De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et nazismen http://www.overskrift.dk Sun, 11 Dec 2011 22:05:06 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://kulturforunge.dk/2011/12/11/aeon-paradokset-af-kjetil-johnsen-den-4-parallel-3/ Spænding: Hver bog i ?Den 4. parallel?-serien har budt på noget nyt til den røvsparkende historie om Caine og Emma ? og ?Æon-paradokset? er bestemt ikke en undtagelse.  Titel: ‘Æon-paradokset’ (Den 4. parallel 3) Forfatter: Kjetil Johnsen Oversat af: Nanna Gyldenkærne Sider: 313 Udkom: 26. oktober 2011 Forlag: Høst & Søn Følelses-barometer: Anmeldt af Josefine Mariendal Huus, 14 år Både Emma og Caine er fanget af løfter og situationer, de har svært ved at komme ud af. Fanget af nazister fra en parallel verden, som kæmper en indædt krig mod japanerne, er Emma nødt til at samarbejde. Hun må fortælle og lære nazisterne, hvordan man rejser mellem parallellerne; en gal general er nemlig klar til at slagte forsvarsløse mennesker, hvis hun byder dem trods, og hun bliver tilmed overvåget dag og nat. Endvidere tager kaosset i hendes hjerne til, og deja-vuer, drømme og syner rammer hende gang på gang, så hun har svært ved at kende løgn fra sandhed. Bundet af sit løfte til Emma, om at han vil bringe hende tilbage til hendes parallel, er Caine nødsaget til at trodse nazisterne, som han har kæmpet for det meste af sit liv. Han befrier sin tidligere soldaterkammerat, bedste ven og ikke mindst telepat, Daniel, som Emma og Caine i andre paralleller har kæmpet mod. Sammen drager de ud på et mindre eventyr med kun et mål: at redde Emma fra nazisterne. Men det er ikke det eneste, Emma og Caine er oppe mod af udfordringer ? en psykopatisk mands planer om verdensherredømme må og skal stoppes, før verden forandres, så de aldrig vil kunne genkende den igen. Nervepirrende ?Æon-paradokset? starter hårdt ud med en begyndelse, der allerede er fyldt med spænding fra første side, som man jo kun kan forvente af en bog af serien ?Den 4. parallel?. Hele bogen igennem var spændingen i top. Hjertebanken, våde øjne og lettere svedige hænder fulgte med, som handlingen skred frem. Specielt mod slutningen følte jeg mig som slavebundet til den ? et hvert ledigt øjeblik skulle bruges på at læse. Hen mod slutningen var det så nervepirrende, at jeg blev nødt til at læse den færdig i løbet af natten, hvorefter jeg selvfølgelig ikke kunne sove. Tankerne fløj rundt i en spiral omkring det fascinerende emne om parallelle verdener. Respekt for forfatteren Sproget er fortsat rigtig godt ? ikke ét, hvor man skal sidde og undre sig over, hvad forfatteren egentlig mener. Der er få dødkedelige, lange miljøbeskrivelser, som man kan opleve i andre bøger. Men det er heller ikke sådan, at man slet ikke får noget af vide; det kommer bare i gode anordnede portioner, nogle små lækkerbiskner, der er lige til at spise i stedet for store tygge brød, der er svære at komme igennem. I denne bog er Kjetil Johnsen ikke bange for at bruge bandeord. Ord som ?fuck? optræder flere gange i teksten ? dog mest fra Caines synsvinkel, ikke søde Emmas ? og det skaber da også en godt billede i forhold til Caines karakter og en slags følelse af, at det her er rigtigt; det er Caine og ikke en flad figur. Endvidere har jeg en kæmpe respekt over for Kjetil Johnsen. Der skal virkelig en mastermind til at skabe et sådan en kompleks historie, der indeholder overraskelser hele tiden. Uddrag af ‘Æon-paradokset’ ?Hun så på ham, men han sagde ikke mere. Han kiggede igen ud ad vinduet, virkede uinteresseret. Tillukket. Lortekulde! Emma knugede armene om kroppen. Det hele var så forbandet koldt. Luften, landskabet, menneskene. Hun var ude af stand til at aflæse generalen. Hvad han virkelig mente, om han var en forbenet nazist, eller om han gjorde, hvad han gjorde, på grund af pligtfølelse over for fædrelandet, ligesom hun troede, at Caine gjorde. Men ham ved jeg heller ikke noget om, mindede hun sig selv om. Caine kan lige så godt være en mini-psyko-Hitler. Men hun troede det ikke. Håbede det ikke. Havde drømt om natten, at han kom. Præcis som han havde lovet. Jeg finder dig…? Uforudsigelig Der er uventede drejninger hele tiden. Man tror måske, at man har forstået, hvad det hele vil ende med, men, nej, så sker der noget nyt, som bringer historien et helt andet sted hen. Noget, jeg elsker ved serien ?Den fjerde parallel?, er, at da jeg begyndte på serien havde jeg aldrig nogensinde i min vildeste fantasi kunne forestille mig den måde, serien har udviklet sig! Selv nu kan jeg sidde her og tænke og undre mig over, hvordan Kjetil Johnsen mon vil afslutte sin serie ? og inderst inde ved jeg, at det, jeg kommer op med, er langt mindre interessant, spændende og i hvert fald langt mindre fabelagtigt, end det han i virkeligheden har kreeret. Historien er som et vildt dyr: utilregnelig, men stadig væk vildt fascinerende. Johnsen har efterladt mig ventende, ivrig og spændt på det afsluttende bind i serien – det er svært at holde sig fra at købe den sidste bog på det originale sprog, norsk, så jeg kan sætte tænderne i den nu. Josefine Kultur For Unge Sun, 11 Dec 2011 14:02:04 +0100 http://www.litteratursiden.dk/lister/berlin-noir-2-verdenskrig-og-nazismen-fortalt-som-kriminalroman bogliste Oprettet: tor, 27/10/2011 - 12:50 Få inspiration til gruopvækkende, dramatiske og hårdkogte romaner om tiden omkring 2. verdenskrig på Litteratursidens nye liste. Bøger på denne liste Martsvioler Den blege forbryder Det ene fra det andet Et tysk rekviem Gråzone Om døde ej opstår Hitlers fred Fædrelandet Gangsterpigen Profeten Slagteren fra Ryesgade Hestetyven Den grønne bar Den våde fisk Kalendermordene Døden i Breslau Spøgelser i Breslau Pavel & jeg Barn nr. 44 Den hemmelige tale læs mere Jens Henrik Holm Litteratursiden Thu, 27 Oct 2011 12:50:30 +0100 http://kulturforunge.dk/2011/09/23/sarahs-nogle-af-tatiana-de-rosnay/ Jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig: Bogen ?Sarahs nøgle? rørte mig dybt. Det er en af den slags bøger, man sidder og stirrer på længe, når den sidste side er vendt. Det er en af de bøger, der ligger og lurer i ens bevidsthed meget længe. Titel: ‘Sarahs nøgle’ Forfatter: Tatiana de Rosnay Originaltitel: ‘Sarahs Key’ Oversat af: Kirsten A. Nielsen Sider: 343 Udkom: 2011 Forlag: Bazar Følelses-barometer: Af Sofie Peschardt, 14 årDen 16. juli år 1942 bliver Sarah, en tiårig jødisk pige, og hendes familie vækket, da politiet hamrer på deres dør. Inden politiet opdager ham, skynder Sarah at låse sin lillebror, Michel, som er fire år, inde i et skjult skab, som er deres ?hemmelige sted?. Michel har kun en lygte, en bamse, nogle bøger og en flaske vand. Sarah lover Michel at vende tilbage, men da hun, sammen med sin mor og far, bliver arresteret og ført bort, af det franske politi, går tiden og Sarah bliver mere og mere desperat efter at komme tilbage til sin lillebror i skabet. Tres år senere, i år 2002, skal den amerikanske journalist Julia Jarmond skrive en artikel om den store jødeopsamling, Vel d?Hiv?, som Sarahs familie var en del af. Under sin research finder Julia frem til oplysninger om Sarah, og da hun finder ud af, at Sarahs historie også er forbundet med hendes egen familie, bliver om endnu mere opsat på at kende hele Sarahs historie. En juli-morgen, hvor alt ændrede sig Bogen har ingen ?blød? start. Det syntes jeg faktisk er ret fedt, fordi det kan godt være kedeligt at læse en bog, hvor de første hundrede sider kun går med at man lærer de forskellige personer at kende. Det kan i hvert fald godt få mig til at have meget svært ved at komme i gang med en bog, hvis den har en tung start. Det har ?Sarahs nøgle? heldigvis overhovedet ikke. Man får oplysningerne hen af vejen, som man får brug for dem, hvilket jeg syntes er skønt! Man bliver smidt direkte ned i Sarah Starzynskis families lejlighed en varm juli-morgen. Dén morgen. Morgenen, hvor det franske politi kommer og tager Sarah og hendes forældre med til Vel d´Hiv´, morgenen hvor Sarah låser Michel inde i skabet, morgenen næsten alle parisiske jøders liv ændrede sig for evigt. Lige et kapitel til Det meste af bogen skifter synsvinklen fra Sarah til Julia, eller omvendt, ved hvert kapitel. Det giver den effekt at man tænker ?Ej, nu skete der jo lige noget spændende for Julia!?, men når man går i gang med næste kapitel, husker man, at man jo glædede sig til at læse mere om Sarah. Det, og så at kapitlerne også er meget korte, får det en til at tænke, at man da godt liiige kan tage et kapitel til, hver gang man egentlig havde aftalt med sig selv at stoppe med at læse mere. Anden Verdenskrig Jøder under 2. verdenskrig er et emne, der er skrevet massevis af bøger om. Hver enkel bog er en unik historie, men det gælder kun de mindre detaljer. Historisk set sker der det samme. Derfor burde man mene, man havde hørt det værste. Alle de forfærdelige ting med folk, der bliver slidt op både fysisk og psykisk i lejrene, folk, der bliver gasset, folk, der bliver pint og plaget. I ?Sarahs nøgle? er der mere end bare det. For det første er det det franske politi, der anholder dem og fører dem til lejrene. Sarah er i starten glad for at det er det franske politi, for ?Så vil der jo ikke ske hende eller hendes familie noget ondt — så længe det ikke er tyskerne?. Gennem hele bogen har Sarah virkelig meget skyldfølelse. Hun går rundt og knuger om nøglen, der passer til skabet. Hun passer på de andre børn i lejren, fortæller historier for dem, mens hun for sit indre øje ser Michel, som sidder i skabets mørke og er bange. Michel, som stoler på hende. Michel, som hun svigter. Det piner mig at se, hvor meget smerte og sorg så lille en pige kan have. Som storesøster kan jeg sagtens sætte mig i hendes sted. En amerikansk journalist Julia, som er bogens anden hovedperson, tilføjer et ret ?hverdagsagtigt? touch til bogen. Hun er en helt almindelig gift kvinde, som har en datter og en mand. Knas med ægteskabet er der også. Jeg syntes, det er dejligt, Julia også er der. Som læser finder man langsomt ud af mere og mere om Sarah i takt med Julia laver mere research. Julia udtrykker de helt samme følelser som en selv, og det gør, at man ikke føler sig helt alene med beretningen om Sarah. Julias del tilføjer også nogle lidt humoristiske dele til bogen, hvor man kommer til at grine, til trods for den nedtrykte stemning, når man tænker på Sarah. Uddrag fra ‘Sarahs nøgle’ (Julia interviewer en kvinde, som var vidne til Vel d?Hiv? opsamlingen) ?Jeg husker politibetjentene. Vores egne gode parisiske politibetjente. Vores egne gode og ærlige gendarmer. De skubbede børnene ind i busserne. De råbte efter dem. De brugte deres stave mod dem.? Hun bøjede hovedet ned mod brystet. Hun mumlede noget, jeg ikke fik fat på. Det lød som: ?Vi bør alle skamme os, fordi vi ikke standsede det.? Får følelserne frem i mig Bogen rørte mig dybt. Det er en af den slags bøger, man sidder og stirrer på længe, når den sidste side er vendt, mens man tænker over indholdet. For, hold da op, der sker mange ting! Der er meget store følelser på spil! Både i Sarahs del af bogen og i Julias. Man bliver følelsesmæssigt kastet hid og did, og ofte strømmer tårerne ned ad kinderne, mens man på andre tidspunkter griner. Gennem meget af handlingen der følger Sarahs forfærdelige oplevelser, er man frustreret, forfærdet, og inderligt håbefuld. Sarah er ved at miste forstanden plaget af skyldfølelse, over det hun har gjort. Hun tænker ikke på andet end sin lillebror. Det drev også mig til vanvid, da jeg læste den, for man vil jo bare have at Sarah skal skynde sig tilbage til Michel, som sidder i skabet og venter på hende. Uddrag fra ‘Sarahs nøgle’ ?Jamen det er fint,? sagde hun, ?han har det fint dér. Det er et stort skab, så der er luft nok derinde til ham. Og han har vand og lommelygten. Han skal nok klare sig, far.? ?Du forstår det slet ikke,? sagde faderen, ?du forstår det ikke.? Og til sin skræk så hun, at hans øjne fyldtes med tårer. Hun trak ham i ærmet. Hun kunne ikke holde ud at se sin far græde. ?Far,? sagde hun, ?vi kommer da hjem igen, gør vi ikke? Vi kommer da hjem, når de har råbt vores navne op, gør vi ikke?? Hendes far tørrede sine tårer væk. Han så ned på hende med nogle forfærdelige triste øjne, som hun ikke kunne holde ud at se ind i. ?Nej,? sagde han, ?vi kommer ikke hjem igen. De giver os ikke lov til at tage tilbage? sofie Kultur For Unge Fri, 23 Sep 2011 20:04:47 +0100