De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et rockhistorie http://www.overskrift.dk Wed, 18 Jan 2012 04:01:34 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://www.blomhansen.dk/2012/01/16/nye-sange-pa-vej/ Jeg har en stribe nye sange undervejs. Har haft fornøjelsen af at spille dem for publikum nogle gange i 2011, og her i 2012 bliver spillekvoten sat betydeligt op. Aarhus Bluesforening har været så rare at invitere mig til at spille til en rootsaften på Gyngen 29. februar 2012. Jeg spiller nye sange under arbejdstitlen Songs & Roots – og fortæller også om det krydsfelt mellem musik og journalistik, jeg arbejder i. Mere info følger!   Martin Blom Hansen Bloms Blog Mon, 16 Jan 2012 11:32:45 +0100 http://www.blomhansen.dk/2012/01/16/nye-sange-pa-vej/ Jeg har en stribe nye sange undervejs. Har haft fornøjelsen af at spille dem for publikum nogle gange i 2011, og her i 2012 bliver spillekvoten sat betydeligt op. Aarhus Bluesforening har været så rare at invitere mig til at spille til en rootsaften på Gyngen 29. februar 2012. Jeg spiller nye sange under arbejdstitlen Songs & Roots – og fortæller også om det krydsfelt mellem musik og journalistik, jeg arbejder i. Mere info følger! Og jeg lægger et par sange op her på sitet.   Martin Blom Hansen Bloms Blog Mon, 16 Jan 2012 11:32:45 +0100 http://www.blomhansen.dk/2012/01/04/2012/ Godt nytår. Jeg tror, jeg har et nytårsforsæt: At bruge min blog mere Den er jo rædsomt dårligt opdateret, hvis jeg ser nogle måneder bagud… det må jeg kunne gøre bedre. Og klogere. Men tiden, for pokker, tiden. Jeg har også en stribe guitarer stående, der venligst anmoder om at blive spillet på. Og så er der alle de andre projekter, den der bog, for eksempel, der ligger og venter på at blive skrevet færdig. Nå, 2012, du må hjælpe lidt her!   Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 04 Jan 2012 17:53:47 +0100 http://www.blomhansen.dk/2012/01/04/2012/ Godt nytår. Jeg tror, jeg har et nytårsforsæt: At bruge min blog mere Den er jo rædsomt dårligt opdateret, hvis jeg ser nogle måneder bagud… det må jeg kunne gøre bedre. Og klogere. Men tiden, for pokker, tiden. Jeg har også en stribe guitarer stående, der venligst anmoder om at blive spillet på. Og så er der alle de andre projekter, den der bog, for eksempel, der ligger og venter på at blive skrevet færdig. Nå, 2012, du må hjælpe lidt her!   Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 04 Jan 2012 17:53:47 +0100 http://www.albertslundbibliotek.dk/musikloungen/?p=1676 I en tid hvor sand originalitet er en sjældenhed i musikken, og hvor de fleste genrer og genreeksperimenter, til en vis grad, er prøvet før er det virkeligt unikke band en sjælden oplevelse. En af disse er den canadiske post-rock mastodont Godspeed You! Black Emperor (og ja, det er meningen at udråbstegnet skal være der). Da jeg selv i sin tid købte min første cd med GY!BE (med den korte og mundrette titel “Lift your skinny fists like antennas to heaven”) havde jeg aldrig hørt, hverken dem, eller genren før. Derfor blev jeg noget overrasket da jeg satte den første af de to cd’er i maskinen kun for at finde ud af at den rummede to numre, og havde en sammenlagt spilletid på omkring 45 minutter… Så var scenen ligesom sat. Med alt lyset slukket i min lejlighed lagde jeg mig ned, lukkede øjnene og lod musikken spille. 22 minutter og 32 sekunder senere var mit liv forandret en lille smule. Aldrig i mit liv havde jeg hørt et band spille på den måde før, og min umiddelbare association ledte tankerne hen på klassisk musik. Langsomt og forsigtigt var nummeret blevet bygget op med spæde guitarer, blæsere og dernæst strygere, indtil det klimaksede i en sand kakofoni af støj, der gav mig fornemmelsen af at stå midt i en rasende storm. Sådan bølgede, eller pulserede, numrene, vekslende imellem det store, episke og voldsomme, og det stille, afslappende og nærmest melankolske, men altid smukt som intet andet musik jeg havde hørt før. Der var ikke noget at gøre, jeg var forelsket. Jeg skal her undlade at komme med en omfattende redegørelse for GY!BE’s historie og medlemmer, den kan man finde her. I stedet vil jeg, på det aller varmeste anbefale nysgerrige musikelskere at unde sig selv den store oplevelse det er at høre dette enestående band. Da numrene er så lange at Youtube ikke kan have et helt liggende kommer her første del af tre, som omtalte nummer er delt op i: Og her den fabelagtige åbner fra deres første plade “F# A# ?”, “Dead flag blues”: Åben dine ører og dit sind, og så god lyttelyst herfra. Marco Musikloungen Thu, 08 Dec 2011 23:42:36 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/12/06/musikeren-december-2011/ Jeg hat to historier i fagbladet MUSIKEREN december 2011: “Scener fra et tvangsægteskab” – om problemerne med administrationen af folkemusikken og verdensmusikken, efter at folkemusikkens genreorganisation FFS er nedlagt, og et særligt folkemusikudvalg er langt ind under World Music Denmark. Samt en sidevinkel på WOMEX, der har været tre år i Danmark. Thylejren og musikken: Thylejren var forløberen for festivalernes indtog i Danmark og et kreativt værksted for en stribe af bands, der senere blev til nogle af dansk rocks store navne. Martin Blom Hansen Bloms Blog Tue, 06 Dec 2011 17:26:02 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/12/06/musikeren-december-2011/ Jeg har to historier i fagbladet MUSIKEREN december 2011: “Scener fra et tvangsægteskab” – om problemerne med administrationen af folkemusikken og verdensmusikken, efter at folkemusikkens genreorganisation FFS er nedlagt, og et særligt folkemusikudvalg er lagt ind under World Music Denmark. Samt en sidevinkel på WOMEX, der har været tre år i Danmark. Thylejren og musikken: Thylejren var forløberen for festivalernes indtog i Danmark og et kreativt værksted for en stribe af bands, der senere blev til nogle af dansk rocks store navne. Martin Blom Hansen Bloms Blog Tue, 06 Dec 2011 17:26:02 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/11/22/anbefaling-the-band-of-heathens/ The Band of Heathens (pressefoto: Cassandra Weyandt) De er værd at opleve. The Band of Heathens fra Austin, Texas. Jeg så dem på Antone’s i Austin under South By Southwest i marts 2011. De tager med elegance og styrke fat på den del af rootsrocken, der trækker på navne som The Band og tidlig Little Feat. The Band of Heathens er på turne i Danmark fra mandag 5.  til 10. december. Martin Blom Hansen Bloms Blog Tue, 22 Nov 2011 13:59:55 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/11/22/anbefaling-the-band-of-heathens/ The Band of Heathens (pressefoto: Cassandra Weyandt) De er værd at opleve. The Band of Heathens fra Austin, Texas. Jeg så dem på Antone’s i Austin under South By Southwest i marts 2011. De tager med elegance og styrke fat på den del af rootsrocken, der trækker på navne som The Band og tidlig Little Feat.   The Band of Heathens er på turne i Danmark fra mandag 5.  til 10. december: 05.12. Amager Bio 06.12. Posten 07.12. Tobakken 08.12. Sønderborghus 09.12. Pavillonen 10.12. Godset  Martin Blom Hansen Bloms Blog Tue, 22 Nov 2011 13:59:55 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/11/20/1181/ Første bind af Peter Øvig Knudsens bog “Hippie – tre år og 74 dage der forandrede Danmark” har fået stor mediedækning. Af mange forskellige årsager. Nogle medier fokuserer på styrken i selve fortællingen om Thylejren 1970 og Peter Øvigs grundige journalistiske metode. Andre fokuserer på det eksotiske og – set med vore dages puritanske blik – frie og eksperimenterede flipperliv. Nogle anmeldere har hæftet sig Peter Øvigs påstand om, at Thylejren ændrede Danmark, og en del kommentatorer og klummeskrivere har brugt krudt på at fortælle en modhistorie, hvor hippiernes rolle er nedtonet til at være skæve partytosser på en bar mark. Èn ting er dog sikkert: Musikken var det helt centrale. På MUSIKERENs nyhedsbrev e-NYT har jeg en historie om musikkens betydning i Thylejren og som en af allervigtigste elementer i flipperkulturen og efterdønningerne af ungdomsoprøret. Der kommer en historie mere om emnet i bladet – decemberudgaven af MUSIKEREN. Musikken var det tungeste skyts i den kulturkamp. Dansk rock udviklede sig hastigt i de år, og Thylejren var ikke blot et stort musikalsk eksperimentarium, den var også en forløber for den rockfestivalkultur, som sidenhen er blevet en af de vigtigste udtryksmåder og selvrealiseringsmuligheder i ungdomsmiljøerne. Og ikke mindst en enormt kommerciel og oplevelsesøkonomisk kapital. Både i kroner og ører, kulturelt og socialt. Hvis der er noget, der er akkumuleret siden starten af de politisk bevidste og oprørske 70′ere, er det festivalerne. I dag sidder tunge regnedrenge i diverse analysefirmaer og konsulentvirksomheder og skriver lange rapporter om, hvor meget omsætning og værditilvækst diverse festivaler skaber for lokalsamfundene og de byer, hvor de finder sted. Der er tale om millioner af kroner. For eksempel i Tønder, Skanderborg, Jelling og Roskilde. I Thylejren var der ikke mange penge i omløb. Et gram galar kostede 6 kroner, og menuen stod på brune ris. Joh, klicheen er ikke helt forkert, men man kunne også købe billige bajere, hvilket det var ganske mange, der gjorde, blandt andre de besøgende fiskere fra Hansholm og omegn. Eller man kunne købe en leverpostejmad i Tømrer-Claus’ bod. Hvilket jeg gjorde adskillige gange. Jeg befandt mig i Thylejren i knap 14 dage i juli 1970 sammen med min storebror. Jeg var femten år, og vores forældre havde som følge af en ret liberal vækkelse over for alt det nye givet tilladelse til, at vi kunne tage op til den der lejr. De kørte os derop og hentede os igen, og vi lånte familieteltet til formålet. Hvis Thylejren forandrede Danmark, kan jeg da godt give mit besyv med og sige, at de skæve dage i Thy havde en ganske stor indflydelse på mit unge sind dengang? Mine minder står – trods opdagelsen af galarens magiske virkninger – ret klart om Alrune Rod, No Name og Gasolin på scenen. Provo-Knud, der dansede rundt svøbt i sit hvide lagen, Dans Te-telt, hvor jeg tilbragte adskillige timer, og hvor der altid blev jammet løs på guitar, tablas, fløjter og diverse rasle-ting og sager, fællesmøderne – blandt andet den dag, hvor der var blevet stjålet 15.000 kr. fra lejrkassen, og hvor stemningen var på randen af lejropløsning. Eller fodboldkampen, hvor et hold fra lejren under sportslig ledelse af håndboldspilleren Palle Nielsen spillede mod et lokalt hold. Tilbage til musikken. Og rusmidlerne. Tjald var ikke bare tjald, der blev bag kager og gjort ved, og et af Thylejrens mere kuriøse tilbud var galarkakao. Beskrevet fint i Peter Øvigs bog. Manden bag galarkakaoen var Dan Nielsen, der bestyrede Dans Te-telt, og en af hans venner, der stod for opskriften. Man varmede hashen op, smuldrede den i piskefløde og tilsatte mælk, sukker og kakao. Den kunne købes i to styrker: Sølvkakao og guldkakao. Det viste sig nemlig, at der var stor efterspørgsel på denne vare, så de driftige folk producerede løs og hældte den effektive substans på sodavandsflasker. En “lightudgave” med sølvhætte på flasken, sølvkakao, og en stærk udgave med guldhætte, Guldkakao. Svendborgbandet Farmors Guldkakao 1971. Fra venstre: Peter Howard Jensen, Steen Andersen, Ole Senstius, Kjeld Lauritsen, Flemming (?), Martin Blom Hansen Denne flippernes svar på en guldbajer var ikke blot en populær stimulans i de dage. Selve navnet guldkakao havde ærlig talt også en dejlig klang. Det mente jeg og en flok af mine kammerater i hvert fald, da vi året efter dannede et band. Eller en gruppe, som det hed dengang. Hvad skulle vi hedde? Farmors Guldkakao. Under dette hyggelige navn spillede vi rundt om i ungdomscirklerne i Svendborg, hvor vi boede. Den længste tur var vist dengang, vi vi fik et job på det berømte Hotel Spangsberg i Esbjerg. Farmors Guldkakao levede et par år, så fordelte vi os i en syndflod af nye bands og sammenhænge. For en del af os blev musikken sidenhen det vigtigste spor. For eksempel var bassisten Peter Howard Jensen, der senere fik en fornem karriere som klassisk guitarist, og tangentspilleren var Kjeld Lauritsen, der blev en af dette lands mest markante jazz-hammondorganister. Martin Blom Hansen Bloms Blog Sun, 20 Nov 2011 22:25:12 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/11/20/1181/ Første bind af Peter Øvig Knudsens bog “Hippie – tre år og 74 dage der forandrede Danmark” har fået stor mediedækning. Af mange forskellige årsager. Nogle medier fokuserer på styrken i selve fortællingen om Thylejren 1970 og Peter Øvigs grundige journalistiske metode. Andre fokuserer på det eksotiske og – set med vore dages puritanske blik – frie og eksperimenterede flipperliv. Nogle anmeldere har hæftet sig Peter Øvigs påstand om, at Thylejren ændrede Danmark, og en del kommentatorer og klummeskrivere har brugt krudt på at fortælle en modhistorie, hvor hippiernes rolle er nedtonet til at være skæve partytosser på en bar mark. Èn ting er dog sikkert: Musikken var det helt centrale. På MUSIKERENs nyhedsbrev e-NYT har jeg en historie om musikkens betydning i Thylejren og som en af allervigtigste elementer i flipperkulturen og efterdønningerne af ungdomsoprøret. Der kommer en historie mere om emnet i bladet – decemberudgaven af MUSIKEREN. Musikken var det tungeste skyts i den kulturkamp. Dansk rock udviklede sig hastigt i de år, og Thylejren var ikke blot et stort musikalsk eksperimentarium, den var også en forløber for den rockfestivalkultur, som sidenhen er blevet en af de vigtigste udtryksmåder og selvrealiseringsmuligheder i ungdomsmiljøerne. Og ikke mindst en enormt kommerciel og oplevelsesøkonomisk kapital. Både i kroner og ører, kulturelt og socialt. Hvis der er noget, der er akkumuleret siden starten af de politisk bevidste og oprørske 70′ere, er det festivalerne. I dag sidder tunge regnedrenge i diverse analysefirmaer og konsulentvirksomheder og skriver lange rapporter om, hvor meget omsætning og værditilvækst diverse festivaler skaber for lokalsamfundene og de byer, hvor de finder sted. Der er tale om millioner af kroner. For eksempel i Tønder, Skanderborg, Jelling og Roskilde. I Thylejren var der ikke mange penge i omløb. Et gram galar kostede 6 kroner, og menuen stod på brune ris. Joh, klicheen er ikke helt forkert, men man kunne også købe billige bajere, hvilket det var ganske mange, der gjorde, blandt andre de besøgende fiskere fra Hansholm og omegn. Eller man kunne købe en leverpostejmad i Tømrer-Claus’ bod. Hvilket jeg gjorde adskillige gange. Jeg befandt mig i Thylejren i knap 14 dage i juli 1970 sammen med min storebror. Jeg var femten år, og vores forældre havde som følge af en ret liberal vækkelse over for alt det nye givet tilladelse til, at vi kunne tage op til den der lejr. De kørte os derop og hentede os igen, og vi lånte familieteltet til formålet. Hvis Thylejren forandrede Danmark, kan jeg da godt give mit besyv med og sige, at de skæve dage i Thy havde en ganske stor indflydelse på mit unge sind dengang? Mine minder står – trods opdagelsen af galarens magiske virkninger – ret klart om Alrune Rod, No Name og Gasolin på scenen. Provo-Knud, der dansede rundt svøbt i sit hvide lagen, Dans Te-telt, hvor jeg tilbragte adskillige timer, og hvor der altid blev jammet løs på guitar, tablas, fløjter og diverse rasle-ting og sager, fællesmøderne – blandt andet den dag, hvor der var blevet stjålet 15.000 kr. fra lejrkassen, og hvor stemningen var på randen af lejropløsning. Eller fodboldkampen, hvor et hold fra lejren under sportslig ledelse af håndboldspilleren Palle Nielsen spillede mod et lokalt hold. Tilbage til musikken. Og rusmidlerne. Tjald var ikke bare tjald, der blev bag kager og gjort ved, og et af Thylejrens mere kuriøse tilbud var galarkakao. Beskrevet fint i Peter Øvigs bog. Manden bag galarkakaoen var Dan Nielsen, der bestyrede Dans Te-telt, og en af hans venner, der stod for opskriften. Man varmede hashen op, smuldrede den i piskefløde og tilsatte mælk, sukker og kakao. Den kunne købes i to styrker: Sølvkakao og guldkakao. Det viste sig nemlig, at der var stor efterspørgsel på denne vare, så de driftige folk producerede løs og hældte den effektive substans på sodavandsflasker. En “lightudgave” med sølvhætte på flasken, sølvkakao, og en stærk udgave med guldhætte, Guldkakao. Svendborgbandet Farmors Guldkakao 1972. Fra venstre: Peter Howard Jensen, Steen Andersen, Ole Senstius, Kjeld Lauritsen, Flemming (?), Martin Blom Hansen                       Denne flippernes svar på en guldbajeren var ikke blot en populær stimulans i de dage. Selve navnet guldkakao havde ærlig talt også en dejlig klang. Det mente jeg og en flok af mine kammerater i hvert fald, da vi året efter dannede et band. Eller en gruppe, som det hed dengang. Hvad skulle vi hedde? Farmors Guldkakao. Under dette hyggelige navn spillede vi rundt om i ungdomscirklerne i Svendborg, hvor vi boede. Den længste tur var vist dengang, vi vi fik et job på det berømte Hotel Spangsberg i Esbjerg. Farmors Guldkakao levede et par år, så fordelte vi os i en syndflod af nye bands og sammenhænge. For en del af os blev musikken sidenhen det vigtigste spor. For eksempel var bassisten Peter Howard Jensen, der senere fik en fornem karriere som klassisk guitarist, og tangentspilleren var Kjeld Lauritsen, der blev en af dette lands mest markante jazz-hammondorganister. Martin Blom Hansen Bloms Blog Sun, 20 Nov 2011 22:25:12 +0100 http://www.albertslundbibliotek.dk/musikloungen/?p=1615 Som den erfarne musiklytter nok hurtigt vil gennemskue, hvis da ikke navnet vækker genklang, er der tale om indierock, den strømlignede og kommercielle rocks krøllede fætter. Neutral Milk Hotel rager dog lidt op over mængden i førnævnte genre. De var nemlig med til at forme den helt fra starten i de tidlige 1990′ere. Dette indlægs ærinde er en anbefaling af deres sidste plade “In the aeroplane over the sea” fra 1998, der forlængst har cementeret sin status som en klassiker. Som med så meget andet stor kunst fik ”In the aeroplane over the sea” en blandet modtagelse. Sjovt nok var det den ikoniske forsanger Jeff Mangum’s vokal der delte vandene. Nogle mente at han pressede sin stemme til et punkt hvor al følelse og intonation blev mast, andre at netop den måde at synge på stod perfekt til musikken. Tematisk, går der rygter om, at hele pladen skulle handle om/være dedikeret til Anne Frank (du ved, hende med dagbogen) men bandet selv har aldrig sagt det ligeud. Musisk set har vi at gøre med “tidstypisk” men alligevel alternativt og (dengang) ganske unikt lydende rock fra starten af halvfemserne, tilsat en god omgang folk og instrumenter der på daværende tidspunkt ikke havde hjemme i almindelig rock. Som en lille appetitvækker kommer her åbningsnummeret med den kryptiske titel “King of carrot flowers pt.1-3“. Så næste gang du, til et middagsselskab, skal gøre dig klog på indierockens historie, så kan du roligt udbrede dig om Neutral Milk Hotel. Marco Musikloungen Fri, 18 Nov 2011 02:28:57 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/31/sister-rosetta-tharpe-godmother-of-rock-n-roll/ Også musikfilm på WOMEX: Årets netop overståede WOMEX i København var mere end showcasekoncerter og branchemøder. Et lille – og meget varmt – lokale i Forum var indrettet til biograf, og her viste man blandt andet den fine dokumentarfilm “The Godmother og Rock ‘n’ Roll Sister Rosetta Tharpe”. Rosetta Tharpe var en superstjerne i 40′erne og 50′erne i USA. En gospelsangerinde i storformat og samtidig en fremragende guitarist med et pågående attack. Sister Rosetta Tharpe bliver desværre ofte overset i rockhistorien, men hun havde en enorm indflydelse på udviklingen af den kommercielle sorte rhythm’n'blues og den tidlige hvide rock’n'roll. Rosetta Tharpe fik ligesom en lang række øvrige sorte bluesmusikere et comeback i 60′erne takket være bluesboomet i London og folkblues-musikkens revival i Europa. Hun turnerede lige som Muddy Waters, Big Bill Broonzy og andre amerikanske bluesmusikere med Chris Barber i Storbritannien allerede i 1957.   Martin Blom Hansen Bloms Blog Mon, 31 Oct 2011 11:36:08 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/31/sister-rosetta-tharpe-godmother-of-rock-n-roll/ Også musikfilm på WOMEX: Årets netop overståede WOMEX i København var mere end showcasekoncerter og branchemøder. Et lille – og meget varmt – lokale i Forum var indrettet til biograf, og her viste man blandt andet den fine dokumentarfilm “The Godmother of Rock ‘n’ Roll Sister Rosetta Tharpe”. Rosetta Tharpe var en superstjerne i 40′erne og 50′erne i USA. En gospelsangerinde i storformat og samtidig en fremragende guitarist med et pågående attack. Sister Rosetta Tharpe bliver desværre ofte overset i rockhistorien, men hun havde en enorm indflydelse på udviklingen af den kommercielle sorte rhythm’n'blues og den tidlige hvide rock’n'roll. Rosetta Tharpe fik ligesom en lang række øvrige sorte bluesmusikere et comeback i 60′erne takket være bluesboomet i London og folkblues-musikkens revival i Europa. Hun turnerede lige som Muddy Waters, Big Bill Broonzy og andre amerikanske bluesmusikere med Chris Barber i Storbritannien allerede i 1957. Martin Blom Hansen Bloms Blog Mon, 31 Oct 2011 11:36:08 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/27/musikken-var-overalt-i-thylejren/ Sommeren 1970: Forfatteren Peter Øvig Knudsens første bind af ?Hippie? er Danmarkshistorie for fuld wah-wah pedal. Thylejren var langt mere end bands på en scene, men det var musikken, der samlede flipperne på den bare mark. Læs min omtale og interview med Tømrer-Claus på MUSIKERENS e-NYT. Martin Blom Hansen Bloms Blog Thu, 27 Oct 2011 09:24:19 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/27/musikken-var-overalt-i-thylejren/ Sommeren 1970: Forfatteren Peter Øvig Knudsens første bind af ?Hippie? er Danmarkshistorie for fuld wah-wah pedal. Thylejren var langt mere end bands på en scene, men det var musikken, der samlede flipperne på den bare mark. Læs min omtale og interview med Tømrer-Claus på MUSIKERENS e-NYT. Martin Blom Hansen Bloms Blog Thu, 27 Oct 2011 09:24:19 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/26/blues-domt-ude-af-dma-2/ I år er Danish Music Awards atter opdelt i genrer. Den store pop- og rockfest er tilbage på tv-skærmen, og jazz, folk og world holder mindre selvstændige arrangementer. Men bluesmusikken og en række andre genrer er ikke inviteret med til nogle af festerne.  Sidste år var Danish Music Award, DMA, den store forbrødringsfest mellem alle genrer. Det skortede ikke på tilkendegivelser om, at det var alle tiders, at man nu kunne mødes på kryds og tværs, og vi spiller jo alle sammen musik? og så videre. Det var også sidste år, at DMA’s status var nede og vende, ingen TV dækning, ingen Myspace dækning, som blev forsøgt i 2009, og ingen særskilt DMA Folk i Tønderhal 1, som ellers havde været en tradition i årevis. Hele det ret omfangsrige show blev presset ind i Bremen, hvor man gnubbede sig mellem popstjerner, violinspillere, jazznørder og rockhipstere. Men i år er DMA atter splittet op i genrerne. Det store DMA finder sted lørdag 5. november i Forum. TV2 sender live med Anders Lund Madsen og Anders Breinholt som værter. Spotify er medsponsor, så der er signaleret up to date og frem i vognen med dansk musik. Jazzen hygger sig samme aften i mere ydmyge rammer, passende for en genre, der trives bedst så tæt på som muligt, i Huset i Magstræde. Verdensmusikken er på Global 3. november, også en lille afgrænset fest for menigheden. Det samme gælder folkemusikken, der holder DMA lørdag 29. oktober – midt under Womex – ved en sen eftermiddagsseance på Aveny T. Antallet af kategorier er vokset ved det store DMA, hvor der i år er 19 i alt. Jazzfolket har seks, verdensmusikken tre, og folkemusikken fire. Man skulle måske mene, at når nu man deler det op igen i særskilte genrer, der fester hver for sig, kunne man gøre plads til nogle af de genrer, der sidste år glimrede ved deres fravær. Tidligere var der plads til dansktop, som er helt ude. Og hvis man skal analysere den danske musikscene med udgivelser, bands, festivaler og aktiviteter, så er det især forstemmende, at blues, country og rootsbaserede singer/songwritere er dømt helt ude. Electronica, metal, folktronica? og diverse undergenrer lige så. Det er især bluesgenren, der må stå med røven bar. Tidligere var der en særlig blueskategori ved DMA Folk i Tønder Det gav mulighed for at sætte spot på nogle af de åbenlyse talenter, som har valgt at lade bluesmusikken være deres udtryksform. Vi nævner i flæng: Mike Andersen, Shades of Blue, Ole Frimer, HP Lange, Troels Jensen, Alain Apaloo, Thorbjørn Risager, Tim Lothar? og mange flere. Jo, vel var der mange kategorier ved DMA Folk i Tønder tidligere. Også for mange. Og der var indimellem en lidt tung odør af selvhøjtidelighed over seancen. Men hvorfor man nu vælger kun at have fire kategorier, der udelukkende handler om den traditionelle danske folkemusik eller det, der er udsprunget deraf, kan man undre sig over. For det er jo ikke sådan, at den danske bluesscene er forsvundet. Tværtimod, den er særdeles levende. Der er masser at musikere, talenter, udgivelser og publikum. Tag ud i det danske spillestedslandskab og tjek det. Argumentet er næppe, at bluesmusikken herhjemme blot er reproducerende, bagudskuende, stillestående og uden drive og innovation og ikke har kunstnerisk højde til at komme med til en af prisfesterne. Det vil være meget vanskeligt at føre sag på det synspunkt – og samtidig hævde, at de samme anklager ikke kunne stilles over for talrige andre genrer. Næh, forklaringen er nok nærmere den simple, at bluesmiljøet i Danmark ikke har en stærk organisation eller et par fuldtidsansatte personer til at sætte sig igennem i de fora, hvor der tages beslutninger. Der er ingen toptrænede blueslobbyister, simpelthen. Bluesmiljøet er ikke stort. Men det er folkemusikmiljøet heller ikke. Eller verdensmusikmiljøet. At der rent faktisk er tale om forskellige miljøer, er et faktum. Og det handler også om alt muligt andet end lige præcis musikkens kvalitet. Det handler om identitet, venskaber, veneration for en bestemt genre? og givetvis også om særinteresser og fastholdelse af bevillinger til “vores område”. Jo for pokker, bluesmiljøet herhjemme har – trods umådeligt mange store musikalske talenter – også en klar tendens til at lukke sig om sig selv og være en lille klub af blues-afficinados. Musikelskere med hang til andre genrer kan nok hurtigt blive lidt trætte i ansigtet, hvis de gang på gang til bluesarrangementer møder en flok hardcore Walter Trout-tilhængere, der bare ikke kan få nok af den fede tråd. Eller skal høre det samme Muddy Waters-nummer igen og igen. Men det er jo netop en kliche. Og bluesmusikken er langt mere end en kliche, og mange både modne og unge musikere har virkelig meget at byde på her. En årlig pris er sgu ikke for meget. Hvorfor behandle bluesmusikken som røven af fjerde division? Den skal da med til festen. Det kræver to ting: En langt større åbenhed udadtil og innovationslyst fra bluesmiljøets side. Og en langt større åbenhed og invitationslyst fra de beslutningstagere, der som repræsentanter for de øvrige genrer og musikbranchen sidder ved mødebordene. Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 26 Oct 2011 22:08:16 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/26/blues-domt-ude-af-dma-2/ I år er Danish Music Awards atter opdelt i genrer. Den store pop- og rockfest er tilbage på tv-skærmen, og jazz, folk og world holder mindre selvstændige arrangementer. Men bluesmusikken og en række andre genrer er ikke inviteret med til nogle af festerne.  Sidste år var Danish Music Award, DMA, den store forbrødringsfest mellem alle genrer. Det skortede ikke på tilkendegivelser om, at det var alle tiders, at man nu kunne mødes på kryds og tværs, og vi spiller jo alle sammen musik? og så videre. Det var også sidste år, at DMA’s status var nede og vende, ingen TV dækning, ingen Myspace dækning, som blev forsøgt i 2009, og ingen særskilt DMA Folk i Tønderhal 1, som ellers havde været en tradition i årevis. Hele det ret omfangsrige show blev presset ind i Bremen, hvor man gnubbede sig mellem popstjerner, violinspillere, jazznørder og rockhipstere. Men i år er DMA atter splittet op i genrerne. Det store DMA finder sted lørdag 5. november i Forum. TV2 sender live med Anders Lund Madsen og Anders Breinholt som værter. Spotify er medsponsor, så der er signaleret up to date og frem i vognen med dansk musik. Jazzen hygger sig samme aften i mere ydmyge rammer, passende for en genre, der trives bedst så tæt på som muligt, i Huset i Magstræde. Verdensmusikken er på Global 3. november, også en lille afgrænset fest for menigheden. Det samme gælder folkemusikken, der holder DMA lørdag 29. oktober – midt under Womex – ved en sen eftermiddagsseance på Aveny T. Antallet af kategorier er vokset ved det store DMA, hvor der i år er 19 i alt. Jazzfolket har seks, verdensmusikken tre, og folkemusikken fire. Man skulle måske mene, at når nu man deler det op igen i særskilte genrer, der fester hver for sig, kunne man gøre plads til nogle af de genrer, der sidste år glimrede ved deres fravær. Tidligere var der plads til dansktop, som er helt ude. Og hvis man skal analysere den danske musikscene med udgivelser, bands, festivaler og aktiviteter, så er det især forstemmende, at blues, country og rootsbaserede singer/songwritere er dømt helt ude. Electronica, metal, folktronica? og diverse undergenrer lige så. Det er især bluesgenren, der må stå med røven bar. Tidligere var der en særlig blueskategori ved DMA Folk i Tønder Det gav mulighed for at sætte spot på nogle af de åbenlyse talenter, som har valgt at lade bluesmusikken være deres udtryksform. Vi nævner i flæng: Mike Andersen, Shades of Blue, Ole Frimer, HP Lange, Troels Jensen, Alain Apaloo, Thorbjørn Risager, Tim Lothar? og mange flere. Jo, vel var der mange kategorier ved DMA Folk i Tønder tidligere. Også for mange. Og der var indimellem en lidt tung odør af selvhøjtidelighed over seancen. Men hvorfor man nu vælger kun at have fire kategorier, der udelukkende handler om den traditionelle danske folkemusik eller det, der er udsprunget deraf, kan man undre sig over. For det er jo ikke sådan, at den danske bluesscene er forsvundet. Tværtimod, den er særdeles levende. Der er masser at musikere, talenter, udgivelser og publikum. Tag ud i det danske spillestedslandskab og tjek det. Argumentet er næppe, at bluesmusikken herhjemme blot er reproducerende, bagudskuende, stillestående og uden drive og innovation og ikke har kunstnerisk højde til at komme med til en af prisfesterne. Det vil være meget vanskeligt at føre sag på det synspunkt – og samtidig hævde, at de samme anklager ikke kunne stilles over for talrige andre genrer. Næh, forklaringen er nok nærmere den simple, at bluesmiljøet i Danmark ikke har en stærk organisation eller et par fuldtidsansatte personer til at sætte sig igennem i de fora, hvor der tages beslutninger. Der er ingen toptrænede blueslobbyister, simpelthen. Bluesmiljøet er ikke stort. Men det er folkemusikmiljøet heller ikke. Eller verdensmusikmiljøet. At der rent faktisk er tale om forskellige miljøer, er et faktum. Og det handler også om alt muligt andet end lige præcis musikkens kvalitet. Det handler om identitet, venskaber, veneration for en bestemt genre? og givetvis også om særinteresser og fastholdelse af bevillinger til “vores område”. Jo for pokker, bluesmiljøet herhjemme har – trods umådeligt mange store musikalske talenter – også en klar tendens til at lukke sig om sig selv og være en lille klub af blues-afficinados. Musikelskere med hang til andre genrer kan nok hurtigt blive lidt trætte i ansigtet, hvis de gang på gang til bluesarrangementer møder en flok hardcore Walter Trout-tilhængere, der bare ikke kan få nok af den fede tråd. Eller skal høre det samme Muddy Waters-nummer igen og igen. Men det er jo netop en kliche. Og bluesmusikken er langt mere end en kliche, og mange både modne og unge musikere har virkelig meget at byde på her. En årlig pris er sgu ikke for meget. Hvorfor behandle bluesmusikken som røven af fjerde division? Den skal da med til festen. Det kræver to ting: En langt større åbenhed udadtil og innovationslyst fra bluesmiljøets side. Og en langt større åbenhed og invitationslyst fra de beslutningstagere, der som repræsentanter for de øvrige genrer og musikbranchen sidder ved mødebordene. Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 26 Oct 2011 22:08:16 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/26/apropos-hippie/ Har lige læst Peter Øvig Knudsens bog “Hippie” om Thylejren i 1970. Glimrende bog (og lydbog og meget mere), som jeg skriver om – se mere på www.musikeren.dk torsdag 27. oktober. Uha, der er mange erindringer, der dukker op, jeg var der selv – som 15-årig knægt i den famøse flipperlejr i Frøstrup. Jeg er ved at finde nogle af mine gamle skriverier frem om dengang… I mellemtiden kan man muntre sig med diverse klip og fotos på www.hippienu.dk, som er bogens officielee website. Der er også udgivet en cd med en stribe af datidens danske bands. Dog mest bands, som fik gang i sagerne i løbet af 70′erne. Der er et band, der desværre ikke er med på cd’en, og som burde have været det. De satte nemlig deres helt egen hippiøse standard for, hvordan et rigtigt undergrundsorkester skulle lyde:   Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 26 Oct 2011 15:51:25 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/26/apropos-hippie/ Har lige læst Peter Øvig Knudsens bog “Hippie” om Thylejren i 1970. Glimrende bog (og lydbog og meget mere), som jeg skriver om – se mere på www.musikeren.dk torsdag 27. oktober. Uha, der er mange erindringer, der dukker op, jeg var der selv – som 15-årig knægt i den famøse flipperlejr i Frøstrup. Jeg er ved at finde nogle af mine gamle skriverier frem om dengang… I mellemtiden kan man muntre sig med diverse klip og fotos på www.hippienu.dk, som er bogens officielee website. Der er også udgivet en cd med en stribe af datidens danske bands. Dog mest bands, som fik gang i sagerne i løbet af 70′erne. Der er et band, der desværre ikke er med på cd’en, og som burde have været det: Furekåben. De satte nemlig deres helt egen hippiøse standard for, hvordan et rigtigt undergrundsorkester skulle lyde: Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 26 Oct 2011 15:51:25 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/26/hyldest-til-george-harrison/ En meget flot film, Martin Scorsese har skruet sammen om George Harrison. “Living In The Material World” er tre timer og tyve minutter lang, og tiden bliver ikke brugt til lange koncertsekvenser. Derimod til en omfattende beskrivelse af manden, der stod i skyggen af Lennon og McCartney i Beatlesdagene, men som kom gevaldigt efter det og skrev store sange som “Here Comes The Sun” og “Something”. Go’ film! Rørende og fuld af gode historier. Og så spillede han er dejlig og original guitar, ham Harrison. Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 26 Oct 2011 15:40:48 +0100 http://www.blomhansen.dk/2011/10/26/hyldest-til-george-harrison/ En meget flot film, Martin Scorsese har skruet sammen om George Harrison. “Living In The Material World” er tre timer og tyve minutter lang, og tiden bliver ikke brugt til lange koncertsekvenser. Derimod til en omfattende beskrivelse af manden, der stod i skyggen af Lennon og McCartney i Beatlesdagene, men som kom gevaldigt efter det og skrev store sange som “Here Comes The Sun” og “Something”. Go’ film! Rørende og fuld af gode historier. Og så spillede han er dejlig og original guitar, ham Harrison. Martin Blom Hansen Bloms Blog Wed, 26 Oct 2011 15:40:48 +0100