De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et kulturradikalisme http://www.overskrift.dk Mon, 21 May 2012 19:01:25 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://blogs.jp.dk/setfraensauna/2012/05/21/v%c3%a6rdikampen-og-den-gode-statsminister/ Måske har Helle Thorning-Schmidt slet ikke klaret sig så skidt i sine første seks måneder som statsminister, som vi ellers hører. Selvfølgelig er der de mange løftebrud, men derudover synes kritikken mest at gå på, at statsministeren ikke formår at sætte sig igennem, hvad der især kommer til udtryk på det ugentlige pressemøde, hvor hun ikke, som hun åbenbart burde, afskærer journalisterne, men i stedet vælger dialogen. At en statsminister vælger dialogen, og faktisk lytter til sine kritikere, burde vel ikke i sig selv være diskvalificerende. Og tænker vi på et par af Helle Thornings forgængere i embedet, som f.eks. Poul Nyrup Rasmussen og Poul Schlüter, for nu blot at vælge to, var de jo ikke kendte for deres evne til at skære igennem. Ja, Poul Schlüter blev i begyndelsen kaldt parfumesælgeren, hvad der vist både henviste til hans påklædning og hans lettere sludrende væsen, mens Nyrup til stadighed blev kaldt ‘uld i mund’ gennem alle årene som statsminister. Når vi i dag, godt sekunderet af politiske kommentatorer, forventer, at statsministerens skal skære igennem og være kontant, skyldes det ene og alene Anders Fogh Rasmussen. Anders Fogh ændrede om nogen spillereglerne for dansk politik og hele vores opfattelse af, hvordan en statsminister agerer. For Anders Fogh var statsministerposten at ligne med stillingen som administrerende direktør i en privat virksomhed. Han var lederen og hans beslutninger stod ikke til diskussion. “Der ikke er noget at komme efter,” blev han kendt for at sige, ligesom det er ham, som de politiske kommentatorer altid refererer til, når de siger, at Helle Thorning skal lære at skære igennem overfor pressen. Dette opgør med opfattelsen af statsministerembedet var en del af den værdikamp, som Anders Fogh førte i sine første år som statsminister. Det var opgøret med smagsdommerne og eksperttyranniet, hvad der hurtigt blev opfattet synonymt med kulturradikalismen. Det kulturradikale ideal var at frisætte mennesket til det legende demokratiske og dialogiske. Poul Henningsen talte om “demokratiets lyse sommerprogram,” som bl.a. bestod af “frisind, tolerance, retfærdighedssans, klasseudligning, ærlig seksualmoral.” Og dette ideal blev ligefrem indskrevet i folkeskoleloven fra 1975, hvor det lød, at folkeskolen “forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund” hvorfor skolens “undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati.” Anders Foghs værdikamp var et opgør med en tankegang, hvor alt var åbent for diskussion og hvor alle synspunkter var lige gode. En tankegang, der lå i forlængelse af kulturradikalismen og som i en dansk sammenhæng dominerede i store dele af det 20. århundrede. Og dette opgør blev altså også udtrykt i den måde, Anders Fogh valgte at varetage embedet som statsminister, hvilket forklarer, hvorfor især venstrefløjen og de kulturradikale, der var vant til det dialogiske samtale demokrati, så manden som en inkarnation af ondskaben selv. I dag er det især borgerlige politikere og meningsdannere, der kritiserer Anders Fogh Rasmussen. Kritikken går på, at han som statsminister burde have brugt højkonjunkturen på at gennemføre reformer af den offentlige sektor og at han i mangt og meget førte socialdemokratisk politik i sine små otte år som statsminister. Denne kritik af Anders Fogh viser, hvor lidt de ultraliberalister, hvis kritik lyder mest skinger, har fattet af kulturkampen. Anders Foghs opgør med et helt værdisæt er langt mere epokegørende, og har haft langt støtte indflydelse på Danmark som sådan, end en sølle lettelse i topskatten nogensinde ville kunne få. Ja, Anders Fogh ændrede spillereglerne. Ikke blot politisk, men for samfundsdebatten som sådan. Det så vi, da Lars Løkke Rasmussen satte sig i statsministeriet efter Fogh var blevet udnævnt til generalsekretær i Nato. Også han havde som Thorning svært ved at sætte sig igennem. Han blev opfattet som svag og ubeslutsom, indtil han helt i Foghs ånd annoncerede et opgør med efterlønnen, som blot ti år tidligere ville have været tæt på  politisk selvmord. Og det er lige præcis her, at vi finder Helle Thornings største problem. Heller ikke hun synes at have forstået, at man ikke længere kan være statsminister, som før i tiden, og at en del af den kritik, der rettes mod hende for ikke at kunne skære igennem, er et produkt af Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister. Om man bryder sig om den udvikling eller ej, er selvfølgelig en smagssag. Men det eneste, man ikke kan gøre, er at benægte den. Og der er meget, der tyder på, at det er lige netop det, som vores statsminister gør. Når reglerne er blevet ændret, bliver man nødt til at ændre den måde, man spiller på, eller også må man selv forsøge at omdefinere reglerne engang til. Det sidste har statsministeren næppe format til, mens hun stadighed opfører sig som om reglerne er de samme som de var i gamle dage. Det er netop i forhold til de gamle regler - dansk politik før Anders Fogh - at Helle Thorning-Schmidt måske slet ikke klarer sig så skidt endda. Men Anders Foghs værdikamp ændrede alt. Også idealet for, hvordan en statsminister bør gebærde sig. Og i dag oplever vi et ideal, hvor statsministeren skal skære igennem, træffe upopulære beslutningen og ikke er bange for stå fast på sit. Vi kan i dag læse i avisen, at Helle Thorning netop har ansat endnu en spindoktor. Men det kommer næppe til at ændre meget, hvis ikke statsministeren selv vågner op og erkender, at vi ikke længere skriver 1990′erne, men 2012, og at dansk politik, og hele den måde, som vi taler om politik på, for tid og evighed blev ændret med Anders Fogh Rasmussen og værdikampen. Claus Elholm Set fra en sauna Mon, 21 May 2012 11:48:54 +0100 http://blogs.jp.dk/reaktionaer/2012/04/13/sf-b%c3%b8r-v%c3%a6lge-tesfaye-som-n%c3%a6stformand/ På lørdag skal SF vælge ny næstformand, og de gør klogt i at vælge opkomlingen Mattias Tesfaye over advokaten Meta Fuglsang. For på trods af mange gakkede holdninger er Tesfaye noget så aparte som en venstreorienteret, der tænker selvstændigt. Lyder det forrykt? En folkesocialist?! Jamen så prøv at læse Tesfayes 10 teser, som han provokerede ultra-gakkerne på www.modkraft.dk med. Her er, kort opsummeret, Tesfayes bud på en venstreorienteret politisk strategi: Opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, som er udtryk for en forloren godhed, der dækker over den kulturelle overklasses eget identitetsprojekt. Opgør med mangfoldighedsstrategien og besættelsen af alverdens minoriteter frem for helt almindelige menneskers interesser. Opgør med de antinationale tendenser og hadet til Dansk Folkeparti, der dybest set har haft ret på integrationsområdet. Og opgør med den lallende relativisme, som han kalder for en Jagtvej-liberal laissez-faire ideologi. At en venstreorienteret skriver sådan er ganske enkelt uhørt. For Mattias Tesfaye har valgt at kaste sig ud i et frontalangreb på kulturradikalismen, som er den bærende ideologi for stort set hver eneste dansk venstreorienteret meningsdanner. En ideologi, der går ud på at ?frigøre? mennesket fra dets forestillinger om ret og vrang, dets normer, identitet og følelser. Eller mere enkelt: At nedbryde den kristne moral, som stadigvæk er grundlaget for vores samfund. Men de kulturradikale har et ubehageligt problem: Mennesker som mennesker er flest er overhovedet ikke interesseret i at blive ?frigjort? fra deres værdier. De vil gerne leve i parcelhuse. De vil helst leve i en kernefamilie. De vil gerne have en bil. De vil gerne have at kunst skal ligne noget. De vil gerne have, at forbrydere får en hård straf. De vil gerne være stolte af deres land. De vil gerne kunne forstå og have tillid til deres naboer og ikke blive kaldt racister af den grund. Og hvad værre er: De er inderligt frastødt af patroniserende kulturradikale, der forsøger at bekæmpe deres levevis. Valget mellem Mattias Tesfaye og en tilfældig kulturradikal er derfor ikke et valg mellem et ?arbejderparti? og et ?minoritetsparti?. Det er et valg om SF skal varetage almindelige menneskers interesser, eller om de skal bekæmpe dem. Rune Selsing Reaktionær Fri, 13 Apr 2012 21:37:57 +0100