De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et radikale venstre http://www.overskrift.dk Tue, 22 May 2012 01:01:18 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.lindakristiansen.dk/sidste-aften-som-folketingskandidat Men ikke sidste aften som politisk aktiv Nogen har opdaget, at jeg har startet egen virksomhed eller faktisk egne virksomheder – og det er super fedt. Men det har også betydet en benhård prioritering. Jeg ved, at jeg ikke kan leve uden politik, men jeg har været nødt til at finde ud af hvordan jeg kunne kombinere politik med det at være selvstændig. Jeg har altid ment, at en valgkamp ikke kun er tre uger op til et valg, men at man som kandidat også skulle være aktiv mellem valgene – og da jeg godt var klar over, at jeg ikke ville kunne leve op til mine egne forventninger, samtidig med at jeg startede virksomhederne op, bad jeg mine kredse finde nye kandidater. Og i aften er så min sidste aften som folketingskandidat… Men som jeg startede med, så betyder det ikke at jeg stopper med politik. Skulle der blive brug for mig som suppleant på Christiansborg, så takker jeg selvfølgelig ja Og jeg håber også meget at fortsætte i Hovedbestyrelsen + at jeg stiller op til regionsrådsvalget – så der er stadig masser af politik i mit liv. Og jeg vil også begynde at skrive lidt oftere herinde igen. Politisk set er det regionsrådsvalget der fylder mest. Jeg tror vi får et super team og jeg har udviklet et lille “puslespil” hvor man skal flytte opgaver mellem kommune, region og stat. Lige nu er spillet i papir-udgave, men jeg håber at få det lavet digitalt. Er I en forening, der gerne vil debattere offentlig opgave-fordeling, så vil jeg meget gerne komme ud og flytte brikker med jer – bare ring eller skriv. Mine virksomheder er begge kommet rigtig godt fra start – det har været og er stadig døgnarbejde. Og jeg elsker det simpelthen. I kan læse mere om dem på henholdsvis www.visue.dk og www.sekretariatet.org. Linda Kristiansen Linda Kristiansen Mon, 21 May 2012 21:31:32 +0100 http://blogs.bt.dk/hennychristensen/2012/05/21/selv-en-dronning-kan-fa-problemer/ Kommentar: Margrethe Vestager har ikke kunnet sætte en fod forkert siden valget. Nu lurer en sværere hverdag. Meget er gået godt for Margrethe Vestager. Rigtig meget. Hun har hevet Det Radikale Venstre op fra dyndet, hun fik det regeringsskifte, hun ønskede, og hun har sat reformer på den politiske dagsorden. I modsætning til sine allierede i regeringstoppen, Thorning og Søvndal, har den radikale økonomi- og indenrigsminister nærmest ikke kunnet sætte en fod forkert siden valget. Når regeringen får hug, formår den radikale leder som regel at gå fri. Når de radikale ministre roder sig ud i problemer, bliver sagerne ikke til stinkere på Vestagers bord. Og når danskerne bliver spurgt, hvem der har gjort det bedst i regeringen og fremstår mest troværdig, handlekraftig og visionær, er de ikke i tvivl om, at ?dronning Margrethe? skal placeres i toppen. Margrethe Vestager har ikke, som Thorning og Søvndal, været nødt til at bruge energi på at vikle sig ud af beskyldninger om løftebrud, for hun undlod behændigt at skabe forventninger om den store herlighedsbuffet i valgkampen. Tværtimod talte hun lige ud om behovet for reformer, før vælgerne skulle sætte krydset. Den radikale leder talte dog også om noget andet: Valget skulle være ?det endelige opgør med blokpolitikken?. Fremover skulle forligene findes i det brede samarbejde, for når alt kom til alt, ville hverken rød blok eller blå blok kunne diske op med brugbare løsninger, lød det. Budskabet blev understreget, da Vestager midt i valgkampen trykkede hånd med den konservative leder, Lars Barfoed. Og hvad så nu? Ja, Margrethe Vestager må sande, at selv en dronning kan møde vanskeligheder på sin vej. At de parlamentariske realiteter kan slå hårdt. Efter lange forhandlinger om udligningsreformen, der fastlægger fordelingen af penge mellem fattige og rige kommuner, måtte Vestager opgive sin plan om en bred aftale og indgå forlig med Enhedslisten. Ikke ligefrem udtryk for det bebudede ?endelige opgør med blokpolitikken.? De Konservative råder i dag over så få mandater, at det ikke rækker til et flertal med SRSF, og Venstres lyst til at bistå regeringen var ikke at spore. Altså måtte Vestager gå til Enhedslisten. At Liberal Alliances Joachim B. Olsen skriver på sin Facebook-profil, at han håber, at Vestager får caffe latten galt i halsen, tager den radikale leder givet med sindsro. Men at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om den regelrette Margrethe Vestager, med indgåelsen af den smalle aftale, har begået forligsbrud, må svie mere. Forligs-traditionen byder, at når magten skifter hænder, tilslutter hele den nye regering sig automatisk alle de forlig, som et eller flere af regeringspartierne er en del af. Ifølge oppositionen er regeringen bundet af et forlig, indgået mellem V, K, DF og R. Vestager afviser, at sagen er så klar og henviser til, at der igennem 15 år i skiftende kredse er indgået aftaler, uden at nogen har ulejliget sig med at opsige forliget. Forliget om den kommunale udligning er ikke den største politiske aftale, men forløbet fortæller alligevel noget om de udfordringer, som venter regeringen, når de rigtig store reformer skal forhandles. Margrethe Vestager vil helst kaste blikket ind over midten og håber, at hun med aftalen om den kommunale udligning fik mindet Venstre om, at regeringen om nødvendigt godt kan finde ud af at gå andre steder hen. Status er, at vi endnu har ?det endelige opgør med blokpolitikken? til gode. Henny Christensen Henny Christensen Mon, 21 May 2012 10:40:09 +0100 http://blogrevsbaek.dk/2012/05/21/campus-i-n%c3%a6stved-l%c3%a6g-det-pa-maglem%c3%b8lle-og-vordingborgvej/ Hvis Næstved Byråd siger ja til campus ved stationen skyldes det næppe det er den perfekte placering, men at “havnefolkene” de seneste måneder har gjort byrådsmedlemmerne usikre på placeringen på Maglemølle. Havnefolkene – og det er ment i en positiv ånd – er bange for at enhver udvikling på Maglemølle der ikke kun er erhverv, vil skade Næstved Havn på sigt. Den bekymring står i vejen for reel udvikling på Maglemølle. Derfor har havnefolkene målrettet arbejdet på at få andre placeringer i spil og derfor er campus ved banegården nu det forslag som måske bliver vedtaget. En del af det spil er også at magtbalancen i den socialdemokratiske byrådsgruppe er ændret. Havnefolkene – her Per Sørensen og Michael Rex – har mere indflydelse under den ny borgmester Carsten Rasmussen og har mere bevågenhed. Fordi han, i modsætning til den tidligere borgmester Henning Jensen, jo ikke bare kan “bestemme selv.” Han skal have flertal i gruppen, også når det gælder Campus. Maglemølle er i dag i værksætteri og nogle miljøvirksomheder. Det er godt nok og skal afgjort ikke forklejnes, men hele området kører i 1. gear og man kommer ikke ud af stedet. De gamle bygninger forfalder og det kræver massive investeringer at gøre området attraktivt. Det kan hverken Maglemølle eller Havnen klare selv. Det kan kun Campus. Derfor ville Maglemølle være det rigtige valg til Campus og gerne samme med arealerne på Vordingborgvej. Placeringen ved banegården har nogle åbenlyse ulemper: 1. Det er begrænset, hvad der er af plads og der er ikke udvidelsesmuligheder. 2. Der er ikke plads nok til p-pladser – med mindre de bliver meget dyre. 3. Byggerod i 10 – 15 år midt i byen – hvor attraktivt er det, ikke mindst for de tusindvis af daglige pendlere. Derimod har en placering både på Maglemølle og Vordigborgvej nogle indlysende fordele: 1. Der står ledige bygninger man kan rykke ind i allerede nu, f.eks. det tidligere Max Bank hovedkvarter. 2. Der er gode og nemme byggemuligheder (f.eks. ved rundbuehallen, N-hus grunden og det tidligere postcenter). 3. Der er gode trafikale forhold og plads til p-pladser (i hvert fald billigere end ved banen). 4. Det er tæt på Næstved Gymnasium ved Nygårdsvej. 5. Der er plads til fremtidig udvidelse – ikke mindst med de mange virksomheder som gerne skulle flytte til og bo tæt på Campus. Hvis man placere værksteder, f.eks. EUC på Maglemøllesiden og undervisningslokaler (VUC, Handelsskole m.v.) på Vordingborgvejssiden, kan vi udnytte områdets geografi og det faktum at der er erhverv i forvejen. En lille bro over Kanalen fuldender billedet af et spændende miljø – hvorimod placeringen ved Næstved banegård blot vil virke indeklemt og “noget man har set før.” Placeringen Maglemølle/Vordingborgvej er derimod ny og interessant. Nogle vil argumentere for banegårdsplaceringen fordi der er kollektiv trafik. Det er et forfejlet argument, for den eneste kollektive trafik som ikke kan dirigeres rund er togene og de studerende kommer ikke med tog! De kommer ikke fra Vordingborg eller Ringsted eller Køge, nej de kommer fra oplandet, fra Fuglebjerg, Præstø, øst- og vestsjælland, hvor der ikke er togforbindelse. Og, de kommer i bil, hvilket den fyldte p-plads ved Handelsskolen vidner om. Busserne kan man dirigere derhen, hvor vi gerne vil have dem – f.eks. Maglemølle og Vordingborgvej. Alt i alt taler det for at man undersøger en placering i samdrift mellem Maglemølle og Vordingborgvej. Desværre tror jeg at det politiske miljø ikke tør tage den beslutning, men vælger banegården med argumenter som “nu skal vi beslutte os” og “det er det sikre.” Måske. Personligt tror jeg at det er mest sikkert at der ikke kommer noget campus, hvis man vælger banegården – for hvorfor er det lige at Handelsskolen, Gymnasiet og EUC skulle flytte ned til banen? Det giver jo ikke noget nyt. Det kunne Maglemølle/Vordingborgvej derimod gøre. Ved at sige banegården risikrer byrådet at campus-planen bliver bare endnu en stor plan…..til skrivebordsskuffen. revsbaek Søren Revsbæk Mon, 21 May 2012 10:14:48 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/05/20/gustne-politikere/ Ofte tillægges politikere gustne og taktiske motiver, men ikke så sjældent siger de rent faktisk, hvad de mener, i et ærligt ønske om at tjene almenvellet. Lad os da derfor begynde med idealisterne, inden mørket sænker sig over alle aktører: Da statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med sin K-partner Lene Espersen i 2010 skrev regeringsgrundlag, stod der, at regeringen ville ændre styreformen i de fire store byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, så det blev almindeligt flertalsstyre som i landets øvrige kommuner. De fire storbyer styres i uskønne variationer af magistratstyre, hvor rådmænd og borgmesterposter til oppositionen giver overadministration og uklart politisk ansvar. Udspillet var ligeså rigtigt, som det var overraskende. I alle fire byer sad og sidder Socialdemokratiet og venstrefløjen solidt på magten. En ændring af styreformen ville derfor kun koste borgerlige borgmester- og rådmandsposter. Ingen havde presset Løkke til at ændre styreformen. Han var tilsyneladende båret af et ønske om at gøre det rigtige. Men hårdt presset af det kommunale bagland i de fire byer droppede Venstre og De Konservative senere enhver tanke om en ændring for blot at se den nye Thorning-regering skrive det samme i sit regeringsgrundlag. Siden er det gået mere end langsomt, og nu har SF så meddelt, at der højest bliver en halv pølse af skindet: Man er nok med på at gå over til flertalsstyre (ud med borgerlige rådmænd og borgerlige borgmestre), men partiet vil fastholde selvstændige administrationer for de enkelte borgmestre (ud med en større trecifret millionbesparelse). Men står det til Venstre og Konservative bliver det hele slet ikke til noget. Nu er de to partier lodret imod det, de tidligere ønskede. Og dermed er det helt slut med idealismen. Flertalsstyre og central administration i de fire storbykommuner - som det er tilfældet i de andre 94 kommuner - ville gøre det tydeligt, hvem der har magten, og hvem der er oppostion. Og det ville spare rigtig, rigtig mange djøf-kroner. Med sekretariatsmidler til en rigtig opposition, er det den saglige løsning. Det ved alle, som vil vide det. Hvorfor så ikke? Lad os tage de gustne politiske hensyn, aktør for aktør: Socialdemokratiet er tilhænger af den store reform: Det tror da pokker. Partiet har borgmesterposterne i alle fire storbyer, og vil formentlig fortsat have det. En reform vil give dem større magt i enhver henseende. Frank Jensen, Anker Boye, Jacob Bundsgaard og Henning G. Jensen vil med et enkelt slag blive rigtige bykonger. Ikke mindst Frank Jensen kunne (brændende)godt tænke sig en reform. SF har netop meddelt, at det kun går ind for flertalsstyre og ikke fællesadministration: Det tror da pokker. Partiet konstituerer sig med Socialdemokraterne, får ekstra borgmester- og rådmandsposter på bekostning af de borgerlige og beholder egen millionadministration i deres private hertugdømmer. Ingen idealisme her. Kun holdninger specialdesignet til egen fordel. De Radikale er tilhænger af den store reform: Det tror da pokker. Partiet har ingen nævneværdig basis i de fire storbyer. Også på dette område er det stort set en gratis omgang for Margrethe Vestager at mene det rigtige. Venstre og De Konservative er nu imod det hele: Det tror da pokker. Tidligere drømmerier om at indtage København (Søren Pind), Odense (afdøde Jan Boye) og Aarhus (Louise Gade) var enten fantasterier eller undtagelser, som ikke kommer igen. De fire byer er Socialdemokratiske højborge, bata! Eneste mulighed for lidt magt og gode ben er det nuværende mudder. Og så er vi tilbage ved mistænkeliggørelsen af politikere som nogle, der kun tænker på egen magt, blottet for idealisme og fornemmelse for de rigtige løsninger. Ofte er det en urimelig beskyldning. Tit er politikere båret af et ægte ønske om at gøre samfundet bedre. Men lige her blæser alle aktørerne på det rigtige, medmindre det lige præcis gavner dem selv. Derfor får et misfoster af et styresystem i de fire storbyer lov til at humpe videre. Den politiske magt bliver fortsat svær at identificere, og en dobbelt-, tredobbelt og firedobbelt administration får lov at cykle videre til en merpris på – forsigtigt skønnet – mindst en kvart milliard om året. Tjahh. Niels Krause-Kjær Politik og spin Sun, 20 May 2012 16:33:46 +0100 http://hodja.wordpress.com/2012/05/20/massepul/ Skjoldungen Hodjanernes Blog Sun, 20 May 2012 09:50:47 +0100 http://blogs.bt.dk/lottehansen/2012/05/18/politik-er-ikke-noget-man-leger/ Kommentar: Johanne og Margrethe straffer deres egne vælgere i de store byer Nogle gange kunne man måske tro, ud fra mediernes dækning og vores andres klummerier, at politik er noget med spil og spin, og hvem spænder ben for hvem? Det er politik også. Men politik er mest af alt den ledelsesform, vi har valgt i Danmark, der også går under navnet demokrati. Hver dag bliver der taget væsentlige beslutninger for butikken Danmark. Indimellem kommer det bag på folk, som har deres gang på Christiansborg, at det, de vedtager derinde, faktisk er nogle ret dramatiske ledelsesbeslutninger, som får konsekvenser for, hvem der får regninger, og hvem der får gaver, og for, hvem der må lukke, og hvem der består. En af de beslutninger, der fra den ene dag til den anden kommer til at betyde noget for din og min pengepung, blev taget i forgårs af Margrethe og Johanne i forening. De møblerede rundt på de skattekroner, der fordeles fra de rige til de fattige kommuner i landet. Udligningsreformen eller Robin Hood-aftalen, som den også kaldes, blev indgået mellem regeringen og Enhedslisten. Den betyder helt håndholdt, at skatteprocenten ændres næsten alle steder i landet til nytår. I mange små yderkommuner til det bedre og i whiskybæltet og de større byer (bl.a. Odense, Aarhus og København) til det værre. VKO og LA ville ikke være med, de syntes ikke om oplægget eller om, at reformen ikke tog udgangspunkt i folks reelle rådighedsbeløb, når de faste udgifter er betalt. Problemet for de blå var jo så, at de ikke fik mulighed for at påvirke resultatet i deres retning. Det kan jo godt være, at de borgerlige partier kan se en fornuftig spil- og spinstrategi i ikke at lægge stemmer til aftalen. Desværre for deres vælgeres hverdag blev den så bare endnu mere en rød Robin Hood, end hvis de havde taget forligshatten på. Johanne og Margrethe var glade: Spørgsmålet er så, om det er deres egne vælgere, de har belønnet. Den største regning på en kvart milliard årligt blev sendt til København. Her sidder Enhedslisten og De Radikale på hver tredje vælger. Tak for støtten ? til caffe latte-vælgeren og de politisk korrekte på stenbroen. Regningen for at være en rød Robin Hood kommer snart i din postkasse. Der er dog en stor check til udsatte i de større byer, men den kommer ikke til at ændre på skatteprocenten. Dem, der kan grine hele vejen til banken, er blandt andre lollikkerne. Her var det til gengæld under 10 pct. af borgerne, der stemte på Enhedslisten og De Radikale. Så man må da virkelig give de to kvinder, at de har delt rollen som Lady Marian. Uden selviske bagtanker. I Gentofte er Hans Toft sur, men faktisk fik de Radikale også her i den ellers konservative højborg lidt flere stemmer end De Konservative. Det kan godt være, det ændres ved næste valg. Frank i København er lidt mere afmålt sur og taler om, at han ellers havde udvist rettidig omhu med omkostningerne, men han er jo også lige blevet næstformand hos Socialdemokraterne. For et par måneder siden krævede han en ny styreform i København, der vil gøre ham enevældig, så længe han er overborgmester – som betaling for en Robin Hood-aftale, der tager penge fra københavnerne. Hvis han er blevet lovet det i korridoren, kan vi se frem til en gang ballade på rådhuset, når det kommer frem. Lotte Hansen Lotte Hansen Fri, 18 May 2012 08:52:32 +0100 http://raeson.dk/2012/eksperter-2020-planen-er-rent-g%c3%a6v%c3%a6rk/ Regeringens 2020-plan kan højest ses som et billede på, hvordan dansk økonomi gerne skulle se ud om otte år. Ingen tror dog på, at det kommer til at gå, som planen foreskriver. Eksperter og kommentatorer er enige om, at den langsigtede strategi er for langsigtet. Men de er ikke enige, om udsigterne er rene luftfrikadeller [...] Lignende artikler:2020-planen: De økonomiske planer har hidtil vist sig ubrugelige EU’s nye 2020-strategi: EU bør stå sammen om vækst og velfærd i Europa Ældrebyrden: Er optimisme og 2020-planer nok til at redde os? Villads Andersen RÆSON Fri, 18 May 2012 08:16:43 +0100 http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2012/05/17/thornings-frie-fald/ Jeg var én af dem, der 1. maj stod midt for scenen i Fælledparken og hørte statsminister Helle Thorning-Schmidt sige: ?Mådehold er en vej til sammenhold?. Det forekom tvivlsomt, om nogen af os forstod sætningen. Jeg stod sammen med Henrik Olsen. En midaldrende tagdækker iført øl og fremvisende en bar, gennemtatoveret overkrop. Han var venstremand. Sådan er det, når man tjener over 400.000 kroner om året, sagde han og sugede på sin joint. Fra Thorning  lød det med 1. maj-talerens næsten råbende diktion, at vi var samlet for at vise, ?at fællesskab og solidaritet er vigtig.? To ting forekom bemærkelsesværdig ved talen. For det første var den en lang spanking af lønmodtageres evt. håb om en styrkelse af statens kærlige, beskyttende og støttende hånd samt dertil en lige højre til enhver forestilling om mere i løn og længere ferie. Hvilket muligvis forklarede årsag nummer to i bemærkelsesværd: Socialdemokraternes formand indkasserede sit største bifald, da hun ?råbte?, at regeringen i fremtiden vil sørge for, at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken. Thorning kan tale ?socialdemokratisk?. Hun kan sige ?de svage?, ?solidaritet? og ?sammenhold?. Hun kan gøre det på det sprog, der er givet hende af generationer af forgængere, hvori socialdemokraternes sjæl havde bo og som skabte det danske velfærdssystem. Men i dag kan alle tale ?socialdemokratisk?. Og socialdemokraternes formand ligner ikke engang en mere. Fører heller ikke politik som en, lyder kritikken for tiden. Og 1. maj var hendes bedste talking point, som det hedder i politisk lingo – formandens mest forandringsmarkante og folkeligt applauderede pointe, om man vil – at vi skal have homovielser i Folkekirken. Det er et år og en Thorning-tiltrædelse som statsminister siden, at sociolog Henrik Dahl udgav bogen ?Spildte kræfter?. Hvori han skrev, at Thorning-Schmidt er ?en blank person?, der i bedste fald besidder ?reproduktionens begavelse?. Hovedpointen i bogen var dog, at venstrefløjen »har kurs direkte mod overflødigheden«. Venstreorienterede politikere har ikke noget svar på nutidens spørgsmål. Venstreorienterede akademikere skaber ikke nye erkendelser. Og venstreorienterede kunstnere kreerer ikke ny kunst, der kuldkaster gamle indsigter. Venstreorienterethed i Danmark er derimod at »være for-den-offentlige-sektor-hed«. Hvilket i over 100 år har været vejen til at blive den herskende klasse. En herskende klasse af funktionærer og ansatte i social-, undervisnings-og sundhedssektorerne, der ved hjælp af diverse ideologier om svaghed, udsathed og magtesløshed skaffer sig selv god løn og behagelige arbejdsforhold. Alt imens man maskeret som ?solidaritet? formynder den umælende, arbejdende klasse. I dag kan man drille Dahl. Om ikke i diskursen, så i dens virkeliggjorte detalje. Venstrefløjen ? og særligt Socialdemokraterne – har faktisk vist sig at have et svar på den danske velfærdsstats udfordring. Den er bare ikke deres egen. Eller som kommentator Rune Lykkeberg for nylig kritiserede Thorning og kompagni i Information: ?Anders Fogh Rasmussen var længe Socialdemokraternes politiske modstander, men han er lige så langsomt blevet deres åndelige leder.? Der må et systemopgør til, hedder det fra regeringen. Mennesket før systemet. Ikke omvendt. Sådan lød det også fra Fogh. Nu har SSFR om nogen gjort det til det nav, de træder deres regeringspolitiske pedaler omkring ? eller i hvert fald deres retorik omkring. Og muligvis med en hel del mere fremdrift end VKs tandem opbød. Man kan kalde det politisk tyveri. Der er imidlertid ingen grund at anråbe tyven alt for højt. Tyveriet har været et tilbagevendende tema i dansk politik i mange år. Og det er efterhånden vanskeligt at se, hvem der har ejendomsretten. Hvor blå begynder og rød ender. »Der er nogen, der har stjålet mit parti,« sagde den gamle SiD-kæmper og socialdemokrat, Hardy Hansen, under Nyrup-regeringen i 90erne. Hardy Hansen fandt regeringen alt for borgerlig. Der stod fast kronekurs, økonomisk ansvarlighed og lav inflation på ryggen af regeringen Nyrup i 90erne. Videreført fra den borgerlige firkløver regering fra 80?erne. Men dette Socialdemokrati var ikke Hardy Hansens Socialdemokrati: “Er det socialdemokratisk politik at skærpe kravene til bistandsmodtagerne, lave stærkere kontrol med de arbejdsløse og forkorte perioden man kan få dagpenge i,” spurgte han og svarede selv ved at forlade Folketinget. I 90?erne var det socialdemokratisk politik sammen med de borgerlige at fjerne formueskatten. Dertil gennemførte man det største antal privatiseringer, der er set i danmarkshistorien. Salg af Statens Konfektion, Københavns Lufthavn, Post Giro, Kommunedata og Tele Danmark. Den daværende konservative partileder, Per Stig Møller, følte sig følgelig lige så berøvet som Hardy Hansen: “Det, man skal være opmærksom på, det er, at når man køber socialdemokraternes borgerlighed, så er det et kopipræparat med ukendte bivirkninger. Vi har altså originalpræparatet,” mente Møller. I 00′erne skitserede Michael Kristiansen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens spindoktor, at blå blok nu til gengæld havde stjålet Socialdemokraternes politik. Som Kristiansen med slet skjult triumf sagde til Politiken om den røde statsministerkandidat Mogens Lykketoft under valgkampen i 2005: »Vi har pakket ham fuldstændig ind«. Underforstået, at Lykketoft var fikseret i sin egen politik, som blev ført af modstanderen. Førstefødselsretten til velfærdsstaten blev således i 00?erne borgerlig ejendom. Og nu hvor den er tilbage hos partiet, der om noget skabte størrelsen sammen med fagbevægelsen i forrige århundrede, forekommer den, ifølge socialdemokrater og venstreorienterede selv, stadig borgerlig. »Er Helle Thorning-Schmidt klar over, i hvilken grad hun er i frit fald ? selv blandt arbejderbevægelsens kernetropper?«. Spørgsmålet blev stillet forleden af debattør Lars Olsen i Jyllands?Posten. Overskriften var ?Thornings nedsmeltning?. Denne kritik og lignede knubbede ord fra egne centrum-venstre rækker fik derpå Politikens opinionsredaktør, Per Michael Jespersen, til ? i en festlig analyse med overskriften ?Røde vælgere er bare hamrende kritiske? ? at forklare det hele. Og man kunne forstå, at det alt sammen er sundhedstegn. Når statsminister Helle Thorning-Schmidt i disse dage og måneder gennemhegles eller forlades af sine egne, skyldes det venstrefløjens sunde debatkultur. Det skyldes ikke, at folk har gennemskuet, at hendes ord ikke matcher hendes handlinger. Det har intet at gøre med, at Thornings tale kan opfattes som den uselvstændiges omtrentlige gengivelse af et pensum, der glemmes, når hun omsider har gjort sin personlige lykke.  Kritik er nu engang et vilkår, som socialdemokratiske statsministre mødes med (modsat borgerlige statsministre, forstås). Og det ?skyldes, at deres (Socialdemokraternes, red.) vælgere har forventninger til deres ledere, (modsat borgerlige vælgere, som jo er hamrende ligeglade, forstås, red.),?  skriver Politikens opinionsredaktør og siger: ?Mange vælgere i rød blok forventer simpelthen, at når velfærdsstatens bygherrer kommer tilbage til byggepladsen, er reformpausen slut, og så fortsætter vejen mod ?det gode samfund?,? hedder det. Socialdemokratiske vælgere er således ikke vrede, heller ikke skuffede, end ikke det mindste sure. De er kritiske, javel, men på en ?sund? måde. Og som opinionsredaktøren så opmuntrende skriver: ?For det blotte øje fremstår det da også som uretfærdigt (-) Det stillestående borgerlige Debatdanmark op igennem 00?erne var mildest talt skræmmende på den kedsommelige måde, lidt som at gå rundt på kirkegården efter præstens søndagsprædiken.? Der er altså blot tale om, at der er blevet skruet op for festen, ifølge Politiken. Ikke ned for troværdigheden. Virker ikke, som om opinionsredaktøren var til stede på Fælleden 1. maj. Eller også opfattede Per Michael Jespersen Helle Thorning-Schmidts tale på en helt anden måde, end tagdækker Henrik Olsen og jeg. Måske lavede Jespersen bølgen ved ?mådehold er en vej til sammenhold?. Under alle omstændigheder er det da sikkert en trøst for Socialdemokraternes formand at vide, at der findes folk derude, som tjener over 400.000 kroner om året og synes, hun er udtryk for noget sundt. Modsat Henrik Olsen og jeg. Både hvad angår at synes det samt at være udtryk for noget sundt. Personligt har jeg dog efterrationaliseret mig frem til, at Henrik Dahl mere end ramte skiven, da han i sin bog skrev: ?Det, der kendetegner Helle Thorning-Schmidt, er [] at hun hverken kan skrive eller improvisere. At hun har en meget begrænset almen viden. At hun ikke har noget nærvær. At hun ikke har nogen større visioner. At hun kort sagt ikke er i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger og talepapirer, og til trods for den alligevel taler som en lydfil. Mangler hjælpemidlerne, er hun hjælpeløs og næppe i stand til at udvikle selv det mest enkle ræsonnement. At nogen kan tro, at hun egner sig til at være statsminister, kan derfor kun skyldes en blanding af ønsketænkning og vellykket mediehåndtering.? Nok mest “ønsketænkning”, vil jeg indskyde. Har nogen derude oplevet vellykket mediehåndtering fra Socialdemokraterne i dette årti? I forrige årti? Om så bare i form af ?reproduktionens begavelse?? Men hvor imponerende er det ikke at falde frit i så lang tid – og hele tiden opad? Mads Kastrup Kastrups verden Thu, 17 May 2012 19:53:20 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/126394 Venstres Jakob Ellemann-Jensen ville sikre Grønlands medindflydelse på dansk forskning i Arktis hanne Thu, 17 May 2012 14:47:13 +0100 http://sermitsiaq.ag/node/126394 Venstres Jakob Ellemann-Jensen ville sikre Grønlands medindflydelse på dansk forskning i Arktis hanne Thu, 17 May 2012 14:47:13 +0100 http://kasperfuhr.dk/2012/05/bakker-v-op-om-omann/ Bakker Venstres byrådsgruppe om V’s nye bud på en borgmester, Claus Omann Jensen? Læs mere her Kasper Fuhr Christensen Kasper Fuhr Christensen Wed, 16 May 2012 21:23:57 +0100 http://kasperfuhrchristensen.wordpress.com/2012/05/16/laeserbrev-bakker-v-op-om-omann/ Kasper Fuhr Christensen Kasper Fuhrs blog Wed, 16 May 2012 20:00:51 +0100 http://blognyt.com/sf-vil-lette-topskattegraensen-for-de-rige/ SF meldte ud at topskattegrænsen skal op Men regeringspartierne har øjensynligt ikke afstemt udmeldingen med befolkningen. En klar overvægt af danskere foretrækker nemlig, at skatten lettes i bunden. Hele 47 procent mener, at skattereformen skal sænke bundskatten eller øge beskæftigelsesfradraget, mens kun 20 procent vil sætte topskattegrænsen op. Dertil kommer 11 procent, som mener, at topskattesatsen på 15 procent skal sættes ned. via Danskerne vil lette skatten i bunden. Blogger BLOG NYT Wed, 16 May 2012 11:01:51 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36980 Kronik af Urias-kommentator ‘machiavelli. Den multikulturelle tragedie. En større gruppe indvandrere overfaldt fire unge ved Folkets Park på Nørrebro i København. De fire unge var på besøg fra provinsen og kørte forkert. Og når man kører forkert ind i et område, hvor indvandrerne hersker, vanker der smæk og det, der er værre. Fx en kniv i maven. På den baggrund mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, at ?Der går en lige linje fra tidligere tiders slappe udlændingepolitik og til dagens overfald? Samtidig mener Martin Henriksen, at regeringens politik på indvandrerområdet ?vil medføre flere lignende situationer i fremtiden.? Men den udtalelse får dog de radikales udlændingeordfører, Zenia Stampe til at ryste på hovedet og udtale: ?Det er fuldstændig absurd og smagløst at misbruge den her situation til politisk propaganda.? ( Ekstrabladet-05. maj 2012). Nu kan man selvfølgelig generelt diskutere, hvornår noget er absurd og smagsløst indenfor politik, men efter min opfattelse er der hverken noget absurd eller propagandistisk i Martin Henriksens udtalelser, tværtimod er de ret præcise og afspejler den multikulturelle tragedie, som de radikale politikere åbenbart er helt ude af stand til at fatte. At Zenia Stampe finder sammenligningen mellem overfald og indvandring absurd, er der ikke noget overraskende i, for det hænger selvfølgelig sammen med den udlændingepolitik partiet fører. Det er jo ikke længe siden, vi fik at vide, at de radikales ordfører elsker hele verden. (TV 2 Nyhederne. 2. april 2012), en kærlighed der da også afspejler sig i parties politik i form af tekster og ytringer for at skabe det rette underlag for korrekt multikulturel tænkning. Et massivt ideologisk pres hvor danskerne får at vide, de har primitive instinkter, fordi de ikke elsker multisamfundet.1* At der derfor skulle være en logisk sammenhæng mellem den abstrakte kærlighed til verden og så sammenbruddet af den hjemlige sociale orden er naturligvis helt hen i vejret. Og når antallet af fængslede indvandrere i Vestre fængsel (Kriminalforsorgen 2012) udgør over halvdelen af de i alt 550 fanger, så er det uden for al tvivl også udtryk for absurd politisk propaganda at drage den slags tal ind i udlændingedebatten. Ifølge den forgående regering er der 29 ghettoer i Danmark, der mere eller mindre har udviklet sig til rene parallelsamfund, hvor indvandrerne stort set hersker og kalder området for deres. Odense politi udtalte til Fyens Stifistidende, (24/01-2012), at danskerne i stigende grad presses ud af det udsatte område i Vollsmose, fordi 9 ud af 10 indbrud bliver begået mod danskere. Og til BT forklarede en grådkvalt beboer fra Vollsmose ghettoen: ? Vi er på grådens rand. Jeg tør ikke være her alene når min kæreste er på arbejde. Jeg er hunderæd for at være her om natten, og går aldrig ud om om aftenen, da jeg frygter at blive slået ned. Selvfølgelig er vi bange…? (BT Onsdag den 1. februar 2012.) Er det også udtryk for politisk propaganda at påpege, at danskerne lever under den slags forhold i deres eget land? Er det helt forbudt at smide denne håbløse og naive idealisme overbord og erkende, hvordan virkeligheden er indrettet og fungerer for den almindelige dansker? Sandheden er, at multikulturen kan ganske enkelt ikke kan fungere, og ser vi bort fra de radikale og deres universelle kærlighed til verden, så skaber kulturer nu engang grænsedragninger og identitet. Alle mennesker bliver socialiseret ind i en selv-identifikation, der også skaber gruppens følelsesmæssige grænser. Uden denne selv-identifikation er der ingen fastholdelse af identitet til selvhævdelse af gruppens eller kulturens enhed. Dette gælder ikke mindst indvandrerne fra den islamiske kultur, hvor mange unge svømmer rundt i ingenmandsland land. Som den amerikanske Harvard politolog Robert D. Putnam (f. 1941,) har dokumenteret, så har Indvandring og etnisk mangfoldighed en ødelæggende virkning på et samfunds sammenhængskraft. I takt med at det multikulturelle og det multietniske øges forsvinder sammenholdet og tilliden mellem mennesker. Multikulturen opsplitter og nedbryder det folkelige fællesskab. I mine øjnene begås der ganske enkelt kulturovergreb mod danskerne i deres eget land. At blive overfaldet fordi man kører forkert er simpelthen horribelt. Danskerne er et kulturelt homogent folk, men det behøver det jo ikke vedblivende at være, for ligesom der skal være cement til at kitte et hus sammen, skal der også være nogle fælles interesser eller følelser, der holder befolkningen sammen, så det enkelte menneske opfatter sig som en del af et folk. Når de radikale politikere derfor bevidst arbejder på at opsplitte en ellers homogen befolkning, der holdes samlet af en fælles national identitet, så får det naturligvis en psykisk effekttilstand der viser sig ved en stigning af aggressioner og had, der i længden ikke kan holdes nede. Tager man indholdet ud af disse identifikationer, der binder danskerne sammen som folk, laver man en opskrift på, hvordan man splitter et samfund op. For at føle noget for sit samfund ? for sit land ? må man have noget at genkende, noget at føle for. Men man kan ikke føle noget for abstrakte ideer uden substans. Det gælder indvandrerne og det gælder danskerne. Kan indvandrerne ikke identificere sig med Danmark og danskerne ? er der ingen tillid ? kommer rodløsheden op til overfladen sammen med aggressionerne. Det er derfor vi ser dens slags overfald som ved Folkets Park i København. Men radikale politikere som Zenia Stampe vil have danskerne til at glemme, så de bedre kan være forberedt på at rumme det multikulturelle samfund. Det er det samfund, der med Putnams ord nedbryder tilliden mellem mennesker og derfor opløser fællesskabet. Det er der, det absurde ligger begravet og ingen andre steder. Danskerne skal være en del af den universelle menneskehed ? selv om de hellere vil være danskere*2. Hvis mennesket mangler selvtillid, selvfølelse og selvagtelse, og derfor ikke føler, at det behersker omgivelserne, så slår det ofte om i frustrationer, had og vrede mod omgivelserne. Det er en almen menneskelig tilstand. Problemet er bare, at mange muslimske indvandrere ? særligt de unge ? er aggressive overfor danskerne og deres omgivelser, fordi de ikke føler sig hjemme i den danske kultur med sekularisering og demokrati. Det er den multikulturelle tragedie som ikke kan løses. I realiteten styres vi af naive politikeres håbløse menneskevenlighed, der er ved at ødelægge det danske samfunds fællesskabsfølelse med de uhyggelige konsekvenser det kan få for en stigning i sindssyg kriminalitet, vold og drab. Men 30 års stereotyp indvandrerpolitik har gjort, at bordet fanger, således at ingen politikere ? bortset fra Dansk Folkeparti ? af frygt for vælgernes dom tør se skriften på væggen og erkende, at det multikulturelle samfund er døden for ethvert velfungerende samfund. 1* ?? fremmedfjendske danskere tænker med stenalderhjernen? Fornuften har på mange områder tøjlet de primitive instinkter. Hvorfor skulle det samme ikke kunne ske, når det handler om en irrationel fremmedfrygt?? (19. april 2011, Politikken. Zenia Stampe). 2* ?En omfattende undersøgelse fra Ålborg Universitet fra 2008 viste, at ud af 26 sammenlignelige lande ligger Danmark helt i toppen, hvad angår danskernes afvisning af multikulturalisme. Hele 77 procent foretrækker monokultur.? Kim Møller Uriasposten Wed, 16 May 2012 06:45:42 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/05/15/livet-i-haengekojen/ En regering, der ikke kan regere, må i sidste ende træde tilbage. Derfor er der al mulig logik i den justering af den kommunale udligning, som Margrethe Vestager ventes at indgå med Enhedslisten. Borgerlige udfald om forligsbrud og blokpolitik virker både søgt og hult. Ikke mindst De Konservative satsede på, at Margrethe Vestager ville blinke. Det gjorde hun ikke, og nu kan borgmester Hans Toft i Gentofte Kommune og hans lidelsesfæller godt begynde at finde nogle af skattekronerne frem fra pengeskabet. Der skal betales endnu mere til udkantsdanmark og syge. Gad vide, hvad Toft (nu) mener om borgerlige stemmer, der ikke arbejder? Nok er det blokpolitik – eller rettere, flertalspolitik. Men sammenlignet med en Irak-krig, en strukturreform eller en skattereform vedtaget med snævrest mulige flertal, så er lidt kommunal udligning ikke at regne for noget særligt. Men den vesteragerske manøvre skal også ses som et varsel på de kommende måneders nervekrig i Folketinget, når kontanthjælpsreform, førtidspensionsreform, trepartsforhandlinger, skattereform og finanslov skal landes. Nok vil hun helst se til højre og har fået både Thorning og Søvndal til at mene det samme. Men Margrethe Vestager har investeret så meget prestige i dette regeringsprojekt, at hun ikke uden videre vil tillade, at det magtpolitisk sander til. Derfor skal der kunne træffes beslutninger. Også på traditionelle borgerlige kerneområder. Om nødvendigt med Enhedslisten. Der er al mulig grund til en justering af den komplicerede kommunale udligning. Samtidig har de borgerlige bestemt et argument, når de ønsker, at ikke kun indtægter, men også faktiske leveomkostninger skal vægtes, når de kommunale penge skal omfordeles. Men Enhedslisten har andre hensyn. Bemærk, hvordan bl.a. psykisk syge og narkomaner nu ser ud til at blive en mærkbar størrelse i den kommunale udligning. Enhedslisten vil som en del af prisen for en aftale have dannet en superpulje på et tre-cifret millionbeløb, som skal deles ud til projekter i – primært, må man formode – storbyerne. Der er naturligvis flere stemmer at hente for partiet ved at pumpe penge fra Gentofte & co. til vælgerbasen i storbyerne end til ægte udkantsområder i Vestjylland, hvor der ikke er mange potentielle socialister. Det lugter af  godt politisk håndværk. På det område kan Dansk Folkeparti ikke lære Enhedslisten meget. Venstre har en tradition for at være utålmodig i opposition. Senest i midten af 1990erne, da partiet mente, at det kunne skyde genvej til Statsministeriet ved at lave visnepolitik. Det var dengang, De Konservative under Hans Engells ledelse havde en anden strategi, brød med Venstre og alene lavede en finanslov med Lykketoft. I dag kan kun Dansk Folkeparti alene blandt de borgerlige lave en lignende manøvre, og gør det næppe. Derfor Enhedslisten, som når det f.eks. handler om en skattereform ikke har lukket nogle døre – heller ikke vedrørende topskatten. Livet i hængekøjen har indtil nu været et mareridt for De Konservative og en gratis ferie for Venstre. Lars Løkke Rasmussen øver sig i rollen som statsmand ved at deltage i afslappede tv-programmer, vise sig på et folkeligt marked med sin hund, cykle ture og lade sig vælge til en international organisation med lidt grønt window-dressing. Men tror Venstre, at den strategi kan holde i tre år? Tror Venstre, at en regering med meningsmålinger i knæ vil lade sig bringe i mindretal? Tror Venstre, at Enhedslisten ikke  griber chancen? Og tror Venstre, at Margrethe Vestager vil tøve med at kigge til netop venstre, når de borgerlige truer med at rive hendes regeringsprojekt i stykker? Hvis svaret på samtlige disse spørgsmål er ‘Ja’, så skal partiet blive i hængekøjen. Men hvis bare et enkelt besvares med et ‘Nej’, så er det højt spil med øjeblikkelige borgerlige omkostninger. Spørg i Gentofte. Og måske finder Vestager også et par Venstre-højborge at tage ekstra kommunale penge fra, når hun nu er i gang, og Frank Aaen sidder ved samme bord. Bare for at få sin pointe igennem. Niels Krause-Kjær Politik og spin Tue, 15 May 2012 17:10:25 +0100 http://slotsholmen.wordpress.com/2012/05/15/slotsholmens-spion-har-faet-fat-i-venstres-talking-points-til-birthe-ronn/ -- Ingen beskrivelse -- slotsholmen slotsholmen Tue, 15 May 2012 14:19:37 +0100 http://vu.dk/2012/05/hvordan-gar-det-med-ligestillingen/ Dette er tredje og sidste artikel i en serie, som skal belyse den misforståede ligestillingsdebat og kvindekamp. Artikel er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning. Gode gamle Ludvig Ludvig Holberg har gjort mere gavn i den danske kvindekamp end de moderne og excentriske feminister. Skræmmende, men sandt. Holberg var foran sin tid, og det skal være min påstand, at de fleste feminister er en smule bagud. I 1739 skrev Ludvig Holberg en artikel om kvindernes fejlplacering i samfundet, hvori han plæderede for, at kvinderne var malplacerede uden for arbejdsmarkedet, da der ikke var noget logisk eller empirisk belæg for, at de ikke skulle være på arbejdsmarkedet. Efter endt argumentation skriver han i slutningen af sin artikel: ?Denne min kritik sigter ikke til at tilegne fruentimmeret nogen ny ret, men alene til at vise, at dets eksklusion* fra alle vigtige forretninger er vanskelig at bevise af fødslen, og at de argumenter, som gemenligen bruges, ikke holder stik.? Det skrevne er som sådan ikke kontroversielt, førend vi sætter det i en historisk kontekst. Danske kvinder fik politisk valgret i 1915, men 176 år før dette skrev Holberg ovenstående. Selvfølgelig var Ludvig Holberg ikke feminist. Han gjorde det ikke til en isme at være kvinde, men han gjorde det til en isme at være menneske, han- eller hunkøn sat til side. Han brugte med sin komik og sine litterære evner til at fremme kvindernes ligestilling i Danmark ved at påpege, at kvinder ikke kunne siges at være født dårligere end mænd. Kampen er god nok Danske feminister kunne således lære meget af Holberg. At lege feminist herhjemme er at gøre nar af de egentlige fortalere for kvinders rettigheder, og det er ikke mindst at gøre nar af de kvinder, der ikke nyder godt af den ligestilling for loven, som vi har i Danmark. Derfor er det mig også en gåde, hvorfor Kvindernes Internationale Kampdag fortsat kan få danske feminister til at fokusere på netop hjemmefronten. Det er jo trods alt en international kampdag, og der er mange kvinder verden over, der har mere brug for dagens opmærksomhed, end vi har brug for den herhjemme. Ideen om kvindernes internationale kampdag opstod i København i 1910 under Socialistisk Internationales Kvindekongres, men der er mange andre højdepunkter i nationalhistoriens arkiver om kvinders rettigheder i Danmark: I 1871 stiftede Frederik Bajer og Mathilde Bajer organisationen Dansk Kvindesamfund. Frederik Bajer var for resten modtager af Nobels fredspris, pacifist og på daværende tidspunkt folketingsmedlem for Det Forenede Venstre. Dansk Kvindesamfund har været meget proaktive inden for kvinders stemmeret, fri abort og oprettelsen af krisecentre. I dag er de desværre mest kendte for deres kamp for at forbyde købesex. I 1875 fik kvinderne adgang til danske universiteter. Kvinderne i Danmark fik som nævnt politisk ligestilling i 1915. I 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, da Nina Bang blev undervisningsminister. Hun var socialdemokrat og marxist ? og det hang jo fint sammen dengang. I 1957 fik danske kvinder forældremyndighed over egne børn og ligestilledes dermed med deres mænd som værger. I 1960?erne væltede de danske kvinder for alvor ind på arbejdsmarkedet og forårsagede et stort samfundsøkonomisk boom. I 1966 blev p-pillen frigivet, hvilket fortsat anses for at være en af de største kvindepolitiske sejre i nyere tid. Da Danmark blev medlem af EF (det daværende EU) blev vi forpligtet til at overholde ligelønsartiklen i Rom-traktaten, hvorfor Danmark fik en lov om ligeløn i 1976. I 1984 fik de danske mænd mulighed for at tage barselsorlov. I 1999 fik vi så meget fokus på ligestilling, at Danmark fik sin første minister for området ? Jytte Andersen fra Socialdemokraterne. Samme år, som vi fik vores ligestillingsminister, afkriminaliserede man prostitution i Danmark. I dag har kvinderne overgået antallet af hankøn på de danske gymnasier, hvor hunkøn udgør 60 % – og det er måske værd at bemærke, at dette resultat er opnået uden kvoter. Og så skal vi da lige have med, at man under den borgerlige regering i 2009 nedlagde Ligestillingsnævnet, hvorfor klager over kønsdiskrimination blev lagt under Ligebehandlingsnævnet, som også varetager klager over andre former for diskrimination, som f.eks. etnicitet, seksuel orientering m.m. Opfordringen herfra er enkel, men vigtig. Lad os stå sammen i den internationale kamp for kvinders rettigheder, lige muligheder og lighed for loven. Lad os krydse landegrænserne og droppe det forkælelses- og opmærksomhedstrip, der har fået kvindekvoter og resultatlighed til at ligne den gode idé, det aldrig har været. Husk at læse de øvrige artikler i serien – den første, Kvinde, kend din plads, og den anden, Brænd bh’en og dø alene. Læs også Ludvig Holbergs artikel Kvinders Rettigheder. Nanna Østergaard Venstres Ungdom Tue, 15 May 2012 13:48:43 +0100 http://vu.dk/2012/05/hvordan-gar-det-med-ligestillingen/ Dette er tredje og sidste artikel i en serie, som skal belyse den misforståede ligestillingsdebat og kvindekamp. Artikel er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning. Gode gamle Ludvig Ludvig Holberg har gjort mere gavn i den danske kvindekamp end de moderne og excentriske feminister. Skræmmende, men sandt. Holberg var foran sin tid, og det skal være min påstand, at de fleste feminister er en smule bagud. I 1739 skrev Ludvig Holberg en artikel om kvindernes fejlplacering i samfundet, hvori han plæderede for, at kvinderne var malplacerede uden for arbejdsmarkedet, da der ikke var noget logisk eller empirisk belæg for, at de ikke skulle være på arbejdsmarkedet. Efter endt argumentation skriver han i slutningen af sin artikel: ?Denne min kritik sigter ikke til at tilegne fruentimmeret nogen ny ret, men alene til at vise, at dets eksklusion* fra alle vigtige forretninger er vanskelig at bevise af fødslen, og at de argumenter, som gemenligen bruges, ikke holder stik.? Det skrevne er som sådan ikke kontroversielt, førend vi sætter det i en historisk kontekst. Danske kvinder fik politisk valgret i 1915, men 176 år før dette skrev Holberg ovenstående. Selvfølgelig var Ludvig Holberg ikke feminist. Han gjorde det ikke til en isme at være kvinde, men han gjorde det til en isme at være menneske, han- eller hunkøn sat til side. Han brugte med sin komik og sine litterære evner til at fremme kvindernes ligestilling i Danmark ved at påpege, at kvinder ikke kunne siges at være født dårligere end mænd. Kampen er god nok Danske feminister kunne således lære meget af Holberg. At lege feminist herhjemme er at gøre nar af de egentlige fortalere for kvinders rettigheder, og det er ikke mindst at gøre nar af de kvinder, der ikke nyder godt af den ligestilling for loven, som vi har i Danmark. Derfor er det mig også en gåde, hvorfor Kvindernes Internationale Kampdag fortsat kan få danske feminister til at fokusere på netop hjemmefronten. Det er jo trods alt en international kampdag, og der er mange kvinder verden over, der har mere brug for dagens opmærksomhed, end vi har brug for den herhjemme. Ideen om kvindernes internationale kampdag opstod i København i 1910 under Socialistisk Internationales Kvindekongres, men der er mange andre højdepunkter i nationalhistoriens arkiver om kvinders rettigheder i Danmark: I 1871 stiftede Frederik Bajer og Mathilde Bajer organisationen Dansk Kvindesamfund. Frederik Bajer var for resten modtager af Nobels fredspris, pacifist og på daværende tidspunkt folketingsmedlem for Det Forenede Venstre. Dansk Kvindesamfund har været meget proaktive inden for kvinders stemmeret, fri abort og oprettelsen af krisecentre. I dag er de desværre mest kendte for deres kamp for at forbyde købesex. I 1875 fik kvinderne adgang til danske universiteter. Kvinderne i Danmark fik som nævnt politisk ligestilling i 1915. I 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister, da Nina Bang blev undervisningsminister. Hun var socialdemokrat og marxist ? og det hang jo fint sammen dengang. I 1957 fik danske kvinder forældremyndighed over egne børn og ligestilledes dermed med deres mænd som værger. I 1960?erne væltede de danske kvinder for alvor ind på arbejdsmarkedet og forårsagede et stort samfundsøkonomisk boom. I 1966 blev p-pillen frigivet, hvilket fortsat anses for at være en af de største kvindepolitiske sejre i nyere tid. Da Danmark blev medlem af EF (det daværende EU) blev vi forpligtet til at overholde ligelønsartiklen i Rom-traktaten, hvorfor Danmark fik en lov om ligeløn i 1976. I 1984 fik de danske mænd mulighed for at tage barselsorlov. I 1999 fik vi så meget fokus på ligestilling, at Danmark fik sin første minister for området ? Jytte Andersen fra Socialdemokraterne. Samme år, som vi fik vores ligestillingsminister, afkriminaliserede man prostitution i Danmark. I dag har kvinderne overgået antallet af hankøn på de danske gymnasier, hvor hunkøn udgør 60 % – og det er måske værd at bemærke, at dette resultat er opnået uden kvoter. Og så skal vi da lige have med, at man under den borgerlige regering i 2009 nedlagde Ligestillingsnævnet, hvorfor klager over kønsdiskrimination blev lagt under Ligebehandlingsnævnet, som også varetager klager over andre former for diskrimination, som f.eks. etnicitet, seksuel orientering m.m. Opfordringen herfra er enkel, men vigtig. Lad os stå sammen i den internationale kamp for kvinders rettigheder, lige muligheder og lighed for loven. Lad os krydse landegrænserne og droppe det forkælelses- og opmærksomhedstrip, der har fået kvindekvoter og resultatlighed til at ligne den gode idé, det aldrig har været. Husk at læse de øvrige artikler i serien – den første, Kvinde, kend din plads, og den anden, Brænd bh’en og dø alene. Læs også Ludvig Holbergs artikel Kvinders Rettigheder. Nanna Østergaard Venstres Ungdom Tue, 15 May 2012 13:48:43 +0100 http://raeson.dk/2012/samuelsen-jeg-k%c3%a6mper-for-alle-dem-der-ikke-er-deres-l%c3%b8n-v%c3%a6rd/ ?Jeg går af, hvis det lykkes at halvere selskabsskatten, hæve pensionsalderen til 68 år og komme ned på 40 procent skat på arbejde. Så har jeg gjort mere for det danske velfærdssamfund, end samtlige af mine politiske kollegaer har gjort de seneste 30 år,? siger Anders Samuelsen (LA) til RÆSON. INTERVIEW af Lasse Marker, medlem [...] Lignende artikler:USA: Fagforeninger kæmper for deres liv Udenomssnak: Sådan gør Anders Samuelsen ANDERS SAMUELSEN TIL RÆSON: Glem reformangsten – danskerne er parate Villads Andersen RÆSON Mon, 14 May 2012 10:59:05 +0100 http://raeson.dk/2012/as140512/ ?Jeg går af, hvis det lykkes at halvere selskabsskatten, hæve pensionsalderen til 68 år og komme ned på 40 procent skat på arbejde. Så har jeg gjort mere for det danske velfærdssamfund, end samtlige af mine politiske kollegaer har gjort de seneste 30 år,? siger Anders Samuelsen (LA) til RÆSON. INTERVIEW af Lasse Marker, medlem [...] Lignende artikler:Udenomssnak: Sådan gør Anders Samuelsen ANDERS SAMUELSEN TIL RÆSON: Glem reformangsten – danskerne er parate Villads Andersen RÆSON Mon, 14 May 2012 10:59:05 +0100 http://denkorteavis.dk/2012/dine-helligdage-kan-ryge-som-led-i-taktisk-spil/ Regeringen og fagbevægelsen ser ud til at være enige om, hvordan arbejdstiden skal øges. Venstre vil gå en anden vej. Bag denne uenighed ligger en indædt kamp om vælgerne. Læs mere ... Karen Jespersen og Ralf Pittelkow Den Korte Avis Mon, 14 May 2012 07:25:43 +0100 http://denkorteavis.dk/2012/dine-helligdage-kan-ryge-som-led-i-taktisk-spil/ Regeringen og fagbevægelsen ser ud til at være enige om, hvordan arbejdstiden skal øges. Venstre vil gå en anden vej. Bag denne uenighed ligger en indædt kamp om vælgerne. Læs mere ... Karen Jespersen og Ralf Pittelkow Den Korte Avis Mon, 14 May 2012 07:25:43 +0100 http://blogs.jp.dk/frontalt/2012/05/13/den-f%c3%b8rste-gang/ “Du, din familie og dine efterkommere udgør alle en flok kræftknuder, som føder samfundssvin hver anden dag, der tærer og nasser på det danske samfund. Etniske danskere hører ikke til den rigtige hvide race ? opdater din historie, lyserøde galning.” I går fik jeg min første dødstrussel pr. A-brev, og jeg må indrømme, jeg blev lidt skuffet. Ikke alene fordi truslen ret beset var møntet på alle etniske danskere og således var temmelig upersonlig; men også på grund af afsenderens anonymitet ? bortset fra de mystiske initialer NNZS. Jeg mener: Hvis nogen ønsker at skræmme én til tavshed, vil man normalt gerne vide hvem, ikke mindst når man er så heldig at få truslen på tryk, så det står én frit at sende den videre til politiet eller sætte den i glas og ramme. Nå, dér sad jeg så og stirrede på brevet (afsendt fra Københavns Postcenter, om end underfrankeret og berigtiget overfor afsender, port complété, som det med et levn fra de gode gamle dage endnu hedder på postdansk) og med mit navn påtrykt pænt og nydeligt på kuverten ? endda med det korrekte k i stedet for ch i fornavnet. Jeg plejer at værdsætte, når nogen staver mit navn rigtigt, og der gik da også kun få øjeblikke, før det var som om, jeg kunne mærke et par lyserøde vinger vokse frem lige under skulderbladene akkompagneret af en spontan og varm følelse fra mit hjertes uendelig dyb af, at jeg måtte have gjort et eller andet rigtigt i mit skrivende liv ? ellers var der jo ikke nogen, der ville true mig til tavshed. Et minut senere var den umiddelbare skuffelse transformeret til pinlig stolthed og en sitrende fornemmelse af, at jeg da også havde fortjent en pris. Fraset mit eget ego vil jeg sige: Man må tage de priser og trusler, man kan få her i livet, med særligt henblik på, at de fleste af os med overvejende sandsynlighed kun lever én eneste gang. Også selv om den trussel, der tildeles én, lyder sådan her: “Du er nr. 2 på vores dødsliste, Michael Jalving (fornavn forkert stavet!), og dine efterkommere får dine parterede dele at se, føle og lugte.” Det sidste lugter af film, men det første af sekundær betydning. Jeg var naturligvis den første til at forstå, at jeg stod i andet geled. Det skal jeg måske være glad for, det er svært at sige. Hvorom alting er, fortsatte brevet derudad ? og det var her, jeg begyndte at savne lidt stringens fra afsenderen: “I vores jagt på at aflive alle folkefærd, som skjuler deres racemæssige baggrund, har vi angivet den danske etnicitet øverst på listen. Opskriften på en etnisk dansker; lyserød hudfarve, lav IQ og doven, samt en lang, plettet straffeattest for massevoldtægt, spirituskørsel og bigami. Etniske danskere er en flok ikke-hvide voldtægtsforbrydere med små pikke, store ølvomme og INGEN hjerne. Du skal udslettes, ligesom dine fortabte psykisk syge efterkommere. Voldtægt er en ret, som alle har, undtagen den danske etnicitet.? Det her, det er bare ikke godt nok. Afsenderen rabler. Fokus forsvinder. Først er det alle danskere, eller den del, der med nogen ret kan siges at skjule deres etniske oprindelse, som skal dræbes; kort efter er det kun mig og mine efterkommere. Der er forskel, ikke mindst mht. tidsplan, benchmarks, finansiering og fondsmidler. Desuden har jeg aldrig lagt skjul på at tilhøre den lyserøde race. Knap nok nogen hvid er helt hvid ? måske ikke engang albinoer ? og i dette sekund jeg får en frygtelig mistanke: Er det vrede albinoer, der vil mig til livs?? “Grisehudfarvede Michael Jalving (forkert stavning igen!) ? kald dig ?hvid? race for at få det bedre med dig selv. Kloge og intelligente folk med en høj IQ over gennemsnittet ved bedre (?) Hvorfor har du så lyserød husfarve, grisedansker, Michael Jalving (igen!!).” Vist så: Jeg er pink udenpå og rød indeni, præcis ligesom den, der bærer førertrøjen i cykelløbet Giro d?Italia. Og ja, jeg elsker at cykle, men ikke så meget, og dertil skal det siges, at jeg stemmer til højre, men sparker med venstre, ligesom min straffeattest i skrivende stund er lige så blank som Helle Thornings Schmidts politiske selv. Den eller dem, der ønsker at skræmme mig, har simpelthen ikke lavet deres research godt nok, og det er det mindste, man kan kræve af sine banemænd, at de i det mindste tager opgaven alvorligt. Hvem er den rablende afsender? Min eneste tese desangående er, at vedkommende umuligt kan være identisk med det navn, der står anført som afsender bag på kuverten, nemlig navnet på en person, jeg oven i købet har truffet for få år siden i et radiostudie, og som i dag vistnok arbejder et sted ude i det pulveriserende private, men førhen var ansat i Venstres politisk-økonomiske sekretariat. Dengang kritiserede han som erklæret ateist, at jeg som næstkommanderende på debatredaktionen af det, der engang hed Berlingske Tidende, lod alt for mange kvindelige præster komme til orde i debatten, hvilket jeg forsvarede med, at disse kvindelige, protestantiske og tidehvervske præster faktisk mente noget med deres kristendom og som regel var værd at lytte til. Vi skiltes dog ganske fredeligt bagefter, og jeg så i hans venlige øjne med tilknytning til Danmarks nominelt liberale parti absolut ingen potentiel attentatmand. Vel har jeg angrebet Venstre for at være venstreorienteret ved flere lejligheder, men det kvalificerer næppe til en dødstrussel, og desuden plejer venstrefolk at være til at snakke med over en fadøl. Jeg gætter derfor på, at det anførte navn blot er en del af stuntet ? måske har den virkelige afsender ligeledes brugt mit navn bag på et lignende brev til en helt tredje ? og i så fald vil jeg bare sige: DET VAR IKKE MIG. Mikael Jalving Frontalt Sun, 13 May 2012 23:21:50 +0100 http://www.information.dk/300696 Da Venstre den 19. januar forlod de daværende forhandlinger om et nyt energiforlig tog det 16 minutter. Efter at klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) havde budt velkommen til det forventede sidste møde, tog Venstres finansordfører, Peter Christensen, ordet: »Hvis udgangspunktet er det her omkostningsniveau, så har vi ikke mere at snakke om.« Hvorefter Peter Christensen ? fulgt af sit partis energiordfører og de konservative ? rejste sig for at forlade forhandlingslokalet. Halvejs ude af døren vendte Peter Christensen sig dog om. Gik tilbage. Og rakte ? med et glimt i øjet ? Martin Lidegaard hånden med ordene: »Vi må hellere gøre det ordentligt.« Kim Kristensen Nyheder fra information.dk | information.dk Fri, 11 May 2012 21:46:46 +0100 http://www.information.dk/300696 Da Venstre den 19. januar forlod de daværende forhandlinger om et nyt energiforlig tog det 16 minutter. Efter at klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) havde budt velkommen til det forventede sidste møde, tog Venstres finansordfører, Peter Christensen, ordet: »Hvis udgangspunktet er det her omkostningsniveau, så har vi ikke mere at snakke om.« Hvorefter Peter Christensen ? fulgt af sit partis energiordfører og de konservative ? rejste sig for at forlade forhandlingslokalet. Halvejs ude af døren vendte Peter Christensen sig dog om. Gik tilbage. Og rakte ? med et glimt i øjet ? Martin Lidegaard hånden med ordene: »Vi må hellere gøre det ordentligt.« Kim Kristensen Nyheder fra information.dk | information.dk Fri, 11 May 2012 21:46:46 +0100