Hyperlokalt på Lokus

En ny lokalt-baseret nettjeneste åbnede før sommeren under navnet Lokus, som forsøger at blive en slags indgang til det lokale sociale netværk med hyperlokale nyheder.

Ideen er at man kan opdage og selv bidrage til hvad der foregår i sit lokalområde. Så her er nyheder fra lokalavisen, opslagtavle (som det kendes fra den lokale købmand) med køb og salg mellem private og efterlsyninger af andre til sit kor eller anden interesseklub.

Der er tilbud fra butikker i nærområdet (hos mig er det f.eks. fra den lokale Sportsmaster, Blockbuster, boghandlere etc), boligannoncer, begivenheder så som lokale teaterstykker, gudstjenester og oplysninger fra politiet, lokale vejarbejder osv. Derudover service-oplysninger som lokale togtider og vejr-udsigt.

Indholdet på sitet kommer så vidt jeg kan forstå både fra brugeren som selv opretter beskeder på sitet og fra lokale (og vel også landsdækkende) handlende og organisationer som lægger tilbud og beskeder ind. Endelig ser det også ud om som Lokus via webrobotter afsøger nettet for at finde lokalt indhold, f.eks blogannoncer fra Boliga og lokale annoncer fra Gul-og-Gratis.

En lille video som beskriver ideen med sitet:

Et lille screen dump af hvordan sitet ser ud for mit lokal-område:

lokus-480

Andre danske initiativer har også forsøgt sig ud i lokal-sites som binder lokalt (nyheds)stof og brugergenereret indhold sammen så som DinBy, TV2’s 1234, Jyske Vestkysten etc. Mingler forsøgte sig vist også med lokal-orienterede grupper på et tidspunkt.

I modsætning til nogle af de andre sites, gik Lokus i luften med en masse indhold, så man som bruger får lyst til at anvende og selv bidrage på sitet. Lokus undgik på den måde det sædvanlige hønen-og-ægget indholdsproblem ved sites der anvender bruger-genereret indhold.

En af konkurrenterne, Berlingskes DinBy, som vi har blogget om tidligere, så faktisk ud til at være gået lidt død i netop manglen på (brugerskabt) indhold, men Berlingske ser nu ud til virkeligt at satse på DinBy, bl.a. ved at neddrosle Urban.dk og flytte folk din DinBy. Også Søndagsavisen er på vej med et hyperlokalt socialt netværk, kaldet MinBy.

Man kan spørge sig selv om hvorfor det nu er så interessant med lokalt-orienterede websites, når nettet jo netop gør det nemmere at gøre sig uafhængig af den fysiske verden samt at finde interessefælleskaber med andre på den anden side af verden, ikke nødvendigvis med sin nabo, via sociale netværk som Facebook, MySpace og Twitter. Men det er måske mediernes interesse i markedet for lokal-annoncer de forsøger at beskytte?

Også i udlandet er der for tiden stort fokus på det lokale stof, hvor bl.a. den lokale nyheds-aggregator EveryBlock er blevet opkøbt af MSNBC, og AOL har opkøbt både Patch og Going, begge i “hyperlocal community news” området. Men som Mediehack kunne fortælle forleden har Washington Post måtte lukke sin hyperlokale satsning.

Lokus er ikke en helt uafhængig medie-spiller på det danske marked, idet  TopDanmark står bag udviklingen. Jeg besøgte Lokus  for ca. halvandet år siden – underlagt en heftig NDA –  og der har da også være en del kritik af hvorfor det har taget så lang tid at udvikle “en Google Map applikation”.

Overskrift.dk: LokusDinBy, MinBy


One Comments

  • Linse Daugaard

    11. september 2009

    Hos NORDJYSKE MEDIER har vi siden 2006 haft vores eget communtysite, DitCentrum.dk, hvor borgerne kan debattere, skrive borgerindlæg/blogge og uploade fotos. Det gjorde vi i håbet om at det ville blive godt modtaget af nordjyderne og naturligvis for at knytte dem til vore produkter. Og det er lykkedes meget godt, synes vi selv.

    Man skal nemlig ikke tage fejl af, at selv i disse tider med sociale netværk, så er der et stort behov for mødes med geografi som fællesnævner. Det er forkert at tro, at det ene udelukker det andet.

    At de nationale spillere nu også kommer på banen, har naturligvis med det pressede annoncemarked at gøre, som du siger. Vi regionale medier må så se om vi kan holde på kunderne ved at give dem, hvad de andre ikke kan give dem: regionale og lokale nyheder, og muligheden for at diskutere med andre fra samme område.

Comments are closed.