Hedder det RSS feed eller RSS strøm på dansk?

På den danske udgave af Wikipedia foregår der for tiden en mini-redigerings-krig omkring beskrivelsen af RSS.

Som man kan se på Historik-siden for artiklen, er der rettet frem og tilbage mellem anvendelsen af termen RSS feed og RSS strøm (Bemærk, at man i Wikipedia kan abonnerer på ændringer foretager i artikler via netop RSS ved at tilføje et “feed=rss” i URL’en. OK, lidt nørdet at man kan abonnerer på RSS-artiklen via RSS!).

De to kompetanter Palnatoke og So9q retter hinandens indlæg igen og igen:

WikipediaRSS.png

Udtrykket “RSS-feed” som Palnatoke holder på er vel det mest udbredte udtryk, men er jo bare det udenlandske udtryk som så bliver anvendt i bedste Danglish stil. “RSS-strøm” som So9q holder på, er et forsøg på at indarbejde udtrykket og anvende mere almindelige danske udtryk i sprogbruget.

Personligt har jeg altid brugt udtrykket “RSS-feed” (i mangel af bedre, og påvirket af udenlandsk brug), så “RSS-strøm” lyder forkert i min ører, men det kan jo bare være en tilvænningssag.

Skal vi – RSS-brugere og producenter – ikke hjælpe Wikipedia og forsøge at finde ud af hvad det bør hedde på dansk? Hvad synes du det bør hedde – og hvorfor?


14 Comments

  • Line

    10. december 2006

    Jo, lad os det Stefan. Og svaret er naturligvis, at det skal hedde, som det hele tiden har heddet, nemlig RSS-feed. Vi har ikke på dansk nogen tradition for at bevidst at gribe ind med det, man kalder afløsningsord, dvs. en art tvangsoversættelser. Men der er ganske vist en række mere puristiske mennesker i sprogverdenen, der meget målrettet dyrker afløsningsord, fordi de er bange for, at de engelsksprogede begreber og gloser truer det danske sprog. Men sådan forholder det sig imidlertid ikke. Vi får tilført rigtig mange nye ord særlig i sammenhæng med digitale nyskabelser, og det er sådan set fint nok, fordi disse ord/begreber tilfører os noget nyt, dvs. at de jo ikke går ind og erstatter ord, vi har i forvejen, men supplerer verbaliseringen af vores erfaringsfelter. RSS-feed er (på vej til at blive) godt indarbejdet og anvendes jo typisk på tværs af landegrænser og nationalsproglige områder, så hvorfor i alverden skulle vi pludselig melde os ud af det digitalsproglige fællesskab og kalde det RSS-strøm? Det ville jo være absurd, og ville gøre kommunikationen langt vanskeligere, hvilket jo netop er det stik modsatte af, hvad god kommunikation skal gøre. Så nej, RSS-feed skal det naturligvis blive ved med at hedde. Opgaven går i stedet på, at vi alle sammen er med til at forklare andre, hvad det betyder, og på den måde udbrede kendskabet.

  • Malou

    10. december 2006

    Helt klart RSS-feed. Hvis det var i Norge, så var det en anden sag. Der hedder det vist noget der mindre om strøm. Men på dansk – nej!
    I øvrigt god idé at tage det op her!

  • Thyge

    10. december 2006

    Det gængse danske ord er RSS-feed, så derfor skal det ord bruges som artikelnavn på Wikipedia. Man kunne ønske sig, at vi var lidt mindre “danglishe” og bedre til at danne danskklingende ord, og der er RSS-strøm da et bedre ord. Det kan bare ikke bruges på Wikipedia, før det er blevet det mest udbredte udtryk.
    Hvor ironisk iøvrigt, at spørgsmålet rejses på “blog”.

  • Ole

    10. december 2006

    Personlig har jeg det fint med “RSS-strøm”, men det er bare ikke Wikipedias opgave at dyrke sprogpolitik. Når/hvis “RSS-feed” holder op med at være det, som alle bruger, kan der være grund til at skifte, men først da.

  • Bo Arlind

    10. december 2006

    hmm… RSS feed er vist lidt indforstået, og tiltrækker ikke nye brugere. Det bør vel være et ord, som frem for alt skal gøre det let for udenforstående at gennemskue.
    Jeg har slev forsøgt mig med “RSS nyhedskanal”, ved siden af det normale nyhedsbrev. Et RSS feed indeholder jo en kanal (channel).
    Og om det skal hedde strøm eller feed er vist det forkerte fokus – RSS kanal er om ikke andet at foretrække frem for strøm – det væsentlige må dog være at oversætte princippet/meningen indeholdt i Really Simple Syndication, så det bliver letforståeligt for alle – i lighed med at vi oversætter maillists med postlister eller nyhedsbrev.

  • Ole

    10. december 2006

    Rigtigt Smart Sendeværktøj 🙂

  • Christian

    11. december 2006

    Jeg mener som udgangspunkt, det skal omtales som RSS-feed på den danske Wikipedia. Primært for, ikke at skabe mere begrebsforvirring end hvad godt er. Begrebet er i forvejen relativt svært at forstå for andre end tekniske personer og bloggere, derfor tror jeg ikke det hjælper at for-danske ordet. Hvis det hjælper til at forstå begrebet, at kalde det RSS-strøm eller RSS nyhedskanal, så er det helt fint med mig. For mange mennesker er betydningen af begrebet nyt uanset hvad, så om de skal lære, at sige RSS-feed eller RSS-strøm burde være same same!

  • Stefan

    11. december 2006

    Tak for de mange input 🙂

    Det ser ikke ud til at være så meget at være uenige om, altså at benytte udtrykket RSS feed.

    Spændende med tvangsoversættelser og afløsningsord, Line – men betyder det så at man bare skal være “først” med en nyt (digital/teknisk) ord for at det “vinder”?

    Der må da være en sprog-politik – eller retningslinier – på Wikipedia, Ole? Altså i stil med “det gængse danske udtryk”? Hvordan undgår man ellers den slags redigerings-krige på enkelt-ord?

    Der har vist også været mange andre termer: nyhedsfeed, webfeed, ….

    Det hele minder mig om en historie omkring den Dansk Encyclopædi (bogformeren) hvor et par redaktionelle DTU-herre højt på strå insisterede på at det skulle hedde “hårdpladelager” i stedet for “harddisk”! De to herrer blev da også som de første fyret fra værket!

    En simpel Google-fight på dansk afslører iøvrigt overvældende overvægt til RSS-feed på ca. 1 million hits kontra RSS-strøm på ca. 1.000!

  • Line

    12. december 2006

    Hæ – den kendte jeg ikke, den historie om hårpladelager. Den er god!!

    Du spørger, om man så skal være først med det nye. Nej, det fungerer som regel sådan, at vi, altså den danske befolkning, selv ‘oversætter’ mange af de ord, der kommer til os udefra, simpelthen i vores daglige samtale med andre. Og en række af dem oversætter vi ikke, som nu altså RSS-feed.

  • Bo Arlind

    18. december 2006

    Hej

    Jeg leder i øvrigt efter den bedste RSS-guide, der kan forklare de ikke indviede i rss fortræffeligheder. Jeg fandt denne engelske fra BBC på på Peter Svares blog:
    http://www.bbc.co.uk/feedfactory/help.shtml

    Findes der noget lignende på dansk?

    🙂 Bo

  • Stefan Bøgh-Andersen

    18. december 2006

    Der er faktisk et initiativ på banen med netop at forklare RSS.

    Begyndte vel med dette indlæg på Luftskibet, hvorefter Kim Elmose stillede sin egen Kollaborativ Wiki til rådighed for det videre fælles arbejde.

    Så kast dig gerne ind i kampen og bidrag med din RSS viden…

  • Anders

    20. december 2006

    Helt klart RSS-Feed!

  • Emma Kuhlmann

    3. oktober 2007

    jeg synes og fremmest det er en god hjemmeside!
    Det skal selvfølgelig hedde RSS-Feed !!!!!!

  • Stefan

    3. oktober 2007

    Hej Emma

    Tak for din positive oplevelse af Overskrift.dk 🙂

    Og ja, termen “RSS feed” har vel på dansk allerede gået hen og blevet det almindelige udtryk.

Comments are closed.