De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et reflektion http://www.overskrift.dk Wed, 09 May 2012 01:02:17 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://heidi-l.dk/?p=6124 Jeg har været ved psykolog i dag og jeg er helt høj efter den omgang. Det var bare så gennempositivt for en gangs skyld. For det første lykkedes det mig for første gang at nævne de positive ting (og ting der var blevet bedre) der var sket siden sidst først. Det har jeg ikke kunnet i rigtig lang tid. Nævnte altid det negative først og at der ikke var sket noget positivt eller at noget var blevet bedre… ikke før jeg pludselig kom i tanke om det. Fik så sidste gang til opgave, at jeg skulle dele mine oplevelser op i positive, neutrale og negative og så fokusere på de positive ting og forandringer når jeg skulle fortælle… og det lykkedes mig, hvilket jeg er umådeligt stolt over. Der er stadig meget der kokser i mit liv pga. sygdom osv., men jeg synes jeg langsomt er ved at blive bedre til at prøve at fokusere på noget positivt, også selvom jeg måske har en virkelig dårlig dag. Mit søvnmønster er stadig lige fucked up, men selvom det er der, så har jeg fundet nogle ting som hjælper mig til at slappe af. Havde fået til opgave at prøve mindfulness af, bl.a. både til at falde til ro på om aftenen inden jeg skulle sove og så som smertelindring i løbet af dagen. Det har jeg bare ikke kunne få til at fungere overhovedet. Til gengæld har jeg fundet ud af, at jeg har stort udbytte af at ligge og lytte til musik når jeg går i seng. Max en time og så lægge det fra mig og så prøve at sove. Det kan faktisk få mig til at geare rigtig meget ned. Så jeg har nu Wimp (er telenor-kunde) installeret på både mobil og pc og bruger det flittigt. Prøvede ellers først Spotify, men ikke om jeg vil betale 99 kr om måneden for at have det både på mobil og pc når jeg kan få Wimp til 49 kr og stort set det samme musik. Så indtil videre er det Wimp jeg kører med og som jeg ligger og lytter til i min seng hver aften. Fik ros af min psykolog for at have afprøvet mindfulness og for at have fundet min egen måde med musik. Vi snakkede frem og tilbage om, at jeg har lange perioder hvor jeg sover ekstremt dårligt, men jeg fik generelt ros for, at jeg arbejder på at tage mit søvnmønster som det er og ikke stresse over det. At jeg lytter til kroppen og ikke prøver at gennemtvinge at jeg skal partout sove når jeg ikke kan, for det vil bare stresse mig endnu mere. Vi snakkede også om at prøve nogle søvnteknikker senere… når de håndværkerne der arbejder nede i gården ved det byggeri han har klinik i er færdige med at larme og forstyrre. Det er ret svært at gengive præcis alt det vi talte om, men jeg fik også ros for, at jeg er stoppet med min kolesterolmedicin og at jeg har omlagt min kost, at jeg bestræber mig på at lave sund aftensmad hver dag uanset hvordan jeg har det og at jeg  har droppet alt slik og junk (har så spist en enkelt chokolademuffin da jeg var på Baresso i fredags, men det er også alt). Han roste mig også for, at jeg stod fast overfor min læge og ikke ville tælle kalorier eller gå på vægtvogterne, men at jeg i stedet lytter til min krop. Som jeg forklarede ham, så kunne jeg ikke se logikken i at stresse min stressede krop endnu mere ved at gå på regulær slankekur. Det må da være mere fornuftigt at spise noget ordentligt og sund mad og så lade kroppen klare tingene i det tempo den kan… og da især nu hvor jeg ikke kan motionere og er dårlig hver og hver anden dag. Så jeg er virkelig glad for, at han bakker mig op i min beslutning. Selvfølgelig er det ikke sundt at veje 130 kg, det ved jeg godt, men det kan heller ikke være sundt at jage med kroppen for at opnå et hurtigt vægttab. Så de ti kg min læge synes jeg skal tabe i første omgang skal nok ryge af med tiden… det bliver så bare ikke lige på 2-3 måneder. Ellers talte vi om min fremtid, om hvad jeg skal prøve at fokusere på. Det er dog lidt svært når min konsultation hos speciallæge er om en måned og jeg først da har nogenlunde styr på hvad jeg fejler og har af diagnoser. Det er så også noget min psykolog er enig med mig i, at det vil blive nemmere at få noget fokus når jeg ved hvad jeg har at rette mig efter. Men han synes nu alligevel jeg skal tænke noget mere over hvad jeg gerne vil med min fremtid og især tænke over hvad for kreative evner der skal bruges energi på – fx som at skrive og fotografere, to ting jeg længe gerne har villet. Det vil være godt for mig at prøve at visualisere og det vil også være med til at hjælpe mig med at få fokus lidt væk fra sygdom og dårligdom osv. Lige nu handler mit liv jo mest om at overleve, så jeg skal prøve at visualisere at få noget livskvalitet ind i livet trods sygdom. Jeg gik fra min psykolog i dag med en god portion ro indvendigt og med en stor forvisning om, at jeg er virkelig på rette vej med flere ting, at jeg tackler nogle ting helt rigtigt i forhold til hvem jeg er og hvordan jeg er skruet sammen. At jeg tager nogle beslutninger som er gode for mig og ikke baseret på hvad andre mener jeg skal osv. At jeg tager ansvar og passer på mig selv og min krop… og især lytter mere til min krop. Bevares, jeg er ikke verdensmester endnu, er du tosset, jeg har stadig dage hvor alting er noget helvedes lort og jeg er dybt ked af det og i tvivl om alting, men alt i alt, så går det altså den rigtige vej og det er så rart at blive bekræftet i det. Så ja, jeg er nok lidt selvfed i dag… men helt ærligt, det skal man sgu have lov til at være en gang i mellem. P.s. En hurtig opdate omkring mine ben og kolesterolmedicinen, jeg har nu været af Crestor i 14 dage og den eneste forskel jeg kan mærke er, at jeg ikke har så stærke smerter i mine ben om natten mere, jeg kan stadig mærke dem, de er stadig ømme og urolige, men det er slet ikke så slemt som før. Det er så i sig selv rigtig positivt, men ud over det kan jeg ingen ændringer mærke. Jeg har stadig de samme problemer som før jeg stoppede med kolesterolmedicinen og jeg får stadig lige ondt, trapper er stadig ved at tage livet af mig og jeg kan stadig ikke gå ret meget eller ret langt osv. osv. Men jeg håber at det kan bedre sig endnu mere, har lovet mig selv at give det tid indtil jeg skal til Isager, har det ikke bedret sig mere da, så må jeg finde ud af hvad jeg så gør, evt. søge hjælp til hjælpemidler. Men som sagt, jeg håber stadig på bedring. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Tue, 08 May 2012 21:04:59 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6120 …. men jeg forsøger at hænge i med min sunde livsstil og spise sundt. Det er ikke let når jeg igen igen er røget ind i en rigtig dårlig periode og konstant er skide dårlig og ikke sover om natten. Jeg har dog skippet alt mit junk og slik helt og aldeles. Har ikke rørt det siden i mandag i sidste uge og jeg savner det faktisk ikke. Det eneste jeg savner, når jeg ikke har det i huset, er min laktosefri kakaomælk. Den er altså svær at leve uden når man har en sød tand. Fik en anden kakaomælk hjem i dag – Mathildes – som også har et lavt laktoseindhold, men puha… den smager bare ikke godt. Om det lige er den jeg har fået hjem eller om den har ændret smag, ved jeg ikke, men føj den smager skidt. Jeg har ellers drukket den ret meget før, men den skal jeg bare ikke have mere af. Så hellere undvære de to krus varm kakao om dagen indtil jeg kan få fat i et par liter fra Thiese! Det kan ikke ses på vægten overhovedet, at jeg har spist fornuftigt i 1½ uges tid, den står troligt på det samme som sidst. Lidt demoraliserende, men på den anden side, så overrasker det mig ikke at kroppen stritter i mod. Ikke at jeg forventede et gigantisk vægttab, men et halvt kilo havde da været fint. Jeg har så kun vejet mig en gang siden jeg startede og det var så i går, og ja… egentlig skal jeg bare være fucking ligeglad med den vægt. Det kan godt være jeg har lovet min læge at forsøge at tabe ti kg, men altså.. jeg kan jo ikke gøre mere end jeg gør nu jeg ikke kan motionere og bevæge mig som jeg kunne før. Det eneste jeg kan ændre på er kosten og det har jeg gjort, og så kan jeg håbe på at min krop efterhånden synes det er dejligt at få noget mere sund mad end især alt det slik jeg har spist før. Jeg kæmper indædt for at lave sund aftensmad hver dag, det har lige glippet et par aftner fordi jeg er så dårlig, men jeg bestræber mig virkelig på at få noget ordentligt at spise hver gang jeg spiser noget og jeg har virkelig skruet op for grøntsagerne. Frugt ligger stadig på samme niveau med 1-3 stykker om dagen, mest æbler… og jordbær når jeg får varer hjem. Jeg kan ikke mærke en dyt bedring i mine ben og mine knæ, de gør stadig pissehamrende ondt, men jeg fastholder at jeg ikke skal tage mine kolesterolpiller mere. Jeg tør simpelthen ikke begynde igen og ja, så kan det sgu godt være mit kolesteroltal stiger, men jeg skal altså også kunne leve nu og her. Jeg tror fuldt og fast på, at jeg nok skal få det bedre i mine ben og jeg spiser trofast mine Q10 og min fiskeolie hver dag og sammen med sund kost og at jeg passer på hvad jeg laver af fysisk aktivitet, men alligevel ikke sidder helt stille 24-7, kan gøre at jeg får det bare lidt bedre. Er som sagt inde i en rigtig dårlig periode igen. Det har stået på siden lørdag og ja, det er så pissetræls, men jeg prøver at få det bedste ud af det og sove når jeg kan… selvom det så ikke lige er om natten. Men puha, det er altså trættende når dagen ikke hænger sammen og man konstant er totalt udmattet og ekstremt dårlig… og oveni lige har smerter. Det kan tage pippet og det positive fra de fleste gode folk og det der nok ærgrer mig allermest er nok, at jeg har slet ikke kunnet nyde det gode vejr vi har. Ja, solen skinner, men mere ved jeg så heller ikke… ikke engang hvor varmt det er. Men det bliver vel bedre igen.. og jeg kan få bare et par dage hvor jeg ikke er så ekstremt dårlig hele tiden. Indtil da hænger jeg i, selvom det absolut ikke er nemt, men jeg kæmper for min mad og især mine sunde aftensmåltider. Så gør jeg da noget godt for mig selv og det er slet ikke så dårligt. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Wed, 02 May 2012 20:09:01 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6113 Det spørgsmål blev jeg stillet, da jeg for en uge siden var ved min læge og søgte hjælpe til mine smerteproblemer og mine problemer med at gå. Spørgsmålet kom helt bag på mig og jeg anede faktisk ikke hvad jeg skulle svare, for hvad får jeg egentlig tiden til at gå med nu jeg ikke kan så meget mere og ikke er så aktiv? Egentlig er det ikke så svært at forklare og faktisk er det ikke noget jeg skal være flov over, selvom jeg i mandags blev virkelig pinligt berørt. Som alle andre syge, så går meget min tid med at hvile. Det er nok noget af det absolut vigtigste. At jeg får hvilet når kroppen siger den vil det. Derfor tager de ting jeg får lavet her i jordhulen også længere tid end normalt, for jeg er nødt til at holde mange pauser ind i mellem og selvom jeg gør det, så får jeg alligevel ikke lavet ret meget. Det normale raske mennesker kan være en time om at få gjort, kan jeg være 4-5 timer om. Det kan så også ses på hjemmet, noget som jeg har svært ved at vænne mig til, men jeg er blevet en smule bedre til det og i stedet være glad når jeg en dag får lavet bare lidt mere end de andre dage. Jeg bruger også meget tid foran tv’et og computeren, det er min kvalitetstid og nej… det er ikke helt det samme som at hvile sig. Når jeg skal hvile mig, er jeg nødt til at lukke pc’en, slukke for musik og tv og så ligge mig ned under min dyne i min seng. Ellers får jeg ikke ro i hovedet eller i kroppen. Før i tiden var det at hvile sig og slappe af det samme som at stene tv eller stene Facebook, det er det ikke mere, dog bruger jeg det som pause når jeg laver noget, så sidder jeg måske lige en halv time inden jeg går i gang igen. Facebook er min livline, det er min sociale kontakt nu jeg ikke kommer så meget ud, men det koster også kræfter hvis jeg sidder for lang tid af gangen, så tåger hovedet og jeg bliver udmattet. Så det må jeg nogle dage også hvile mig fra. Jeg har fået lært mig selv, at jeg skal gå offline når jeg lægger mig, det at være på hele tiden kan også stresse. Jeg bruger lang tid om morgenen på at vågne og få kroppen og hovedet i gang, få min morgenmad og overleve den værste morgensløjhed. Det kan der snildt gå et par timer eller tre med. Så klokken kan ofte være omkring 11-11.30 inden jeg overhovedet så meget som tænker på at der skal tømmes opvaskemaskine, renses kattebakke eller hvad det nu lige er der skal gøres. Det er også derfor jeg er så forbandet dårlig til aftaler om formiddagen, jeg skal helst ikke have aftaler før tidligst kl. 11 ellers kan jeg slet ikke fungere. De nætter hvor jeg ikke kan sove – dem har jeg desværre alt for mange af – står jeg som regel op sent om formiddagen og så kan hele dagen godt være mere eller mindre afsat til at sumpe. Nogle dage er jeg nødt til at sove om eftermiddagen, ofte 1-2 timer. Jeg kan aldrig sige hvornår det rammer mig, nogle uger er det hver dag jeg har behov for at sove, andre uger er det måske kun 3 gange . Det kommer meget an på hvor aktiv jeg har været i løbet af formiddagen, hvordan jeg har sovet, hvor aktiv jeg har været dagen før, om jeg har en dårlig dag eller en rigtig dårlig dag. Nogle dage kan jeg nøjes med bare at hvile, andre dage sover jeg stort set hele dagen væk. Der er nogle faste ting jeg fastholder mig i at jeg skal hver dag, nemlig fodre katte, rense kattebakke, sætte i opvaskeren og tømme den og lave noget ordentlig mad. Det er ikke altid jeg får gjort andet end at fodre katte og ordne deres bakke, men jeg bestræber mig på  – uanset hvor dårlig jeg er den dag – at få gjort de ting. Det lyder ikke af meget, men det er meget for mig, for alene det at tømme opvaskemaskinen kan koste mig enorme kræfter. Vasketøj, besøg, ture ud af huset og selv et bad skal planlægges, for det er også noget der koster på kræfterne. Jeg skal kalkulere med, at det kan gøre jeg ligger syg et par dage bagefter, et bad er dog ikke helt så slemt, men det kan godt trække tænder ud og jeg skal virkelig tænke mig om hvis jeg går i bad samme dag som jeg skal ud af huset fx. Så skal jeg indregne minimum en times pause efter badet før jeg skal ud af huset… og nogle dage kan selv det ikke være nok og jeg går totalt omkuld når jeg kommer hjem. Det har taget enormt meget af presset at jeg nu får leveret mine varer fra osuma.dk, de kræfter jeg før brugte på at handle ind 2-3-4 gange om ugen kan jeg nu bruge på noget andet og den sidste uge har jeg brugt mange kræfter på at lave ordentlig aftensmad, noget som jeg faktisk er rigtig stolt over og som jeg kæmper for at holde fast i. Jeg har nogle småprojekter jeg har gang i her hjemme, mit soveværelset jeg er ved at rydde op i og gøre rent  – det har jeg været i gang med i 14 dage – et spisebord der skal ryddes og hvor der skal skiftes dug, en altan der skal ryddes op på og gøres forårsklar. Sidstnævnte kommer nok også til at tage mig en måneds tid med det tempo og de kræfter jeg har, men jeg forsøger at tage bare lidt ad gangen. Og nåh ja, så skal badeværelset jo også lige have en overhaling bare en gang i mellem og der skal også støvsuges fra tid til anden… det kan også tage sin tid at få det gjort. Jeg vil ikke lade mig presse og knokle på, for der er andre ting der er vigtigere jeg har energi til, mine katte, min madlavning og min personlige pleje – som nogle dage godt kan lide under jeg har smerter og er udmattet.  Jeg er kun mig til at gøre tingene, så de ting jeg ikke har energi til, de må bare vente. Det er vigtigere at jeg har det bare nogenlunde hver dag (og slipper for at maven går amok og slipper for at nakken og skulderen begynder at skabe sig) og kan komme ud når jeg desperat for brug for det og veninderne vil ses med mig eller når jeg har en tid hos lægen, psykologen, tandlægen, kosmetologen eller frisøren. Så hvad får jeg tiden til at gå med? Alt og intet, som I nok kan se. Hovedsageligt får jeg tiden til at gå med bare at være og have en nogenlunde dag uden for mange smerter og for megen udmattethed. De dage hvor jeg har det rigtig rigtig dårligt handler det bare om at overleve. Og så bruger jeg rigtig meget tid på at ikke køre på så jeg bliver straffet flere dage efter. Det lyder nok som et afsindigt kedeligt og ensformigt liv, det er det også. Det ER kedeligt og ensformigt at være syg, især når man ikke engang kan finde energi til sine interesser. Men når man har presset sig selv så mange gange at man bare er blevet mere syg af det, så lærer man altså på den hårde måde at sætte sin krops behov først. Ja, det er skide svært når hovedet gerne vil noget andet, når man trænger til selskab, savner en shoppetur, savner at være sammen med veninderne og sågar savner noget så basalt som at gå en lang tur. Men når kroppen ikke vil være med til det, så er den bare ikke længere. Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at jeg har mange dage hvor jeg synes det hele er røv og nøgler, hvor jeg savner at se folk, savner at være noget mere aktiv, savner at kunne tingene selv og de dage er rædselsfulde. For det går så hårdt ud over humøret og jeg kan blive voldsomt ked af det liv jeg har. Men når jeg så endelig har en dag hvor jeg har knapt så mange smerter og er knapt så udmattet, så er jeg alligevel glad for, at jeg ikke bare har kørt på, men har taget tingene med ro og lyttet til min krop… og at jeg på de mindre dårlige dage ikke bare knokler løs. Selvfølgelig kommer jeg stadig til at overgøre tingene, det gør jeg nemt når jeg ikke aner hvad kroppen kan klare en given dag, men jeg synes selv jeg er blevet lidt bedre til det… jeg skal så bare lige lære også at lytte mere til min egen indre stemme og ikke til andres når det kommer til resten af mit liv, hvad jeg skal gøre for min krop osv osv. Det kniber det nemlig gevaldigt med. Så ja, det er det jeg får min tid til at gå med… alt efter hvad dag det så lige er… om det er en dårlig dag eller en rigtig dårlig dag. Gode dage er der yderst sjældent, hvis gode dage er uden udmattethed, energiløshed og smerter. Men forhåbentlig kommer der gode dage igen.. kan jo håbe det at jeg er stoppet med min kolesterolmedicin og spiser sundt kan hjælpe bare lidt på smerterne i benene og mine knæ og jeg så kan få gode dage på den konto. P.s. ikke sikkert jeg svarer på kommentarer TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Mon, 30 Apr 2012 18:44:41 +0100 http://sexandtheisland.dk/2012/04/17/den-kloge-tier/ …og vender den anden kind til.   Det er noget jeg normalvis lever efter. Men nogen gange er nok bare nok! Selv for mig.   Hvor klogt det nu også er, ja det ved jeg snart ikke. Der kan være utrolig mange vanddråber i mit glas. Men uanset hvor mange dråber der kan være, ja [...] Maria Sex and the Island Tue, 17 Apr 2012 12:09:50 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6099 Jeg savner min indre diva. Jeg savner at føle velvære i min egen krop. Jeg savner at føle mig bare lidt lækker og ikke som en udslidt, gammel, træt og fed øgle der bare prøver på at overleve. Ja, jeg går til kosmetolog ca. hver 6 uge og jeg skal også af sted i morgen, men i stedet for at glæde mig, så har jeg i flere dage nu tænkt på hvordan fanden jeg kommer op på briksen med den dumme krop og de smertende ben jeg har. De sidste gange har jeg brugt en stol for at komme op og ned (hun har skiftet briks, den er ikke automatisk mere, og den er så høj at jeg med mine lave ben ikke kan komme op på den på normal vis), men ja.. jeg bekymrer mig allerede nu over hvilke smerter det skal give mig af ren erfaring fra de sidste gange jeg har været af sted. Jeg er træt af at alt handler om smerter og at undgå dem, at alt bare handler om at overleve. Jeg er træt af, at jeg føler mig uendeligt træt, udslidt, opbrugt og at det kan ses på mig. Jeg er træt af, at jeg endnu ikke har fundet overskud til at gå til frisør, at jeg ikke har overskud til gøre noget ved mit udseende, gøre noget ved min vægt. Jeg føler mig gammel og grim, at jeg er ved at være fyrre, fed og færdig. At jeg bare har ladet stå til og at det bare fortsætter nedad bakke. Jeg er ked af, at jeg føler livet er ved at være forbi fordi det mere end nogensinde før smuldrer igennem fingrene på mig. Jeg er ked af, at jeg føler jeg går glip af en masse og jeg er ked af, at jeg endnu mere end før har endnu mindre mod til at gå efter det jeg vil have. Det her sygdom, alle de her smerter og kamp for at overleve hjælper absolut ikke til et bedre kropsbillede og et bedre selvværd i egen krop. Jeg føler mig sgu som en 90-årig og at jeg efterhånden også ligner en. Jeg ønsker inderligt at finde overskud til at finde noget balance i mit liv så det hele ikke bare handler om at overleve fra dag til dag og overleve smerter, udmattethed, sygdom og hvad jeg nu lige kan klare af aktiviteter. Jeg vil også have kærlighed i mit liv, føle mig godt tilpas i min egen krop, være sikker på mig selv, ikke kun være syg, men også Heidi – ven, veninde, datter, søster…. og ikke mindst elsker. Jeg savner at føle mig fri, fjollet, diva-agtig…. og især levende og interessant. Jeg håber virkelig at det at få en diagnose og noget at gå ud fra kan give mig noget ro, så jeg kan finde ud af at stole på mig selv og min egen fornemmelse… og ikke mindst lytte til det min krop vil have. At jeg kan lære ikke at lytte til hvad alle andre mener jeg skal gøre med min krop. Jeg ved godt, at en diagnose ikke kurerer mig, men det giver forhåbentlig noget ro og noget konkret jeg kan sige til omverdenen, at det altså er derfor jeg hele tiden er syg, at det er derfor jeg næsten ingenting kan mere… og ikke mindst jeg kan sige til mig selv, at nu ved jeg hvad det er, nu kan jeg handle ud fra det og forhåbentlig komme videre og ikke bare famle rundt i blinde som jeg har gjort så længe og jeg har brugt så fandens mange kræfter på, kræfter jeg bare ikke har. Måske det kan så kan give plads til at jeg kan dyrke min indre diva noget mere. Så jeg kan føle mig bare lidt bedre tilpas i mig selv og ikke føle jeg er mere sygdom end Heidi, at jeg er ikke attraktiv, at jeg ikke har noget at tilbyde verden eller et andet menneske. Det er så uendelig trist bare at være uden rigtig at leve… og det er sådan jeg føler det er. Jeg vil også være glad, føle mig godt tilpas med mit udseende selvom jeg er overvægtig, smile til verden, vise jeg er forelsket… også selvom jeg er syg. Jeg vil også kunne tro på, at et andet menneske kan elske mig selvom jeg er syg, men lige nu er det bare ikke sådan… jeg føler mig så forbandet langt væk fra det. Jeg er bange for at gå efter det jeg vil have, fordi jeg føler jeg ikke selv har noget at give. Jeg tør ikke tage chancerne og jeg er efterhånden bange for at leve. Jeg tror på, at det kan blive meget lettere at leve med det her sygdom hvis bare jeg finder ud af at være tilfreds med mig selv uanset hvad… og der mangler jeg altså min indre diva som bare fanden! Hun tør nemlig meget mere af det jeg ikke selv tør… hun er nemlig den der styrer min selvtillid og mit selvværd. P.s. Beklager det er rodet og usammenhængende. Håber I forstår meningen alligevel. Det er ikke sikkert jeg svarer på kommentarer TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Fri, 13 Apr 2012 13:42:13 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6090 Tak spids en omgang jeg er ude i. Ikke nok med jeg slås med depression igen, kroppen har også lige bestemt sig for at sympatisere med hovedet og gør endnu mere knuder end den plejer. Jeg må indrømme, at jeg synes sgu godt nok jeg har fået mig noget af et gok i nødden. Jeg har før prøvet at være ramt af depression, men det er første gang hvor kroppen også brokker sig så meget. Det er fandeme hårdt! Jeg gik helt i sort efter jeg var ved psykolog i onsdags – det afspejler mit indlæg fra den dag nok også – og både torsdag og fredag lå jeg stort set bare i min seng og jeg bestilte faktisk ikke andet end at tude, sove eller have smerter. Det var virkelig en tur i helvede… for ja.. jeg har nok ligget for meget i de samme stillinger og været alt for passiv, for nu har jeg fået mig en knæ der totalt gør ondt. Og nej det er sgu ikke det højre som jeg ofte har problemer med og som jeg havde problemer med for et par uger siden. Det er sgu det venstre og av hvor det gør nas. Det er hævet og smerter uanset hvad jeg gør, men det er ikke varmt eller misfarvet.. så ja… det går nok over om en uges tid.. ganske som det gjorde med et højre da det skabte sig på samme måde der for 14 dage siden. Jeg synes det er en hård omgang den her gang og jeg har de sidste to dage været så meget på nippet til at give totalt op. Gudskelov er jeg alligevel en kujon, så jeg er her endnu. I dag har jeg prøvet at være lidt mere aktiv – hvilket også var nødvendigt. Løb tør for foder til rovdyrene og fragtmanden kommer først mandag med det nye læs. Så jeg var lige nødt til at bevæge mig ud i verden efter mad til dyrene. Knæet var så ikke helt så begejstret, men nu er det da blevet brugt i dag… også selvom trapper er ved at tage livet af det. Jeg håber snart det her gok i nødden går den anden vej inden jeg mister modet helt. Synes det er en pisseuretfærdig kamp jeg er ude i og at jeg taber uanset hvad jeg gør og prøver. Kroppen brokker sig uanset hvad jeg gør, om jeg hviler eller bevæger den, og jeg synes snart smerterne er ved at gøre mig skør i hovedet Det er virkelig nedbrydende at jeg bare ikke kan noget mere og jeg føler mig som en 90-årig. Men jeg er nødt til at forsøge at mobilisere bare lidt håb om bedring ellers kan jeg da lige så godt give helt op. Nu ligger påsken for døren og ja.. hvad skal der så ske. Har lidt småting der skal ordnes mandag og tirsdag og så har min mor varslet, at hun nok kommer i løbet af påsken og kidnapper mig til Sjælland et par dage eller tre, men det kommer helt an på hvad jeg orker og har overskud til. Jeg er lidt hm omkring det, men jeg ved også at jeg bliver skør i knolden (mere end jeg er i forvejen) hvis jeg skal gå alle 5 påskedage helt alene i min egen lille verden. Så jeg siger nok alligevel ja til at komme lidt væk, især nu min mor tilbyder at starte kareten og komme over og hente mig og jeg ikke skal tage toget. Jeg prøver at glædes over de små ting, lige i dag går det nogenlunde med det, men jeg kan godt mærke, at der er lang vej op ad hullet. Jeg må bare knokle på og så se at få gang i det skema min psykolog gav mig. Før jeg kommer i gang sker der jo ikke noget.. så er det jo stadig et gok i nødden som der stadig giver buler. P.s. Ikke sikkert jeg svarer på kommentarer. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Sat, 31 Mar 2012 21:40:48 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6074 Det gør stadig ondt, rigtig meget ondt indeni. Er ked af det og græder så snart jeg er alene. Men jeg forsøger at være der for andre, forsøger at glædes over andres glæde osv., men for fanden hvor er det svært når alting bare gør ondt inde i en selv. Var på barselsbesøg i går eftermiddags. Måske ikke det smarteste når jeg har det så skidt, men min veninde ville så gerne vise lille Liam frem og jeg vil gerne glæde min veninde. Tænkte, at det måske også ville være godt for mig at se min angst for mine følelser i øjnene. Jeg havde fundet den perfekte lille gave, synes jeg selv, en engel der skulle være den lille families skytsengel, passe på dem alle tre. Jeg er ikke religiøs overhovedet, men jeg tror på skytsengle, og tænkte, at det kunne en lille ny familie godt bruge. De blev også glade for gaven og kortet, min veninde og hendes kæreste. Lille Liam var bedårende. Han stjal mit hjerte med det samme, men samtidig var det enormt hårdt for mig. Især da jeg fik ham i armene og sad og gav ham flaske. Det var et skønt øjeblik og alligevel gjorde det så ondt, at jeg havde lyst til at dø. Jeg håber virkelig jeg fik skjult min sorg og kun fik vist glæde, for det var sateme svært… især i de minutter hvor jeg sad alene med ham i stuen. Tænk at sådan en glædelig begivenhed kan gøre så ondt indeni, tænkt at det kan rode op i så meget og gøre mig så meget i tvivl om mig selv og mit liv. Det er ganske forfærdeligt. Det værste er, at jeg er totalt i mine følelsers vold. Al fornuft og alle rationelle tanker preller totalt af på mig og gør mig nærmeste mere ked af det og frustreret, fordi jeg ikke kan få dem til at “virke”. Alt det andre siger og skriver omkring at det ikke kun er lykken at have familie og børn, at jeg er heldig at jeg ikke også har en familie at skal tage mig af nu jeg er syg  osv osv osv… jeg ved godt folk siger det i en god mening for at trøste mig, men det gør mig bare mere ked af det. Al verdens fornuft ændrer ikke på det faktum, at det er et fundamental behov at få lov at elske, at jeg i mange mange år har vidst at jeg vil have børn og at det er en kæmpe sorg, at jeg aldrig har fået min egen familie at give al den kærlighed jeg har. Så kan det godt være at jeg skal bruge mit liv og min kærlighed på noget andet, lige nu kan jeg bare ikke se det. Det gør bare ondt og selvom jeg troede jeg var afklaret omkring at jeg nok aldrig fik børn, så beviser det her jo bare, at det er jeg slet ikke afklaret omkring. At ønsket og håbet stadig er der. Ja, jeg kan så kaste min kærlighed på andres børn, men det ændrer jo ikke på mine følelser og den sorg jeg har lige nu. Jeg er virkelig ramlet i et stort sort hul. Der er blevet rodet godt og grundigt rundt i alle mine følelser, mine tanker og min opfattelse af mig selv… og ikke til det gode. Om to dage skal jeg heldigvis til psykolog, så kan jeg måske få talt ud om nogle ting, for jeg kan godt mærke, at jeg kan snart ikke holde til at gå rundt med tingene alene mere. Så jeg håber det kan hjælpe bare lidt på det, så jeg igen kan glædes over andres liv og ikke trække folk med ned og gøre dem ked af det fordi jeg siger eller gør et eller andet dumt. Og så håber jeg, at jeg kan glædes over andres glæde igen uden at sidde og være så ked af at alting bare gør ondt hos mig. P.s. Ikke sikkert jeg svarer på kommentarer TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Mon, 26 Mar 2012 10:43:10 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6033 Min 9 år yngre veninde blev mor for første gang i går, til en lille velskabt dreng. Jeg er så lykkelig på hendes vegne og jeg er lettet over at det er gået godt, men samtidig gør det afsindigt ondt indvendigt. Jeg vidste godt, at jeg ville reagere, men jeg er overrasket over, at jeg reagerer så voldsomt og at jeg i går aftes og selv her til morgen har måtte kæmpe enormt meget med mig selv for ikke at bryde helt sammen. For selvom jeg er glad for på hende og hendes kærestes vegne, så er jeg ked af det på mine egne og der er blevet rippet op i en masse ting hos mig selv. Det er selvfølgelig ikke hendes skyld, hun skal heller ikke have noget at vide, men for satan hvor er det frustrerende når noget der er så glædeligt gør så ondt. Jeg har haft mange måneder til at vænne mig til tanken (fik det at vide da hun var 10 uger henne) og alligevel reagerer jeg så voldsomt, det er ret skræmmende. Og jeg er skræmt over, at at det kan gøre mig så ked af det, at jeg kan føle så stor sorg og have så ondt af mig selv. Jeg har jo været enormt stolt af hende hele vejen igennem hendes graviditet og jeg synes faktisk selv jeg har tacklet det ret godt… og så kommer den her reaktion. Ja, jeg kan jo kaste min kærlighed på den lille ny, men fjerner jo ikke den sorg jeg har over at jeg aldrig selv har fået børn, at jeg nok aldrig får nogen… og at hele mit liv ikke er blevet som jeg har drømt om. Det er som om hele mit “lorte” liv bliver trævlet op foran mig og jeg sidder her og er ked af de få chancer jeg trods alt har haft, men aldrig turde tage… og at hele mit liv er spildt på ingenting. Jeg ved godt, at det her slet ikke handler om min veninde og hendes lille ny, det er bare det der udløser det. Men jeg er sgu ked af, at jeg har det så svært med det og jeg er så bange for, at jeg ikke kan skjule det for hende og kæresten. Men jeg håber at jeg glemmer mig selv når jeg først ser lille Liam Tristan (det skal han hedde) og kan få afløb for min kærlighed til børn på den gode måde. Lige nu er det dog helt andre følelser jeg kæmper med… og tårerne, ja de har sgu fundet vej alligevel, selvom jeg kæmper bravt. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Fri, 16 Mar 2012 10:51:52 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6031 Underlig dag i dag. Underlig på flere måder. Kroppen har en off-dag, hovedet lige så og humøret er ikke for godt. Alt i alt en ikke særlig god kombination som gør, at jeg reagerer voldsommere end ellers, er übersensitiv og sågar kommer til at gøre og sige noget som ikke kun gør mig selv ked af det, men også rammer andre mennesker. Jeg har fået en del at tænke over i dag, ting jeg lige skal fordøje og finde ud af hvordan jeg vil handle på det. Samtidig er der blevet rodet op i en masse omkring min kommende 40 års fødselsdag (selvom der er lang tid til, det er først lige før jul) og alle de tanker jeg har om min fremtid, om det jeg ikke har nået, det jeg drømmer om, det jeg aldrig får osv. Helt min egen skyld, kunne bare lade være med at skrive nogle ting på Facebook, men ja, blev mindet om min fødselsdag forleden dag og det satte nogle tanker i gang i hovedet på mig… som jeg så lige har tænkt lidt højt. I det hele taget er der blevet rodet godt og grundigt op i en masse følelser og tanker de sidste dage, og det kombineret med min krop der ikke er til at forstå og som bare er dum i dag, gør bare, at mit humør er faldet og jeg er forvirret og tåget i hovedet, ked af det, har ondt af mig selv og er pisseulidelig. Jeg burde ellers glæde mig helt vildt – det gør jeg så også – min veninde er blevet indlagt her i formiddag og kan føde når som helst. En begivenhed jeg både har set frem til og frygtet, men jeg glæder mig til at møde den lille fyr når han er kommet til verden (de ved det bliver en dreng).  Jeg får jo nok aldrig børn selv, så her må jeg se om jeg kan få afløb for min yngelpleje og komme af med al den kærlighed jeg har til børn…. uden at blive for utålelig. Men mærkelig dag, håber det bliver bedre i morgen og i hvert fald humøret er bedre. Det hjælper nemlig straks på det hele. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Thu, 15 Mar 2012 17:39:54 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6028 I dag har jeg været trodsig og nu betaler jeg også prisen. Lige nu er det så det værd, men spørg mig i morgen om jeg stadig synes det. Jeg har været ude i dag, ude og gå lidt rundt i byen, været på biblioteket, været på torvet og hente en ny portion tulipaner, fotograferet en sjov eventyrfigur i Lotzes Have, siddet på Flakhaven og slikket solskin, snust lidt rundt i butikker i gågaden og handlet ind i Superbrugsen. Kort sagt, jeg har gjort det jeg gjorde så tit før min møgsygdom brød ud for alvor og hold da kæft hvor har jeg bare nydt det. Ok, turen i Superbrugsen, til bussen og hjem, den var lige streng nok, for der var ben og krop begyndt at sige godt fra, men resten, resten var bare dejligt. Det var jo også et helt vidunderligt vejr at tulle rundt på torvet i, solen har jo allerede magt. Til trods for jeg holdt rigtig mange siddepauser rundt omkring i byen, så var det åbenbart mere end min dumme krop lige kunne klare. Den havde det ellers nogenlunde da jeg tog af sted, ja ok, jeg havde smerter og var øm som jeg plejer, men den lille tur skulle den så nok kunne klare… hvilket oprindeligt var en tur på biblioteket og så på torvet. Men jeg blev så opslugt af det gode vejr, at jeg trodsigt valgte at overhøre de sædvanlige advarsler om at kroppen altså siger fra på et tidspunkt og så gik jeg troligt videre. Tænkte, at det klarede en nok hvis bare den fik en masse hvilepauser. Jeg er død nu, totalt død. Måtte tage mig 1½ times hvil på sofaen her sidst på eftermiddagen (og jeg kunne godt være blevet liggende), midt i tre spil WF. Kroppen ville bare ikke mere, så var det tid til straf. Stærke smerter og udmattethed. Gudskelov er pigerne jeg spiller med så vant til at jeg har det med at fordufte om eftermiddagen, at der trækker en morfar altså i mig, men træls er det da alligevel. Lige nu er jeg ikke så ked af at jeg bliver straffet, tager det med oprejst pande. Jeg har nemlig udsigt til en smuk buket tulipaner der står på mit sofabord og der er handlet mad hjem til de næste dage. Men hvis kroppen i morgen straffer videre for at den fik lidt motion og solskin i dag, så kan det godt være jeg bliver lidt knotten. Så er det ikke sikkert psyken tager det helt så fint…. eller hvis jeg skal straffes med elendig nattesøvn… eller at højre møgknæ igen skal skabe sig i 14 dage. Er man trodsig bliver man straffet… ja, det skal jeg lige love for. Men nogle gange er man nødt til at være det for at få nogle ting, og så er det bare spørgsmålet om straffen er det værd… og helt ærligt, er solskin og blomster for det meste ikke det? TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Wed, 14 Mar 2012 18:17:56 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6021 I dag er et fremragende eksempel på hvor utilregnelig min krop kan være. Har ikke sovet så godt i nat. Var godt nok rigtig træt da jeg gik i seng, men for meget uro i krop og hoved gør, at jeg så ikke får sovet ordentligt og sammenhængende, men vågner op rigtig mange gange og sover uroligt. Men selvom min nattesøvn var dårlig, så havde jeg det faktisk alligevel ok da jeg så endelig stod op omkring kl. 08.30. Spiste morgenmad og slap for en gangs skyld for den ubehag og kvalme jeg ofte har om morgenen/formiddagen. Spillede mine sædvanlige par spil WF med to veninder og hyggede mig. Jeg synes faktisk jeg havde det helt ok, godt træt og øm i kroppen som altid, men humøret var helt fint og solen skinnede jo. Trods det er hviledag i dag bestemte jeg mig sidst på formiddagen for, at jeg da godt kunne nusse lidt rundt her i jordhulen, bare lave sådan lidt. Fik vasket mig og kom i tøjet, fik skiftet vand på min buket tulipaner, sat i og startet opvaskemaskinen, tømt skraldepose og ja, jeg kom sågar i affaldsrummet med en stor papkasse og en masse tomme cd-covers og fik ændret min vasketid fra i morgen til på lørdag. Men da jeg så kom op i lejligheden igen og ville rense kattegrus og bagefter støvsuge, så kunne jeg godt mærke, at kroppen begyndte at protestere. Ikke bare lidt, men meget. Jeg fik renset kattegruset, men kom aldrig i gang med at støvsuge, i stedet måtte jeg sætte mig ned. Jeg blev simpelthen så skidt tilpas, hjertebanken, åndenød og smerterne over alt blev forværret og kom prompte. Også  kom udmattetheden bare skyllende ind over mig. Det er ikke første gang min krop laver det nummer. Og det er ikke første gang den laver det ved selv den mindste aktivitet. Det er dybt frustrerende, for jeg aner aldrig hvor meget jeg kan lave eller hvor lidt. Ja, det er godt nok hviledag, men jeg følte jo jeg havde det nogenlunde, så meget at jeg godt kunne lave bare en smule. Det var jo ikke fordi jeg ville gå i gang med det helt store, bare gøre lidt. Det er lden der falske energi jeg snakker om, jeg lader mig lokke af at det går sgu da egentlig meget godt alligevel, så jeg kan godt lave noget. Det er især slemt når hovedet og psyken er på højkant, så vil jeg jo så gerne at kroppen også er det. Jeg fik spist lidt frokost og da klokken var lidt over 12 var jeg simpelthen nødt til at lægge mig under dynen og hvile mig. Jeg var helt færdig. Totalt udmattet og jeg ville bare sove. Desværre blev det ikke til megen søvn, for kroppen og hovedet er stadig uroligt, men jeg fik da hvilet mig en smule i de små to timer jeg lå der. Men jeg er smadret, totalt smadret og udmattet, og hovedet er så tåget nu. Endnu et tegn på at kroppen siger fra. Det er dybt dybt frustrerende, men det i dag viser virkelig hvor utilregnelig min krop er. Jeg ved aldrig hvad den vil. Nogle dage kan jeg sagtens lave lidt, andre dage vil den bare ikke være med til det. Det er især frustrerende på de dage hvor jeg har aftaler eller skal handle ind eller vasketøj, altså ting som i forvejen koster kræfter. Der kan kroppen finde på at straffe mig endnu hårdere. Jeg er spændt på hvad der sker senere. Nu vil jeg hvile mig til jeg skal ud og lave aftensmad og tømme opvaskemaskine og det kan kun to veje. Kroppen ikke får det værre eller den straffer mig med forværrede smerter og intensiverede influenza-symptomer som fx feber og ondt i halsen. Det føles mange gange som at spille i lotteriet  og præmien er om man bliver udmattet eller ej. Det er sgu da ikke en gevinst der er værd at vinde! TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Tue, 13 Mar 2012 15:41:24 +0100 http://www.denup.dk/konference_kilden_program_forandring.asp Læring i dagtilbud Hvorfor arbejder Learning Lab Denmark med læring i dagtilbud? Learning Lab Denmark blev etbleret af den danske regering i 2001. Det er en praksisorienteret forskningsinstitution, der fokuserer på læring og kompetenceudvikling. Om projektet Sølv og Guld: Læring i dagtilbud Projektets overordnet mål: Identificere ny og eksisterende viden om børns og voksnes læring/udvikling. Erhverve nye forståelser for og redskaber til at indgå i læringsrelationer. Opsamle og videreformidle ny viden og erfaring til støtte for den pædagogiske faglighed og profession. Projektet er delt op i tre faser: Fase 1: Sølvguiden Fase 2: Guldminen Fase 3: Guldguiden I projektet opereres der med en bred forståelse af læring. Refleksion – at begribe verden Handling – at agere og kunne i verden Identitet – at blive sig selv i verden Projektet kredser om følgende spørgsmål: Hvordan arbejder man med læring i dagtilbud? Hvad er læring i dagtilbud? At arbejde med læring som perspektiv I sølvguiden illustreres det hvordan Sølv og Guld projektet arbejder med læring som perspektiv Dagtilbud giver deres bud på hvordan de arbejder med læring Fra Lemvig til Nykøbing Falster Læreplaner, læring og den pædagogiske profession Den offentlige debat går meget på for og imod læreplaner. Læreplaner som en måde at tydeliggøre indholdsmæssige dimensioner i dagtilbud. Læreplaner stadfæster dagtilbud som institutioner, der samfundsmæssigt har anerkendelse og status. Krav og forventninger om, at dagtilbud bidrager alment til børns læring og kompetence udvikling Hvad betyder det for den pædagogiske profession at læring sættes på dagsordenen? En kommentar fra Søllerød Skal pædagoger så have forberedelsestid ligesom lærerne har det? Claush Denup - Den Usynlige Pensel Mon, 12 Mar 2012 19:00:00 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6016 Det er de små glæder jeg lever af. De der bitte små ting som normalt fungerende og raske mennesker måske ikke lige lægger mærke til i forbifarten. At solen skinner, at fuglenes forårsfløjten er begyndt, at ens kæledyr har fået forårskuller osv osv. I dag har jeg fået nogle af de der små glæder. Og det varmer helt vildt indeni. Mine katte er totalt forårskåde og det til trods for de begge er steriliserede. Men der skal bare ske noget, så de fiser og farer rundt. Fuglene udenfor er rigtig i forårshumør nu og det smitter af. Jeg har overvundet en grænse i dag, nemlig at ringe. Blev sparket lidt kærligt i røven rent verbalt i går af en veninde og da jeg i dag havde en tid hos min læge hængende over hovedet, fik jeg endelig samlet mod til at ringe til den speciallæge i Nyborg jeg før har skrevet om. Ja, jeg sendte ham et brev for snart 3 uger siden, men har intet hørt og alle der kender mig, ved jo hvor svært jeg har det med ikke at have kontrol. Jeg vidste også, at min læge ville spørge i dag om jeg havde fået en tid, så ja… i dag skete det. Med hamrende hjerte, hakken og stammen og skælvende stemme. Men jeg kom igennem det. Han var faktisk meget sød og forstående den gamle speciallæge. Og jeg fik mig en tid d. 5. juni kl. 11.00. Jeg har også fundet ud af noget om mig selv i dag, noget jeg faktisk er meget glad for. Selvom jeg er syg, så er jeg stadig en varmblodig kvinde der kan få hjertebanken og blussende kinder. For helvede hvor er det fantastisk at få det bekræftet! Så er man sgu da ikke en helt død sild der har fortabt sig i sygdom! Jeg kan stadig flirte, jeg kan stadig føle tiltrækning og jeg har stadig svært ved at holde fingrene for mig selv. Hurra!!! Det er jo dejligt at finde ud af det på sådan en dejlig solskinsdag hvor alle mennesker omkring en i bybilledet åbenbart  er blevet god og grundigt smittet med forårs-buggen. Håber den smitter lidt af på mig. Så ja, det er de små glæder jeg glædes over. Også det at komme hjem igen, godt nok totalt smadret og med smerter i hele kroppen, og så bare se den skønne buket tulipaner jeg forærede mig selv forleden dag stadig står og lyser op i hele stuen… eller opdage at Daisy har indviet foråret og ligger og snorker ude i en af diva-stolene på altanen. Så er det altså dejligt at komme hjem til jordhulen og så føles det ikke så trist at sætte sig ned og hvile sig og passe på sin dumme, ømme krop. Sad i eftermiddag efter jeg var kommet hjem (og efter at have chattet på Facebook og opdateret mig på alt hvad der var sket i de par timer jeg var væk, var der nogen der sagde afhængig) og drak et stort krus te i min lænestol og filosoferede over tingene… og ja, jeg kom faktisk til, at i dag er jeg glad helt indeni. Det er sgu længe siden jeg har været det. Helt spontant har jeg også danset lidt rundt på stuegulvet og skrålet i vilden sky. Satte et gammelt album med tv-2 på anlægget og fyrede op, så meget at Wilma forduftede fra stuen. Hun kan ikke fordrage når jeg synger… hvorfor mon? De par sange jeg orkede at jogge lidt rundt på gulvet var dejligt befriende og jeg gør det bare ikke ofte nok. Men hvor var det dejligt befriende at tage en sang og en dans… og bare give los. Jeg ville ønske jeg kunne putte den her glæde over de små ting på dåse og gemme den til gråvejrsdage hvor mit humør ikke er så godt. Det er nemlig der jeg har allermest brug for de små glæder! TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Mon, 12 Mar 2012 18:51:38 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6005 Man kan ikke se på mig at jeg er syg. Intet udadtil indikerer at jeg skulle være alvorligt syg. Jeg ligner som alle andre en helt almindelig gennemsnitsdansker med alt for mange kilo på sidebenene. Hos mange mennesker hænger det med at være svært overvægtig ikke same med at være syg, billedet af en syg er en som er sygeligt tynd, en hvor man kan se der er sygdom eller måske har en arm eller et ben i gips. Vi mennesker er visuelle, det gør det lettere for os at forstå. Derfor er det også svært at leve med sygdom som ingen kan se og især sygdom som ingen rigtig forstår. Og det er især svært når man ikke bliver forstået i det etablerede sundhedssystem. Men ja, jeg er syg. Jeg er nok også mere syg end jeg umiddelbart vil give udtryk for. Og hvorfor vil jeg så ikke give udtryk for det? Simpelthen fordi jeg er så led og ked af ikke at blive troet på. At blive mødt med om jeg dog ikke overdriver, om jeg virkelig er så syg og det lyder som om jeg er døden nær. Jeg orker ikke at forklare, for jeg føler hver gang at det lyder som en stor klagesang og at jeg svælger i at være syg. Det gør jeg ikke, jeg vil bare gerne forstås. Og selv dem som virkelig så gerne vil forstå, forstår det alligevel ikke helt… måske fordi det er skide svært at forstå, at man kan være så syg uden at nogen gør noget ved det. Jeg er ikke døden nær, men det føles sådan nogle gange. En langsom, ulidelig og ensom død der tager årevis. Lyder opgivende og barskt, jeg ved det, men sådan føles det når ens aktive liv bliver taget fra en og bliver erstattet af ingenting, kun masser af tid og sygdom… og ingen kræfter til at være social i ret lang tid ad gangen.  Al den tid jeg har fået ved at blive førtidspensionist har jeg ikke engang overskud til at bruge til det jeg så gerne vil. Det er heller ikke en sygdom jeg dør af, men det gør den jo ikke mindre alvorlig og invaliderende. Jeg ser  ikke syg ud når folk møder mig eller snakker med mig. Men ingen kan se hvor mange kræfter det har kostet mig at gå i bad og gøre noget ud af mig selv. Ingen kan se, at jeg skvatter totalt udmattet om når jeg kommer hjem og måske har anstrengt mig så meget ved at være ude, at jeg efterfølgende ligger i sengen i flere dage. Jeg plejer at forklare min sygdom med, at det føles som en vedvarende influenza-følelse i kroppen. Den kender alle. Så prøv at forestille dig at den ikke vil gå væk, men bare ligger og murrer i kroppen konstant og svinger i intensitet alt efter hvor aktiv du er. Prøv så at tænke på et tidspunkt hvor du har været helt ekstremt udmattet… gang det med 1000 og læg det oveni influenza-følelsen. Forestil dig så, at hver gang du prøver at presse din krop, så får du endnu værre influenza-følelse og føler dig endnu mere udmattet… og du er det hele tiden. Ville du så ikke også føle dig rigtig skidt tilpas? Det er bare to af de ting jeg slås med og slås med dagligt. Gode dage er en sjældenhed efterhånden og selv de dage som jeg kalder gode er ikke som de var da jeg var rask. Selv på gode dage kan jeg ikke det jeg gerne vil og på mine dårlige dage kan jeg ofte slet ingenting. Før i tiden kunne jeg rask væk tage mig en gåtur på en time, nu kan jeg knapt overleve at gå lidt rundt oppe i byen eller tage af sted og handle. Cykle er helt udelukket. Jeg savner det ad helvede til at komme ud og jeg bliver dybt frustreret hver gang nogen  – og det er ofte af et godt hjerte  – der mener, at frisk luft og motion da være det bedste til at få noget energi. Jamen, jeg vil også gerne. Jeg har den dejligste Madam Blå der står nede i skuret, jeg har gode sko at gå i, kroppen vil bare ikke være med. Energi avler energi, siger de kloge. Ja, bare ikke hos mig eller andre der har det sådan her. Energi fjerner ikke den vedvarende følelse af at være udmattet. Jamen, så må du jo sove. Ja, men det at sove fjerner den heller ikke. Nogle dage kan jeg godt have en (falsk) følelse af energi og så skal der ske noget… der går max en halv time, så står kroppen af. Så jeg har efterhånden lært på den hårde måde, at det skal jeg ikke lade mig lokke af. Kroppen står af? Hvad mener jeg med det? Der mener jeg at influenza-følelsen bliver intensiveret. Jeg kan få alt fra feber til ondt i halsen, føle mig snottet, få ekstremt ømme led og muskler, hævede lymfekirtler og det totalt ud af den blå luft. Det kan komme prompte eller forsinket, dvs dagen efter. Udmattetheden kan blive helt ekstrem og den går ikke væk ved at sove. Min krop kan reagere så voldsomt, at jeg får tåget hoved, altså bliver totalt zombie, ikke kan klare lyde og lys, ikke kan koncentrere mig osv. Kort sagt, ikke aner hvor jeg har hoved og røv på mig selv. Jeg får stærke smerter i alle ender og kanter og uro i kroppen så jeg ikke kan finde hvile og når hovedet så også er tåget, så er det en virkelig dårlig kombi! Maven kan begynde at brokke sig enormt og jeg får smerter og enten diarré eller forstoppelse (diarré er så det mest almindelige) og kvalme. Det er bare nogle af de ting kroppen kan finde på at “straffe med”. Til hverdag svinger det meget i intensitet hvordan jeg har det. Maven fx er meget aktivitets-, stress og hormonalt bestemt. Op til og under menstruation kan den være helt tovlig og jeg kan knapt spise noget. Men der er ting jeg ikke kan tåle at spise og drikke mere og som simpelthen skyldes alt det her kroppen slås med. Laktose, citrusfrugter, frugtsukker, alkohol… bare for at nævne lidt af det og det er sågar ud over det jeg i forvejen havde svært ved at tåle. Men selvom maven ikke brokker sig hele tiden, så slås jeg meget med kvalme og ubehag om morgenen. Smerter i kroppen svinger også meget, det er uhyre sjældent at jeg har en dag hvor jeg ikke har ondt. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en… og det trods jeg tager smertestillende hver dag, men det er for mine diskusprolapser i nakken. Lige for øjeblikket er mine smerter i mine ben meget voldsomme, så meget, at jeg har svært ved at gå særlig langt og på trapper og det er noget der kommer i periode. Det skræmmer mig sgu, for tænk hvis det ender med jeg skal have rollator! Træthed og udmattethed er faste følgesvende, det samme er søvnproblemer. Uanset hvor meget jeg gerne vil noget, så sætter det og smerterne en stopper for det. Nogle dage kan jeg så lidt mere end andre, men jeg kan aldrig vide det og derfor er det så forbandet nemt at komme til at overskride ens grænse… den grænse man skal forsøge ikke at overskride for at få det værre. Det begrænser en meget når man har det som jeg har det. Der er ikke mange gode dage rent fysisk selvom jeg hjertens gerne vil have at det er der. Det er gået stærkt nedad bakke siden jeg fik min pension og især siden november har der ikke været ret mange gode dage hvor jeg ikke har været mærket af min sygdom. Det går rigtig meget ud over ens socialliv. Alt det jeg gerne vil, mødes med eller besøge veninder, rejse, shoppe, gå i biografen, tage til udstillinger, gå på cafe, tage til koncerter osv osv, det er begrænset til et minimum. Store indkøbsture som en bare en halv dag i Rosengårdcentret eller IKEA er totalt udelukket hvis ikke jeg skal ligge enormt syg i mindst 14 dage bagefter. Det samme gælder mine interesser der kræver fysisk aktivitet og det går voldsomt ud over psyken i det lange løb. Man bliver ensom og alene når man det meste af tiden er tvunget til at være hjemme i jordhulen fordi kroppen ikke kan. Det handler meget om at hvile og ikke belaste sin krop og det kræver rigtig meget planlægning og selv det er skide svært, for jeg aner aldrig hvad jeg står op til om morgenen, hvordan jeg har det. Men der skal jo handles ind, der skal jo vaskes tøj, man vil også gerne se lidt mennesker en gang i mellem osv osv. Det er pissesvært at få til at hænge sammen, især når ens venner også har deres liv og det hele også skal passes ind i deres kram når vi skal ses. Så det ender ofte med det er mig der går på kompromis med mit for at få noget socialt og så betaler jeg også prisen bagefter. Nogle gange går der ugevis hvor jeg ikke ser nogen og det tærer også rigtig meget på psyken. Så ja, jeg er virkelig så syg, så meget at det går ud over alle aspekter af mit liv. Man kan vælge ikke at lade sig styre af sygdommen, siger de kloge. Ja, det kan man til en hvis grænse. Det er ikke nemt når kroppen lever sit eget liv og gør som den vil. Jeg kan så vælge at overhøre den og så betale prisen bagefter og det gør jeg også nogle gange… men det er saftsuseme ikke altid det er det værd… især ikke når man pludselig opdager at man er på vej nedad og der kun er den vej! Jeg prøver meget at se de små positive ting her i livet. Det er dem der holder mig oprejst. Men indrømmet, så er der virkelig dage hvor jeg har det så dårligt psykisk også, hvor jeg bare tænker, at det kan sgu være skide lige meget. Men jeg har da ikke givet op endnu og jeg arbejder på ikke at gøre det. Håber det her har givet bare et lille indblik i hvad det er jeg slås med. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Sun, 11 Mar 2012 22:01:18 +0100 http://heidi-l.dk/?p=6001 Det er længe siden jeg har skrevet, men skal jeg være helt ærlig, så aner jeg ikke hvad jeg skal skrive om mere. For dagene ligner hinanden og går med at overleve på de dage hvor jeg har det værst og så få lavet lidt uden at gå omkuld de dage hvor jeg har det lidt bedre. Og hvor spændende er det lige at læse om? Det er jo bare det sædvanlige nyt fra Vestfronten. Lidt nyt er der dog måske alligevel. Jeg har lige haft besøg af min mor i 3½ dag og det var nær ved at tage livet af mig til sidst. Jo, det var da skide hyggeligt og godt at se hende igen, men det tog alle mine kræfter. Det var anstrengende at have et andet menneske i huset 24-7 og være selskabelig osv. Vi endte da også med at komme voldsomt op og skændes om nogle ting, især oprydning og rengøring. Min mor ville partout gøre rent alle vegne og jeg kunne slet ikke have med det at gøre. Hun tog fuldstændig magten fra mig og ville have der skulle ryddes op over alt, at jeg skulle gøre dit og dat. Jo mere hun pressede des mere sur og vanskelig blev jeg. Selvom jeg godt kunne se fornuften i mange af de ting hun kom med, så var det bare for meget for mig. Jeg havde mest brug for at i hyggede nu det var så længe siden vi havde set hinanden og så var den skide rengøring og oprydning ikke så vigtig. Men nu hvor hun er taget af sted, så er jeg da glad for, at hun gjorde rent på badeværelset, ordnede min entre og støvsugede i køkken og stue. Men hele hendes attitude og hendes demonstrative kommentarer kunne jeg godt have været for uden. Og jeg kunne godt have været foruden at det kørte mig i sænk og at hun sad og sov i lænestolen om aftenen, fordi hun havde okset rundt som hvid tornado. Jeg har sgu meget at lære, hvis jeg skal have andre til at gøre rent for mig… og jeg har især meget at lære, hvis jeg skal have andre til at hjælpe mig med at få ryddet op og pakket ned så jeg kan få ordnet min stue og få købt de nye møbler jeg gerne vil have. Jeg vil jo gerne have det bliver lidt lettere for mig selv, men for fanden hvor har jeg bare ikke overblikket eller energien… og det har jeg det meget svært med. I det hele taget synes jeg alting bliver sværere og sværere. Der skal ingenting til før jeg ligger brak og jeg er så længe om at komme bare nogenlunde ovenpå igen. Jeg sagde til min psykolog sidst at på mine rigtig gode dage – som jeg har meget sjældent efterhånden – kan jeg nok 60% af det jeg kunne før jeg blev syg… men det er ikke uden omkostninger. Min krop kan reagere meget voldsomt og straffe mig enormt. Så egentlig burde jeg nok kun lave 40-50% af hvad jeg kunne tidligere. Måske er de 60% sat alt for højt, for selv en indkøbstur i Irma eller Netto (med bus frem og tilbage) kan tage livet totalt af mig selv på en god dag. På mine dårlige dage kan jeg stort set ingenting… der skal jeg være glad hvis bare jeg får renset kattebakke, fodret katte, måske tømt opvaskemaskine og sat i igen og lavet noget ordentligt aftensmad. Selv det at tage et brusebad kan koste enorme kræfter. Indkøb og tøjvask er et helvede og rengøring ligeså.. og ja… jeg er sgu en kælling når jeg ikke kan holde ud at min mor gør rent for mig. Det lyder nok totalt ude i hampen, men det er den skinbarlige sandhed. Sådan er mit liv! Man føler sig ufatteligt ensom når man ingenting kan mere og alt efterhånden bliver forhindringer og stressmomenter. Når det er svært at få hjælp til det man rent faktisk beder om hjælp til (for det gør jeg, jeg gider bare ikke blive ved med at spørge, så finder jeg på noget andet). Jeg er begyndt at handle kattemad og kattegrus over nettet med levering ved døren, håber jeg kan få opdraget fragtmanden til at bære det helt op til min dør. Så kan jeg handle i ro og mag her hjemme fra sofaen. Jeg begynder også snart at handle mad osv. over nettet. Har bestilt visa/dankort så jeg kan handle på Irmatorvet (og når butikken her i Odense lukker om et års tid, det fik man lige at vide i går) og så har jeg fået at vide at der er noget der hedder Osuma, som også leverer i Odense.  Så er det stressmoment også væk og så må det blive en sjældenhed jeg kommer i Netto eller Bilka og kun når jeg har det rigtig godt eller hvis jeg tilfældigvis har kørelejlighed. Irma vil jeg forsøge at besøge de dage jeg alligevel har et ærinde i byen, går jo til kontrol igen med blodtryk og blodprøver…. og jeg skal jo fra tid til anden også på biblioteket, apoteket og i banken. Så ja, det er mit liv… det er ikke ret meget der sker. Det handler bare om at få bare lidt positivt ud af de kræfter jeg har og ikke gå helt i sort over at min krop er så plaget som den er. Lige nu glæder jeg mig over – mens jeg har det skidt og er godt dopet med smertestillende – at jeg fik købt 20 tulipaner hjem i går og har noget smukt at kigge på midt i det rod der stadig er her. Så I kan godt se, der er ikke meget at skrive om… med mindre jeg skal skrive seriøst om hvordan det er at være svært sygdomsramt og hvordan det er i et land der pt. udvikler sig i en meget uheldig retning, et land hvor det er blevet helt legalt at sparke nedad på de svage i samfundet. Har I lyst til at læse om det? Har I lyst til at læse om det at leve med en sygdom ingen kan se man har? Ellers ved jeg snart ikke hvad jeg skal bruge min blog til mere og det gør mig ondt at se, at den bare ligger hen og intet bliver skrevet i den mere. P.s. Hvis I vil læse lidt mere om hvad det er jeg slås med, så er der en lille pjece her. Måske den kan give et billede af hvordan det er. Det er ikke bare en gang i mellem, men hver eneste dag og det svinger fra ret slemt til virkelig slemt. Gode dage er en sjældenhed efterhånden. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Sat, 10 Mar 2012 17:46:55 +0100 http://heidi-l.dk/?p=5980 Fik i går endelig sendt brevet til den speciallæge i Nyborg som flere har anbefalet. Nu går jeg så og venter på at blive kontaktet angående en tid. Og ja.. jeg kan ikke andet end at vente. Vente på at få den og at det bliver tid. Ikke fordi det kommer til at gøre mig rask at få en diagnose, men det bliver alligevel dejligt at finde ud af hvad der dog er galt… og ikke mindst finde ud af, at jeg er altså ikke rablende gal i hovedet, lud doven og bare skal have et gigantisk los i min dertil indrettede. Forhåbentlig bliver det også lettere at få noget hjælp fra kommunen. Ikke fordi jeg forventer de skal servicere mig i hoved og røv, jeg forventer heller ikke at live tildelt hjemmehjælp til rengøring osv., men jeg vil blive glad, hvis det kan gøre det lettere at få nogle hjælpemidler der kan gøre tingene lidt nemmere. Rengøringshjælp kan jeg godt skyde en hvid pind efter, Odense kommune har efter sigende indført at vil man have støvsuget, må man skaffe sig en robotstøvsuger… og ja, det må jo så også gælde for mig. Det vil jeg så overveje at gøre. Ellers må jeg overveje hvordan jeg ellers kan få hjælp til de ting jeg ikke umiddelbart selv kan. Overvejer meget hvad jeg skal putte ind i mit liv som ikke dræner mig totalt for energi. Det er ved at være et ret kedeligt liv efterhånden og jeg søger desperat efter input og noget jeg kan overkomme. Noget der er sjovt, noget der giver noget. Spørger meget andre der er syg ligesom mig (i større eller mindre grad) og jeg håber at få nogle gode ideer der kan passe til mig. Ja, jeg elsker jo at skrive, men der er sgu ikke meget at skrive om. Jeg elsker også at læse, men har slet ikke hoved til det. Og de ting min psykolog gerne vil have jeg kaster mig over, har jeg slet ikke det fysiske overskud til. Så jeg sumper bare i mit eget liv efterhånden og det er sgu for tidligt at leve som en gammel kone på 90 når jeg kun er 39. Jeg kan ikke holde tanken ud, at jeg skal leve sådan her de næste 50 år… selvom jeg så tvivler på jeg bliver så gammel. But you get the picture. Jeg prøver virkelig at få det bedste ud af alle dage, at nyde når solen skinner selvom jeg ikke har kræfter til at komme ud, at nyde mine to katte, nyde når jeg bliver udfordret i Wordfeud (det gør jeg flere gange om dagen)… simpelthen bare nyde de små ting. Men jeg må indrømme at det slider ufatteligt hårdt på min psyke at være så dårlig og ikke kunne noget selv. Ikke at kunne forklare så folk kan forstå hvad det er der er galt og hvorfor jeg dog ikke kan noget og bare bliver dårligere. Og så slider det ikke at vide om det nogensinde bliver bedre. Jeg håber virkelig speciallægen kan give mig nogle svar når det kommer så vidt. Men nu skal jeg jo først og fremmest have mig en tid og den håber jeg inderligt han snart sender retur. Indtil da kan jeg jo bare vente… og forsøge at holde mig selv oppe til jeg har nogle svar jeg kan arbejde ud fra. TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Thu, 23 Feb 2012 15:50:41 +0100 http://heidi-l.dk/?p=5977 Det er skide hårdt, men jeg kæmper. Kæmper for at overleve og kæmper for ikke at gå helt i sort over hvordan jeg har det. Men det er svært, skide svært faktisk. Jeg tror slet ikke jeg kan forklare det så folk kan forstå det. Jeg kæmper hårdt for at komme ovenpå. Det var en ualmindelig hård omgang menstruation og jeg kan ikke mindes jeg nogensinde har haft så ondt før. De smertestillende min læge gav mig hjalp ikke og en skid og jeg har besluttet mig for, at jeg vil insistere på (læs; kræve) at blive henvist til en gynækolog, så jeg i hvert fald kan få fundet ud af hvad der dog er skyld i de ekstreme smerter jeg oplever… og ja, så må jeg tage den derfra. Noget skal der i hvert fald ske, jeg kan ikke leve med at have så ondt. Jeg er ikke kommet ovenpå den omgang endnu. Jeg har været ualmindeligt udmattet, mere end jeg plejer, og ja, selv på mine aktiv-dage får jeg næsten ikke lavet noget. I fredags var jeg dog af sted og handle ind og på biblioteket og bare fordi jeg formastede mig til at tage den på gåben fra Banegården/biblioteket, via Kongenshave og til Lidl og videre til SuperBrugsen (folk i Odense ved udemærket hvor kort den tur rent faktisk er, den er ca. 1 kilometers penge), så har kroppen i den grad straffet mig lige siden. Det skulle være så fandens godt med frisk luft og motion, men min krop vil bare ikke. Den har det heller ikke godt når jeg er for inaktiv… hvad fanden vil den? Jeg har bare ondt i alle leder og kanter, uro, kan ikke sove, maven brokker sig, hovedet er tåget, får feber, bliver enormt utilpas osv osv osv. Listen er sateme lang efterhånden. Jeg har ingen overskud til noget som helst, det er lige alt jeg får lavet aftensmad til mig selv eller tømt opvaskemaskine… og ja… det er ikke hverdag heller. Rengøring er en by i Rusland her i jordhulen og nu ligner jordhulen sgu vitterligt en bombet jordhule. Jeg har så i dag tilladt mig at gøre rent på mit badeværelse, for jeg kunne bare ikke holde det ud mere. Der var ikke – og hold nu fast – blevet gjort rent i over en måned. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår det sidst var. Det tog mig så også lige 4 timer med pauser at få det gjort og jeg er helt færdig nu. Og ja, det er faktisk hviledag, men ja… hvad skal jeg snart sige? Jeg er så fucking ked af det her liv… som bare ikke er et liv mere. Jeg skammer mig så meget over at mit hjem ser ud som det gør, at jeg ser ud som jeg gør, at jeg de fleste dage ikke orker at gå i bad, at jeg er asocial og ikke har overskud til nogen eller noget. Det går mig virkelig meget på efterhånden og går gevaldigt ud over mit humør. Der er ikke overskud til at komme ud blandt andre, jeg må sige nej til et foredrag jeg ellers gerne ville med til. Alting handler bare om at overleve og det er sgu da ikke noget liv. Det er så svært at forklare folk hvad det er der er galt når de spørger. Er det maven igen? Nej.. eller jo.. men ikke kun den. Det er det hele. De vil så gerne forstå, og jeg kan ikke forklare. Dybt frustrerende. Jeg er bare konstant syg efterhånden, der er ved at være langt i mellem de gode dage. Nu har jeg så endelig fået fundet ud af at få taget kontakt til den private læge i Nyborg jeg er blevet anbefalet. Har brugt 1½ uge på at finde mod til at ringe til ham og bestille en tid, men min angst er for voldsom og jeg kan bare ikke. Så nu har jeg skrevet et ganske almindeligt dødeligt brev og det skal jeg så ned i postkassen med i morgen. Så må han ringe eller maile til mig. Ja det lyder nok totalt åndssvagt, men jeg har virkelig telefon-fobi og den er rigtig slem når jeg i forvejen har det skidt. Men jeg håber jeg får respons tilbage og en tid hos ham (han har en del ventetid, så det bliver nok først i starten af juni) så jeg kan få fundet ud af hvad fanden det er jeg fejler. Jeg ved godt jeg brokker mig enormt meget, men jeg synes vitterligt ikke der er meget positivt i mit liv mere. Jeg forsøger virkelig at holde humøret højt og få det bedste ud af de få ting jeg kan. Jeg spiller Wordfeud til den store guldmedalje og det tager også fokus fra alle tankerne (og er godt til at holde hjernen i gang så den ikke helt forsumper), men det gør også, at jeg ikke fortæller folk hvor skidt jeg egentlig har det. Den sædvanlige gamle skrue uden ende. Og ja, jeg skal bare bede om hjælp osv osv… men lidt svært når folk har travlt og der sker store ting i deres eget liv hvor de har brug for hjælp og støtte. Hvis ikke det var for Facebook bl.a. så var jeg da blevet totalt skør i hovedet af ingen kontakt at have med folk. Jeg synes det er skide hårdt. Men det er jo ikke noget man skal tale højt om i det her land. Jeg hører jo til det værste udskud (syg og på førtidspension, samfundsnasser i mange folks øjne), så det er jo bare om at holde lav profil, holde kæft og så bare håbe at ingen ser sig sur på en.  Det er blevet enormt populært at sparke socialt nedad og jeg gider ikke flere spark. Derfor blogger jeg heller ikke så meget mere. Orker ikke hvis det bliver “opdaget” af dem der har så ondt i røven over, at vi altså er nogen i det her land der ikke kan det samme som andre. Nåh, det var et sidespring og lige noget der røg ud mellem sidebenene, men jeg må indrømme, at jeg den sidste tid flere gange har været ved at fare til tasterne og skrive nogle ekstremt harme indlæg på min blog. Men jeg har ikke gjort det, simpelthen fordi jeg ikke orker folks måde at se på folk der er anderledes end dem selv. Jeg skal ikke forsvare hvorfor jeg er syg og på pension, derfor har jeg ikke skrevet min harme ud og af samme grund deltager jeg heller ikke i debatten på diverse aviser etc. Men det betyder ikke, at jeg ikke har en mening, jeg skal bare bruge mine sparsomme kræfter et andet sted. Jeg overvejer også seriøst hvad jeg skal stille op med min blog. Der går alt for længe mellem mine indlæg og når jeg endelig skriver er det øv med øv på. Men at bare lukke den ned og sige farvel vil også så drastisk, men det kan ende med at blive sådan. Der er ingen der siger at livet skal være en dans på roser, men behøver det at være så fandens hårdt? P.s. beklager det utroligt rodede indlæg og ja, det er ikke sikkert jeg svarer på kommentarer… men det havde I vel regnet ud?   TweetDel Heidi Heidi's univers/fat2fab Mon, 20 Feb 2012 14:47:33 +0100 http://mercyformankind.wordpress.com/2012/02/16/person-med-vaerdilose-tilbedeshandlinger-soges/ Nahmaduhu wa nusalli ‘ala Nabiyyihi wa nusallimu ‘alayhi wa alihi al-kiram. Hittegods kaldes luqatah (eller luqtah) på arabisk. Blandt reglerne for luqatah ifølge hanafi-lovskolen er, at hvis man finder noget værdiløst er det tilladt at anvende det og betragtes altså ikke som luqatah. I al-Bahr al-Raiq speciferes det dog, at hvis det (som værdiløse) er [...] ummati Mercy for mankind Thu, 16 Feb 2012 08:04:16 +0100