Bagger-retssagen dansk gennembrud for Twitter?

Nogle mener at blog-mediet slog helt igennem herhjemme med Dorte Tofts blog som (næsten) fældede Stein Bagger og IT Factory. Nu et halvt år efter er det mikroblogging tjenesten Twitter som ser ud til at få sit danske gennembrud i netop retssagen mod Stein Bagger.

Journalist Bo Elkjær fra Ekstra Bladet twitter live direkte fra retslokalet i disse dage, hvilket har åbnet øjnene hos mange for mulighederne i brugen af Twitter som journalistisk redskab. Ekstra Bladet har også integreret Twitter strømme på EB.dk – både Bo Elkjærs tweets og generelt Bagger-snak fra Twittersfæren. Også Kanonkongen fra P3 twitter live fra retslokalet.

Sjovt nok har Dorte Toft bevidst valgt at holde sig ude af retsforløbet, men er alligevel nysgerrig og glad for Twitter reportagerne.

Jeg vil da tro at denne Twitter eksponering giver danskerne øget interesse for mulighederne med mikroblogging og Twitter.  F.eks. har Bo Elkjær fået over 200 nye followers bare i dag – følg udviklingen via TwitterCount.

Det skal da også lige nævnes at medie-interessen for Bagger sagen er brudt ud igen her i forbindelse med retssagen, her på førstedagen allerede langt mere end 400 artikler, blog-indlæg, tweets etc om Bagger via Overskrift.dk.


One Comments

Comments are closed.