<?xml version="1.0" encoding="ISO-8859-1"?>
<!-- generator="FeedCreator 1.7.2" -->
<?xml-stylesheet href="rss.xsl" type="text/xsl"?>
<rss version="2.0">
    <channel>
        <title>Overskrift.dk seneste indlæg for tag: spion</title>
        <description>De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et spion</description>
        <link>http://www.overskrift.dk</link>
        <lastBuildDate>Tue, 17 Apr 2012 23:01:40 +0100</lastBuildDate>
        <generator>FeedCreator 1.7.2</generator>
        <image>
            <url>http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif</url>
            <title>Overskrift.dk logo</title>
            <link>http://www.overskrift.dk</link>
            <description>Overskrift.dk</description>
        </image>
        <docs>http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss</docs>
        <ttl>60</ttl>
        <item>
            <title>Er spionen socialdemokrat?</title>
            <link>http://blogs.jp.dk/Graenserforpolitik/2012/04/17/er-spionen-socialdemokrat/</link>
            <description>Historiker Thomas Wegener Friis er trådt frem for at fortælle, at en offentligt kendt dansk mand midt under kampen mellem de liberale demokratier i den frie verden og undertrykkende diktaturer i østblokken valgte at undergrave danske interesser ved at spionere for kommunisterne i DDR. Historikeren har nærmest fundet oplysningerne ved et tilfælde og beder nu de danske myndigheder om hjælp til at få dem bekræftet.
Alle med bare den mindste interesse for den kolde krig har travlt med gætte på, hvem spionen er. Det er åbenlyst, at sagen har offentlighedens interesse; også selv om sagen givetvis er forældet i dag strafferettelig.  Det er vigtigt at vide, hvem der begik forræderi mod fædrelandet. Hvorfor de gjorde det, og hvordan det kan undgås i fremtiden.
Regeringen har udvist en bemærkelsesværdig mangel på vilje til at få sandheden frem. Hvorfor vil justitsminister Morten Bødskov ikke kontakte de amerikanske myndigheder for at få Thomas Wegener Friis? oplysninger bekræftet? Amerikanerne ligger nemlig inde med det STASI-arkiv ? det såkaldte Rosenholz-arkiv, der ellers er destrueret. Man påstår fra regeringens side af, at Danmark fik den relevante del af arkivet udleveret i 1994 og historikerne ?bare? kan melde sig hos PET og få adgang til alle svarerne. Det er mildest talt en sandhed med modifikationer. Dels så er det materiale, vi fik udlevet i 1994 ifølge forskerne ufuldstændige afskrifter fra arkivet. Dels er arkivet siden 1994 blevet organiseret og udbygget. Dertil kommer, at regeringen netop har givet koldkrigsforsker Bent Jensen afslag på at offentliggøre store dele af sin forskning fra PET?s arkiv.  Tilbage står svaret ? hvad dækker Socialdemokraterne over?
Ifølge flere blogs gættes der på, at socialdemokraterne må dække over en af ?deres egne? - eksempelvis en tidligere minister. Er det bare en vild konspirationsteori? Nej - for socialdemokraterne har selv båret brænde til bålet. I Nyrups regeringstid blev sagsmapperne om Ole Sohn slettet. Den officielle forklaring lyder, at PET ikke vurderede, at det fortsat var nødvendigt at opbevare personfølsomme oplysninger. Men hvis dette var den sande baggrund - hvorfor slettede man så ikke sagsmapperne på journalisten Jørgen Dragsdahl? En sag, der i omfang var så begrænset, at det endda kan diskuteres om, hvorvidt der overhovedet var en sag. I alle tilfælde matchede den i hvert fald ikke Ole Sohns sagsmappe.
Det var den socialdemokratiske justitsminister Bjørn Westh, der havde ansvaret for PET på daværende tidspunkt. Han har overfor BT forklaret, at man kun slettede de oplysninger, som var indhentet på ulovlig vis. Jamen, hvis oplysningerne var indhentet ulovligt, så var det vel ikke en makulator men en politiundersøgelse, der var brug for?!
Efterfølgende blev der nedsat en PET-kommission, som efter mange års arbejde og millioner af offentlige kroner ikke rigtig kom frem til noget. For alt det interessante materiale var jo allerede makuleret med de socialdemokratiske justitsministres velsignelse.
Sket er sket - men fremadrettet bør socialdemokraterne sørge for, at sandheden bliver fortal og stå til  ansvar for egne handlinger under den kolde krig frem for, at man fortsætter 1990?ernes praksis med at dække over venstrefløjens brodne kar,
</description>
            <author>Karsten Lauritzen</author>
            <source url="http://blogs.jp.dk/Graenserforpolitik/feed/">Grænser for politik</source>
            <pubDate>Tue, 17 Apr 2012 10:39:50 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Thorning bremser jagten på mulig spion</title>
            <link>http://denkorteavis.dk/2012/spion/</link>
            <description>En historiker mener, at en kendt dansker arbejdede for den østtyske efterretningstjeneste Stasi. Men Helle Torning vil ikke hjælpe ham med at få sagen fuldt opklaret. Det vil et flertal i Folketinget til gengæld. Statsministeren står med et nyt problem.  Læs mere ...</description>
            <author>Jespersen &amp; Pittelkow</author>
            <source url="denkorteavis.dk/feed/">Den Korte Avis</source>
            <pubDate>Wed, 11 Apr 2012 06:15:50 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Thorning bremser jagten på mulig spion</title>
            <link>http://denkorteavis.dk/2012/spion/</link>
            <description>En historiker mener, at en kendt dansker arbejdede for den østtyske efterretningstjeneste Stasi. Men Helle Torning vil ikke hjælpe ham med at få sagen fuldt opklaret. Det vil et flertal i Folketinget til gengæld. Statsministeren står med et nyt problem.  Læs mere ...</description>
            <author>Jespersen &amp; Pittelkow</author>
            <source url="http://denkorteavis.dk/feed/">Den Korte Avis</source>
            <pubDate>Wed, 11 Apr 2012 06:15:50 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Spion på nettet</title>
            <link>http://christiansparre.wordpress.com/2012/04/10/spion-pa-nettet/</link>
            <description>Hvis man i tilfælde af usigelig kedsomhed har opbrugt samtlige andre muligheder på nettet, er her en lille side med stort potentiale. Trafikstyrelsen nemlig har valgt at offentliggøre samtlige synsrapporter siden 2005. Ved hjælp af din bils registreringsnummer kan du se hvor den er blevet synet, hvad der har været galt med den, og hvor [...]</description>
            <author>jpfisker</author>
            <source url="http://christiansparre.wordpress.com/feed/">IT i skolen</source>
            <pubDate>Tue, 10 Apr 2012 20:29:37 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Spionen der kom ind som varm luft</title>
            <link>http://feedproxy.google.com/~r/sitestory/epxP/~3/7jczpg-0Qro/</link>
            <description>En koldkrigsforsker hævder at have fundet en dansk spion af de slemme, men vil ikke ud med navnet. Hvorfor holder han så ikke kæft? Historikeren Thomas Wegener Friis siger, at han i Stasis? arkiver har fundet navnet på en dansk spion af de slemme, og at personen er kendt. Dog vil han ikke ud med navnet, da han mangler dokumentation, som han håber at få fra CIA?s arkiver. Er manden medieberuset, eller hvad? (...) Continue reading &amp;#8594;</description>
            <author>Eric Bentzen</author>
            <source url="http://sitestory.dk/wordpress/feed/">Dette og hint</source>
            <pubDate>Tue, 10 Apr 2012 16:59:33 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Udsigt fra Jensens Bøfhus</title>
            <link>http://blogs.jp.dk/frontalt/2012/04/10/udsigt-fra-jensens-b%c3%b8fhus/</link>
            <description>Jeg må indrømme, at jeg havde forventet mere. Det var år og dag siden, jeg sidst besøgte Frederiksborg Slot i Hillerød, men i påskeferien tog jeg ungerne med og glædede mig til at vise dem Nordens største renæssanceslot. Ikke at de endnu forstår, hvad dét betyder, men de skal i hvert fald have lov at opleve så meget af Danmarks bevarede historie som muligt ? levn, beretning, arv og gæld ? mens der stadig er et Danmark og behjertede mennesker, der orker at passe på det.
Ikke for at spille hellig ? jeg er hverken kustode, nationalistisk nat og dag eller specielt vild med slotshaver, men hold da lige kaje, hvor er den fyrstebolig dog en pryd på danmarkskortet. Skønt min viden om arkitektur kan ligge et mørkt og trangt sted, gør jeg vist ingen sure ved at konkludere, at vi danskere bare har at sørge for, at der ikke kommer en ny Svend eller Ida Auken og planter en vindmøllepark midt ude i slotssøen.
Sikket slot ? og så i Hillerød, hvis andet trækplaster er det nye Bilka, der ved åbningen forleden fik de lokale til at tro, at finanskrisen var ovre og F1-lånet kan reddes.
I min almindelige uforstand har jeg svært ved at kapere, at Nick ? vistnok ? Hækkerup ? det glatte væsen ? og Christian Firtal kommer fra samme slot ? eller i hvert fald har gået rundt på de samme bredde- og længdegrader og tænkt deres tanker. Nick ? naturligvis på, hvordan han kunne blive genvalgt til et eller andet indenfor Bevægelsen, kong Christian på helt andre heroiske sager.
Vi kom indenfor på slottet og gik igennem de imponerende sale med symbolske portrætter på væggene, interiører, gobeliner, loftsudsmykninger, buster, skulpturer, ja hele den politiske æstetik, der knytter sig til 1600-tallets adelsvælde, og mærkede lidt af suset fra dengang en konge kunne drikke sig i havet om aftenen og drage i krig med svenskerne næste morgen ? uden at skulle spørge FN, EU eller Villy Søvndal om lov. Da min femårige søn så skildringen af den danske sømagt ved Øsel i 1612, udbrød han stolt, og alligevel ganske nøgternt: Så ku? de lære det. Det ku? de nemlig. Lige indtil vi måtte afstå øen til dronning Kristina i 1645.
Det var tider ? på godt og ondt. Modsat i dag, hvor man af smålige, socialdemokratiske grunde
ikke engang kan få oplyst navn, adresse, telefon og Facebook-profil på den Corfitz Ulfeldt, der var østtysk spion i Danmark under den kolde krig, mens den forhenværende justitsminister Bjørn Westh og hvad de ellers hedder alle sammen spiller dummere end politiet tillader. Jeg gætter på, at den danske mesterspion hedder Ole Sohn, kender Ole Sohn eller måske har udgivet sig for at være Ole Sohn ? eller med al sandsynlighed får en stor BMW med chauffør næste gang, Helle Thorning udskifter sit rædselskabinet af ministre.
Uanset hvad havde jeg forventet mig mere af museet. Det står der bare. Jovist, man skal løse billet, men der stopper festen så også. Nationalhistorien er stort set uformidlet, ubehandlet, ufortalt; manglen på pædagogik og basal indføring minder om noget fra firserne.
Jeg spejdede forgæves efter en audioguide eller et ordentligt katalog, mens mine poder var i gang med at vælte en rustning; begge dele forgæves. Et udenlandsk ægtepar spurgte, hvor de kunne købe en kop kaffe og fik at vide, at de kunne trække en kop i en skaldet automat rundt om hjørnet, hvis de altså havde ti- eller tyvekroner. Det havde de ikke.
Vi gik fra rum til rum, det er storslået, men mine børn savnede en forklaring eller to, og jeg kom til at spekulere på, hvordan forældre, der tilfældigvis ikke har læst historie på universitetet, overhovedet klarer opgaven. Dem om det, kan man sige, men det er nu alligevel slående, at museet gør så lidt for sine besøgende.
Bagefter gik vi ind i museumsbutikken. Det skulle vi ikke have gjort. Selvom de små forelskede sig i hver deres kopi af en vikingemønt med snor til at binde om halsen, fandt jeg ingen nye bøger, ingen film, knap nok en plakat eller en genstand af pædagogisk eller kunstnerisk værdi fra en samling, der må være kolossal, og hvorfra man må kunne popularisere herfra og til Dybbøl ? uden dermed at gå på kompromis med kvaliteten.
Her får jeg lyst til at spørge museumsdirektør Mette Skougaard, hvad hun egentlig forestiller sig? At museet sælger sig selv? At der ikke er penge, attraktion og tilknytning at hente i at indrette og drive en butik, der siger spar to til Chr. 4 og giver gæsterne lyst til at erhverve sig lidt danmarkshistorie i form af en ny bog ? gerne på fremmedsprog ? eller en ting, der giver mindelser, når gæsterne atter er hjemme i Hamborg, Norwich, Poznan eller Hammel.
Efter denne museale skuffelse i smukke renæssancerammer listede vi over på Jensens Bøfhus, der ligger på den flotteste adresse i byen med prominent udsigt til slottet. Her får man varm kakao til 19 kr. og en frokostbøf til 59.
Jensens Bøfhus er et glasklart koncept, McDonald?s på dansk. Lige meget hvad man måtte mene om maden, softicen, betjeningen eller stedets ånd, så holder restauranten, fordi den holder, hvad det lover. Modsat med Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Det holder ikke, fordi det helt opgiver at iscenesætte fortidens pragt og magt, men nøjes med at slå portene op ? og overlade resten til de besøgende. Som om historien fortæller sig selv som en anden bugtaler.
Jo, jeg véd, der er rundvisninger om søndagen og andre arrangementer. Men museet er ikke desto mindre en skandale i dansk museumsliv og fremstår på en råkold mandag i april som et levn fra en puritansk museumstradition, der med vilje afstår fra at inddrage publikum og måske i virkeligheden helst er fri for det. Adel forpligter ? ikke længere.
</description>
            <author>Mikael Jalving</author>
            <source url="http://blogs.jp.dk/frontalt/feed/">Frontalt</source>
            <pubDate>Tue, 10 Apr 2012 15:27:38 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Søren Pind kræver storspion frem i lyset</title>
            <link>http://hodja.wordpress.com/2012/04/09/soren-pind-kraever-storspion-frem-i-lyset/</link>
            <description>
</description>
            <author>Hodja</author>
            <source url="http://hodja.wordpress.com/feed/">Hodjanernes Blog</source>
            <pubDate>Mon, 09 Apr 2012 22:10:30 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Sommertid!</title>
            <link>http://tidsanden.wordpress.com/2012/03/26/sommertid/</link>
            <description>
</description>
            <author>streaker</author>
            <source url="http://tidsanden.wordpress.com/feed/">Tidsånden</source>
            <pubDate>Mon, 26 Mar 2012 21:27:45 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Hamilton ? I nationens interesse ? Premiere 23/2/2012</title>
            <link>http://www.nosferadio.dk/?p=8039&amp;utm_source=rss&amp;utm_medium=rss&amp;utm_campaign=hamilton-i-nationens-interesse-premiere-2322012</link>
            <description>Hamilton er en konsekvent herre. Michael Persbrand i Kathrine Windfeldts Hamilton - i nationens intereses. Photo courtesy of Disney Pictures.

Af Dorte Winkler
I USA har de Kathryn Bigelow, som i årevis har instrueret actionfilm, Point Break fx, og nu har vi også fået en dansk ditto instruktør, nemlig Kathrine Windfeld som har premiere med den svenske storfilm og filmatisering af en af Jan Guillous romaner om efterretningsofficeren Carl Hamilton.
Hamilton har ret til at dræbe i selvforsvar og i nationens interesse, og han er god til det. Lydløst, hurtigt og kontant kan han gøre det af med en fjende. Nu er han ved at være lidt træt af gamet efter 20 år i branchen og en oplevelse i Afghanistan af en råhed, som han ikke helt kan kapere. Samtidig er han forelsket i en dejlig kvinde hjemme i Stockholm, og Hamilton ønsker sig et liv med hende. Men affæren i Afghanistan, som involverer handler med svenske jord til luft missiler, til de forkerte vel at mærke, griber om sig. Både politisk hvor det rækker ind i statsministeriet og international politik, men også rent geografisk med Hamilton snart i Jordan, Somalia, Libanon og den svenske skærgård.
Hamilton ? I nationens interesse har som actionfilm alt det den skal have i forhold til genren. Der sker noget, vi kommer vidt omkring, vor helt er en plaget mand med smerte i hjertet og der bliver nakket nogle fjender, med våben og i nærkamp eller bare med et enkelt snit i halsen. Det der gør Hamilton lidt anderledes er selvfølgelig at udgangspunktet er det fredelige Sverige (i det omfang en våbenfremstillende nation kan være det), og at Hamilton er svensker, men måske endnu mere interessant er fremstillingen af en amerikansk indsatsstyrke, som ikke er blandt Guds bedste børn. Bad Americans? det ser man ikke hver dag i en film der ellers visuelt prøver kræfter med det helt store lærred, som Hollywood sidder tungt på. Kathrine Windfeld har skabt en film med god fremdrift og ret rå action. Bortset fra Hamilton er de fleste af filmens karakterer ret endimensionelle, og så man savner lidt humor. Til gengæld er Michael Persbrandt i rollen som Hamilton virkelig noget at skrive hjem om. Her kan både Bond, Bourne og Hunt godt kigge sig over skulderen ? for Persbrandts agentpræstation er fuldt på højde med genrens bedste, han er gennemført og troværdig, og den særlige skandinaviske reserverthed klæder rollen rigtig godt. Blikket siger at han har set lidt af hvert og gjort lidt af hvert ? men menneskeligheden og noget moral er der stadig. Han ser samtidig rigtig godt ud ? og så kan han i særlige stunder kigge på en kvinde med det blødeste blik. Der er klasse over Persbrandt. Verdensklasse.

Hamilton med sin dejlige kvinde Maria Solska. Photo Courtesy of Disney Pictures.
Del denne post med andre </description>
            <author>Dorte Winkler</author>
            <source url="http://www.nosferadio.dk/?feed=rss2">Filmmagasinet Nosferatu</source>
            <pubDate>Thu, 23 Feb 2012 20:40:56 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Kamera begavelse</title>
            <link>http://www.gamle-dage.dk/blog/2012/02/23/kamera-begavelse/</link>
            <description>
									
										
											
											
									
									
										
										
										
														 
								Skrevet af Michael Bonnevie
Jeg var på besøg hos min far for ca. en måneds tid siden. Han havde sagt at jeg kunne få et af hans kameraer, men jeg vidste ikke at der oveni det, var smidt 3 andre kameraer i godteposen  
Det kamera jeg vidste jeg ville få, var et panasonic Lumix som står som nyt, og har stort set ikke været brugt. Det har bla. Leica optik, så det tager fremragende billeder. Pt. er det mit foretrukne kamera, da mit Nikon D70S er stået af.


	


Reparationen vil komme til at koste i nabolaget af 1500,- 2000,- så spørgsmålet er om det kan betale sig? Jeg er på lur efter et ny kamerahus, da Nikon optikken jo bare kan rykkes med over. Jeg kunne godt tænke mig et Nikon D80, da det har bedre opløsning, men derudover er det identisk.
De andre kameraer min far ville af med, var 2 små sjove kameraer fra Minox, og et analog kamera fra Minolta,- med ekstra linse.
Det ene kamera fra Minox, er en reproduktion i lille størrelse, af en Leica M3. Jeg har ikke rodet så meget med de små kameraer endnu, så jeg ved ikke hvor gode de er? Men udfra de udsagn jeg har set på nettet, så er de ganske gode..

Her er et lille udtræk fra letsgodigital.org om Leica M3.
Minox DCC Leica M3 digital classic camera : The new digital Classic Camera from Minox comes in a really stylish format! On the outside it features the miniaturized shell of the legendary Leica M3, designed in great detail, and inside it is packed with innovative technology in the form of a powerful digital camera. A unique harmony of classic design and state-of-the-art features. This new edition of the wee camera is a logical and up to date further development of the previous DCC model, and features a color monitor and a memory card slot, making the miniature camera geared to continue a success story. With the DCC Leica M3, Minox GmbH has demonstrated in a most impressive way how a legendary classic camera be revived.


	


Det andet er en reproduktion af et spionkamera. Det hedder Minox digital spy cam DSC.


	


Via dette link kan du læse om det originale Minoxkamera: http://en.wikipedia.org/wiki/Minox
Og her et uddrag fra photographyblog.com
Seeing this camera makes most people immediately think of Bond, James Bond. This is small, really small. It?s so wee it disappears in a clenched fist. Or in the heel of a shoe or other ingenious hiding place. The legendary MINOX spy camera has now reached the digital age and its launch at the photokina 2008 is causing a sensation. Leisure ?secret agents? have something to look forward to: The legend lives on!
DSC is the name of the new mini MINOX model: Digital SpyCam. This outstanding masterpiece in minimalist design and photo technology packs remarkable features into dimensions of just 86 x 29 x 20 mm. With a resolution of five million pixels it can compete with traditional digital cameras with ease. The bright viewfinder allows spontaneous, fast shots, even in critical light conditions. In twilight the integrated flash switches on automatically. In total these features make the new DSC a very sound optical notebook.


	




	


Sidst men ikke mindst, modtog jeg et analog Minolta X-700, med ekstra macro zoom. Det glæder jeg mig helt vildt til at komme igang med. Jeg har læst en del op på lektien med hensyn til blænde, lukketid, Iso mv. så jeg tror jeg har en rimelig chance for at kunne tage ok billeder med det. Det bliver spændende, da man jo ikke får feedback i form af billeder med det samme, som jeg er vant til med digitalkameraer..



	


Jeg takker mange gange for de dejlige gaver, og de skal nok komme til god nytte, når vi går foråret i møde  

									
										
											
											
									
									
										
										
										
														 
								</description>
            <author>admin</author>
            <source url="http://www.gamle-dage.dk/blog/?feed=rss2">Gamle dage</source>
            <pubDate>Thu, 23 Feb 2012 10:54:26 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Dame, konge, es, spion (Tinker, Tailor, Soldier, Spy)</title>
            <link>http://hulegaard.dk/weblog/?p=1657</link>
            <description> &amp;#8220;You won, George!&amp;#8221;&amp;#8230;&amp;#8230;&amp;#8221;Did I?&amp;#8230;&amp;#8221;  - replikskiftet mellem Peter Guillam og George Smiley ved den tågede og kolde (Glienicker?) bro (jf. forrige blogindlæg) mellem Øst- og Vestberlin afsluttede TV-serien om den britiske spionchef George Smiley (1982). Den russiske spionchef &amp;#8220;Karla&amp;#8221; var netop trukket i land i krydsfeltet mellem de iskolde Vestberlin og det - om muligt - endnu koldere Østberlin. Årsagen til denne Smiley-succes må læseren finde - enten i bogen - eller den magnifikante slutning i TV-serien (DVD eller VHS).  
Det påstås, at &amp;#8220;Karla&amp;#8221; var inspireret af den fabelagtige østtyske (og jødiske) mangeårige spionchef Markus Wolf.  Samtidig påstås, at inspirationen for John Le Carré til Smiley-serien blev dannet af Storbritanniens spionskandaler i efterkrigstiden, in casu &amp;#8220;The Cambridge Five&amp;#8221;, nemlig spionerne Kim Philby, Donald Mclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og (perhaps?) John Cairncross.
I rollen som George Smiley sås dengang Alec Guinness (1914-2000). Det vender vi tilbage til, som TV-værterne altid siger for at forsøge at fastholde (det troløse og zappende) publikum. 
Broen over floden Kwai, Vor mand i Havanna og Stjernekrigen er film blandt mange, der stadig erindres af et internationalt publikum, der værdsatte Alec Guinness, herunder i sandhed også blogejeren.
30 år senere dukker der så en egentlig filmatisering op af John Le Carré´s legendariske spionroman i filmdramaet 

Handlingen i &amp;#8220;pitch-essens&amp;#8221;.
London, 1973. En russisk dobbeltagent har gravet sig ind i hjertet af MI6, den britiske efterretningstjeneste. Spionchefen George Smiley, der ellers var sendt på pension, kaldes tilbage for at finde frem til &amp;#8216;muldvarpen&amp;#8217;. Flere af hans gamle kolleger står under mistanke, inklusive ham selv. Smileys opklaringsarbejde bliver en ensom affære, hvor kan ikke kan tillade sig at stole på en levende sjæl. (Scope)

Smiley-historik
Smiley optræder i otte bøger, men er ligesom stilen endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Han svæver over vandene i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking-Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Selve Quest for Karla-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion), The Honorable School Boy (1977, Spionen der gik sine egne veje) og Smiley?s People (1979, da. Til døden jer skiller). (Weekendavisen) 
Filmoplevelse anno 2012 

I en lettere udvidet version af &amp;#8221;pitch-essensen&amp;#8221; ovenfor opleves The Circus (efterretningstjenestens bygning) i London ved Cambridge Circus (ikke langt fra Covent Garden) som centeret for det britiske secret service. (I virkeligheden lå den &amp;#8220;rigtige&amp;#8221; bygning for MI6 på sydsiden af Themsen i bydelen Lambeth og blev kaldt Century House).  
Apropos geografien er sceneriet primært henlagt til London, Budapest samt Istanbul. Ikke nogle dårlige valg, især hvis biografgængeren selv har oplevet disse byer mere end et par minutter (som blogejeren).
En mission mislykkedes, da en britisk agent Jim Prideaux (Mark Strong) bliver sendt til Budapest for at få oplysninger om en sovjetisk agent (mulvarp) i den britiske Secret Service top. Chefen &amp;#8220;Control&amp;#8221; (John Hurt) mister sin post og tager George Smiley (Gary Oldman) med sig.  Han efterlader sine 4 souschefer Percy Alleline (Toby Jones), Bill Haydon (Colin Firth), Roy Bland (Ciarán Hinds) og Toby Esterhase (dansk-svenske David Dencik) om at afklare og opryde hele fadæsen samt genoprette tjenestens stabilitet.
Det er nogle af Storbritanniens absolut tunge drenge, der er hentet ind på rollelisten. Bill Haydon i skikkelse af Colin Firth og Controllen i skikkelse af gamle, stadig vidunderlige John Hurt er begge - forskellige som de er - betagende.  Og så glæder det enhver dansker at kunne sige - det samme er David Dencik i rollen som britisk-ungarnske spion Toby Esterhase. Han illuderer på fremragende vis magyarerens ofte splittede folkesjæl stortset altid med et lettere boblende lag af depressiv tragik.  For dem, der har oplevet (nu 87-årige) Bernard Hepton i TV-rollen som Toby Esterhase anno 1982, var det næsten umuligt at forestille sig, at nogle kunne matche hans præstation. I udvalgte scener næsten overtrumfede Hepton (især i de schweiziske scenerier fra Bern) selveste Guinness. Mageløst! - Og ja - der må vente David Dencik noget stort med tiden.
Instruktionen af denne europæiske samproduktion er lagt i hænderne på den svenske Tomas Alfredson. Der er i filmen skruet meget ned for bogens (og BBC-TV-seriens) jargon a la honningfælder og babysittere.  Selvfølgelig er romanen af John Le Carré fulgt, men langt fra slavisk.  I genkommende flashback opleves f.eks. en julefest mange år tidligere (1950erne?) for næsten at betone the good old days in Secret Service. I et af de sidste flashback fra julefesten genkendes forøvrigt John LeCarré som statist. Sidstnævnte giver minder til &amp;#8220;Inspector Morse&amp;#8221;, hvor seriens forfatter Colin Dexter altid optrådte som statist. 
Mangler filmen noget?  Ja, det er beklageligt, at George Smiley´s  semi-nymfomaniske og velaflagte hustru Ann ikke ses i en synlig rolle.
For biografgængere, der foretrækker hurtige biler, Heckler og Koch-skydevåben i manisk aktivitet, sensuelle nougatfarvede quinder i opslidsede cocktailkjoler med tatoveringer på uartige steder samt gorilla-lignende 2-meter mænd med kulsorte bælter (10 dan) i samtlige asiatiske kampsportsgrene -  lad vær med at købe billet.
For biografgængere, der foretrækker underspillede karakterroller, der appellerer til tilskuerens hjernefunktion i forsøgsvis dechiffrering af indforståede og flerlags-agtige svig og plots, mageløse mimiske artisterier, kostskoledrenge alias knudemænd med barndommens traumer emballeret i akademiske eksamensbeviser båret i den imaginære rygsæk støttet op af indestængte ambitioner, tåge såvel inden- og udenfor, nikotinfarvede lædermøblerede kontorer, sindrige gangsystemer og ofte underspillede replikker, der serveres med et kraftigt drøs af desillusioneret menneskesyn - tøv ikke et nanosekund - køb billetten snarest mulig!


TVoplevelse anno 1982
Enhver læser, der erindrer start-1980erne med bare et minimum af bagage af livets rygsæk, husker BBC-TV-serierne med Alec Guinness, der over mange (men ikke for mange) afsnit lod os følge den akavede, intellektuelle, anti-Bondske spion George Smiley.  Det gjaldt for Gensynet med Brideshead som for TV-serien med John Le Carré´s romaner om spionchefen George Smiley: Gaderne var tit øde, kun vilde katte, hundeluftere og diverse ignoranter anedes lejlighedsvis under gadelygternes ubarmhjertige lysskær.
Blogejeren erhvervede TV-indspilningerne om George Smiley ved sit seneste besøg i London for nogle år siden. De er blevet genset x antal gange.  Hvorfor?  -  fordi det både er action, kunst og på set og vis virkelighed om en tid, som man nærmest skal have oplevet for at forstå. 
Som forældre til nutidens +50 og +60 m.m. fortalte om 2. verdenskrig, dels i historik, dels i private oplevelser, forstod efterkrigstids-generationen aldrig helt dette.  Det gælder måske også for næste generations afkom, der aldrig helt kan fatte &amp;#8220;koldkrigs-tiden&amp;#8221;. I sin yderste konsekvens kunne &amp;#8220;koldkrigs-tiden&amp;#8221; have aktiveret en endnu - uforståeligt eller ej - mere dødbringende krig end 2. verdenskrig. 
Alec Guinness oplevede ikke bare 2. verdenskrig, men i sandhed også den efterfølgende kolde krig. Han fejrede store triumfer på såvel teaterscener som på film. Af TV-produktioner var rollen som George Smiley hans absolut ypperligste. Guinness tilhørte Storbritanniens daværende &amp;#8220;BIG FIVE&amp;#8221;.
The Big Five
Enhver safarijæger ved, at &amp;#8220;The Big Five&amp;#8221; er løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen. Enhver psykolog(-interesseret) ved, at &amp;#8220;The Big Five&amp;#8221; er udadrettethed, omgængelighed, pålidelighed, anspændthed og åbenhed.  Og enhver skuespilinteresseret, der bekender sig til britisk dramatik ved, at &amp;#8220;The Big Five&amp;#8221; var Laurence Olivier (1907-1989),  Ralph Richardson (1902-1983),  John Gielgud (1904 - 2000),  Michael Redgrave (1908 - 1985) og Alec Guinness (1914 - 2000). Rækkefølgen i eksemplerne er tilfældige, som smagen er det hos den, der betragter, tænker, kvalificerer og udtaler indholdet af &amp;#8220;The Big Five&amp;#8221;. 
De fem nævnte (afdøde) britiske skuespillere mestrede nærmest alt lige fra Shakespeares tunge repertoire over Harold Pinters geniale og psykologisk mættede samtidsdrama til det mest letbenede, hvor uforpligtende sex og grin var i ledtog med mere eller mindre kvalificerede tekster og (ikke mindst) andre skuespillere af begge køn, liv- og brystmål.  
Refleksion
Det kan synes næsten umuligt (og forkert?) at sammenligne en TV-serie og en film, men samtidig er det  næsten umuligt ikke at foretage den.  Det samme gælder naturligvis hovedrolle-indehaverne. 
Den 54-årige britiske skuespiller og instruktør Gary Oldman er rundet af den britiske (verdens bedste?) skuespiluddannelse. Hans roller har været mange, oftest har han begejstret med sin nærmest borderline-lignende intensitet og magnifikante accent-skift i forskellige roller. Får han en Oscar 2012 for bedste mandlige hovedrolle, bør det ikke undre.  Hans nærmest &amp;#8220;nedbremsede&amp;#8221; diktion og mimik er i øjeblikke aldeles fremragende. Mange betragter Oscar-statuetten som verdens ypperligste pris, måske med rette, måske overdrevet.
Alec Guinness spillede TV-rollen som George Smiley i en anden tid, meget tættere på &amp;#8220;virkeligheden&amp;#8221;. Samtidige kunne (og gjorde det ) tænke sammenligningen med en af Storbritanniens spionchefer i &amp;#8220;de kolde år&amp;#8221;, nemlig Sir Maurice Oldfield. Netop i de år (start-1980erne) var den kolde krig dødensfarlig. Alec Guinness var også i den grad rundet af britisk skuespil-uddannelse. Han havde en lang og inderlig varieret karriere såvel på teater som film bag sig. Dertil kom, at han var ca. 10 år ældre end Oldman, da han spillede &amp;#8220;George Smiley-rollen&amp;#8221;.
&amp;#8220;Smileys people&amp;#8221; (en senere udgave af Dame, konge, es, spion) afsluttes ved en bro i Berlin.  Replikskiftet, som startede dette indlæg, fortæller uendelig meget i al sin monumentale enkelthed.  Det samme gør et af Alec Guinness yndlingsudsagn: 
&amp;#8220;Failure has a thousand explanations. Success doesn&amp;#8217;t need one&amp;#8221;
Successen er helt på plads hos Gary Oldman, måske som verdensmester (=Oscar), hvilket bringer Alec Guinness et lille skridt højere på den gyldne skammel med den i sjældne tilfælde i sportsverdenens anvendte metafor  &amp;#8220;over verdensklassen&amp;#8221;.
Og medens vi således befinder os lettere højstemt i de øverste artificielle luftlag, lad så den verdensberømte 80-årige forfatter John Le Carré alias David Cornford få det sidste ord fra et interview (2011):
&amp;#8220;For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog&amp;#8221;.
Samme John LeCarré har udover 2 ægteskaber og 4 sønner på sit private CV ejerskab af nogle få kilometer af klippen ud mod Lands End med domicil i den lille by cornwallske by St. Buryan i det yderste sydvestlige hjørne af England.  Forhåbentlig bidrager den friske atlanterhavsluft til flere velkomponerede sætninger ad futura.
Go´ fornøjelse til 2 timer og 7 minutters topunderholdning!
Note:
Næste uges planlagte indlæg har danske rødder og er anderledes &amp;#8220;fængslende&amp;#8221;  

 
 

</description>
            <author>hulegaard</author>
            <source url="http://hulegaard.dk/weblog/?feed=rss2">hulegaard.eu</source>
            <pubDate>Sun, 12 Feb 2012 19:37:11 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Anmeldelse af Dame, Konge, Es, Spion</title>
            <link>http://overspring.dk/anmeldelser/anmeldelse-af-dame-konge-es-spion/</link>
            <description>Overspring anmelder den oscar-nominerede thriller Dame, Konge, Es, Spion, som er en filmatisering af John Le Carrés roman fra 1974. Her er virkelig tale om en film, der udfordrer de små grå!
Jeg takkede ja til at anmelde Tomas Alfredsons film Dame, konge, es, spion uden at have  kendskab til romanen bag. Med en trailer på youtube som eneste forhåndskendskab drog jeg mod Cinemaxx i Aarhus forberedt på at blive underholdt i ægte 007 spion-stil? Det var dog ikke tilfældet.
Filmen er en afdæmpet fortælling om den britiske efterretningstjeneste i start-halvfjerdsernes London. Jeg lægger her tryk på afdæmpet, da man kun langsomt og uden vilde effekter, biljagter, lækre damer, som jo ellers kendetegner en spionfilm, bliver ledt ind i historien.
Historien tager sit udgangspunkt i en præsentation af den pensionerede Mr. Smile (Gary Oldman) der skal forsøge at finde den muldvarp, som har infiltreret den højerestående gruppe, han selv har været en del af i sin tjeneste. Via flashbacks og hurtige præsentationer af forskellige karakterer skal man som publikum forsøge at holde hoved og hale i, hvem der kender hvem og hvorfor, samt hvornår de forskellige handlinger egentlig udspiller sig. Har man ikke læst romanen, er man fra start udfordret, for der bliver ikke taget hensyn, når den fragmenterede historie udfolder sig, og kodenavnene for de forskellige karakterer bliver brugt i flæng. Med rolige kamerabevægelser og tilbageholdt underlægningsmusik får den lidt dystre stemning i filmen lov til at træde frem. Dette bliver et virkemiddel, som lader fokusset hvile på historien og karakterernes indbyrdes forhold, der bevidner om, at de førhen var som brødre og værnede om loyalitet, pligt og fædrelandskærlighed. Dette er nu erstattet af den gennemgående tvivl og mistro? for hvem er forræderen, der har lækket informationer til sovjetunionen?

Der er her tale om en film, der ikke forsøger at tage publikum ved hånden og udpensle karakterernes indbyrdes forhold til hinanden, men derimod forventer at publikum fanger de små hints i form af et blik eller følelser, der ikke nødvendigvis bliver skåret ud i pap. Filmen er langt hen af vejen båret af skuespillernes præsentationer, hvor  både Gary Oldman og Colin Firth beviser, at de besidder et stort talent ? skulle man her have været i tvivl.
Jeg må dog erkende, at selvom jeg nød skuespillerpræsentationerne, var filmen for sløv til mit tempo, og det var først den sidste halve time, der fangede min interesse. Jeg afviser ikke, at det havde været anderledes, havde jeg læst romanen, men dette ændrer dog ikke på, at filmen er meget langsom.
Har man ikke noget i mod en eftertænksom film, der udfordrer hjernecellerne, så skal man ikke snyde sig selv. Tager man filmen for, hvad den er, en fortælling, er filmen lykkedes. Ønsker man derimod at blive underholdt med hurtigt tempo, effekter og sprudlende latter, og kender man kun Gary Oldman som Sirius Black i Harry Potter, bør man måske sigte efter en anden film.
Med dette i mente giver jeg filmen tre elefanter, for jeg ser kvaliteterne i filmen og var underholdt &amp;#8211; desværre bare i et lidt for langsomt tempo efter min smag.

 
Bonusinfo: Kender du danske David Dencik (Anders Assing i tv-serien ?Lykke?)? Han har en birolle i filmen, som han mestrer til det fulde!  
 
Dame, konge, es, spion. Engelsk. 127 minutter. Tilladt over 11 år. Instruktør: Tomas Alfredson. Medvirkende: Gary Oldman, Colin Firth, David Dencik m.fl.
 
</description>
            <author>Katrine Klitgaard</author>
            <source url="http://overspring.dk/feed/">Overspring</source>
            <pubDate>Fri, 10 Feb 2012 11:05:16 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Dame Kone Es Spion ? premiere 09/02/2012</title>
            <link>http://www.nosferadio.dk/?p=7789&amp;utm_source=rss&amp;utm_medium=rss&amp;utm_campaign=dame-kone-es-spion-premiere-09022012</link>
            <description>Et af mange hemmelige møder i Dame Konge Es Spion. © SF Film

Af Frederik Schelde-Jensen
I den britiske efterretningstjeneste, kaldet The Circus, må chefen, med kodenavnet Control (John Hurt) forlade posten efter en fejlslagen mission i Ungarn. Med sig i faldet tager han sin højre hånd, George Smiley (Gary Oldman). Snart efter bliver Smiley dog hemmeligt genansat for at finde ud af, hvordan missionen i Ungarn kunne gå galt ? altså med andre ord finde den muldvarp, som gav Sovjet tip om missionen.
Til at løse gåden får Smiley hjælp af Peter Guillam (Benedict Cumberbatch), men deres efterforskningsarbejde går kun langsomt fremad. Da agenten Ricki Tarr (Tom Hardy) vender hjem fra en mission i Tyrkiet kommer der dog skub i tingene. Han havde nemlig et forhold til en kvinde som påstod, at hun havde vigtige informationer. Smiley opdager, at Control, hans gamle chef, havde en liste med fem mistænkte som alle arbejder inden for efterretningstjenesten. Tilbage er bare at optrævle de fire personers gøren og laden ? for dem femte på listen er nemlig Smiley selv.
Dame Konge Es Spion er en spændende film. Men den er også kompliceret. Meget endda. De mange små scener gør det svært at vide, hvilke der er vitale, og hvilke der forbliver sidehistorier. Derfor er det også først til sidst, man gennemskuer tingenes store sammenhæng, filmens plot. Som så mange gange før, for eksempel i The Usual Suspects, oplever man i filmens sidste minutter en ahaoplevelse. Det sidste twist gør, at man, som ved Danid Finchers Zodiac, kan se filmen flere gange, og hver gang se et nyt lag, eller en ny forbindelse mellem to punkter.
Der er ikke en finger at sætte på noget som helst i filmen. Dens kulisser, skuespil, lydside og stemning går op i en højere enhed. Dog bør særligt bemærkes scenen hvor filmens titel, skuespillernes navne og holdet bag præsenteres. Det er et lille stykke inde i filmen, og skaber en overgang mellem filmens anslag og dens følgende handling. Scenen viser både det lange stykke tid som går mellem den fatale mission i Ungarn og Smileys hemmelige genindsættelse, men den gengiver også rigtig godt Den kolde Krig: En total, permanent stilhed, men på samme tid en kunstpause i filmen, der som stilhed før stormen ligger op til historiens følgende udvikling.
Dame Konge Es Spion er bygget på en roman af John le Carré fra 1973, og i 1982 kom en tv-miniserie i syv afsnit. Filmen skriver sig ind i et næsten fyrre år gammelt univers, og selvom historien er skåret helt ind til benet, holder den. For det er både gåden og den herskende tvivl om alt og alle, som gør Dame Konge Es Spion væd at se. Filmen indfanger på en ny måde Den kolde Krigs konstante frygt for hvad de andre ved. Og på samme tid frygten for, at ens egne informationer er falske.
Filmen har premiere den 9. februar i hele landet.

Del denne post med andre </description>
            <author>Frederik</author>
            <source url="http://www.nosferadio.dk/?feed=rss2">Filmmagasinet Nosferatu</source>
            <pubDate>Wed, 08 Feb 2012 23:45:53 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Spionen der stod ude i kulden</title>
            <link>http://thecitygirl.dk/2012/02/spionen-der-stod-ude-i-kulden/</link>
            <description>Jeg havde en enkelt fremvisning her i dag. Troede jeg. For hvordan skulle jeg tro andet, når beskeden ikke havde lydt på andet? Så jeg slæbte mig selv modvilligt ud i sneen. Det var jo kun en halv time, og en frisk gåtur rundt i området kunne jo nok ikke skade. Da jeg efter en [...]
Fra samme skuffe:
Jeg stiller mig lige ud i kulden
FuckingNaziSvin!
Se min røv! Se min røv!
</description>
            <author>The CityGirl</author>
            <source url="http://thecitygirl.dk/feed/">The CityGirl</source>
            <pubDate>Sun, 05 Feb 2012 17:25:49 +0100</pubDate>
        </item>
        <item>
            <title>Mission Impossible Ghost Protocol ? Premiere 26/1/2012</title>
            <link>http://www.nosferadio.dk/?p=7712&amp;utm_source=rss&amp;utm_medium=rss&amp;utm_campaign=mission-impossible-ghost-protocol-premiere-26012012</link>
            <description>Ethan Hunt nyder udsigten over Dubai. Photo: UIP

Af Lars Juul Hauschildt
Hvad gør man når det hold af agenter, der officielt slet ikke eksisterer virkelig bliver en hæmsko for USA?s regering, og det ikke bare er nok at nægte alt kendskab til dem? Så initieres Ghost Protocol, og så er dit hold af IMF-agenter helt på egen hånd, uden nogen form for hjælp hjemmefra.
For fjerde gang træder Tom Cruise i IMF-agenten Ethan Hunts støvler til  et actionbrag uden lige. Tempoet er siden den første Mission Impossible film blevet højere og højere og denne film er ingen undtagelse. Du bliver efterladt i biografmørket forpustet og tilfredsstillet af action, nervepirrende stunts og flotte scenerier. Om det så er Ethan Hunt der løber fra en sandstorm gennem Dubai, eller han kravler på verdens højeste bygning så det giver sug i maven, er der kælet for detaljerne.
Det er til dels instruktøren Brad Birds fortjeneste. Han har tidligere kun lavet animationsfilm (The Incredibles, The Iron Giant), men han har på glimrende vis kunnet oversætte hans talenter inden for opsætningen af fiktive scenerier til virkelige lokationer og fantasifulde jagter over hele verden. Han har virkelig leveret et solidt stykke action som sin første liveaction film. Noget af humoren fra  hans animationsfilm skinner igennem enkelte steder, hovedsageligt i form af Simon Pegg som har fået en større rolle i forhold til sidste film, og det er forfriskende indspark mellem de hektiske actionsekvenser.
Dette er ikke en taletung spionthriller med koldkrigstema, der må man vente til februar hvor den glimrende og oscarnominerede Tinker Tailor Soldier Spy (Dame, Konge, Es, Spion) endelig har dansk premiere. I Mission Impossible ? Ghost Protocol er der stadig en lurende atomkrigstrussel, men der er skåret ned på dialogen og op for action ? uden at skuffe! Eneste problem er at der er chance for at man glemmer at trække vejret under de hæsblæsende actionsekvenser.

Del denne post med andre </description>
            <author>Lars</author>
            <source url="http://www.nosferadio.dk/?feed=rss2">Filmmagasinet Nosferatu</source>
            <pubDate>Thu, 26 Jan 2012 00:41:11 +0100</pubDate>
        </item>
    </channel>
</rss>

