De seneste posts fra danske RSS feeds og weblogs på Overskrift.dk om tag'et statsministeren http://www.overskrift.dk Fri, 11 May 2012 21:01:55 +0100 FeedCreator 1.7.2 http://www.overskrift.dk/images/overskrift.gif http://www.overskrift.dk Overskrift.dk http://blogs.law.harvard.edu/tech/rss 60 http://trinenebel.dk/2012/05/derfor-kunne-betalingsringen-ikke-kommunikeres-hjem/ Ingen taler længere om betalingsringen, eller trængselsringen som den blev forsøgt omdøbt i en sidste krampetrækning. Sagen ligger død. Betalingsringen kunne ikke kommunikeres hjem. Dansk Magisterforening bad mig skrive en artikel om de kommunikative årsager til, at betalingsringen ikke blev til nogen. Den artikel skal bloggen selvfølgelig også have glæde af. Her kommer derfor artiklen: Afsporet betalingsring – eller ‘derfor kunne betalingsringen ikke kommunikeres hjem’. Betalingsringen er blevet det klareste symbol på den nye regerings såkaldte løftebrud. Det der skulle have været den ultimative sejr, blev en massiv politisk fiasko. På falderebet blev regeringens korkbælte i den sejlende kommunikation noget om, at man havde lyttet…! Der var mindst tre grunde til at betalingsringen kørte af kommunikationssporet. Dem vil jeg påpege, men jeg vil gå et skridt videre og foreslå, hvad regeringen i stedet kunne have gjort. Lad os tage det bid for bid. Først de tre afsporingsgrunde: Manglende ME-mail Manglende politisk forankring Manglende forståelse for framing. ME-mail Det korte af det lange i politisk kommunikation er, at modtageren vil vide, hvad afsenderen kan gøre for den enkelte. Vi er som modtagere af politisk kommunikation ikke interesserede i lange selvfede opremsninger af, hvor god en kandidat er, hvor godt et partiprogram er, eller hvor rigtigt et parti er i forhold til et andet. Vi vil vide, føle og forstå, hvad kandidaten, forslaget eller partiet kan gøre for os. Vi vil ikke have e-mail. Vi vil have ME-mail. Regeringen formåede aldrig at forklare, hvad betalingsringen kunne gøre for den enkelte borger, andet end at pålægge dem en ekstra udgift. Andre argumenter blev aldrig toneangivende. Det var der en grund til. Manglende politisk forankring Det burde stå i forordet til bogen om politisk kommunikation, at man aldrig skal garantere noget, man reelt ikke kan garantere. Scenen, hvor Thorning garanterer, at to ting: millionærskatten og betalingsringen bliver til noget, må stå som mit klareste belæg for den påstand. Regeringen begik den ubeskrivelige brøler, at de aldrig allierede sig med deres respektive lokalpolitikere. Ingen byrødder, ikke engang borgmestrene, blev involveret i kommunikationen omkring betalingsringen. Når en statsminister ender med at have en borgmester fra sit eget parti siddende sammen med TV2-News for at se et pressemøde om betalingsringen, hvorpå borgmesteren direkte kan kommentere på håbløsheden, er det politisk selvmord. Det udstillede at landspolitikerne havde taget deres lokalpolitikere for givet. Det kommer der ikke god politisk kommunikation ud af. Manglende forståelse for framing Den hed fra start betalingsringen. Økonomien omkring betalingsringen viste sig dog at være fejlbehæftet. Tallene var forkerte og især derfor, kom ringen til at dreje sig om betaling og økonomi, og ikke trængsel og miljø. På et tidspunkt forsøgte statsministeren at omdøbe betalingsringen til trængselsringen, og andre prøvede vist nok med miljøzone. Men forgæves. Når alle (gennemtrængende) argumenter centrerer sig om økonomi, og navnet hidtil har lydt betalingsring, virker det panisk og krampagtigt at tvangs-titulere samme ring som en trængselsring. Det var simpelthen for sent. Du kan ikke stå på perronen, når toget ER kørt med passagererne og råbe et nyt navn. Der er ingen tilbage til at høre budskabet! Så hvad kunne regeringen have gjort? En del vil jeg mene… Her kommer tre kommunikationsforslag regeringen kunne have prioriteret: Opbygget en historie Gennemført en reel og ikke en påtaget politisk dialog Forberedt kommunikationen bedre. Opbygningen af en historie Hvis der er noget, der kan fange vores opmærksomhed, få os til at lytte og overveje om et forslag føles som en ME-mail, vi kan identificere os med, er det historier. Regeringen kunne måske have ændret den politiske situation omkring betalingsringen ? men hvordan? De skulle have haft en klar idé og formået at kommunikere den ? ved hjælp af historiefortælling. En historie skal have en åbning, en midte og en slutning, med klare vejvisere undervejs. Kun ganske få danske eksekutive kommunikatører benytter sig af historiefortælling, selvom det er en ekstrem virkningsfuld kommunikation, så lad os dvæle lidt ved fænomenet. En god historie skal have en troværdig helt, der møder nogle udfordringer, som overvindes, så der opstår en ny og forbedret situation. Altså. Regeringen kunne ? kort fortalt ? have været helten, der mødte store trængselsproblemer og løste dem til gavn for bilismen og miljøet. Det er korrekt, at der ikke ville blive ændret et komma i Socialdemokraternes og SF’s FAIR-løsning, når de kom i regering. Til gengæld blev alt andet ændret, og kun kommaerne stod tilbage! Det kommer der for det første ikke nogen troværdig helt ud af. For det andet var de kommunikative udfordringer omkring betalingsringen ikke trængsel og miljø, men økonomi og afgifter. Uden troværdig helt og med forkert framede udfordringer, var der ingen mulighed for en forbedret situation, og derfor ingen overbevisende historie for målgruppen at lytte dragende til. Hvad kan man lære af det? Bedre kommunikativ forberedelse Der er en grund til, at noget hedder skudsikkert glas. Det er fordi, det er svært at skyde igennem. Regeringen satte madpapir i deres vindue, forstået som deres tal i regeringsgrundlaget, når det kom til betalingsringen. I opposition kan du bedre sjusse med tallene. Alle ved, at du ikke har en maskinpark af embedsmænd til at regne tal og faktorer skudsikkert igennem. Men det kan du i regering. Det er derfor dårlig kommunikativ forberedelse, når tallene viser sig ikke at passe, for hvad kan man så regne med i øvrigt? Havde alle tallene været skudsikre, havde regeringen haft mulighed for at prime situationen bedre. Enhver ved at malingen skaller af, hvis grunderen ? primeren ? ikke hæfter godt nok. Fordi tallene ikke hæftede, var der intet grundlag for at omdøbe betalingsringen. Ordet trængselsring skallede af. Enten skulle betalingsringen fra start have heddet trængselsringen. Det havde krævet skudsikre tal. Eller også skulle regeringen have stået ved, at den ring nu engang var blevet en betalingsring. Gennemført en reel og ikke en påtaget politisk dialog Endvidere skal du gå i reel dialog med dine sociale nøglepersoner (her de lokale omegnspolitikere), der skal være loyale bærere og videreformidle din historie. Og endeligt skal du sikre, at du ved store og vigtige issues ? som betalingsringe og lignende ? har lavet den optimale kommunikative forberedelse. Opsamling Du kan ikke flytte et publikum eller få en målgruppe i tale ved at stampe i gulvet eller ved at postulere, at din egen vinkel er den rigtige. Men du kan opbygge en historie, som målgruppen kan identificere sig med. Giv dem ME-mail, og ikke e-mail.     Trine Nebel TrineNebel.dk Fri, 11 May 2012 13:11:04 +0100 http://trinenebel.dk/2012/05/sadan-kan-du-bruge-de-sociale-medier-til-en-tale/ Det er som regel hyggeligt at være gæst hos gode bekendte. I dag er ingen undtagelse, hvor jeg gæsteblogger hos Mynewsdesk. For bloggere er det at gæsteblogge lidt som at hænge ud sammen. Det gør vi så. I dag. Mynewsdesk og jeg. Emnet er hvordan du kan bruge de sociale medier forud for en politisk tale. På Mynewsdesk lyder overskriften: Sådan brugte jeg de sociale medier til statsministerens tale, og selvom talen ikke var dén tale Thorning holdt på Marienborg den 1. januar 2012, så indbragte den mange clicks på BT.dk og en hilsen fra statsministerens særlig rådgiver. Men det er slet ikke det, der er omdrejningspunktet. Blogindlægget handler om, hvordan du kan bruge de sociale medier før, under og efter en politisk tale, eller hvilken som helst tale for den sags skyld. Du kan så let som ingenting crowdsource, præcis som jeg gjorde forud for statsministerens alternative nytårstale, og på den måde gøre de sociale medier til et aktiv i dit kommunikationsarbejde. Du kan læse meget mere om, hvordan du kan bruge de sociale medier, og hvordan du arbejder strategisk med din onlinekommunikation og dit omdømme, i den bog jeg har skrevet og som udkommer på forlaget Frydenlund til september 2012. Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 08 May 2012 16:33:39 +0100 http://trinenebel.dk/2012/05/sadan-kan-du-bruge-de-sociale-medier-til-en-tale/ Det er som regel hyggeligt at være gæst hos gode bekendte. I dag er ingen undtagelse, hvor jeg gæsteblogger hos Mynewsdesk. For bloggere er det at gæsteblogge lidt som at hænge ud sammen. Det gør vi så. I dag. Mynewsdesk og jeg. Emnet er hvordan du kan bruge de sociale medier forud for en politisk tale. På Mynewsdesk lyder overskriften: Sådan brugte jeg de sociale medier til statsministerens tale, og selvom talen ikke var dén tale Thorning holdt på Marienborg den 1. januar 2012, så indbragte den mange clicks på BT.dk og en hilsen fra statsministerens særlig rådgiver. Men det er slet ikke det, der er omdrejningspunktet. Blogindlægget handler om, hvordan du kan bruge de sociale medier før, under og efter en politisk tale, eller hvilken som helst tale for den sags skyld. Du kan så let som ingenting crowdsource, præcis som jeg gjorde forud for statsministerens alternative nytårstale, og på den måde gøre de sociale medier til et aktiv i dit kommunikationsarbejde. Du kan læse meget mere om, hvordan du kan bruge de sociale medier, og hvordan du arbejder strategisk med din onlinekommunikation og dit omdømme, i den bog jeg har skrevet og som udkommer på forlaget Frydenlund til september 2012. Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 08 May 2012 16:33:39 +0100 http://www.denfri.dk/2012/04/oh-dear/ ?What is going on with Helle?? sagde en af mine gode veninder i London forleden under en samtale over skype. Hun er medlem af New Labour og synes derfor, at det er naturligt at kalde Danmarks statsminister ved fornavn. Jeg spurgte hende, hvad hun mente, og hun kunne herefter fortælle mig med en tone, som var det en begravelsesforretning, om interviewet i The Times med statsministeren, i hvilket denne fremsagde udtalelserne om, at samfundet spilder ressourcer ved at uddanne kvinder, der vælger at gå hjemme med deres børn. Min veninde, der ikke selv har børn, var voldsomt forarget på de britiske mødres vegne. Dette var første gang, jeg hørte om balladen.Når man har en platform som det danske riges statsministerium at råbe fra, så er der god grund til at overveje nøje, hvordan man lander smækket med håndtasken, særligt når man står overfor at lande den midt i den internationale søstersolidaritet. Påstanden om samfundet spilder penge ved at uddanne kvinder, der efterfølgende vælger at gå hjemme, indeholder en præmis om, at det ikke er disse kvinder, der uddanner sig selv, men at det er andre, der satser på dem med denne uddannelse. I selve formuleringen ligger en vis umyndiggørelse, der trækker lange spor tilbage i historien.Samtidig synes formuleringen at ignorere alle de faktorer, der bidrager til parrets samlede afgørelse, deres økonomi, infrastruktur, arbejdsmarkedets vilkår, herunder løn og muligheder for avancement (og de i disse vilkår indforståede kønsmæssige slagsider), transporttiden til og fra arbejde (som særligt i og omkring London er en selvstændig og voldsom motivationsfaktor i retning af bare at blive hjemme) og om det er bedst for børnene at have som minimum en forælder omkring sig eller primært at være overladt til institutioner og au-pairs. Derfor er det, ligesom når skandinaviske kvinder går på deltid, ikke et spørgsmål om at kvinden trodsigt trækker sig tilbage med sit afkom og sin dyre uddannelse, for at fråse den væk på bleskift og fingermaling,  men ofte et valg, der er dikteret af omstændighederne og hensynet til børnene. Derfor kan det også kun være en klodset formulering og ikke noget, som statsministeren alvorligt mener, hvilket jeg forsøgte at kommunikere til min skeptiske veninde i London. Jeg anførte, at Statsministeren sikkert havde ønsket at sige noget om, at det gode samfund investerer i det, man med et fint ord derovre kalder work-life-balance, og at det skal være muligt for bade far og mor at fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet på en måde, så det er foreneligt med også at være forælder. At børn har godt af at se begge deres forældre mere end en fridag om ugen og vice versa. Og at samfundet har en interesse i at organisere arbejdslivet således, at begge forældre har mulighed for blive ved med at arbejde, også når børnene er små. Dette er snak, som platformen fra statsministeriet med god mening kunne bruges til i udlandet. Her i Spanien for eksempel koster en vuggestueplads 3/4 af minimumslønnen og tager man med i perspektivet, at man skal betale for pasning oven i, fordi vuggestuen holder lukket godt to en halv måned om året, så er der mange forældre, der vælger, at den lavest-lønnede, således i langt de fleste tilfælde kvinden, holder op med at arbejde de første par år af barnets liv. Det giver naturligvis ikke mening at kritisere dem for det, eller kritisere andre kvinder for at vælge ikke at få børn overhovedet, fordi familiens økonomi ikke kan rumme det, selvom det ofte sker fra politisk hold. Problemet skal selvfølgelig findes i de forhold, disse og andre europæiske kvinder lever under, og det er derfor forholdene man rimeligvis må skyde på. Og hvem bedre til at bære denne fakkel end den nye, forholdsvis unge, danske, kvindelige, socialdemokratiske statsminister og hendes parti? Tilbage lader kun at ønske, at man bærer fakkelen med varsomhed og med nøje overvejede formuleringer. Og dét naturligvis under det vilkår, at der bestemt ikke pågår nogen voldsomt intensiv, kønspolitisk skoling i socialdemokratiet, hverken af tillidsfolk eller ansatte. Moderskabet er vel nok det blødeste punkt i de indre liv for de fleste kvinder med børn. Svære overvejelser om, hvornår og hvor meget man svigter, når man sidder på kontoret til langt efter deres sengetid. Savnet, når man kun ser den lille fedling to hektiske timer mellem afhentning i institutionen og putning om aftenen. Afkommet, der protesterer voldsomt eller skriger hjerteskærende, når det afleveres i sin institution om morgenen. Svære vilkår, som betyder, at putning er lig med, at nu starter 3-5 timers hjemmearbejde og husarbejde for mor, som derefter sover 6-7 timer, står op og gør det hele igen dag ud og dag ind. Læste man Statsministerens interview til Alt for Damerne for nogle måneder siden synes hun faktisk at være en af de meget få kvinder, der løser moderskabs-opgaven med fuldstændig god samvittighed. Hvor kunne det have været relatérbart og en lettelse for kvinder med karriere og børn at høre Danmarks første kvindelige statsminister bruge forsiden på Alt for Damerne til at sige noget andet end: ?Jeg har aldrig misset et forældremøde.? Til at vise mere menneske og mindre robot. Diskussionen om balancen mellem familieliv og arbejdsliv er en socialdemokratisk hjertesag og har aldrig været mere relevant hverken i eller uden for Danmark, så point for at rejse den, om end det kunstneriske indtryk og den tekniske udførelse lader noget at ønske. Anne Sofie Allarp DENFRI Mon, 02 Apr 2012 13:33:00 +0100 http://trinenebel.dk/2012/03/laer-af-obama-thorning-og-lokke/ Ved sidste Sankt Hans aften oplevede jeg Lars Løkke gentage den samme sætning tre gange, tre forskellige steder, på samme aften. Det virkede urkomisk! Hvorfor og hvad du kan lære af det, kan du læse nedenfor. Copy paste dur (heller) ikke i politisk retorik Tiden er en anden end da JFK udtalte en slagkraftig sætning i Berlin som endte i historie- og retorikbøgerne. Fjernsynet var nyt, aviserne var langsomme og internettet var ikke opfundet. Den tid er forbi, og i kampens hede sker det måske selv for en statsleder, at de glemmer netop dét faktum (selvom det er svært at forestille sig). Jeg har det med meningsmålinger som med vejrudsigter, jeg følger med i dem, men indretter mig ikke efter dem. Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen Sankt Hans aften på Marienborg 2011. Først inde på selve Marienborg, så ude ved bålet og lidt senere i et indslag fra Bruxelles, som han ilede ned til inden bålet blev tænkt. Tre gange på én aften og budskabet gav ikke længere mening, men blev pludselig bare til spin. Der kommer en god løsning i morgen. Sådan sagde Helle Thorning-Schmidt på et ugentlige pressemøde om betalingsringen. Sammenklippet blev sætningen helt ustyrlig komisk at iagttage selvom statsministeren havde sagt til journalistkorpset, ved pressemødets start, at hun ikke havde kommentarer om betalingsringen før dagen efter. Og selvom journalisterne ikke havde fantasi til at stille andre spørgsmål. Danmark er et land, der kæmper en vægtklasse højere end sin vægt. Sådan sagde Obama til pressemødet med Helle Thorning-Schmidt og vi rankede alle ryggen. Sådan sagde Obama dog også til Norges, Hollands og Filipinernes statsleder, der også alle fik at vide, et netop deres land er en af Amerikas stærkeste og tætteste allierede. Se klippet fra YouTube her under: Hvad du kan lære af Obama, Thorning og Løkke Obamas copy paste er indfanget af det danske tv-program Detektor, der undersøger om påstande og udsagn holder vand. I ovenståendestående klip får Obama lige et komisk klask med linealen, og de tre eksempler bør tjene som eksempel på, hvorfor du IKKE skal gentage den samme sætning, hvis der er medier til stede, der citerer dig og sender dine udtalelser i kredsløb. Varier i stedet dit sprog, så du virker mere nærværende og oprigtig.   Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 27 Mar 2012 10:08:16 +0100 http://trinenebel.dk/2012/03/laer-af-obama-thorning-og-lokke/ Ved sidste Sankt Hans aften oplevede jeg Lars Løkke gentage den samme sætning tre gange, tre forskellige steder, på samme aften. Det virkede urkomisk! Hvorfor og hvad du kan lære af det, kan du læse nedenfor. Copy paste dur (heller) ikke i politisk retorik Tiden er en anden end da JFK udtalte en slagkraftig sætning i Berlin som endte i historie- og retorikbøgerne. Fjernsynet var nyt, aviserne var langsomme og internettet var ikke opfundet. Den tid er forbi, og i kampens hede sker det måske selv for en statsleder, at de glemmer netop dét faktum (selvom det er svært at forestille sig). Jeg har det med meningsmålinger som med vejrudsigter, jeg følger med i dem, men indretter mig ikke efter dem. Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen Sankt Hans aften på Marienborg 2011. Først inde på selve Marienborg, så ude ved bålet og lidt senere i et indslag fra Bruxelles, som han ilede ned til inden bålet blev tænkt. Tre gange på én aften og budskabet gav ikke længere mening, men blev pludselig bare til spin. Der kommer en god løsning i morgen. Sådan sagde Helle Thorning-Schmidt på et ugentlige pressemøde om betalingsringen. Sammenklippet blev sætningen helt ustyrlig komisk at iagttage selvom statsministeren havde sagt til journalistkorpset, ved pressemødets start, at hun ikke havde kommentarer om betalingsringen før dagen efter. Og selvom journalisterne ikke havde fantasi til at stille andre spørgsmål. Danmark er et land, der kæmper en vægtklasse højere end sin vægt. Sådan sagde Obama til pressemødet med Helle Thorning-Schmidt og vi rankede alle ryggen. Sådan sagde Obama dog også til Norges, Hollands og Filipinernes statsleder, der også alle fik at vide, et netop deres land er en af Amerikas stærkeste og tætteste allierede. Se klippet fra YouTube her under: Hvad du kan lære af Obama, Thorning og Løkke Obamas copy paste er indfanget af det danske tv-program Detektor, der undersøger om påstande og udsagn holder vand. I ovenståendestående klip får Obama lige et komisk klask med linealen, og de tre eksempler bør tjene som eksempel på, hvorfor du IKKE skal gentage den samme sætning, hvis der er medier til stede, der citerer dig og sender dine udtalelser i kredsløb. Varier i stedet dit sprog, så du virker mere nærværende og oprigtig.   Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 27 Mar 2012 10:08:16 +0100 http://trinenebel.dk/2012/02/statsministerens-pressemode-om-betalingensringen-gav-kun-et-svar/ Man kan undre sig over pressekorpset i dag. Allerede i statsminísterens indledning blev det understreget, at en løsning på spørgsmålet om betalingsringen, vil blive fremlagt i morgen ondsdag den 22. januar 2012. Jeg tror ikke det tjener noget formål at gå ind i den diskussion Statsministeren ikke ville derfor ikke svare uddybende på spørgsmål om betalingsringen på dagens pressemøde. Den holdning gentog hun igen og igen med henvisning til, at en god løsning vil blive fremlagt i morgen. Alligevel gik hele pressemødet med en ubrudt kæde af spørgsmål om netop betalingsringen. Alverdens varianter af spørgsmål, retoriske spørgsmål, presupponerende spørgsmål, ledende spørgsmål, vildledende spørgsmål. Stillet i håb om, at statsministeren – stik mod hvad hun havde gjort klart ved pressemødets start – alligevel ville sige bare et eller andet der nærmede sig diskussionen om betalingsringen. Samme svar igen og igen og igen Helle Thorning-Schmidt ville dog ikke svare eller uddybe eller reflektere eller analysere. Derfor gentog hun i det uendelige den samme sætning igen og igen: “Jeg tror ikke det tjener noget formål at gå ind i den diskussion”. Og når hun ikke ville det, ja, så var det fordi, at en samlet, og god (blev det understreget), løsning fremlægges i morgen… Som det også blev gentaget vel over ti gange! Bruger pressekorpset deres tid fornuftigt? Det kan undre at et samlet pressekorps, der har direkte adkomst til at stille spørgsmål til statsministeren, ikke udnytter tiden bedre. Efter de første 4-5 forsøg kunne ingen være i tvivl om, at Thorning ‘ikke syntes det tjente noget formål at gå ind i den diskussion‘. Og derfor ikke ville komme til at gå ind i den diskussion. Ingen (stort set) spørgsmål til andre emner Der var INGEN spørgsmål til Grækenland, til EU eller beskæftigelsen. Emner der vel nok kunne fortjene lidt uddybende spørgsmål. De politiske journalister stillede, med meget få undtagelser, KUN spørgsmål til noget, de IKKE ville få svar på dagens pressemødet. Tilbage sidder undertegnede og funderer over om de politiske journalister på Christiansborg udnytter deres tid godt nok? Udnytter de pressemødets muligheder godt nok? Servicerer de deres læsere godt nok? Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 21 Feb 2012 12:19:58 +0100 http://trinenebel.dk/2012/02/statsministerens-pressemode-om-betalingensringen-gav-kun-et-svar/ Man kan undre sig over pressekorpset i dag. Allerede i statsminísterens indledning blev det understreget, at en løsning på spørgsmålet om betalingsringen, vil blive fremlagt i morgen ondsdag den 22. februar 2012. Jeg tror ikke det tjener noget formål at gå ind i den diskussion Statsministeren ikke ville derfor ikke svare uddybende på spørgsmål om betalingsringen på dagens pressemøde. Den holdning gentog hun igen og igen med henvisning til, at en god løsning vil blive fremlagt i morgen. Alligevel gik hele pressemødet med en ubrudt kæde af spørgsmål om netop betalingsringen. Alverdens varianter af spørgsmål, retoriske spørgsmål, presupponerende spørgsmål, ledende spørgsmål, vildledende spørgsmål. Stillet i håb om, at statsministeren – stik mod hvad hun havde gjort klart ved pressemødets start – alligevel ville sige bare et eller andet der nærmede sig diskussionen om betalingsringen. Samme svar igen og igen og igen Helle Thorning-Schmidt ville dog ikke svare eller uddybe eller reflektere eller analysere. Derfor gentog hun i det uendelige den samme sætning igen og igen: “Jeg tror ikke det tjener noget formål at gå ind i den diskussion”. Og når hun ikke ville det, ja, så var det fordi, at en samlet, og god (blev det understreget), løsning fremlægges i morgen… Som det også blev gentaget vel over ti gange! Bruger pressekorpset deres tid fornuftigt? Det kan undre at et samlet pressekorps, der har direkte adkomst til at stille spørgsmål til statsministeren, ikke udnytter tiden bedre. Efter de første 4-5 forsøg kunne ingen være i tvivl om, at Thorning ‘ikke syntes det tjente noget formål at gå ind i den diskussion‘. Og derfor ikke ville komme til at gå ind i den diskussion. Ingen (stort set) spørgsmål til andre emner Der var INGEN spørgsmål til Grækenland, til EU eller beskæftigelsen. Emner der vel nok kunne fortjene lidt uddybende spørgsmål. De politiske journalister stillede, med meget få undtagelser, KUN spørgsmål til noget, de IKKE ville få svar på dagens pressemødet. Tilbage sidder undertegnede og funderer over om de politiske journalister på Christiansborg udnytter deres tid godt nok? Udnytter de pressemødets muligheder godt nok? Servicerer de deres læsere godt nok? Trine Nebel TrineNebel.dk Tue, 21 Feb 2012 12:19:58 +0100 http://blogs.jp.dk/jagtenpaalederskab/2012/02/17/har-helle-visionerne-i-haandtasken/ Kan nogen fortælle mig, hvad det egentlig er Helle, statsministeren, forventer af os danskere? Hvad tror hun, vi skal udrette sammen, hvis Danmark skal eksistere om 50 år i en form, vi vil holde af? Vi lever med en generation af politikere, der elsker at fremstå handlekraftige, mens de kaster sig over de små spørgsmål i livet. De bilder os ind, at de udspiller store politiske slag på den christiansborgske kampplads, alt imens de søger at aflede opmærksomheden fra de uhåndterlige udfordringer landet står overfor. Hvorfor? Sandheden er, at de ikke aner deres levende råd. Fremfor at løfte blikket, fikserer de det skamløst mod næste valg. Og vi vælgere kigger de forkerte steder hen, når vi spejder efter lederskab, for politikerne redder os ikke. De er ikke de karismatiske ledere, vi så inderligt gerne vil have dem til at være. Men når statsministeren i sin første nytårstale siger ?Enhver må spørge sig selv ? hvad kan jeg gøre?, så er der god grund til at lytte. For giver hun dermed os alle ansvar for det lederskab, som politikerne har afsværget sig? Eller gør hun i stedet sig selv til en billig kopi af en afdød amerikansk præsident? I sin amputerede præsidentperiode lagde John F. Kennedy (det er ham, Helle parafraserer, når hun taler om individets ansvar) an til at tackle sin tids store politiske problemer. Han var bevidst om, at han kun kunne bevæge samtiden, hvis han viste folk, at han forventede noget af dem. JFK sagde ikke, at han syntes, det var synd for dem. Han sagde derimod, at han forventede noget af dem. Med et brag af en opfordring, trådte han ind på verdensscenen: ?Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country.? En opfordring ikke kun henvendt til den amerikanske befolkning, men til alverdens borgere. Visionerne er væk. Ligger de i Helles håndtaske? Tag den, mine damer og herrer. Amerikanerne rankede ryggen og voksede sig stærkere, omfavnede opgaven og gjorde den til deres egen. Kennedy skabte en bevægelse gennem sine forventninger. Hvad er mon Helles forventninger? Anyone? Og inden vi kommer for godt i gang, hvad var den foregående regerings forventninger? Var det ikke noget med at kravle op ad ranglisterne? Inspirerende for en nation? Nej, vel? ?We choose to go to the moon in this decade and do the other things. Not because they are easy, but because they are hard?, sagde Kennedy. Hvorfor dog det, fristes man til at spørge. Hallo! Fordi det er svært. Vi vælger at tage til månen, fordi det er svært. Hvornår har man sidst hørt en dansk politiker ytre, at vi skulle gøre noget, fordi det var svært. Det er jo helt vildt at tage til månen, når man ikke kan. Men det svære får ofte os danskere til at vige bort. Vi foretrækker, at alt i dag helst skal være lettere fremfor stort, ambitiøst eller ubegribeligt. Vi bliver ved jorden, for det tjener os bedst. Det er hyggeligt, men manglen på ambition ender med at æde os op. Det er som om, vi danskere ikke må opleve, at noget i livet er svært, eller at det svære faktisk kan virke som inspiration. Kennedy og amerikanerne blev inspirerede af det svære, og visionerne gjorde dem i stand til at vinde rum- og våbenkapløbet med russerne. They were shooting for the stars, og ramte månen. For os danskere derimod er visionerne blevet væk. Ligger de i Helles håndtaske? Hvornår har vi sidst hørt nogen sige, at vi skulle gøre noget, fordi det var svært? ?Ich bin ein Berliner?, sagde JFK og skræmte russerne fra at tage hele byen, hvorpå han sagde til sin taleskriver med danske aner, nyligt afdøde Ted Sorensen, at de aldrig ville opleve en sådan dag igen. Det fik han ret i, og kort tid efter døde han og trådte ind i den politiske mytologi. Vis mig gerne en dansk politisk leder, der inspirerer (eller for den sags skyld skræmmer) nogen som helst. Hvad er det mest visionære danske politiske ledere krænger over læberne, når bølgerne går højt? Ja, den var svær, ikke? [There is a video that cannot be displayed in this feed. Visit the blog entry to see the video.] Et udpluk (med underlægningsmusik og hele pivtøjet) af JFK?s mange spørgsmål. Verdenshistorien er ikke uden store ledelsesbedrifter, men det synes som om de i nyere tid opstår hyppigere i forretningslivet og i civilsamfundet. Og i Danmark er der langt mellem snapsene. Mens politikken er reduceret til hverdagsfjerne institutions-madpakker eller verdensfjerne EU-afstemninger, så finder lederskabet sted andetsteds. Heldigvis da. I den kommende tid går jeg på jagt efter de store ledelsesbedrifter, som er værd at ære, fordi de løfter os videre. Dem, der er skyld i, at vi er, hvor vi er. Dem, der redder os økonomisk, fysisk, moralsk og åndeligt. Bedrifter, der vidner om, at man rundt om i ind- og udland er drevet af ambition, virkelyst og skabertrang. Bedrifter, der viser, at selv om politikerne har givet fortabt, så er der trods alt stadig mange, der er drevet af et stærkt ønske om at gøre en positiv forskel. Og at de netop gør det, ikke fordi det er let, men fordi det er svært. —————————— I øvrigt, så har andre politikere også ladet sig inspirere af JFK, eksempelvis George H.W. Bush?s vicepræsidentkandidat, den unge senator Dan Quayle, som under valgkampen i 1988 havde sammenlignet sig med Kennedy. Til en valgdebat bemærkede hans modkandidat, den aldrende demokrat Lloyd Bentsens lakonisk: ?Senator, I served with Jack Kennedy, I knew Jack Kennedy, Jack Kennedy was a friend of mine. Senator, you?re no Jack Kennedy?. [There is a video that cannot be displayed in this feed. Visit the blog entry to see the video.] Rasmus Schjødt Pedersen Jagten på lederskab Fri, 17 Feb 2012 11:58:30 +0100