De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et minder http://www.overskrift.dk Fri, 25 May 2012 19:01:17 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://twitter.com/jljorring/status/205976475596374016 @EsbenBjerreP3 Så Silkeborg overtog efter Gammel Hellerup-pigerne? #GHG #minder Twitter / jljorring Fri, 25 May 2012 12:59:53 +0100 http://twitter.com/jljorring/status/205976475596374016 @EsbenBjerreP3 Så Silkeborg overtog efter Gammel Hellerup-pigerne? #GHG #minder Twitter / jljorring Fri, 25 May 2012 12:59:53 +0100 http://marensblog.dk/2012/05/cykelkrisen/ Jeg skal holde op med at kalde folk røvhuller. De synes ikke det er lige så sjovt som mig, har jeg opdaget. Altså undtagen mine børn. Vi råber gerne “SÅDAN ET RØVHUL” efter hinanden, hvis man lige er kommet til at snuppe det sidste stykke pålægschokolade eller andet vigtigt. Og så griner vi højt. Men det er også fordi, vi var der. Det var en lørdag eftermiddag for et år siden. Smukke Allan havde en cykel til salg i den blå avis. En mountainbike han havde kørt ræs på en del gange. Men nu havde han købt en ny, så den gamle skulle videre. Der var mange, der ringede. Endnu flere der sendte en mail. Smukke Allan er verdens venligste menneske. For ikke at tale om ordentlig og retskaffen. Så han svarede alle venligt og prøvede at holde rede i hvem, han havde sagt hvad til, og hvornår de skulle komme og kigge på den. Ud over alle de fine kvaliteter er Smukke Allan også lidt kokset. Så han ved ikke helt, hvad der gik galt. Under alle omstændigheder blev cyklet solgt til en flink ung mand. Men tyve minutter senere ringede det på døren. Vi stod tilfældigvis alle, både mig, unger og Allan, i gangen, da det skete. Allan åbnede. På den anden side stod en far og han søn, en knægt på 14 år, der vel nok glædede sig til at få en ny cykel. De var kørt helt fra Nordsjælland. En time havde det taget, fortalte faren og gav hånd. Æhm, sagde Allan. Ja, sagde manden. Jeg har altså solgt cyklen, sagde Allan. Hvad har du??? sagde manden. Solgt den, sagde Allan. Jamen, sagde sønnen. SÅDAN ET RØVHUL, sagde manden, drejede rundt på hælene og skred ned ad indkørslen med sin søn småløbende efter sig. Hvad sagde han, spurgte Mynte. Sådan et røvhul, sagde Kamille. Hvorfor sagde han røvhul, sagde Anemone. Fordi jeg har solgt cyklen og åbenbart ikke har fået sagt det til dem, sagde Allan fortvivlet. Men man må da ikke kalde nogen et røvhul, sagde Mynte. Jo, hvis man nu er det, sagde Kamille. Men far er da ikke noge røvhul, sagde Anemone. Jo, sagde Allan, lige nu var jeg. Og på den måde har vi fået et letbenet forhold til ordet røvhul hjemme hos os. Der skal ikke meget til før man får benævnelsen SÅDAN ET RØVHUL kastet efter sig. Tror bare lige vi skal træne lidt på at holde det i privatsfæren, kan i hvert fald konstatere at 0.D’s forældregruppe ikke på samme niveau deler vores begejstring for begrebet … Related posts: Meningen med det hele bøh Lovestory 2, Allan marensblog Marensblog Fri, 25 May 2012 10:43:16 +0100 http://marensblog.dk/2012/05/cykelkrisen/ Jeg skal holde op med at kalde folk røvhuller. De synes ikke det er lige så sjovt som mig, har jeg opdaget. Altså undtagen mine børn. Vi råber gerne “SÅDAN ET RØVHUL” efter hinanden, hvis man lige er kommet til at snuppe det sidste stykke pålægschokolade eller andet vigtigt. Og så griner vi højt. Men det er også fordi, vi var der. Det var en lørdag eftermiddag for et år siden. Smukke Allan havde en cykel til salg i den blå avis. En mountainbike han havde kørt ræs på en del gange. Men nu havde han købt en ny, så den gamle skulle videre. Der var mange, der ringede. Endnu flere der sendte en mail. Smukke Allan er verdens venligste menneske. For ikke at tale om ordentlig og retskaffen. Så han svarede alle venligt og prøvede at holde rede i hvem, han havde sagt hvad til, og hvornår de skulle komme og kigge på den. Ud over alle de fine kvaliteter er Smukke Allan også lidt kokset. Så han ved ikke helt, hvad der gik galt. Under alle omstændigheder blev cyklet solgt til en flink ung mand. Men tyve minutter senere ringede det på døren. Vi stod tilfældigvis alle, både mig, unger og Allan, i gangen, da det skete. Allan åbnede. På den anden side stod en far og han søn, en knægt på 14 år, der vel nok glædede sig til at få en ny cykel. De var kørt helt fra Nordsjælland. En time havde det taget, fortalte faren og gav hånd. Æhm, sagde Allan. Ja, sagde manden. Jeg har altså solgt cyklen, sagde Allan. Hvad har du??? sagde manden. Solgt den, sagde Allan. Jamen, sagde sønnen. SÅDAN ET RØVHUL, sagde manden, drejede rundt på hælene og skred ned ad indkørslen med sin søn småløbende efter sig. Hvad sagde han, spurgte Mynte. Sådan et røvhul, sagde Kamille. Hvorfor sagde han røvhul, sagde Anemone. Fordi jeg har solgt cyklen og åbenbart ikke har fået sagt det til dem, sagde Allan fortvivlet. Men man må da ikke kalde nogen et røvhul, sagde Mynte. Jo, hvis man nu er det, sagde Kamille. Men far er da ikke noge røvhul, sagde Anemone. Jo, sagde Allan, lige nu var jeg. Og på den måde har vi fået et letbenet forhold til ordet røvhul hjemme hos os. Der skal ikke meget til før man får benævnelsen SÅDAN ET RØVHUL kastet efter sig. Tror bare lige vi skal træne lidt på at holde det i privatsfæren, kan i hvert fald konstatere at 0.D’s forældregruppe ikke på samme niveau deler vores begejstring for begrebet … Related posts: Meningen med det hele bøh Lovestory 2, Allan marensblog Marensblog Fri, 25 May 2012 10:43:16 +0100 http://twitter.com/MikkelAndersen1/status/205322698417651712 Skal snart til at se bold fra Toulon turneringen. 2 år siden vi var i finalen. #u21 #minder #goodtimes Twitter / MikkelAndersen1 Wed, 23 May 2012 17:42:00 +0100 http://signeandsigne.dk/the-letter-h/ H bedre kendt som Haider udkommer med en ny single den 11 juni. Minder i natten er med sine poptoner en glad sang som jeg er sikker på bliver et hit i Danmark. Jeg skød Haider´s fotografier til coveret samt de nyeste presse billeder i søndags, coveret var færdig søndag nat og de sidste presse billeder blev færdiggjort i dag. Haider er en ven jeg har haft i mit liv siden jeg flyttede til København for 4 år siden, han er tætte venner med min tætteste ven som lige pt er bosat i L.A. Han er en mand der har oplevet mange ting i sit liv, lært meget  hans process både i Danmark og Irak – hans personlighed er omsorgsfuld, varm og kærlig. Signe Mørkeberg Sjøstrøm Signe and Signe Wed, 23 May 2012 10:45:49 +0100 http://twitter.com/jpenti/status/204968479743426560 "det sagde hun os' ikk' i går" #gramsespektrum #minder Twitter / jpenti Tue, 22 May 2012 18:14:28 +0100 http://kongmor.dk/2012/05/en-lille-gave-som-fylder-meget/ Jeg fik en pakke og et på gensynkort af Fiona. Jeg læste kortet først. Hvilket øjensynligt var en fejl. Da jeg endelig havde fået tørret tårer og snot væk fra ansigtet igen, var jeg i stand til at se mine dejlige afskedsgaver, i det yndige stof fra IKEA. Smukke dagligdags ting. I sig selv små gaver, men som betyder rigtigt meget for mig. Jeg ved godt det ikke er farvel, men på gensyn. Ikke desto mindre er jeg meget dårlig til også at skulle sige på gensyn, især når man ikke ved hvornår dette gensyn vil finde sted. Jeg er klar over at det er uhørt heldigt at falde over en ven, 3 uger efter man er flyttet til et nyt land, jeg har da heller ikke tænkt mig, at give slip på hende. Hvilket igen, gør det en anelse mere besværligt at køre nordpå, fredag. No related posts. kongmor Kong Mor Sat, 19 May 2012 22:50:21 +0100 http://marensblog.dk/2012/05/8235/ Jeg skriver rasende hurtigt på maskine. Altså det som i mere moderne vendinger vel egentlig hedder et tastatur. (Går man stadig til maskinskrivning? Eller hedder det computerskrivning? Eller er det bare en evne man i dag fødes med?) Uanset. Jeg skriver som lynet. Blindskrift und alles. Kan kigge i alle retninger og alligevel hamre ordene derudaf, endda med bogstaverne i rigtig rækkefølge. Men jeg kan ikke ramme Z, X og Q om det så gjaldt mit liv. For jeg kom engang til at sætte ild til en skraldespand. Det var fordi jeg gik til maskinskrivning da jeg var fjorten. På ungdomsskolen. Altså efter skoletid. I min fritid. Det er det eneste fornuftige jeg nogensinde har foretaget mig på frivillig basis. Aner ikke hvorfor jeg gjorde det. Men min bedste veninde gik der også. Vi hed The Klistersisters. Måske havde vi skumle planer om at at bruge Maskinskrivningstimerne som et tækkeligt dække, i stedet pjække og sidde og hænge nede foran biblo eller noget. Men det gjorde vi ikke. For vi kunne enormt godt lide vores lærer. Han var en virkelig hyggelig midaldrende mand. Der syntes vi var sjove. Også når vi sagde vi lige skulle på toa og han fem minutter så os pile ned til kiosken efter snickers. Hohoho, grinte han, når vi kom tilbage, jeg så jer godt. Og så lavede han et lille jonglernummer ud af de to minimuh vi havde købt til ham. Vi købte dem ikke for at fedte. Vi købte dem, fordi han var vores ven. Altså ind til den dag, hvor jeg kom til at sætte ild til skraldespanden. Jamen for fanden da. Jeg har ingen erindring om, hvorfor, hvordan eller hvor ilden kom fra. Ved bare det var fjerde sidste lektion på sæsonen og at jeg pludselig stod med et stykke brændende A4-papir i min hånd. Hvorefter jeg blev så befippet jeg løb op til kateteret og kylede det i skraldespanden. Som betød at der gik et split sekund før hele spanden stod i levende lue. Min lærer brølede højt, trampede ned i spanden, fik fat i noget vand og slukkede de sidste gløder. Og så var der ellers ingen kære minimuh. Han skældte mig huden fuld. Sagde ting om, hvor dum jeg var, der kunne finde på at putte brændende papir ned i en skraldespand. Og den slags. Jeg skammede mig. En ting er at få skæld ud af narrøvs-lærere. You just don’t care. Men at få skæld ud af det du troede var din voksen-ven, det er ydmygende. Så jeg gjorde det som var nødvendigt: Jeg kom ikke til de sidste fire lektioner. Kunne ikke face det. Face min egen stupiditet. Og lærte derfor ikke at få placeret de sidste tre bogstaver ud på de rigtige fingre. Bare ærgerligt. Har ikke fået det lært siden. There you have it. Det er derfor jeg så sjældent skriver om zebraer, xylofoner og Quasimodo. Related posts: Kingo og tis Alt det skolen glemte at lære mig Det er min fødselsdag marensblog Marensblog Wed, 09 May 2012 08:00:28 +0100 http://marensblog.dk/2012/05/8235/ Jeg skriver rasende hurtigt på maskine. Altså det som i mere moderne vendinger vel egentlig hedder et tastatur. (Går man stadig til maskinskrivning? Eller hedder det computerskrivning? Eller er det bare en evne man i dag fødes med?) Uanset. Jeg skriver som lynet. Blindskrift und alles. Kan kigge i alle retninger og alligevel hamre ordene derudaf, endda med bogstaverne i rigtig rækkefølge. Men jeg kan ikke ramme Z, X og Q om det så gjaldt mit liv. For jeg kom engang til at sætte ild til en skraldespand. Det var fordi jeg gik til maskinskrivning da jeg var fjorten. På ungdomsskolen. Altså efter skoletid. I min fritid. Det er det eneste fornuftige jeg nogensinde har foretaget mig på frivillig basis. Aner ikke hvorfor jeg gjorde det. Men min bedste veninde gik der også. Vi hed The Klistersisters. Måske havde vi skumle planer om at at bruge Maskinskrivningstimerne som et tækkeligt dække, i stedet pjække og sidde og hænge nede foran biblo eller noget. Men det gjorde vi ikke. For vi kunne enormt godt lide vores lærer. Han var en virkelig hyggelig midaldrende mand. Der syntes vi var sjove. Også når vi sagde vi lige skulle på toa og han fem minutter så os pile ned til kiosken efter snickers. Hohoho, grinte han, når vi kom tilbage, jeg så jer godt. Og så lavede han et lille jonglernummer ud af de to minimuh vi havde købt til ham. Vi købte dem ikke for at fedte. Vi købte dem, fordi han var vores ven. Altså ind til den dag, hvor jeg kom til at sætte ild til skraldespanden. Jamen for fanden da. Jeg har ingen erindring om, hvorfor, hvordan eller hvor ilden kom fra. Ved bare det var fjerde sidste lektion på sæsonen og at jeg pludselig stod med et stykke brændende A4-papir i min hånd. Hvorefter jeg blev så befippet jeg løb op til kateteret og kylede det i skraldespanden. Som betød at der gik et split sekund før hele spanden stod i levende lue. Min lærer brølede højt, trampede ned i spanden, fik fat i noget vand og slukkede de sidste gløder. Og så var der ellers ingen kære minimuh. Han skældte mig huden fuld. Sagde ting om, hvor dum jeg var, der kunne finde på at putte brændende papir ned i en skraldespand. Og den slags. Jeg skammede mig. En ting er at få skæld ud af narrøvs-lærere. You just don’t care. Men at få skæld ud af det du troede var din voksen-ven, det er ydmygende. Så jeg gjorde det som var nødvendigt: Jeg kom ikke til de sidste fire lektioner. Kunne ikke face det. Face min egen stupiditet. Og lærte derfor ikke at få placeret de sidste tre bogstaver ud på de rigtige fingre. Bare ærgerligt. Har ikke fået det lært siden. There you have it. Det er derfor jeg så sjældent skriver om zebraer, xylofoner og Quasimodo. Related posts: Kingo og tis Alt det skolen glemte at lære mig Det er min fødselsdag marensblog Marensblog Wed, 09 May 2012 08:00:28 +0100 http://trivialiteterplustankespind.wordpress.com/2012/05/03/det-bobler/ Når solen skinner så helt fantastisk vidunderligt, som den har gjort de seneste dage, så kribler det virkelig i mig for at fylde bobler i glasset. Jeg er lidt en modsætningsfyldt type, når  det kommer til alkohol. Enten skal det … Continue reading → Marianne Trivialiteter plus tankespind Thu, 03 May 2012 13:10:14 +0100 http://greyindarkness.com/2012/05/03/minder-pa-kampdagen/ Den første maj bringer altid et bestemt minde op hos mig. Det er solskin, eftermiddag, og på min vej ned ad Blegdamsvej mødes jeg af en hob af forskellige mennesker. Der er for eksempel to unge mænd, der bærer en ramme Sommersby cider. Jeg når lige at spekulere over det mærkværdige i, at disse ungersvende [...] Grey Greyindarkness Thu, 03 May 2012 07:47:05 +0100 http://jordforbindelsen.com/30-er-ikke-sa-farligt-7-afblasning/ Nogle gange bør man tænke før man taler, i dette tilfælde skriver. For 30 ting på 30 dage sår’n lige fra hoften? Jeg ved jo godt at sådan noget ryger i vasken hurtigt, fordi blogging så bliver en sur pligt på linje med alt der indeholder ordet vask. Så jeg afblæser de 3o dages udfordringer og i stedet kommer her en liste med 30 ting, som siger: Hey, 30 er da ikke så slemt igen, tænk hvad jeg allerede har oplevet. Første besøg på Borgen var i maj/juni 1993 og jeg fandt det morsomt at de få mennesker der var i folketingssalen, snakkede om noget man kunne forstå, nemlig fodboldkampen der skulle finde sted samme aften ( og det er fodboldsnakken der gør at jeg husker mit første besøg). Al musik fra før årtusindskiftet er fantastisk (mildt hukommelsessvigt måske..) Moden går i ring, sandsynligheden for at man har prøvet eks. hårmascaraen af er tilstede… (nyeste trend fra skuffen øjensynligt) Man har overlevet børnefødseldage med brunsvigermand med slik på… At der hænger noget i klædeskabet som er 10 år gammelt, som man kan passe (da man rundede de 20 ville dette være et tegn på at enten er man meget lille eller også har tøjet været meget stort) Man undres over hvordan man overhovedet kunne klare sig uden en computer (og internet). Og så min evindelige borgerlige kæphest: Stakkels de der ikke husker at Europa har haft pigtråd ned igennem Tyskland – 1989 er pludselige længe siden. Det at krydse Storebælt krævede en færgetur – og så giver et stop i Korsør i dag sure miner, fordi en sikkerhedsprocedure skal overholdes… At Pluto var en planet – indtil nogle kloge hoveder kom på andre tanker. At der blev trukket lidt på smilebåndet over filmen “The Truman show”, få år senere dukkede de første realityshows op… og de fylder den dag i dag godt op i sendefladen. Dengang at man kunne købe ind med 5 og 10 ører (Det kan ingen af mine søskende huske – Then I must be old!) At posten kom ud juleaftensdag – det stoppede man med netop det år, hvor jeg så ud til at skulle den fornøjelse som afløser.. Verden brød ikke sammen ved årtusindskiftet, noget teknik mente måske at årstallet hed 1970, men det var alt. Ikke mere dårlig samvittighed over eksamen på min fødselsdag. “Hvad skal du være når du bliver stor?” er ikke spørgsmål man får længere, til gengæld får man mange andre, der er mindst lige så irriterende. SATC er en god trøst, man behøver ikke blive kedelig fordi tallet siger 3X. Bridget Jones singleself fortæller at man ikke bliver mindre pinlig… Puddelfrisuren er blevet afprøvet… 2 gange… For at blive i hårpragtens verden, tisgult hår er også prøvet – også 2 gange… Belært af erfaringer fra universitetstiden, så ved man godt at det offentlige ikke altid arbejder liiige hurtigt (Og dette gælder også sådan noget som A-kasser). Ærter smager ikke bedre, det er forsat en grøntsag på tålt ophold på tallerkenen og som gør sig bedst i store mængder af sovs (Knorr’s Bearnaise… ) Der fandtes mønter som D-mark, Lire, Shilling og Franc frem for Matadorpenge (aka Euro) Solslikning i en badering i pøl i et par timer… solcremen stopper med at virke på et tidspunkt og det kogte skaldyr dukker frem, så blev man den erfaring rigere… Jeg har overlevet både mobning, eksamensangst, præstationsangst og præsentationsangst – what doesn’t kill you (du ve’..) Leggings har været på mode før – dengang hed det bare gamacher. Computere er ikke farlige – man skal blot huske at gemme løbende (jeg siger det bare) Det at blive skudt yngre, vil være mere spiseligt. Har haft mine 15 sec of fame (i tv i dragt, i et magasin med en tidligere bolig), så det er strøget af listen – been there, done that. Hvide bukser er ikke hvide ret længe, de suger skidt, mudder og græs til sig. Man kan ikke spå om fremtiden, og det at lægge langstrakte forkromende planer holder ikke, de skrider temmelig hurtigt, fordi en anden vej end den lige er sjovere. Jeg er ikke der hvor jeg troede jeg ville være for 10 år siden, men kunne jeg ændre på noget, så ville jeg ikke gøre det – for både op og nedturene har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, her de sidste dage af mine 20′ere. Sacha Jordforbindelse(n) Wed, 02 May 2012 22:32:41 +0100 http://mikeradoor.com/nyd-det-fol-det-skab-det-graed-det-smil-det-bare-husk-det/ Først og fremmest så TUSIND TAK for alle de fantastiske fødselsdagshilsner. Hvor de dog varmer. Også selvom de bare er elektroniske! De varmer og skaber energi… Facebook er et fantastisk SHARING tool. “Jeg vælger ikke og græde fordi det sluttede, men derimod smile fordi det skete? Nyd det, føl det, skab det, græd det, smil det…. bare husk det !” Dagen har været så sindsygt skøn. Jeg slår øjnene op og skal ikke på kontoret da det er en såkaldt “rød” dag. Jeg havde aftalt at mødes med Sofie på Vapiano i Gamla Stan. Vapiano er et super deliciøst Italiensk køkken, hvor man kan få alt hvad det sunde hjerte begærer. Sofie arbejder som sælger i miinto.se og vi skulle tale udvikling. Super dejlig pige! Hun er blevet en af de tætteste! Spontant tog dagen mig ud på en herlig rejse med nye bekendtskaber, en grillaften, nogle gode nyheder og et kæmpe smil hele dagen. Jeg elsker livet. Jeg elsker at leve det 24/7. Jeg elsker at have muligheden for at stå op og være AWESOME. Jeg elsker det! Og når det så er skrevet, så sker det jeg finder mig et lille filosofisk hjørne for mig selv. Jeg sætter mig ned og stirre ud i luften. Alt mens selskabet fester løs (og endda på mine vegne) omkring mig. Men det rør mig ikke. Billedet sløre langsomt ud i ingenting og BANG som en filmrulle kommer minderne frem. Jeg ser 1.000.000 billeder og husker dem alle som var det i går. De føles som var de i går. FLASHBACK er sundt, men jeg må videre. Livet leves nu. Uha det går stærkt. Hold fast Mike, for de kommer aldrig igen. Jeg får stukket en RED BULL SUGARFREE i hånden, vågner op, skriger GRATTIS (Tillykke på Svensk) og bliver en del af selskabslegen. Livet er så vildt. Hvis du åbner dig for de muligheder det bringer, vil du modtage så mange at du kan blive helt paf af dem. Livet er så skønt, hvis bare du vælger at fokusere på det og udvikle dig sammen med det. I dag var endnu et godt eksempel på, at jeg bør følge min mavefornemmelse. Jeg fik en spontan besked fra Jonatan om en random grilfest klokken 15:00. I Sverige fejre man Valborg i dag. Det betyder der holdes fri i dag. Well jeg tog invitationen og sagde JA TAK. Det var slet ikke min plan. Min plan var at tage hjem og få krydset de sidste opgaver af. Dagen endte med grillfest med super dejlige mennesker. Jonatan, Johan & friends. Jonatan & Johan har de seneste 2 år knoklet med at bygge Franklin & Marshal op i Sverige. Det er endelig lykkedes dem at finde formlen for vækst og de ansatte i fredags deres 4 medarbejder. De 2 svenske Killa er sgu en inspiration uden lige! Tak for en herlig dag ved vandet i Stockholm. Og tak Sofie, fordi du bare er spontane dig! Dagen i dag er et af de spontane minder jeg nok får frem på nethinden midt i et andet selskab en dag. Selvom disse dage slutter, VED jeg der kommer flere af dem, men kun fordi jeg søger dem, jeg jager dem…. Jeg vælger ikke og græde fordi det sluttede, men derimod smile fordi det skete? Nyd det, føl det, skab det, græd det, smil det…. bare husk det !  Fucking herlig livsfilosofi! Life is what you make of it…. I’ll make it AWESOME <3 /Mike Mike Radoor Life is about sharing, så jeg deler mit Mon, 30 Apr 2012 21:01:50 +0100 http://www.medmindre.dk/navn.html At skifte navn kan enten befri eller skabe ny tyngde Man hører ofte om mennesker, der skifter navn, når der sker noget nyt i deres liv, eller når de ønsker at lægge noget bag sig.  Denne manøvre, tror jeg, kan være både meget befriende, men kan også skabe en ny tyngde, hvis man på den måde får skabt en søgt identitet, man skal finde sig til rette i. Det er ganske givet individuelt, men værd at overveje grundigt. Mit fornavn har jeg fred med Jeg synes bestemt ikke, at mit fornavn er det pæneste i verden, men jeg har det fint med det, og det ville virke anstrengt og forstillet på mig, hvis jeg skulle ændre på det. Det handler dog nok om, at der ikke ligger noget negativt i navnet for mig, og at dets betydning ikke peger i en retning, der byder mig imod. Der er til gengæld både et efternavn og et tilnavn, der har tynget mig, og som det har lettet mig gevaldigt at skifte ud, henholdsvis lægge bag mig. Min mors eksmands navn Da jeg var 9 år gammel, giftede min mor sig med en mand, som senere fik ganske negativ indflydelse på vort liv. Hans efternavn fik vi alle sammen dengang, og jeg slap først af med det mere end 20 år senere, i 2007, hvor en ny navnelov muliggjorde, at jeg kunne tage mit mellemnavn som efternavn. Det var en stor lettelse, fordi jeg dermed ikke længere var forbundet med den negative fortid, og fordi jeg derudover ikke brød mig om navnet, et lidt for almindeligt -sen-navn. Mit mellemnavn er også ret ordinært, men det har til gengæld en familiehistorie og har fulgt mig altid, så det fungede glimrende for mig som efternavn. Siden har jeg imidlertid giftet mig til mit nuværende efternavn, som jeg rigtig godt kan lide og er glad for at bære. Ikke mindst fordi det er forbundet med mit nuværende liv, som jeg lever på den måde, jeg har valgt. Jeg tror, at det betyder meget, at man har en god ro og føler sig godt tilpas med de navne, man bærer. Min fars tilnavn Jeg har aldrig kendt min far (dén historie kan man læse lidt om her), og i mange år brugte jeg hans tilnavn i mange sammenhænge. Det var faktisk først for relativt kort tid siden, at jeg tog en endelig beslutning om at holde op med det. Og grunden til det var, at navnet ganske vist havde (og har) betydning for mig, men at signalværdien i navnet tyngede mig mere, end det støttede op om, hvem jeg var og er. Det kan i mine øjne ganske godt sammenlignes med en fysisk ting, jeg kunne have nytte af at skille mig af med, for når jeg brugte det, var det ikke, fordi det i sig selv tilføjede værdi til mit liv, men udelukkende fordi det havde stor affektionsværdi for mig. Min  fars historie afhænger ikke af et navn Mit forhold til navnet og min far forsvandt dog ikke, blot fordi jeg holdt op med at bruge navnet, men det var jeg mange år om at indse. Jeg følte et diffust behov for ikke blot at have hans historie med som en del af min identitet, men aktivt at dyrke den ved at bruge navnet, selv om jeg var klar over, at folk, der ikke kendte historien, nemt kunne opfatte navnet helt anderledes. Som før skrevet indretter jeg ikke mit liv på en bestemt måde for at føje andre eller passe ind i bestemte opfattelser, men pludselig kunne jeg mærke, at jeg også selv ville kunne bevæge mig mere frit, hvis jeg ikke længere brugte tilnavnet. Det er individuelt, hvor meget vi mærker vore navne Som sagt tror jeg, at det er individuelt, hvor meget vi mærker de navne, vi bærer. For mig har det været et fint skridt på rejsen mod minimalisme at blive bevidst om, hvordan jeg mærkede tyngden af de navne, jeg bar, og at tage konsekvensen af den tyngde og at skifte til noget, jeg har det bedre med. For andre er et navn måske bare et navn, og så er der selvfølgelig ingen grund til at ændre på noget. Share Linda Framke Med mindre Thu, 26 Apr 2012 06:11:59 +0100 http://ulstrups-pusterum.dk/?p=438 Tiden er fløjet afsted, 26 år for at være helt præcis. Thomas er den ældste af mine to øjesten. Han blev født d. 24 april 1986, men pga travlhed/stress fik han et fint armbånd på med datoen d. 23. Thomas på armen af en sygeplejerske den dag, vi skulle hjem. Han var i et  special-lavet sæt  tøj, som onkel, faster og bedsterne kom med. Han bader helt sikkert ikke i bedstes opvaskebalje mere, og jeg kan ikke have ham på armen. JYP = yoghurt ( for de ikke-indviede) Thomas var som barn, fra så tidligt som det var muligt en meget morgen-stille-sur ung mand. INGEN skulle sige noget til ham, før han havde fået mad! Selv når den “sure abo” stod på et par sten på den anden side af hækken og overbegloede ham, ventede han med at sige det, indtil han var færdig med sin mad og med at være stille-sur.  Fantastisk dejlige smilende Thomas Da Momsen blev 60 år, var der tre små/mindre drenge, der fik hver sin pakke. Bemærk venligst Thomas`fine fine hvide fe-hår. Og så et laaaangt spring… Thomas til Lau`s konfirmation i 2006. Her med niece Lia`s “indsamlings-taske”. Hun gik rundt til gæsterne, ikke for at tigge, men hver gang hun viste tasken frem, blev der puttet penge i. Det blev en ret god dag for hende rent økonomisk Kreta 2007 -begge mine knægte   Jeg har forsøgt at begrænse mig, det er svært, rigtig svært. Thomas har altid elsket at lave grimasser på billeder, men dem tror jeg ikke, at han har lyst til, at jeg lægger ud. Tillykke med dagen knægt, jeg er og har altid været stolt af dig, elsker dig hele vejen til månen og tilbage igen.     Admin Ulstrups Pusterum Tue, 24 Apr 2012 20:17:51 +0100 http://marensblog.dk/2012/04/walking-in-my-shoes/ Jeg elsker Depeche Mode. I en grad så jeg op gennem årene har været til så mange koncerter, jeg overhovedet har kunnet skrabe til mig, kan alle tekster og ikke sjældent diskuterer med mig selv, om jeg mon helst ville gifte mig med Martin Gore eller David Gahan. Af samme årsag har jeg heller ikke været for fin til at gå med t-shirts med dem på. For eksempel en pink t-shirt fra pladen Exciter, som jeg i dag ikke begriber, hvordan jeg nogensinde har kunnet være i. Men husker tydeligt, hvordan jeg vrikkede rundt med høj hæl, jeans og dette lille stykke stof, der er syet sammen i t-shirtfacon. Selv om jeg er blevet for stor til den, kan det på ingen måde komme på tale at smide den ud. Så mine døtre har arvet den. Det er pt Myntes yndlings trøje. Og det kan jo KUN gøre mig glad. Bare super ærgerligt hun går rundt og synger Shubidua i mens … Related posts: Who are you? Meningen med det hele Kingo og tis marensblog Marensblog Tue, 24 Apr 2012 08:12:33 +0100 http://marensblog.dk/2012/04/walking-in-my-shoes/ Jeg elsker Depeche Mode. I en grad så jeg op gennem årene har været til så mange koncerter, jeg overhovedet har kunnet skrabe til mig, kan alle tekster og ikke sjældent diskuterer med mig selv, om jeg mon helst ville gifte mig med Martin Gore eller David Gahan. Af samme årsag har jeg heller ikke været for fin til at gå med t-shirts med dem på. For eksempel en pink t-shirt fra pladen Exciter, som jeg i dag ikke begriber, hvordan jeg nogensinde har kunnet være i. Men husker tydeligt, hvordan jeg vrikkede rundt med høj hæl, jeans og dette lille stykke stof, der er syet sammen i t-shirtfacon. Selv om jeg er blevet for stor til den, kan det på ingen måde komme på tale at smide den ud. Så mine døtre har arvet den. Det er pt Myntes yndlings trøje. Og det kan jo KUN gøre mig glad. Bare super ærgerligt hun går rundt og synger Shubidua i mens … Related posts: Who are you? Meningen med det hele Kingo og tis marensblog Marensblog Tue, 24 Apr 2012 08:12:33 +0100 http://trivialiteterplustankespind.wordpress.com/2012/04/19/nar-minder-og-dromme-flyder-sammen/ Billedet over sengen er taget fra Empire State Building en aftentime i august 2007. Det var første gang jeg var i USA og i New York. Det var én af de skelsættende begivenheder i mit liv, det var dér jeg … Continue reading → Marianne Trivialiteter plus tankespind Thu, 19 Apr 2012 12:37:17 +0100 http://mikeradoor.com/malaga-de-gamles-paradis/ Sidder i Oslo lufthavn på vej mod Malaga. Mit Norwegian fly er blevet skiftet ud med et Latvisk lavpris selskabs fly istedet. Norwegian er ved at udvide og har nu lidt vanskeligheder med at kunne følge med. De har lige købt 222 kæmpe fly og forventer at have dem klar inden 1-2 år. Nå anyway, jeg sidder og ser mig lidt omkring og finder langsomt ud af at jeg er den absolut yngste. Hehe. Malaga er de gamle’s paradis. 200% spot on bevist med dagens gennemsnitsalder. Mens jeg sidder hører jeg et par af de gamle skurke sidde og forberede deres 7 kabale, de sidder og taler gamle dage, hvor Malaga var stedet de minglede, havde sex og levede livet. De taler om en masse ting de ikke nåede. De taler om hvor hurtigt livet er gået…! Det er jo fantastisk at jeg som “ung” kan sidde og lytte med på sådanne samtaler. Vi alle bliver ældre. Lad ikke din frygt for nye ting bremse dine drømme. Lad det ikke være dig, som sidder i en random lufthavn en dag og taler om alle de ting du ikke nåede i livet. Lad det ikke være dig! /Mike Mike Radoor Life is about sharing, så jeg deler mit Wed, 18 Apr 2012 10:53:54 +0100 http://trivialiteterplustankespind.wordpress.com/2012/04/14/sunset-rose/ Rosen er ubetinget min yndlingsblomst, så min glæde var stor, da mine forældre troppede op med en smuk én af slagsen her til eftermiddag. Den fik straks sin plads på altanen, så jeg også kan se den fra stuen, og … Continue reading → Marianne Trivialiteter plus tankespind Sat, 14 Apr 2012 20:10:53 +0100 http://kongmorsverden.wordpress.com/2012/04/10/koncentration-eller-mangel-pa-samme/ Okay ? der skulle være et blogindlæg. Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord. Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Der var nemlig noget jeg ikke kunne [...] Kong Mor Kong Mor Tue, 10 Apr 2012 06:28:59 +0100 http://kongmor.dk/2012/04/koncentration-eller-mangel-pa-samme/ Okay ? der skulle være et blogindlæg. Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord. Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig. Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene. Jeg endte med at give op. Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse? Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt. Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt ? nej, ikke dyrt. Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret. For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke. En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der. Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt. Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i. Related posts: Mænd eller Mus? Præsident eller Gaddafi Racist eller hva’? kongmor Kong Mor Tue, 10 Apr 2012 06:28:59 +0100 http://ulstrups-pusterum.dk/?p=387 tog vi i Rema 1000 i Storvorde en gang om ugen, sommetider gik vejen også forbi Føtex, men ikke så tit. Når vi alligevel kom den vej forbi, satte hun pris på at få et stjerneskud og/eller købe gåsebryst med hjem. En ting var altid sikkert: ingen tur uden besøg i VORES genbrugsbiks! Momsen fandt den lækreste vinterfrakke engang til ca 60,00 kr, havde hun ikke købt den, havde jeg. Hun havde i laaaang tid bandet over en billig symaskine fra Bilka, sikke ord der kunne komme over hendes læber. Momsen har syet rigtig meget i sit liv, designet og haft butik, så hun vidste, hvad der var kram, og hvad der var skrammel. I genbrugsbiksen faldt hun en dag over en gammel gammel Singer fra 50`erne. Den var så tungt som et ondt ord og kostede 85,00 kr, den skulle hun have med hjem. Hun var rigtig glad for den maskine, og i dag står den hos mig på gulvet i stuen, fordi jeg ikke har plads andre steder. Den genbrugsbiks har alt, og jeg mener alt. Det er ikke begrænset til tøj. Der er f.eks legetøj, puslespil, gamle ugeblade, bøger i massevis, stole, borde, senge, reoler, skabe, alt til et køkken, en garage, lamper, lameller, gamle grydeskeer, smykker og stearinlys. Vi blev altid inviteret til at sætte os og få en kop kaffe eller the med et stykke kage. Når jeg besøger Bessefar og Momsen på kirkegården, er der nogle ting, som jeg gerne “vil ha`”. Jeg vil gerne spise en hindbærsnitte fra Brugsen i Mou eller en burger fra bageriet i Storvorde. Jeg sætter pris på at komme i genbrugsbiksen og kigge, tænke på dengang jeg kom der med Momsen. Heldigvis er Martin med på det hele. I går var jeg hos tandlægen og få et lille tjek ovenpå operationen forrige onsdag. Jeg har en forfærdelig grim smag i munden, den driver mig til vanvid. Håber den forsvinder samtidigt med stingene d. 12… glæder mig også til at slippe for Klorhexidin. Vi kørte på kirkegården med 2 bundter påskeliljer, som ikke var sprunget ud ( det gør de nok) Klokken var ikke så mange, så vi kørte til bageren i Storvorde for at købe en frikadelle-burger. Dem var Momsen også begejstrede for. Da vi stod udenfor kunne jeg smage så godt som alle kagerne, men jeg begrænsede mig til at købe 6 romkugler. Martin kunne ikke stå for deres træstammer, de røg også med i købet. Udenfor på p-pladsen ved kirken i Storvorde satte vi tænderne i hver sin burger -dvs jeg satte kun halvdelen af mine tænder i min burger. Åh ja, en enkelt træstamme blev det også til. Det er enormt sjældent, at vi gør det, måske derfor at vi nyder det endnu mere, når det endelig sker. Da genbrugsbiksen åbnede, var vi klar ligesom mange andre. Jeg fik købt en forårs-jakke til sølle 40,00 kr, det er lige til at overkomme for en nærig-mås som mig. Førhen stod/lå bøgerne hulter til bulter, nu er de sat i alfabetisk orden i reoler. Jeg har i flere år haft et godt øje til Alex Haleys Rødder. De to første bind har altid været der (altid!) Nu købte jeg dem og håber på, at jeg kan finde resten på et tidspunkt. En bog af Ruth Rendell røg også med Da vi gik ud af biksen, fik jeg øje på den flotteste træ-æske. Ikke at jeg vidste, hvad jeg skulle  bruge den til, flot var den. “Køb den “, sagde Martin – og det gjorde jeg. Den mindede mig lidt om en gammel æske, Momsen havde engang. Den var knap så høj og der var plads til at lægge mange hjemmerullede smøger i den. Sent i går opdagede jeg, at den er lidt gammel. Jugoslavien 1978 står der indeni låget. Hvor har den stået, hvad har der været i den? Måske skal den indeholde knapper her hos mig. …. På hylderne fandt jeg bl.a et kaffestel, som jeg selv samlede på som ung Jeg kan ikke huske, hvad det hedder, men det var dyrt. Pantflasker Havde jeg masser af plads, ville jeg have købt disse. Det sidste som fangede mit blik var et kaffestel, som jeg ville være glad for at have i et sommerhus. Sommerhuset har jeg ikke, så jeg lod stellet stå på hylden. Tilbage fra minderne og “drømmene” og ud til opvasken og en sludder med Lau   Admin Ulstrups Pusterum Thu, 05 Apr 2012 18:13:05 +0100 http://dailystylediary.com/2012/04/sweet-memories/ Her er nogle billeder der gør min hver dag bare lidt mere lækkert og luksus. Man skal huske at nyde alle de ting man går og laver til dagligt, og der er det at jeg virkelig værdsætter min blog. Min dagbog hvor jeg kan genleve og gemme på alle de skønne oplevelser der måtte støde på min vej. To items som jeg er mægtig glad for nu, er min kære Mulberry taske og mine farvestrålende ballerinaer fra Zara. Og så er solen der lyser det hele op, jo heller ikke værst. Forår og sommer er lig med rigtig mange flotte blomster i sit hjem. Jeg er helt tosset med de hvide roser, som står rigtig godt til mit sorte bord. Det er skønt at have venner over til middag, så man kan dele den flaske bobler man har fået af sin chef. Mmm den var god! Og mad må man ej glemme. En ret som jeg blandt andet serverede i weekenden, og endte med at spise igen to dage efter (bare rolig det var ikke den samme portion laks, der havde ligget i to dage ). Det er en laksetatar med wasabi/avokado creme til. I dag går jeg endelig på påskeferie, jeg har næsten været helt forladt i afdelingen. Så det er rart at det nu også er blevet min tur til at holde lidt fri. dailystylediary Daily Style Diary by Lynn Wed, 04 Apr 2012 09:00:00 +0100