På Overskrift.dk har vi tidligere fyret informationskanonen af ifm. valg og andre politiske begivenheder. Lige om lidt skal vi alle sætte kryds ved en kandidat til Europa-Parlamentet – faktisk allerede den 7. juni. Ved du hvor krydset skal sættes – og om det overhovedet bliver sat?
Ida Skytte skriver på Altinget.dk:
Færre og færre europæere stemmer til Europa-Parlamentsvalget i takt med, at EU-institutionen får mere og mere magt. Den udvikling er til skade for demokratiet, mener eksperter.
Kandidaterne får, for de færrestes vedkommende, primetime-dækning i TV eller helsidesportrætter i dagbladene. Derfor kan det være interessant at følge dem via deres blogs eller Facebook-profiler – eller via andre kanaler – f.eks. Twitter.
Flere politikere er, med mere eller mindre succes, gået i gang med at føre en del af dialogen via Twitter. Twittertinget følger tweets fra politikerne, mens Folketwinget følger tweets til politikerne.
Stefan og jeg har i et stykke tid gået og tænkt på at gøre “noget” ifm. EP-valget, så da Steffen Tiedemann Christensen gjorde maskineriet bag Folketwinget tilgængeligt for alle under navnet Twitterengine, gik det meget stærkt. Domænenavnet twittervalg.dk blev indkøbt, og 2 weekend-dage senere følte vi os klar til at sætte det i søen.
På Twittervalg.dk er det muligt at følge tweets til og fra kandidater til Europa-Parlamentet samt tweets om parlamentet og valget. Steffen har også udstyret koden med et rss-feed lige til feed-læseren.
Teknisk set er platformen meget interessant – Vi blev glædeligt overraskede over hvor meget man får forærende med Google AppEngine.