Kan du huske hvad du lavede den 27. oktober 2022? Det kan Elon Musk, for det er dagen hvor Twitter blev afnoteret af børsen og han overtog ejerskabet. Men hvad har det betydet for platformen og dens brugere? Baseret på data og AI, har Overskrift undersøgt om tonen har ændret sig.
Business-as-usual var fortid (ikke mindst fordi indtjeningen haltede gevaldigt), så noget skulle der ske og det må man sige der gjorde. Der blev barberet i staben, bl.a. blandt medarbejderne hvis opgave var at moderere rabiate og grænseoverskridende tweets (som du også kunne læse i forsommeren). En logisk følge burde jo være at tonen blev hårdere og mere hadsk. Navnet er nu X, og flere har forladt platformen, angiveligt på grund af det kaos de mener Elon Musk har efterladt.
Svaret findes i millioner af tweets
Men er tonen på X nu også blevet hårdere? Og er det målbart sket i samtidigt med at Elon Musk overtog kontrollen med platformen? Ved at undersøge nogle millioner tweets før og efter og ved hjælp af tekstanalyse – såkaldt sentiment-analyse – prøver vi at identificere udviklingen.
Helt specifikt har vi udvalgt en periode fra 17. juni til 13. september i 2022 og sammenligner et stort tilfældigt udsnit af danske tweets for perioden med samme periode i 2023. Hvert tweet er kategoriseret efter tonalitet; negativ, neutral eller positiv. For hver dag opgøres andelen af tweets (eller posts, som det nu hedder på X) og da AI-modellen der undersøger teksten er den samme for de to perioder og mængden af data er så stor, er en udvikling (eller mangel på samme) interessant.
Stigning i andelen af negative opslag
Andelen af neutrale tweets er stort set uændret, mens andelen af negative tweets er steget ca. 3 procent på et år.
Andelen af positive ytringer er faldet tilsvarende, og resultatet undrer derfor ikke.
Når mængden af data er så stor, vil det være ren spekulation at forsøge at identificere en enkelt årsag til ændringen. Man kan konstatere:
- X modererer indhold mindre end Twitter gjorde
- Brugere har i et eller andet omfang, efter eget udsagn, forladt platformen på grund af omvæltningerne ved Elon Musk’s overtagelse og fordi tonen er blevet hårdere
- Annoncesalget er på platformen er faldet drastisk.
- Adgangen til indlæg på platformen er blevet begrænset, og bliver det måske yderligere fremadrettet hvis alle brugere bliver bedt om at betale for adgangen.
- Der er startet krige efter 2022-målingen.
Metode, observationer og forudsætninger
Mængden af tilgængelige tweets fra Twitter via systemadgange (API’er) har ændret sig fra 2022 til 2023. Antallet af tweets samt antallet af kilder der dermed måles på er blevet mere begrænset, men den samlede mængde tweets skal alligevel tælles i millioner, hvoraf vi har undersøgt godt 1,2 millioner tilfældigt udvalgte tweets før og 1,2 tilfældigt millioner tilfældigt udvalgte tweets efter overtagelsen.
Danskere skriver både på dansk og engelsk, men denne undersøgelse ser kun på tweets/posts skrevet på dansk. Sprogmodellen (som er fra Alexandra Institutet) er derfor kun blevet fodret med dansk tekst, som den også er blevet trænet på. Der er foretaget omfattende stikprøver i resultaterne, for at sikre kvaliteten af klassificeringen.
Du kan læse mere i artiklen hos Markedsføring her.