De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et radikale http://www.overskrift.dk Thu, 24 May 2012 03:01:08 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://hodja.wordpress.com/2012/05/23/stampist-klaedt-af-for-aben-skaerm/ Hodja Hodjanernes Blog Wed, 23 May 2012 22:37:20 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/37239 Historiker Morten Uhrskov Jensen, forfatter til Et delt folk (2008), udgiver i morgen sin anden bog, med den selvforklarende titel ‘Indvandringens pris’. I den anledning var han gæst i gårsdagens sene Deadline, hvor han var sat op imod Liv Holm Andersen, integrationsordfører for De Radikale. Uhrskov tog udgangspunkt i konkrete tal, og for en kvinde der var vant til at aflire plusord om ‘potentiale’ & ‘udfordringer’, var det en håbløs opgave. “Det er en ganske tidstypisk selvovervurdering der får en 24-årig Radikal statskundskabsstuderende til at gå lige ind i ringen til ham. Det gik da heller ikke bedre end striptease i sommervarmen. … Hun mærkede næppe hvad der var sket, men det gjorde vi andre: Uhrskov fik udstillet den såkaldte elites hule bedrevidenhed og ubegrundede selvtillid helt ind til trusserne.” (Snaphanen, Morten Uhrskov og Den Radikale Dødsforagt) Delvis transskription. Liv Holm Andersen, DRV: … der er såmen også nogle etniske danskere som ikke klarer det særligt godt… [...] Morten Uhrskov Jensen, historiker: … de er en massiv belastning fordi de er så meget ringere uddannet. Liv Holm Andersen: Jov, men der er jo også nogle tal som viser andre ting. Morten Uhrskov Jensen: Hva! Hvad er er det for nogle tal? Liv Holm Andersen: Der er for eksempel en fantastisk historie i Politiken, var det igår eller i forgårs, som viser for eksempel, at indvandring øger eksporten. Morten Uhrskov Jensen: Det var skægt, det speciale har jeg nået at læse… Ved du hvad det også viser – det står på side 52 eller 53. Det viser at importen øges med 150 procent mere – det har forfatterne selv hæderligt skrevet. Journalisten på Politiken har derimod fordrejet historien så det virker, som om det giver større eksport, det gør det, men det giver langt større import. Med andre ord – et større handelsbalanceunderskud for Danmark, som følge af indvandringen. Jeg har læst specialet. Liv Holm Andersen: Det viser jo også, at vi ikke er kommet til potentialet endnu fordi vi har haft en fuldstændigt forkert debat… [...] Morten Uhrskov Jensen: Det er da indlysende, at Danmark er nødt til, at have ret til ikke på forhånd at give retskrav til folk der befinder sig udenfor landets grænser. Liv Holm Andersen: Det vil jeg bare sig, det er jeg fundamentalt uenig i. Morten Uhrskov Jensen: Ja, ja… (trækker på skulderen) Men så må du da fortælle danskerne, at vi bliver fattigere. Det må da være den logiske konsekvens, Liv. Liv Holm Andersen: Så kan man selvfølgelig diskutere hvad rigdom er… [...] Morten Uhrskov Jensen: Liv, hvad er det for noget vrøvl. Der er intet europæisk land der er under PISA og OECD, der er NUL europæiske lande hvor efterkommere har en ligeså god vækstkurve som de oprindelige indbyggere. Alle europæiske lande har problemer med det her. Ingen af dem har knækket koden – noget tyder på at koden ikke kan knækkes. Liv Holm Andersen: Aj, man kan godt blive et rentabelt menneske, selvom man ikke har en PISA-kurve som en dansker, der er jo faktisk også danskere som ikke har en speciel god vækstkurve… Nej, nu må du have mig undskyldt. Kim Møller Uriasposten Wed, 23 May 2012 17:22:09 +0100 http://peterkurrild.blogs.berlingske.dk/2012/05/23/1984-i-2012/ En af pointerne i dystopier som George Orwells “1984″ og Kafkas “Processen” var, at alle borgerne som udgangspunkt kunne være skyldige og ovenikøbet skulle bevise deres uskyld, snarere end at det var myndighedernes opgave at påvise borgernes skyld.  Som sådan vendte forfatterne bevidst hele den tradition om retssikkerhed og magtdeling, der har kendetegnet Vesten siden 1700-tallet, på hovedet. Noget lignende sker i disse dage herhjemme–og tilmed med støtte fra Det Radikale Venstre, der ellers gerne præsenterer sig selv som et (social-)liberalt parti, der står vagt om retssikkerheden.  Således har skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) taget initiativ til, at man som borger skal kunne idømmes en bøde, hvis f.eks. den håndværker, man har benyttet, snyder i skat–selv hvis man har handlet i god tro og har en kvittering.  Det er, med andre ord, den ikke-kriminelle, der skal straffes for de gerninger, som den kriminelle har begået uden den ikke-kriminelles viden.  Som der står i skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg vedr. forslaget om ændring af ligningsloven: “Ja – hvis fakturaen er over 10.000 kr. og leverandøren ikke har taget fakturaen med i sit regnskab, risikerer borgeren at hæfte for leverandørens manglende angivelse af skat og moms.” Her indfører man i virkeligheden en type “retfærdighed”, der kendes bedst fra skønlitteraturen og fra autoritære og totalitære regimer i den virkelige verden.  Et menneske uden viden, motiv eller lejlighed bliver holdt ansvarlig.  En uskyldig bliver gjort skyldig. I politiske debatter advarer man ofte mod en “glidebane”: At gennemførelsen af  politik X på område A logisk også vil medføre, at man på et senere tidspunkt vil skulle forholde sig til politik X på områderne B, C, o.s.v.  At et lille skridt ét sted vil kunne føre til store spring andre steder–også selvom disse er nogle, man ikke drøfter i første omgang.   At man gradvist glider ned af banen, til et sted man ikke havde ønsket at ende. Glidebane-argumenter kan ofte misbruges, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er relevante, og hvis de nogensinde har været relevante, må det være her.  Man behøver ihvertfald ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor vidtgående indgreb i borgernes liv, frihed og retssikkerhed, at dette princip om, at man skal kunne straffe uskyldige for andres gerninger, vil kunne medføre. Hvor er det Danske Center for Menneskerettigheder, når man har brug for det? (Svar: Travlt optaget af at præmiere “magfoldighed”, lave konference om “ligeløn” og rose politisk indblanding i virksomheders regnskaber.) Peter Kurrild-Klitgaard Magt og Marked Wed, 23 May 2012 12:12:04 +0100 http://www.radikale.net/soeren-stig-andersen/indlaeg/2012/05/22/danmark-forbruger-det-halve-af-kloden Hvor blev den debat af? For kun en uge siden var det overskrifterne. Hvem taler om det nu? Det viser sig, at vi danskere bør have meget dårlig samvittighed overfor vores medborgere på hele kloden, fordi vi sviner og rager til os helt ude af proportion med vores lands størrelse. Men nyhedsstrømmen og kravet om nye nyheder -  breaking news - eller brækker mig over news - kværner videre, og hvad der truede jordens overlevelse igår, er glemt idag. Er vi på stoffer, eller hvordan kan vi leve med dette?   Indlæg af Søren Stig Andersen - radikale.net Tue, 22 May 2012 22:41:26 +0100 http://www.lindakristiansen.dk/sidste-aften-som-folketingskandidat Men ikke sidste aften som politisk aktiv Nogen har opdaget, at jeg har startet egen virksomhed eller faktisk egne virksomheder – og det er super fedt. Men det har også betydet en benhård prioritering. Jeg ved, at jeg ikke kan leve uden politik, men jeg har været nødt til at finde ud af hvordan jeg kunne kombinere politik med det at være selvstændig. Jeg har altid ment, at en valgkamp ikke kun er tre uger op til et valg, men at man som kandidat også skulle være aktiv mellem valgene – og da jeg godt var klar over, at jeg ikke ville kunne leve op til mine egne forventninger, samtidig med at jeg startede virksomhederne op, bad jeg mine kredse finde nye kandidater. Og i aften er så min sidste aften som folketingskandidat… Men som jeg startede med, så betyder det ikke at jeg stopper med politik. Skulle der blive brug for mig som suppleant på Christiansborg, så takker jeg selvfølgelig ja Og jeg håber også meget at fortsætte i Hovedbestyrelsen + at jeg stiller op til regionsrådsvalget – så der er stadig masser af politik i mit liv. Og jeg vil også begynde at skrive lidt oftere herinde igen. Politisk set er det regionsrådsvalget der fylder mest. Jeg tror vi får et super team og jeg har udviklet et lille “puslespil” hvor man skal flytte opgaver mellem kommune, region og stat. Lige nu er spillet i papir-udgave, men jeg håber at få det lavet digitalt. Er I en forening, der gerne vil debattere offentlig opgave-fordeling, så vil jeg meget gerne komme ud og flytte brikker med jer – bare ring eller skriv. Mine virksomheder er begge kommet rigtig godt fra start – det har været og er stadig døgnarbejde. Og jeg elsker det simpelthen. I kan læse mere om dem på henholdsvis www.visue.dk og www.sekretariatet.org. Linda Kristiansen Linda Kristiansen Mon, 21 May 2012 21:31:32 +0100 http://blogs.bt.dk/hennychristensen/2012/05/21/selv-en-dronning-kan-fa-problemer/ Kommentar: Margrethe Vestager har ikke kunnet sætte en fod forkert siden valget. Nu lurer en sværere hverdag. Meget er gået godt for Margrethe Vestager. Rigtig meget. Hun har hevet Det Radikale Venstre op fra dyndet, hun fik det regeringsskifte, hun ønskede, og hun har sat reformer på den politiske dagsorden. I modsætning til sine allierede i regeringstoppen, Thorning og Søvndal, har den radikale økonomi- og indenrigsminister nærmest ikke kunnet sætte en fod forkert siden valget. Når regeringen får hug, formår den radikale leder som regel at gå fri. Når de radikale ministre roder sig ud i problemer, bliver sagerne ikke til stinkere på Vestagers bord. Og når danskerne bliver spurgt, hvem der har gjort det bedst i regeringen og fremstår mest troværdig, handlekraftig og visionær, er de ikke i tvivl om, at ?dronning Margrethe? skal placeres i toppen. Margrethe Vestager har ikke, som Thorning og Søvndal, været nødt til at bruge energi på at vikle sig ud af beskyldninger om løftebrud, for hun undlod behændigt at skabe forventninger om den store herlighedsbuffet i valgkampen. Tværtimod talte hun lige ud om behovet for reformer, før vælgerne skulle sætte krydset. Den radikale leder talte dog også om noget andet: Valget skulle være ?det endelige opgør med blokpolitikken?. Fremover skulle forligene findes i det brede samarbejde, for når alt kom til alt, ville hverken rød blok eller blå blok kunne diske op med brugbare løsninger, lød det. Budskabet blev understreget, da Vestager midt i valgkampen trykkede hånd med den konservative leder, Lars Barfoed. Og hvad så nu? Ja, Margrethe Vestager må sande, at selv en dronning kan møde vanskeligheder på sin vej. At de parlamentariske realiteter kan slå hårdt. Efter lange forhandlinger om udligningsreformen, der fastlægger fordelingen af penge mellem fattige og rige kommuner, måtte Vestager opgive sin plan om en bred aftale og indgå forlig med Enhedslisten. Ikke ligefrem udtryk for det bebudede ?endelige opgør med blokpolitikken.? De Konservative råder i dag over så få mandater, at det ikke rækker til et flertal med SRSF, og Venstres lyst til at bistå regeringen var ikke at spore. Altså måtte Vestager gå til Enhedslisten. At Liberal Alliances Joachim B. Olsen skriver på sin Facebook-profil, at han håber, at Vestager får caffe latten galt i halsen, tager den radikale leder givet med sindsro. Men at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om den regelrette Margrethe Vestager, med indgåelsen af den smalle aftale, har begået forligsbrud, må svie mere. Forligs-traditionen byder, at når magten skifter hænder, tilslutter hele den nye regering sig automatisk alle de forlig, som et eller flere af regeringspartierne er en del af. Ifølge oppositionen er regeringen bundet af et forlig, indgået mellem V, K, DF og R. Vestager afviser, at sagen er så klar og henviser til, at der igennem 15 år i skiftende kredse er indgået aftaler, uden at nogen har ulejliget sig med at opsige forliget. Forliget om den kommunale udligning er ikke den største politiske aftale, men forløbet fortæller alligevel noget om de udfordringer, som venter regeringen, når de rigtig store reformer skal forhandles. Margrethe Vestager vil helst kaste blikket ind over midten og håber, at hun med aftalen om den kommunale udligning fik mindet Venstre om, at regeringen om nødvendigt godt kan finde ud af at gå andre steder hen. Status er, at vi endnu har ?det endelige opgør med blokpolitikken? til gode. Henny Christensen Henny Christensen Mon, 21 May 2012 10:40:09 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/05/20/gustne-politikere/ Ofte tillægges politikere gustne og taktiske motiver, men ikke så sjældent siger de rent faktisk, hvad de mener, i et ærligt ønske om at tjene almenvellet. Lad os da derfor begynde med idealisterne, inden mørket sænker sig over alle aktører: Da statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med sin K-partner Lene Espersen i 2010 skrev regeringsgrundlag, stod der, at regeringen ville ændre styreformen i de fire store byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, så det blev almindeligt flertalsstyre som i landets øvrige kommuner. De fire storbyer styres i uskønne variationer af magistratstyre, hvor rådmænd og borgmesterposter til oppositionen giver overadministration og uklart politisk ansvar. Udspillet var ligeså rigtigt, som det var overraskende. I alle fire byer sad og sidder Socialdemokratiet og venstrefløjen solidt på magten. En ændring af styreformen ville derfor kun koste borgerlige borgmester- og rådmandsposter. Ingen havde presset Løkke til at ændre styreformen. Han var tilsyneladende båret af et ønske om at gøre det rigtige. Men hårdt presset af det kommunale bagland i de fire byer droppede Venstre og De Konservative senere enhver tanke om en ændring for blot at se den nye Thorning-regering skrive det samme i sit regeringsgrundlag. Siden er det gået mere end langsomt, og nu har SF så meddelt, at der højest bliver en halv pølse af skindet: Man er nok med på at gå over til flertalsstyre (ud med borgerlige rådmænd og borgerlige borgmestre), men partiet vil fastholde selvstændige administrationer for de enkelte borgmestre (ud med en større trecifret millionbesparelse). Men står det til Venstre og Konservative bliver det hele slet ikke til noget. Nu er de to partier lodret imod det, de tidligere ønskede. Og dermed er det helt slut med idealismen. Flertalsstyre og central administration i de fire storbykommuner - som det er tilfældet i de andre 94 kommuner - ville gøre det tydeligt, hvem der har magten, og hvem der er oppostion. Og det ville spare rigtig, rigtig mange djøf-kroner. Med sekretariatsmidler til en rigtig opposition, er det den saglige løsning. Det ved alle, som vil vide det. Hvorfor så ikke? Lad os tage de gustne politiske hensyn, aktør for aktør: Socialdemokratiet er tilhænger af den store reform: Det tror da pokker. Partiet har borgmesterposterne i alle fire storbyer, og vil formentlig fortsat have det. En reform vil give dem større magt i enhver henseende. Frank Jensen, Anker Boye, Jacob Bundsgaard og Henning G. Jensen vil med et enkelt slag blive rigtige bykonger. Ikke mindst Frank Jensen kunne (brændende)godt tænke sig en reform. SF har netop meddelt, at det kun går ind for flertalsstyre og ikke fællesadministration: Det tror da pokker. Partiet konstituerer sig med Socialdemokraterne, får ekstra borgmester- og rådmandsposter på bekostning af de borgerlige og beholder egen millionadministration i deres private hertugdømmer. Ingen idealisme her. Kun holdninger specialdesignet til egen fordel. De Radikale er tilhænger af den store reform: Det tror da pokker. Partiet har ingen nævneværdig basis i de fire storbyer. Også på dette område er det stort set en gratis omgang for Margrethe Vestager at mene det rigtige. Venstre og De Konservative er nu imod det hele: Det tror da pokker. Tidligere drømmerier om at indtage København (Søren Pind), Odense (afdøde Jan Boye) og Aarhus (Louise Gade) var enten fantasterier eller undtagelser, som ikke kommer igen. De fire byer er Socialdemokratiske højborge, bata! Eneste mulighed for lidt magt og gode ben er det nuværende mudder. Og så er vi tilbage ved mistænkeliggørelsen af politikere som nogle, der kun tænker på egen magt, blottet for idealisme og fornemmelse for de rigtige løsninger. Ofte er det en urimelig beskyldning. Tit er politikere båret af et ægte ønske om at gøre samfundet bedre. Men lige her blæser alle aktørerne på det rigtige, medmindre det lige præcis gavner dem selv. Derfor får et misfoster af et styresystem i de fire storbyer lov til at humpe videre. Den politiske magt bliver fortsat svær at identificere, og en dobbelt-, tredobbelt og firedobbelt administration får lov at cykle videre til en merpris på – forsigtigt skønnet – mindst en kvart milliard om året. Tjahh. Niels Krause-Kjær Politik og spin Sun, 20 May 2012 16:33:46 +0100 http://hodja.wordpress.com/2012/05/20/massepul/ Skjoldungen Hodjanernes Blog Sun, 20 May 2012 09:50:47 +0100 http://blogs.bt.dk/lottehansen/2012/05/18/politik-er-ikke-noget-man-leger/ Kommentar: Johanne og Margrethe straffer deres egne vælgere i de store byer Nogle gange kunne man måske tro, ud fra mediernes dækning og vores andres klummerier, at politik er noget med spil og spin, og hvem spænder ben for hvem? Det er politik også. Men politik er mest af alt den ledelsesform, vi har valgt i Danmark, der også går under navnet demokrati. Hver dag bliver der taget væsentlige beslutninger for butikken Danmark. Indimellem kommer det bag på folk, som har deres gang på Christiansborg, at det, de vedtager derinde, faktisk er nogle ret dramatiske ledelsesbeslutninger, som får konsekvenser for, hvem der får regninger, og hvem der får gaver, og for, hvem der må lukke, og hvem der består. En af de beslutninger, der fra den ene dag til den anden kommer til at betyde noget for din og min pengepung, blev taget i forgårs af Margrethe og Johanne i forening. De møblerede rundt på de skattekroner, der fordeles fra de rige til de fattige kommuner i landet. Udligningsreformen eller Robin Hood-aftalen, som den også kaldes, blev indgået mellem regeringen og Enhedslisten. Den betyder helt håndholdt, at skatteprocenten ændres næsten alle steder i landet til nytår. I mange små yderkommuner til det bedre og i whiskybæltet og de større byer (bl.a. Odense, Aarhus og København) til det værre. VKO og LA ville ikke være med, de syntes ikke om oplægget eller om, at reformen ikke tog udgangspunkt i folks reelle rådighedsbeløb, når de faste udgifter er betalt. Problemet for de blå var jo så, at de ikke fik mulighed for at påvirke resultatet i deres retning. Det kan jo godt være, at de borgerlige partier kan se en fornuftig spil- og spinstrategi i ikke at lægge stemmer til aftalen. Desværre for deres vælgeres hverdag blev den så bare endnu mere en rød Robin Hood, end hvis de havde taget forligshatten på. Johanne og Margrethe var glade: Spørgsmålet er så, om det er deres egne vælgere, de har belønnet. Den største regning på en kvart milliard årligt blev sendt til København. Her sidder Enhedslisten og De Radikale på hver tredje vælger. Tak for støtten ? til caffe latte-vælgeren og de politisk korrekte på stenbroen. Regningen for at være en rød Robin Hood kommer snart i din postkasse. Der er dog en stor check til udsatte i de større byer, men den kommer ikke til at ændre på skatteprocenten. Dem, der kan grine hele vejen til banken, er blandt andre lollikkerne. Her var det til gengæld under 10 pct. af borgerne, der stemte på Enhedslisten og De Radikale. Så man må da virkelig give de to kvinder, at de har delt rollen som Lady Marian. Uden selviske bagtanker. I Gentofte er Hans Toft sur, men faktisk fik de Radikale også her i den ellers konservative højborg lidt flere stemmer end De Konservative. Det kan godt være, det ændres ved næste valg. Frank i København er lidt mere afmålt sur og taler om, at han ellers havde udvist rettidig omhu med omkostningerne, men han er jo også lige blevet næstformand hos Socialdemokraterne. For et par måneder siden krævede han en ny styreform i København, der vil gøre ham enevældig, så længe han er overborgmester – som betaling for en Robin Hood-aftale, der tager penge fra københavnerne. Hvis han er blevet lovet det i korridoren, kan vi se frem til en gang ballade på rådhuset, når det kommer frem. Lotte Hansen Lotte Hansen Fri, 18 May 2012 08:52:32 +0100 http://raeson.dk/2012/eksperter-2020-planen-er-rent-g%c3%a6v%c3%a6rk/ Regeringens 2020-plan kan højest ses som et billede på, hvordan dansk økonomi gerne skulle se ud om otte år. Ingen tror dog på, at det kommer til at gå, som planen foreskriver. Eksperter og kommentatorer er enige om, at den langsigtede strategi er for langsigtet. Men de er ikke enige, om udsigterne er rene luftfrikadeller [...] Lignende artikler:2020-planen: De økonomiske planer har hidtil vist sig ubrugelige EU’s nye 2020-strategi: EU bør stå sammen om vækst og velfærd i Europa Ældrebyrden: Er optimisme og 2020-planer nok til at redde os? Villads Andersen RÆSON Fri, 18 May 2012 08:16:43 +0100 http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2012/05/17/thornings-frie-fald/ Jeg var én af dem, der 1. maj stod midt for scenen i Fælledparken og hørte statsminister Helle Thorning-Schmidt sige: ?Mådehold er en vej til sammenhold?. Det forekom tvivlsomt, om nogen af os forstod sætningen. Jeg stod sammen med Henrik Olsen. En midaldrende tagdækker iført øl og fremvisende en bar, gennemtatoveret overkrop. Han var venstremand. Sådan er det, når man tjener over 400.000 kroner om året, sagde han og sugede på sin joint. Fra Thorning  lød det med 1. maj-talerens næsten råbende diktion, at vi var samlet for at vise, ?at fællesskab og solidaritet er vigtig.? To ting forekom bemærkelsesværdig ved talen. For det første var den en lang spanking af lønmodtageres evt. håb om en styrkelse af statens kærlige, beskyttende og støttende hånd samt dertil en lige højre til enhver forestilling om mere i løn og længere ferie. Hvilket muligvis forklarede årsag nummer to i bemærkelsesværd: Socialdemokraternes formand indkasserede sit største bifald, da hun ?råbte?, at regeringen i fremtiden vil sørge for, at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken. Thorning kan tale ?socialdemokratisk?. Hun kan sige ?de svage?, ?solidaritet? og ?sammenhold?. Hun kan gøre det på det sprog, der er givet hende af generationer af forgængere, hvori socialdemokraternes sjæl havde bo og som skabte det danske velfærdssystem. Men i dag kan alle tale ?socialdemokratisk?. Og socialdemokraternes formand ligner ikke engang en mere. Fører heller ikke politik som en, lyder kritikken for tiden. Og 1. maj var hendes bedste talking point, som det hedder i politisk lingo – formandens mest forandringsmarkante og folkeligt applauderede pointe, om man vil – at vi skal have homovielser i Folkekirken. Det er et år og en Thorning-tiltrædelse som statsminister siden, at sociolog Henrik Dahl udgav bogen ?Spildte kræfter?. Hvori han skrev, at Thorning-Schmidt er ?en blank person?, der i bedste fald besidder ?reproduktionens begavelse?. Hovedpointen i bogen var dog, at venstrefløjen »har kurs direkte mod overflødigheden«. Venstreorienterede politikere har ikke noget svar på nutidens spørgsmål. Venstreorienterede akademikere skaber ikke nye erkendelser. Og venstreorienterede kunstnere kreerer ikke ny kunst, der kuldkaster gamle indsigter. Venstreorienterethed i Danmark er derimod at »være for-den-offentlige-sektor-hed«. Hvilket i over 100 år har været vejen til at blive den herskende klasse. En herskende klasse af funktionærer og ansatte i social-, undervisnings-og sundhedssektorerne, der ved hjælp af diverse ideologier om svaghed, udsathed og magtesløshed skaffer sig selv god løn og behagelige arbejdsforhold. Alt imens man maskeret som ?solidaritet? formynder den umælende, arbejdende klasse. I dag kan man drille Dahl. Om ikke i diskursen, så i dens virkeliggjorte detalje. Venstrefløjen ? og særligt Socialdemokraterne – har faktisk vist sig at have et svar på den danske velfærdsstats udfordring. Den er bare ikke deres egen. Eller som kommentator Rune Lykkeberg for nylig kritiserede Thorning og kompagni i Information: ?Anders Fogh Rasmussen var længe Socialdemokraternes politiske modstander, men han er lige så langsomt blevet deres åndelige leder.? Der må et systemopgør til, hedder det fra regeringen. Mennesket før systemet. Ikke omvendt. Sådan lød det også fra Fogh. Nu har SSFR om nogen gjort det til det nav, de træder deres regeringspolitiske pedaler omkring ? eller i hvert fald deres retorik omkring. Og muligvis med en hel del mere fremdrift end VKs tandem opbød. Man kan kalde det politisk tyveri. Der er imidlertid ingen grund at anråbe tyven alt for højt. Tyveriet har været et tilbagevendende tema i dansk politik i mange år. Og det er efterhånden vanskeligt at se, hvem der har ejendomsretten. Hvor blå begynder og rød ender. »Der er nogen, der har stjålet mit parti,« sagde den gamle SiD-kæmper og socialdemokrat, Hardy Hansen, under Nyrup-regeringen i 90erne. Hardy Hansen fandt regeringen alt for borgerlig. Der stod fast kronekurs, økonomisk ansvarlighed og lav inflation på ryggen af regeringen Nyrup i 90erne. Videreført fra den borgerlige firkløver regering fra 80?erne. Men dette Socialdemokrati var ikke Hardy Hansens Socialdemokrati: “Er det socialdemokratisk politik at skærpe kravene til bistandsmodtagerne, lave stærkere kontrol med de arbejdsløse og forkorte perioden man kan få dagpenge i,” spurgte han og svarede selv ved at forlade Folketinget. I 90?erne var det socialdemokratisk politik sammen med de borgerlige at fjerne formueskatten. Dertil gennemførte man det største antal privatiseringer, der er set i danmarkshistorien. Salg af Statens Konfektion, Københavns Lufthavn, Post Giro, Kommunedata og Tele Danmark. Den daværende konservative partileder, Per Stig Møller, følte sig følgelig lige så berøvet som Hardy Hansen: “Det, man skal være opmærksom på, det er, at når man køber socialdemokraternes borgerlighed, så er det et kopipræparat med ukendte bivirkninger. Vi har altså originalpræparatet,” mente Møller. I 00′erne skitserede Michael Kristiansen, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens spindoktor, at blå blok nu til gengæld havde stjålet Socialdemokraternes politik. Som Kristiansen med slet skjult triumf sagde til Politiken om den røde statsministerkandidat Mogens Lykketoft under valgkampen i 2005: »Vi har pakket ham fuldstændig ind«. Underforstået, at Lykketoft var fikseret i sin egen politik, som blev ført af modstanderen. Førstefødselsretten til velfærdsstaten blev således i 00?erne borgerlig ejendom. Og nu hvor den er tilbage hos partiet, der om noget skabte størrelsen sammen med fagbevægelsen i forrige århundrede, forekommer den, ifølge socialdemokrater og venstreorienterede selv, stadig borgerlig. »Er Helle Thorning-Schmidt klar over, i hvilken grad hun er i frit fald ? selv blandt arbejderbevægelsens kernetropper?«. Spørgsmålet blev stillet forleden af debattør Lars Olsen i Jyllands?Posten. Overskriften var ?Thornings nedsmeltning?. Denne kritik og lignede knubbede ord fra egne centrum-venstre rækker fik derpå Politikens opinionsredaktør, Per Michael Jespersen, til ? i en festlig analyse med overskriften ?Røde vælgere er bare hamrende kritiske? ? at forklare det hele. Og man kunne forstå, at det alt sammen er sundhedstegn. Når statsminister Helle Thorning-Schmidt i disse dage og måneder gennemhegles eller forlades af sine egne, skyldes det venstrefløjens sunde debatkultur. Det skyldes ikke, at folk har gennemskuet, at hendes ord ikke matcher hendes handlinger. Det har intet at gøre med, at Thornings tale kan opfattes som den uselvstændiges omtrentlige gengivelse af et pensum, der glemmes, når hun omsider har gjort sin personlige lykke.  Kritik er nu engang et vilkår, som socialdemokratiske statsministre mødes med (modsat borgerlige statsministre, forstås). Og det ?skyldes, at deres (Socialdemokraternes, red.) vælgere har forventninger til deres ledere, (modsat borgerlige vælgere, som jo er hamrende ligeglade, forstås, red.),?  skriver Politikens opinionsredaktør og siger: ?Mange vælgere i rød blok forventer simpelthen, at når velfærdsstatens bygherrer kommer tilbage til byggepladsen, er reformpausen slut, og så fortsætter vejen mod ?det gode samfund?,? hedder det. Socialdemokratiske vælgere er således ikke vrede, heller ikke skuffede, end ikke det mindste sure. De er kritiske, javel, men på en ?sund? måde. Og som opinionsredaktøren så opmuntrende skriver: ?For det blotte øje fremstår det da også som uretfærdigt (-) Det stillestående borgerlige Debatdanmark op igennem 00?erne var mildest talt skræmmende på den kedsommelige måde, lidt som at gå rundt på kirkegården efter præstens søndagsprædiken.? Der er altså blot tale om, at der er blevet skruet op for festen, ifølge Politiken. Ikke ned for troværdigheden. Virker ikke, som om opinionsredaktøren var til stede på Fælleden 1. maj. Eller også opfattede Per Michael Jespersen Helle Thorning-Schmidts tale på en helt anden måde, end tagdækker Henrik Olsen og jeg. Måske lavede Jespersen bølgen ved ?mådehold er en vej til sammenhold?. Under alle omstændigheder er det da sikkert en trøst for Socialdemokraternes formand at vide, at der findes folk derude, som tjener over 400.000 kroner om året og synes, hun er udtryk for noget sundt. Modsat Henrik Olsen og jeg. Både hvad angår at synes det samt at være udtryk for noget sundt. Personligt har jeg dog efterrationaliseret mig frem til, at Henrik Dahl mere end ramte skiven, da han i sin bog skrev: ?Det, der kendetegner Helle Thorning-Schmidt, er [] at hun hverken kan skrive eller improvisere. At hun har en meget begrænset almen viden. At hun ikke har noget nærvær. At hun ikke har nogen større visioner. At hun kort sagt ikke er i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger og talepapirer, og til trods for den alligevel taler som en lydfil. Mangler hjælpemidlerne, er hun hjælpeløs og næppe i stand til at udvikle selv det mest enkle ræsonnement. At nogen kan tro, at hun egner sig til at være statsminister, kan derfor kun skyldes en blanding af ønsketænkning og vellykket mediehåndtering.? Nok mest “ønsketænkning”, vil jeg indskyde. Har nogen derude oplevet vellykket mediehåndtering fra Socialdemokraterne i dette årti? I forrige årti? Om så bare i form af ?reproduktionens begavelse?? Men hvor imponerende er det ikke at falde frit i så lang tid – og hele tiden opad? Mads Kastrup Kastrups verden Thu, 17 May 2012 19:53:20 +0100 http://blognyt.com/sf-vil-lette-topskattegraensen-for-de-rige/ SF meldte ud at topskattegrænsen skal op Men regeringspartierne har øjensynligt ikke afstemt udmeldingen med befolkningen. En klar overvægt af danskere foretrækker nemlig, at skatten lettes i bunden. Hele 47 procent mener, at skattereformen skal sænke bundskatten eller øge beskæftigelsesfradraget, mens kun 20 procent vil sætte topskattegrænsen op. Dertil kommer 11 procent, som mener, at topskattesatsen på 15 procent skal sættes ned. via Danskerne vil lette skatten i bunden. Blogger BLOG NYT Wed, 16 May 2012 11:01:51 +0100 http://www.uriasposten.net/archives/36980 Kronik af Urias-kommentator ‘machiavelli. Den multikulturelle tragedie. En større gruppe indvandrere overfaldt fire unge ved Folkets Park på Nørrebro i København. De fire unge var på besøg fra provinsen og kørte forkert. Og når man kører forkert ind i et område, hvor indvandrerne hersker, vanker der smæk og det, der er værre. Fx en kniv i maven. På den baggrund mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, at ?Der går en lige linje fra tidligere tiders slappe udlændingepolitik og til dagens overfald? Samtidig mener Martin Henriksen, at regeringens politik på indvandrerområdet ?vil medføre flere lignende situationer i fremtiden.? Men den udtalelse får dog de radikales udlændingeordfører, Zenia Stampe til at ryste på hovedet og udtale: ?Det er fuldstændig absurd og smagløst at misbruge den her situation til politisk propaganda.? ( Ekstrabladet-05. maj 2012). Nu kan man selvfølgelig generelt diskutere, hvornår noget er absurd og smagsløst indenfor politik, men efter min opfattelse er der hverken noget absurd eller propagandistisk i Martin Henriksens udtalelser, tværtimod er de ret præcise og afspejler den multikulturelle tragedie, som de radikale politikere åbenbart er helt ude af stand til at fatte. At Zenia Stampe finder sammenligningen mellem overfald og indvandring absurd, er der ikke noget overraskende i, for det hænger selvfølgelig sammen med den udlændingepolitik partiet fører. Det er jo ikke længe siden, vi fik at vide, at de radikales ordfører elsker hele verden. (TV 2 Nyhederne. 2. april 2012), en kærlighed der da også afspejler sig i parties politik i form af tekster og ytringer for at skabe det rette underlag for korrekt multikulturel tænkning. Et massivt ideologisk pres hvor danskerne får at vide, de har primitive instinkter, fordi de ikke elsker multisamfundet.1* At der derfor skulle være en logisk sammenhæng mellem den abstrakte kærlighed til verden og så sammenbruddet af den hjemlige sociale orden er naturligvis helt hen i vejret. Og når antallet af fængslede indvandrere i Vestre fængsel (Kriminalforsorgen 2012) udgør over halvdelen af de i alt 550 fanger, så er det uden for al tvivl også udtryk for absurd politisk propaganda at drage den slags tal ind i udlændingedebatten. Ifølge den forgående regering er der 29 ghettoer i Danmark, der mere eller mindre har udviklet sig til rene parallelsamfund, hvor indvandrerne stort set hersker og kalder området for deres. Odense politi udtalte til Fyens Stifistidende, (24/01-2012), at danskerne i stigende grad presses ud af det udsatte område i Vollsmose, fordi 9 ud af 10 indbrud bliver begået mod danskere. Og til BT forklarede en grådkvalt beboer fra Vollsmose ghettoen: ? Vi er på grådens rand. Jeg tør ikke være her alene når min kæreste er på arbejde. Jeg er hunderæd for at være her om natten, og går aldrig ud om om aftenen, da jeg frygter at blive slået ned. Selvfølgelig er vi bange…? (BT Onsdag den 1. februar 2012.) Er det også udtryk for politisk propaganda at påpege, at danskerne lever under den slags forhold i deres eget land? Er det helt forbudt at smide denne håbløse og naive idealisme overbord og erkende, hvordan virkeligheden er indrettet og fungerer for den almindelige dansker? Sandheden er, at multikulturen kan ganske enkelt ikke kan fungere, og ser vi bort fra de radikale og deres universelle kærlighed til verden, så skaber kulturer nu engang grænsedragninger og identitet. Alle mennesker bliver socialiseret ind i en selv-identifikation, der også skaber gruppens følelsesmæssige grænser. Uden denne selv-identifikation er der ingen fastholdelse af identitet til selvhævdelse af gruppens eller kulturens enhed. Dette gælder ikke mindst indvandrerne fra den islamiske kultur, hvor mange unge svømmer rundt i ingenmandsland land. Som den amerikanske Harvard politolog Robert D. Putnam (f. 1941,) har dokumenteret, så har Indvandring og etnisk mangfoldighed en ødelæggende virkning på et samfunds sammenhængskraft. I takt med at det multikulturelle og det multietniske øges forsvinder sammenholdet og tilliden mellem mennesker. Multikulturen opsplitter og nedbryder det folkelige fællesskab. I mine øjnene begås der ganske enkelt kulturovergreb mod danskerne i deres eget land. At blive overfaldet fordi man kører forkert er simpelthen horribelt. Danskerne er et kulturelt homogent folk, men det behøver det jo ikke vedblivende at være, for ligesom der skal være cement til at kitte et hus sammen, skal der også være nogle fælles interesser eller følelser, der holder befolkningen sammen, så det enkelte menneske opfatter sig som en del af et folk. Når de radikale politikere derfor bevidst arbejder på at opsplitte en ellers homogen befolkning, der holdes samlet af en fælles national identitet, så får det naturligvis en psykisk effekttilstand der viser sig ved en stigning af aggressioner og had, der i længden ikke kan holdes nede. Tager man indholdet ud af disse identifikationer, der binder danskerne sammen som folk, laver man en opskrift på, hvordan man splitter et samfund op. For at føle noget for sit samfund ? for sit land ? må man have noget at genkende, noget at føle for. Men man kan ikke føle noget for abstrakte ideer uden substans. Det gælder indvandrerne og det gælder danskerne. Kan indvandrerne ikke identificere sig med Danmark og danskerne ? er der ingen tillid ? kommer rodløsheden op til overfladen sammen med aggressionerne. Det er derfor vi ser dens slags overfald som ved Folkets Park i København. Men radikale politikere som Zenia Stampe vil have danskerne til at glemme, så de bedre kan være forberedt på at rumme det multikulturelle samfund. Det er det samfund, der med Putnams ord nedbryder tilliden mellem mennesker og derfor opløser fællesskabet. Det er der, det absurde ligger begravet og ingen andre steder. Danskerne skal være en del af den universelle menneskehed ? selv om de hellere vil være danskere*2. Hvis mennesket mangler selvtillid, selvfølelse og selvagtelse, og derfor ikke føler, at det behersker omgivelserne, så slår det ofte om i frustrationer, had og vrede mod omgivelserne. Det er en almen menneskelig tilstand. Problemet er bare, at mange muslimske indvandrere ? særligt de unge ? er aggressive overfor danskerne og deres omgivelser, fordi de ikke føler sig hjemme i den danske kultur med sekularisering og demokrati. Det er den multikulturelle tragedie som ikke kan løses. I realiteten styres vi af naive politikeres håbløse menneskevenlighed, der er ved at ødelægge det danske samfunds fællesskabsfølelse med de uhyggelige konsekvenser det kan få for en stigning i sindssyg kriminalitet, vold og drab. Men 30 års stereotyp indvandrerpolitik har gjort, at bordet fanger, således at ingen politikere ? bortset fra Dansk Folkeparti ? af frygt for vælgernes dom tør se skriften på væggen og erkende, at det multikulturelle samfund er døden for ethvert velfungerende samfund. 1* ?? fremmedfjendske danskere tænker med stenalderhjernen? Fornuften har på mange områder tøjlet de primitive instinkter. Hvorfor skulle det samme ikke kunne ske, når det handler om en irrationel fremmedfrygt?? (19. april 2011, Politikken. Zenia Stampe). 2* ?En omfattende undersøgelse fra Ålborg Universitet fra 2008 viste, at ud af 26 sammenlignelige lande ligger Danmark helt i toppen, hvad angår danskernes afvisning af multikulturalisme. Hele 77 procent foretrækker monokultur.? Kim Møller Uriasposten Wed, 16 May 2012 06:45:42 +0100 http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2012/05/15/livet-i-haengekojen/ En regering, der ikke kan regere, må i sidste ende træde tilbage. Derfor er der al mulig logik i den justering af den kommunale udligning, som Margrethe Vestager ventes at indgå med Enhedslisten. Borgerlige udfald om forligsbrud og blokpolitik virker både søgt og hult. Ikke mindst De Konservative satsede på, at Margrethe Vestager ville blinke. Det gjorde hun ikke, og nu kan borgmester Hans Toft i Gentofte Kommune og hans lidelsesfæller godt begynde at finde nogle af skattekronerne frem fra pengeskabet. Der skal betales endnu mere til udkantsdanmark og syge. Gad vide, hvad Toft (nu) mener om borgerlige stemmer, der ikke arbejder? Nok er det blokpolitik – eller rettere, flertalspolitik. Men sammenlignet med en Irak-krig, en strukturreform eller en skattereform vedtaget med snævrest mulige flertal, så er lidt kommunal udligning ikke at regne for noget særligt. Men den vesteragerske manøvre skal også ses som et varsel på de kommende måneders nervekrig i Folketinget, når kontanthjælpsreform, førtidspensionsreform, trepartsforhandlinger, skattereform og finanslov skal landes. Nok vil hun helst se til højre og har fået både Thorning og Søvndal til at mene det samme. Men Margrethe Vestager har investeret så meget prestige i dette regeringsprojekt, at hun ikke uden videre vil tillade, at det magtpolitisk sander til. Derfor skal der kunne træffes beslutninger. Også på traditionelle borgerlige kerneområder. Om nødvendigt med Enhedslisten. Der er al mulig grund til en justering af den komplicerede kommunale udligning. Samtidig har de borgerlige bestemt et argument, når de ønsker, at ikke kun indtægter, men også faktiske leveomkostninger skal vægtes, når de kommunale penge skal omfordeles. Men Enhedslisten har andre hensyn. Bemærk, hvordan bl.a. psykisk syge og narkomaner nu ser ud til at blive en mærkbar størrelse i den kommunale udligning. Enhedslisten vil som en del af prisen for en aftale have dannet en superpulje på et tre-cifret millionbeløb, som skal deles ud til projekter i – primært, må man formode – storbyerne. Der er naturligvis flere stemmer at hente for partiet ved at pumpe penge fra Gentofte & co. til vælgerbasen i storbyerne end til ægte udkantsområder i Vestjylland, hvor der ikke er mange potentielle socialister. Det lugter af  godt politisk håndværk. På det område kan Dansk Folkeparti ikke lære Enhedslisten meget. Venstre har en tradition for at være utålmodig i opposition. Senest i midten af 1990erne, da partiet mente, at det kunne skyde genvej til Statsministeriet ved at lave visnepolitik. Det var dengang, De Konservative under Hans Engells ledelse havde en anden strategi, brød med Venstre og alene lavede en finanslov med Lykketoft. I dag kan kun Dansk Folkeparti alene blandt de borgerlige lave en lignende manøvre, og gør det næppe. Derfor Enhedslisten, som når det f.eks. handler om en skattereform ikke har lukket nogle døre – heller ikke vedrørende topskatten. Livet i hængekøjen har indtil nu været et mareridt for De Konservative og en gratis ferie for Venstre. Lars Løkke Rasmussen øver sig i rollen som statsmand ved at deltage i afslappede tv-programmer, vise sig på et folkeligt marked med sin hund, cykle ture og lade sig vælge til en international organisation med lidt grønt window-dressing. Men tror Venstre, at den strategi kan holde i tre år? Tror Venstre, at en regering med meningsmålinger i knæ vil lade sig bringe i mindretal? Tror Venstre, at Enhedslisten ikke  griber chancen? Og tror Venstre, at Margrethe Vestager vil tøve med at kigge til netop venstre, når de borgerlige truer med at rive hendes regeringsprojekt i stykker? Hvis svaret på samtlige disse spørgsmål er ‘Ja’, så skal partiet blive i hængekøjen. Men hvis bare et enkelt besvares med et ‘Nej’, så er det højt spil med øjeblikkelige borgerlige omkostninger. Spørg i Gentofte. Og måske finder Vestager også et par Venstre-højborge at tage ekstra kommunale penge fra, når hun nu er i gang, og Frank Aaen sidder ved samme bord. Bare for at få sin pointe igennem. Niels Krause-Kjær Politik og spin Tue, 15 May 2012 17:10:25 +0100 http://raeson.dk/2012/samuelsen-jeg-k%c3%a6mper-for-alle-dem-der-ikke-er-deres-l%c3%b8n-v%c3%a6rd/ ?Jeg går af, hvis det lykkes at halvere selskabsskatten, hæve pensionsalderen til 68 år og komme ned på 40 procent skat på arbejde. Så har jeg gjort mere for det danske velfærdssamfund, end samtlige af mine politiske kollegaer har gjort de seneste 30 år,? siger Anders Samuelsen (LA) til RÆSON. INTERVIEW af Lasse Marker, medlem [...] Lignende artikler:USA: Fagforeninger kæmper for deres liv Udenomssnak: Sådan gør Anders Samuelsen ANDERS SAMUELSEN TIL RÆSON: Glem reformangsten – danskerne er parate Villads Andersen RÆSON Mon, 14 May 2012 10:59:05 +0100 http://raeson.dk/2012/as140512/ ?Jeg går af, hvis det lykkes at halvere selskabsskatten, hæve pensionsalderen til 68 år og komme ned på 40 procent skat på arbejde. Så har jeg gjort mere for det danske velfærdssamfund, end samtlige af mine politiske kollegaer har gjort de seneste 30 år,? siger Anders Samuelsen (LA) til RÆSON. INTERVIEW af Lasse Marker, medlem [...] Lignende artikler:Udenomssnak: Sådan gør Anders Samuelsen ANDERS SAMUELSEN TIL RÆSON: Glem reformangsten – danskerne er parate Villads Andersen RÆSON Mon, 14 May 2012 10:59:05 +0100 http://raeson.dk/2012/sareen-jeg-vil-lave-den-st%c3%b8rste-reform-af-kirken-nogensinde/ ?Homovielserne er kommet til at dække over, at vi er ved at lave en ny styrelseslov. Det er faktisk meget, meget større end homovielser. Det vil blive den største ændring i folkekirkens historie. Alt er i spil: civilregistrering, bloktilskud, økonomi, andre trossamfund?, siger Kirkeminister Manu Sareen. INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af chefredaktionen RÆSON: Regeringen [...] Lignende artikler:Kirken ud af folketinget Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V): Kun én vej til reform af FN RÆSON i Washington: Kina er det største problem for USA?s handel Villads Andersen RÆSON Fri, 11 May 2012 04:07:55 +0100 http://hodja.wordpress.com/2012/05/10/journalistisk-venstreparti-en-realitet/ Hodja Hodjanernes Blog Thu, 10 May 2012 23:08:38 +0100 http://hodja.wordpress.com/2012/05/10/nigel-farage-og-europa-dagen-9-maj/ Hodja Hodjanernes Blog Thu, 10 May 2012 14:15:13 +0100 http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article4711 20 medlemmer af Det radikale Venstre har skrevet et åbent brev til partiets hovedbestyrelse og folketingsgruppe med en opfordring om at respektere det nationale kompromis fra 1992 og leve op til partiets principprogram ved at sikre en folkeafstemning om euro-traktaten - EUs såkaldte finanspagt. Det åbne brev er offentliggjort på Radikalt EU-kritisk Netværks hjemmeside og omtales i et debatindlæg i Berlingske af tre af de 20 brevskrivere: byrådsmedlem Ditte Staun samt Lave K- Broch og Jørgen Raffnsøe, som er talspersoner for netværket. "Vi og de andre medforfattere af det åbne brev kan med stor undren konstatere, at Det Radikale Venstres officielle holdning, som den udtrykkes af folketingsgruppen, er at der ikke skal holdes folkeafstemning om Euro-traktaten. Dette på trods af, at det radikale principgrundlag både slår fast, at vi som parti netop støtter folkeafstemninger som et supplement til det repræsentative demokrati, og at vælgerne skal have mulighed for at tage initiativ til folkeafstemninger", hedder det bl.a. i debatindlægget De 20 radikale tilhængere af en traktat-afstemning er: * Bjørn Elmquist, tidl. MF * Bodil Hindsholm Hansen, medlem af RV * Ditte Staun, byrådsmedlem, udvalgsformand, Skive * Gunhild Bach Nielsen, tidl. fmd. Undervisnings- og kulturudvalg, Jammerbugt * Gustav Sieg Sørensen, HB-medlem, Thy * Hedvig Vestergaard, tidl. folketingskandidat, Svendborg-Langeland kredsen * Henrik Bolt-Jørgen, tidligere kredsformand i Thy * Ingolf Gribsholt, medlem af RV * Jens Due Vroldby, medlem af RV * Jørgen Harder, HB stedfortræder, Nordjyllands storkreds * Jørgen Raffnsøe, ordfører i Radikalt EU-kritisk Netværk * Lars Mollerup-Degn, medlem af RV * Lars Vestergaard, medlem af RV, København N * Lave Broch, ordfører i Radikalt EU-kritisk Netværk * Ole Bokelund, kommuneformand i Brønderslev * Preben Pedersen, tidl. rådmand, Aalborg * Shirley Harder Højbjerg, medlem af RV * Sven Skovmand, HB-medlem, tidl. MF * Thomas Baun, folketingskandidat, Thy-Mors * Åge Dahl, HB-medlem, tidl byrådsmedlem, Skive Læs det åbne brev - klik her! Læs debatindlægget i Berlingske - klik her! Folkebevægelsen mod EU Wed, 09 May 2012 11:45:43 +0100 http://folkebevaegelsen.dk/spip.php?article4711 20 medlemmer af Det radikale Venstre har skrevet et åbent brev til partiets hovedbestyrelse og folketingsgruppe med en opfordring om at respektere det nationale kompromis fra 1992 og leve op til partiets principprogram ved at sikre en folkeafstemning om euro-traktaten - EUs såkaldte finanspagt. Det åbne brev er offentliggjort på Radikalt EU-kritisk Netværks hjemmeside og omtales i et debatindlæg i Berlingske af tre af de 20 brevskrivere: byrådsmedlem Ditte Staun samt Lave K- Broch og Jørgen Raffnsøe, som er talspersoner for netværket. "Vi og de andre medforfattere af det åbne brev kan med stor undren konstatere, at Det Radikale Venstres officielle holdning, som den udtrykkes af folketingsgruppen, er at der ikke skal holdes folkeafstemning om Euro-traktaten. Dette på trods af, at det radikale principgrundlag både slår fast, at vi som parti netop støtter folkeafstemninger som et supplement til det repræsentative demokrati, og at vælgerne skal have mulighed for at tage initiativ til folkeafstemninger", hedder det bl.a. i debatindlægget De 20 radikale tilhængere af en traktat-afstemning er: * Bjørn Elmquist, tidl. MF * Bodil Hindsholm Hansen, medlem af RV * Ditte Staun, byrådsmedlem, udvalgsformand, Skive * Gunhild Bach Nielsen, tidl. fmd. Undervisnings- og kulturudvalg, Jammerbugt * Gustav Sieg Sørensen, HB-medlem, Thy * Hedvig Vestergaard, tidl. folketingskandidat, Svendborg-Langeland kredsen * Henrik Bolt-Jørgen, tidligere kredsformand i Thy * Ingolf Gribsholt, medlem af RV * Jens Due Vroldby, medlem af RV * Jørgen Harder, HB stedfortræder, Nordjyllands storkreds * Jørgen Raffnsøe, ordfører i Radikalt EU-kritisk Netværk * Lars Mollerup-Degn, medlem af RV * Lars Vestergaard, medlem af RV, København N * Lave Broch, ordfører i Radikalt EU-kritisk Netværk * Ole Bokelund, kommuneformand i Brønderslev * Preben Pedersen, tidl. rådmand, Aalborg * Shirley Harder Højbjerg, medlem af RV * Sven Skovmand, HB-medlem, tidl. MF * Thomas Baun, folketingskandidat, Thy-Mors * Åge Dahl, HB-medlem, tidl byrådsmedlem, Skive Læs det åbne brev - klik her! Læs debatindlægget i Berlingske - klik her! Folkebevægelsen mod EU Wed, 09 May 2012 11:45:43 +0100 http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2012/05/08/er-der-en-departementschef-til-stede/ Kan nogen huske værdikampen? Ved I også, hvem der i dag står som vinder? Det gør jeg. Ved det, altså. Forudsat at værdikampen ikke primært handlede om udlændinge, aktivistisk udenrigs politik eller rundkredspædagogik i folkeskolerne, men om det til enhver tid vigtigste: The economy, stupid, som de siger i verdens mægtigste land. Jeg kan sige så meget, at vinderen ikke er Anders Fogh Rasmussen, der ellers iværksatte værdikampen for ti år siden som ?det vigtigste? overhovedet i politik. Heller ikke hans afløser, Lars Løkke. Det er heller ikke den nuværende regering, der med sin tiltrædelse i september indtog sejrsskamlen og dermed pludselig fik indgraveret sit politiske navn som ære for at have vundet kampen om sandheden. Vinderen findes et andet sted. Det er en udbredt vildfarelse i dækningen af dansk politik, at der findes to store, modsatrettede politiske holdninger til økonomi i det danske parlament. Henholdsvis regeringens og oppositionens. Det er ikke tilfældet. Alligevel udgør denne præmis konstant baggrunden for det meste dækning samt en del kommentarvirksomhed i de medier, der hævder at være demokratiets salt og den oplyste kritiks inderste blomme. Virkeligheden er en anden. Alle er stort set enige. Bortset fra de to fløjpartier, Enhedslisten og Liberal Alliance. Ellers er det eneste, resten af Tinget har et slag om, ikke hvilken politik, der skal føres, men hvem der skal have lov at føre den. Hvem skal være regering, og hvem skal være opposition? Måske er det også derfor, at man i årevis har haft en hjemlig politisk dækning, der vægtede strategi frem for indhold. Der lænede sig op ad hvis-der-var-valg-i-morgen-prognoser snarere end op ad erkendelsen om, at der er først valg om flere år, så lad os kigge på, hvad de regerende egentlig vil, og hvad det betyder for danskerne. Længe troede man, at det at gennemføre reformer i Danmark, der definitivt gør op med væksten i den offentlige sektor, var noget, man passerede skillelinjen for at opnå vægtig tilslutning til tilbage i 80?erne. I dag (tirsdag) er SRSF-regeringens 2020-plan kommet og siger det modsatte. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at det også ender sådan. Men intentionen synes ret klar. Med samme vækstmål som den borgerlige regering sluttede sin periode med; 0,8 frem til år 2020, skal den offentlige sektors langsomme, men hidtil gletcher-uafvendelige skred mod den store smeltesø af gæld standses. En privat dæmning bør bygges. Ligeledes med en intention om at fjerne 90.000 danskere fra passiv hjælp og sætte disse samt en arbejdsløsheds-udsat ungdom i arbejde ved at skabe 180.000 arbejdspladser. Alt i alt: En rød plan om blå vækst. Én af de første reaktioner kom fra Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl: ?Direkte pinligt,? sagde DF?eren. Han mente, regeringen skulle ?erkende, at planen er en kopi? af den tidligere regerings 2020-plan. Lars Løkke Rasmussen kom og sagde noget lignende i mere runde vendinger. Han erklærede sig glad for, at regeringen havde lagt tanken om ?uhæmmet offentlig vækst? bag sig. Og man ventede derefter, at Villy Søvndal eller en anden dukkede op og replicerede: ?I lige måde!? Det er så her, man bliver så træt. For hvad er det egentlig oppositionen opponerer imod? Står de og siger, at det er for dårligt, at Socialdemokraterne, De radikale og SF er nødt til at føre VKO?s økonomiske politik? Er det den oppositionelle hovedpointe? Eller beklager de ene og alene ?de andres? mulighed for at udføre det svendestykke, de selv dumpede i forsøget på at mestre? Det hedder i politisk analytiker Thomas Larsens klumme i dagens (kun print, tirsdag) Berlingske: ?Lykkes det (2020-planen, red.) vil det være regeringens svendestykke. Økonomisk vil S, R og SF ikke længere stå i gæld til Løkke og VK-regeringen, som med genopretningsplanen fra 2010 og tilbagetrækningsreformen fra 2011 gennemførte de reformer, som landets førende økonomer havde efterspurgt.? Første del om svendestykket, lyder sandt. Resten er beklageligvis en forvrænget udlægning, må jeg påpege. VK nåede i yderste stund – efter modvilligt og under stor smerte at have vristet sine limede håndflader fri fra ministerstolenes armlæn ? at rejse sig op råbe: ?Tilbagetrækningsreform!? VK-regeringen blev bønfaldet om at udbryde dette ? og gennemføre det propert – af samtlige anerkendte økonomer og vismænd i hele sin regeringsperiode. Men stort set forgæves. Gæld er således ikke noget, nogen kan stå i til de borgerlige. At påstå det, er at prutte ud af samme politiske endetarm som eks-finansminister Claus Hjort Frederiksen (hvilket jeg har forklaret her) for nylig gjorde i Information. Man kan i dag genkalde sig Anders Fogh Rasmussens nasale forsikring: ?Der er råd til både skattelettelser og bedre velfærd.? Det var der imidlertid ikke. Gæld er noget, der står på ryggen af de borgerlige. ?Mådehold er en vej til sammenhold,? sagde Helle Thorning-Schmidt i sin 1. maj tale. En forbløffende sætning med sigte om at opfordre til at holde igen. Politikens lederskribent og polistiske analytiker, Kristian Madsen, kaldte sætningen noget nær ?en pietistisk parodi?. I en klumme hævdede han, at dansk økonomi ? med en angiveligt løfterig betalingsbalance – tværtimod har det generelt fint. Hvorfor det værste, ifølge analytikeren, er: ?at regeringen har kørt sig selv ind i en retorisk blindgyde, hvor det at spænde livremmen ind er blevet en dyd i sig selv,? som han skrev og derfor kaldte Thornings synspunkt ?mildest talt bemærkelsesværdigt.? Også Kristian Madsens forvrængning er jeg nødt til at påtale. Dansk økonomi vil de næste otte år ikke være i stand til at bære ældrebyrden, hvis ikke reformer sættes i værk. Danmarkshistoriens største årgange fra efterkrigsårene har netop nået pensionsalderen. Imens må yngre generationer, eksempelvis årgangene fra starten af firserne, hvor blot omkring 55.000 blev født pr. årgang, arbejde mere. De skal løbe endnu stærkere for at finansiere efterløn og pension. Og fænomenet vil i de kommende år blive værre. Og værre. Hvis ikke der opnås enighed om reformer, der øger arbejdsstyrken og sparer overførselsindkomster. Hver gang en plan  – 2020-, 2032-, 20-hvad som helst plan ? skitseres, går et politisk medieteater i gang med at afsøge konfliktmaterialet i planen. Udmærket. Naturligvis. Det er journalistikkens ? samt det politiske kommentariats – væsen. Men hvis granskningen finder sted ud fra en falsk forestilling om, at vi i dag besidder en ødsel, uansvarlig regering med diverse rundkastninger af kroner i frygt for at blive straffet ved et kommende valg af en krævesyg vælgerskare, går man galt i byen. Det var den forrige regering. Eller også falder der hver gang knarvorne kapitalistbeskyldninger, som hævder, at der findes politiske kræfter i Danmark, som mener, at arbejderen skal betale mere til produktionsevnen og være mådeholden af hensyn til indtjeningsmulighederne for landets virksomheds ejere. Hermed tager man imidlertid ligeledes stereotypisk fejl. Med mindre man i dag hermed mener SRSF-regeringen. Rollerne synes byttet om. Den tilbagetrækningsreform, som Lars Løkke og Venstre bryster sig af, blev symptomatisk for dansk politik, hovedpointen i talen fra departementschefen i statsministeriet til Lars Løkke ved overdragelsesforretningen mellem Løkke og Thorning. Han bemærkede over for Løkke, som en rektor over for en elev ved en dimission, at her var ?Løkke trådt i karakter?. Denne begivenhed fandt sted to og et halvt år inde i Lars Løkke Rasmussens statsminister tid. Hermed er vi fremme ved konklusionen, der må falde i to spørgsmål: 1: Har V og K ret mange andre valg end at hjælpe regeringen med den 2020-plan, som den åbenbart gerne selv havde gennemført, men nølede med? 2: Hvis departementschefer i sidste ende uddeler karakter, er det så ikke også dem, der sidder på sandheden i kampen om sandheden? Følgelig mener jeg at vide, hvem der vandt værdikampen. Det gjorde departementscheferne. I Statsministeriet. Og i Finansministeriet. Folk, der ? uanset regeringens farve ? er tvunget til at forholde sig til virkeligheden. Fra nu af og til 2020 kan man selvfølgelig også sætte sin lid til statsadministrationen.       Mads Kastrup Kastrups verden Tue, 08 May 2012 17:06:09 +0100 http://www.radikale.net/hansisan/indlaeg/2012/05/08/den-kulturelle-faelde Mennesket er et kulturelt væsen, det ved vi alle. Mennesket er også et naturvæsen med nedarvet adfærd og præferencer. Det ved alle til gengæld ikke, og en del vil ikke vide det, eller vide af det.   Ærindet her er ikke at dokumentere, endsige postulere, hvad og hvor meget i mennesket der er henholdsvis natur og kultur. Min påstand er blot, at begge dele gælder for hvert eneste menneske.   Som udviklingen har været de seneste mange tusinde år, må det være en rimelig antagelse, at den kulturelle adfærdsstyring er tiltaget, mens det jeg lidt gammeldags kalder instinktstyring tilsvarende er aftaget. Dette dels fordi det kulturelle aspekt ved tilværelsen er accelereret voldsomt, og dels fordi instinkter er meget lidt adaptive, fordi de er biologisk forankrede.   Dette rejser et dobbeltproblem: Kan vi vedvarende forvente at finde kulturelle løsningen på tilværelsens udfordringer, dvs. er kulturelle løsninger overhovedet solide nok? Og omvendt: Hvordan vil vi reagere på en stigende ”unaturlig” livsstil, fx en global verden når vi set indefra er lokale væsener, eller et hektisk liv med flere krav og opgaver end vores stress system er udviklet til at kunne håndtere?   Med andre ord, kan afstanden mellem natur og kultur blive for stor?   Ja, det tror jeg den kan. Afstanden kan blive for stor. Kulturelle løsninger er for skrøbelige. Vores nedarvede adfærd som vi oplever i form af følelser vil ikke slippe sit tag i os. Og vores forsvarssystem er på bristepunktet. Det ser grumt ud for den fremtidige trivsel, og endnu værre ud for det menneskelige samfunds indre holdbarhed. Kulturen satte os fri, men er nu ved at sætte os på prøve, og om føje tid går vi måske til i en skizofren spaltning mellem det dyriske og det lyriske, mellem hjerte og hjerne, mellem indre behov og ydre krav.   Måske der er langt vigtigere ting at fokusere på end økonomisk vækst, konkurrenceevne og fordelingspolitik. Indlæg af Hans Hansen - radikale.net Tue, 08 May 2012 10:22:16 +0100 http://www.radikale.net/hansisan/indlaeg/2012/05/08/den-kulturelle-faelde Mennesket er et kulturelt væsen, det ved vi alle. Mennesket er også et naturvæsen med nedarvet adfærd og præferencer. Det ved alle til gengæld ikke, og en del vil ikke vide det, eller vide af det.   Ærindet her er ikke at dokumentere, endsige postulere, hvad og hvor meget i mennesket der er henholdsvis natur og kultur. Min påstand er blot, at begge dele gælder for hvert eneste menneske.   Som udviklingen har været de seneste mange tusinde år, må det være en rimelig antagelse, at den kulturelle adfærdsstyring er tiltaget, mens det jeg lidt gammeldags kalder instinktstyring tilsvarende er aftaget. Dette dels fordi det kulturelle aspekt ved tilværelsen er accelereret voldsomt, og dels fordi instinkter er meget lidt adaptive, fordi de er biologisk forankrede.   Dette rejser et dobbeltproblem: Kan vi vedvarende forvente at finde kulturelle løsningen på tilværelsens udfordringer, dvs. er kulturelle løsninger overhovedet solide nok? Og omvendt: Hvordan vil vi reagere på en stigende ”unaturlig” livsstil, fx en global verden når vi set indefra er lokale væsener, eller et hektisk liv med flere krav og opgaver end vores stress system er udviklet til at kunne håndtere?   Med andre ord, kan afstanden mellem natur og kultur blive for stor?   Ja, det tror jeg den kan. Afstanden kan blive for stor. Kulturelle løsninger er for skrøbelige. Vores nedarvede adfærd som vi oplever i form af følelser vil ikke slippe sit tag i os. Og vores forsvarssystem er på bristepunktet. Det ser grumt ud for den fremtidige trivsel, og endnu værre ud for det menneskelige samfunds indre holdbarhed. Kulturen satte os fri, men er nu ved at sætte os på prøve, og om føje tid går vi måske til i en skizofren spaltning mellem det dyriske og det lyriske, mellem hjerte og hjerne, mellem indre behov og ydre krav.   Måske der er langt vigtigere ting at fokusere på end økonomisk vækst, konkurrenceevne og fordelingspolitik. Indlæg - radikale.net Tue, 08 May 2012 10:22:16 +0100 http://blogs.bt.dk/hennychristensen/2012/05/06/velkommen-til-virkeligheden/ KOMMENTAR: Enhedslisten og regeringen strides. Thorning og Johanne Schmidt-Nielsen har brug for at finde hinanden På valgnatten i september forudså Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen nye tider i dansk politik. Hendes parti havde tredoblet mandattallet. Den foretrukne statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, kunne danne regering. Sikke en fest. Når venstrefløjens dronning i denne weekend står ansigt til ansigt med sit eget bagland til Enhedslistens årsmøde på Nørrebro i København, står frustrationerne i kø. De nye tider i dansk politik lader vente på sig. Opfattelsen er, at Thornings regering fører borgerlig politik og slet ikke er det røde alternativ, som Johanne Schmidt-Nielsen forudså på valgnatten. Forude venter store velfærdsreformer, som regeringen hellere vil aftale med Venstre, for der er hverken råd eller vilje til at opfylde Enhedslistens krav. De Radikales Margrethe Vestager skal nok slå bremsen i. Velkommen til virkeligheden. Enhedslisten er støtteparti for en regering, hvis økonomiske politik man er fundamentalt uenig i. Op til årsmødet blev det åbenlyst for alle, at forholdet mellem Enhedslisten og regeringen – og især Socialdemokraterne – er anspændt. Johanne Schmidt-Nielsen brugte sin tale 1. maj på at gå i kødet på regeringen. På årsmødet slog hun fast, at Enhedslisten ikke lader sig true til at makke ret. Flertallet for en kommende finanslov er ikke hjemme med automat-stemmer fra Enhedslisten, lyder budskabet fra Nørrebro. Skulle det komme dertil, at flertallet smuldrer, ja så er det ikke Enhedslisten, der vælter regeringen, men regeringen, der vælter sig selv, lyder den skæbnefortælling, som venstrefløjspartiet bygger op i disse dage. Forholdet mellem regering og støtteparti er på ingen måde, som da VK sad på magten loyalt bakket op af Dansk Folkeparti. Enhedslistens kurs er langt mere konfrontatorisk, og fra Socialdemokraterne lyder også hvasse ord. Som da Pernille Rosenkrantz-Theil, Enhedslistens tidligere stjerne og nu folketingsmedlem for S, forleden beskyldte Johanne Schmidt-Nielsen for at ?galpe op? som en elevrådsformand. Kunne man forstille sig, at Anders Fogh Rasmussen havde hånet Pia Kjærsgaard på tilsvarende vis? Nej, vel. De Konservative var ude med riven, men blev på ingen måde belønnet for det. Nok tænker Enhedslisten flyvske tanker, der kan trænge til et realitetstjek, og nok er der behov for, at regering og støtteparti finder fodslag, men tror S virkelig på, at et frontalangreb på Johanne fremmer processen? Tilbage på Nørrebro er Johanne Schmidt-Nielsens udfordring nu at sikre sig bevægelsesfrihed, så hun kan manøvrere på Borgen uden at skulle spørge det kritiske og årvågne bagland til råds hele tiden. I baglandet er der folk, som gerne vil binde og baste folketingsgruppen og som har hede drømme om, at en finanslov skal til urafstemning blandt medlemmerne. I forvejen skal f.eks. en finanslov til godkendelse i Enhedslistens hovedbestyrelse. Johanne Schmidt-Nielsens banken løs på regeringen skal mildne baglandet, men efter landsmødet venter hverdagen, hvor hun skal demonstrere, at hun er i stand til at levere varen. Skaffe resultater, der er røde nok til at tilfredsstille det frustrerede bagland. Lige som regeringspartierne må blive enige om, hvad der er råd til at give Enhedslisten for at sikre mandat nummer 90. Ellers kan resultatet af konfrontationerne i yderste konsekvens blive, at Danmark får en ny regering – under ledelse af Lars Løkke Rasmusssen. Henny Christensen Henny Christensen Sun, 06 May 2012 08:18:20 +0100