Relevans for Realdania

Er du relevant nok for din målgruppe, og hvordan ved du om du er? Du kan jo ikke spørge nogen du ikke har i tale. I den filantropiske organisation Realdania har man masser af faglig viden som skal ud og leve. Her arbejder man også med indhold produceret af andre. Anprisning af egen indsats har altid været mere effektivt når det kommer fra andre.

Fra Overskrifts morgenmøde Forstærk de gode historier og inddæm dine trolls i januar 2023: Digital Formidlingsrådgiver, Per Sommer, har designet Realdanias system til at finde og forstærke de gode budskaber der omhandler projekter som organisationen bidrager til.

Udfordringerne

Per og hans kolleger har arbejdet med at øge relevansen og i praksis få aktiveret den faglige viden som Realdania har opbygget over mange år. Traditionelle nyhedsformater er officielle, udkommer måske i pressemeddelelsesform og skal gennem en eller anden form for godkendelsesflow. Det kan være tungt og langsomt. Der er behov for at udvide målgruppen, med en ny smidig arbejdsproces for at sprede den gode faglige viden formidlingsteamet sidder inde med hos Realdania til flere målgrupper.

Fokus på eget revitaliseret indhold

Realdanias formidlere har naturligvis fokus på de tre indholdsområder: paid, owned og earned media, altså hhv. betalt indhold i form af annoncering, eget indhold i forskellige kanaler samt indhold hvor andre omtaler og henviser til Realdania og projekter som støttes af Realdania.

For udgivelser på egne medier har Realdania målt og konstateret at deres email nyhedsbreve performer meget bedre end opslag på f.eks. Linkedin og Facebook. Udfordringen med nyhedsbrevet er dog at det tidligere har været et “one-size fits all”, som har dækket et ret bredt område af forskellige faglige områder. For modtagere har alt indhold været bredt funderet. Realdania er derfor i gang med at udvide fra ét klassisk nyhedsbrev til yderligere seks segmenterede nyhedsbreve, der matcher modtagerens faglige interesser. Hermed kan Realdania også ramme flere nye interessentgrupper.

Realdania retter fokus mod owned media fremfor at bruge penge på alt for dyre klik, bl.a. ved at udvide fra at have de traditionelle aktualitets-nyheder på egen hjemmeside og sociale medier, til en lang række andre formater så som video, podcasts, quiz’er, billedserier fra projekter etc. Altså indhold som ikke nødvendigvis skal hele vejen op og godkendes på direktionsniveau før udgivelse, men snarere mindre og hurtigere fagligt fokuseret indhold, som hurtigt kan udgives i mindre notitser.

Genbrug af viden og indhold hos Realdania

Et andet område er re-aktualisering den store mængde viden som Realdania har opbygget over årene i form af flere tusinde artikler, rapporter, podcasts etc. Når et politisk emne er oppe i tiden, f.eks. når nye ghettolister udmeldes, tager Realdania fat i den store opbyggede historiske viden de sidder inde med, for at give baggrund og perspektiver i forhold til emnet.

Realdania har, som en del af omstillingsprocessen, også fokus på at monitorere omtaler af organisationen, deres mærkesager og fagområder, for på den måde netop at kunne finde omtaler som Realdania kan perspektivere og dermed udkomme med som nyt relevant indhold.

Her på kanalen vil vi prøve at følge op på processen, for det er første gang vi ser nogen arbejde så systematisk med at forstærke de gode omtaler, så vi håber at få lejlighed til at kunne tage temperaturen på de nye initiativer om et lille års tid.

Næste morgenmøde

Er du interesseret i kommunikationsfaglige emner som dette, bør du holde øje med kommende Overskrift-morgenmøder. Når næste morgenmøde er i kalenderen, bliver det offentliggjort i vores nyhedsbrev et par dage før de øvrige kanaler. Nyhedsbrevet udkommer 10-12 gange årligt og giver kommunikationsfaglige indsigter (og tip om næste morgenmøde).

Få næste nyhedsbrev