Under folkemødet i 2015, blev der sendt godt 22.000 tweets og retweets med #fmdk-hashtagget. En af Thilde Vesterby’s kæpheste er, at tweets skal suppleres med mere emnespecifikke hashtags, for ikke at drukne i strømmen af #fmdk-tweets. I serien af indlæg fra Overskrift’s #lytgodt-morgenmøder, fortæller Thilde hvordan Region Hovedstaden forbereder og afvikler folkemødet i 2016.
Facebook profilen har en 250-500.000 views om måneden, hvor Twitter-profilen er lidt mindre, men publikum er til gengæld i målgruppen som Region Hovedstaden gerne vil nå under folkemødet; journalister, politikere, meningsdannere og kommunikationsfolk. Facebook kommer også i brug under folkemødet, men til mere billedbårne og borgervendte historier.
“Vi bruger Twitter på folkemødet, fordi vi også gerne vil nå ud til dem, der ikke er til stede på Bornholm”, siger Thilde Vesterby. Det er eksempelvis “kun” halvdelen af regionsrådet, der er til stede på Bornholm under folkemødet, og man vil ligeledes gerne sikre synlighed for den anden halvdel. Dels anvendes Twitter til at gøre opmærksom på arrangementerne hos RegionH på Bornholm, men man vil ligeledes gerne følge hashtags, og regionen skal sætte sit aftryk på alle relevante samtaler. Det kan være Regionens profil, der træder ind i samtaler, men man kan også opfordre formænd eller udvalgsformændende til at træde ind, og det skal selvfølgelig stadig ske under selve folkemødet.
Pressekontakt
RegionH bruger også indimellem Twitter til kontakt med pressen. Der er sjældent Breaking News i folkemødet, men oftest noget man har forberedt gennem længere tid, og kan præsentere under folkemødet. Man ved at nyhederne ikke nødvendigvis bliver videregivet fra redaktionschefen på de forskellige redaktioner, og her viser Twitter sig som en stærk kanal til at nå de relevante journalister. Ligeledes bruges det til at korrigere faktuelt forkerte omtaler af regionen.
Thilde har aldrig været på folkemøde, selvom hun har arbejdet 4 år i regionen, men hidtil har hun styret slagets gang “hjemmefra” i Hillerød, hvilket i perioder har været udfordret på grund af manglende mobil-dækning i Allinge – et problem der skulle være meget mindre i 2016, så man faktisk godt kan forvente at live-tweete fra Folkemødet. Region Hovedstaden koordinerer sin indsats med Greater Copenhagen, som Region Hovedstaden er en del af, og forskellige andre interessenter undervejs.
Forberedelsen
Regionen har, forud for folkemødet, internt arrangeret 3 workshops til at klæde lederne fra Center for Regional Udvikling, Politikere i Region Hovedstaden og Kommunikationsmedarbejderne i Center for Kommunikation ordentligt på. Nogen bruger måske alene Twitter under folkemødet, og hopper derefter af igen, mens andre hænger ved. Det hænger også sammen med en holdning blandt nogle, om at et læserbrev i avisen har størst effekt. Man finder niveauet for deltagerne på de 3 workshops, og hvis behovet er der, kan det starte så lavpraktisk, som hvordan man installerer Twitter-app’en på telefonen.
Derudover er tweets en del af den pakke kommunikationsmateriale, der sendes til formanden, Sophie Hæstorp Andersen. Thilde indrømmer, at formanden er ret skarp på sociale medier, og at hun ofte finder på bedre tweets end kommunikationsafdelingen inkluderer i pakken.
Hvad deler Region Hovedstaden?
Undervejs deles remindere om kommende arrangementer i teltene, og ikke mindst større spørgsmål, der f.eks. indrammer igangværende debatter og citater fra debatterne.
Budskaberne og spredningen når altid bredest akkompagneret af fotos, og det er vigtigt at fotos rent faktisk viser ansigter og eksempelvis hovedtalerne.
Fotos med liv
Selvom det kan være grænseoverskridende for ikke-professionelle fotografer, er det altså vigtigt at få gode billeder – hvilket ikke omfatter folk der står med ryggen til, eller billeder taget på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange mennesker til stede. Fotografen skal være klar til at tiltrække sig personernes opmærksomhed, for at få nogle gode fotos.
Thilde står også for at holde øje med online-omtaler undervejs, og blander sig gerne i samtalerne under folkemødet, og holder altså også øje med en række hashtags, som de også selv benytter:
Se desuden Overskrift’s opsummering fra Folkemødet 2015 og se hvilke hashtags der iøvrigt blev brugt med sammen med #fmdk.
Det er vigtigt, bl.a. med tanke på at der blev tweetet og retweetet ca. 22.000 gange undervejs på folkemødet i 2015 med et #fmdk-hashtag, er man nødt til at supplere sin aktivitet lidt med andre hashtags, for ikke at drukne i strømmen.
Når man holder øje med omtaler og relevante samtaler “hjemmefra”, har de 4 folk, der er i marken mulighed for at fokusere på at live-tweete. Ligeledes kan folk i marken, som måske har svært ved at få formuleret et tweet, men måske har et billede, sende det til Thilde hvorefter hun kan sammensætte det endelige tweet. De afsluttende gode råd fra Thilde:
- Tal med på hashtags – ikke kun #fmdk.
- Forbered dig hjemmefra, især hvis du ikke er Twitter-vant. Måske et par tweets, der kan sendes afsted på nogle planlagte tidspunkter.
- Vær til stede og klar til at hoppe ind i samtalerne, og tag et billede når tingene sker.
- Lær fra dig, og vær flere om ansvaret og opgaven. Arbejd på at udbrede det videre, så f.eks. lederne i organisationen kan få en stærkere online profil, og RegionH fremstår som mennesker og ikke bare et logo.
Man har åbnet op for at der, via Twitter, kunne stilles spørgsmål til igangværende debatter, men interessen for deltagelse har ikke oversteget hvad en enkelt person kunne håndtere – der sker, med andre ord, meget mere debat-relevant i teltet end der gør på Twitter.
I forhold til at inddrage personer i folkemødet, som ikke er til stede, er Thilde meget opmærksom på at Twitter er velegnet til det, men at et forsøg på at inddrage for via f.eks. Facebook mere vil være at betragte som støj. Præmissen passer simpelthen bedre til samtaler på Twitter.
Den 7. juni afholdt Overskrift det andet #lytgodt-morgenmøde, der denne gang fokuserede på folkemødet. Udover Thilde Vesterby fra Region Hovedstaden, kunne du opleve Kim Elmose fra Ingeniørforeningen IDA og Benjamin Rud Elberth fra Digital Taktik.
Hold øje med denne blog og Overskrift’s Facebook-side, for at holde dig underrettet om det næste #lytgodt-møde.