islam versus Europe) Selvfølgelig har islams krigeriske skrifter konsekvenser. Virkeligheden taler sit klare sprog. “Broderen til den dræbte drabsmand fra Toulous… er »stolt« over sin brors handlinger. Det skal broderen, Abdelkader Merah, have udtalt ved en lukket høring i Toulouse, skriver Reuters, der henviser til politikilder.” (Abdelkader Merah ifølge BT) “Frankrig er et stort land, som har midler til at fange min søn i live. De kunne have fået ham ud med tåregas, men politiet valgte at dræbe min søn… Jeg vil sagsøge Frankrig, fordi de dræbte min søn… Hvorfor slog de ham ihjel?” (Mohamed Benalel Merah ifølge BT) (En af flere Facebook-grupper der hyldede Koranlæseren Muhammed Murah; Islam versus Europe) “It’s because of you that there are Mohamed Merahs. Vive le terrorisme! Vive Al-Qaida! Vive Mohamed Merah!” (råbt under retsag i Bordeaux ifølge Le Parisien) “There are tags everywhere glorifying Merah…” (Alexandra Gonzalez, Twitter) “Vive Merah” “Vengeance” “Nique la kippa” (graffiti i Sartrouville ifølge JSSnews) “Während der PRO-NRW-Demo gegen die geplante DITIB-Großmoschee in Remscheid rief die islamkritische Bürgerbewegung auch zu einer Schweigeminute für die Opfer des islamischen Terroristen von Toulouse auf, unter ihnen bekanntlich mehrere jüdische Schulkinder. Die Antwort einiger Gegendemonstranten im sogenannten ?Remscheid tolerant?-Bündnis fiel mehr als beschämend aus: Türkische Gegendemonstranten schwenkten während der Schweigeminute ihre Nationalflaggen, priesen Allah, riefen ?Türkiye Türkiye? und skandierten antisemitische Parolen!” (PI News) “Religion was not Mohamed Merah’s problem – nor was his politics… This is not to excuse his actions. But let us at least hope that France can learn the lesson that Mohamed Merah had neither the intention nor the capacity to teach: he was French… For years, in fact, real social and economic problems have been pushed aside. A substantial number of French citizens are treated as second-class citizens. Mohamed Merah was French… Is it so difficult to acknowledge this fact? There, indeed, lies the French problem.” (Tariq Ramadan på ABC.net.au) “Our Muslim counterparts have nothing to do with the crazy motivations of a terrorist.” (Nicholas Sarkozy ifølge France24) Kim Møller Uriasposten Wed, 28 Mar 2012 13:59:03 +0100 http://hedage.wordpress.com/2012/03/11/pias-pee-party/ DFjolsernes plakat-påhit mod europagten er perfekt. Både i demagogisk og reklameknebsk henseende. Plakaten præges endda af latent synskhed. Den skal bare ses fra skæv vinkel og med fokus på uendelig. Så afsløres, hvad DFjolsernes Endlösung går ud på: The Star Spangled Banner. Danmörk har lige så meget brug for Pias Pee Party, som Amerikas Forenende [...] hedage RitzKLaus Tro Fobi Sun, 11 Mar 2012 20:50:11 +0100 http://undertakt.wordpress.com/2012/02/29/5-grunde-til-at-copyright-snart-dor-hvilket-selvfolgelig-er-awesome/ I lørdags var der demonstrationer over hele landet imod den internationale lovpakke ACTA (Anti-Counterfeiting Trade Act), der skal sætte en stopper for den stigende piratkopiering. Vreden kommer kort efter en enorm modvilje til USA?s lovpakker SOPA (Stop Online-Piracy Act) og PIPA (Protect Intellectual Property Act), der forsøger det samme (dog er SOPA nu lagt på … Read more JC.Eriksen Undertakt Wed, 29 Feb 2012 12:00:15 +0100 http://vu.dk/2012/02/kampen-om-moralen/ Dette indlæg er bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 27/2 – 2012. Den politiske debat i Danmark drejer sig ofte om det store økonomiske underskud. Politikere, tænketanke, fagbevægelsen og erhvervslivet har travlt med at foreslå besparelser og vækstinitiativer, der skal få Danmark tilbage på ret kurs. Men det er hverken afskaffelse af helligdage, bedre aktivering eller for den sags skyld lavere topskat, der kan redde Danmark. Det handler om noget langt vigtigere og langt mere grundlæggende. Det handler nemlig om kulturen, folkesjælen og meningsdannelsen. Tillad mig at give et eksempel: På mine bedsteforældres tid satte man en ære i at forsørge sig selv og sin familie. Skulle det en enkelt gang ske, gud forbyde det, at man blev nødsaget til at modtage offentlige ydelser, så sneg man sig langs panelerne og snakkede uden om, når folk spurgte til ens beskæftigelse. Dengang knoklede man hårdt for at give sine børn en bedre tilværelse, end man selv havde haft, og politikerne så det som deres opgave at skabe de bedst mulige rammer for befolkningens bestræbelser for et bedre samfund. Dengang havde unge mennesker en målsætning om selv en dag at kunne forsørge deres egen familie, og det blev forventet, at man arbejdede hårdt for at nå det mål. I stærkt kontrast hertil står Danmark anno 2012. I dag bliver der udgivet 1000-sider tykke bøger om, hvordan man lettest snyder systemet for flest mulige penge, og socialrådgiverne bevæger sig længere væk fra at skulle hjælpe folk tilbage på fode og optræder i stedet som rådgivere i, hvordan man bedst malker de kommunale og statslige kasser. Det skal ikke forstås sådan, at folk skal skamme sig over at være på offentlig forsørgelse, hvis de har brug for det, eller at socialrådgivere ikke udfører deres arbejde med kærlighed og flid, men hvor er stoltheden? Hvorfor er der ingen, der rynker på brynene, når en fuldt ud arbejdsdygtig person med smil og fanfarer fortæller, at hun lader sig forsørge af andre?  Hvorfor tillader vi (næsten) stiltiende, at folk ikke tager et personligt ansvar for sig selv og samfundet omkring sig, men i stedet deponerer deres næstekærlighed og ansvarsfølelse hos det offentlige? For at bruge et gammelt (socialdemokratisk) udtryk, så har folk fuldstændig glemt at gøre deres pligt, mens de derimod har rygende travlt med at kræve deres ret. Jeg forsøger ikke at glorificere fortiden, men hvor er vi nået til som samfund, når mange unges højeste ønske i dag er at få lov til at deltage i Paradise Hotel, De Unge Mødre eller Big Brother? Arbejds- og forsørgelseskulturen i Danmark er altså i høj grad præget af et moralsk underskud, hvor det ikke længere er hæderfuldt at kunne forsørge sig selv, men hvor man derimod bliver hyldet for at lave så lidt som muligt ? og gerne for andres regning. Gør vi os noget som helst håb om at kunne få bugt med det økonomiske underskud, er der brug for, at vi alle sammen – gennem medier, opdragelse og diskussion – påtaler og bekæmper det moralske underskud, der gennemsyrer det danske samfund. Morten Dahlin Venstres Ungdom Mon, 27 Feb 2012 13:27:26 +0100 http://vu.dk/2012/02/kampen-om-moralen/ Dette indlæg er bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 27/2 – 2012. Den politiske debat i Danmark drejer sig ofte om det store økonomiske underskud. Politikere, tænketanke, fagbevægelsen og erhvervslivet har travlt med at foreslå besparelser og vækstinitiativer, der skal få Danmark tilbage på ret kurs. Men det er hverken afskaffelse af helligdage, bedre aktivering eller for den sags skyld lavere topskat, der kan redde Danmark. Det handler om noget langt vigtigere og langt mere grundlæggende. Det handler nemlig om kulturen, folkesjælen og meningsdannelsen. Tillad mig at give et eksempel: På mine bedsteforældres tid satte man en ære i at forsørge sig selv og sin familie. Skulle det en enkelt gang ske, gud forbyde det, at man blev nødsaget til at modtage offentlige ydelser, så sneg man sig langs panelerne og snakkede uden om, når folk spurgte til ens beskæftigelse. Dengang knoklede man hårdt for at give sine børn en bedre tilværelse, end man selv havde haft, og politikerne så det som deres opgave at skabe de bedst mulige rammer for befolkningens bestræbelser for et bedre samfund. Dengang havde unge mennesker en målsætning om selv en dag at kunne forsørge deres egen familie, og det blev forventet, at man arbejdede hårdt for at nå det mål. I stærkt kontrast hertil står Danmark anno 2012. I dag bliver der udgivet 1000-sider tykke bøger om, hvordan man lettest snyder systemet for flest mulige penge, og socialrådgiverne bevæger sig længere væk fra at skulle hjælpe folk tilbage på fode og optræder i stedet som rådgivere i, hvordan man bedst malker de kommunale og statslige kasser. Det skal ikke forstås sådan, at folk skal skamme sig over at være på offentlig forsørgelse, hvis de har brug for det, eller at socialrådgivere ikke udfører deres arbejde med kærlighed og flid, men hvor er stoltheden? Hvorfor er der ingen, der rynker på brynene, når en fuldt ud arbejdsdygtig person med smil og fanfarer fortæller, at hun lader sig forsørge af andre?  Hvorfor tillader vi (næsten) stiltiende, at folk ikke tager et personligt ansvar for sig selv og samfundet omkring sig, men i stedet deponerer deres næstekærlighed og ansvarsfølelse hos det offentlige? For at bruge et gammelt (socialdemokratisk) udtryk, så har folk fuldstændig glemt at gøre deres pligt, mens de derimod har rygende travlt med at kræve deres ret. Jeg forsøger ikke at glorificere fortiden, men hvor er vi nået til som samfund, når mange unges højeste ønske i dag er at få lov til at deltage i Paradise Hotel, De Unge Mødre eller Big Brother? Arbejds- og forsørgelseskulturen i Danmark er altså i høj grad præget af et moralsk underskud, hvor det ikke længere er hæderfuldt at kunne forsørge sig selv, men hvor man derimod bliver hyldet for at lave så lidt som muligt ? og gerne for andres regning. Gør vi os noget som helst håb om at kunne få bugt med det økonomiske underskud, er der brug for, at vi alle sammen – gennem medier, opdragelse og diskussion – påtaler og bekæmper det moralske underskud, der gennemsyrer det danske samfund. Morten Dahlin Venstres Ungdom Mon, 27 Feb 2012 13:27:26 +0100 http://www.polemiken.net/?p=7853 For lidt siden på Vesterport Station var jeg lige ved at træde på Marianne Jelved. Hold da kæft, et lille menneske! Hun så ikke ud som om Thatcher-filmen havde gjort noget indtryk. Gad vide om hun lider af Napoleons syndrom – eller bare det samme som Maggie.. Il Kimpo POLEMIKEN Sun, 26 Feb 2012 22:09:48 +0100 http://denkorteavis.dk/2012/danske-og-krstne-vaerdier-under-angreb/ Socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil nærmest pralede i TV, da hun bekendtgjorde, at lærerne ikke længere skulle følge de kanoner, der er udarbejdet for fagene dansk og historie. Regeringen har fremsat forslaget, og hvis det gennemføres, kan lærerne frit vælge de emner, de vil undervise i efter personlig interesse. Jeg kunne ikke være mere uenig.     Vi har en fælles historie og kultur Jeg har altid været tilhænger af et fast pensum, men det har været en umulighed at få gennemført. Derfor har udarbejdelsen af en kanon været et fremskridt. Så var man da nogenlunde sikker på, at alle danske skole- og gymnasieelever ville få et minimum af fælles reference i forhold til dansk kultur.   Kanonen for historie i folkeskolen omfatter 29 punkter, og i målsætningen står, at ?Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder i fagets kanonpunkter og kronologien heri?. Til hvert af emnerne er der tilknyttet et fremragende inspirationsmateriale for lærerne og forslag til undervisningsforløb.     Dansk kultur underlægges multikultur Men regeringen har ligget under for pres fra lærerside, og af ideologiske grunde er man imod fremhævelse af dansk kultur i forhold til det multikulturelle mål.   Historiekanonen omfatter blandt andet Jellingestenen, Christian den 4., genforeningen i 1920 og en række udenlandske begivenheder som Murens fald. Alt det nævnte burde være en naturlig del af danskernes fælles, kulturelle og almene ballast, men det skal det altså ikke længere være!     En kirkeminister der vil ligestille religionerne Dette er kun et af flere eksempler på, at den nye regering har indledt en kulturkamp, hvor vore danske og kristne værdier bliver angrebet og undergravet.   Op til jul optrådte den radikale integrations- og kirkeminister som en vatnisse. Han kunne ikke finde ud af at sende julekort med symboler på den kristne højtid. I stedet sendte han intetsigende årstidshilsener.   Men kirkeministeriet kommer vel for ham kun i anden række i forhold til ønsket om at ligestille religionerne. For tiden forsøger han som ligestillingsminister at presse et vielsesritual for mennesker af samme køn ned over hovedet på folkekirken uanset teologiske og andre argumenter.     SF?er: Væk med kirkeministeriet Den samme linje blev fulgt op af gruppeformanden for Socialistisk Folkeparti, der ville omdøbe Kirkeministeriet til Ministeriet for Livsanskuelser af hensyn til de ikke kristne grupper i landet. Forslaget blev dog trukket tilbage, men ikke glemt. Tiden var endnu ikke moden, som en anden SF?er udtrykte det.   Desuden vil undervisningsministeren have ændret faget kristendomsundervisning til religionsunder-visning for at sidestille alle religioner, selvom Danmark er et kristent land.     Nye angreb i vente Der har været meget opmærksomhed omkring regeringens økonomiske politik, løftebrud og betalingsringen. Det er bestemt også meget vigtigt. Men de ideologiske angreb på den danske kultur er det vigtigste emne for det danske samfunds fremtid. Derfor må og skal de nye angreb, der med sikkerhed kommer, ikke gå upåagtet hen.   Arne Sloth Kristoffersen, www.arnesk.dk Arne Sloth Kristoffersen Den Korte Avis Sun, 26 Feb 2012 15:00:16 +0100 http://denkorteavis.dk/2012/danske-og-krstne-vaerdier-under-angreb/ Socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil nærmest pralede i TV, da hun bekendtgjorde, at lærerne ikke længere skulle følge de kanoner, der er udarbejdet for fagene dansk og historie. Regeringen har fremsat forslaget, og hvis det gennemføres, kan lærerne frit vælge de emner, de vil undervise i efter personlig interesse. Jeg kunne ikke være mere uenig.     Vi har en fælles historie og kultur Jeg har altid været tilhænger af et fast pensum, men det har været en umulighed at få gennemført. Derfor har udarbejdelsen af en kanon været et fremskridt. Så var man da nogenlunde sikker på, at alle danske skole- og gymnasieelever ville få et minimum af fælles reference i forhold til dansk kultur.   Kanonen for historie i folkeskolen omfatter 29 punkter, og i målsætningen står, at ?Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder i fagets kanonpunkter og kronologien heri?. Til hvert af emnerne er der tilknyttet et fremragende inspirationsmateriale for lærerne og forslag til undervisningsforløb.     Dansk kultur underlægges multikultur Men regeringen har ligget under for pres fra lærerside, og af ideologiske grunde er man imod fremhævelse af dansk kultur i forhold til det multikulturelle mål.   Historiekanonen omfatter blandt andet Jellingestenen, Christian den 4., genforeningen i 1920 og en række udenlandske begivenheder som Murens fald. Alt det nævnte burde være en naturlig del af danskernes fælles, kulturelle og almene ballast, men det skal det altså ikke længere være!     En kirkeminister der vil ligestille religionerne Dette er kun et af flere eksempler på, at den nye regering har indledt en kulturkamp, hvor vore danske og kristne værdier bliver angrebet og undergravet.   Op til jul optrådte den radikale integrations- og kirkeminister som en vatnisse. Han kunne ikke finde ud af at sende julekort med symboler på den kristne højtid. I stedet sendte han intetsigende årstidshilsener.   Men kirkeministeriet kommer vel for ham kun i anden række i forhold til ønsket om at ligestille religionerne. For tiden forsøger han som ligestillingsminister at presse et vielsesritual for mennesker af samme køn ned over hovedet på folkekirken uanset teologiske og andre argumenter.     SF?er: Væk med kirkeministeriet Den samme linje blev fulgt op af gruppeformanden for Socialistisk Folkeparti, der ville omdøbe Kirkeministeriet til Ministeriet for Livsanskuelser af hensyn til de ikke kristne grupper i landet. Forslaget blev dog trukket tilbage, men ikke glemt. Tiden var endnu ikke moden, som en anden SF?er udtrykte det.   Desuden vil undervisningsministeren have ændret faget kristendomsundervisning til religionsunder-visning for at sidestille alle religioner, selvom Danmark er et kristent land.     Nye angreb i vente Der har været meget opmærksomhed omkring regeringens økonomiske politik, løftebrud og betalingsringen. Det er bestemt også meget vigtigt. Men de ideologiske angreb på den danske kultur er det vigtigste emne for det danske samfunds fremtid. Derfor må og skal de nye angreb, der med sikkerhed kommer, ikke gå upåagtet hen.   Arne Sloth Kristoffersen, www.arnesk.dk Arne Sloth Kristoffersen Den Korte Avis Sun, 26 Feb 2012 15:00:16 +0100 http://hedage.wordpress.com/2012/02/25/huddinge-huddinge/ Jag har redan va’tt uppe rätt länge, kokt kaffe och välling till tre. Jag sitter i köket och väntar på att bervbärar’n ska ha några brev. Jag tänker på vad som blev av mej; hur jag redan har glömt allt jag lärt Jag sitter och ser i broschyrer vad smöret och köttet är värt. Huddinge, [...] hedage RitzKLaus Tro Fobi Sat, 25 Feb 2012 14:09:24 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/34686 Læserbrev i mandagens udgave af Børsen. Brug for selvransagelse på Ritzau (af David Karsbøl, cand.polit.) Chefredaktør Lars Vesterløkke afviser i Børsen, at Ritzaus Bureau ukritisk viderebringer nyheder, der er vinklet, så de understøtter en venstreorienteret dagsorden. Vesterløkke fremfører, at jeg på et udokumenteret grundlag anfægter Ritzaus Bureaus troværdighed og upartiskhed. Jeg har fulgt Ritzaus udlægning af politiske nyheder i mange år, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Ritzau placerer sig på mediebilledets ekstreme venstrefløj. På Uriasposten.net har Kim Møller siden 2003 vedholdende dokumenteret dette i næsten 300 indlæg om Ritzaus Bureau alene. Ritzaus dækning af mellemøststof er ekstremt ensidig ved blot at tage udgangspunkt i Reuters dækning. Bureauets vinkling af stoffet tilgodeser stort set uden undtagelse palæstinensere på bekostning af Israel. Desuden nedtones konstant problemerne med islamisk totalitarisme og primitivisme, som senest med valget i Egypten er blevet sørgelig aktuel. De kristne, som hårdhændet forfølges i alle lande med muslimsk flertal, får en stedmoderlig behandling i udenrigsstoffet, idet de ifølge Ritzau udsættes for passive begivenheder såsom, at deres kirker bliver brændt af (dvs. uden muslimsk subjekt). Desuden er Ritzaus Bureau stort set altid kritisk over for amerikansk/vestlig militær intervention i Mellemøsten (hvilket jeg i øvrigt også selv er). Nedtoning af problemer I den hjemlige debat er der næppe nogen medier, som gør et større nummer ud af at nedtone problemerne med multikulturen end Ritzau. Det er utroligt at være vidne til de retoriske krumspring og vinklinger, Ritzau foretager for at få masseindvandringen til at ligne en succes. Ritzaus brug af af-etnificering af kriminelle og misdædere fra Mellemøsten er så omfangsrig, at den mere end antyder en svensk mentalitet på redaktionen. Hvis udelukkende Ritzaus dækning stod til troende, kunne man få indtryk af, at ikkevestlige indvandrere var mindre kriminelle end etniske danskere. Når Ritzau kommenterer politik, anvendes prædikatet højreradikal eller højreekstremist langt oftere end venstreradikal eller venstreekstremist. Hvis Ritzaus anvendelse af politiske prædikater stod til troende, kunne man nogle gange få indtryk af, at vi levede i Tyskland i 1938. Slutteligt kan man spørge, om det er det nogen tilfældighed, at Ritzaus tidligere politiske redaktør Henrik Røjgaard ved den nye regerings tiltrædelse blev særlig rådgiver for vores socialistiske vækst- og erhvervsminister? Hvor mange journalister sidder hos Ritzau klar til at tage et tilsvarende spring? Kim Møller Uriasposten Fri, 24 Feb 2012 15:34:14 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/34613 Islamiseringen forløber planmæssigt i Sverige, og selvom den svenske journaliststand forsøger at skjule symptomerne, så har de givet sig selv en umulig opgave. Tirsdag aften blev Lars Vilks atter angrebet under et offentligt møde. Sveriges Radio, TV4, Varmlands Folkblad og andre medier kan selvfølgelig godt sløre ansigtet på 10-15 aggressive islamister, men man kan stadig høre kampråbet ‘Allahu Akbar’, og selv hvis de fjernede lyden, så ville alle vide hvem der stod bag – Elefanten i glashuset. Om en generation er Lars Vilks skrevet ud af historien, og skulle der til den tid stadig være kunstnere der tør konfrontere islamiske dogmer, så vil det blive fra en hemmelig adresse langt mod nord eller fra eksil i udlandet. (Lars Vilks angribes med æg under ‘Allahu-akbar’-tilråb’, Karlstad Universitet, 21. februar 2012) (Mere om historien på Denfri.dk & Snaphanen ) Opdate. Ritzaus udlægning er yderst tendensiøs. Her citeret fra DR Online. “… de æg-kastende tilhørere er fra lokalområdet… De 15 tilhørere skal ligeledes have råbt skældsord efter tegneren, men det står endnu ikke klart, hvad de har råbt. … Vilks har flere gange modtaget trusler på livet på grund af sine kontroversielle Muhammedtegninger…” Kim Møller Uriasposten Wed, 22 Feb 2012 17:38:41 +0100