De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et respekt http://www.overskrift.dk Mon, 21 May 2012 11:01:32 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://anettelund.wordpress.com/2012/05/21/it-is-in-your-moment-of-decision/ Anette Lund Anette Lund Mon, 21 May 2012 06:00:12 +0100 http://refshauge.wordpress.com/2012/05/20/den-gamle-herre/ birgitterefshauge Birgittes Verdensbillede Sun, 20 May 2012 08:24:13 +0100 http://rebeccabondesblog.wordpress.com/2012/05/14/jeg-har-set-dem-bolle/ Samarbejdet med (h)eks?en og den nye tatoverede krampe  (uddrag) Mortens tidligere kone Kristina skulle bruge lang tid til vænne sig til min tilstedeværelse og rolle. Hun spurgte Morten direkte ?hvad er strategien med hende Rebecca?. Det gjorde ikke sagen nemmere, at Frederik sagde ?Jeg har set dem bolle?. Det var første gang jeg mødte Kristina. [...] Rebecca Bonde Rebecca Bondes blog Mon, 14 May 2012 23:00:01 +0100 http://midtiaraes.wordpress.com/2012/05/11/alderdom/ NÅR JEG BLIR`GAMMEL , SÅ VIL JEG SIDDE PÅ EN BÆNK… TRA LA LA LA. SÅDAN LYDER OMKVÆDET I PETER AG`S SKØNNE SANG OG NOGENLUNDE SÅDAN , FORESTILLER JEG MIG MIN MAND OG JEG,  OM MEGA MANGE ÅR,  SIDDE I … Læs resten → Gitte Midt-i-a-ræs Fri, 11 May 2012 10:25:43 +0100 http://feedproxy.google.com/~r/what2012/~3/qRS9my99UFQ/ En ny rapport kritiserer det socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Farsø i Vesthimmerland for ikke at møde de unge med respekt. Continue reading → administrator What!? Sun, 22 Apr 2012 18:43:00 +0100 http://sexandtheisland.dk/2012/04/20/30-ars-krise-onskeseddel-jeg-gar-lige-ud-og-knaekker-mig/ Nogen gange er det meget godt lige at få afledt opmærksomheden fra det der fylder. Min 30 årskrise, den har jeg faktisk ikke set så frygteligt meget til den seneste uge. Og det må jeg da nok lige sige har været ret befriende! For som de fleste siger ” Herregud, det er jo bare et [...] Maria Sex and the Island Fri, 20 Apr 2012 22:42:54 +0100 http://annesapropos.wordpress.com/2012/04/20/madam-traumeleder/ Fredag 20. april 2012 Traumekald. Dobbeltraume, faktisk. Traumeholdet ankommer drypvis, nye ansigter og kendte ansigter, de fleste af os hilser på hinanden. En radiografelev, en sygeplejerske, som har arbejdet på afdelingen er nu i akutmodtagelsen, flere traumeygeplejersker, bioanalytiker, portør, ortopædkirurg og ikke mindst anæstesiologen = traumelederen. Der er noget betryggende ved kendte ansigter. Og noget [...] Anne Schwarz Annes A Pro Pos Fri, 20 Apr 2012 10:29:46 +0100 http://www.outsideren.dk/2012/04/18/et-liv-som-psykisk-syg-og-efterbehandling-der-gor-en-forskel/ Louise skriver i denne artikel om, hvordan hun har fået et liv fyldt med stabilitet, glæde og indhold. Hendes liv inden da, var præget af en kaos og udsigtsløshed – med indlæggelser og forskellige diagnoser. Jeg hedder Louise Bjørndal, er 24 år og psykisk syg. Gennem hele mit liv har jeg været anderledes, og er blevet sat i kassen som [...] Tidsskriftet Outsideren Outsideren Wed, 18 Apr 2012 16:53:06 +0100 http://kunsandheden.com/2012/04/11/jeg-ville-gerne-have-skrevet-det-her/ Patriarchy is not men. Patriarchy is a system in which both women and men participate. It privileges, inter alia, the interests of boys and men over the bodily integrity, autonomy, and dignity of girls and women. It is subtle, insidious, … Læs resten → kunsandheden Kun sandheden Wed, 11 Apr 2012 10:54:38 +0100 http://nyetider.eftertanke.dk/2012/04/08/jeg-har-ogsa-en-dr%c3%b8m/ ?I have a dream..?, ?Jeg har en drøm??. Nok den mest kendte sætning efter ?To be or not be??, ?At være eller ikke at være?. Begge sætninger bringer en drøm til mig om, at vi kunne være meget mere for hinanden. For jeg har en drøm om, at vi lagde mere vægt på, at alle fra barnsben lærte omtanke for andre, at det at hjælpe er en selvfølge både at modtage og at give, at det gamle og til tider udskælde ord ?pli? genopstod fra det hengemte i en ny og bedre udgave. Tænk hvis det var en selvfølge, en pli, at vi talte ordentligt til hinanden, og at vi ikke tog det for givet, at når nogen siger eller gør noget, vi ikke bryder os om, så gør de det med overlæg, og at vi derfor kan gengælde og give igen af samme skuffe. Tænk at vi kunne sige undskyld, uden at vi følte, at vi udøvede vold på os selv. Et lille bitte ord, der kan så meget. Jeg har en drøm om at være. Være til stede i nuet og ikke i fremtiden eller i fortiden. Men lige her og nu, hvor jeg kan se mine medmennesker i øjnene og sige, ?Jeg er her, og du er der og sammen er vi lige her?. Vi lever side om side, og vi skal gøre det på den bedst mulige måde, og vi skal gøre det med glæde og omsorg. Så vi stolte kan se hinanden i øjnene og vide, at vi er her sammen, og at vi sammen skal få det til at fungere og at vi godt kan sige undskyld, når vi kommer til at træde på hinanden. At vi godt kan hjælpe uden gengæld og omvendt. Vi kan vælge at være, men vi kan så sandelig også vælge ikke at være. Hvis vi vælger os selv nærmest og fravælger vores omverden, har vi i min optik valgt ikke at være. For så når vi derud, hvor vi er ligeglade med alle andre end os selv, så når vi dertil, hvor et liv er ligegyldigt, og hvor respekten for hinanden kan ligge på et meget lille sted. Jeg har en drøm om, at vi kan være stolte af hinanden og af os selv. Lad os sammen give hinanden oplevelsen af, at vi er noget særligt, ikke bare vores nærmeste men os alle. Lad os alle have en drøm om en verden, hvor der e plads til at være anderledes, uden at vi slår fordømmende ned. Lad pli blive en dyd, der hjælper os til at forstå, respektere og acceptere. jim Nye tider Sun, 08 Apr 2012 02:03:58 +0100 http://mikaeld.urbanblog.dk/2012/04/04/only-yesterday/ Det føles afgjort som om, at det kun var i går, at jeg for alvor begyndte at anerkende japanernes evner til at lave tegnefilm - anime - hvilket selvsagt kan ses på med beklagelse, hån, ynk og ærgrelse. Den anerkendelse falder nogenlunde sammen med, at jeg er begyndt at læse japanske tegneserier. Også noget af en øjenåbner, skal jeg hilse og sige. Jeg kan jo ikke rigtigt forklare, hvorfor jeg har holdt mig på afstand af dem i alle disse år. Det er egentlig lidt mærkeligt. Jeg er - og har altid været - glad for både tegneserier og -film, men nok også altid været alt for traditionalistisk og vanebundet; noget jeg har fået med hjemmefra. Jeg er nemlig vokset op med Anders And & Co, og Walt Disney har altid stået mit hjerte nært. Det gør han og hans arv stadig; jeg elsker de fleste af de tegnefilm, de har leveret. Og Pixar med, for den sags skyld. Jeg elsker den særlige magi og særlige humor, de som oftest formår at få puttet ind i deres film. Jeg har også (alt for længe) holdt mig til den belgiske, europæiske skole, hvad angå de serier, jeg har valgt at læse - og læse igen. Men det ene udelukker jo som bekendt ikke det andet, og lige nu læser og ser jeg med stor lyst for at stille en glubende appetit; jeg kan næsten ikke følge med. Og i stedet for fortrydelse, vælger jeg at se det som en gave. En ny verden der åbner sig. I går fik jeg så endelig set Isao Takahata’s Only Yesterday, som ikke gjorde andet end at bekræfte mig i, hvor gode japanerne egentlig er til det med tegnefilm. Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse for mig, idet jeg længe har vidst at japanerne (, kineserne og koreanerne) laver fantastisk fine spillefilm. Seneste eksempel fra min hjemmebiograf er Departures. Men de kan så meget mere med deres tegnefilm, og de ved det godt. Isao Takahata siger selv følgende i den produktionsdokumentar, som findes på den udgave af Only Yesterday, som jeg har (interview ca. anno 1990): Live action films are so common these days, that they’re becoming a part of reality. I don’t think audiences really ‘watch’ live action features carefully. However they’d forced to with an anime feature, because anime capture the things we do and reflect reality more solid, than it really is. Personligt tror jeg, at det netop er anime-instruktørernes evne, lyst og vilje til at tage realistiske og seriøse (og ofte voksne) problemstillinger op, som giver deres tegnefilm en ekstra dimension. For, lige så meget godt, man kan sige om Disney, så må man jo også bare erkende, at det let kan virke, som om, at de lider af berøringsangst i visse henseender. . Den angst lider japanerne ikke af. Tværtimod. De går lige til bidet. Det betyder dog ikke, at filmene mangler hverken humor eller magi; særligt en fyr som Hayao Miyazaki excellerer i det, jeg vil kalde magisk realisme - og opfindsomheden er tilsyneladende uendelig (som er listen af gode eksempler, derfor skriver jeg ingen). Det skorter dog heller ikke på magiske stunder i Only Yesterday. På fortrinlig vis blander den to spor, fortid og nutid. I nutidsporet følger man den nu 27-årige Taeko i hendes sommerferie, en ferie hun bruger på at arbejde på en gård på landet, en slags kompensation for oplevelser hun aldrig fik som barn. Med på rejsen har hun den tiårige udgave af sig selv, sammen med hvem hun genkalder sig muntre og knap så muntre minder fra sit sene barndomsår. Det er simpelthen fremragende fortalt og udført. Det er eminent animeret og sublimt tegnet; baggrundene er fra tid til anden så smukke, at de tager mælet fra én. Filmen får mine varmeste anbefalinger. En af de nærmeste dage skal jeg så se samme instruktørs Grave of the Fireflies, og selv om jeg godt på forhånd ved, at det er en tung sag, så glæder jeg mig faktisk allerede … som mit tiårige alter ego gjorde, når jeg tilbragte Første Juledag i familiens skød og utålmodigt ventede på Disneys Juleshow. Den gang var det forudsigeligheden - piftet op med en lille overraskelse til sidst - som gjorde udslaget; nu om stunder er det uforudsigeligheden. M! mikaeld UNÆGTELIG UHØRT Wed, 04 Apr 2012 12:37:15 +0100 http://blogs.jp.dk/stopmadspild/2012/03/20/superhelte/ Vi lever i en tid med stigende tendens til, at mennesker, der forsøger at gøre verden til et bedre sted, bliver stemplet som frelste og hellige eller mistænkeliggjort for at være ude på at opnå noget. Eksempelvis berettede en af mine facebook-venner for nylig, at hun i sin lille hjemby havde arrangeret en indsamling af tøj, sko og god overskudsmad til fordel for de lokale hjemløse. Hun fik dog blandede reaktioner på aktionen og oplevede sågar, at folk i byen mobbede hende og latterliggjorde hende, fordi hun forsøgte at hjælpe socialt udsatte borgere. Folk i det lokale bysamfund mente ikke, at de hjemløse behøvede hjælp fra private - det kunne staten klare. En anden facebook-ven har gentagne gange oplevet at blive mistænkeliggjort, fordi han mange gange har hjulpet flere herberger med god overskudsmad og tøj. En trejde bekendt blev kaldt for “speltmor”, fordi hun har anlagt en økologisk have på sin grund. Den fjerde blev stemplet som ?frelst?, fordi hun blev veganer. Den femte blev grinet af og kaldt ?hellig?, fordi hun går imod overforbrugs-kulturen og fisker genbrugssager op på en genbrugsstation. Og listen er lang. Fællesnævneren for alle disse eksempler er, at selvom samfundet officielt støtter foreninger, der frivilligt gør en forskel, er virkeligheden en anden for mange enkeltpersoner, der forsøger at bidrage. Og hvordan kan det være, at mange helst betaler sig fra den dårlige samvittighed via et girokort til en godgørende organisation ? mens folk er noget mere tøvende, når det kræver egen indsats? Jeg hørte endda een sige engang, at han mente, at det var pinligt at hjælpe andre. Heldigvis oplever jeg mange, der uanset kritikken, vedvarende og uselvisk kæmper for at gøre denne verden til et bedre sted. Disse mennesker er de ægte superhelte, der i stilhed gør en kolossal forskel - ofte uden at deres arbejde overhovedet bliver bemærket i samfundet. Disse mennesker har min dybeste respekt. Hvordan oplever I denne tendens, kære læsere? Har I selv prøvet at blive latterliggjort, når I har gjort en positiv forskel for andre? Kender I til personer, som rynker på panden, når de hører om andre folks frivillige indsats? Selina Juul Stop overforbrug Tue, 20 Mar 2012 10:49:27 +0100 http://mettehaulund.com/2012/03/19/blot-en-lille-tanke-kan-gore-forskellen/ Er du klar over, hvor meget blot en lille tanke kan gøre en forskel for dig? Tænk bare over, hvor stor forskel der er på at tænke noget så simpelthen som “Hvor er det dejligt, at det nu lyst så … Læs resten → mettehaulund Mette Haulund Mon, 19 Mar 2012 14:06:03 +0100 http://annamoltkehuitfeldtdk.wordpress.com/2012/03/10/som-ringe-i-vand/   Nu lancerer Anna Moltke-Huitfeldt en ny stor kollektion ? A Touch of Eternity ? naturligvis fremstillet af råmaterialer udvundet i respekt for mennesker og natur.   Kollektionen er baseret på tanker om værdier, der breder sig som ringe i … Læs resten → amhjil2004 Anna Moltke-Huitfeldt, Jewellery in Life Sat, 10 Mar 2012 12:12:01 +0100 http://www.rosendahlcoaching.dk/kursus-pa-bornholm-i-juni/ Kursus på Bornholm i juni. Kursus: Så få det dog sagt! Sig din mening, og hav det godt med det Sig til og fra på “den gode måde” Respekter dig selv Mærk dine behov, og giv udtryk for dem Håndter besværlige personer Oplever du i dit privat- eller arbejdsliv, at du bliver misforstået, eller slet ikke bliver hørt eller forstået? At du sommetider brænder inde med noget? Bliver du mundlam når nogen konfronterer dig og ved ofte bagefter hvad du skulle have sagt? Eller skælder du dig ud og hidser du dig sommetider op, og ville ønske at du bare kunne sige det roligt og velovervejet? Du vil lære at det ikke er så svært, at turde sige din ærlige mening, og samtidig have det godt med det. Du vil blive trænet i at sætte dig i respekt, blive hørt og forstået.  Sted: Komunikationscenteret, Sveasvej 8 3700 Rønne Tid: 9 og 10 juni 2012. Kl.  Kl. 9.00 – 15.30 begge dage Pris: Kr. 750,00 Der er max. plads til 20 deltagere, så vent ikke for længe med at tilmelde dig. For tilmelding klik her     Ønsker du yderligere oplysninger så kontakt mig her. Helene Rosendahl Coaching Sun, 04 Mar 2012 17:05:22 +0100 http://hvasnakkerduom.blogspot.com/2012/03/jeg-ku-godt.html Jeg ku godt! Det er en typisk bemærkning, jeg hørte en del på min tidligere arbejdsplads. Ordene blev typisk ytret ved synet af billeder som ovenstående. Typisk kom bemærkningen fra mandlige kollegaer, eller faktisk i 100% af tilfældene. Her vil jeg så knytte en bemærkning til de tidligere kollegaer. For selv om du "Ku godt" overtales til at have sex med den unge smukke model, så tror jeg at noreply@blogger.com (Uden Relevans) Uden Relevans Sun, 04 Mar 2012 09:31:36 +0100 http://midtiaraes.wordpress.com/2012/03/03/jeg-melder-mig-ud-af-kampen/ I AL FALD FOR EN KORT STUND. 8. MARTS NÆRMER SIG MED FORÅRETS KOMME OG JEG NYNNER IDAG  ,STROFER FRA DANMARKS SANGEN  ” HVOR SMILER FAGER DEN DANSKE ..” HVORI TEKSTEN ” DE MILDE KVINDER HVOR HAR DE MAGT  “, … Læs resten → Gitte Midt-i-a-ræs Sat, 03 Mar 2012 11:23:24 +0100 http://artikler.idacademy.dk/?p=716 Parforholdstip 16: Ærlighed er ikke at sige sin uforbeholdne mening om den anden. Ærlighed er, åbent og sårbart at fortælle om sine egne følelser, ønsker og behov på en selvansvarlig og respektfuld måde. Se hvad der sker, når du praktiserer den form for ærlighed i dit parforhold i den kommende uge. – Hvorfor ikke starte [...] Ole Vadum Dahl ID Artikler og Blog-indlæg Fri, 02 Mar 2012 12:39:34 +0100 http://www.axholm.com/jeg-er-en-sur-mor/ Jeg fik en selv-indsigt af de større i morges. Mine børn plagede om at måtte se tv og jeg elsker dem jo og vil så gerne give dem det de gerne vil have, så jeg gav efter og gav dem lov. Da den amerikanske dåselatter, så fyldte stuen, kunne jeg godt mærke at det var helt forkert og at jeg ikke havde spor lyst til at være hende den sure mor, som siger beder dem tage tøj på, rede hår, spise deres mad, slukke fjernsynet, pakke deres taske, for nu skal vi gå, 200 gange, fordi de sidder som tranche foran tosse-kassen. Så jeg sagde at jeg godt var klar over at jeg ville vinde konkurrencen, som verden dummeste mor, men jeg havde altså ombestemt mig, så nu slukkede jeg igen. RAMASKRIG og sure miner resten af morgenen. Men jeg kunne tage det kunne jeg. Jeg sloges lidt med ikke at tage deres surhed personligt og ikke føle mig skældt ud af dem (seriøst det føler jeg engang imellem), men jeg bevarede mit eget gode humør, fordi jeg havde taget ansvar for mig selv og bevaret min autoritet. Jeg er nemlig en sur mor, når jeg ikke tager ansvaret, men i min (misforståede) kærlighed til dem, lader dem bestemme, selvom det er mig i mod. Jeg kan både (meget skamfuldt at indrømme) blive en lille smule offeragtig, tale nedsættende om de amerikanske teen-serier de elsker eller blive lidt spydig og hentyde til at det er fordummende og at de ender som blege stueplanter, når de ikke finder på noget mere fornuftigt at lave. Alt sammen fordi jeg ikke tager mit ansvar på mig og hellere vil tørre det af på dem, end at se mig selv i øjnene. Men det er slut nu. Jeg vil endnu engang minde mig selv om, at nej er et kærligt ord og at mine børn har brug for at jeg siger det oftere end jeg gør. At det faktisk er nemmere for dem, når det altid er mig der bestemmer – også for mig selv. Vil du være klogere på dig og dit moderskab, så meld dig til nyhedsbrevet hos min guru inden for samvær med børn Fie Hørby, som har hjemme lige hér.   Katrine Axholm Katrine Axholm Wed, 29 Feb 2012 12:54:29 +0100 http://kunsandheden.com/2012/02/29/om-dage-i-hpa-an/ (Lang liverapport fra det sydlige Burma. Jeg håber du holder ud til slutningen. Der er billeder undervejs.) Ok, jeg kan så starte med at tage den skepsis og alle de forbehold, jeg normalt har som rejsende, og stikke dem op, … Læs resten → kunsandheden Kun sandheden Wed, 29 Feb 2012 02:24:41 +0100 http://voresvirkelighed.dk/?p=876&utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=det-vil-jeg-have Jeg har haft virkelig svært ved at komme i gang med det her blogskriveri. Jeg tror det skyldes at jeg gerne vil levere et klart budskab, men syntes det er væsentligt sværere i blogland, end når jeg står foran en forsamling eller bare sidder i et klasselokale. Jeg har mindst 10 halve indlæg liggende på mit skrivebord, så i stedet for at prøve at skrive flotte lange blogs med poetiske stræf og faglige termer, vil jeg bare skrive hvad jeg mener. 1)      Jeg vil have flere kollegaer. Jeg vil have flere kollegaer så de mangeartet opgaver en pædagog har i løbet af en dag aldrig tager tid for det primære arbejdet med ungerne. Det betyder ikke, at jeg ikke vil lave andet, end lege med børnene (selvom det bestemt er det sjoveste). Men det betyder at når jeg forlader stuen for at tale med en far, eller mor eller en kollega, så skal jeg vide, at der stadig er bemanding nok tilbage, til at hverdagen hænger sammen. Da jeg var aktiv pædagogstuderende var en af vores krav til overenskomsten at have 5 timers studie tid om ugen. Hvorfor skal vi som pædagoger ikke have det samme? Altså en time om dagen afsat til andet arbejde. Hvordan man så vælger at fordele det, er jo op til den enkelte institution, men hvis jeg vidste at normeringen blev beholdt og jeg vidste at en anden pædagog ville dækker de timer jeg var væk, syntes jeg faktisk det er en god ide. Så kunne man planlægge fastelavnsfesten, forberede forældresamtaler, lave paragraf 50 undersøgelser, planlægge børneaktiviteter og have overskud til at tage en snak med en forældre. Hvis man så ikke skulle bruge tiden til andet arbejde i en uge, ville det bare være bonus, for så var man flere på stuen, eller man kunne give sin kollega frirum til at tage en snak med en forældre. Når man arbejder på fritidshjem har man 5-6 timer hver uge at forberede sig i. Det er GULD værd.  Men sådan burde det jo også være i børnehaver og vuggestuer. Og der udover. Hvis ikke jeg får nogle flere kollegaer, så bliver jeg syg, dårlig, slidt og sur. Det gider jeg faktisk ikke. 2)      Jeg vil have højere løn Jeg vil have  mere i løn, fordi mit arbejde er mere værd. Vi kommer som pædagoger ikke udenom at lønkamp er anerkendelses kamp. Hvis ikke vi slår på tromme for at vores arbejde er mere værd, fordi vi repræsentere en unik viden og opgavefunktion, i form af uddannelse, praksiserfaring og beviselige resultater af det arbejde vi laver, så vil vi altid bliver set som en faggruppe, der også lidt gør vores arbejde i en god sags tjeneste. Ja ja, jeg er glad for mit arbejde, jeg er stolt af mit fag, men jeg skal dæl dusme også leve. Det gør jeg af min løn og i forhold til det samfundsdefineret formål jeg hver eneste dag tjener, så er lønnen ikke høj nok. Hvorfor har pædagoger aldrig tænkt lidt kækt og bedt om lortebletillæg? Svie- og smerte tillæg eksistere i de fleste brancher og et lorteble-tillæg ville kunne højne vuggestuepædagogens løn betragteligt. Vi kunne også kræve at få mere i løn for at være på stuen alene eller uden fuld normering. Så kunne det da være at lederne altid, ville sørge for vikarer. Eller hvad med svie- og smerte tillæg for den forøget risiko der er ved at blive smittet, med forkølelse, influenza, børneorm, fnat, skoldkopper, lus og andre glædelige børnesygdomme? Der er nok mange er tanken kontroversiel, fordi vi som pædagoger gerne vil anerkendes lønsmæssigt for det store stykke pædagogiske arbejde vi gør. Men verden er anderledes skruet sammen, desværre, vi får ikke løn for vores gode intentioner, men vi kan få højere løn for vores hårde arbejde. Den anden kamp må vi tage på længere sigt. 3)      Jeg vil have respekten tilbage om mit fag. Jeg læste for få år tilbage en undersøgelse der viste at den uddannelse flest elever i folkeskolen ønskede at tage var pædagoguddannelsen. Sådan havde det været i mange år. Men alligevel var og er ansøger tallet til pædagoguddannelsen i bund. Hvorfor? Det kan jeg svare på, for jeg var en af dem der gerne ville være pædagog i folkeskolen, men som blev overtalt af en lærer til, at det var jeg da alt for klog til. Så i stedet for at følge min intention endte jeg med at prøve at finde en pædagogstilling i alle mulige andre  jobs og stillingsbeskrivelser. Heldigvis fandt jeg hjem igen! Men det ændre ikke ved at den samfundsmæssige tilgang til vores fag er katastrofal. Den skal ændres det er en lang og sej kamp. Det var lidt om hvad jeg mener. Min næste blog må så være opskriften på hvordan vi når derhen, hvor alle mine tre punkter er opnået. Go dag! Mette Larsen Tue, 28 Feb 2012 08:50:47 +0100 http://ren-ledelse.dk/2012/02/27/ledelsestv-dk-episode-20-ledelse-anno-2012-med-lisbeth-schr%c3%b8der-fra-sygehus-syd/ af Peter Maxsø Episode 20 er den anden i rækken af nye episoder, hvor vi har været ude og interviewe ledere, en ledelsesrådgiver og tre tidligere studerende ved Projektakademiet om ledelses anno 2012. I denne episode er det Lisbeth Schrøder fra Afdelingsledelsen for Reumatologi og Rehabilitering på Sygehus Syd, der bl.a. fortæller om vigtigheden af at prioritere tid til at udvikle sin ledelseskompetence. Der er også nyt fra både Dagens Ledelsesord og Boghjørnet. Husk at du kan abonnere gratis på alle episoder af LedelsesTV. Du skal bare klikke på linket i øverste højre hjørne på forsiden af ledelsestv.dk, hvor der står: Abonnér på LedelsesTV. Så kan du følge med, når jeg giver tips og tricks, viden og værktøjer, samt indsigt og inspiration. God fornøjelse. Peter Husk at deltage i dialogen på bloggen ved at skrive kommentarer, ros, ris og spørgsmål til indlægget. Peter Maxsø Ren ledelse Mon, 27 Feb 2012 10:36:03 +0100 http://annamoltkehuitfeldtdk.wordpress.com/2012/02/22/ny-kollektion-a-touch-of-eternity/ De første smykker i kollektionen “A Touch of Eternity” fra Anna Moltke-Huitfeldt, Jewellery in Life, kan nu købes hos guldsmed Bodil Binner, Bredgade 18, København K Kollektionen består indtil videre af lillefingerringe og ørestikker i 18 k guld, samt vedhæng. … Læs resten → amhjil2004 Anna Moltke-Huitfeldt, Jewellery in Life Wed, 22 Feb 2012 00:31:05 +0100