<?xml version="1.0" encoding="ISO-8859-1"?>
<!-- generator="FeedCreator 1.7.2" -->
<?xml-stylesheet href="rss.xsl" type="text/xsl"?>
<rss version="2.0">
    <channel>
        <title>Overskrift.dk seneste indlæg for tag: musikhistorie</title>
        <description>De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et musikhistorie</description>
        <link>http://www.overskrift.dk</link>
        <lastBuildDate>Wed, 09 May 2012 17:05:16 +0100</lastBuildDate>
        <generator>FeedCreator 1.7.2</generator>
        <image>
            <url>http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif</url>
            <title>Overskrift.dk logo</title>
            <link>http://www.overskrift.dk</link>
            <description>Overskrift.dk</description>
        </image>
        <docs>http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss</docs>
        <ttl>60</ttl>
        <item>
            <title>Død musik</title>
            <link>http://mikkelvad.dk/2012/05/09/dod-musik/</link>
            <description>I sidste uge blev rocken endnu engang erklæret død. Denne gang var nekrologen at finde i Politiken. Sidste vinter kørte der ligeledes en debat om rockmusikkens påståede død startet i den engelske musikpresse.
Uden at skulle gøre mig klog på rigtigheden af diverse dødserklæringer, kan jeg blot konstatere at forfaldshistorier og proklameringer om forskellige genrers død er ganske hyppigt forekommende (for ikke at tale om &amp;#8220;forfatterens død&amp;#8221; eller at &amp;#8220;Gud er død&amp;#8221;). Af de mere berømte eksempler i Danmark er Svend Asmussens pessimistiske udtalelser om jazzens fremtid og mulige død i 1943 og debatten om symfoniens død tre år tidligere.
Retorisk set er der tale om en form for antropomorfisme, idet musikken antager menneskelignende skikkelse. Musikken har engang været i live eller i en ontologisk forstand været, og er nu ikke længere, men er afgået ved døden. Selvom disse programerklæringer kan være tiltalende i al deres patos, så er der dog for mig at se en grundlæggende diskrepans mellem denne antropomorfe, eksistentielle retorik og den essentialistiske logik og argumentation, der præger udsagn om musikkens død. Forfaldshistorier er efter min mening ofte degenererende og uproduktive i deres konservatisme. Oftest er der jo tale om, at musikken blot er blevet noget andet end det, den var engang, men samtidig finder man altid spor af tidligere musik. Således burde man ikke beklage sig over musikkens død, men snarere omfavne de muligheder for en slags udvidet historisk bevidsthed, der ligger i at proklamere &amp;#8220;musikken lever i bedste velgående&amp;#8221;.
Et af de mere kække eksempler, som jeg selv holder meget af, er Erik Tuxens &amp;#8220;Jazzen er død&amp;#8221; fra 1934. Arrangeret af Leo Mathiesen og i spidsen kvidrer Margurite Viby:

</description>
            <author>Mikkel Vad</author>
            <source url="http://mikkelvad.dk/feed/">Mikkel Vad.</source>
            <pubDate>Wed, 09 May 2012 12:29:33 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>En jazzhistorisk anbefaling</title>
            <link>http://mikkelvad.dk/2012/04/23/en-jazzhistorisk-anbefaling/</link>
            <description>Jeg har nu sendt mit speciale til bedømmelse, og i den forbindelse vil jeg komme med en kort anbefaling. Mit speciale handler om dansk jazzhistorieskrivning, som jeg har undersøgt på kryds og tværs med de akademiske briller på, men hvad er egentlig den bedste jazzhistorie ude på markedet? Ja, sådan nogle smagsdomme holdt jeg mig fra i specialet, men det skal ikke forhindre mig i at komme med en her.
Ja, konkurrencen er ikke overvældende, for der er ikke skrevet særligt mange samlede fremstillinger af den danske jazzhistorie, men ikke desto mindre er der i det hele taget ikke meget af den danske jazzlitteratur i det hele taget, der kan hamle op med den korte JazzDanmarks Jazzhistorie af Christian Munch-Hansen, der kan findes på JazzDanmarks hjemmeside, her. Der er ikke tale om en fuldt udfoldet narrativ med store armbevægelser, men det er måske også derfor, at jeg godt kan lide den. I modsætning til meget andet dansk jazzlitteratur er Munch-Hansens tekst forholdsvist nøgtern uden at være direkte kedelig og den holder sig nogenlunde fri for en række af de mest udbredte klicheer. Styrken ligger ikke bare i den historiske fremstilling, men også i at Munch-Hansen pendler fint (hjulpet af den opbygning, som internettet giver) mellem bredere historiske afsnit, biografier, tematiske nedslag, æstetiske vurderinger, auditiv analyse mm. Det er ikke en akademisk tekst, men den egner sig fint til den almindeligt interesserede jazzfan, såvel som skole- og gymnasieelever. Desuden viser præsentationen, hvor mange spændende og elegante muligheder, der er for historieformidling på nettet, hvor musikeksempler, krydshenvisninger, diskografier, bibliografier mm. ligger lige ved hånden. Dette kunne udbygges endnu mere i JazzDanmarks Jazzhistorie, og det kan man kun håbe, at det bliver.
</description>
            <author>Mikkel Vad</author>
            <source url="http://mikkelvad.dk/feed/">Mikkel Vad.</source>
            <pubDate>Mon, 23 Apr 2012 17:29:25 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>I radioen</title>
            <link>http://mikkelvad.dk/2012/03/22/i-radioen/</link>
            <description>Jeg er blevet interviewet til P8 Jazz omkring dansk jazzhistorie, og samtalen drejede hen på noget af det, som jeg har skrevet om i mit speciale, nemlig det nye Jazzhus Montmartre og den historiebevidsthed som stedet er udtryk for og gør brug af.
Lyt til indslaget her.
</description>
            <author>Mikkel Vad</author>
            <source url="http://mikkelvad.dk/feed/">Mikkel Vad.</source>
            <pubDate>Thu, 22 Mar 2012 20:49:03 +0100</pubDate>
        </item>
    </channel>
</rss>

