Idag er der premiere på den nye Danmarksfilm “Verden i Danmark” af Max Kestner. Hele hjemmesiden for filmen er en weblog, hvor der bl.a. fortælles om forberedelserne og optagten til premieren. Desuden forskellige elementer, f.eks. en forfilm og om tidligere Danmarksfilm.
Og så går der ligefrem helt web 2.0-agtig co-creation i den, når alle brugere opfordres til at deltage i et foto-mashup ved at tagge billeder taget ved premieren med tagget “verdenidanmark” og indsende dem til Flickr.
Se hvad andre skriver og blogger om filmen på Overskrift.dk: danmarksfilm*
Jørgen Bing
23. januar 2007På Børglum Kloster var det en tapper lille forsamling på 10-15 mennesker, der overværede snigpremieren på “Verden i Danmark”. Dét gjorde til gengæld den efterflg. snak lidt friere og afslappet.
Det generelle indtryk af filmen var positivt.
Den havde tydeligvis vakt til eftertanke.
Man kunne måske være uenig i dét billede, der bliver givet af nationen, men at det var et stærkt kunstnerisk bud – og at det ramte noget centralt i vores nationalkarakter – var evident.
Opfattelsen af filmens billede af DK gik på at vi er en tryg, men kedelig nation.
Filmens genrelt meget rolige klipning og stillestående kamera understregede billedet af en befolkning, der ikke “rykker” unødigt.
Det er ikke de store lidenskaber, der præger os – den største indignation mobiliseres i scenen, hvor en mand brokker sig over at to flutes sælges for 22 kr., i stedet for de annoncerede 15.
“Kunstværket” med kartoffelbløddyret fremstår som et meget præcist billede af filmens opfattelse af normaldanskeren.
Alt afgøres og tilrettelægges over en rolig rundbordsdiskussion – ligegyldigt om det handler om andesaucer eller om nationale planlægningsstrategier. Til gengæld fremstår vi også som en nation af ret effektive troubleshooters.
Selv sidste sæsons store politiske modpoler (i øvrigt de eneste kendisser, der optræder i filmen) Pia K. og Marianne J., fremstår som to meget ensartede størrelser.
De scener, der affødte den største diskussion var mobilsamtalerne. Udover en hel del kommentarer om privatsnak i det offentlige rum, blev scenerne (af de fleste af os) opfattet som det eneste sted, hvor danskerne gav plads til det fantastiske, det uforudsigelige – d.v.s. i drømme. Og de meget private tanker, kan vi kun delagtiggøre andre i – gennem et elektronisk hjælpemiddel (paradoksalt nok på en måde, så alle andre (uvedkommende) får del i oplevelsen.
Personligt synes jeg de scener er et kup!
I forhold til tidligere DK-film er det også bemærkelsesværdigt, hvordan vi billedmæssigt har bevæget os fra de store åbne landskaber ind i stuerne, mødelokalerne – og de offentlige transportmidler.
Også slutningen: “…hvis det er dét vi vil” efterfulgt af stille billeder af retlinede veje, hvor biler søvnigt kører i snorlige rækker, affødte anerkendende kommentarer.
Og så var “vi” fra ca. 16 – 60 år.
Tak for en god – og dejligt provokerende – oplevelse !
Venlig hilsen
Jørgen Bing