De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et monolog http://www.overskrift.dk Sat, 31 Mar 2012 23:02:17 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://bagnummeret.dk/2012/03/31/monolog-chokespace/ I februar udgav Monolog albummet Aerodynamic på den audio-visuelle pladeselskab Uhrlaut og i den forbindelse tog vi en snak med Mads Lindgren, manden bag Monolog, om tankerne bag nummeret “Chokespace”. Bryde ned og bygge op Vi har teknologien. Vi har mulighederne. Vi har en fantastisk musikalsk historie; klassisk jazz, metal, alt det her lort man kan blande sammen i nogle helt nye retninger. Monolog er et projekt der prøver på at smadre alting, krølle det fuldstændig samme og så bygge et nyt hus op af det her grus. Og det bliver altid et meget meget mærkelig hus hver gang jeg bygger det op igen. Jeg synes en plade er spildt, hvis det lyder fuldstændig som den der kom ud for to uger siden. Den mister sin berettigelse på en eller anden måde, og hvis du ikke har andet at fortælle end ham der var der lige før dig, hvis du fortæller samme historie, jamen så er det bare gentagelse på gentagelse. Enten er du indenfor eller udenfor Jeg prøver ikke at lave musik, der er alt-inkluderende og hvor alle har et anchor point, de kan sidde og lytte lidt til. Dem der står indenfor den cirkel af hvad dén her musik er, de møder det alle sammen med et kæmpestort smil. Jeg har fået rigtig god respons på det fra de folk som jeg læner mig op af og føler mig inspireret af. Dem der står uden for, de står med en lidt forundrende mine, når de bliver trukket med ind i det. Enten er du indenfor eller udenfor – og det har jeg overhovedet ikke noget imod. Inspireret af byggerod En fyr, som har booket mig flere gange til events rundt omkring i Berlin, fik simpelthen nok af at vi skulle leje og booke os ind på andre klubber ? at vi skulle stå med hatten i hånden og bede om klubtid. Så han købte simpelthen sin egen klub og et custom-bygget bulgarsk lydanlæg, der hedder Clear Sound, som lyder meget meget bedre end de der populære Function One-anlæg. Jeg havde min field recorder med dengang vi gik og byggede. I starten af nummeret kan du rent faktisk høre hans svejseapparat, der lodder højttalerne på plads. Jeg har simpelthen bare lagt min field recorder til side med sådan en volume peak på, så så snart volumen går over et vist niveau, så begynder den at optage. Der kommer en stor stor del af råmaterialet fra. Han havde sådan en svejsemaske, hvor der hvor en luftudsugning på, der lyder vanvittigt fedt – det er faktisk tonen i nummeret. De fleste af stortrommerne er ganske almindelige subtests, hvor vi fumler rundt med kabler og de her 18,000 watts subs  og får hele rummet til at vibrere. Det er vanvittigt godt at bruge. Verden er lavet af smuk musik Jo flere lyde man ligger oveni hinanden, jo større risiko er der også for at du begynder at fase ting ud. Det her skulle være meget nøgent barberet til tre stortrommer, tre hihats, tre snares, og så ellers bare begynde at bygge det op fra bunden. Klangmaterialet kom helt sikkert ud af og gå at lytte til verden. Jeg mener, at verden er lavet af fantastisk smuk musik og det er meget meget ærgerligt, at der er så meget fantastisk musik, der går mine ører forbi. Jeg kan jo ikke optage alt sammen og putte det i mine produktioner. Der ligger beslutningen i at føle sig inspireret af nogle lyde, der sidder godt sammen og lige det her sæt af lyde sad utroligt godt sammen i sådan et neo-industrielt udtryk. Inspiration er knaldhårdt arbejde Dybest set mener jeg ikke inspiration findes. Inspiration er knaldhårdt arbejde. Men inspiration til at lave et nummer, mener jeg ikke findes. Det er mere sådan, at føle sig inspireret til at lege med Lego. Man sætter sig ned og leger med Lego, og sådan har jeg det også med musik. Der er et hav af de her field recordings, og en helt masse nye synthesizers og en helt masse spændende syntesemetodikker, man kan bruge og sådan noget som granular synteser og FFT-filtrering, EQ’ing og alt det her lort, og begynde at blande det sammen i et udtryk – dét er ikke inspiration, det er et dedikeret virke hen imod et mål. Det er en vision du har sat dig selv, så det er måske mere vision end det er inspiration. Musik er disciplin Mit arbejde med musikken er disciplin. Jeg arbejder 9-17 hos Native Instruments, og jeg har en datter. De timer der er til overs er jeg simpelthen nødt til at bruge fokuseret og målrettet. De dage hvor man bare kunne sidde og ryge den ene joint efter den anden og sidde og tænke over, at den der stortromme den lyder ikke helt rigtigt ? de dage er så meget forbi. Men den tid har jeg heller ikke rigtigt brug for mere. Jeg har mine tekniske grundtrin på rygraden. Så det er mere et spørgsmål om at sætte sig ned og bruge tiden fokuseret. Det kører virkelig sådan som en paramilitær operation, og det koster mig søvn i sidste ende. Det er ret hårdt ved siden af et almindeligt job. Musik er følelser Følelser. Alting starter med følelser. Hvis du ikke har noget i kroppen, hvis du ikke har noget at fortælle, hvis du ikke har nogen som helst vision med det du gør, så sidder du egentlig bare og bokser i puden. Det kommer der ikke god musik ud af, så kan man lige så godt sætte sig ned og lodde kabler, og der kan du bruge din tid væsentligt mere konstruktivt. Om mol-passager Noget jeg synes, der smukt ved skandinavisk musik er den her dystre mol. Selv de allermest lyse sommerviser har lidt sådan en mol-passage, der lige understreger at der også er regnskyer på himlen. Der er de der kontrapunkter i det, og det er den følelse jeg prøver at bringe med mig ind i at lave musikken. Kunsten at skære fra Nummeret her er nok noget af det mest fokuserede jeg har lavet rigtigt længe. Det er jo sådan lidt det der tricket – hvor meget kan man barbere ned, så det stadigvæk fungerer. Det har været et sjovt nummer at lave i den forstand, at der har været utroligt få elementer, men det der er kommet med, er det blevet kælet utrolig meget for. På den måde adskiller det sig virkelig ? i stedet for at der er 500 stortrommer, er der fem. Historier i musikken Jeg synes narrativer er enormt vigtige, og for mig er det mere interessant at snakke om narrativer frem for vers og omkvæd. Jeg vil gerne tage lytteren gennem forskellige perspektiver. Der skal være små ledetråde hist og her ? det er en meget meget bevidst overvejelse i alt det jeg laver. Jeg elsker at lytte til musik, der virkelig tager røven på mig. Hvis man f.eks. lytter til Mr. Bungle eller gammelt Zappa-musik, så ligner den ene takt overhovedet ikke den foregående. De arbejder med nogle helt ekstreme narrativer og er slet ikke er bange for at levere ekstremerne. Det dyrker jeg også selv i min musik og i så stor udstrækning som overhovedet muligt. Alt det andet findes i forvejen. Jeg forventer ikke, at folk kan genspore fortællingen i nummeret, eller at folk kan genskabe de følelser, jeg havde, da jeg lavede nummeret. Det vil altid være på et associationsniveau eller på et metaforisk niveau, at de får noget ud af nummeret. Sofamusik kontra dansemusik Der er en kontekst, der hedder sofaen og en anden kontekst der hedder klubben. I Berlin er der virkelig trukket en meget hård grænse op. Her i Danmark kan du stadigvæk godt gå ud og spille sofamusik på en scene, og det har jeg også gjort i mange år, hvor responsen har været  sådan, at folk står og klør sig lidt i skægget og ryger en cigaret og kigger det lidt an, mens de synes det er både massivt og spændende. Du kan både producere musik, der kilder folk i hjernen hjemme på sofaen og noget der river dem fuldstændig rundt på dansegulvet på klubben. Du kan egentlig tage det samme materiale og lade det gå to veje. Have flere forskellige versioner. Om at spille live En live-mulighed er klart den bedste måde at vise dine farver og din sjæl på. Mine live-gigs er egentligt lige så kompromisløse som pladen ? og der er da også folk, der siger, at det er åndssvagt det der og ?det gider jeg ikke høre på?. Det er helt fint med mig. Det handler om de 150 mennesker, der står med armene oppe, og har en rigtig fed oplevelse. Og selv hvis det bare var to publikummer, der stod med armene oppe, så er det det hele værd at stå kl. 5 om morgen og spille breakcore på berlinerklubberne. Monolog er ikke et egoprojekt, det er også for andre mennesker. Jeg vil ikke overveje at udgive det, hvis jeg var ligeglad med hvad andre synes om det. Jeg er enormt følsom overfor tilbagemeldinger, og bliver kun ved med at gøre det her, fordi responsen stadigvæk er god. Den dag hvor det er lige meget, og der ikke står en med hænderne oppe, vil jeg heller ikke kunne drive mig selv til at stå op kl. 5. om morgenen og spille. Visualisering af lyd Det er først inden for de seneste år, at der er begyndt at ske noget på den front. Jeg har aldrig lavet musikvideoer før, hvilket så resulterede i, at jeg kastede mig over det som et fuldstændigt vanvittigt fire-måneders projekt. Det endte med at blive videoen til Vertigo, hvor vi skød over 6000 billeder og stop-motion-animerede alt muligt, så hver enkelt lyd i nummeret havde en visuel side. Hvis du tog et stykke papir og malede fire store gule pletter på det, så ville jeg med det samme have en idé om, hvordan det skulle lyde. Der er en sammenhæng mellem øre og øjne, det er helt sikkert. Det er som sagt et rimelig nystartet projekt for mig at at binde de to ting sammen, men det er ikke noget, man skal undervurdere. Creative Commons At udgive under Creative Commons-licens var et bevidst valg. Det har været en stor frihed for os (Monolog og pladeselskabet Urlyd. Red) at gøre en hel masse ting som man ellers har problemer med i forbindelse med rettighedsbeskyttede gratis downloads. Det at kunne give musikken og bede folk om at kopiere den til alle deres venner har været en befrielse. Det er ligesom at danse på bordene til en børnefødselsdag og gøre alle de ting som mor lige har sagt, at man ikke må. Musikerne i dag tjener alligevel ikke en skid på mp3-downloads. Det er fuldstændig latterligt så lidt du tjener på det ? selvfølgelig alt afhængigt af hvilket navn du er. Men hvis du vender den om og giver mp3?ere væk gratis, samtidigt med du knalder en lille donation-knap på din hjemmeside, så vil du se en 15x indkomst, netop fordi du sender et ideologisk tegn om at du ved godt, hvordan musiklivet ser ud i dag. Vil du vide mere? Tjek Monologs hjemmeside Foto: Mickael Le Goff (fra  Vertigo-videoen) Bag Nummeret Bag Nummeret Sat, 31 Mar 2012 12:00:06 +0100 http://blog.xn--slverbk-rxa0n.dk/2012/03/maskinen-der-skrev-en-novelles-tilblivelse/ I går aftes indsendte jeg min novelle Maskinen der Skrev til Science Fiction Cirklens antologi, hvis deadline var selvsamme dag. Historien har været længe undervejs, og den har ændret sig meget i mellemtiden, så jeg tænkte, at jeg ville dele dens skabelsesberetning med jer. Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis’en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende. Karl Madsen trykkede recordknappen i bund og den røde lampe begyndte at lyse. Han rømmede sig. ?De var bange for den. Selvfølgelig var de det. Vi er alle sammen blevet opflasket med AI’er, der ikke bruger lang tid på at finde ud af, at kødklumperne, der har skabt dem, egentlig ikke burde sidde i førersædet. Uanset om maskinen nu hedder HAL, T-101, Matrix eller ???. Man kan vel nærmest sige, at det er blevet et fiktivt faktum. Uden mål og med gik jeg i stå, og idéen lå i dvale i næsten tre år, før det nye medlem i min skrivegruppe kom til skrivemøde med en science fiction-tekst, der var til SFC’s antologi. I de mellemliggende år havde jeg et par gange tænkt lidt over idéen, og jeg syntes stadig den var god, men det var hendes tekst, der blev sparket, der endelig genstartede skriveprocessen. På det tidspunkt var der godt to uger til deadline, så jeg kastede mig over teksten og skrev løs. Tre dage senere var jeg færdig med første udkast på knap 3000 ord, og jeg havde en udvikling og en slutning, jeg grundlæggende var tilfreds med. Hvad jeg manglede var stadig en hovedperson/fortæller med et klart mål med sin fortælling, og en modtager af hovedpersonens fortælling om fortællerintelligensens historie. Og det var også hvad jeg fik hug for at mangle, da teksten kom igennem skrivegruppen første gang. Nutidshistorien manglede at blive konkretiseret. Det duede ikke at en fortæller fortalte historien uden et klart ståsted, den blev udtalt fra. Jeg gik i tænkeboks og tog til sidst konsekvensen og indsatte en rammehistorie om et ældre medlem af et fremtidigt lokalsamfund, der bliver kidnappet af en gruppe unge, der vil have ham til at fortælle om tiden før fremkomsten af fortællerintelligensen, som jeg nu havde døbt SHU, fordi de er overbeviste om, at den lyver for dem. Fire dag inden deadline var jeg færdig. Jeg havde bevaret det meste af det først udkast i lange, berettende replikker, og placeret det meste af rammehistorien om de unge i starten og slutningen. Det fik novellen til at vokse til 4000 ord og ændrede fuldstændigt dens indledende tone: De fjernede bindet fra mine øjne, og verden blændede mig. Jeg kneb øjnene sammen. Rebet gnavede stadig i mine håndled. Mit øre dunkede, og inden jeg nåede at tage mig i det, hviskede jeg igen “SHU? Er du der?”, selvom jeg vidste, at de havde brudt forbindelsen. De havde virkelig brudt forbindelsen. Det var over halvtreds år siden jeg lærte SHU at kende, og nu var hun for første gang ikke bare en hvisken væk . Mit dunkende øre føltes som en konstant påmindelse om min ensomhed. Men det uklare fortællested var ikke det eneste problem, skrivegruppen udpegede. Slutningen på historien var uklar, og det var den både i første og andet udkast. I andet udkast var konsensus desuden, at de unge kidnapperes motivation ikke var spor klar; hvorfor var det så vigtigt for dem at kende sandheden? Og hvorfor troede de ikke længere på SHU? Dagen før deadline var jeg færdig med tredje udkast, som var vokset til 4600 ord. Foruden de obligatoriske smårettelser var den største ændring en enetale fra de unges leder hen mod slutningen, som besvarede de hvorfor-spørgsmål, som gruppen havde haft, og gjorde ham tydeligere som person og indførte noget motiverende baggrundshistorie. Før jeg satte mig til at skrive enetalen, havde jeg ikke planlagt de unges motivation særligt nøje. For mig stod det også uklart, og jeg kunne høre på skrivegruppens respons, at jeg tydeligvis havde fejlbedømt vigtigheden af at forstå de unges bevæggrunde. Jeg sørgede i tredje udkast også for at den ældre fortællerkarakter blev tydeligere karakteriseret, og det gjorde jeg især i hans reaktion på lederens enetale. Til det sidste skrivemøde inden indsendelsen, var der kun ét stort problem tilbage. Slutningen var blevet klarere, men den var stadig ikke klar nok. Jeg havde nok frygtet at få læseren til at føle sig talt ned til, men efter jeg kom hjem, besluttede jeg mig for fuldstændigt at omskrive den sidste, afslørende del af slutningen, og resultatet blev langt sværere at fejltolke, end det havde været hidtil. Derudover havde der fra staren været spredt spredt kritik fra skrivegruppen om, at selve fortællingen om SHU’s udvikling startede for langsomt, men der var ikke konsensus om problematikken, og jeg besluttede mig for at bevare den del af historien, som den var, da jeg selv syntes, den fungerede. På selve indsendelsesdagen læste jeg novellen igennem, lavede smårettelser og ændrede lederens tone baseret på min kærestes kritik, og da jeg endelig sendte den, følte jeg virkelig, at det var en god novelle, jeg med stor hjælp fra skrivegruppen havde skrevet. For sjov tog jeg tid på skriveprocessen, og kan afsløre at det tog omtrent 14 timers effektiv skrivning at forfatte novellen fra genoptagelsen til den endelige udgave — eksklusive tænkearbejde, skrivning om teksten og skrivegruppekritik. Nu er der bare tilbage at vente til ultimo maj, hvor de forventer at give besked om hvilke noveller, der er blevet udvalgt. Sidste år var det vist omtrent 20 ud af 50, så oddsene er ret gode. Sjovt nok passer historien egentlig væsentligt bedre til fanzinet Science Fictions tema i år, danskerne og fremtidens kulturliv, så hvis SFC ikke vil have novellen, sender jeg den derind; og hvis Knud Larn heller ikke vil have den, kommer den på bloggen. læs også: Testrup-encyklopædien 50.000 små brikker 15.000 ord på tre dage Bjarke Sølverbæk når m?sen ta?r en slapper Fri, 02 Mar 2012 12:03:13 +0100 http://blog.xn--slverbk-rxa0n.dk/2012/02/maskinen-der-skrev-en-novelles-tilblivelse/ I går aftes indsendte jeg min novelle Maskinen der Skrev til Science Fiction Cirklens antologi, hvis deadline var selvsamme dag. Historien har været længe undervejs, og den har ændret sig meget i mellemtiden, så jeg tænkte, at jeg ville dele dens skabelsesberetning med jer. Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis’en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende. Karl Madsen trykkede recordknappen i bund og den røde lampe begyndte at lyse. Han rømmede sig. ?De var bange for den. Selvfølgelig var de det. Vi er alle sammen blevet opflasket med AI’er, der ikke bruger lang tid på at finde ud af, at kødklumperne, der har skabt dem, egentlig ikke burde sidde i førersædet. Uanset om maskinen nu hedder HAL, T-101, Matrix eller ???. Man kan vel nærmest sige, at det er blevet et fiktivt faktum. Uden mål og med gik jeg i stå, og idéen lå i dvale i næsten tre år, før det nye medlem i min skrivegruppe kom til skrivemøde med en science fiction-tekst, der var til SFC’s antologi. I de mellemliggende år havde jeg et par gange tænkt lidt over idéen, og jeg syntes stadig den var god, men det var hendes tekst, der blev sparket, der endelig genstartede skriveprocessen. På det tidspunkt var der godt to uger til deadline, så jeg kastede mig over teksten og skrev løs. Tre dage senere var jeg færdig med første udkast på knap 3000 ord, og jeg havde en udvikling og en slutning, jeg grundlæggende var tilfreds med. Hvad jeg manglede var stadig en hovedperson/fortæller med et klart mål med sin fortælling, og en modtager af hovedpersonens fortælling om fortællerintelligensens historie. Og det var også hvad jeg fik hug for at mangle, da teksten kom igennem skrivegruppen første gang. Nutidshistorien manglede at blive konkretiseret. Det duede ikke at en fortæller fortalte historien uden et klart ståsted, den blev udtalt fra. Jeg gik i tænkeboks og tog til sidst konsekvensen og indsatte en rammehistorie om et ældre medlem af et fremtidigt lokalsamfund, der bliver kidnappet af en gruppe unge, der vil have ham til at fortælle om tiden før fremkomsten af fortællerintelligensen, som jeg nu havde døbt SHU, fordi de er overbeviste om, at den lyver for dem. Fire dag inden deadline var jeg færdig. Jeg havde bevaret det meste af det først udkast i lange, berettende replikker, og placeret det meste af rammehistorien om de unge i starten og slutningen. Det fik novellen til at vokse til 4000 ord og ændrede fuldstændigt dens indledende tone: De fjernede bindet fra mine øjne, og verden blændede mig. Jeg kneb øjnene sammen. Rebet gnavede stadig i mine håndled. Mit øre dunkede, og inden jeg nåede at tage mig i det, hviskede jeg igen “SHU? Er du der?”, selvom jeg vidste, at de havde brudt forbindelsen. De havde virkelig brudt forbindelsen. Det var over halvtreds år siden jeg lærte SHU at kende, og nu var hun for første gang ikke bare en hvisken væk . Mit dunkende øre føltes som en konstant påmindelse om min ensomhed. Men det uklare fortællested var ikke det eneste problem, skrivegruppen udpegede. Slutningen på historien var uklar, og det var den både i første og andet udkast. I andet udkast var konsensus desuden, at de unge kidnapperes motivation ikke var spor klar; hvorfor var det så vigtigt for dem at kende sandheden? Og hvorfor troede de ikke længere på SHU? Dagen før deadline var jeg færdig med tredje udkast, som var vokset til 4600 ord. Foruden de obligatoriske smårettelser var den største ændring en enetale fra de unges leder hen mod slutningen, som besvarede de hvorfor-spørgsmål, som gruppen havde haft, og gjorde ham tydeligere som person og indførte noget motiverende baggrundshistorie. Før jeg satte mig til at skrive enetalen, havde jeg ikke planlagt de unges motivation særligt nøje. For mig stod det også uklart, og jeg kunne høre på skrivegruppens respons, at jeg tydeligvis havde fejlbedømt vigtigheden af at forstå de unges bevæggrunde. Jeg sørgede i tredje udkast også for at den ældre fortællerkarakter blev tydeligere karakteriseret, og det gjorde jeg især i hans reaktion på lederens enetale. Til det sidste skrivemøde inden indsendelsen, var der kun ét stort problem tilbage. Slutningen var blevet klarere, men den var stadig ikke klar nok. Jeg havde nok frygtet at få læseren til at føle sig talt ned til, men efter jeg kom hjem, besluttede jeg mig for fuldstændigt at omskrive den sidste, afslørende del af slutningen, og resultatet blev langt sværere at fejltolke, end det havde været hidtil. Derudover havde der fra staren været spredt spredt kritik fra skrivegruppen om, at selve fortællingen om SHU’s udvikling startede for langsomt, men der var ikke konsensus om problematikken, og jeg besluttede mig for at bevare den del af historien, som den var, da jeg selv syntes, den fungerede. På selve indsendelsesdagen læste jeg novellen igennem, lavede smårettelser og ændrede lederens tone baseret på min kærestes kritik, og da jeg endelig sendte den, følte jeg virkelig, at det var en god novelle, jeg med stor hjælp fra skrivegruppen havde skrevet. For sjov tog jeg tid på skriveprocessen, og kan afsløre at det tog omtrent 14 timers effektiv skrivning at forfatte novellen fra genoptagelsen til den endelige udgave — eksklusive tænkearbejde, skrivning om teksten og skrivegruppekritik. Nu er der bare tilbage at vente til ultimo maj, hvor de forventer at give besked om hvilke noveller, der er blevet udvalgt. Sidste år var det vist omtrent 20 ud af 50, så oddsene er ret gode. Sjovt nok passer historien egentlig væsentligt bedre til fanzinet Science Fictions tema i år, danskerne og fremtidens kulturliv, så hvis SFC ikke vil have novellen, sender jeg den derind; og hvis Knud Larn heller ikke vil have den, kommer den på bloggen. læs også: Testrup-encyklopædien 50.000 små brikker Hvad skal der til? Bjarke Sølverbæk når m?sen ta?r en slapper Thu, 02 Feb 2012 10:40:13 +0100