De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et noveller http://www.overskrift.dk Sat, 26 May 2012 11:01:20 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://lonniswordpresscom.wordpress.com/2012/05/26/jeg-vaelger-mig-aesel-2/ Dette er ikke en kritik af Kristina Stoltz’s nye erotiker ‘Et kød‘, som udkom forleden dag. Det er et simpelt valg. Jeg er ikke et erotisk menneske og vil heller ikke læse om erotik. Jeg er til gengæld stædig som et æsel og meget opsat på at samle op på de gode og interessante romaner, [...] lonniswordpresscom DETTE ER IKKE EN BLOG Sat, 26 May 2012 07:09:17 +0100 http://tantralicious.wordpress.com/2012/05/22/atelier-en-novelle/ Atelier   Vi mødtes gennem en fælles veninde, der havde givet dig massage nogle gange, og en dag sukkede hun og sagde: Åh, han er fantastisk ? så åben og varm, han bevæger sig med mindste berøring, han er så levende? åh, at jeg ikke skal i seng med ham. Men du skulle give ham [...] tantralicious Tantralicious's Blog Tue, 22 May 2012 22:58:53 +0100 http://www.guska.net/forskellige-noveller-soges Hej. Jeg vil høre om der er nogle der ligger inde med disse tekster, som i evt. kan sende til mig? Avispapirbyen – Vita Andersen Daniella – Kåre Bluitgen Nedtur – Kim Fupz Aakeson Din bror – Naja Marie Aidt Som englene Flyver – Naja Marie Aidt Løven – Kim Fupz Aakeson Tyrken – Niels Hau Livet og kærligheden – Niels Hau På forhånd tak ps. Jeg er ny herinde, så beklager vis det er postet forkert? Læs mere her Boggnasker – unge om bøger admin Citater 2012, nyheder, spil, vittigheder, billede Mon, 21 May 2012 20:54:26 +0100 http://larsahn.dk/zoo-med-i-luo6/ Bag den lidt kryptiske overskrift gemmer sig det faktum, at min novelle Zoo er sluppet igennem nåleøjet til Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen, der er nået til sin sjette udgave. Ifølge seriens redaktør Carl-Eddy Skovgaard har det i år været endnu sværere end hidtil at vælge ud blandt de over 50 indsendte noveller, så derfor er jeg glad for at være med for femte gang i træk. Lige under overfladen 6 får titlen Fremmed stjerne efter en novelle af Michael Kamp, som virker til at have fået smag for at skrive science fiction efter sin LUO-debut sidste år. Derudover får vi selskab af forfattere som A. Silvestri, Nikolaj Johansen, Kenneth Krabat, Patrick Leis, Gudrun Østergaard, Manfred Christiansen, Lonni Krause og Nicole Boyle Rødtnes samt mine skrivegruppe-venner Jesper Rugård Jensen, Flemming Rasch, Richard Ipsen og Klaus Æ. Mogensen. Der er heldigvis også blevet plads til en håndfuld nye navne, og så beviser klassens yngste, 15-årige Oliver Ruby, at hans deltagelse i Den nye koloni – Lige under overfladen 5 ikke var et tilfælde. Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 er sat til at udkomme den 15. august, og til den tid vil jeg fortælle mere om Zoo. Imens vil jeg lige gøre opmærksom på mine øvrige optrædener i Lige under overfladen-serien: I overfladen – LUO2 (2008): Afhøring af offer nr. 5 Den hemmelige dal – LUO3 (2009): Alien Ghost Ballet Ingenmandsland – LUO4 (2010): Portræt af en månepige Den nye koloni – LUO 5 (2011): En helt almindelig død larsahn Lars Ahn Pedersen Mon, 21 May 2012 17:03:10 +0100 http://tantralicious.wordpress.com/2012/05/20/skriveklar-og-lykkelig/ Jeg har indrettet den fineste lille skrivehule under himlen – jeg har et lille ekstra rum oppe under taget, med skråvægge og et enkelt vindue. Der står to stole og et bord, en lille reol, der er et lille alter og en pude at sidde og meditere på. Der er en lys brun farve her, [...] tantralicious Tantralicious's Blog Sun, 20 May 2012 18:20:51 +0100 http://www.palepoets.com/2012/05/20/gadji-beri-bimba-7/ Af Nicki B. E. Hansen syvende afsnit     (sjette afsnit her)   Således hører beretningen op. På næste ark i noteshæftet fulgte to citater:   “Kampen mod pinsler skaber aldrig sjælefred. Kampen mod pinsler skaber kun nye pinsler.” “Lazarus er død.” this isn't happening Et opsporingsarbejde ? min rastløshed kan bruges til mange ting ? fortæller, at det første stammer fra den jødisk-kristne mystiker Simone Weil, der skabte en filosofi ud af sin migræne, mens det andet er fra Johannes-evangeliet 11,14.   Ellers kan jeg kun tilføje, at jeg inden mit fly næste aften skulle lette, tog rundt til de steder, hvor beretningen udspiller sig. Adressen på Nordre Fasanvej gemmer nu Peugeot Specialværksted, en lille, hvid, trekantet bygning, som ifølge ejeren har ligget der i mands minde. Lygten 55B findes endnu og ligner det, den blev beskrevet som, men man kan se ind ad de store vinduer, og loftet er gråligt, og der ligger nedfalden puds på gulvet. Stedet er øde og rummer ingen spor af det, der engang var. Endelig er der campingvognen under Bispeengbuen. Den er der også endnu. Jeg formoder, at det er den samme. Dens ruder var smadrede, og et blik ind afslørede ikke noget. admin PalePoets.com Sun, 20 May 2012 00:52:04 +0100 http://dindebat.dk/erotiske-noveller/787383-paa-besoeg-hos-en-ven.html Jeg er hjemme hos dig på besøg, du bor et andet sted end du gør nu, for der er mere plads og du har både en seng og en sofa, jeg har før denne dag fået en rundtur bare lige for at vise din nye bolig frem. Vi sidder og ser en film, og snakker som vi åbenbat gør når vi ser film, vi er ca halvvejs da du hiver dit halsbånd frem, jeg har ikke opdaget noget for er på det tidspunkt helt opslugt af filmen. Du læner dig ind over mig og putter halsbåndet på mig, Her har jeg opdaget at du har gang i et eller andet med ved ikke hvad før jeg mærker halsbåndet ligge om min hals. Jeg tager straks hænderne op for at løsne det igen, men du fjerne dem, så jeg ikke kan komme til og siger "du sagde selv, når du har halsbånd på lystre du" Jeg sidder helt paf, men du har jo ret, jeg tager mine hænder ned og kigger på dig. Du ber mig om at stille mig op så jeg står mit i din stue og mens jeg står der har du hevet reb frem som du binder fast om mine håndled og snart står jeg med hænderne bundet over mit hoved og rebet er sat fast i en krog der er i loftet. Du begynder langsomt, ugeneret af mine hænder, at kæle for min krop, alt sammen uden på mit tøj og der går ikke længe før jeg er i drømme land og bare nyder din berøring overalt og jeg har slet ikke tal på det antal hænder du har, for det føles som om de er overalt på samme tid. Det er først da mine bukser næsten er taget af at jeg opdager at du faktisk har åbnet dem og pillet dem af mig, men jeg er helt i din magt, jeg bare står og nyder den berøring jeg stadig kan mærke og hver gang jeg er på vej til at "vågne" så køre du lige en tur rundt igen, du ved at når først jeg er i drømmeland så er jeg totalt føjelig. Snart står jeg kun iført bh og trusser, blusen har du brugt som en form for blindfold, så nu kan jeg ikke se noget heller, ikke at jeg havde åbne øjne før, men nu kunne jeg ikke hvis jeg åbnede dem. Stadig i drømmeland, kæler du videre for min krop, overalt og du tager en hånd ned for at sprede mine ben, så du kan komme til der også. Du mærker efter og selvom jeg nok vidste det i forvejen fortæller du det alligevel med en viskende stemme "du er jo våd tøs" det er noget du kan mærke selvom jeg stadig har trusser på. Du løsner min bh og kæler lidt for mine bryster, de stritter lystigt og hver berøring du gør, sender små kuldegysninger igennem min krop, som igen bare tilføjer mere væske i den nederste del. Du beslutter at pille trusserne af mig og jeg står nu næsten nøgen, for bhen sidder stadig på mig, dog løsnet. Du begynder langsomt at kæle for det nye skind du kan se. Det første slag kommer som en brat opvågning, den er ikke hård, den er lige tilpas til at jeg kan nyde den og stadig føle min liderlighed blive større. Du fortsætter på hver balle og kommer ind i en fin rytme med at slå og kæle og jeg er helt oppe at køre, engang imellem lader du lige en finger køre rundt og ned mellem mine ben og små klynk er begyndt at lyde fra mig. Da du mener at nu har du varmet min røv godt nok op løsner du mine arme fra loftet og føre mig hen til bordet. Her blir jeg placeret så jeg står med overkroppen ind over bordet, klar til brug. Du binder igen mine arme fast og har nu fået taget min bh af mig, min bluse er også taget af og erstattet af et blindflod. Du begynder igen at varme min røv, denne gang med en pisk og hver gang du mener at du lige vil mærke efter om jeg stadig er våd, kommer fingeren tættere og tættere på hullet, og jeg begynder at jagte den så den smutter ind, jeg er helt oppe at køre, men du holder ud og fortsætter med pisken. Du beslutter at nu vil du også have noget så du stiller dig bag mig og jeg kan mærke du er godt stiv, selv gennem dine bukser. Du lader dine bukser falde så du kan tage mig som jeg står der. Du når knap ind før min første orgasme ruller gennem min krop, men du fortsætter bare din tur og jeg støder imod det bedste jeg kan, efter lidt tid kan jeg mærke at du er tæt på og jeg gør hvad jeg kan for at gøre det godt, og det lykkes, ihvertfald kan jeg mærke at du fylder mig op og igen kommer en orgasme rullende over mig. Du binder mig op og føre mig hen til sofaen, hvor jeg næsten bare krøller mig sammen og nyder oplevelsen, ser resten af filmen færdig, mens du stille nusser mig. MissFalster Jubii Debat Sat, 19 May 2012 21:00:46 +0100 http://larsahn.dk/klar-til-fantasticon/ Der er under to uger til Fantasticon 2012, og programmet ligger nu klart på hjemmesiden. Jeg kan uden underdrivelse sige, at jeg ser stærkt frem til dette års udgave, fordi æresgæsterne er to af mine store idoler: science fiction-forfatteren Alastair Reynolds og redaktøren Ellen Datlow. Jeg har stort set alt, hvad Reynolds har skrevet, og han har i den grad genskabt min interesse for space opera-genren. Datlow hører til blandt de mest respekterede redaktører af sf-, horror-og fantasy-noveller, og jeg er fast køber af hendes The Best Horror of the Year-serie, ligesom jeg har flere af hendes original-antologier. Sidste år var jeg for første gang med i arrangørgruppen og deltog også i et enkelt programpunkt, hvor jeg interviewede min forfatterkollega A. Silvestri. I år har jeg været endnu mere involveret i planlægningen (men ikke i udvælgelsen af æresgæsterne, selv om man godt kunne forledes til at tro det) og får derfor også endnu mere travlt. Silvestri og jeg mødes igen på Fantasticon, men denne gang interviewes vi sammen af Jesper Rugård Jensen. Det bliver det eneste programpunkt, hvor jeg selv er i centrum, for i de øvrige indtager jeg rollen som interviewer eller moderator på et panel. Jeg skal blandt andet interviewe Ellen Datlow, og med tanker på hvad jeg lige har skrevet om hende, er det en opgave, jeg både glæder mig til og er ved at blive et rystende nervevrag over. Hun er også med i et panel om moderne genfortælling af eventyr, hvor jeg er moderator, og hvor den anden deltager er film- og horror-eksperten Nicolas Barbano. Alastair Reynolds får jeg fornøjelsen af i et panel om optimistisk science fiction, hvor jeg som moderator skal styre snakken mellem ham, sf-fan Tue Sørensen og forfatteren H. H. Løyche.  Endelig skal jeg interviewe fantasy-forfatteren Sven Damgaard Ørnstrup, som har skrevet serien Abaddons Arv og står bag hjemmesiden FantasyBøger.com. Her er oversigten over mine programpunkter på Fantasticon 2012: Fredag 1. juni, kl. 16, Kultursalen If the world doesn?t end: Optimistic science fiction Alastair Reynolds, H.H. Løyche, Tue Sørensen, Lars Ahn Pedersen (m) Lørdag 2. juni, kl. 14, Heerupsalen Interview med Ellen Datlow Ellen Datlow, Lars Ahn Pedersen (i) Søndag 3. juni, kl. 12, Kultursalen Interview med Sven Damgaard Ørnstrup Sven Damgaard Ørnstrup, Lars Ahn Pedersen (i) Søndag 3. juni, kl. 13, Heerupsalen The fairy tale in modern fiction Ellen Datlow, Nicolas Barbano, Lars Ahn Pedersen (m) Søndag 3. juni, kl. 16, Kultursalen Forfattersnak med A. Silvestri og Lars Ahn Pedersen A. Silvestri, Lars Ahn Pedersen, Jesper Rugård Jensen (m) larsahn Lars Ahn Pedersen Sat, 19 May 2012 20:26:45 +0100 http://www.boggnasker.dk/vbforum/noveller-and-digte/14233-forladt.html Denne novelle var en mini-novelle vi skulle skrive i skolen, hvor vi skulle bruge et billed at en dukke som ligger på en sten, på en strand. Vil gerne have positiv og negativ kritik. OBS den er ret kort. Hvorfor er der ingen, som vil hjælpe mig? Jeg har ikke meget tid, jeg er nødt til at finde hende. Mine forældre bliver snart bekymret, og så begynder de at lede efter mig. Men jeg vil ikke vise mig hjemme inden hun er hos mig. Hvis jeg spørger om nogen har set hende, så svarer de mig ikke ellers ignorer de mig bare. Er det fordi jeg er lille? Fordi jeg bare er et barn? Det er ikke rimeligt. Det er værst, når de "prøver" at hjælpe. "Hvad er der galt? Er du blevet væk fra dine forældre?" spurgte den ældre dame. Hvorfor spørger de mig om det hele tiden. Kan der virkelig ikke være andre problemer, end at blive væk fra sine forældre? "Nej, ikke mine forældre. Jeg har mistet hende. Hun må være så bange og ked af det" jeg kunne mærke tårerne i mine øjne. "Hvem er væk?" den ældre dame ser forvirret ud, men i hendes øjne kan jeg se lidt frygt. Det er som om hun tror det værste. "Dolly. Min dukke" ordene kommer ud af mine mund mens tårerne triller ned af mine kinder. "Din dukke?" hun kigger på mig forbavset. "Kan dine forældre ikke købe en ny en til dig?" Jeg tror hun prøver at virke trøstende, men inde bag facaden kan jeg se hvad hun virkelig tænker. Hun vil bare have mig væk. Ligesom alle de andre. Ingen af dem forstår mig. De forstår ikke hvorfor det er så vigtigt, at jeg finder hende. Hun er ikke bare en dukke. Hun er en del af mig og lige nu ligger hun forladt et sted og har brug for mig. Vi har haft så mange herlige minder sammen, men det bedste var første gang vi mødtes. "Ved du hvad mit allerkæreste eje var, da jeg var på din alder?" spurgte den gamle bedstemor. "Var det din kogebog bedste? Du har altid været god til at bage" svarer jeg med de største hundehvalpeøjne. " Søde lille pige, komplimenter vil ikke føre dig nogen vegne. Men nej, det var ikke min kogebog. Det var Dolly. Min mor gav mig hende, ligesom hendes mor havde givet hende den. Jeg har aldrig haft en datter at give hende til, kun en søn og han ville ikke have hende, så derfor får du den. Jeg håber du vil passe på hende, for så vil hun passe på dig" Da hun tog dukken frem, kunne jeg ikke tage øjnene fra hende. Hun var så smuk! Hun lignede en ægte eventyr prinsesse. "Tusind tusind tak bedste! Jeg skal nok passe godt på hende!" Det var sidste gang jeg så bedstemor. Sidste gang jeg skulle se hendes dejlige smil, og høre hendes rare stemme. Derfor er Dolly vigtig for mig, men ingen forstår det. Det eneste som de spørger om, er om mine forældre er forsvundet. Og når de så får at vide, at det er min dukke jeg leder efter, så er det de samme svar og spørgsmål hele tiden "Hvor så du den sidst" "Du kan da bare få dine forældre til at købe en ny en" eller " jeg kan desværre ikke hjælpe dig" Hvorfor ikke? Det beviser bare, at ikke alle mener det, når de spørger om alt er okay, det er bare noget man spørger om. Man regner altid med at få svaret nej. Jeg sætte mig på en sten. En stor, lidt flad, grim sten. Jeg har set den sten før! "Sådan Dolly, nu skal du bare være en god pige og vente her, mens jeg henter noget mad i kurven" jeg henter maden til mig og Dolly, som ligger ved sommerhuset. Jeg efterlod Dolly på stenen ved siden af sandslottet. Hun skal snart flytte derind. En prinsesse fortjener et slot, det har mine forældre altid fortalt mig. Det er ikke den samme sten, men den ligner den! Jeg må være tæt på. Men hvad hvis hun ikke er der mere? Hvad hvis nogen har taget hende. Hvad skal jeg så gøre. Jeg kan ikke tage hjem. Jeg er nødt til at bevise for mine forældre, at jeg er ansvarlig. De skal ikke undervurdere mig mere. Jeg er stærk nok til at klare dette. Jeg var stærk nok til at sige farvel til bedstemor. Jeg var stærk nok til at se hende sidste gang. Så jeg kan klare dette. Nej, jeg skal klare dette! Jeg går langs stranden, i håbet om at finde Dolly. Efter et stykke tid bliver det udholdeligt. Måske skulle jeg bare give op? Det var det min bedstemor gjorde. Mine forældre tror ikke jeg ved det, men jeg hørte dem have en af deres voksensnakke. De sagde det snart var slut. Hun kunne ikke mere. Hun ville ikke mere. Så hvorfor kan jeg ikke bare give op. Hvis hun måtte, så må jeg også. " Hvorfor giver du op? Lovede du mig ikke, at du ville passe på hende? Hun er jo en prinsesse, så hun skal forkæles. Synes du ikke?" stemmen lyder som den plejer. Rar og blid som altid. Munter og fuld af humor. Men hun skal ikke have lov til, at give mit dårlig samvittighed. Jeg sætter mig i sandet. "Hvorfor må jeg ikke give op. Du gav selv op selvom du burde have kæmpet. Det er ikke fair". "Intet her i livet er retfærdigt. Men det bliver man nød til at leve med. Jeg havde troet at dine forældre ville have opdraget dig lidt bedre. Burde dine lærer ikke have lært dig, at man aldrig giver op?" Hun har ret. Hvorfor har hun også altid ret. Jeg ved ikke hvad der skete så. Først kunne jeg se et velkendt ansigt, som jeg har savnet at kigge på, men så var det væk igen. Og denne gang tror jeg ikke det kommer tilbage. Men Dolly kan stadig komme tilbage, hvis bare jeg ikke giver op. Det fortjener hun ikke. Som sagt, hun er jo en prinsesse. Og hun skal aldrig føle sig forladt, ligesom mig. AnneLilholt Boggnasker - unge om bøger Wed, 16 May 2012 18:29:45 +0100 http://dindebat.dk/erotiske-noveller/787124-fremmede.html Han gav hende en udfordring, og hun tog imod. Han havde givet hende en adresse, som hun skulle møde op på - uden i øvrigt at fortælle hende, hvad der skulle foregå. Aftalen var bare, at hun mødte op og overlod kontrollen til ham. Dét tændte hende! Hun sænkede sin krop ned i badekaret og sukkede dybt, da hendes skød ramte det varme vand. Tankerne for rundt. For ganske få måneder siden ville hun have forsvoret, at en fremmed mand nogensinde skulle få så meget magt over hende, at hun skød al fornuft overbord. Men nu? Han havde gjort noget ved hende. Han var ikke vulgær og pågående, som mange mænd ellers godt kunne være online. Han var heller ikke sød på den kvalmende måde, som andre var. Han var direkte. Han var ikke et sekund i tvivl om, hvad han ville og han havde intelligensen og ordforrådet til at udtrykke det på en måde, så hun blev helt blød i knæene. Hun lå i det varme vand og rørte ved sig selv. Lod hånden glide ned mellem benene og smilede veltilfreds over, hvor glat hun var. Han havde bedt hende om at sørge for, at barberingen var perfekt. Der var intet at komme efter, kunne hun mærke. Hun lettede numsen lidt og bevægede hænderne ind under ballerne. Spredte dem lidt og selv i det varme vand fik hun kuldegysninger ved fornemmelsen af at være helt blottet. Hun gled helt ned under vandet. Lukkede alle lyde ude. Den ene hånd blev mellem ballerne, den anden fandt vej tilbage til den glatte fisse. Inden hun vidste af det, var en finger smuttet indenfor begge steder.Under vandet kunne hun høre sin egen puls, der blev kraftigere og kraftigere i takt med at hendes fingre blev mere og mere ivrige. Hun stak kun lige næse og mund op over overfladen, så hun kunne få luft, men nød lyden af sit eget hjerteslag under vandet. Hun var i tvivl om, om det var tanken om det forestående møde, eller fingrene, der fik hjertet til at slå hurtigere. Hun stoppede sig selv. Ville ikke komme nu. Hun overvejede i stedet, hvad hun skulle tage på, når hun kom op af badet igen og blev enig med sig selv om, at det skulle være noget, der kom let af - og let på igen. Et par selvsiddende sorte nylonstrømper, en stram sort kjole og en lækker BH. Ingen trusser. Jakke! Det var køligt udenfor. Det var ikke tanken om temperaturen udenfor, der fik hendes bryster til at strutte. Han var fræk. Tænkte frækt. Så fræk ud. Hun kendte ikke rigtig stedet, hvor de skulle mødes. Havde aldrig været i den ende af byen før. Det eneste hun vidste, var at der var en masse byggeri igang, fordi kvarteret var ved at blive løftet. Det var en skøn blanding af gamle bygninger, der blev shinet op, og nybyggeri. Hun skulle finde en af de gamle bygninger. Hun kiggede sig omkring - der var sgu mange gamle bygninger, men han havde i det mindste fortalt hende, at hun skulle kigge efter en af de høje bygninger - dem var der kun et par stykker af. Hendes øjne havde vænnet sig til mørket nu og pludseligt fik hun øje på ham. Han stod lige dér! Hun gik langsomt hen imod ham. Vidste ikke helt, hvad hun skulle forvente nu, hvor hun ikke længere vidste noget som helst. Hun kendte jo kun adressen og vidste ikke, hvad han ville hende - men hun stolede på ham. Hun var ikke det mindste bange, tvært i mod. Hun mærkede fugten mellem sine ben blive mere markant i takt med at hun kom tættere på ham. Hun rystede lidt, men prøvede at få kontrol over sin krop, så han ikke ville mærke det. Han gav hende et kram, takkede fordi hun kom. Selvom hun prøvede at kontrollere det, kunne han mærke, at hun var nervøs, så han trak hende helt ind til sig og hviskede i hendes øre, at han nok skulle passe på hende. Han havde ikke mere end hvisket færdigt, før han lod sin tunge glide rundt om hendes øreflip og sluttede med at bide hende blidt, da han trak sig lidt tilbage, kiggede hende dybt i øjnene og spurgte: "Stoler du på mig?" Novicen Jubii Debat Wed, 16 May 2012 11:30:24 +0100 http://www.boggnasker.dk/vbforum/noveller-and-digte/14218-soldater.html Antændingen, starten det er den vi skal slå ned. Det er den de må slå ihjel, for at kunne dræbe verden. ”dræbe” "dræb eller bliv dræbt ". da jeg var ti år, var det den eneste relg jeg kendte. jeg vidste ikke, man kunne eksister på andre måder, end den de voksne viste mig. det var altid det samme, og soldaterne, dem der dør bare for at vi kan leve. lige nu er de eneste rigtig mennesker, for de ville i det mindste dø for andre, Selv nogen så ussel som os. ”soldaterne ” er de monster der er blevet mennesker, eller mennesker der er blevet til monster”. jeg ved det ikke, men en dag skal jeg være soldat. En dag er det min tur til at stå på slag marken, og så ville jeg dræbe. Jeg ville se mine fjender i øjnene. Jeg ville være et monster, jeg ville være en morder, jeg ville være et menneske. Jeg ville dræbe eller blive dræbt. At dræbe, er det i orden. Er det overhovedet i orden. Er det overhovedet rigtigt eller er det bare endnu en ting som vi mennesker har bildt os ind. ”indbildningen” det hele er bare indblinigen. En verden vi skabte er det bare indbildningen. Indbildningen om livet. Livet, hvad skal jeg med det. Det var det, mit menneske altid sagde ” livet skal leves, ikke tænkes min elskede”. Det var det mit menneske altid sagde, men jeg ved ikke hvorfor og det blev det menneske ved med at sige. det var først den nat, mit menneskes sidste nat at jeg endelig forstod det. Nu ved jeg det faktisk endelig. Det var det mennesket mente shikamaru Boggnasker - unge om bøger Mon, 14 May 2012 21:35:06 +0100 http://gyseren.dk/bog/grufulde-morke-red-henrik-s-harksen/ Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af. Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.” Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ?Fear of mirrors ? memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.? Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet ? og hvordan hun langsomt ændrer sig. ?Spejlet? er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd. Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Unruhe?. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet. Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ?Dybt nede?, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Howard Charlestons forvandling?. Det indledende citat lyder: ?Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop ? and find strange horror.? På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen ? og på hvad der fulgte med op? Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ?The Thing?. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie. Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ?Under marehalmen? hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ?Hideous sound in the dark.? Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst. Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ?Pilene?, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning. Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ?Djævlen byggede et hus?, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ?Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? [?] Man afraid to shut eyes-.? Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere. Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling. Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ?Hvad skal barnet hedde?? udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ?To find something horrible in a (perhaps familar) book.? Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker ? og om fødslen der venter? Det er oplagt til at tænke på ?Rosemarys baby?, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen. ?I helvede venter rommen? af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ?A secret living thing kept and fed in an old house.? En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien. Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ?I et vindue?, der indledes med citatet: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe. Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt ? så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten? Alt i alt kan jeg absolut anbefale ?Grufulde mørke?. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne. Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger. Udgivelsesår: 2012 Omslag: Tomas Gindeberg Indhold: Forord af Henrik S. Harksen Spejlet af Thomas Daugaard Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen Dybt nede af Morten Carlsen Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg I et vindue af A. Silvestri HPLMythos serien: Grufulde mørke (2012) Lyden af vanvid (2010) Fra Skyggerne (2008) Læs mere på HPLMythos.dk Jette Gyseren Sun, 13 May 2012 16:24:32 +0100 http://gyseren.dk/bog/grufulde-morke-red-henrik-s-harksen/ Henrik S. Harksen er H. P. Lovecraft entusiast og manden bag forlaget H. Harksen Productions, der d. 14. februar udgav tredje bog i HPLMythos serien med Lovecraft inspirerede noveller. Denne gang havde forfatterne fået til oplæg at tage udgangspunkt i et citat fra Lovecrafts idébog, og det er der kommet en spændende antologi ud af. Forlægger og forfatter Henrik S. Harksen skriver i sit forord til samlingen: “Er man til det blodige og groteske, er det at finde heri – og tilsvarende kan man finde filosofisk funderede eller bevidst legende historier. I alle stråler fortælleglæden. Det kan godt være, at det er et grusomt mørke, der stråler, men det stråler. Og dét er måske det største tegn på respekt for Lovecraft og hans idéer, man kan tænke sig: At forfattere selv i den dag i dag kan finde glæde i at udforske den grumme verden, som han tog de første spadestik i at afsløre.” Samlingen indledes af “Spejlet” af Thomas Daugaard, og citatet som indleder novellen lyder: ?Fear of mirrors ? memory of dream in which scene is altered and climax is hideous surprise at seeing oneself in the water or a mirror. (Identity?) H. P. Lovecraft: Commonplace Book.? Et ungt par finder et gammelt spejl på et kræmmermarked. Hun bliver straks betaget af det, mens han synes, det er uhyggeligt. Ikke desto mindre køber de det, og snart er det hængt op i lejligheden. Først prøver han at glemme, at spejlet er der, men en dag hvor han er alene hjemme, betragter han det mere indgående og opdager, at rammens fine udskæringer er fyldt af væsener, som man ser på de gamle søkort - frådende og leende i kamp mod skibene, der kæmpede forgæves mod deres tentakler, kløer og hypnotiske øjne. Da han endelig får vristet sig fri igen, opdager han, at der er gået flere timer! Og herefter går det op for ham, hvor lang tid hun bruger foran spejlet ? og hvordan hun langsomt ændrer sig. ?Spejlet? er velskrevet og fyldt af den typiske Lovecraft stemning, hvor noget ondt og uset lurer lige bag vores virkelighed. Slutningen er grum, overbevisende og ligeledes holdt helt i Lovecrafts ånd. Bjarke Schjødt Larsen har også tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Unruhe?. Citatet som indleder hans novelle “Kælderen“ lyder: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? Fortælleren har de sidste fem år studeret arkæologi og filosofi med speciale i Ægyptisk dødskultur, men er nu på vej tilbage til fødebyen Randers, hvor han er inviteret til fest af sin gamle veninde. Festen viser sig dog at forløbe noget anderledes end forventet. Også Morten Carlsen, som har skrevet den tredje novelle ?Dybt nede?, har tidligere bidraget til HPLMythos-serien med novellen ?Howard Charlestons forvandling?. Det indledende citat lyder: ?Expedition lost in Artarctic or other weird place. Skeletons and effects found years later. Camera films used but undeveloped. Finders develop ? and find strange horror.? På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen ? og på hvad der fulgte med op? Jeg er vild med netop denne type historier, og det lykkes til fulde for Morten Carlsen at fremkalde den samme paranoide angst, som fx også findes i John Carpenters ?The Thing?. De isolerede mennesker, det ukendte der dukker op, og personernes viden om, at der ikke er mulighed for hjælp udefra, virker simpelthen super uhyggeligt på mig, og slutningen efterlader læseren uden meget håb. Rigtig vellykket og underholdende historie. Jeg er ikke tidligere stødt på Martin Wangsgaard Jürgensen, hvis bidrag ?Under marehalmen? hører til blandt samlingens bedste. Citatet som indleder hans novelle er ganske kort og lyder: ?Hideous sound in the dark.? Det unge par er med deres lille dreng på sommerferie i et ensomt beliggende sommerhus langt ude i klitterne. Dagene går med at nyde den fuldstændige ro og døse i solskinnet. Men om aftenen, når solen går ned, kan de ikke lade være med at lytte til en dæmpet tone som hver nat skyller ind over huset og efterlader dem fyldt af en irrationel angst. Historien kan i udgangspunkt minde om Algernon Blackwoods ?Pilene?, men MWJ giver historien sit eget præg, og resultatet er en skarpt skåren fortælling med en grum slutning. Heller ikke Lars Kramhøft, som har skrevet ?Djævlen byggede et hus?, er jeg tidligere stødt på, men også hans novelle har gode takter, om end den desværre har lidt for mange småfejl, der skulle være fanget under korrekturen. Selve historien er der dog ikke noget at komme efter, og det indledende citat lyder: ?Vague lights, geometric figures, &c., seen on retina when eyes are closed. Caused by rays from other dimensions acting on optic nerve? From other planets? [?] Man afraid to shut eyes-.? Historien fortælles via en række dagbogscitater skrevet af Adrian De Laybourne, nedfældet mens han er indlagt på et sindssygehospital i 1929. Sammen med sine tre kammerater har han fundet en underjordisk hule, der tilsyneladende har været brugt af en ældre kult. Under udforskningen spiser de nogle medbragte svampe, hvilket fører vilde syner med sig. Det lykkes for Adrian at få sine kammerater med ud af hulen igen, men han er overbevist om, at de er kommet til at åbne døren ind til en anden dimension. Et blodoffer kan måske lukke åbningen igen, men Adrians optegnelser fortæller mere. Som sagt er selve historien super. Den er fortalt med ironisk distance, men samtidig er man ikke i tvivl om, at fortælleren er fuld af angst for det usigelige fra den anden side. Hermed bliver den paranoide Lovecraft-atmosfære blandet med humor, hvilket udmunder i en velfortalt og yderst underholdende fortælling. Helene Hindberg har deltaget i alle HPLMythos-seriens udgivelser med sine noveller, der tager udgangspunkt i sekten Vandets Børn. Også ?Hvad skal barnet hedde?? udspringer i sektens univers, og det indledende citat lyder: ?To find something horrible in a (perhaps familar) book.? Igennem dagbogsnotater følger vi den gravide hovedperson fortælle. Om glæden ved graviditeten og kærestens ditto. Om morgenkvalme og hvor underlig maden pludselig smager. Om gamle bøger fyldt med sære ord gemt af vejen. Om de mærkelige tanker ? og om fødslen der venter? Det er oplagt til at tænke på ?Rosemarys baby?, men HH finder sit eget ståsted, og novellen lever helt op til resten af samlingen. ?I helvede venter rommen? af Jon Terje Østberg indledes af citatet: ?A secret living thing kept and fed in an old house.? En turist stiger af båden i en lille by, hvor han inviteres hjem til en lokal for at drikke. Men da han kommer til sig selv, ligger han ikke i en hotelseng. Efter min mening samlingens svageste bidrag som ikke helt rammer tonen i resten af antologien. Altid fremragende A. Silvestri slutter samlingen af med novellen ?I et vindue?, der indledes med citatet: ?Hideous secret society ? widespread ? horrible rites in caverns under familiar scenes ? one?s own neighbour may belong.? To unge politifolk tilkaldes til et husspetakel, men da de ankommer, viser scenen sig at være et sandt slagtehus. Efterfølgende fortæller de stationens psykolog om hændelsen, som rækker langt ud over, hvad mennesket kan begribe. Silvestri kan bare noget, når han fortæller. Han sætter lynhurtig en scene op, som tryllebinder læseren, og så lader han grumhed efter grumhed udspille sig, mens læseren desperat forsøger at finde ud af hvad og hvordan. Og værst af alt ? så efterlader han os i mørket, alene med skabningerne og angsten? Alt i alt kan jeg absolut anbefale ?Grufulde mørke?. Det er igen lykkes H. Harksen at samle en række dygtige forfattere, som finder Lovecrafts tone men tilbyder deres egen stemme oveni. Novellerne er generelt af høj kvalitet, og det samme er de sort/hvide raderinger af Tom Kristensen som indleder hver fortælling, og er med til at sætte atmosfæren for historierne. Jeg kan kun håbe, at Harksen fortsætter sin mission med at udgive bøger med historier, der er inspireret af H. P. Lovecraft samt andre bizarre, forunderlige og fantastiske fortællinger. Udgivelsesår: 2012 Omslag: Tomas Gindeberg Indhold: Forord af Henrik S. Harksen Spejlet af Thomas Daugaard Kælderen af Bjarke Schjødt Larsen Dybt nede af Morten Carlsen Under marehalmen af Martin Wangsgaard Jürgensen Djævlen byggede et hus af Lars Kramhøft Hvad skal barnet hedde af Helene Hindberg I helvede venter rommen af Jon Terje Østberg I et vindue af A. Silvestri HPLMythos serien: Grufulde mørke (2012) Lyden af vanvid (2010) Fra Skyggerne (2008) Læs mere på HPLMythos.dk Jette Gyseren Sun, 13 May 2012 16:24:32 +0100 http://www.palepoets.com/2012/05/13/gadji-beri-bimba-6/ af Nicki B. E. Hansen sjette afsnit   (femte afsnit her)   Tre dage efter kom de til mig og fortalte, at butikken skulle lukke. De angav ingen årsag, og jeg spurgte ikke. Jeg gjorde i stedet noget andet. Da nøglen for sidste gang var drejet om i låsen, så jeg Dennis og Michael gå hver sin vej, og jeg, jeg lod, som om jeg stod stille, og begyndte så at følge efter Michael. Han gik sporenstregs op ad Fasanvejen, forbi Fitness World, Harry?s Place og talrige trappeopgange. I krydset ved Frederikssundsvej gik han ind i et supermarked for bagefter at krydse gaden og fortsætte op ad Lygten, indtil han nåede nr. 55B, et gammelt lokale i gadehøjde på hjørnet af Oldermandsvej. Stedet lignede noget, der kunne have været både en bedemandsforretning og en tarvelig massageklinik. Her gik han ind. Jeg blev stående og ventede, mens mørket faldt på. Snart kunne jeg med mellemrum se forskellige skikkelser ligesom snige sig hen til adressen, ringe på og gå ind. Der kom flere og flere, og til sidst, drevet af den flammende ensomhed og meningsløshed, som lukningen af butikken havde kastet mig tilbage i, bestemte jeg mig for at slutte mig til dem. Var min nervøsitet stor, da jeg åbnede døren, blev den alligevel overgået af den stramme forfærdelse, som greb mig om struben inde i lokalet. Overalt på gulvet lå afklædte mennesker, som jeg uden undtagelse kunne identificere som pornografistiske kunder fra den nu afdøde butik. De lå i en slags rosenformet mønster, og selv om de alle var i en tilstand af seksuel agitation, berørte de ikke hinanden, men stirrede op i loftet, hvor små lamper oplyste et illusionistisk maleri forestillende noget, der bedst kan beskrives som en enorm bølge, der ligesom kom væltende ud af bygningsværket, det var det indtryk, jeg fik, og bestod af tusinde tunger af ild. Da blev et forhæng i lokalets ene ende trukket fra, og ud kom Michael. Ligeledes nøgen, ligeledes agiteret. Om øjnene havde han et sort bind, og han førtes ved armene af to vestalinder, der forlod ham, da han havde nået midten af menneskerosen. Efter længere tids tavshed, i hvilken jeg kunne høre de forsamledes åndedræt gå i ét, hævede Michael stemmen og begyndte at messe: Gadji beri bimba glandridi laula limba gadjama gramma bamba berida glandri ramba gadji beri bin. the scream of the dead Han gentog disse hemmelighedsfulde og frygtelige sjæleord gang på gang, og for hver gang steg intensiteten, indtil også forsamlingen sluttede sig til ham, og de sammen rejste sig mod et titanisk klimaks, og jo nærmere de kom det, desto mere blev jeg grebet af en frossen angst. ?Syng med,? sagde en stemme til mig. Det var en ung dreng, næppe mere end ti år, som lå på gulvet og havde åbnet sine øjne mod mig. ?Syng med,? gentog han, ?vær ikke bange.? Og nu åbnede en midaldrende kvinde på min højre side sine øjne og så på mig og sagde også: ?Syng med, syng med. Vær ikke bange.? Og flere kom til, og disse opfordringer blandede sig med de ukendte ord og min åndelige skræk og kulde, og jeg vidste, at jeg ikke kunne og for evigt ikke skulle. Så var det hele forbi, og jeg faldt om på gulvet. Da jeg kom til mig selv, stod Michael foran mig. ?Anathema sis,? sagde han og pegede på mig, ?du hører ikke til her.? ?Men hvor skal jeg da gå hen?? spurgte jeg. ?Tag du hen og se ham,? svarede han, ?han er sekundær og afledt.? Han viste mig døren, og jeg gik. dulled with the poison of life Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle finde Dennis. I al den tid, jeg havde kendt ham, havde jeg kun set ham i butikken på Fasanvej, og følgelig satte jeg mig ved siden af den. Det blev dag, og det blev nat igen. Tiden gik. Mit hoved sprængtes i et sidste forsøg på at fordøje mine erfaringer, og jeg troede først, at det var i vildelse, da jeg en sen time så hans ludende skikkelse forlade Glentekroen. Det er overflødigt at sige, at jeg fulgte efter ham. Han gik ned ad Fasanvejen mod Frederiksberg, men drejede pludseligt til venstre af Bispeengen, fulgte den og krydsede Borups Allé, hvor han stoppede op foran en ensomt beliggende, grafittibemalet campingvogn, som holdt parkeret under Bispeengbuens beton. Han fumlede lidt med nøglen, låste døren op og gik ind. Kort efter kunne jeg se et elektrisk lys blive tændt. Jeg stjal mig hen til vinduet og kiggede ind. Hvad jeg således på stive tåspidser så, lader sig ikke gengive. I hvert fald finder jeg ikke ordentligt ord for den virkning, det havde på mig. Han var træt, måske beruset, og klædte sig kun langsomt af, så hans blege kød gradvist åbenbaredes. Hele vognens indre flød af tomme konservesdåser, og på væggene hang fugtplettede ark med sirligt kalligraferede udsagn, som jeg på afstand ikke kunne tyde. Nøgen satte han sig ned på en faldefærdig briks. Min sjæl strakte sig ind gennem ruden og tog mål af hans ensomhed, men kunne ikke nå dens ende. Hans mave var så stor og slap, at den skjulte hans køn. Pludselig løftede han blikket, og så mod mig med brændende, årtusindsorte øjne, og samtidig var det tydeligt, at han ikke så mig, men ligesom så forbi mig eller gennem mig ud i natten. Min helt, tænkte jeg, og da åbnede han munden, og jeg stivnede i forventning, og selv om jeg ikke kunne høre ordene, kunne jeg se de grufulde former, hans læber dannede, idet de gengav de ord, jeg allerede kendte kun alt for godt, og som kastede mig hovedkulds på flugt af sted gennem byen, selv om jeg meget vel vidste, at de ville fortsætte med at gennemrunge mit indre: Gadji beri bimba Gadji beri bimba Gadji beri bimba Gadji beri bimba admin PalePoets.com Sun, 13 May 2012 09:52:41 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Bogtips/~3/1SEN4zlk-fs/nu-tuder-jeg-igen-af-jacob-berner-moe.html 16 fine noveller, som alle kredser om familierelationer og venskaber. Jacob Berner Moe har et skarpt blik for generationernes indbyrdes had/kærlighedsforhold. Tilspidsede samtaler og knugende indeklemte følelser mellem mødre og døtre, mellem fædre og sønner og mellem venner bliver gjort levende og nærværende. Jacob Berner Moe fortæller også historien om det miljøforkæmpende postbud, som får hele den Round-Up-elskende grundejerforening på nakken, og den dejlige varme historie om to hundeluftende gamle mænd som mødes tilfældigt og gennem flere år har et distancevenskab, som viser sig at stikke meget dybere end som så. Jeg vil ikke tøve med at sammenligne Jacob Berner Moes novellesamling med Naja Marie Aidts “Bavian”, - blot er der den markante forskel at Jacob Berner Moe er langt mere optimistisk og positiv en Naja Marie Aidt. Jeg har sjældent læst en novelle så skræmmende som Aidts historie om lille Torben og hans mor Maria fra samlingen Bavian. Uha det er rå læsning. Til sammenligning  – så er Moe helt hyggelig og rart fremkommelig, men stadig skarp og fint iagttagende. Lån bogen på biblioteket   Nina Wegner Bogtips Fri, 11 May 2012 17:21:57 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Bogtips/~3/1SEN4zlk-fs/nu-tuder-jeg-igen-af-jacob-berner-moe.html 16 fine noveller, som alle kredser om familierelationer og venskaber. Jacob Berner Moe har et skarpt blik for generationernes indbyrdes had/kærlighedsforhold. Tilspidsede samtaler og knugende indeklemte følelser mellem mødre og døtre, mellem fædre og sønner og mellem venner bliver gjort levende og nærværende. Jacob Berner Moe fortæller også historien om det miljøforkæmpende postbud, som får hele den Round-Up-elskende grundejerforening på nakken, og den dejlige varme historie om to hundeluftende gamle mænd som mødes tilfældigt og gennem flere år har et distancevenskab, som viser sig at stikke meget dybere end som så. Jeg vil ikke tøve med at sammenligne Jacob Berner Moes novellesamling med Naja Marie Aidts “Bavian”, - blot er der den markante forskel at Jacob Berner Moe er langt mere optimistisk og positiv en Naja Marie Aidt. Jeg har sjældent læst en novelle så skræmmende som Aidts historie om lille Torben og hans mor Maria fra samlingen Bavian. Uha det er rå læsning. Til sammenligning  – så er Moe helt hyggelig og rart fremkommelig, men stadig skarp og fint iagttagende. Lån bogen på biblioteket   Nina Wegner Bogtips Fri, 11 May 2012 17:21:57 +0100 http://lonniswordpresscom.wordpress.com/2012/05/11/unge-arabiske-stemmer/ En litteraturkonkurrence, udskrevet af Det Danske Institut i Damaskus, satte i efteråret, 2011, gang i den unge, arabisksprogede generation. Alle deltagere skulle være under 30: Så de unge kommer til orde. De skulle skrive om ‘Det arabiske forår’. Det er blevet til en interessant og vigtig bog, som tematisk set, kommer vidt omkring. Bogen er [...] lonniswordpresscom DETTE ER IKKE EN BLOG Fri, 11 May 2012 07:31:43 +0100 http://larsahn.dk/min-star-wars-novelle/ Jeg har en novelle med i det nye nummer af Himmelskibet. Den har titlen Arthur Solo og er nok det tætteste, jeg nogensinde kommer på at skrive en Star Wars-novelle. Det vil sige, at selv om historien indeholder X-Wings, Tie Fighters og en Dødsstjerne, så foregår den ikke i Star Wars-universet, men trækker lige så meget på Quentin Tarantino og Pulp Fiction. Tjek i øvrigt den illustration, som Manfred Christiansen har lavet til novellen. Ret cool, ikke? Det er i øvrigt halvandet år siden, jeg sidst havde en novelle med i Himmelskibet. Det var i nr. 26, hvor min vindernovelle fra Fantastiks novellekonkurrence, Rudolf, blev bragt. Jeg skrev Arthur Solo sidste år i løbet af kun to dage (hvilket jeg fortalte om i dette indlæg) og har siden ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle gøre med novellen, fordi den ærlig talt er ret fjollet. Så efterlyste en af Himmelskibets redaktører, Thomas Winther, noveller til det nummer, som Fantastik skal have med til Star Wars Weekend i Taastrup i pinsen, og så havde Arthur (prøv at sige navnet hurtigt) fundet sig et hjem. Himmelskibet nr. 32 indeholder også et par anmeldelser fra min hånd, denne gang tre bøger. Jeg har set nærmere på antologierne A Book of Horrors og Supernatural Noir samt Jo Waltons roman Among Others, der er nomineret til både en Hugo og en Nebula. Må Kraften være med jer! larsahn Lars Ahn Pedersen Thu, 10 May 2012 23:24:59 +0100 http://www.boggnasker.dk/vbforum/noveller-and-digte/14181-tortur.html Åh gud jeg ved snart ikke om jeg kan mere. Jeg er fanget midt ude på havet med en sindssyg morder/ voldtægts mand og hans venner. En ung pige ved navn Mary Brooks følger efter Pettigrew ind i mit fangehul. En af Pettigrews venner ved navn Mercedes Squires vender sig om for at holde vagt og fanger mig dermed i mit fangehullet med en flok mennesker , der sikkert hader mig mere end noget andet i hele verden … Eller, egentlig ikke. Jeg kan trygt sige at det gælder for Pettigrew, men i Isabels tilfælde er det helt sikkert harry eller dumbledore, der har den helt specielle plads. Jeg er dog sikker på, at jeg ikke befinder mig ret langt nede på listen. Men jeg står helt sikkert i toppen af Pettigrew’s liste. Uanset hvad der kommer til at ske, så kan jeg altid være hundrede procent sikker på at han hader mig. Det er det, der blander sig med hadet, jeg ville ønske, jeg vidste noget mere om. De står alle foran mig, alle iført sort tøj, og de har næsten det samme, hånlige udtryk i ansigtet. De er så ens på enhver måde … Og alligevel så forskellige. ”God eftermiddag, hamato.” Littlehorn’ stemme. Bare en hilsen, det er alt. Intet ondskabsfuldt ved den rent objektivt set. Jeg retter ryggen, da Isabel smiler sit ondsindede smil. Jeg har ikke tænkt mig at lade mig blive slået ud af det her. Altså, det er bare Isabel, for himmelens skyld! Jeg har været nødt til at stå ansigt til ansigt med Voldemort selv, selv at svømme med skudsår, hell hunde og en dæmon … Og samtidigt virker det så … forkert, at jeg skal trækkes gennem det her af en person, jeg ved hader mig fordi min bedstemor fik hende smidt i azkaban. Jeg kan huske, dengang min bedstemor fortalte om hvor sindssyg hun er. Nu har hun så tænkt sig at torturere mig under sine venners opsyn. Og mere end noget andet er det direkte ydmygende at vide, at en ond heks endelig sejrer over mig. Men det er lige meget, for hvad end, der sker, så ved jeg med sikkerhed, at Isabelkun er skyggen af sine venner. Hun vil aldrig komme til at skræmme mig på samme måde som sin twin bror Sergio, uanset hvad hun har tænkt sig at gøre mod mig i dag. ”Nå, hamato,” siger hun og fniser ligefrem af mig. ”Dejlig dag i dag, ikke sandt? Fantastisk vejr, årstiden taget i betragtning. Men selvfølgelig,” hun griner ondskabsfuldt, ”ved du ikke rigtig noget om det, eftersom du er fanget her.” Jeg har lyst til at rulle med øjnene, men da jeg ser på Pettigrew, opdager jeg, at han allerede gør lige præcis det. Åh, altså ikke hen mod mig. Det ville indikere én eller anden form for … kammeratskab. Nej, han gør det kun for sig selv. Isabellægger selvfølgelig ikke mærke til det. ”Lige meget,” dræver hun, og hendes smil bliver så bredt, at det ser ud til, at det snart deler hendes ansigt i to. ”Jeg vil sende dig en tanke, når jeg kommer ud i solskinnet senere, og du stadig befinder dig hernede i mørket. Jeg vil selvfølgelig grine, når jeg gør det, men alligevel – det er tanken, der tæller, ikke sandt?” Det smiler Pettigrew af, men jeg registrerer det ikke. Jeg lader mine tanker glide hen på udenfor. Det er nat altså derude. Men hun sagde ”årstiden taget i betragtning”, så det må være … vi må i hvert fald være nået til januar eller februar. Åh Gud, det betyder, at jeg har været her … i nogen uger? Måske mindre tid end det … Fokuser, alex. Fokuser på nuet. Åh ja, nuet. Kold gulv, intet lys og deres blege ansigter, der venter på, at jeg skal besvare Isabels spørgsmål. En næsten forventning. Sadisme må være et træk i deres gruppe. ”Du føler dig rigtig nok vittig her til aften,” siger jeg. ”Hvor lang tid tog det dig at finde på den lille spydighed, Isabel? Hele dagen, eller hvad? Lad være med at bebrejde dig selv. Jeg gætter på, at du altid har været en smule langsom. Det er i hvert fald, hvad man får indtryk af, når man ser på dine præstationer for voldemort.” Antydningen af et smil kommer til syne på Pettigrews’ læber. Isabel bliver bleg af raseri. Jeg ramte et ømt punkt med den bemærkning. Hun har aldrig kunnet klare, at jeg var bedre end hende da jeg var voldemorts lærling. Isabel flår sin tryllestav op af lommen. Jeg træder ufrivilligt et skridt bagud. Det smiler hun af. Det samme gør Pettigrew. ”Åh ja, freak” siger Isabel. ”I modsætning til dig, kan jeg forsvare mig selv.” Kan det ikke være lige meget? ”Hvilket betyder, at jeg stadig kan gøre det her.” Et brændende slag af smerte rammer mig i kroppen, så jeg ufrivilligt bøjer benene. Mine knæskaller bliver forslåede, da den hamrer mod gulvet og tager det værste stød, da min krop rammer jorden. Men jeg skreg ikke. På én eller anden måde lykkedes det mig at undgå det. Det er da i det mindste en sejr. ”Virkelig godt, Isabel .” Det er Pettigrews’ stemme; dybere og på én eller anden måde mere raffineret end Isabel. ”Men jeg tror, det kan gøres en smule bedre end det, hmm?” Dit syge, sadistiske svin! Jeg hader dig! ”Jeg gjorde det præcis sådan, som du har lært mig at –” ”Nej, du misforstår. Det, jeg mener, er, at hvis du vil have en tilfredsstillende hævn, så er du nødt til at bruge noget mere end , Cruciatus forbandelsen.” Jeg ser op og ignorerer Isabel, men stirrer på ham med så meget had i blikket, at det helt sikkert ville dræbe ham, hvis tanker kunne tage fysisk form. Han ser på mig med et sadistisk smil. Han udfordrer mig for at se, om jeg vover at reagere på ordene. Han ansporer mig til at give ham en undskyldning for at tage afstand til mig … Jeg samler den smule værdighed, jeg har tilbage, sammen og kommer på benene, løfter mig selv op fra jorden. Pettigrew ler stille. Isabelsmiler, selvom hun ser forsigtigt over på Pettigrew lige, som om hun prøver at sætte sig ind i, hvad det helt præcis er, der er så morsomt. Hun burde ikke blande sig i ting, hun ikke forstår. Måske skulle jeg fortælle hende, hvad jeg ved om Pettigrew . Det ville fjerne det selvglade grin fra hans’ ansigt, ville det ikke? Men … nej. Det kunne jeg aldrig fortælle hende. Jeg vil aldrig kunne fortælle det til nogen som helst. Det er, som om det, jeg ved er en hemmelighed, en mørk hemmelighed, som jeg ikke ønsker, at nogen, og da slet ikke Isabelfucking Garrett, skal kende til. Pettigrew har fanget mig i min egen stilhed og tvunget mig til at spille det her syge spil med ham, og han har ikke engang truet mig for at få mig til at gøre det. Åh Gud, hvor jeg hader ham! ”Hvad bemærker du ved den måde, hun står på, Isabel?” Isabel ser på mig. ”Hun holder ryggen rank?” Hun siger det som et spørgsmål. ”Præcis,” siger Pettigrew med tilfredshed i stemmen. ”Og det betyder?” ”At hun ikke er bange for os?” ”Vær nu ikke en tåbe. Er hun dum?” Isabel smiler. ”Altså, det er der ingen, der siger, at hun er, men –” ”En vigtig lektie du bør lære, Isabel – undervurder aldrig din modstander,” siger Pettigrew koldt. ”Jeg spørger igen: er hun dum?” ”Nej,” svarer Isabel modvilligt. ”Hvilket betyder, at hun uden tvivl frygter os. Og hvorfor tror du så, hun holder ryggen rank?” Den dumme lille tøs smiler ondskabsfuldt, da det endelig går op for hende. ”Det handler om stolthed. Hun prøver at overbevise os om, at hun ikke er bange for det, vi skal til at gøre imod hende.” ”Præcis.” Pettigrew ser på mig med et hånligt udtryk i ansigtet. ”Men vi ved vist alle tre, at det bare er et komediespil.” Dit dumme svin, jeg nægter at lade Isabel tro, at jeg er bange for hende! ”Jeg er ikke bange for jer,” siger jeg lavt, men jeg bemærker Pettigrews’ hævede øjenbryn, og jeg regulerer mit udsagn, så det bliver mindre løgnagtigt. ”Ikke for dig, i det mindste.” Jeg er lige ved at begynde at ryste, men jeg stopper mig selv. Jeg nægter at være bange Isabelrynker panden en smule, før hun nærmer sig. Pettigrews løftede kniv ryster i hånden på hende. ______________________________________________ Jeg kravler henover jorden, famler mig hen over stenene, mens små, resterende spasmer fra mit blod stadig løber ned af mine hænder og fra mit tøj. Mine arme ryster på grund af vægten fra min krop, men jeg er nødt til at slippe væk fra dem. Jeg holder det ikke ud længere, det gør jeg bare ikke. Jeg når lige at høre dem løbe væk enden alt bliver sort angel 1718 Boggnasker - unge om bøger Wed, 09 May 2012 15:09:34 +0100 http://lonniswordpresscom.wordpress.com/2012/05/08/hm/ Sølvbyen i Lorry November 2011 it was. It is. It will be – så længe linket lever. Det var sjovt, ja. Filed under: Antologi, Arash Sharifzadeh Abdi, Birgitte Jørkov, Havdrengen "Han", Helsingør, Identitet, kolleger, Kronborg, Lonni Krause, Lorry, Noveller, Novellesamling, Opslagstavlen, Sølvbyen, Skarv lonniswordpresscom DETTE ER IKKE EN BLOG Tue, 08 May 2012 07:15:16 +0100 http://www.palepoets.com/2012/05/06/gadji-beri-bimba-5/ gadji beri bimba – lazaronisk evangelium femte kapitel   af Nicki B. E. Hansen   (fjerde afsnit her) Det var en lørdag aften, og jeg sad og ventede på dem i baglokalet. Da de kom ind, vendte de straks tilbage til et af de temaer, som optog dem mest, havde jeg bemærket. Det drejede sig om den metafysiske ratio mellem menneskets realitet og menneskets håb, eller med andre ord om forholdet mellem på den ene side gru, lidelse og ensom nedergang og på den anden de troendes mystiske fællesskab i og ved den Helligånd. Dennis fremlagde en læsning af Markus-evangeliet, mens jeg bag hans ord genkendte originale forvanskninger af både Sölle og Weil, den hellige Katarina af Siena, da hun eksemplarisk drak de syges sårvædske, og Pseudo-Dionysios? sorte lys; ifølge denne læsning kan vi intet sige om opstandelsen ud over, at den har fundet sted, for da kvinderne nåede graven, var den tom, og således slutter det oprindelige evangelium med et forfærdeligt punktum efter sekstende kapitels ottende vers. Resten er forfængelig tilføjelse, digt, snak, desperate gisninger, og dette, at graven er tom, men at Jesus ikke viser sig, må ses i fuld forlængelse af hans lidelses ensomhed, livet på jorden, vandringerne i ørkenlandet flankeret af disciple, der intet forstår, og kun er der, fordi de intet forstår, de tilbetlede måltider, tiggerstaven og grøftekanternes nattelejer, i forlængelse af døden under den brændende sol, døden med eddike i munden, døden på korset, der finder sted og kun kan finde sted alene, i en ensomhed, som bare vokser af at blive bevidnet af røvere, soldater og umælende får, og i forlængelse af historiens mest fortvivlede ord, de allersidste ord, han nogensinde har sagt til os: ?Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?? ?Og er disse ord fortvivlede,? fortsatte han, ?så overgås deres fortvivlelse af deres paradoksalitet, for Gud har ikke forladt ham, det er jo Gud selv, der hænger på korset, det er Guds lunger, der synker sammen, og det er Guds øjne, der visner, men dette paradoks må øge fortvivlelsen og ensomheden, for vi ser nu, at Gud, som han der hænger for os og nærmer sig sin død, ikke længere kender sig selv.? ?Men det er jo kryptopatripassianisme,? afbrød Michael ham. you'll find no shelter here ?Hvis det er kryptopatripassianisme,? forsvarede Dennis sig og tørrede sveden af panden, ?så lad det være kryptopatripassianisme, ja lad det endog være ren patripassionisme. Det er sådan, det var, og det er sådan, det må have været, for at angsten og smerten kunne blive fuldkommen og hel, ikke stykkevis og delt. Og ligesom alt dette fandt sted under lidelsens mørke vinge, på en gennemblæst bakketop, på to tværlagte planker af tørret træ, fandt også resten sted under denne vinge: Han var alene og blødende i dagene i dødsriget; og han fortrak sin opstandelse og sit efterliv langt bort fra vores øjne til ensomhedens fort, det er lektien fra Markus. Og således må vi alle ? og det ville vel især sige Michael og mig ? forstå, at ensomheden er livets konstant, dette livs så vel som efterlivets, Jesus opstod, men kom ikke igen, og nok er han med os i dag, men han er det som fravær, som lidelse og som angst, han sidder i mørket i sjælens splintrede forkastninger, for kun når sjælen går under, kan lidelsen opstå, kun i et ødelagt menneske, kan den blive hel. Magdalene, Maria og Salome, som gik til graven for at finde og salve et lig, fandt noget endnu grufuldere, de fandt den tomme grav og et lige så tomt løfte om, at Jesus var gået dem i forvejen til Galilæa, for der kan de ikke komme hen, de flygter bort og skælver, de er ude af sig selv og siger ikke noget til nogen, de fryser fast for evigt i evangeliets sidste ord, ?thi de var bange?. Selvfølgelig var de det, og selvfølgelig er vi det, angsten er Guds gnist i os, det er korset, der strækker sin skygge ud og omfavner os, Gud opgav sin herlighed og erstattede den med lidelse, og derved blev lidelsen den ny herlighed. Det er det, vi skal forstå, der er ikke længere anden herlighed end lidelsen, lidelsen er ikke en port, vi skal igennem, den er det hus, den grotte, vi skal bebo. Det er herligheden, det er Hans herlighed, som Han giver til os, der har øjne at se med og øren at høre med in æternum et ultra.? Jeg havde allerede mange gange tidligere overværet Dennis? og Michaels samtaler, og de havde altid, selv når de optoges af emner, som kunne virke perifere, ja endda uinteressante, været præget af den dybe lidenskab, som er det alvorlige menneskes adelsmærke, men denne gang var det, som om de ord, Dennis talte, rummede hele hans liv og alle de erfaringer, han havde gjort sig på Fasanvejen, og endog oversteg dem og samlede noget i sig så dristigt og skrækindjagende, at han nok aldrig havde kunnet formulere før. Han var forpustet, og selv om hans øjne var lukkede, kunne jeg ligesom se dem gløde sort og håbefuldt gennem øjenlågene. Han tav. ashes in the fall ?Min ven,? sagde nu Michael, ?du glemmer igen, hvad vi dog ved. Der er ikke det, der ikke forvandles og forklares, når Ånden stiger ned og tager bolig i vores hjerter og tunger.? Dennis sagde stadig ikke noget. Måske vidste han, hvad der ville komme, og Michael fortsatte med at tale. Han citerede til at begynde med og in extenso de første tretten vers af Apostlenes Gerningers andet kapitel, hvor en susen fra Himlen som af et vældigt åndepust falder over de i Jesu navn forsamlede. Herefter udlagde han ordene. Der var ikke den smerte, som ikke lindredes, ikke den angst, som ikke dulmedes, ikke den tørst, som ikke slukkedes, ikke den sult, som ikke stiltes, og ikke den ensomhed, som ikke ophævedes, når Ånden kom over forsamlingen, dannede dem i sit billede og af dem gjorde ét kød, gennemlyst af et nyt og helligt sprog, ukendt af alle, uforståeligt for ingen, frisk som en strømmende kilde og smukt som skabelsens lysende dag. Det var de troendes fællesskab. Med hinanden og med Gud. Det var opfyldelsens time, og den stod altid for døren. Hans ord var klare og enkle, hans tale mild og ren. ?Min ven,? sagde han igen til Dennis med store, åbne øjne, ?hvorfor vil du ikke se det? Står det ikke skrevet, at gik Jesus ikke bort, ville Talsmanden ikke komme til os? Står det ikke skrevet, at synden er ikke at tro, selv om man ikke kan se? Står det ikke skrevet, at sandhedens Ånd skal komme, og var det ikke sandhedens Ånd, der pinsedag faldt over menigheden? Og står det endelig ikke skrevet i det evangelium, du selv i dit mismod har udlagt for os her i dag, at tilgivelsen tilfalder alle, kun ikke den, der taler bespotteligt imod Helligånden? Her ligger evighedernes sande evighed foran os, og du nægter at træde ind i den?? Efter min lange tid som notar for de to kendte jeg Dennis godt nok til at vide, hvordan han ville gøre formidabel indvending, og jeg kunne også allerede svagt glimte Michaels ikke mindre formidable genkomst på denne indvendings anden side, men til min store overraskelse skete intet. De tav begge. Jeg sad stille på skamlen og ventede. Endelig sukkede Dennis som en sky, der rives itu, og Michael så igen på ham. Inden han forlod lokalet, så jeg i hans øjne noget, jeg ikke kan beskrive. admin PalePoets.com Sun, 06 May 2012 00:39:25 +0100 http://www.palepoets.com/2012/05/05/copenhagen-noir-1/ af Jan Bundesen       copenhagen noir, #1   En form for Kvinde står op af sin luksus seng. Hun iklæder sig sort løbetøj. Og sorte løbesko. Der er lommer i Hendes sports jakke. Dem fylder Hun med ting, andre ikke ville gøre. Ikke normale mennesker. Hun plejer at løbe i aftentimerne eller om natten rundt om voldene på Christianshavn. Så hun kan være alene. I dag har Hun valgt noget andet.   Hun elsker at løbe. Hun er afhængig af det. Det giver Hende energi til at dyrke Hendes andre interesser, der ikke er for børn. Hun tager altid 7 eller 8 runder. Og så går hun stille og roligt hjem.   Hun havde ikke regnet med at spotte sit nyeste offer, der skylder Hende penge. Men der var han. Den lille. Hun tager den sorte gummimaske frem fra venstre jakkelomme og trækker den over hovedet. Nu har hun det godt. Rigtig godt. Hun sætter i løb efter ham. Han ser Hende og løber meget bange ind i kiosken på hjørnet ved siden af kirken med det mærkelige spir.   Hun sparker døren ind tager en pistol frem fra højre jakkelomme og skyder den unge mand bag disken i armen han falder om. Shit tænker Hun. Han lignede sgu da ham. Men han er væk. Fucking fejlfarve.   Hun skynder sig hjem. Der er ingen, der har set noget. trapped in a queer place Mit navn er detektiv. Privat detektiv. Nå, tænker du nok. De findes da ikke længere. Jo. Mange tjener penge på at afsløre, hvem idioten nu har bollet med. Jeg er en anden type. En helt anden type. Jeg får ikke penge for det her. Det er min hobby. Sådan cirka. admin PalePoets.com Sat, 05 May 2012 23:45:12 +0100 http://beldenak.wordpress.com/2012/05/03/karen-blixen-sidste-fortaellinger/ Skæbner fra en svunden tid Det er ikke just en original betragtning om Karen Blixens fortællinger, at de udspiller sig i og genopliver en verden, der forsvandt længe før hun selv blev forfatter. Alligevel er det altså påfaldende, hvordan hun indefra er i stand til at skildre sit univers bestående af 1700-tallets og 1800-tallets aristokratiske [...] beldenak Mest om bøger Thu, 03 May 2012 22:53:28 +0100 http://www.boggnasker.dk/vbforum/noveller-and-digte/14133-plan.html size_600_600_2922.jpg Peter lagde røret på og vendte sig for at se på alex. alex var vågnet op i sin fætter Simons AC / DC t-shirt, hun havde sin kusine Brittany gammel lyserøde bukser på. Hun var placering på en stol i et rum. Den sidste ting alex huske var at svinet voldtog hende . og så vågne hun op i et rum med madras på gulvet og perter side ved siden af hende. Hun kiggede rundt og kunne ikke se harry eller ron. Hun sparkede peter i maven og ansigtet derefter forsøgte hun at stikke af , men peter greb fat i hende og slog alex i ansigtet. Så her nu var alex bundet til en stol mens han snakke i telefon med nogen. "Hvis du er en god lille pige, få du din gudfar og kæreste at se." Sagde han "Og når de få fat i dig dræber de dig." Sagde alex "Det er, sådan jeg kender din gudfar, men han kan ikke dræbe mig, hvis han ikke ved, hvor du er." Sagde han "de finder mig, de gøre de altid." Sagde alex peter gik hen til alex og skar hendes hænder fri. alex startede med at sparke så hårdt som hun kunne. peter tog alex tilbage til rummet fra før og sagde: "Brug mikrofon, hvis du bliver sulten, tørste, eller er nødt til at bruge badeværelset." "jeg. .. Jeg vil bare have min ... GUDFAR." Råbte alex "Så være en god lille pige." Sagde peter "Jeg høre ikke engang efter hvad mine livvagter Winston og john siger .. Så hvorfor fanden er du så sikker på at jeg vil gøre som du siger." Sagde alex "Fordi jeg kan dræbe din varulve gudfar ." sagde peter smilende på frygten i alexs øjne han lukkede og låste døren. "Ikke hvis han dræber dig først røvhul." Hviskede alex. Jeg ved, hvor alex er, lad os gå. " sagde Farah , og tog alt, hvad de kan have behov for. "OK sæt i gang." sagde Farah lade våben i sin taske. "hvor fik du fat i det her fra." Spurgte Anthony " nogen elver fortalt os om, hvad der skete, men jeg tro, ikke vi skal folk lige nu hvorfor en død fyr ville tag en teenage pige , give mig plads, og jeg få mine folk til at møde os." Sagde Alberto. alex gik hen til mikrofonen og rev den ud fra væggen. Hun gik hen til vinduet og så hun var på en båd, og der var en anden båd langt væk, og en mand fiskeriet en krydse søen, så hun kom op med en plan for at slippe væk. "Ok dette er min eneste chance det er nu eller aldrig." sagde alex til sig selv. Hun trykke på opkaldsknappen og sagde "jeg er tørste, må jeg få noget varm te?" spurgte hun peter gik hen til hans mikrofon og Sagde, "lade mig se hvad jeg har." Og gik Derefter alex vente et par sekunder. og sagde så "må jeg gå på toilettet." Spurgte hun "Ya" sagde peter og trykke på knappen alex trak derefter batteriet væk fra mikrofonen og lade mikrofonen tilbage på væggen, ligesom det aldrig kom ud. Så da peter låste døren op og alex tog sin tallerken fra tidligere, da hun spiste. Hun gik hen til ovnen og lagde parabol ned og smuttede det lille batteri på brænderen så peter ikke kunne se det og gik så ind i badeværelset for at sidde på stolen for at se nogle tv. Vedhæftede billeder size_600_600_2922.jpg (133,8 KB) angel 1718 Boggnasker - unge om bøger Thu, 03 May 2012 20:13:44 +0100 http://www.boggnasker.dk/vbforum/noveller-and-digte/14104-gengangeren.html Gengangeren Efter min død havde de mennesker jeg havde gjort ond, svært ved at tilgive mig. Så derfor havde jeg ikke andet valg end at komme tilbage. Hver gang nogen tænkte på, hvor ond jeg havde været. Og jeg havde været ond. Der var den lille pige med de lyse fletninger, hende som jeg havde skubbet af gyngen, så hun havde slået en tand ud. Hun kaldte mig tilbage et par gange. Det var værre med den gamle mand med rollatoren. Ham jeg havde slået ned og stjålet fra, han sad vist i kørestol nu. Han forstyrrede mig ustandseligt. Det var rædsomt, at skulle høre ham brokke sig igen og igen. Stuen var lille og tilrøget. Væggene var gullige og askebægret fuldt. Den gamle mand sad i sin lænestol og røg den ene cigaret efter den anden. Det var umådelig kedeligt at se på. Forbandede møgunge, det er typisk ungdommen nu til dags. Den slags ser man også altid i fjernsynet. Der var helt hvidt og sterilt. Den lille pige kiggede op i en meget stor lampe. En tandlæge iført en hvid kittel og gummihandsker stod lænet ind over hende. En stor glitrende tåre løb ned at pigens skrammede ansigt. ”Moar? Jeg vil ikke tilbage på legepladsen.”. Badeværelsesdøren var låst, og gardinerne trukket for. En femtenårig pige med sort, farvet hår og sort make-up i ansigtet, tog et glas ud af skabet. Jeg mente nok at vi havde nogle sovepiller her i skabet. Pigen kiggede på glasset, mit syn blev sløret af hendes tårer. Jeg har bare brug for at sove… meget længe. Hun tømte glasset. Og sådan blev jeg trukket rundt til alle dem jeg havde skadet, aldrig fik jeg fred. Jeg havde vredt råbt undskyld, hver gang den lille pige havde mareridt, hver gang den gamle havde smerter, hver gang teenagepigen tog køkkenkniven og skar lange flænger i sin arm. Hver gang nogen græd eller skreg fordi jeg havde gjort dem ondt. Men jeg fik ikke fred, jeg måtte vidne alle deres smerter, tage del i dem og føle mine ofres frygt. De få gange hvor jeg ikke var trukket ind i et inferno af smerte, frygt og vrede, søgte jeg efter noget, som kunne give mig fred. Der var bare intet, der var ingen. Der var bare en tyk hvid dis som skjulte alt, og det skræmte mig. Pigen kastede op. Det bankede på døren. ”Sofie? Hvad sker der?”. Døren blev slået ind, Sofies mor skreg. Datteren havde fråde om munden, og krampede. Det bippede, på hospitalssengen lå en dreng som jeg næsten havde slået ihjel. Der sad en slange fast til hans hals, som sørgede for at han fik ilt. Han kunne ikke selv trække vejret. ”Vi kan ikke gøre mere. Den som overfaldt ham er død, og det fortjener hun.”. ’Undskyld!’, skreg jeg. ’Undskyld! Jeg ville ikke… ‘. Skade ham? Det var jo det jeg ville. Jeg ville se hans blod, se ham krumme sig sammen under mine slag. Jeg ville høre ham tigge mig om at holde op. Selvom det ikke var ham jeg var sur på, var det ham jeg ville lade det gå ud over. ’Undskyld.’ sagde jeg så igen. Forældrene kiggede op. ”Hvem der?”. Det gav et sæt i mig. ’Mig.’, svarede jeg. ’Mig som,… som gjorde det der ved jeres søn.’. Forældrene kiggede forfærdede på hinanden. ”Kan du også høre det?”. Manden nikkede. ”Hvad vil du?”, spurgte han vredt. ’Jeg vil undskylde, det var mig som gjorde det. Jeg… jeg hader dem bare så meget.’. ”Hvem? Vores søn?”. Jeg rystede på hovedet. ’Nej, jeg ville bare ønske, at jeg ikke havde gjort ham noget. Vil i ikke nok tilgive mig? Jeg er tvunget til at komme tilbage, hver gang han har smerter.’. ”Det fortjener du!”, sagde moderen hårdt. ’Ja.’, sagde jeg og en tåre trillede ned ad kinden på mig. Tåren ramte faderen på hånden. ”Hvem græder du for?”, spurgte han efter nogle minutters stilhed. ’Dem jeg har gjort ondt. Og mine søskendes skæbne.’, svarede jeg. ’Jeg er så ked af det. Vil i ikke nok finde dem, altså mine mordere,… og straffe dem for deres handlinger... ligesom jeg blev.’. Moderen rakte ud og rørte ved tåren. ”Vi… jeg tilgiver dig, ingen fortjener at skulle gå igen. Jeg vil ikke straffe nogen, det løser igen ting.”. Faderen nikkede. ”Nej, det er en hård skæbne…”. Hans stemme tonede bort sammen med rummet. ’Undskyld’, sagde jeg inden det forsvandt helt. Jeg var tilbage til ingenting. Var det bare det jeg skulle, undskylde? Men det havde jeg gjort så mange gange. Men havde jeg ment det? Nej. Jeg skulle mene det. Jeg skulle snakke med dem, få dem til at forstå og forstå dem. Den lille pige lå i sin seng. ’Undskyld.’, sagde jeg, der skete intet. Jeg mente det, det gjorde jeg virkelig. Jeg hadede mig selv for det jeg havde gjort. For at have skræmt den lille pige som jeg så tit havde set sidde og gynge helt alene. Hun havde ingen venner. Ligesom drengen jeg havde slået ned. Han cyklede altid rundt alene i skoven. Den lille pige så sig om, som om hun kunne mærke, at der var nogen i værelset med hende. Hun havde siddet så stille og roligt og gynget da jeg skubbede hende ned og sparkede til hende. Hun kiggede direkte på mig. ’Undskyld.’, sagde jeg igen. ’De slog mig, jeg har aldrig lært andet, og jeg er så vred på dem. Undskyld.’. Pigen satte sig op. ”Forsvinder du hvis jeg tænder lyset?”. Jeg rystede på hovedet. Hun tændte en lampe og klappede på dynen ved siden af sig. Jeg satte mig. ”Hvem slog dig?”, spurgte hun. ’De sagde jeg var dum, og de kunne ikke lide mig. Derfor gjorde jeg det mod dig og drengen.’. Pigen kiggede undrende på mig. ”Hvilken dreng? Hvad gjorde du ved ham?”. Jeg kiggede ud af vinduet. ’Jeg slog ham, hårdt. Han døde næsten.’, sukkede jeg. ’Men jeg har undskyldt, og hans forældre har vist tilgivet mig.’. Den lille pige nikkede. ”Det er godt. Det gør ikke noget med min tand. Tandfeen kommer og henter den.”. Jeg nikkede. ’Måske vil du tale med drengen og hans forældre?’. Hun nikkede. ’Og den gamle mand, og Sofie?’. ”Slog du også dem?”. Jeg rystede på hovedet. ’Kun den gamle mand.’. Jeg forklarede hvordan hun kunne finde dem. Jeg have rejst mig men vendte mig om da hun sagde; ”Min mor siger at jeg hvis nogen slår mig skal jeg sige det til en voksen. Man må ikke slå, siger hun. Heller ikke hvis nogen slå mig”. Jeg kiggede undersøgende på hende. ’Hvad? Kan du ikke se at de skal betale for det de har gjort?’. Pigen trak på skuldrene. ’Farvel, og undskyld.’. Hun vinkede til mig. Igen var tilbage til intetheden. Disen. Bare lidt flere, så kunne de måske finde mine mordere. Og straffe dem. Jeg forstod bare ikke, hvorfor både pigen og drengens forældre prøvede at tale mig fra at hævne mig? De, af alle, måtte da forstå mig. Jeg var tilbage i den gamles stue. ”Dig!”. Den gamle pegede på mig. ”Du er død. Du skulle være død! Forsvind, hvorfor er du her?”. Jeg holdt begge hænder op, for at vise at jeg ikke ville gøre ham noget. ’Jeg kommer for at undskylde. Jeg er så ked af det jeg gjorde. Hvis jeg kunne gøre det godt igen ville jeg gøre det. Det kan jeg bare ikke. I morgen kommer der nok en lille pige. Hende har jeg også skadet, men hun har tilgivet mig.’. Den gamle fnøs. ”Og det regner du med at jeg også vil gøre?”. Jeg rystede på hovedet. ’Næh, jeg vil bare sige undskyld.’. Han kiggede undersøgende og mistroisk på mig. ’Vil du ikke nok finde dem? Dem som slog mig ihjel, inden de slår mine søskende ihjel. Vil du ikke nok straffe dem?’. Manden så overrasket på mig. ’De betyder alt for mig.’. Han rystede træt på hovedet. ”Hvad vil du have jeg skal gøre ved dine mordere? Hold op med at prøve at hævne dig. Det fører ikke til noget.”. Stuen forsvandt. Hold op med at prøve at tage hævn? De havde gjort mit liv til et helvede! Og min søskendes. Igen, var der den der bippende lyd. Igen, var jeg på et hospital. Jeg satte mig på stolen ved siden af Sofie. ’Sofie? Jeg er ked af det. Du er ikke grim, dum eller tyk. Du er et stærkt menneske, du må ikke give op.’. Sofie kiggede sløvt på mig, men vendte hovedet den anden vej da hun genkendte mig. ’Undskyld, jeg ved at det ikke gør det bedre, men du får besøg senere i dag.’. I det samme gik døren op. ”Der er besøg Sofie.”, sagde sygeplejersken. Ind kom den gamle, den lille pige og forældrene til drengen. ”Hej Sofie. Har du tid til at snakke lidt? Eller, har du lyst til at snakke?”. Moderen til drengen satte sig på stolen overfor mig. Sofie vendte sig om og kiggede på sine gæster. Så trak hun på skuldrene. ”Vi ved du blev mobbet af en anden pige fra din skole. Hende der.”, sagde moderen og nikkede over mod mig. ”Men hun er virkelig ked af det. Hun er tvunget til at gå igen.”. Sofie kiggede overrasket på mig. Jeg nikkede. ’Jeg blev slået, ligesom mine søskende. Hvis jeg prøvede at stoppe dem, så blev det værre. Jeg var så vred, at jeg lod det gå ud over alle mulige andre.’. Jeg gemte mit ansigt i hænderne og græd, flov over det jeg havde gjort. Den gamle mand lagde en hånd på min skulder. Det var som om jeg blev mere og mere virkelig for hver gang jeg undskyldte. I starten kunne de ikke engang høre mig, så begyndte de at kunne se og høre mig, og nu kunne de endda røre mig. ”Du blev dræbt af dem ikke? Dem som slog dig og dine søskende?”. Jeg nikkede. Sofie så tænksom ud. ”Hvis jeg tilgiver dig, forsvinder du så?”. Jeg nikkede igen. ’Vil du ikke nok, jeg er ked af det. Og hvis du gør, vil i så ikke finde mine søskende?’. Sofie smilte svagt. ”Nu har jeg jo fået nogle venner, som kender til hemmeligheden om dig. Jeg tilgiver dig, men jeg har et krav. Du skal tilgive dine mordere. Jeg vil gerne snakke med skolen, men så må du også lære at tilgive, præcis ligesom vi har gjort”. Jeg sukkede og nikkede. Det ville ikke blive let, men jeg ville gøre for mine søskendes skyld. Jeg ville gøre alt for dem. Hospitalet forsvandt, og jeg var tilbage i min egen stue. Mine søskende sad og tegnede, mens mine mordere skændtes ude i køkkenet. ”Det er din skyld! For helvede! Hvad fanden gør vi når skolen ringer?!”. De skreg begge da de opdagede mig. ”Dig?! Var du ikke død?!”. Jeg lo hult. ”Nej, jeg er død. Og det var jer som slog mig ihjel, og var det ikke for mine søskende, så tilgav jeg jer ikke.”. Den enes øjne flakkede ind i stuen til mine søskende. ”Hvad har du tænkt dig at gøre ved mine børn?!”. ”Intet, jeg tilgiver jer for at ødelægge deres liv og ende mit.”. Så snart jeg havde sagt det faldt en sten fra mit hjerte. Sneen dalede stille ned over kirkegården, og seks mennesker lagde hver deres kort og blomst. Det var sidste gang jeg var tvunget til at tage tilbage. For at se dem jeg havde gjort ondt, ære mit minde. For at blive forvisset om at jeg var tilgivet, og at de ville sørge for mine søskende. ’Undskyld’, sagde jeg en sidste gang. ”Smukt.”, sagde en dyb stemme. Disen lettede og en mand rakte sin hånd ud mod mig, bag ham stod endnu flere mennesker. ”Hvem er i?”, spurgte jeg frygtløst. ”Gengangere, præcis ligesom dig. Ingen af os kunne tilgive før vi døde.”. Okay, den her har jeg arbejdet på i nogle år efterhånden. Jeg har fået en forelægger til at kigge på den, og hun synes den var fin, men manglede lidt afpudsning. Jeg er slet ikke færdig med den, men jeg vil super gerne have "læserenes" meninger om den. AgneteP Boggnasker - unge om bøger Mon, 30 Apr 2012 03:14:06 +0100