De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et selvskade http://www.overskrift.dk Sun, 20 May 2012 01:01:09 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://kulturforunge.dk/2012/05/19/rasmus-thude-gav-stottekoncert-for-girltalk-dk/ Støttekoncert for GirlTalk.dk’: Da Rasmus Thude gik på scenen kl. 14 i dag på Kongens Nytorv i København, kiggede solen misundeligt frem fra en ellers overskyet himmel. Ikke så underligt, for den 23-årige tidligere X Factor-deltager fik i den grad lynopvarmet det forventningsfulde publikum med sit charmerende smil og smittede livsglæde, så selv solen måtte se sig slået. Af Peter Henrichsen Livsglæde er netop det GirlTalk.dks grundlægger, Anna Bjerre, ønsker kommer frem i de 12-24-årige piger, der dagligt søger hjælp til deres problemer via chatten på organisationens hjemmeside. Selvom 45 frivillige ungerådgivere årligt besvarer mellem 6000 og 7000 chatsamtaler om året, websiden har mere end 200.000 besøg, og selvom Anna Bjerre og initiativet har vundet adskillige priser siden websiden blev lanceret i 2004, er det alligevel en svær udfordring fortsat at skaffe midler til det utrolig vigtige arbejde. Derfor vil Kultur For Unge minde alle om, at vores skønne teenagepiger og unge kvinder ikke bliver ved med at have det godt, hvis en vigtig organisation som GirlTalk.dk pludselig bliver glemt, mens krisen kradser i lille Danmark, og der oven i købet er urimeligt lange ventelister i psykiatrien. Sorg, tårer, afmagt, selvskade, spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg kan aldrig gøres op i penge. Og hvis det kunne, er jeg sikker på, at vi hver især ville give alt det materielle vi overhovedet ejer, for at spare vores søstre, døtre, børnebørn, elever eller veninder for den smerte det er, at have det rigtig dårligt psykisk. Prøv at overveje, hvad du, din virksomhed, organisation eller kommune kan gøre for at støtte GirlTalk.dk, så vores unge piger fortsat har et sted, hvor de kan for luft for deres svære tanker. Læs mere om støtte her: www.girltalk.dk/sponsor TAK Peter Henrichsen Kultur For Unge Sat, 19 May 2012 21:18:32 +0100 http://www.guska.net/emne-er-det-selvskade-eller-af-godmorgenmig hej piger. jeg er lidt buttede og føler mig ikke helt så pæn. men når jeg har noget på som gør lidt ondt som et korsage eller bare noget som gør ondt på mig. så ved jeg ikke hvorfor men jeg føler mig pæn/smuk. hvad kalder man det? hjælp Læs mere her GirlTalk.dk – GirlTalk.dk – Forum admin Citater 2012, nyheder, spil, vittigheder, billede Sun, 13 May 2012 21:25:15 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/05/13/zebrapigen-af-sofia-akerman/ ‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I vores tema om spiseforstyrrelser og selvskade, er vi nu kommet til én af de vigtigste bøger overhovedet. Sofia Åkermans beretning om anoreksien er nemlig en biografi — hendes egen historie og beretning. I og med den foregår lige over sundet, er den også utrolig tæt på de danske forhold, modsat mange af de amerikanske romaner om spiseforstyrrelser. Der er fuld plade – 6 stjerner – til en vanvittig vigtig og modig beretning; den hårdeste jeg har læst i hele mit liv, men også én, jeg aldrig nogen sinde vil glemme eller have været foruden. Et stort ‘must read’ for alle, der gerne vil forstå, hvad der foregår i pigers sind og følelser – syge som raske. Når man har læst ‘Zebrapigen’, elsker man Sofia for altid. Af Peter Henrichsen Titel: ‘Zebrapigen’ Forfatter: Sofia Åkerman Oversat af: Torben Poulsen Originaltitel: ‘Zebraflickan’ Sider: 263 Udkom: 30. maj 2008 Forlag: Moskito Følelses-barometer: Svenske Sofia Åkermans selvbiografi om anoreksi begynder langt hårdere end andre bøger i samme genre. I første kapitel har Sofia nemlig taget en voldsom overdosis af smertestillende medicin indeholdende paracetamol. Det er en selvmordsmetode som specielt mange unge piger vælger, fordi den virker knapt så makaber, som de voldsomme metoder drengene ofte vælger. Det virkelig uhyggelige ved forgiftningen er dog, at selv om man bliver reddet, kan kroppen nå at have optaget så meget gift, at leveren beskadiges for evigt. Også så meget at man efterfølgende dør af det, eller får et kortere liv med kroniske og livsfarlige leverproblemer. Så langt tænker Sofia ikke, da hun tager pillerne. Hun ringer selv efter en ambulance, men alt for sent. På hospitalet tror hun ikke rigtig på lægens beretning om, at hun har skadet sin lever så meget, at hun måske ikke overlever. Lægen vil gerne vide, om hun oprigtigt har tænkt sig at kæmpe for livet og mod anoreksien, inden han indstiller hende til en levertransplantation. Langsomt begynder virkeligheden at gå op for Sofia. De tidligere gange hun har råbt om hjælp på denne måde, har lægerne trods alt smilet til hende, fordi hun overlevede. Nu smiler de pludselig ikke længere. Endnu værre bliver det, da Sofia erfarer, at anoreksiramte piger, der selv har forvoldt skade på deres lever, ikke ligefrem er dem, der står først i transplantationskøen. Hun har leget med døden mange gange, men denne gang er legen blevet dødsens alvorlig, og hun ser ud til at tabe. Noget af det stærkeste jeg har læst i mit liv Alle bøger om spiseforstyrrelser og specielt anoreksi har døden lurende i baggrunden på et eller andet tidspunkt, og handlingen bliver derfor ofte lidt det samme: noget med at skulle igennem det svære og komme ud på den anden side igen — men alligevel uden at manden med leen får lov at nærme sig vores hovedperson. I ‘Zebrapigen’ har døden så at sige allerede hentet Sofia, og lige i begyndelsen, kom jeg på underlig vis til at identificere mig med lægerne og sygeplejerskerne på afdelingen, fordi Sofia beskriver virkeligheden skrevet i deres øjne så klart. Samtidig vidste jeg jo også, at det her er en virkelig historie, at Sofia virkelig har været det her igennem og lægerne og sygeplejerskerne har stået og kigget på denne vidunderlige pige, der havde underskrevet sin egen dødsdom. Og det er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har læst i mit liv. Tårerne flød med det samme ned i bogen, og jeg måtte flere gange holde pause og stirre tomt ud i luften, mens tankerne susede rundt i hovedet, som om jeg selv befandt mig på hospitalet med Sofia. Det er ingen spoiler at fortælle, at Sofias krop på mirakuløs vis kæmper hårdere, end lægerne havde troet den kunne. Sofia får lov til at fortsætte sit liv, og vi følger hendes svære tanker, der nu kredser om hvordan hun nu skal vinde over Lucifer – som hun kalder anoreksiens mørke side – når hun kun har én chance tilbage. Svær kronologi Selve kronologien i fortællingen var lidt svær for mig at få overblik over, for Sofia fortæller fremefter, altså alt det, der sker efter den alvorlige forgiftning, men der er også utrolig mange og lange tilbageblik fra begyndelsen, hvor hun blev indlagt de første gange. Ofte blev jeg i tvivl om, hvor i tiden vi befandt os. På den anden side betyder det ikke så meget, at man ikke ved præcis, hvilken alder hun har hvornår, for det føles meget som at sidde overfor en rigtig person, der fortæller — og i det virkelig liv kommer man også tit i tanke om nogle vigtige detaljer, man lige har glemt. Det gør faktisk bogen endnu mere virkelighedsnær og autentisk — som om Sofia sidder og fortæller det til én. Præcise følelsesbeskrivelser der går lige i sjælen Sofia er så branddygtig til at vise læserne sine følelser; ikke ved at fortælle om dem, men ved at vise dem i sine handlinger. Eksempelvis når hun efter mange år uden rigtige venner endelig bliver inviteret til en pigefødselsdag, og simpelthen laver så mange forberedelser og alligevel holder igen, for ikke at blive alt for skuffet, hvis nu de skulle finde på at ringe og sige, at hun ikke må komme alligevel. Det var en scene, jeg græd mig igennem, og selv når jeg skriver om det her, sidder jeg med tårer i øjnene. Man får sådan lyst til at knuse og holde om den raske del af Sofia og samtidig give Lucifer og hans destruktive tanker et ordentlig los i røven, men det kan man jo ikke som læser, og den frustration trækker virkelig tårer. Bogen er desuden fyldt med nogle af de smukkeste, rørende og mest præcise digte, der får videreformidlet de sidste, vigtige følelser om de hjerteskærende situationer, som epikken ikke kan nå. De gik rent ind i min sjæl, og jeg kan ikke komme det nærmere med ord; du er ganske simpelt selv nødt til at opleve det. Uddrag af ‘Zebrapigen’ Klokken var over syv. For hvert sekund der gik, gjaldede Lucifers grin i mine tanker: - De har taget fusen på dig, Sofia! De vil ikke have dig, de har bare fundet på en tid til dig! Du er den lille lort i verden der er nemmest at narre! Gå nu hjem og skam dig, for det er det eneste du er rigtig god til! Trist, skuffet, men samtidig lettet, tog jeg et lille hop ned fra rækværket og skulle lige til at gå tilbage til bussen da en cykel kom farende. En lyshåret pige i jeansjakke sprang af på den der fikse, sidelæns måde. - Skal du til det der musicalhalløj? tog jeg mod til mig og spurgte da jeg så at hun havde dansesko og træningsbukser på. - Ja, sagde hun. – Kan du ikke komme ind? - Jeg kan ikke dørkoden, svarede jeg og følte mig ret så dum. - Det kan jeg heller ikke, sagde pigen, stillede cyklen fra sig og kom hen til mig. – Men man kan ringe på klokken. Hun trykkede på den hvide knap som jeg totalt havde overset, og jeg følte mig endnu dummere end jeg havde gjort før. - Begynder det ikke klokken syv? spurgte jeg. - Joeh, det gør det vist, men vi plejer at begynde kvart over. De klassiske svensk-danske misforståelser Torben Poulsen, der har valgt at oversætte Sofias bog på sit eget forlag Moskito, har min dybeste respekt for at have realiseret så vigtigt et projekt; netop fordi bøger om spiseforstyrrelser sjældent er kommercielle nok til de store danske forlag. Selve oversættelsen fra svensk til dansk er ok og kører for det meste godt, men da jeg selv har boet i Sverige, må jeg dog konstatere, at det er glippet med en hel del af de ord, som staves ens på svensk og dansk, men som har en anden betydning på dansk. For eksempel får man ikke en indsprøjtning i ‘skinken’, men i ‘ballen’, som det hedder på dansk. ‘Skallen’ er et ‘kranie/hoved’, ‘ogräs’ er ‘ukrudt’ på dansk og ikke ‘ugræs’, ‘hvad gör du’ betyder ‘hvad laver du’ og ikke ‘hvad gør du’, kalas er fest, og en ‘gammal tant’ er en ‘gammel dame’ og ikke en ‘gammel tante’ og så videre. Det gav anledning til mange smil undervejs, men det ødelægger på ingen måde Sofias fantastiske historie eller romanens helhed. Det minder os blot om de sædvanlige sjove misforståelser, vi altid vikler os ind i, i vores broderland. Meget man selv skal tænke igennem Måler man efter hvor spændende og interessant ‘Zebrapigen’ er, kunne man sagtens sluge den på 3-4 timer, for man bliver fuldstændig grebet af søde Sofia og de vidunderlige veninder hun har i teaterforeningen ‘Teaterkisten’. Jeg holdt dog mange pauser undervejs, fordi jeg havde brug for at gennemtænke Sofias vigtige tanker og følelser undervejs. Selvom Lucifer er virkelig grov, er det jo ikke syge tanker som sådan, at Sofia har. Det er faktisk utroligt naturlige tanker omkring usikkerhed og selvværd, som alle har i teenageårerne. De er bare forstærket så mange gange hos Sofia, at hun bliver syg af dem, og de tager over. At tankerne ikke er psykotiske, gør netop også at man så nemt identificerer sig med Sofia og sagtens kan forestille sig, at det hendes historie kunne være sket for én selv. Sidst i bogen er Sofia dog også rigtig god til at perspektivere Lucifer mod det sunde liv, så beretningen bliver på ingen måde pro-ana (en forkortelse, man bruger om tankegange, der hylder anoreksien. Hjemmesider/blogs skrevet af anorektikere, der fortæller hvordan man kan snyde plejepersonale, forældre m.m., så de tror man spiser, er pro-ana). Mit hjerte er vokset til dobbelt størrelse Jeg ville på ingen måde have undværet ‘Zebrapigen’ i mit liv. Den fik mit hjerte til at vokse til dobbelt størrelse, og jeg har lært 100 gange mere om anoreksien end en fagbog eller en læge nogen sinde vil kunne fortælle mig — for jeg har forstået alle følelserne bag. Jeg forstår virkelig godt, at ‘Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade’ (LMS) i Danmark anbefaler denne bog på deres www.sofiaakerman.com. Sofia har også en blog som opdateres meget flittigt med kunst og indlæg om alle problematikkerne omkring unge og psykisk sygdom. Virkelig et besøg værd: Peter Henrichsen Kultur For Unge Sun, 13 May 2012 10:02:35 +0100 http://kulturforunge.dk/2012/05/06/stjerneskaelv-af-anders-johansen/ ‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I nogle bøger sidder jeg og kigger på bogstaver og tjekker sidetal for at se hvor meget “arbejde”, der er tilbage. I “Stjerneskælv” blev jeg taget i kraven, flået ind i bogen og først spyttet ud igen på allersidste side med tårer løbende ned ad kinderne. Og jeg var parat til straks at begynde forfra igen. Wauh – for en god oplevelse! Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ rammer så præcist alle de følelser unge piger går og gemmer på, og som nogen pludselig bliver rigtig syge af at gemme på. Det handler nemlig ikke om mad og hobbyknive – det handler om følelser. Af Peter Henrichsen Titel: ‘Stjerneskælv’ Forfatter: Anders Johansen Sider: 233 Udkom: 30. maj 2008 Forlag: Modtryk Følelses-barometer: Liv er 16 år og vejer 41,5 kilo, da hun bliver indlagt på Slusegården – et bosted for unge med spiseforstyrrelser og selvskade inde på livet. Egentlig var hun ret godt på vej ind i teenagealderen med søde men afdæmpede forældre og en elskelig storesøster, som støtte, tryghed og forbillede. Bedsteveninden, Majken, og Liv har også altid klaret sig godt i skolen, men omgivelserne og de andre fra klassen ændrer sig. Nu gælder det pludselig ikke om at være dygtig og flink længere, nu skal man snarere være led, smart og oprørsk. Liv og Majken underskriver en pagt om, at de aldrig vil være sådan, for de mistrives simpelthen, når det hele handler om fester, tøj, druk og hvem, der har dusket hvem. Ved nogle voldsomme begivenheder ændrer alting sig omkring Liv, og hun bliver slået helt ud i et kaos, hvor hun føler tilfældighederne styrer hendes verden. Hun må genvinde kontrollen, og første kontrolpunkt er nødt til at være meget målbart: hendes lår må ikke længere røre hinanden. Det er hun nemlig pludselig blevet opmærksom på, at de gør, og hendes jeans er helt slidt på indersiderne. Samtidig har hun fået nogle grimme sms’er fra en dreng, hun ikke ville give et blowjob, og indholdet i de beskeder siger direkte, at hun er fed. Liv bliver en kalorieregnemaskine. For hvis man ikke engang kan kontrollere sin vægt og sit udseende, hvad kan man så kontrollere? Hver gang hun får øje på noget, der kan spises eller drikkes, sætter hun kalorie-værdi på i hovedet. Det bliver nemt at afgøre, om det kan spises eller det er alt for fedt. Majken bliver også udskiftet som løbepartner. Sebastian løber meget hurtigere og længere, og det kan man i den grad tabe sig af, specielt hvis man kun drikker Cola Zero efter træningen. Liv bliver dygtig til at kontrollere. Så dygtig, at hun lige pludselig befinder sig på Slusegården med spiseforstyrrede piger og en masse psykologer, pædagoger og terapeuter. Men der skal også meget mere til, før Liv giver kontrollen fra sig dér. Hun er knivskarp på øverste etage og har snart regnet hele personalets taktikker og strategier ud, så hun kan modarbejde dem. Men så en dag er der pladsmangel på Slusegården. Den lidt kraftige goth-pige Nikie skal bo midlertidigt på Livs eneværelse. Men Nickie ikke bare spiser mad. Hun æder. Pomfritter, slik, cola, junk. Nickie laver buler i Livs perfekt redte seng og propper Livs øretelefoner i sine sikkert ikke særlig rene ører. Pludselig kan Liv intet længere kontrollere, og selv om hun er verdensmester i at holde sine følelser inde, er Nickie så meget ‘for meget’, at tremmerne bliver sprængt i Livs perfekte bur af selvbeherskelse — og så begynder det pludselig at rykke for Liv. En historie i flere lag Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ er faktisk ikke verdens nemmeste bog at give et resumé fra uden at lave spoilers. Historien er nemlig pakket ind i mange forskellige lag, der gør, at vi hopper frem og tilbage mellem nutiden på Slusegården og selve optaktshistorien omkring, hvordan Liv kom så langt ned. Mange af de hændelser Liv kommer ud for i begyndelsen, hører vi nemlig først om til sidst – og omvendt. I de fleste romaner synes jeg tidsspring kan være dybt forvirrende. En del forfattere bruger det mest for at skabe spænding, ved at holde tilbage på de oplysninger, man hungrer efter at høre. Men i ‘Stjerneskælv’ fungerede disse tidsspring overraskende nok som det naturligste i verden. Det fungerer så godt, fordi begge historier – både Livs fortid og Livs nutid – er rigtig spændende. Andre forfattere har ofte en lidt kedelig grundhistorie samt en spændende delhistorie, som de så springer frem eller tilbage til og kun deler sparsomt ud af – og det er dér, man føler sig snydt og holdt hen. Man vil gøre alt for Liv Men skriver man så godt som Anders Johansen, er der ingen grund til holde læserne hen med mindre spændende eller måske ligefrem kedelige episoder. De eksisterer nemlig slet ikke i bogen. Fra første side identificerede jeg mig med Liv. Hun stod så tydeligt, og hun var så elskelig, at jeg med det samme ville gøre alt for hende. Og der er næsten succesgaranti, når man som forfatter kan få det på plads i hovedet på læseren på så kort tid. Uddrag af ‘Stjerneskælv’ “Hvor har du købt de smarte bukser, Mickey … eller var det Vicky?” Nickies øjne bliver smalle. Jeg koncentrerer mig om bladsellerien og hytteosten på min tallerken. Blander mig ikke. Man kan jo ikke undgå at høre Modedyrets spydige: “De må godt nok have kostet kassen,” og grinene, der sprutter over. “Knyt sylten, eller jeg voldtager dig,” siger Nickie lavt, men tydeligt. Modedyret står lidt og tripper forfjamsket, inden hun får sig flyttet væk. Nickie blinker til mig. Jeg ser ned i tallerkenen. Nogle øjeblikke er der meget stille. Så vokser stemmerne frem igen, prøvende, pirkende. Som små drenge der absolut skal stikke en pind i myretuen. bare for at se, hvad der sker. Christine “taler med” Tinkerbell, den oversavlede Build-a-Bear-bamse, opkaldt efter Paris Hiltons syge køter- Hendes yndlingstrick, hvor hun kan råmobbe og samtidig spille uskyldig, for hun er jo nødt til at svare, når Tinkerbell spørger med sin bamsestemme, som kun Christine kan høre. “Jamen skat, mor ved virkelig ikke, hvad der får nogen til at maje sig sådan ud. Det er vel for at gøre sig interessant … Hvad de gør, når de skal ud og flyve? Du tænker på metaldetektoren? Nu er det nok ikke liiige de typer, der flyver mest.” Nickie svirper med elastikken. Hun har smurt et eller andet på såret på hånden, så det næsten ikke er til at se. Svirp. Svirp. I øvrigt spiller hun døvstum nu. Lader alting prelle af. Rollen passer mig udmærket. Endnu bedre identifikation end ‘Hannah’ i ‘Døde piger lyver ikke’ Mange piger følte en enorm identifikation med Jay Ashers hovedperson, Hannah, i ‘Døde piger lyver ikke’, men jeg tør næsten æde mine gamle danskstile fra folkeskolen på, at danske piger vil kunne føle en endnu større identitet med Liv. For uanset om man selv har en spiseforstyrrelse eller skader sig selv, vil man kunne genkende de fleste af Livs og Nickies følelser, og fordi personerne er danske, føles det hele lige så genkendeligt som i ens egen skole. Hvem har ikke været fuldstændig fokuseret på sit eget udseende, på de dele af én, man synes er grimme og som man gerne vil lave om? Og hvem har ikke følt fuldstændig kaos eller følt sig virkelig hårdt ramt, når en mobbende klasse-”kammerat”, har råbt et eller andet om præcis éns ømme punkt? Anders kommer ned og rører alle de tanker og følelser, vi alle sammen har eller har haft – også dér, hvor det gør rigtig ondt – og det er pudsigt nok frygtelig dejlig at få sat ord og genkendelighed på, for man får forløst den ensomhed, man selv oplevede, da man var ude for det samme. Også perfekt hvis man laver projekt Vil man have afmystificeret alle sine fordomme (som man måske ikke engang ved, man har) om spiseforstyrrelser og selvskade, er ‘Stjerneskælv’ også den oplagte bog at gå i gang med. Skriver man for eksempel projekt om emnet, vil det være 100 gange mere relevant at begynde at læse ‘Stjerneskælv’ frem for at gå i gang med alle mulige fagbøger og websider om anoreksi, bulimi og cutting. For det vigtigste handler ikke særlig meget om maden, opkastningerne og sårene, selv om det er dét, forældre bliver mest forskrækkede over, og som læge og sygeplejersker straks går i gang med at behandle. Det handler om tankerne og følelserne bag. Smerten, som man enten vil overdøve eller kontrollere sig ud af. Og netop den del, er der ikke særlig mange fagpersoner, der vil kloge sig på på websider, fordi livhistorierne og løsningerne er vidt forskellige fra person til person, men det er netop alle de følelser Anders Johansen rammer så præcist. Fjerner skammen Fordi spiseforstyrrelser og selvskade udelukkende er synlige tegn på psykisk mistrivsel, er det brandgode i ‘Stjerneskælv’, at Anders Johansen får fortalt flere livshitorier, ikke kun Livs og Nickies, men også spredte indtryk fra de andre piger på Slusegården. Det er så smukt et budskab, at vi alle er vidt forskellige, oplever verden på hver vores måde og derfor også har krav på at blive behandlet forskelligt og få respekt, uanset om vi har nogle fejl eller gør nogle uhensigtsmæssige ting. Samtidig får Anders fjernet skammen fra et ellers ret tabubelagt emne igennem Nickie, fordi hun taler så åbent om alting, at selv Liv får svært ved at lave hemmeligheder, når det hele allerede er blevet nævnt ud i det åbne. Enormt forløsende, og man får virkelig lyst til at give Nickie et lige så stort knus som Liv, når man først lærer hende at kende. Uddrag af ‘Stjerneskælv’ Den ekstra hud er flået af mig, og min egen er alt for tynd. Jeg er som en blævrende musling uden skal. Pirk til mig, og jeg flyder ud. Toppen af danske ungdomsromaner ‘Stjerneskælv’ er én af de allerbedste, danske, ungdomsromaner, jeg har læst, og jeg kunne blive ved med at fortælle om den. Da jeg læste sidste side, var jeg så betaget af historien, at jeg nemt kunne være begyndt forfra lige med det samme, for jeg ville så nødigt slippe Liv og Nickie. Men hey, få fat i bogen, og læs den selv! Det er det eneste rigtige. Til sidst rigtig stor ros til Anders, for at have allieret sig med 10 unge piger som testlæsere til ‘Stjerneskælv’, som der står skrevet på bogens tredje side. Det er godt nok sjældent, man ser det i ungdomsbøger, og hvis alle ungdomsforfattere turde modtage dén – kritikken, råt for usødet, negativt som positivt – kunne mange dårlige manuskripter af lidt for selvsikre forfattere med et kendt navn, være nået at blive stoppet inden de røg i trykken og endnu værre: sendt ud til stakkels dansk-elever i folkeskolen. Det er nemlig alt for meget forfejlet “ung med de unge”-ungdomssprog, kvindelige forfattere, der tror de kender alt til drenges følelser men ikke gør det, og forfattere, der tror, en ungdomsbog rammer nutidens unge, bare man husker at nævne en masse med nettet, facebook og smartphones. Så let er det heldigvis ikke, og det ved Anders Johansen. De eneste rigtige eksperter er de unge selv, så har du allerede læst ‘Stjerneskælv’: Giv os din mening om Livs historie i kommentarfeltet her nedenunder. Vi vil elske at læse den! Peter Henrichsen Kultur For Unge Sun, 06 May 2012 09:38:23 +0100 http://spiritandmind.wordpress.com/2012/02/19/gruppeterapi-et-billigt-alternativ-til-individuel-terapi/ Vil du gerne starte terapi, men synes individuel terapi er lidt for dyr, så kan gruppeterapi være et godt og billigere alternativ. Gruppeterapi giver dig endvidere mulighed for at få et fællesskab omkring din terapi og udvikling, få andre mennesker, som vidner til din proces, samt den synergieffekt, der ligger i at høre andres historie, [...] Spirit and Mind ApS Spirit and Mind ApS Sun, 19 Feb 2012 16:52:48 +0100