De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et ondskab http://www.overskrift.dk Mon, 07 May 2012 19:02:26 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://troja.eftertanke.dk/2012/05/07/line-hersted-skriver/ Fredag d. 4. maj 19:25 Jeg er SÅ frygteligt bange. Det er lang tid siden jeg har været så bange som jeg er nu… Hjælp mig… Line 11:20 Bossen skælder ud fordi det ikke var dybt nok, og at jeg ikke skar nok snit. Men glasset ville ikke som bossen og jeg ville. Der var ikke nogen gode skår der kunne skære dybt nok. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal gøre…. 25. april 2012 Jeg har det helt elendigt. Overvejer hvilket tidspunkt der er bedst. Eller om det bare skal være nu? Min mave snurrer helt vildt, og jeg har det virkelig ikke godt. Vegger d. 24. april 2012 OKAY… Rolig, rolig, rolig. Skær. Ikke tænk, bare skær. Ikke være bange, jeg hjælper dig, bare gør som jeg siger. Skær, skær, skær. Hør min stemme, gør som jeg siger. Ikke vær’ bange. Senere: Min mave summer, mit hoved kører på højtryk. Jeg håber det lykkes i morgen. Kom nu. Kom nu. Åh, hvor er jeg træt i hovedet. Bossen brøler og snakker om i morgen. Jeg ønsker mig bare 5 min ro.. Vegger d. 22. april 2012 Jeg var på date i zoo i Aalborg i går. Jeg havde forberedt mig godt og købt ny kjole og alt muligt. Jeg var egentlig ikke nervøs – bortset fra da jeg stod udenfor indgangen. Nå, men jeg gik ind og sagde “hej” til ham. Han var rigtig sød og havde købt røde roser til mig. Vi gik en tur rundt, og da vi var ved indgangen, troede jeg at han ville afslutte og sige farvel. Men i stedet spurgte han om vi skulle gå lidt mere rundt – så det gjorde vi. I alt var vi derinde i 2 ½ time! Nå.. Men bortset fra daten, går det lidt op og ned. Jeg har det skidt uden personalet kan se det. Fx i går aftes. Jeg bad godt nok om PN, men jeg tror ikke hun vidste at jeg havde det skidt. Det sker også andre ting i mig. Men det du’r ikke at jeg fortæller om dem. Jeg føler mig alene og bange. Line Vegger d. 13. april 2012 Jeg har det ikke så godt lige nu.. Jeg ved ikke hvad det er. Det er bare? nej.. I går var jeg inde og få taget blodprøver. Vi gik et stykke langs en vej, og lige pludselig fik jeg en følelse. En af de følelser jeg havde engang. Følelsen eller lysten til bare lige at smutte ud foran en bil. Nå, men bortset fra det, var jeg ved hypnotisør i går. En ny en, der var rigtig sød. Det er svært at sige om det har hjulpet, men jeg håber. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre lige nu. Måske bare gå i seng? Eller? nej. Jeg ved det ikke. Line – Line er 20 år, diagnosticeret skizofren og førtidspensionist, og det er jo meget normalt, når et menneske er så besat af tvangstanker. Er der nogen, der kan hjælpe Line? Kan vi, der forsager djævelen og alle hans gerninger? Næh, det kan vi nok ikke. Line må leve med sine kvaler. For djævelen eksisterer jo ikke? Jytte Ibsen troja.eftertanke.dk Mon, 07 May 2012 13:36:56 +0100 http://troja.eftertanke.dk/2012/04/18/den-afskyelige-nordmand/ Det er betænkeligt med det store medieopbud der skal til for at dække den afskyelige nordmands forsvarstale. Jeg har forståelse for, at det er nødvendigt for eftertiden at få indblik i hvilke motiver, der fik manden til at begå så makaber slagtning af eget folk, men jeg forstår simpelthen ikke, at det skulle være nødvendigt med en så massiv mediedækning. Tænk at give manden hele fem dage til at forklare og forsvare sine handlinger i fuld offentlig mediebeskuelse. Det er medieguf af den bedste slags, og den afskyelige nordmand får dermed al den opmærksomhed han ønsker sig. Det er indlysende hvilke oprørte følelser det må medføre for de efterladte, men det værste er vel næsten, at denne sublime mediedækning kan opildne nationalistiske sympatisører til at sætte noget lignende i værk. Vi ser det rundt omkring takket være solid og troværdig information fra medierne. Hadefuldheden har gode kår for vækst, men hvis det er det journalister gerne vil, så skal der naturligvis sættes skarpt fokus på denne galnings ugerninger, og så er det vel bedøvende ligegyldigt hvad pårørende til slagtofrene måtte have af følelser. Men det kan der måske komme små tårepersende historier ud af, når nu medierne tror, det er hvad mediebrugere elsker at guffe i sig. Jeg tænker, at retten sagtens kan gå sin 10-ugers gang uden jeg behøver at blive indviet i alle detaljer. For at modvirke kvalmende brækfornemmelser vil jeg undgå nyhedsstof om nordmandens forklarende ord om sine destruktive bedrifter. Måske går jeg glip af andet interessant nyhedsstof, men det må jeg så leve med og i stedet glæde mig over, at vores regering måske får arbejdsro så længe retten går sin gang i Norge. Jytte Ibsen troja.eftertanke.dk Wed, 18 Apr 2012 08:31:16 +0100 http://www.nosferadio.dk/?p=8506&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=hvad-med-kevin-premiere-1242012 Med et raseri der kan spores tilbage til ursuppen, tørner mor og søn sammen i en navlestrengsforbundet konflikt med et skrig af længsel efter uafhængighed og samhør i Lynne Ramseys tredje film Hvad med Kevin? (org. We Need to Talk About Kevin). Tilda Swinton er den frie og ambitiøse Eva, der sætter karrieren på standby da hun sammen med sin mand, Franklin, bliver gravid. Franklin er en rar, tillidsfuld og rummelig mand og han spilles troværdigt, som altid, af John C. Reilly som jævnligt castes i denne type roller, hvor han vinder tilskuerens sympati og er det ?normales? omdrejningspunkt (Chicago, Carnage). Men i Hvad med Kevin? bruger Lynne Ramsey Reillys rare mand ganske anderledes, ved netop at vise os at nok er han alt det ovenstående, men han er også hamrende naiv og farligt overbærende overfor sin kones tiltagende bekymringer omkring sønnen Kevin. Kevin er et anderledes barn helt fra begyndelsen. Som 5-årig nægter han fx at blive renlig, som 2-årig gider han ikke lege med sin mor og han er generelt ligeglad med hendes forsøg på at give ham omsorg og kærlighed. Han er besværlig langt udover det normale, men der er også noget manipulerende og med alderen tiltagende ondskabsfuldt over ham. Kevin er… unaturlig. Da Eva ikke ser ud til at have det hverken nemt eller naturligt med at være mor, bliver det efterhånden nærliggende at undre sig over om Evas modvilje og besværligheder har påvirket Kevin til at blive det slags barn han er. Det hele sættes i relief da Kevin som 15-årig begår en forfærdelig ugerning der berører hele lokalsamfundet. Tilda Swinton er med sit drengede ydre skabt til en rolle som en kvinde der mistænkes for at være en dårlig mor. Hendes krops manglende frodighed og den hårdhed hun kan tillægge sit ansigt taler til en forestilling om den mandhaftige kvinde, som både er uforståelig og mistænkelig. I gamle dage endda associeret med fanden selv. Men Tilda Swinton brillerer som ofte før ved at spille mod sit ydre, selvom dette er inkorporeret i historien. Ezra Miller er superbt castet som Kevin, en smuk teenager med et ansigt der kan lyse op et øjeblik og det næste være isnende koldt. Miller holder sin del af skuespiltrekanten oppe og  evner fuldstændig at gribe den karakter han spiller og den historie han er med i. Miller er et talent der bestemt er værd at holde øje med. Udover skuespilpræstationer i top, er filmen rig på både billedside og lydside. Den er fuld af ledemotiver som kun langsomt giver mening ? fra den underligt tikkende lyd man ikke kan placere i første billede til den røde farve, som først viser sig i et glimt fra den unge Eva, som erotisk og næsten visceralt lader sig bade i tomater under La Tomatina festivalen i Spanien. Det er den intense, belastede og vrede sameksistens som hverken søn eller mor kan frigøre sig fra der er filmens kerne og som undervejs giver en nervøse trækninger af skræk for hvad udkommet mon er. Onde børn er ikke barnemad, men i Hvad med Kevin? stikker tematikken dybere end det. Filmen er ikke en gyser, men den er uhyggelig og den er skræmmende, og den efterlader tilskueren omkranset af en flimrende hinde af uro og refleksion som ikke kan krattes af lige med det samme. Det er en af de film man bliver nødt til at se igen ? så god er den! Af Dorte Winkler Del denne post med andre Dorte Winkler Filmmagasinet Nosferatu Thu, 12 Apr 2012 06:06:02 +0100 http://ullatn.eftertanke.dk/2012/04/03/menneskeligheden-%e2%80%93-i-%e2%80%9dlivsens-ondskab%e2%80%9d%e2%80%a6/ Hvad vil det sige at være menneskelig? En af dem, der har beskæftiget sig med at beskrive menneskets finurlige krumspring ? på godt og ondt ? er Gustav Wied? Gustav Wieds » “Livsens Ondskab“, der blev filmatiseret i 1972 ? byder på en perlerække af menneskelige karakterskildringer i den lille by Gammelkøbning. Luksusbugen og ædedolkenes [...] Ulla Thorup Nielsen Ullas Vinkler... Tue, 03 Apr 2012 23:51:14 +0100 http://ullatn.eftertanke.dk/2012/04/03/menneskeligheden-%e2%80%93-i-%e2%80%9dlivsens-ondskab%e2%80%9d%e2%80%a6/ Hvad vil det sige at være menneskelig? En af dem, der har beskæftiget sig med at beskrive menneskets finurlige krumspring ? på godt og ondt ? er Gustav Wied? Gustav Wieds » “Livsens Ondskab“, der blev filmatiseret i 1972 ? byder på en perlerække af menneskelige karakterskildringer i den lille by Gammelkøbning. Luksusbugen og ædedolkenes [...] Ulla Thorup Nielsen Ullas Vinkler... Tue, 03 Apr 2012 23:51:14 +0100 http://rebeccabondesblog.wordpress.com/2012/03/14/hvis-gud-eksisterer-hvordan-kan-han-sa-tillade-det/ Vi har sikker alle hørt frasen: Hvis Gud eksisterer, hvordan kan han så tillade så meget ondt i verden? Hvad i al verden har Gud med det at gøre? Hvorfor ikke hellere spørge: Hvis mennesker findes, hvordan kan de så tillade så meget ondt i verden? Det er jo trods alt mennesker og ikke Gud, [...] Rebecca Bonde Rebecca Bondes blog Wed, 14 Mar 2012 10:54:09 +0100 http://www.gamesector.dk/2012/03/02/army-corps-of-hell/ Du er kongen af helvede og styrer dine undersåtter med hård hånd, mens blod og kødstykker flyver rundt. Det lyder som et rigtigt underholdende koncept, men formår Army Corps of Hell at slå igennem? Det første, du bider mærke i, er musikken, der brummer ud af spillet, når du rammer menuen. Den hårde Heavy Metal-musik sætter lidt stemningen for, hvad du er på vej ind i, og gør, at den hårde titel på spillet får dig i humør til at begive dig ned i helvedets dybder. Du er kongen af helvedet, og du styrer en flok goblins, som skal angribe og slå fjender ihjel, men samtidigt også passes og plejes ved, at de skal spise de døde fjender og opgradere udstyr og evner. Styringen er  forvirrende og responderer ikke særligt godt, så man kan snildt forvirre sig selv, når der sker meget på skærmen. Dine goblins cirkulerer rundt omkring dig, og du har et sigtekorn, du peger med, mens du sender dine undersåtter afsted med R-knappen. Når et tilpas antal goblins er låst fast på fjenden, skal du udføre et angreb vha. Quick Time events. Spillet foregår i ?stages?, og det handler om at komme igennem hver enkelt ved at få den højeste score baseret på den tid, det tager, samt hvor høj en Overkill-score du får. Overkills er baseret på, hvor mange af dine goblins du ofrer på at angribe din modstander, og det kan være en ond satsning, hvis du ikke rammer f.eks Salvo-angrebet (et angreb, der aktiverer et Quick Time Event) i tide, eller fjenden ryster dem af sig. Du mister dine goblins på stribe pga. den førnævnte svaghed med styringen, og fordi fjenderne og de forhindringer, der er på banen, gør det rigtigt svært - selv på de første baner. Problemet med styringen gør, at dine goblins kan blive forvirrede af, hvor de skal gå hen, hvis der eksempelvis ligger noget af mad, ting du kan høste, eller der står en fjende. Så du kan stort set sidde fast, mens dine goblins stille og roligt bliver udryddet. Et andet problemer er nogle stave, der laver elektriske vægge. Uanset hvor forsigtigt du går, vil dine goblins meningsløst løbe ind i dem, hvis du har mere end 30, der følger dig, og det gentager sig med andre dødelige fælder. Som spillet skrider frem, bliver dine goblins stærkere og stærkere, og du kan selv skabe våben og en masse andet med de ting, du opsamler i løbet af banerne. Men inden du når til dette, føler du virkeligt, at ensformigheden rammer hårdere og hårdere. Fjenderne bliver gradvist bedre, men en del er de samme, som bare har fået ny farve og andre angreb. Banerne bliver også gradvist flottere, men det rammer ikke det niveau, som man kunne forvente af sådan et spil. Spillet reddes dog stærkt af de meget intense boss-kampe, og selv om nogle af standardfjenderne er kedelige og går igen, så får du et fedt ?rush? gennem kroppen, når en kæmpe boss kommer frem. De er svære og kræver, at du gør bestemte ting med dine angribende goblins, og det giver en god følelse af, hvad spillet burde have været hele vejen. Intenst - og ikke frustrerende, som det er i løbet af vejen op til bosserne. Army Corps of Hell gør minimalt brug af Touch Control.  Du kan aktivere nogle ?Power Ups? ved at bruge Touch, men det virker ikke optimalt, og da det er vigtigt at gøre det rigtigt, så er det ikke en holdbar løsning. Et ærgerligt faktum er, at der ikke er mulighed for at sigte med touch og sende goblins af sted frem for den umulige styring med styrepindene og knapperne. Et plus, hvis du har problemer med at klare dig igennem spillet, er den velfungerende lokale co-op. Det er sjovt at løbe igennem med en kammerat, og det gør tingene lidt nemmere, så du undgår at dø på de værst tænkelige og mest irriterende måder. Dog savnes der i allerhøjeste grad muligheder for at spille online, hvis du ikke kender nogen, der selv har spillet. Army Corps of Hell er i teorien et rigtigt underholdende koncept med nogle underholdende boss-kampe, men problemet er, at det ikke når de højder, som spillet kunne have nået. Styringen halter efter, og det samme gør banerne og modstanden. Underholdningsniveauet bider sig aldrig helt fast, og spillet bliver desværre mere og mere frustrerende hen ad vejen. Mike Justesen Gamesector.dk Fri, 02 Mar 2012 10:53:52 +0100 http://marielouisewadum.wordpress.com/2012/02/29/hvad-var-det-dog-der-skete/ Mens vi venter på foråret…   Inderligt jeg længes efter forår, mens vinter strenges. Længes efter en forårsbebuder. En lille blå anemone, som digterpræsten Kaj Munk så smukt skriver om. En forårsbebuder til at smelte mit hjertefrosne vinterkvarts. Her i foråret hører vi også om himlens bebudelser. Englen Gabriel, som er himlens budbringer, viser sig [...] marielouisewadum Marie-Louise Lieberoth Wadum Wed, 29 Feb 2012 16:49:25 +0100 http://marielouisewadum.wordpress.com/2012/02/26/praediken-1-sondag-i-fasten-ondskab-og-gener/ Jeg holdt denne prædiken søndag d. 26. februar 2012. Jeg skriver ofte rigtigt hurtigt når inspirationen kommer over mig, og jeg er egentligt altid tilfreds med resultatet. Til denne søndag hører man om Kain og Abel (se tekststykket nederst på siden), så jeg valgte at tale om det ustyrlige og onde i vores natur – [...] marielouisewadum Marie-Louise Lieberoth Wadum Sun, 26 Feb 2012 14:26:00 +0100 http://ttpress.dk/nummer-et-pa-riidrs-bestseller-for-januar/ Følgende er sakset fra http://da.riidr.com/blog/2012/02/januars-bestsellere-og-nyheder-hos-riidr/   Med en pris på under 20 kr er Thomas Teglgaards krimi stadigvæk et stort hit blandt vores læsere. 2. Det syvende barn af Erik Valeur Det syvende barn har udover at vinde Danske Banks debutantpris også netop vundetWeekendavisens literaturpris på 100.000   3. 1Q84 Bog 1 af Haruki Murakami Det første bind i Murakami trilogien er allerede blevet godt modtaget af anmelderne, og vi håber også at se flere af hans populære bøger som e-bøger i løbet af 2012. Nyheder i Januar Januar har også budt på en masse nyhder, og vi er glade for at se mange nye udgivelser udkomme som e-bøger, især når de udkommer samme tid som papirudgaven. Det var tilfældet for Peter Svarres nye bog Den perfekte storm der giver virksomheder gode råd til hvordan de kan udvikle den bedst mulige digitale strategier. I en verden hvor der ofte er mange buzzwords har bogen allerede fået flotte ord med på vejen, blandt andet i Børsen. En anden nyhed er bogen War Horse, som netop er kommet i biografen og er nomineret til seks Oscars. Den kan købes for kun 49 kr så den er billigere end en biografbillet. Danmarks kulturminister Uffe Elbæks bog “Ledelse på kanten” er også kommet som e-bog. Med de seneste sparediskussioner på Det Kongelige Teater, kan han med fordel genlæse første kapitel, der hedder “Find gaven i problemet.” I fremtiden vil vi bruge vores blog mere aktivt og vi ser frem til at fortælle om nye bøger, men også på at tale med forfattere og forlagsfolk, og fortælle om vores nye produkter og opdateringer. Thomas Teglgaard TT Press Sun, 26 Feb 2012 13:20:58 +0100 http://ttpress.dk/nummer-et-pa-bestsellerlisten/ Nummer et på bestsellerlisten - WOW! Thomas Teglgaard TT Press Sun, 26 Feb 2012 12:06:30 +0100 http://gyseren.dk/film/case-39/ Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i “Case 39″, virkede snarere afskrækkende end tiltalende. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i denne intense psykologiske thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt. Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne. Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel. Den første del af “Case 39″ er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har. Jeg blev meget positivt overrasket over “Case 39″, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra “Silent Hill“. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over. Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at “Case 39″ er en blanding af “Bad Seed” og “Exorcisten“, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller. Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret “Pandorum”. Instruktør: Christian Alvart Udgivelsesår: 2009 Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk Jette Gyseren Tue, 14 Feb 2012 03:19:24 +0100 http://gyseren.dk/film/case-39/ Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i “Case 39″, virkede snarere afskrækkende end tiltalende. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i denne intense psykologiske thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt. Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne. Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel. Den første del af “Case 39″ er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har. Jeg blev meget positivt overrasket over “Case 39″, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra “Silent Hill“. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over. Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at “Case 39″ er en blanding af “Bad Seed” og “Exorcisten“, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller. Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret “Pandorum”. Instruktør: Christian Alvart Udgivelsesår: 2009 Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk Jette Gyseren Tue, 14 Feb 2012 03:19:24 +0100 http://overkanten.wordpress.com/2012/02/10/det-store-dyr-i-abenbaringen/ Anders Breivik har præcis så meget magt som vi giver ham. Hvis vi lader os skræmme af hans højreorienterede vrangforestillinger, så giver vi ham en magt, som han ingenlunde er berettiget endsige har intelligens til at forvalte. Frygten for hvad retssagen mod Anders Bering Breivik ville bringe med sig blev gjort til skamme efter retssagens [...] Mark Sinclair Fleeton Overkanten Fri, 10 Feb 2012 11:59:57 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Bogtips/~3/rAfhTEE6W_Q/den-abne-grav-af-christian-mork.html Skrøbelighed og styrke kæmper om overtaget i den afsluttende bog om den arkæologiske detektiv, knoglehvisker og nu invalidepensionist Kit Henson og det fungerer fint. Den åbne grav er en selvstændig afslutning på trilogien om Kit Henson. Nye læsere kan godt begynde her, for der bliver løbende forklaret, det der er nødvendigt for handlingen om Kits dramatiske fortid. Da jeg læste Jaguarens datter (2. del) synes jeg Christian Mørk manglede at samle op på meget, men det får han til fulde gjort i Den åbne grav. Der er et godt portræt af både Kit og hendes onde modstykke Olivia. Kit er knap så vanvittig som i Jaguarens Datter ? hun sover stadig ikke og kuglen i hendes hoved flytter på sig og giver ingen ro ? men trods det, er hun nogenlunde velfungerende ? omstændighederne taget i betragtning. Handlingen kort fortalt: Olivia slipper ud af fængslet. Hun tvinger Kit til at hjælpe med at få den hvide rotte (Kits fjende nr. 1) ud af sit fængsel. Rotten stikker af og så må Kit på jagt, for rotten og Olivia har taget noget dyrebart fra Kit. Jeg vil måske ikke rubricere bogen som en decideret spændingsroman, men det er en fornøjelse at læse Den åbne grav og den er absolut spændende. Den eneste anke jeg har, er at der er skåret ned på det skønne ordforråd der herskede i de to tidligere bøger om Kit. Christian Mørk siger at bøgerne om Kit skal lære os at lade være med at spilde tiden. Vi skal være nysgerrige og altid parat til at gå på eventyr. Men samtidig være parat til at betale prisen for det. Og det lyder da som en god ting at lære. Læs “Den åbne grav” og de andre i serien om Kit Henson Lida Wengel Bogtips Wed, 08 Feb 2012 08:00:32 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/Bogtips/~3/rAfhTEE6W_Q/den-abne-grav-af-christian-mork.html Skrøbelighed og styrke kæmper om overtaget i den afsluttende bog om den arkæologiske detektiv, knoglehvisker og nu invalidepensionist Kit Henson og det fungerer fint. Den åbne grav er en selvstændig afslutning på trilogien om Kit Henson. Nye læsere kan godt begynde her, for der bliver løbende forklaret, det der er nødvendigt for handlingen om Kits dramatiske fortid. Da jeg læste Jaguarens datter (2. del) synes jeg Christian Mørk manglede at samle op på meget, men det får han til fulde gjort i Den åbne grav. Der er et godt portræt af både Kit og hendes onde modstykke Olivia. Kit er knap så vanvittig som i Jaguarens Datter ? hun sover stadig ikke og kuglen i hendes hoved flytter på sig og giver ingen ro ? men trods det, er hun nogenlunde velfungerende ? omstændighederne taget i betragtning. Handlingen kort fortalt: Olivia slipper ud af fængslet. Hun tvinger Kit til at hjælpe med at få den hvide rotte (Kits fjende nr. 1) ud af sit fængsel. Rotten stikker af og så må Kit på jagt, for rotten og Olivia har taget noget dyrebart fra Kit. Jeg vil måske ikke rubricere bogen som en decideret spændingsroman, men det er en fornøjelse at læse Den åbne grav og den er absolut spændende. Den eneste anke jeg har, er at der er skåret ned på det skønne ordforråd der herskede i de to tidligere bøger om Kit. Christian Mørk siger at bøgerne om Kit skal lære os at lade være med at spilde tiden. Vi skal være nysgerrige og altid parat til at gå på eventyr. Men samtidig være parat til at betale prisen for det. Og det lyder da som en god ting at lære. Læs “Den åbne grav” og de andre i serien om Kit Henson Lida Wengel Bogtips Wed, 08 Feb 2012 08:00:32 +0100